Hvis man vil udvikle sig personlighedsmæssigt, er skriveterapi ofte en god løsning. Her er et eksempel på en skriveopgave som jeg gav en klient, og hvordan han valgte at gå til det. Jeg syntes at klientens skrivearbejde var så rammende, at jeg bad om lov til at gengive det, og fik heldigvis et ja. Hermed inspiration til andre.
Klienten led af en særlig afart af stressende perfektionisme, ifølge hvilken han altid skulle være bedre end alle andre. Derfor gav jeg ham følgende skriveøvelser.
Den gamle social strategi: “Jeg SKAL være bedre end andre”
Skriveopgave:
- Hvornår kom den tanke ind i mit liv?
- Hvilke konsekvenser har den?
- Lykkedes det mig nogle gange at holde den uden for det der foregår?
- Hvordan ville mere hensigtsmæssig præstationsregel lyde? Og hvordan kan jeg teste den regel med adfærd?
Helt grundlæggende tror jeg at min regel er en ekstrem, af en drift alle mennesker er født med. Ønsket om at være højest i hierakiet. Hvis man sidder på toppen af hakkeordenen har man kontrollen, og når man har kontrollen er verden forudsigelig, sikker og uden kaos.
Så jeg skal altså ikke skamme mig over driften. Det er normalt. Problemet er, at jeg fornemmer at en stor del af mit selvværd, er knyttet til at jeg føler at jeg er den bedste, i den situation jeg befinder mig i. Det er som om at der er konstant scannen af det der er på spil, og de mennesker jeg er sammen med, hvor jeg skal være den som ved bedst. Slår længst. Er bedst.
Hvis jeg ikke føler den følelse gemmer jeg mig. Jeg bliver stille og holde mig ude for skudlinjen.
Min indre dialog for at tage fejl er nemlig meget hård. Jeg husker, og er nok stadig i min indre dialog, meget hård ved andre når de, efter min mening, tager åbenlyst fejl omkring et emne. Så latterliggør jeg dem. Og tager jeg selv fejl, slår jeg samtidig mig selv hårdt i hovedet. Og det kan jeg gøre mange gange over den samme ting. Selv år efter kan jeg tænke tilbage og slå mig selv i hovedet over en fejl jeg lavede. Dvs. halveringstiden på mine “fejltagelser” er virkelig lang.
(Toastmaster f.eks. – eksamener f.eks. – sociale sammenhænge, hvor der er er nogle eller nogen man gerne vil imponere)
Konsekvenserne heraf er at jeg spiller sikkert. Jeg tør ikke rigtig udfordre mig selv og sætte mig selv i situationer, hvor jeg virkelig bliver testet fordi jeg frygter.
Samtidig betyder det at jeg har en masse historier, som jeg genfortæller mig selv igen og igen, om at jeg ikke er god nok. “Kan du huske den gang at du gjorde det der? Fuck, hvor var du dum! Det sker nok igen!” kører min indre dialog. Og den skaber frygt og angst i mig for at fejle. Og det skaber endnu mere nervøsitet, når livet uundgåeligt sætter mig i situationer, hvor noget kan gå galt. Særligt foran et publikum. Så tanken har kæmpe konsekvenser. Det er en konstant byrde. En konstant angst for at falde igennem – for at folk opdager at jeg faker. Rent imposter-syndrom.
Det lykkes mig heldigvis til tider at holde den ude. Det er særligt når jeg opdaget, at den person(er) som jeg gerne vil være bedre end, godt kan være i at han er bedre end mig uden at skulle rakke ned på mig. Jeg husker tydeligt, hvordan særligt min storebror kunne skabe helvede for en hvis man sagde eller gjorde noget ufaktuelt. Og det blev også min egen adfærd over for min lillebror, når han, i ung alder vidste sig klog. Det var en måde at få ham ned i niveau, at drille ham og køre på ham over hans fejl (og nogle gange også hans “sejre”).
Men når jeg holder stemmen ude. Det sker f.eks. Ofte i sport, hvor jeg indtil for nylig var tog en hvis stolthed i at være den mest langtslående jeg kendte… Men da en kammerat begyndte at spille med mig for nylig, som både er en bedre spiller og langt mere muskuløs, kunne jeg hurtigt se hvor det bar hen ad. Men i stedet for at stoppe med at spille den sport, har jeg lært at se det som en stor gave fordi jeg kan lære noget fra ham, og det motiverer mig til at blive bedre i stedet for bare at sørge for at forsøge at holde status quo (= det sikre) – fordi at jeg gerne vil op på hans niveau.
Og ham kan jeg ikke mobbe til at blive dårligere. Jeg kan ikke manipulere med hans selvværd. Så jeg må træne, hvis jeg vil vinde over ham. Og det er godt. Det er growth mindset vs fixed mindset!
Hmm… hvad ville en bedre præstationsregel være? Godt spørgsmål… jeg er selv i tvivl, som jeg sidder her…
Måske noget med, at jeg kan lære mest af dem som er bedre end mig? Det giver et indre incitament til at opsøge dem. Og faktisk elsker jeg at være sammen med folk, som er klogere for det inspirere mig. I hvertfald så snart jeg først er sammen med dem – og særligt, hvis jeg kan lide dem som person.
