Det Gamle Testamente som proto-eksistentiel litteratur

Herunder: Kronik i Kristeligt Dagblad om det Gamle Testamentes psykologiske betydning, samt podcast om emnet i netmediet Kontrast.

…  jeg er ikke religiøs.

Alligevel fascinerer de gamle myter, legender og bibelske fortællinger mig, fordi de siger noget grundlæggende om os. De fungerer som spejle, hvori vi kan genkende vores egne konflikter, længsler, fejltrin og håb. Samtidig fortæller de historien om de civilisationer og kulturer, vi selv udspringer af.

Da jeg for nylig læste Det Gamle Testamente fra ende til anden fordi jeg ikke kendte det særligt godt blev jeg overrasket. Min oplevelse var nemlig ikke først og fremmest fortællingen om en vred eller patriarkalsk Gud. Tværtimod slog det mig, hvor ofte mennesket selv må leve med konsekvenserne af sine egne valg. Gud fremstod mange steder mere passiv end styrende.

Derfor begyndte jeg at læse teksterne næsten som en tidlig psykologisk og eksistentiel litteratur. Som fortællinger om ansvar, karakter, skyld, frihed, mod og konsekvenser. Om, at ikke alle valg er lige gode, og at mennesket formes af de beslutninger, det træffer. At vi er forpligtet til at tro på os selv, og det gode, der kan komme af gode handlinger. Den læsning inspirerede mig til at skrive kronikken nedenfor.

Det Gamle Testamentes mirakel

Jeg har mange gange ladet mig fortælle, at Bibelen er uomgængelig, hvis man vil forstå vores vestlige samfund – uden for alvor at forstå hvorfor. Indtil nu.

I en illustreret udgave af Bibelen – båret næsten udelukkende af Gustave Dorés dramatiske træsnit omsat til tryk – møder jeg en Gud, der ikke passer ind i hverken den ateistiske karikatur af en ond, uforsonlig despot eller den fromme forestilling om en algod fader.

Dorés illustrationer reducerer Bibelens knoklede og detaljerede sprog til dets mytiske essens. Slægtslister og gentagelser er skåret væk, og tilbage står de rå fortællinger: konflikterne, prøvelserne og de eksistentielle valg, som vi stadig kan spejle os i. Fortællinger formet af en tid, hvor en forkert sti mod brønden kunne betyde døden af tørst, og hvor man måtte kæmpe og vælge klogt for ikke at blive udryddet i næste stammekrig.

I denne verden fremstår Gud streng – ikke fordi han er grusom, men fordi virkeligheden var skånselsløs, og fordi han insisterer på konsekvensernes ubønhørlighed. Handlinger har følger. Det gode er vanskeligt at skelne fra det destruktive. Det begrænsede menneske må vælge uden garanti for at vælge rigtigt. Tro – faith – forstået som tillid til fremtiden, bliver derfor afgørende: at handling, pligt og offer kan bære frugt, også når resultatet først viser sig generationer senere.

Vreden er et gennemgående tema. Den er naturlig og gudgiven, men farlig. Fortællingen om Sodoma, hvor Abraham forhandler med Gud om antallet af retfærdige, der skal til for at redde byen, handler næppe primært om guddommelig grusomhed. Den kan læses som et spejl af menneskets egen kamp med hævn og raseri. Abraham forhandler vreden ned – fra total udslettelse til et minimum. Da det er mennesket, der ejer vreden og dens konsekvenser, må Abraham selv handle. Gud – transcendent og næsten ligeglad med byens skæbne – lader ham gøre det.

Konsekvensernes ubønhørlighed træder klarest frem i fortællingen om Jefta, der lover Gud at ofre det første, der møder ham, hvis han sejrer i krig – og derefter mødes af sin egen datter. Fortællingen er næsten uudholdelig netop fordi Gud ikke griber ind. Der gives ingen undtagelse, ingen mildning, ingen moralsk redningsplanke. Løftet var menneskets. Valget var menneskets. Og konsekvensen er menneskets at bære.

Fortællingen bør derfor ikke læses som et udtryk for guddommelig sadisme, men som en advarsel mod menneskeligt overmod: mod at tale større, end man kan bære; mod at indgå pagt uden at kende sine egne grænser; mod at bruge Gud som garant for en handling, man ikke selv har tænkt til ende. Gud stopper ham ikke – for ansvaret var aldrig Guds.

Denne pragmatisme snarere end sentimentalitet synes at kendetegne Gud i Det Gamle Testamente. Han er hverken moralist eller patriarkalsk faderskikkelse. Han fremstår snarere eksistentialistisk: Handlingen kommer før væren. Valget skaber virkeligheden. Gud overlever uden mennesket – men mennesket og dets folk gør det måske ikke uden trofasthed, snuhed og vilje.

Det brutale ligger i adskillelsen. Uddrivelsen fra Edens Have markerer, at mennesket står alene med ansvar, dømmekraft og frihed – en frihed, der både kan frelse og fordømme. Opgaven gentages igen og igen: at holde fast i det gode midt i forladtheden. Josef gør det trods forræderi og fængsel og ender som Egyptens næstmægtigste. Moses tvivler på sine evner, men leder alligevel et folk ud af trældom.

Bibelen advarer mod menneskets tilbøjelighed til at glemme. Vi fortaber os i bitterhed, i ligegyldig lyst eller i tilbedelsen af forbigående afguder, der opløser fællesskabet. Det er denne forladthed – og trangen til at flygte fra den – der er hård. Ikke Gud. Kuldegysningen opstår ikke ved en Gud, der konstant kigger os over skulderen, men ved hans fravær – og ved at han først viser sig, når ansvaret allerede er menneskets.

Som jeg læser fortællingerne, er Det Gamle Testamentes Gud et tidligt og radikalt forsøg på at tale til det forladte menneske – den gryende civilisations individ. Navlestrengen til himlen er klippet.

Netop her adskiller Bibelen sig fra egentlige lovreligioner. Hvor lovreligionen regulerer adfærd gennem tydelige forskrifter og konstant guddommelig tilstedeværelse, er Bibelens Gud ofte fraværende. Ikke ligeglad, men tavs. Mennesket overlades til egen dømmekraft. Det gode kan ikke garanteres gennem korrekt regelopfyldelse, men må vælges – igen og igen – uden sikkerhed.

Bibelen er en religion for et folk og dermed kollektivistisk. Men dens Gud taler konsekvent til individet. Det er ikke kollektivet, der handler, men enkeltmennesker – høje som lave – der bærer ansvaret, også når de handler på vegne af fællesskabet.

Måske er det netop derfor, Bibelen har sat så dybe spor i vores civilisation: fordi den insisterer på den enkeltes dømmekraft. Ikke fordi Gud altid er nærværende – tværtimod fordi mennesket må lære at stå alene.

Det er muligvis på dette fundament, at den vestlige verdens individualisme og ansvarsetik er vokset frem – og dermed også parlamentarismen, som forudsætter, at enkeltmennesker tænker selv, tager stilling og står til ansvar for deres valg. Det gode kan ikke sikres gennem systemer alene, men må bæres af individer, også når svaret ikke gives.

Det Gamle Testamentes mirakel ligger måske i kravet om, at vi skal tænke selv. 

Views: 6