Livsfilosofien hos Jack London, Mark Twain og Albert Camus. Psykologiske guldkorn og leveregler.

Som psykolog henter jeg ikke bare mine metoder og inspiration i tekstbøger over hjerne, sociologi, personlighed, psykiatri og diverse psykoterapeutiske metoder. Som alle andre, søger jeg at spejle mig i kulturen. Et af de steder jeg har lært mest fra, er fra skønlitterære værker, ikke mindst de bøger jeg voksede op med som barn og som ung, og som har indlejret sig i mig som retningsvisende inspirationer. Herunder har jeg valgt tre forfattere som jeg finder enormt inspirerende. Ikke bare for deres skrifter, men for deres levevis og de livsfilosofier de giver udtryk for. Hvem er dine inspirationer?

 

Jack London – eventyrer og moralsk individualist

Jack London var en amerikansk forfatter født i 1876. Han er bedst kendt for sine eventyrlige romaner og noveller, der ofte fokuserer på temaer som natur, eventyr og det vilde liv.

London’s forfatterskab er præget af realisme og naturalisme, hvor han skildrer menneskers kamp mod naturen og samfundet.

Nogle af hans mest berømte værker inkluderer “Call of the Wild”, “White Fang” og “The Sea Wolf”. Sidstnævnte handler i grove træk om en akademiker, der efter et forlis til søs samles op af rå søfolk, som han må lære at fungere sammen med. Han producerede mange hårrejsende noveller om livet – fordi livet kan være hårrejsende. Han beskrev brutalitet, skønhed og viljestyrke i mødet med tilværelsen. Han skrev både børne- eller ungdomsbøger og litterære værker.

Jack London modtog posthumt prisen Grand Prize of the Académie Française for sine bidrag til verdenslitteraturen. London’s skrivestil og tematik har inspireret generationer af forfattere og fortsætter med at være relevant i moderne litteratur. Han døde som fyrreårig i 1916. Noget af det inspirerende ved Jack London var, at han var autodidakt og ikke nøjedes med at skrive eventyr, men rent faktisk levede det liv, som han skrev om. Han nåede at være guldgraver i Alaska (hvor han i øvrigt fik skørbug og mistede nogle tænder). Han arbejdede i en tid som sømand og udforskede (trods talrige formaninger) livet som hjemløs i bundløs fattigdom i London i et helt år, for at skrive om det. Han eksperimenterede med kreative måder at drive sit landbrug på, og så elskede han hunde og børn.

 

Herunder ridser jeg Jack Londons livsfilosofi op, som jeg forstår ham: 

  • Stærk individualisme: Londons hovedpersoner er ofte individualister, der stræber efter at opnå deres mål uafhængigt af hjælp, og uden at lade sig begrænse af samfundets normer eller konventioner.

 

  • Erkendelse af tilværelsens onder: At man ikke kan forvente en god verden, men at man skal gøre sig rustet og klar til en verden, der uundgåeligt vil byde på modgang.

 

  • Overlevelsesinstinkt: Londons hovedpersoner viser en stærk vilje til at overleve under ekstreme forhold og er villige til at kæmpe imod alle odds for at opnå succes og overleve.

 

  • Forholdet til naturen: Naturen spiller en central rolle i Londons værker, og hans hovedpersoner udviser ofte respekt for og forbindelse til naturen, samtidig med at de konfronterer dens barske realiteter.

 

  • Social retfærdighed: London udforsker ofte temaet social retfærdighed gennem sine hovedpersoner, der kæmper imod undertrykkelse og uretfærdighed og søger at skabe en mere retfærdig verden.

 

  • Troen på den menneskelige vilje: Londons hovedpersoner viser en stærk tro på den menneskelige vilje og evne til at overvinde modgang og opnå succes gennem hårdt arbejde og beslutsomhed.

 

  • Eventyrlyst og udforskning: London skildrer ofte sine hovedpersoner som eventyrlystne og modige individer, der søger nye udfordringer og oplevelser i livet og er villige til at risikere alt for at opnå dem.

 

  • Kritik af kapitalismen: Gennem sine hovedpersoner kritiserer London ofte kapitalismens negative konsekvenser, herunder fattigdom, ulighed og udbytning af arbejdskraften.

