Herunder kan du læse min anmeldelse af Christopher Nolans The Odyssey – og samtidig en dybdepsykologisk læsning af Homers næsten 3.000 år gamle fortælling. Her kan du lytte til fortællingen omsat fra digt til prosa.
En kortere udgave af teksten er blevet redigeret og antaget som kronik i en avis. Her har jeg valgt at bringe den oprindelige, længere og mere eksperimenterende version, fordi der simpelthen er mere at hente i den.
For Odysseen handler om langt mere end kykloper, troldkvinder, guder og en mand, der forsøger at finde hjem. Den handler også om begær, valg, fristelser, kærlighed, afkald – og om den vanskelige kunst at blive voksen.
Vidste du, hvor meget psykologi der gemmer sig i Odysseen? Hvis ikke, er der forhåbentlig en ahaoplevelse eller to i vente.
—oooOOOooo—
… Christopher Nolans Odysseen er fuld af monstre, krig og prøvelser. Men der er noget mærkeligt fraværende midt i al denne dramatik: Odysseus.
Ikke Odysseus som figur. Ham ser vi rigeligt til. Men Odysseus som en mand i udvikling.
Det er selvfølgelig noget af en påstand, at en af verdens bedste filmskabere har misforstået fortællingen. Og Odysseen kan læses på utallige måder. Min egen læsning er farvet af mit arbejde som psykolog og af den analytiske psykologi. Set gennem den optik er Odysseen ikke bare en historie om en mand, der har svært ved at finde hjem. Det er historien om en mand, der har svært ved at blive den mand, der kan komme hjem. Det er en afgørende forskel.
FRA ILIADEN TIL ODYSSEEN
Man kan lidt forenklet sige, at Iliaden og Odysseen beskriver to forskellige udviklingsopgaver.
Iliaden handler om at drage ud. Om mod, kamp, aggression, ære og evnen til at sætte sig selv på spil. Den unge mand skal kunne forlade hjemmets sikkerhed og møde verden. Achilleus viser samtidig skyggesiden: Modet kan blive til overmod, styrken til destruktiv vrede.
Men da Odysseen begynder, har Odysseus allerede bestået den prøve.
Han mangler ikke handlekraft. Tværtimod. Han er næsten absurd handlekraftig. Han er snedig, kreativ, nysgerrig, selvsikker og eventyrlysten og i stand til at snyde sig ud af næsten hvad som helst. Den trojanske hest er det ultimative udtryk for hans særlige begavelse.
Men netop hans styrke er også hans problem. Hans næste udviklingsopgave er langt vanskeligere end det binære spørgsmål: Tør du drage i krig eller ej? Nu skal han lære at styre sig selv. Her starter et eksistentielt drama, hvor tilværelsens udfordringer antager fantastisk og mytologisk form.
ODYSSEUS SKAL IKKE VÆRE FÆRDIG FRA BEGYNDELSEN
Det er derfor problematisk, at Nolan allerede ved Troja fremstiller Odysseus som en desillusioneret og livstræt kriger. For så har man taget begyndelsen ud af hans udviklingshistorie. Og dermed svækker man meningen med de strabadser, han møder på havet.
Efter krigen i Troja har Odysseus nemlig ikke så travlt med at komme hjem endda. Hans søn Telemachos var kun et lille barn, da han drog i krig, og efter ti år i Troja bliver Odysseus og hans mænd ikke øjeblikkeligt til fredelige familiefædre med kurs direkte mod parcelhuset. De er dygtige og mægtige krigere, som plyndrer, udforsker, tager chancer og bringer sig selv i problemer.
Odysseus øjner dilemmaet, men længslen hjem træder kun gradvist frem. Det er karakterudviklingen.
Hos Nolan forekommer Odysseus fra begyndelsen som en slags Albert Camus på et skib: Han har set det hele, gennemskuet det og er lidt træt af det hele.
Hvis Odysseus begynder dér, hvor hans psykologiske rejse skulle ende, er der ikke meget tilbage at udvikle.
