Om projektioner, hengivenhed og kunsten at bevare sig selv i parforholdet
De fleste af os tror, at et godt parforhold er baseret på indlevelse, forståelse og hengivenhed. Selvfølgelig. Men det er mere kompliceret end som så.
Kærlighedens tosomhed kan blive så intens, at begge parter mister sig selv i hinanden. Og netop her forsvinder den personlige frihed – en frihed, som er lige så afgørende som hengivelsen.
Et bæredygtigt parforhold består nemlig af to suveræne individer, der vælger hinanden bevidst. Et valg, der ikke træffes én gang for alle, men som må gentages igen og igen.
Når man mister det personlige ansvar for at vælge den anden og i stedet fortaber sig i en symbiotisk relation, hvor man ikke længere ved, hvor man selv ender, og hvor den anden begynder, mister man grebet om sig selv – på godt og på ondt.
Det er her, i tabet af klarhed, at de mere affektive – for at sige det lige ud: barnlige – reaktioner opstår. Det er i symbiosen, at jalousien, skammen og de gamle, ubearbejdede komplekser finder vej og reducerer parterne til et virvar af uforløste erfaringer og gamle traumer.
Derfor kan man sige, at man faktisk kan elske for meget.
Det er paradoksalt.
Men klinisk er det ofte tydeligt.
Den romantiske fejl
Både mænd og kvinder begår det, man kunne kalde den romantiske fejl.
I bedste hengivenhed og smuk naivitet mister man sig selv i relationen.
Man flettes sammen med den anden.
Man gør den anden til centrum for sin identitet, sit følelsesliv og sin selvforståelse.
Kærlighed bliver dermed ikke kun relation – men også et psykodynamisk drama, hvor den anden ubevidst får rollen som:
-
den, der skal hele gamle sår
-
den, der skal bekræfte ens værdi
-
den, der skal skabe indre ro og mening
-
den, man ikke må være uenig med
Her opstår vores tilbøjelighed til at tillægge hinanden kvaliteter, som i højere grad er båret af vores egne kærlighedsfantasier end af virkeligheden.
Når man udsættes for projektioner, man ikke kan genkende sig selv i, opleves det som ubehageligt og invaderende. Det leder ofte til opslidende diskussioner, stærke følelser og fantasier om svigt, som kan martre parforholdet – også dér, hvor der egentlig er alle forudsætninger for et godt forhold.
Parforholdets projektioner
I mange parforhold elsker vi ikke kun den anden, som han eller hun er. Vi elsker også det, vi håber, den anden kan give os: tryghed, helhed, reparation og konstant følelsesmæssig kontakt.
Ofte sætter man hinanden på en piedestal. Det er smukt – og i en vis udstrækning nødvendigt. Men hvis det tages for langt, fører det næsten uundgåeligt til skuffelse og en vedvarende følelse af svigt.
Især i begyndelsen kan det føles intenst, levende og dybt romantisk at finde sammen. Forelskelse og nye parforhold er i høj grad drevet af projektioner. Nødvendige projektioner. “Den eneste ene” er i psykologisk forstand en fantasi – skabt og vedligeholdt af biologisk programmering, forelskelsens dæmpning af frygtcentret (amygdala) og øget dopamin samt andre tilknytningshormoner. Disse energier smeder parret sammen.
Men over tid kan denne sammensmeltning blive et problem.
Ligesom man ikke kan spurte et helt marathon, må intensiteten finde et mere bæredygtigt tempo, så man igen kan blive de hele mennesker, man var, da man fandt sammen – og igen kan længes efter og inspireres af hinanden.
Når mænd mister sig selv – mister kvinder frihed
Selvom både mænd og kvinder kan miste sig selv i kærligheden på denne måde, ser jeg i klinikken et tydeligt mønster:
Mænd gør det oftere end kvinder.
Mange mænd bliver så optaget af kvindens følelser, reaktioner og holdninger, at de gradvist mister deres egen position og værdighed. De begynder at:
-
tage hendes følelser meget personligt
-
opleve uenighed som en trussel
-
stræbe efter konstant enighed
-
regulere deres adfærd for at undgå hendes utilfredshed
I praksis betyder det, at manden ikke længere ser kvinden som et selvstændigt individ, men som et følelsesmæssigt centrum, han konstant må forholde sig til – næsten som en forlængelse af sig selv. Hendes forbigående utilfredshed bliver noget, der hele tiden skal fixes, i stedet for noget naturligt menneskeligt. Ingen er harmoniske hele tiden.
