Her, de sidste par uger, er jeg blevet interviewet om to forskellige tendenser i kærlighedslivet:
Tinder 10 år
Vi tager en status på Tinder, efter 10 år. Kort fortalt lægger jeg ud med at sige, at jeg var positivt stemt over for Tinder, fordi det var en dating platform, hvor man mødtes hurtigt. Efter de 10 år virker det også på mig, som om Tinder har skabt en forråelse af dating livet: Det har fået mange til at behandle hinanden som brug og smid væk varer. Her kan du læse artiklen, der desværre er bag en betalingsmur. Jeg må ikke copy paste den. Men her er et uddrag:
“Tinder er en forretning, siger Thomas Markersen. Det betyder, at kærlighedsappen gerne vil have, at brugerne ikke får stillet deres tørst efter kærligheden. Omvendt downloader en stor del af brugerne appen for netop at suse langt væk fra den på en lyserød sky sammen med deres nyfundne partnere.
»Man kan sagtens få mén af at swipe så mange, for forretningsmodellen er, at jo flere mulige partnere du ser, jo mere forvirret bliver du, og jo mere forvirret du bliver, jo mere har du behov for at se. Det er sådan en ond cirkel,« siger Thomas Markersen.
Thomas Markersen forklarer også, at personer, der dater meget fordobler deres dopaminniveau ved en nys scoring og ved sex. Normaltilstanden ligger på én, én cigaret giver to og en halv – »men kun ved det første hvæs« – og det at score på Tinder giver to, siger Thomas Markersen. De får med andre ord ny og ekstra energi ud af at være på Tinder.”
Åbne forhold
Hvad angår “åbne forhold” er jeg også skeptisk. Den artikel kan du læse her. Faktisk så skeptisk, at jeg formulerede en slags undskyldning på Berlingske Facebookside. Den kommer her, inklusive uddrag fra artiklen:
“Der sker noget i vores tid, som de færreste er klar over: Vi bliver i takt med vores større og større frihed, også mere og mere naturlige. Således kan man fx, på alle parametre, der måles på, se, at drenge og mænd bliver mere maskuline og piger og kvinder, mere feminine. Det er, som jeg ser det, et umiskendeligt tegn på, at der nedenunder kristendommens og industrisamfundets homogenisering af mennesket (viet til døden skiller, samlet fra folkeskole til fabrik, mænd og kvinder side om side side) har ligget et mere naturligt menneske, der nu, er begyndt at kigge ud over støbeformen, i længsel efter træde i mere karakter på egne mere inderlige principper. Hvilket ses i tidens mandegrupper med afsindige fysiske prøvelser, og som selvfølgelig også kan gå over gevind med “min identitet er det jeg føler – fx enhjørningseksualitet!” – Og her ser man måske også, ønsket om det åbne forhold, det såkaldt “polyamorøse”, for i vores naturtilstand varede monogamien sjældent livet ud, som ægtepagten eller har installeret i os som ideal. (Det er ikke sådan at ægteskabet blot er en social konstruktion, for menneskearten er 100 % sikkert skabt til forelskelse og monogami, da det eksisterer i pratisk talt alle kendte samfund, og da det har sikret ynglens overlevelse.) I naturtilstanden har der været monogami, givetvis af måske 3-6 års varighed, parallelt med et andet mønster: en mindre andel af mænd haft adgang til alle kvinderne. Hvilket man ikke behøver antropologer og arkæologer til at afdække fra knoglerester og teorier, man kan blot kigge på Tinder, hvor nøjagtigt dette mønster viser sig. … Med andre ord: Ønsket om åbne parforhold (uanset hvilken kategori af åbne forhold, man synes at høre under) er naturligt, dybt og inderligt naturligt. Men, kunne man indvende; man kan ikke udlede et “bør” fra et “er” = bare fordi denne slags seksualitet ligger til os, kan man ikke pr automatik argumentere for, at vi – bør – leve sådan. Man kan dog også sige, at vi kun lever en gang, og at vi alle fortjener at blive elsket, at der er mange, der lever fastlåst i parforhold som er fantastisk kærlighedsforladte – her ville alle andre konstellationer være at foretrække, i hvert fald for den seksuelt frustrerede. “Damned if you do and damned if you don’t”. Jeg dømmer ikke nogen. Jeg synes det er modigt at prøve sådan noget af. Hvis jeg skulle dømme, skulle det være den udbredte forestilling i disse kredse om, at “hvis vi aftaler at vi er i et åbent forhold, er det ok”, heri ligger en dybt kompleks etisk problemstilling, fordi blot fordi nogle har sagt ja, til at gå med til noget, betyder det ikke, at de kan tåle det. Og det er en slem skæbne, at udsætte nogen for noget, der overføres med broer af neologismer (sekterisk selvbestaltede parforholdskategorier og det sprogligt set, om ikke andet, selvmodsigende begreb “polyamori”), som kærlighed, som måske ikke er det, eller i hvert fald ikke opleves som sådan, i partnerens psykiske system. Men altså, som tilhænger af frihed, vil jeg gentage, at folk skal selvfølgelig have lov til at leve som de vil, og vil selvfølgelig også erkende, at jeg jo heller ikke sidder inde med de absolutte sandheder – om noget som helst. —- Dette var ment som en opblødning af min lidt kradse kritk af det åbne forhold i Berlingske. Jeg copy paster lige en portion af artiklen her. Jeg må ikke dele den hele, tror jeg ikke..
»En voksen mand skal kunne mestre fravalg«
Thomas Markersen, der tidligere har været ekspert i »Gift ved første blik«, er ikke overrasket over, at John Jensen og Stina Maria Andersen kan få en følelse af jalousi, når deres partner finder en anden at have sex med. Disse par går nemlig på kompromis med en central del af kærligheden, siger han.
Han henviser til Robert Sternberg, der er en amerikansk psykolog, som ofte bliver brugt, når den komplekse følelse af kærlighed, skal forstås.
Robert Sternberg taler om tre komponenter, der er vigtige i et parforhold: Intimitet, passion og forpligtelse.
Og hvis man lever i det åbne forhold, så mangler man en helt central »hjørnesten i kærligheden«: Forpligtelse.
»Du gør vold på forpligtelse, og det vil sige, at du ikke har komplet kærlighed. Ikke i teorien i hvert fald,« siger han og fortsætter:
»Det, de (par i et åbent forhold) gør ifølge Robert Sternberg, er, at de kun har intimitet og passion. Og når du kun har intimitet og passion, så er det, at man kalder det romantisk kærlighed, men det er ikke komplet kærlighed. Det er en slags ufuldendt kærlighed.«
Derfor mener Thomas Markersen også, at man »må træffe et valg«, og sammenligner dilemmaet med Odysseus’ rejse fra Troja til sin fødeby, hvor han måtte vælge kvinder fra, hvis han skulle holde skibet på rette kurs.
»Hans problem er, at der er alle mulige kvinder, der kaster sig over ham, så hele historien handler om, at man skal kunne mestre fravalg,« siger Thomas Markersen og forklarer, at vi kan lære en hel del af det episke heltedigt af Homer.
»En voksen mand skal kunne mestre fravalg. En voksen mand skal kunne sige, at ‘jeg kan åbenbart ikke få det hele’. Det er en af de bedste beskrivelser ved at blive voksen,« siger Thomas Markersen.