Styrk dit bevidste nærvær med skrivning. Tema: 5 minutter.

Hvad er “bevidst nærvær”? Det er noget, man forbinder med mindfulness: Evnen til at være til stede i nuet med meditativ åbenhed.
Men bevidst nærvær er også kunsten at forholde sig reflekterende i nuet. Her følger eksempler på bevidst nærvær fra hverdagssituationer, der beskriver fem minutter ad gangen. At skrive på den måde som følger, for en til at værdsætte øjeblikkenes rigdom. Det styrker ens bevidste nærvær, ikke bare i de fem minutter, men i det hele taget. 
Jeg udgiver disse notater med håbet, om at du også bliver inspireret til at skrive dig ind i livet :0) 

5 minutter #1

Hilste på en hund. En golden retriever med hvidlig pels. Først så den mig ikke, den gik med sin dame ejer, som gik hen til anden dame som sad på caféen, der sad under varmelampen på cafe Mojoe på hjørnet af Gothersgade og borgergade. Kl var lige før 12, jeg havde en frokostaftale, som jeg så frem til, og det var faktisk ret hyggeligt at være kommet for tidligt, så jeg lige kunne lande lidt selv først. Nåh, men jeg knipsede med fingrene, og den store lådne hund kiggede glad hen på mig, og satte sig for at hilse på mig, men det så damen med hunden ikke, for hun var faldet i en dyb snak meget hurtigt, med den anden dame, der sad med et tæppe om lårene, varme sko og en computer klappet op med et lyserødt plastik tastatur lagt oven mac computeren. Jeg overhørte at en af dem skulle til middag på Niels Borh Instituttet. Jeg tror, at de var gode veninder. Hunden hev så i damens snor, og var ved at vælte hende omkuld, og hun skulle til at skælde ud på den, da det gik op for hende, at det var mig, der med en ret impulsiv handling ville hilse på hendes hund. Jeg aede den, og den stillede sig med siden til mig, og nød det, og jeg tænkte ikke over, at dens snor nu stod som en slags fælde uden for indgangsdøren til caféen, pludseligt gøede hunden, og jeg udbrød, “hvad gør du for!”, som om den kunne svare. Damen svarede mig, at det var fordi der stod en pølsebod ikke så langt derfra. Jeg kunne ikke se for mig, at damen ville frekventere en pølsebod, men spurgte ikke, måske hunden bare kunne dufte pølseboden. Nu kiggede hunden mig dybt i øjnene, for at se om jeg ikke kunne løse dens dilemma, det kunne jeg ikke. Det ville have været mærkeligt at spørge “må jeg købe en pølse til deres hund?” Nu gik damen igen, og den anden dame sad tilbage, helt stille og tjekkede mails. Og alt var godt.

5 minutter #2

“61 millioner!” Sagde han til den smukke kvinde, der stod med en blond dreng, måske to år gammel, i sine arme, og kiggede på det dystre mørkt røde murstenshus på Lindevej, en lille sidevej til Gl Kongevej, under store tunge trækroner og en lys grå efterårshimmel. Hun havde taget drengen op af klapvognen, og stod på det smalle fortov, der var dækket af lindetræernes store gule efterårsblade, og han var kommet spadserende med sin ven, Henrik Balling. De havde været på en kort tur med Henriks hvide skotske terrier til Landbohøjskolens have, en torsdag eftermiddag, fordi de begge var selvstændige og savnede kollegaer, og derfor havde aftalt at sludre lidt. De havde snakket om personlighedstests og om man bør slippe hunde fri ved Landbohøjskolen, det mente Henrik ikke. “Det var sat til 40 millioner”, svarede hun lettere overrasket over, at være blevet tiltalt. Henrik, der havde fortalt ham om huset, fulgte op med, at “den var god nok. De 40 millioner havde været en udbudspris”. Det havde åbenbart været årets dyreste hushandel, slået efter 3 måneder, af et hussalg i Hellerups ambassade kvarter. Han fornemmede at samtalen var ovre før den var begyndt, og gik et par skridt videre fra damen og Henrik, som nu begge prøvede at afvikle den samtale, han havde påbegyndt, og betragtede husets udestue. Han studsede over, at den var lavet med enkeltglas, et sårbart blik ud fra den astadige villa, og han kiggede ind i den forvoksede have og dybet af mørke inde bag vinduerne. Det så ud til, at det ikke havde været beboet i 50 år, og det gik op for ham, at han var ligeglad. Som om man hele tiden bevægede sig i feltet mellem ting, mellem huse, mellem mennesker, mellem blikke og ord, der trods alt slår en bro mellem os, og får os til at glemme vores adskilthed i øjeblikke ad gangen. Han forstod godt hvorfor tosser havde lyst til at kramme fremmede og gå på opdagelse i forladte huse, og han forstod også godt at adskiltheden var en kunst, som vi alle arbejder på dagligt, med villaen som det smukkeste udtryk, og han nåede sin bil før parkeringen udløb, sagde farvel til Henrik, og sad et par minutter inden han startede motoren og flettede sig ind på Gl Kongevej med et dovent sving på rattet.
Flere 5 minutters notater vil dukke op i denne blog. Håber at du er blevet inspireret til at skrive dig ind i livet :0) Hvis du vil læse mere om skrivning som en form egenterapi, vil jeg anbefale denne blog.

Published by thomasmarkersen

Praktiserende psykolog og konsulent i erhvervslivet

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: