Ligesom de dårlige samtaler kan stresse os til en tidlig grav, kan de gode samtaler gøre livet værd at leve. Her skriver jeg om at lade samtalerne arbejde for dig, og ikke imod dig.
Det er på ingen måde en udtømmende beskrivelse, for dette essay er først og fremmest født af min egen tvivl og undren mere end noget andet.
Herunder forsøger jeg at beskrive den gode samtales, i hvert fald, 7 benspænd.
OM DEN DÅRLIGE SAMTALE OG DENS DØTRE OG SØNNER
1. Frygten for at lyde dum
Man er måske bange for at lyde dum. Bange for at man måske ikke er god nok, eller elskværdig nok som man er, hvorfor man skjuler, forklæder eller pynter på sine oplevelser og udmeldinger. Jo mere man er bange for at blive dømt ude, des mere isolerer man sig.
Gode råd: Vi er alle sammen grundlæggende pisseusikre, start med at øve dig i at vise sårbarhed, sig fx: jeg ved det ikke med sikkerhed../vil du gentage det du sagde, jeg forstod det ikke/nu bliver jeg usikker vil du ikke forklare/kan du forklare mig... Og læg mærke til, at snarere end at folk trækker sig fra dig, nærmer de sig.
2. Manglen på ord
Man formår måske ikke at formulere sig ordentligt, eller tyde hvad andre mener eller også tør man ikke erkende, at der er noget man ikke kan forstå, og så prøver man snarere at vinde en diskussion, eller lade som om at man forstår.
Gode råd: Du skal vide at man ikke kan vinde en diskussion i et forhold, hvis den ene part taber. Hvis du finder dig i en samtale hvor en kollega eller kæreste vil “vinde” og de er gode til ord, kan du spørge dem om fx “… jeg kunne godt tænke mig, at du blev nysgerrig på hvad jeg mener og hvorfor.”
3. Magelighed
Når alt kommer til alt, er det måske ikke så svært at forstå, at vi kommer til at bruge så mange små uærligheder, og havne i dårlige samtaler. Det meste af det vi gør synes at være til forhandling når det kommer til stykket.
Spørgsmålet presser sig på, om vi overhovedet kan være sikre på noget. Og hvordan skal vi så kunne være ærlige?
Gode råd. Klichéen passer: Ærlighed betaler sig (især om det man er usikker på).
4. Manglende selvforståelse
Vi kan som regel ikke forstå os selv på et dybere niveau end hvad vi lige kan huske at have erfaret, hvad vi kan lide at spise, hvad vi hedder og hvad vi laver for tiden.
Præget af forvirringen foranlediges man til at projicere ens egne ukendte sider over på andre, både det gode og det dårlige. Hvis man ikke har en klar opfattelse af hvor man selv ender, og hvor den anden begynder kan samtalen være som en dans, hvor hverken rytme eller retning kan bestemmes.
Sådan er det også, at frygten for vores egen uransagelighed også giver os frygt for andres uransagelighed, og dermed gør den gode samtale svær.
Gode råd. Tag afsæt i dig selv når du taler. Man skal turde tilliden, og ærligheden over for sig selv til at begynde med. Det inspirerer andre til det samme.
5. Travlhed og selvtilsidesættelse
Der synes under alle omstændigheder ikke at være tid til al den sårbare famlen rundt i hvad man dybest set i virkeligheden gerne vil og ikke vil. Videre. Videre! Lyder travlhedens svøbe til borgerne, der har politikere med snarlige katastrofer malet i øjnene (for at sikre stemmer til deres parti) og huslånet åndende i nakken.
Vi skal så meget i vores samfund, at det er blevet mere naturligt at tilsidesætte sig selv, end at give sig hen til sig selv, og medens det gør ting nemmere på kort sigt, er det samtidigt en åndelig brandert: Jo mindre bevidst du er om dig selv og andre, des mere undgår du nemlig ny viden om dig selv og andre, og således bliver ens samtaler dårligere og dårligere.
Gode råd: Sæt tid af til dig selv, læs, fordyb dig i samtaler der føles væsentlige. Forhold di til følelser.
6. Arrogance
Vi frygter som nævnt intet mere, end at blive vejet og fundet for let. Denne frygt leder de mere intelligente af os til uklædelig brug af ord, hvor vi skønmaler os selv og vores viden. Vi siger “du kan ikke lære mig noget nyt”.
Jeg siger nogle gange til mine børn, når de snakker for at vinde en diskussion: “Hvad har ordene gjort, siden de skal bruges som våben? Ord er udviklet for at man kan komme tættere på hinanden, ikke for at distancere sig fra andre eller slå andre med dem.”
Gode råd: Mange intelligente mennesker skal lære og genlære at den gode samtale har brug for ydmyghed, tillid og lydhørhed.
7. Perfektionismen
Jo mere frygt man har i sit system for at blive vurderet negativt af andre, des mere vil nogen af os søge en perfektion som hverken en selv, eller andre kan opnå, og når man ikke kan tillade sig selv, at være sig selv, kan man heller ikke tillade andre, at være sig selv, og så kan der ikke være nogen samtale.
Gode råd: Se om du kan satse på at være 80 % perfekt, være nærig med de sidste 20 %. Giv dig selv en fornemmelse af, at du ikke strækker dig for meget på noget tidspunkt. Slap af så godt du kan.
Den gode samtale har således i hvert fald syv benspænd
- Frygten for ikke at være god nok eller sød nok.
- Manglen på ord og problemer med at forstå hvad andre mener
- Mageligheden over sandheden.
- Manglende selvforståelse og dens projiceringer
- De daglige travlheder og selvtilsidesættelsen
- Arrogancen i følge hvilken andre ikke kan lære os noget nyt, og ikke kan indrømme uvidenhed.
- Foragten du måtte have for det uperfekte både i dig selv og andre.