Om ubevidste mønstre, psykologhjælp og vejen til et mere modent liv
Illustration af Platons allegori om sjælen som rytter og heste – et symbol på ubevidste kræfter, vilje og indre konflikt.
Noget af det mest forvirrende ved menneskelig psykologi er dette:
Nogle gange føles det forkerte rigtigt – og det rigtige forkert.
Ikke fordi vi bevidst vælger imod os selv.
Ikke fordi vi mangler vilje eller intelligens.
Men fordi meget af det, der styrer vores valg, relationer og livsretning, foregår ubevidst.
I psykologien har vi altid vidst dette. Udfordringen har været at gøre det forståeligt – at give det et sprog og nogle billeder, som mennesker kan genkende sig selv i, uden at føle sig diagnosticeret eller reduceret.
Derfor giver det mening at tale i metaforer.
1. Platon – rytteren og hestene
Allerede hos Platon finder vi en præcis beskrivelse af denne indre dynamik:
Sjælen som en rytter, der forsøger at styre en vogn trukket af stærke heste.
Rytteren repræsenterer bevidstheden, refleksionen og viljen.
Hestene repræsenterer følelser, drifter, tilknytning, frygt og længsler – både de konstruktive og de mere problematiske energier. De har hver deres kraft og deres egen logik.
Hvis rytteren ikke er bevidst om sin rute, vil hestene styre efter eget forgodtbefindende.
Mange eksistentielle problemer – livsvalg, relationer, værdier og retning – opstår netop her:
Gamle følelsesmæssige mønstre får lov at bestemme kursen, længe før bevidstheden når at gribe ind.
Man kan sige det sådan:
Heste, der ikke mærker, at kusken ved, hvor han vil hen, bliver urolige.
Nogle gange søger de mod det, der engang oplevedes som trygt – ikke fordi det nødvendigvis er det rette, men fordi kroppen kender vejen.
Andre gange panikker de og vil væk i hvilken som helst retning: ud af situationen, ud af det ukendte, ud af det, der føles for meget.
De styrter gennem skovens buske og grene, river sig til blods og kan i sidste ende kaste både rytter og vogn af.
Her opstår paradokset:
Det forkerte føles rigtigt,
når flugt, tilbagetog eller gentagelse giver øjeblikkelig lindring og dæmper uroen i kroppen.
Det rigtige føles forkert,
når bevægelse i en ny retning, ansvar eller fastholdt kurs opleves som truende, overvældende eller klaustrofobisk.
Ikke fordi retningen er forkert.
Men fordi hestene ikke er vant til at blive holdt i en kurs, de ikke selv har valgt før.
Derfor kan et menneske vide, hvad det vil på et bevidst plan – og samtidig opleve indre modstand, uro eller flugtimpulser netop i det øjeblik, hvor kursen faktisk er klar.
Hestene vil væk.
Selvom kusken – altså du – endelig ved, hvor du vil hen.
Nogle gange må man derfor, når man har slået en bevidst kurs, holde lidt strammere om tøjlerne.
Ikke hårdt. Ikke voldeligt.
Men fast.
Og samtidig blive ved med at klappe hestene, blive ved med at være der, indtil de langsomt vinder tillid til, at kursen faktisk er god. At der er nogen ved tøjlerne, der ved, hvor man skal hen. Det kan tage tid. Nogle gange lang tid.
For heste, der har lært, at impuls og flugt giver sikkerhed, oplever stabil retning som fare.
Hvis man for eksempel oplever klaustrofobi, når man dater et menneske, der er glad for én, kan det ses som, at ens heste søger væk. Ikke fordi noget er galt – men fordi noget er uvant.
Her kan opgaven være ikke straks at vende om.
Ikke straks at slippe tøjlerne.
Måske er det ikke farligt.
Måske er det faktisk okay at blive valgt.
Måske er det muligt at blive stående, mens uroen raser – længe nok til, at hestene opdager, at vognen ikke styrter, og at kursen ikke fører dem i fordærv.
Nogle gange begynder et nyt liv ikke med ro.
Men med, at man bliver, mens uroen larmer indeni.
2. Odysseen – når vejen er fuld af falske mål
Odysseus vidste hele tiden, hvor han skulle hen.
Han skulle hjem til sin fødeø, Ithaka, efter ti år i den Trojanske krig.
I Odysseen er problemet derfor ikke manglende retning, men mængden af falske mål undervejs. Fristelser, omveje og midlertidige løsninger, der lover lindring, mening eller tilhørsforhold – men som i virkeligheden forlænger rejsen.
Man kan sige, at Odysseus ikke altid havde helt styr på sine heste.
Psykologisk er dette dybt genkendeligt.
Vi ved ofte godt, hvad vi længes efter på et bevidst plan:
meningsfulde relationer, respekt, ro, integritet og ægte, gengældt kærlighed.
Alligevel kan vi igen og igen komme til at forfølge mindre gode mål – ofte helt ubevidst.
