Personlighedsudvikling. Case: Innovativ finsk familie terapi. Psykolog i København

Siden jeg lod mig fortælle om en helt særlig form for familieterapi kaldet “åben dialog” med psykisk syge i Finland, har jeg grundet over det. Her skriver jeg om det, for at reflektere over det, og du er velkommen til at læse med. Som vi skal se, er der ved psykisk sygdom tale om en “kritisk case”. Det er ikke kun er psykisk syge, der kan lide, livet langt, af en uhensigtsmæssig opvækst. 

 

Pionerende familieterapi

I Finland har man i snart årtier samlet familien i gruppeterapi sammen med den psykisk syge. Denne metode indebærer mange elementer. Her ser vi på den spændende mulighed af, at mange af de dilemmaer, temaer og “stemmer” som den psykisk syge er optaget af, ikke er den psykisk syges eget påhit som sådan, men kan være ekkoer af uløste, ofte uudtalte og ubehagelige stemninger, som har været til stede i familien. 

 

Når den psykisk syge og denne familie hjælpes til at få øje på, at den psykisk syge på en måde er blevet en beholder for systemiske problemstillinger, virker det lindrende på den psykisk syge, og kan bringe heling til familiens traumer, minder og nutidige frustrationer. 

 

Hvad dette aspekt af familieterapien angår, kan man sige, at der i familieterapien foretages en slags retfærdig revurdering af begivenheder og familiemedlemmernes roller og ansvarlighed i moradset. En art sandhedskommission, der i en eller anden udstrækning, fritager den psykisk syge for at føle sig alene med kampene i eget forpinte univers. 

 

Kan det virkeligt passe, at enkelte familiemedlemmer kan blive psykisk syge, fordi de bliver bærere af familiens mere eller mindre åbenbare elendigheder? 

 

NB: Alle familier oplever konflikter, stress og frustrationer i en eller anden udstrækning.

 

Vi forholder her til muligheden af, at ét enkelt individ op igennem sin opvækst, kan have været så modtagelig for familiens negativitet og været lynafleder for andres aggression, således at han eller hun er blevet psykisk syg. Som ulven, der er lavest i hierarkiet, og som hakkes på, for at assistere de andre ulve med at komme af med deres frustrationer. Før vi går i gang med den analyse, skal vi begynde med et forbehold: Årsagerne til psykisk sygdom er komplekse. 

 

Her er nogle af de mest almindelige årsager:

 

Genetik: Arv spiller en stor rolle i udviklingen af visse psykiske sygdomme. Hvis der er tilfælde af psykisk sygdom i familien, kan risikoen for at udvikle en lignende lidelse øges.

 

Miljømæssige faktorer: Belastende livsbegivenheder såsom traumer, misbrug, tab af en elsket, vold, skilsmisse eller andre stressende situationer kan øge risikoen for psykiske problemer. (Vores nævnte eksempel ville kunne passe ind under denne faktor.)

 

Neurologiske lidelser/hjerneskader: Visse neurologiske tilstande eller hjernelæsioner kan forårsage psykiske symptomer og lidelser.

 

Udviklingspsykologiske faktorer: Oplevelser i barndommen, såsom manglende tilknytning, misbrug eller omsorgssvigt, kan have en betydelig indflydelse på udviklingen af psykiske sygdomme senere i livet. (Vores nævnte eksempel ville også kunne passe ind under denne faktor.)

 

Kulturelle og sociale faktorer: Kulturelle forventninger, stigmatisering af psykisk sygdom, socioøkonomisk status og adgang til støtte og behandling kan også påvirke udviklingen af psykiske lidelser.

 

Det er vigtigt at bemærke, at psykiske sygdomme ofte er resultatet af et komplekst samspil mellem disse forskellige faktorer, og at individuelle oplevelser og arvelighed spiller en stor rolle i udviklingen af sygdommen.

 

Alt dette maler et meget kompliceret billede. Herunder vil jeg benytte en analogi, som kan samle trådene, som i hvert fald giver mening for mig. Vi vil tage afsæt i konceptet om “ungdommens Odysse”. 

 

Vi søger det, vi kom fra

“Odysséen” er fortællingen om kaptajnen, der forlod sin fødeø for at drage i krig i Troja. Vi følger ham i hans 10 år lange forsøg på at komme hjem på tværs af havet, med farer, goder, trusler og muligheder. 

 

Psykologisk set kan fortællingen betragtes som en dramatisering af individets psykoseksuelle og eksistentielle udvikling. En dreng tager hjemmefra og gennem alskens eventyr og eksperimenter modnes han til at vende hjem til det han kom fra, hans fødeø. 

 

Undervejs på sin kaotiske hjemrejse ser han sin mor i Hades, de dødes rige. Han finder altså ud af, at hans mor er død, mens han har været væk, hvilket kan tolkes som en symbolsk repræsentation af, at han ikke skal hjem til sin mor, men en ny kvinde – men det er altså samme sted. 

 

Han søger altså tilbage det sted han kom fra. Og dette sted er jo ikke kun geografisk, det er også et psykisk hjem. Det “rette sted”. Han søger den komplette kærlighed han kom fra – men nu med sin egen familie, hvor tilværelsens hjul altså kan snurre endnu engang med ham selv som skaberen, som hovedrollen i egen familie. 