PRØVELSERNES RÆKKEFØLGE BETYDER NOGET
Det afgørende er derfor heller ikke bare, hvilke berømte episoder en filmatisering får med.
Rækkefølgen betyder noget. I en analytisk-psykologisk læsning kan prøvelserne forstås som stadig mere komplekse måder, hvorpå et menneske kan fare vild i sig selv. De er ikke bare tilfældige forhindringer. De udgør en udviklingssekvens.
Tag lotusædernes ø. Her er fristelsen ikke ondskabsfuld. Den er langt mere genkendelig: Lad være med at udvikle dig. Spis lotus. Glem, hvor du skulle hen. Bliv her.
I en moderne udgave kunne det være teenageren, der forsvinder ind i computerspil, hash eller en anden behagelig stilstand. Det er regressionens fristelse.
Og derfor er flugten fra lotusæderne heller ikke andet end netop en flugt. Odysseus og hans mænd behøver ikke noget kort. De skal bare væk. Det er symbolsk præcist. Vejen ud af stilstanden begynder ikke med, at man kender sin endelige destination. Den begynder med bevægelse. Man må bare sætte årene i vandet og begynde at ro. Til at begynde med er retningen mindre vigtig end bevægelsen.
Derfor er det psykologisk uheldigt, når Nolan flytter lotusmotivet over til Kalypso. For Kalypso repræsenterer noget helt andet.
KYKLOPEN ER IKKE BARE ET MONSTER
Også Kyklopen bliver interessant i denne udviklingsmæssige rækkefølge.
Kyklopen er énøjet, isoleret, grådig og dybt asocial. Han tager, hvad han vil have, og hans appetit reguleres ikke af hensynet til andre mennesker. Hans motivation og egostyrke fejler til gengæld ikke noget.
I en psykoseksuel læsning kan han ses som et billede på teenagerens gryende seksualitet: selvtilstrækkelig, privat og endnu uden den vanskelige anden.
Det er seksualiteten før relationen. Appetit uden gensidighed.
Det interessante ved Kyklopen er derfor ikke bare, at han er farlig. Det interessante er, at han repræsenterer noget menneskeligt i drengens psykologiske udviklingsrejse.
Når Nolan i stedet gør ham til en Slenderman-agtig horrorfigur, flyttes faren fra Odysseus’ indre ud i verden. Nu er problemet et uransageligt og tilsyneladende umotiveret uhyre, der skal undslippes. Nolans Kyklop minder dermed mere om laistrygonerne, de menneskeædende kæmper, end om den selvtilstrækkelige Polyfem.
I Odysseen er kyklopen ikke bare en fortælling om et tilfældigt monster, man møder på sin vej. Uhyret er et proto-narcissistisk aspekt og nødvendigt af det gryende selv. Derfor er det også skæbnesvangert at gøre grin med det, som Odysseus finder ud af.
SÅ KOMMER KIRKE
Og først derefter bliver seksualiteten virkelig vanskelig. For nu kommer kvinden. Kirke er ikke bare endnu en person, Odysseus møder på en ø. Hun er attraktiv, magtfuld og erotisk farlig. Odysseus’ mænd kan ikke håndtere mødet med hende. De ender som svin.
Billedet er næsten komisk direkte. Mændene reduceres til deres appetit. Odysseus klarer sig heller ikke, fordi han på en eller anden måde er moralsk hævet over dem. Han har brug for Hermes’ hjælp for ikke selv at blive fanget af Kirkes trolddom.
Det er et nyt udviklingstrin.
Først den selvtilstrækkelige drift hos Kyklopen. Dernæst mødet med den anden – med kvinden, begæret og risikoen for at miste sig selv i det. Noget de fleste unge mænd møder på deres udviklingsvej: oplevelsen af at blive fortryllet og for en stund reduceret til fange af egen betagelse.
Hos Nolan er Kirke derimod blevet til en udmattet husmor med ”mental load”, der synes, mænd er nogle svin: De tager, men bidrager ikke. En muligvis moderne kommentar til kønnenes realpolitik, men den handler ikke længere om Odysseus’ rejse.
Hos Homer er Kirke ikke træt af Odysseus. Hun begærer ham. Og Odysseus må kunne være i dette erotiske felt uden at gå i opløsning i det. Han bliver hos hende længe, men han kommer videre. Til sidst bliver hun endda den, der hjælper ham på hans videre færd.
MANDEN BLIVER IKKE VOKSEN UDEN DET FEMININE
Den blodfattige Kirke synes samtidig at tegne et bredere mønster i Nolans fremstilling af kvinderne. I Odysseen er Athene, Kirke, Kalypso og Penelope ikke tilfældige kvinder placeret langs Odysseus’ rute. I en analytisk-psykologisk læsning kan de ses som forskellige møder med feminine kræfter, som han gradvist må lære at forholde sig til.
Ikke bare for at lære at navigere i forhold til kvinder – eller måske rettere ”kvinden” – men også for at etablere en forbindelse til feminine sider af sin egen psyke og dermed blive et helt, voksent menneske.
Athene er særlig interessant. Hun er Odysseus’ guddommelige slægtning. Hun er strategisk, intelligent, snedig og krigerisk. Hun forstår den del af ham, fordi hun selv besidder den. Hun repræsenterer en intellektuel og strategisk visdom, i skarp modsætning til Zeus’ dominante måder og for eksempel krigsguden Ares’ raseri.
Det feminine hos Homer er altså ikke bare mildhed, omsorg og store tavse øjne som i Nolans portræt af Athene. Det er også kløgt, strategi, krigslist og beslutsomhed.
Nolans Athene fremstår som en skygge af den gudinde, der burde være Odysseus’ intellektuelle og strategiske lige. Og dermed svækkes også den dimension af hans udvikling, hvor han ikke blot overvinder feminine kræfter, men lærer af dem og gør nogle af dem til sine egne.
Selv vismanden Teiresias, som Odysseus må opsøge i dødsriget, bærer en interessant dobbelthed. I den græske mytologiske tradition har Teiresias levet som både mand og kvinde. Teiresias repræsenterer visdommens grund: sammenfaldet mellem de feminine og maskuline principper i en og samme person.
Man behøver ikke acceptere en fuldt jungiansk fortolkning af værket for at bemærke mønstret. Odysseus bliver igen og igen hjulpet, udfordret, forført og korrigeret gennem mødet med det feminine. Selve havet kan i denne læsning ses som et feminint symbol: grænseløst, frodigt, bevægeligt og uransageligt. Det er ikke svært at se det symbolske slægtskab mellem havet og de dragende kvinder, der igen og igen dukker op på Odysseus’ vej gennem det.
En mand bliver ikke moden ved at eliminere det feminine. Han må kunne møde det uden enten at flygte fra det eller blive opslugt af det. Der er endnu en side af denne udvikling. Drengen må kunne tage afsked med moderen.
MODEREN MÅ DØ (SYMBOLSK SET)
Da Odysseus i Odysseen rejser til dødsriget for at få Teiresias’ råd, møder han også sin døde mor, Antikleia.
Det er svært ikke at se den scene som psykologisk ladet. Han kan se hende. Han kan tale med hende. Han forsøger flere gange at omfavne hende. Men han kan ikke få hende tilbage. Hun er død.
I en udviklingspsykologisk læsning er det næsten ubærligt præcist. Den voksne mand kan bære sin mor med sig, men han kan ikke vende tilbage til hende. Hun må i symbolsk forstand dø som den primære kvinde i hans liv, hvis en anden kvinde skal kunne indtage den voksne plads.
Odysseus skal ikke hjem til sin mor. Han skal hjem til Penelope. Derfor er det ikke nogen lille detalje, at Nolan udelader mødet med den døde mor i Hades. Det skærer endnu et led ud af den psykologiske bevægelse. For integrationen af det feminine handler ikke kun om at lære at møde kvinden. Den handler også om at kunne skelne mellem moderen og kvinden – og endegyldigt give slip på den første som centrum for ens følelsesliv.
