Debatindlæg i Weekend Avisen om “Transaktivisme”

(Udgivet i Weekendavisen i marts 2019)

Vi ser for tiden en eksplosiv vækst i ønsket om kønskifteoperationer. Ifølge DR.dk blev 357 mennesker således henvist til sexologisk klinik i Aalborg i 2018, mens det i 2016 var 19. Det er et ømtåleligt og komplekst emne som er svært at tale om, men ingen trend der har en så voldsom effekt på børn og unge, bør vel være hævet over diskussion?

Transaktivismen er et fænomen, der hænger sammen med, at vi overinvolverer os i børnenes liv. Et fænomen, der hænger sammen med, at vi, lidt narcissistisk, ikke kan nøjes med at være en del af normen. Vi tillægger altså børns og unges oplevelser særlig stor betydning, ligesom vi hellere vil stikke ud og være særlige, end bare at ligne andre. Emnet er  abstrakt fordi oplevelser er abstrakte. Hvad vil det sige, at opleve sig som mand eller kvinde?

Som research til denne kronik så jeg bl.a. en BBC udsendelse om en dreng på 5-7 år, der ville være en pige. Alt hvad drengen gjorde og sagde, hans ordvalg, måde at interagere med voksne og jævnaldrende på, toneleje, bevægelser mv var umiskendeligt drengede, hvilket modsagde budskabet. Det var ikke den eneste støjkilde i udsendelsen. Den voksende transseksuelle aktivisme udspiller sig i en renæssance af det postmoderne, hvor viden og fakta om verden vitterligt ses som konstruktioner forårsaget af magtinteresser. Derfor ses de biologiske kategorier ”mand/kvinde” som undertrykkende konstruktioner, der bør nedbrydes. Med postmodernisten Judith Butlers ord, er køn noget man gør, og ikke noget man er. Så hvis man performer som mand i en mandekrop, eller performer som en kvinde i en kvindekrop, deltager man i en systemisk undertrykkelse af både sig selv og alle andre. Det er derfor progressivt, at betragte oplevelsen af, om man er mand eller kvinde, som løsrevet det biologiske køn.

I USA og andre steder i verden, tillader man nu mænd, der har ændret, eller er ved at ”ændre køn”, at lammetæve kvinder i sportsgrene såsom boksning eller rugby. Hvis man ”konstruerer” sig selv som kvinde, er man jo kvinde, og så kan man jo konkurrere mod kvinder.

Det er særligt nemt at sætte aftryk i bløde sjæle. Blandt børn og unge der vil skifte køn er der overraskende mange autister. Børn og unge der både er usikre på deres identitet og lider mere end gennemsnittet, såsom netop autister, samt  omsorgssvigtede børn og de, med anlæg for borderline, er efter alt at dømme mere i farezonen for at ville skifte køn end andre. De vil i højere grad række ud efter sådan nogle “totalløsninger” på deres mangeartede problemer. Et helt nyt fænomen er dukket op inden for de seneste år, som kaldes “rapid onset gender dysphoria”, hvor især teenage piger, som ellers ikke har vist tegn på drengethed, pludseligt vil skifte køn.

95 % af drenge, og 80 % af piger der tvivler stærkt på deres kønsidentitet ender med at have det fint med deres kroppe (baseret på over 5-600 klientforløb på psykologen Kenneth Zuckers klinik). De fleste ender som velfungerende homoseksuelle. Derfor har fokus hidtil været, at hjælpe kønsforvirrede børn til at acceptere egen krop. Men Zucker, Dr. Quentin Van Meter og andre, der i årtier har hjulpet børn med at acceptere sig selv, er blevet udstødt af LGBQT aktivister, hvis metode, helt modsat synes at gå på, at hjælpe kønsforvirrede børn og unge med at acceptere oplevelsen af transkønnethed, og iværksætte motivere stærke hormonbehandlinger og kirurgiske operationer. I flere cases i medierne, har læger trumfet forældre, og sat deres børn og unge i gang med hormonbehandlinger.

Antallet af børn og unge der modtager hormonbehandling og operationer er steget flere tusind procent de sidste ti år. På én skole alene i England har over fyrre børn søgt behandling. På dr.dk kalder Astrid Højgaard, ledende overlæge på Center for Kønsidentitet og Sexologisk Center ved Aalborg Universitetshospital, den kraftige stigning ‘en form for ”disruption”, og fortsætter: ”Nu vælter det ind, og jeg tror slet ikke, vi har set toppen endnu. Man kan i så fald spekulere over, at en del mennesker tidligere har måttet leve i skjul og skam, hvor de i dag i højere grad tør træde frem og sige ‘her er jeg’.” Fraværet af bekymring er bemærkelsesværdigt. Måske er vi nemlig også vidner til en slags ”identitetspolitisk punk”, en punk der ikke kan vaskes ud af håret igen, og det er ikke kun de såkaldt “falske positive”, de der får hormonbehandlinger og får foretaget operationer og fortryder dem senere, som vi skal bekymre os om. Problemet er, at vi efter alt at dømme skaber transkønnede ud af identitetsforvirrede børn og unge, for når de først i en meget tidlig alder er påbegyndt hormonbehandling stadfæstes kønsforvirringen naturligvis yderligere.

Konsekvenserne af forvirret kønsidentitet er uhyrlige. Over 30% med såkaldt “gender dysphoria” forsøger at begå selvmord og kønsforvirringen forbliver uændret efter operationer. Selvmordsraten bliver heller ikke synderligt påvirket af operationer. Drenge der bliver opereret til “piger”, kan i øvrigt, i en tredjedel af tilfælde, ikke få orgasme igen, og kvinder der er blevet opereret til at ligne mænd, mister evnen til at få børn. Alle bliver afhængige af medicinsk behandling resten af deres liv.

Man kan lade sig operere allerede som 16-18 årig (16 år i Tyskland og 18 år i mange andre lande, i Sverige taler de om at sætte alderen ned til 15 år), og modtage hormonbehandling ned til 8-10 årsalderen, og det er et uafklaret dilemma, hvordan man kan lade børn og unge, uden færdigudviklede pandelapper, træffe sådanne beslutninger. Professor Peter Jones fra Cambridge University, der forsker i hjernens udvikling, udtaler at aldersgrænsen på 18 år, som en slags definition på voksenalder, ser mere og mere absurd ud, han beskriver at modning til voksenalder finder sted over 30 år. Der er meget vi ikke regner ud om livet og os selv, før vi er godt oppe i tyverne. Vi kan konstatere, at mange unge, der ville have fundet sig fint tilpas med deres biologiske køn, når de var blevet ældre, i denne stund er i gang med irreversible hormonbehandlinger eller ligger på operationsbordet.