 

Her, i Odyséen, kan ungdommen altså ses som en lang initiering til verden, en udrejse væk fra det kendte med henblik på modning, og en hjemrejse til det, man kom fra, men som voksen. Her kan Odysses endelig blive konge over sin ø med alt hvad der hører til. 

 

Det kan siges sådan, at vi alle befinder os i en form Odysse i vores ungdom. Vi vokser op under, for os helt specifikke omstændigheder, som vi umærkeligt og automatisk søger at vende tilbage/genskabe i vores voksenliv. Det følger, at hvis man for eksempel vokser op med følelser af at være afvist eller ignoreret, kan man forelske sig i en, der afviser én, fordi det minder en, om det kom fra. 

 

Måske kan det altså ses sådan, at den psykisk syge, er blevet så fyldt op med følelser af frygt, mangel på anerkendelse og generel ubehag i sin opvækst, at tilstanden er blevet en “fødeø”, som den psykisk syge søger at genskabe inde sig selv? 

 

Og alligevel passer analogien i den grove form ikke helt. Fordi det er ikke sådan, at personen har fungeret godt, er modnet psykisk og så vender tilbage til ubehaget ved et sammenbrud? 

 

Vi skal altså nuancere analogien.

 

Individuering eller psykisk død

Vi bliver i fortællingen om Odysseus. Krigen i Troja er begyndt, og Odysseus kaldes til at deltage i det græske riges invasion af Troja. Det vil han ikke, og spiller derfor skør. Delegationen der er sendt til øen for at tage ham med i invasionskrigen lægger hans spædbarn i plovfuren som Odyesseus trækker, for at teste om han i virkeligheden er skør, eller han bare spiller skør. Odysseus stopper ploven. Han er ikke skør nok til at dræbe sit spædbarn, og de tager ham med i krigen. 

 

Denne besynderlige start på fortællingen kan tolkes således, at hvis han ikke var taget af sted, var hans kerne, hans selv (der i jungiansk terminologi repræsenteres af barnet/barnet i os) blevet dræbt. 

 

Det følger: Såfremt vi ikke tager afsted fra vores fødeø for at modnes, dør vi psykisk set. Vi må og skal forlade familien for at blive hele mennesker. 

 

Odysseus individuering sker i årene han er væk hjemmefra, hvor individueringen henviser til, at han forliger sig med verden, lærer sig selv at kende, og her støber sin identitet uafhængigt af sin familie. 

 

En helstøbt identitet, der jo ikke er et glansbillede. Han vender tilbage helt uigenkendelig på øens kyst, og skal bevise sig selv, før han accepteres. 

 

Personen der vokser op i et hjem hvor vedkommende ikke støttes i selvstændig funktion, kommer til at suge familiens kriser, følelsesmæssig kulde, uærlighed, mobning og uforløste konflikter til sig. Personen får aldrig “taget hjemmefra”, lærer ikke at tage afstand fra familiens snærende og skærende bånd, og mister her sin psykiske integritet, muligheder for individuering. Hvorfor sindets kerne, om man vil,  ikke udvikles men forbliver fragmenteret, “usamlet”, med ekkoer af barndommens ubearbejdede indtryk? Hermed psykosen.

 

Løsninger 

For dig, der ikke er decideret psykisk syg, men mærker familiens aflejrede negative indtryk i dig. Dig, der tynges af fortiden: Det er muligt at afdække disse mønstre og arbejde med dem. Processen begynder med at du tager en en test udviklet af Jeffrey Young. Denne test afdækker opvækstvilkår og hvordan de har indlejret sig i din personlighed. Efter afdækningen arbejder man specifikt med at opløse disse “knuder”, således at man kan begynde at genskabe sin odysse, således at man begynder at søge ægte gode venner, muligheder for komplet kærlighed og en anstændig livskvalitet. Denne test kan jeg i øvrigt tilbyde, ligesom jeg har god erfaring med disse, faktisk enormt spændende forvandlingsprocesser. Blot send en SMS på tlf 28700900, og jeg sender testen til dig, og så tager vi den derfra. 

 

For dig, der lider af psykisk sygdom, kan jeg anbefale dig at læse op på den finske familieterapi og søge en psykiater, eller psykolog der har erfaringer eller kendskab til denne metode. Personligt arbejder jeg ikke inden for psykiatrien.

 

Opfordring til (kommende) forældre

Som Goethe skrev: 

 

“Forældrenes ansvar er at give barnet rødder og vinger”. 

 

Vi skal som forældre tage ansvaret for alle vores egne problemer, og trøste, rumme og lytte til vores børn. Vi skal ikke – som nutidens tidsånd prædiker – involvere dem i al vores voksen shit. De skal lære, at de er beskyttet, og de skal ikke involveres i ting, de ikke er kognitivt eller psykisk modne nok til at forholde sig til. Vi skal også lære dem at sige til og fra. Vi skal stoppe søskende i at være mobbende over for hinanden. Vi skal give vores børn rødder: vi skal styrke deres suverænitet, selvværd og motivere til mestring i verden uden for familiens rammer. Vi skal også – død og pine – skabe hygge og fred og et sjovt miljø omkring vores børn, således at vi planer et frø for genskabelsen af det gode, i barnets “styresystem”/kompas/ barnets fremtidige odysse.

Og så behøver vi ikke at give slip på dem. Så flyver de af reden selv helt af sig selv. 

 

FOTO

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.