KALYPSO ER LANGT FARLIGERE END LOTUS
Og så kommer Kalypso. Hun repræsenterer en langt mere sofistikeret fristelse end lotusæderne. Hos lotusæderne er fristelsen: Giv op. Hos Kalypso er fristelsen seksuel.
En smuk kvinde elsker dig. Hun vil have dig. Hun tilbyder seksualitet, omsorg, tryghed og et liv uden de besværligheder, der venter hjemme på Ithaka. Endda udødelighed står på menuen.
Og netop dét er Kalypsos særlige fare. Når kvinden bare giver kærlighed og i princippet ikke stiller krav, kan tiden næsten gå i stå. Der er ingen friktion, der tvinger én til udvikling, og ingen egentlig gensidighed, der kræver noget af én.
Kalypso er farlig, fordi det, hun tilbyder, faktisk er godt. Det er bare ikke Odysseus’ rette sted. Og hvad forlader man, hvis der ikke er noget at flygte fra? Her bliver Odysseen for alvor til voksenpsykologi.
For den unge står valget ofte mellem det behagelige og det ubehagelige. Det voksne menneskes vanskeligste valg er langt værre: Det står mellem flere attraktive muligheder.
At blive voksen er derfor også at opdage, at man ikke kan leve alle sine mulige liv. Man må vælge ét. At vende hjem til Penelope er derfor ikke bare at nå en geografisk destination. Det er at være blevet i stand til det modne og gensidige parforhold efter mødet med andre former for det feminine. Han skal ikke bare vælge en kvinde. Han skal blive en mand, der kan vælge én.
SKYLLA OG CHARYBDIS: DET VOKSNE VALG
Det bliver brutalt tydeligt i mødet med Skylla og Charybdis.
Charybdis er hvirvelstrømmen. I en eksistentiel læsning er billedet næsten for godt: Den, der ikke vælger, kan blive ved med at cirkle, indtil han går under.
Skylla er den anden rædsel. Vælger Odysseus den vej, vil nogle af hans mænd dø.
Der findes ingen løsning uden tab.
Det er præcis det, der adskiller det voksne valg fra fantasien om valget.
Her presser en næsten Camusk eksistentialisme sig på. Det voksne menneske må lære at mestre brutalitetens nødvendighed. Det er ikke sjovt at forlade kvinden, der vil give dig alt. Det er ikke sjovt at sige farvel til soldaterkammeraterne og alle de eventyr, de repræsenterer.
Valg koster. Vi vil gerne tro, at hvis bare vi tænker længe nok, kan vi finde den løsning, hvor vi får det hele. Den perfekte partner uden afkald. Eller måske flere perfekte partnere på én gang. En karriere uden omkostninger. Frihed uden ensomhed. Familie uden begrænsninger. Eventyr uden risiko.
Men det findes ikke.
At vælge er også at forlade. Og at sørge over det, man ikke vælger. Derfor handler voksenlivets udviklingspsykologi lige så meget om styrken til at vælge fra som om modet til at vælge til.
Og derfor er det så afgørende, hvem der fører skibet mellem Skylla og Charybdis. Når Odysseus hos Nolan sidder modløs i bunden af båden, mens andre tager styringen, er der sket noget langt mere alvorligt end en ændring af en scene.
Man har taget valget fra ham. Han lader det ske. Og dermed umenneskeliggøres han faktisk en smule, for den menneskelige udvikling finder netop sted i mødet med valget og det ansvar, det medfører.
Odysseus er også i Homers fortælling i tvivl i denne kløft mellem de to farer. Selvfølgelig er han det. Men han må mestre tvivlen og føre skibet igennem. Han kan ikke overlade sit livs mest afgørende valg til andre.
Når Nolan tager valget fra ham, tager han derfor også en del af Odysseens eksistentielle akse ud af fortællingen.