For kvinden kan dette opleves som:
-
ufrihed
-
følelsen af at blive kvalt
-
at blive gjort til mor eller følelsesmæssig autoritet
-
stress over hele tiden at skulle være “rigtig”
Paradoksalt nok er det ofte mandens hengivenhed, der skaber denne belastning.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at han elsker for meget – men han har i hvert fald mistet sig selv.
Og her opstår endnu et paradoks:
Hvis han tager hende for alvorligt og bogstaveligt, kvæler han hendes personlige frihed.
Hvis han ikke tager hende alvorligt nok, føler hun sig ikke elsket.
Der findes måder at balancere dette på. Men de kræver, at manden igen finder sin egen position.
“Hun er jo bare en kvinde”
I nogle parterapisessioner, hvor manden er meget optaget af kvindens holdninger, tanker og følelser – vurderet ud fra, hvor rigtige eller forkerte, rationelle eller irrationelle de er – har jeg, velvidende at det er politisk ukorrekt og måske også lidt opgivende, sagt:
“Hun er jo bare en kvinde.”
Ikke som en nedvurdering.
Men som en af-idealiserende påmindelse.
Hun er ikke en mor.
Hun er ikke en moralsk dommer.
Hun er ikke et følelsesmæssigt kompas, der konstant skal aflæses.
Hun er ikke en ven, man skal tale til fornuft.
Hun er et selvstændigt individ, som også har behov for plads til at forstå ting på hendes egne måder, og til at mærke sig selv.
Når denne sætning er sagt, bliver mændene ofte tavse. De forstår det sjældent med det samme.
Kvinderne derimod begynder ofte at græde – ikke af smerte, men af lettelse.
For i det øjeblik bliver de frigjort fra de velmenende, men belastende projektioner – mandens ubevidste iscenesættelse af hende som følelsesmæssigt centrum og garant for hans indre ro.
Når kærligheden får bedre betingelser
Når man holder op med at føle sig ansvarlig for den andens følelser. Når man bliver bedre til at lytte og lade den anden have sine egne sandheder. Når man giver slip på de evige skyldfølelser – tanken om hele tiden at skulle gøre det bedre for at være den rette – og undlader at gå i kamp om stort og småt, sker der noget bemærkelsesværdigt:
-
Kvinden får lov til bare at være sig selv
-
Manden får sin egen position tilbage
-
Den gensidige respekt opstår mere naturligt
-
Relationens spænding og liv kan vende tilbage
Kærligheden får bedre vækstbetingelser, når to mennesker ikke længere bruger hinanden som løsning på deres indre konflikter, men står som to selvstændige individer.
Ikke som fusion – men som makkerskab.
En alliance, hvor reglen er: Du skal være dig selv – sammen med mig.
Vi vil elske hinanden, ikke bebo hinanden i en romantisk men naiv symbiose.
At elske mindre – men mere virkeligt
Konstruktiv kærlighed handler ikke om at smelte sammen.
Den handler om at kunne stå alene – sammen.
At kunne sige:
-
Dette er mine følelser
-
Dette er dine
-
Dette er dit ansvar
-
Dette er mit
Vi behøver heller ikke at være enige om alt.
Et bæredygtigt parforhold
Et godt parforhold består ikke kun af to halvdele, der bliver en psykisk helhed.
Det består også af to hele mennesker, der både vælger sig selv og hinanden.
Ofte begynder kærligheden først for alvor at stabilisere sig, når vi tør elske lidt mindre og stå lidt mere ved os selv – også selvom det kan føles, som om man begår vold på kærligheden.
Når frygten for afstand, uenighed og savn forvandles til et landskab af frihed, hvor man igen og igen kan vælge hinanden – i stedet for at forsøge at være hinanden.
Her, i den stedvise psykiske og emotionelle afkobling, står du stærkest.
Her opstår lysten til igen og igen at bygge broen til den anden.
Og når din partner mærker sig valgt – i stedet for taget for givet i en ubevidst symbiose – bliver kærligheden mere robust. Mere voksen. Og paradoksalt nok også mere romantisk.
Ønsker I hjælp til parforholdet, må I ikke tøve med at tage kontakt på tlf 28700900/thomas.markersen@gmail.com Alternativt kan i bede om at blive ringet på et tidspunkt, der passer jer.
Views: 20