 

  • Troen på selvrealisering: London fremhæver vigtigheden af ??selvrealisering og opnåelse af ens fulde potentiale gennem sine hovedpersoner, der søger personlig vækst og udvikling gennem deres handlinger og erfaringer.

 

  • Kærlighed til frihed: London skildrer sine hovedpersoner som frihedselskende individer, der søger at bryde fri fra begrænsninger og konventioner for at forfølge deres egne ønsker og drømme.

 

  • Naturlovens brutalitet: Gennem sine hovedpersoner undersøger London naturens barske realiteter og den brutale kamp for overlevelse, der findes i den naturlige verden, og hvordan dette afspejles i menneskelivet.

 

Mark Twain – satirisk humanist og levemand 

Mark Twain, født som Samuel Langhorne Clemens i 1835, var en amerikansk forfatter og humorist. 

Han er bedst kendt for sine romaner “The Adventures of Tom Sawyer” og “The Adventures of Huckleberry Finn”, som anses for at være nogle af de største værker i amerikansk litteratur. Twain blev berømt for sin skarpe satire og levende beskrivelser af det amerikanske samfund i det 19. århundrede. Han var en pioner inden for amerikansk realisme og regionalisme, der skildrede det amerikanske hverdagsliv og dialekter. Twain var også en ivrig samfundsdebattør og en stærk modstander af slaveri og social uretfærdighed. Hans skrivestil og humor har haft en enorm indflydelse på efterfølgende generationer af forfattere og fortsætter med at være relevant i dag. Twain døde i 1910, men hans arv som en af Amerikas største forfattere lever videre.

Det er tydeligt, at der er overlap mellem hans og Jack Londons livsfilosofi. Det siger måske noget om den, de skrev i. Mark Twain slår mig som en mere afslappet, humoristisk og reflekteret udgave af Jack London?

 

Herunder Mark Twains livsfilosofi, som den kommer til udtryk i hans bøger og noveller, som jeg forstår ham.

 

  • Humor som livsstrategi: Twain anvender humor som et værktøj til at afvæbne alvorlige emner og håndtere livets udfordringer på en mere afslappet måde.

 

  • Skepsis over for autoriteter: Twains hovedroller er ofte skeptiske over for autoriteter og samfundsnormer, og de udfordrer ofte eksisterende magtstrukturer og konventioner.

 

  • Eventyr og udforskning: Twains hovedpersoner er eventyrlystne og nysgerrige individer, der søger nye oplevelser og udfordringer, og de er ikke bange for at tage risici for at opnå dem.

 

  • Menneskelig medfølelse: Trods deres skarpe humor udviser Twains hovedpersoner ofte en dyb medfølelse for andre mennesker og viser sympati for dem, der er undertrykte eller marginaliserede.

 

  • Kritik af hykleri: Twain kritiserer ofte hykleri og dobbeltmoral i samfundet gennem sine hovedpersoner, der afslører de uretfærdigheder og uretfærdigheder, der lurer under overfladen af civilitet.

 

  • Troen på menneskelig værdighed: Twains hovedpersoner kæmper for at bevare deres egen værdighed og selvrespekt i ansigtet af modgang og forhindringer og opmuntrer andre til at gøre det samme.

 

  • Frihed og individualisme: Twains hovedpersoner hylder ofte friheden og individualismen og stræber efter at leve et autentisk liv i overensstemmelse med deres egne værdier og overbevisninger.

 

  • Livets ironi: Twain fremhæver ofte livets ironi og paradokser gennem sine fortællinger, hvor ting sjældent går som planlagt og hvor det uventede ofte sker.

 

  • Optimisme trods modgang: På trods af livets mange udfordringer udviser Twains hovedpersoner en grundlæggende optimisme og en tro på, at tingene vil vende til det bedre.

 

  • Kritisk refleksion over menneskelig natur: Twain udforsker ofte menneskelig natur og adfærd gennem sine hovedpersoner og fremhæver de komplekse og modsigelsesfyldte aspekter af det menneskelige sind.

 

 

Albert Camus – personlig frihed, passion og æstetik. 

Albert Camus (1913-1960) var en fransk forfatter, filosof og journalist, født i Algeriet. