Når den sammenbragte familie udfordrer parforholdet – Parterapi København

Når den sammenbragte familie udfordrer parforholdet  

– og hvorfor samtaler med en parterapeut kan give mening

 

Den sammenbragte familie er i dag en udbredt familieform – og en almindelig årsag til at søge parterapi. Alligevel undervurderer mange, hvor krævende livet i en sammenbragt familie kan være.

I parterapi ses de samme temaer igen og igen: loyalitetskonflikter, jalousi, skyld, vrede og en stille frygt for at gøre noget forkert. Ofte er det ikke viljen, der mangler – men forståelsen for, hvad man faktisk står i.

At være sammen med den andens børn – og savne sine egne

Et af de mest tabubelagte temaer i sammenbragte familier er dette: at det kan være svært at være sammen med sin nye partners børn, samtidig med at man savner sine egne.

Rationelt giver det ikke mening. Følelsesmæssigt er det meget menneskeligt.

For nogle kan det opleves som et svigt af egne børn at give varme og opmærksomhed til andres. Som om kærlighed er en begrænset ressource. Resultatet bliver ofte, at man holder igen – ikke af kulde, men af loyalitet. Her skal man udvikle sit mindset fra et nulsumsspil (der er begrænset med kærlighed i omløb) til et plussumspil (jo mere kærlighed du giver jo mere får du igen – i alle relationer).

Mandens børn og den nye kvindes jalousi

Et andet hyppigt tema opstår, når manden i et nyt forhold bruger meget energi på sine biologiske børn. Ofte drevet af dårlig samvittighed efter skilsmissen og ønsket om at kompensere, kan han komme til at signalere større rummelighed, opmærksomhed og hengivenhed til sine børn end til sin nye partner. Det er forståeligt – og problematisk på samme tid.

Her kan den nye kvindelige partner opleve jalousi. Ikke nødvendigvis mod børnene – men mod den plads, de fylder følelsesmæssigt. Når dette ikke bliver forstået psykologisk, bliver det let personligt. At “forstå psykologisk” vil her sige, at mønstret gennemskues som motiveret af usikkerhed og skyldfølelser, hvilket kalder mere på omsorg end på vrede fra den anden partner.

Ekskærestens indblanding – og mandens frygt

I mange sammenbragte familier lever der ofte en usynlig tredje part i relationen: mandens eks.

Særligt når mandens tidligere partner blander sig i børnenes liv, også når hun ikke har dem. Krav, beskeder og kontrol, der fortsætter længe efter skilsmissen.

Her bliver mange nye kvindelige partnere dybt stressede og urolige i hverdagen. Ikke kun over eksens adfærd – men over at se deres nye mand blive frygtsom, eftergivende eller usikker. Manden bliver fanget i midten og udvikler ofte en form for hjælpeløshed – som lus mellem to negle. Han føler sig hverken forstået af den ene eller den anden. Over tid kan dette koste både respekt, handlekraft og nærhed i parforholdet.

At være til sammenkomster med sin partners eks – og føle sig som gæst i sit eget liv

Et tema, der ofte bliver underspillet – men som fylder meget i praksis – er det sociale liv i den sammenbragte familie. Fødselsdage, jul og andre mærkedage kan indebære, at man forventes at deltage sammen med sin nye partners eks og dennes familie.

For nogle fungerer det fint. For andre er det muligt, men psykisk belastende over tid. Mange beskriver følelsen af at være en fremmed til fest: man er med, men hører ikke rigtigt til. Man er hensynsfuld, tilpasningsparat – og sjældent centrum.

Denne position kan langsomt slide på både selvfølelse og parforhold, især hvis den ikke kan tales åbent om uden at blive gjort til et spørgsmål om rummelighed eller moral. I parterapi arbejder vi med at tage disse oplevelser alvorligt og finde mere bæredygtige måder at være i den udvidede familie på.

Sammenbragte familier kræver særlige kompetencer

Relationer i sammenbragte familier kan være stabile og kærlige, men de kræver kompetencer, der rækker ud over det, et traditionelt parforhold kræver. Det er netop her, parterapi til sammenbragte familier kan gøre en afgørende forskel.

Typisk arbejder vi i parterapi med følgende kompetencer:

At kunne rumme svære følelser
I sammenbragte familier opstår der mange svære følelser: jalousi, irritation, savn og skyld. Problemet er sjældent følelserne i sig selv, men når de styrer adfærden i parforholdet. I parterapi arbejder vi med at tale om disse følelser på rolige og strukturerede måder, så disse problemer paradoksalt kan give adgang til dybere samtaler om sårbarhed, ansvar og samliv.

At kunne rumme flere loyaliteter uden at miste sig selv
Når der er børn fra tidligere forhold, vil der altid være flere tilknytninger på spil. Parterapi handler her om at skabe klarhed uden evt skyldbetinget selvbebrejdelse og indebrændt skuffethed over den anden. De fleste samtaler om disse ting opleves decideret lettende. Her passer følgende udsagn om parforholdet særligt godt:

“Det er ikke det man taler om, der giver problemerne. Det er det, man ikke taler om, der giver problemerne!”

Psykologisk modenhed i forhold til eks-partnere
Eks-partnere forsvinder sjældent helt, men relationen til dem må ikke styre det nuværende parforhold. Samtidig må man også acceptere en vis grad af uro fra ekser – det var ingen der sagde, at det skulle være nemt.

Tålmodighed i relationen til bonusbørn i en sammenbragt familie
Relationer til bonusbørn tager tid og kan ikke presses frem. Her er det vigtigt – og sårbart – at tale om forventninger. Faktisk kan det være så sårbart, at det kan være en fordel at foretage samtale sammen med en parterapeut.

At kunne være partner før man er medforælder
Uden et solidt parforhold smuldrer fundamentet for familien. Parforholdet er som solen i et solsystem, børn, veninder, kolleger, fritidsaktiviteter, med videre er som planeterne, hvis baner kun holdes stabile af parforholdets kerne.


Parterapi for sammenbragte familier – et realistisk valg, når parforholdet er udfordret

Sammenbragte familier fungerer ofte bedre end mange bedre parforhold gør, i og med at parterne i sagens natur har mere erfaring med det, der virker og ikke virker i et parforhold med børn. Ligesom de vil gå langt for at forhindre endnu et brud! Ikke desto mindre er der belastninger, man ikke finder i de traditionelt intakte børnefamilier, som man bør forberede sig på. Parterapi handler ikke om at fjerne kompleksiteten, men om at lære at stå i den uden at miste hinanden. Hvis I netop har fundet sammen i en sammenbragt familie – eller oplever, at parforholdet er blevet presset – er I velkomne til at besøge klinikken i Løngangstræde 37b, 3. tv. 1468 Kbh K, og så tager vi en afklarende og opklarende samtale om hvordan I bedst organiserer jeres nye familie. Brug linket her, til at booke en uforpligtende samtale á 15 min.

Læs mere om parterapi hos Thomas Markersen her.

Views: 46

share this article

Facebook
Twitter
Pinterest

Still hungry? Here’s more