Alternativ social strategi: “At være sammen med nogle bedre end mig er en mulighed for at lære noget.”
Adfærd: Jeg skal være bedre til at opsøge sammenhænge med dygtige andre, og mærke hvordan det ikke bare er okay, men inspirerende at være sammen med dem.
—
Efter det glimrende stykke arbejde talte vi om følelsen af skam i den efterfølgende session, for der ligger næsten altid skam bag den overdrevne perfektionisme. Det kunne klienten meget godt genkende. Som hjemmearbejde skulle han se Youtube videoer med Brené Brown, for hun er rigtigt god til at formidle viden om skam. Derudover fik han følgende skriveøvelse:
Skriveøvelse – Skam
- Hvor ofte føler jeg skam?
- Hvad fortæller skammen mig om min evne til at håndtere ting?
- Hvordan ville mit liv være, hvis jeg ikke prøvede at undgå skamfølelser hele tiden?
- Hvis jeg kunne sige noget til min skamfølelse, hvad ville det så være?
Da jeg stillede mig selv det første spørgsmål, var jeg ærlig talt i tvivl om, hvordan jeg skulle identificere skamfølelsen. Jeg var usikker på følelsens kendetegn.
Heldigvis, giver Brene Brown (I sin TED om skam) en nem måde at spotte den på, for ifølge hende tager skammen en af to former:
- Jeg er aldrig god nok
- Hvem tror du at du er?
Med det på plads, er jeg gået fra at være usikker på hvad skam egentlig er, til at være ganske sikker på, at jeg føler mig skamfuld mere end ofte.
Den kan føles som en spændetrøje, som jeg altid er iført. Og følger jeg Browns metafor, om at hvis man putter skam i en petriskål, så er det netop hemmelighedsfudlhed, stilhed og fordømmelse, som er adfærd og tanker, der har vokset sig store i mig.
(samme adfærd ser jeg i mine forældre, særligt min mor, som slår meget hårdt ud på fordømmelse)
De to skamformer dukker op i mange situationer. Et lille eksempel herpå, kan være til sport. Hvis jeg har slået to gode slag i træk, er der en stemme som siger: “Nu kommer det dårlige slag. Du er ikke god nok til at slå tre gode slag i træk. Du har ikke fortjent det.”
Og på et dybere plan går jeg nok med følelse af, at jeg ikke har fortjent at være glad. “I haven’t earned it”, som man ville sige på engelsk.
Jeg har aldrig kunnet holde ud at læse ting (opgaver, emails, breve osv.) jeg har selv har skrevet igennem igen for at rette dem. Jeg er simpelthen så bange for at finde fejl. Hvorfor?
Skamfølelsen får mig til at føle mig lille. Uden evner og overskud til at håndtere ting, som jeg ikke kan i forvejen. Derfor holder jeg mig ofte tilbage. Og frygter at jeg ikke kan klare den og de opgaver som enten bliver stillet, eller kan blive stillet. Og jeg frygter at bekræfte min egen teori: hvis jeg fejler (i min egen optik), så er det bevis på at jeg ikke er god nok. Men jeg har ingen tålmodighed i processen. Enten kan jeg med det samme, ellers fejler jeg – og skammer mig over det.
Og med alderen er den anden skamform, Hvem tror du at du er?, vokset sig større. Så så snart noget lykkes for mig, og jeg faktisk føler mig god til noget, er det den tanke som sniger sig ind på mig og vokser. Og holder mig nede… Den gør det svært for mig at fejre mine sejre.
Hvis jeg ikke prøvede at undgå skamfølelser, tror jeg at jeg ville ture mere. Jeg ville være mere ærlig over for mig selv. Jeg ville være mere forstående over for andre. Jeg ville have mere tålmodighed. Jeg ville ikke se verden så sort og hvidt. Jeg ville tage flere chancer. Jeg ville være gladere fordi jeg ikke ville være så hård mod mig selv længere. Jeg ville ture være mere sårbar – samt være mere åben for andres sårbarhed. Jeg ville have mere mod til at gøre det JEG havde lyst til, og fortælle andre om hvad jeg har behov for. Og være bedre til at forstå andres behov. Jeg ville blive bedre til at elske og holde af – jeg vil ikke længere være bange for de følelser.
Jeg ville ture gøre mig UMAGE! For på vej op af umagebjerget, møder jeg altid skammen. Og han får mig til at vende om…
Til skammen vil jeg sige:
“Kære skam.
Du skal vide, at jeg godt forstår dine intentioner. For du har blot forsøgt at beskytte mig. Beskytte mig imod fare, imod skuffelser, imod nederlag. Og jeg ved godt at du aldrig gjorde det af ond mening.
Men skam… konsekvensen af din indsats, er samtidig at du holder mig nede. Du holder mig tilbage fra at værdsætte alt det smukke som livet har at byde på.
Jeg kan ikke længere lade dig styre mig. Du får desværre ikke længere lov til at være den stærkeste stemme i mit liv.
Jeg kan godt høre, at du allerede nu, forsøger at få mig til at skamme mig over, at jeg ikke længere skal skamme mig. Men det er ikke dig som bestemmer længere. Dit diktatoriske styre er slut.”