HOS NOLAN ER VERDEN FARLIG. HOS HOMER ER ODYSSEUS FARLIG
Helt overordnet forekommer det mig, at Odysseus i Nolans univers reduceres til en mand fanget af farlige omstændigheder. Havet er farligt. Monstrene er farlige. Guderne er farlige. Kvinderne er farlige. Skæbnen er farlig.
Men den langt mere interessante læsning af Odysseen er, at Odysseus er farlig for Odysseus. Han er nysgerrig. Han er forfængelig. Han er seksuel. Han er eventyrlysten. Han kan snyde. Han kan røve. Han vil opleve. Han kan blive forført. Og han har meget svært ved ikke at undersøge, hvad der befinder sig på den næste ø.
På fortællingens konkrete niveau har Odysseus og hans mænd naturligvis gode grunde til at gå i land. De skal finde føde, søge hjælp og orientere sig. Men i en psykologisk læsning er øerne samtidig steder, Odysseus er nødt til at besøge for at modnes. De er billeder på hans indre kampe. Han skal derfor ikke blot lære at navigere sit skib i den rigtige retning. Han skal lære at forvalte Odysseus.
ER VI BLEVET BANGE FOR AT VÆRE MENNESKER?
Og her begynder jeg at spekulere på, om problemet rækker ud over Nolan.
Jeg arbejder som psykolog og hører hver dag om menneskers indre liv. Og det slående er ikke, hvor ordentlige eller uordentlige mennesker er. Det slående er, hvor modsætningsfyldte vi er.
Man kan elske sin kone og have lyst til en anden kvinde. Man kan længes efter familien og samtidig længes efter friheden. Man kan ønske tryghed og blive kvalt af den. Man kan være gavmild og misundelig, loyal og fantasere om utroskab, modig og rædselsslagen, ansvarlig og samtidig have lyst til at smide det hele fra sig.
Det er ikke en fejl ved mennesket. Med en moderne vending er det en “feature”, ikke en “bug”. Det er det materiale, et menneskeliv består af.
Og måske er vi blevet en smule bonerte over for netop den erkendelse. Ikke nødvendigvis seksuelt bonerte i gammeldags forstand. Måske snarere psykologisk bonerte.
Vi synes næsten, det er pinligt at vise et menneske, der virkelig kæmper med sine drifter.
En mand, der elsker sin kone, men også har lyst til andre kvinder, bliver hurtigt til et moralsk problem, før han får lov til bare at være et menneskeligt problem.
Måske spiller vores post-MeToo-kultur en rolle. Måske gør den ikke. Men man kan i hvert fald spørge, om vi efterhånden er blevet så mistænksomme over for især mandligt begær, at det er vanskeligt at fremstille det som andet end enten moralsk uangribeligt eller moralsk fordærvet.
Men mellem helgenen og Harvey Weinstein befinder stort set hele menneskeheden sig.
Og det er netop dér, Odysseen foregår. Odysseus er ikke interessant, fordi han er moralsk ren. Han er interessant, fordi han ikke er det.
DE GAMLE GRÆKERE TURDE SE PÅ MENNESKET
Det er noget af det storslåede ved de gamle græske fortællinger. De sanerer ikke mennesket. Eller guderne, for den sags skyld. De propper tværtimod menneskets vilkår lige op i ansigtet på os.
Du er dødelig. Du er driftstyret. Du er forfængelig. Du kan ødelægge det, du elsker. Du vil have ting, du ikke bør tage. Du kan elske og hade det samme menneske. Dine største styrker kan blive dine største svagheder.
Og du skal alligevel vælge. Opgaven er ikke at blive et menneske uden disse kræfter. Opgaven er at lære at leve med dem.
Det er også derfor, Odysseen ikke er en fortælling om seksuel renhed. Odysseus’ udvikling består ikke i, at han på magisk vis holder op med at være interesseret i andre kvinder.
Den består i, at Penelope til sidst bliver vigtigere end alle de kvinder, han også kunne have valgt. Det er noget helt andet. Modenhed er ikke fraværet af begær. Det er evnen til at give begæret retning.
Og her bliver mødet med Nausikaa næsten en sidste lille prøve. Hun er ung, smuk, klog og omsorgsfuld – en prinsesse, som kunne repræsentere begyndelsen på et helt nyt liv. Men hun løber ikke med hans hjerte. Odysseus kan nu møde en attraktiv mulighed uden at forveksle den med sin vej. Han ved, hvor han skal hen.
AT VENDE HJEM ER AT ACCEPTERE BEGRÆNSNINGEN
Og her mødes den psykologiske fortælling med en langt ældre civilisatorisk pointe.
Grækerne vidste, ligesom romerne senere gjorde, at byen og staten ikke kun holdes sammen af love og soldater. De holdes også sammen af mennesker, der er i stand til at etablere hjem, familie, loyalitet og gensidige forpligtelser.
Odysseen er fuld af kontraster mellem civilisation og barbari. Spiser man sine gæster, eller beværter man dem? Røver man de mennesker, man møder, eller respekterer man deres ejendom? Tager man alt det, man har lyst til, eller accepterer man grænser? Er man styret af sin appetit, eller kan man være gavmild? Bliver man ved med at rejse fra mulighed til mulighed, eller vender man hjem?
Odysseus’ hjemkomst til Penelope bliver i det lys langt mere end afslutningen på et ægteskabsdrama. Han vælger begrænsningen. Én kvinde, ét hjem, én familie, ét kongerige, ét liv.
Og det er måske Odysseens mest krævende budskab til os: Frihed er ikke at holde alle muligheder åbne. Et menneskeliv får først virkelig form, når vi accepterer, at valget af noget samtidig er fravalget af noget andet.
Odysseus skal derfor ikke besejre sin appetit på livet. Han skal give den retning. Det er hjemkomsten.
Og hvis man fjerner denne indre bevægelse fra Odysseen, kan man stadig lave en fantastisk film. Der er storme, kæmper, guder, troldkvinder, skibe, sex, krig og monstre nok til adskillige timers spektakulær biograf.
Men man risikerer at stå tilbage med et kludetæppe af fantastiske scener.
Da jeg gik ud af biografens mørke, havde jeg lidt den samme fornemmelse, som da jeg havde set The Revenant, hvor Leonardo DiCaprios karakter overlever et bjørneangreb og en næsten endeløs række strabadser for til sidst at få sin hævn. En utrolig flot film. En voldsom fysisk oplevelse. Men også en film, hvor scenerne til sidst risikerer at fremstå ligegyldige, hvis de ikke bæres af en meningsfuld indre bevægelse.
For hverken hævn eller mødet med monstre på et åbent hav udgør i sig selv en fortælling.
Det gør den forandring, der sker med mennesket, som gennemlever dem.
Det er derfor, Odysseen har overlevet i næsten tre årtusinder. Ikke fordi mennesker altid har været fascinerede af kykloper, troldkvinder og søuhyrer, men fordi vi stadig kan genkende os selv i den mand, der ikke kan finde hjem, før han har lært at styre de kræfter, der trækker ham væk fra det.
Kunsten har netop denne mærkelige evne: Den kan vise os noget om os selv, længe før vi kan formulere det. Det er dens katarsis, men også dens opdragende kraft.
Nolan kan skabe et imponerende filmisk puslespil.
Men når den indre udviklingsrejse forsvinder, overser han efter min mening noget af grunden til, at Odysseen blev en udødelig fortælling.
Er du interesseret i din egen odyssé?
Jeg tilbyder eksistentielle samtaler i min psykologpraksis og har i øjeblikket mulighed for at starte nye forløb op.
Hvis du står et sted i livet, hvor du forsøger at finde retning, træffe svære valg eller forstå dig selv lidt bedre, er du velkommen til at tage fat i mig på tlf. 28 700 900 eller skrive til thomas.markersen@gmail.com.
Views: 7