For nogle hænger det sammen med en dyb og ubevidst søgen efter mor:
tryghed, omsorg, konfliktløshed, følelsen af at blive holdt. En tilstand, der minder mere om barnets end om det voksne menneskes måde at være i verden på – og som i længden ikke er bæredygtig.
Den modne voksne kan nyde at føle sig hjemme, men ved også, at passivitet ikke er en løsning på et liv, der kræver stillingtagen, ansvar og selvstændighed.
For andre kan der være tale om en søgen efter far:
en far, der måske var fysisk eller psykisk fraværende og aldrig for alvor så én. I voksenlivet kan dette ubevidst gentage sig som en tiltrækning mod partnere, der igen er fraværende, utydelige eller utilgængelige – eller som gennem relationelle dynamikker bliver iscenesat sådan.
Det er vigtigt at understrege:
Dette er sjældent bevidste valg. Det er mønstre.
Odysseen dramatiserer her noget afgørende:
For at finde hjem må Odysseus give slip på sin barndom.
Han møder sin afdøde mor i Hades – et symbolsk møde med sin oprindelse. Men han kan ikke blive dér. Han kan ikke leve sit liv som sin mors søn. Han må videre og sigte mod et godt voksenliv på egne præmisser.
Han skal hjem til sin fødeø – det rette sted for ham – men som voksen mand.
3. Potteplanten – hvad byder du egentlig dig selv?
Den tredje metafor er potteplanten.
Forestil dig, at du er en plante, der blev stillet et bestemt sted i vindueskarmen – og dér spirede. Måske var jorden tør. Måske var potten lille. Måske stod du mest i skyggen af større planter. Det var ikke ideelt, men det var dér, du voksede.
Giver man denne plante mere vand, mere sol eller en større krukke, kan den få et chok og begynde at mistrives – selvom intentionen er god. Ikke fordi forandringen er forkert, men fordi den udfordrer det, planten har vænnet sig til.
Sådan er det også med mennesker.
Vi vænner os til bestemte rammer, relationer og livsformer – og begynder at opfatte dem som normale, også når de ikke længere passer til os. Nogle gange tilbyder vi os selv det, der i virkeligheden er udpint muld. Og ikke nok med det: vi kalder det undertiden godt.
Derfor er et af de vigtigste spørgsmål i psykologisk arbejde ikke:
Hvad er der galt med mig?
men:
Hvad byder jeg mig selv?
- Skaber jeg ordentlige rammer for mit liv?
- Rydder jeg op – praktisk, følelsesmæssigt og relationelt?
- Har jeg relationer, hvor jeg også bliver lyttet til?
- Føler jeg mig respekteret?
- Kan jeg sige til og fra som det voksne menneske, jeg faktisk er?
En plante, der efterspørger udpint jord, er ikke beskeden.
Den er fejlplaceret.
At træde ud af tragedien
Ingen udlever deres liv alene.
Og ingen udlever deres personlige tragedie alene.
Vi bliver til i relationer – og vi fastholdes i relationer. Vores identitet hænger sammen med andres identitet, og ofte holder vi hinanden fast i bestemte roller, dynamikker og forventninger. Ikke fordi det er godt, men fordi det er stabilt.
Sådan kan selv uoptimale relationer komme til at føles rigtige.
Den personlige tragedie opstår ikke som et dramatisk sammenbrud, men som en langsom gentagelse – en fælles iscenesættelse, hvor alle parter ubevidst spiller deres rolle.
Man kan ikke altid træde ud af den fortælling alene.
For man er fortællingen – sammen med andre.
Som Friedrich Nietzsche formulerede det:
Du er den, du tror, at andre tror, du er.
Derfor er samtalen med en udenforstående afgørende. Ikke for at ødelægge fortællingen, men for at kunne se den klart.
En psykolog deltager ikke i den relationelle selviscenesættelse. Psykologen har ingen interesse i, at du bliver ved med at være den, du plejer at være – og ingen interesse i at bevare dynamikker, der giver stabilitet, men begrænser udvikling.
Psykologhjælp handler ikke om at blive rettet.
Det handler om at blive set klart.
Måske er du ikke en lille potteplante, der bare mangler lidt mere vand.
Måske er du et ungt træ, der i årevis har stået i en for lille krukke og troet, at det var hele sandheden om, hvad du kunne blive.
Det minder om historien om Den grimme ælling – eller fortællingen om ørnen, der voksede op i en hønsegård. Ikke fordi den var forkert. Men fordi dens omgivelser definerede dens selvforståelse.
Ingen af dem var forkerte.
De var blot placeret forkert.
Måske er du ikke en lille plante i vindueskarmen.
Måske er du et stort og flot træ, der skal omplantes midt i haven.
Så du kan slå rødder i jorden.
Strække grenene.
Nå både den tidlige og den sene sol.
Klar til næste skridt?
Hvis du ønsker at arbejde med dine ubevidste mønstre, skabe mere ro i dine valg og finde en mere bæredygtig retning i dit liv, kan samtaler med en psykolog være et afgørende skridt.Ikke for at tæmme dine heste.
Men for at skabe ro, retning og tillid – så du kan ride en bedre rute.
Views: 18
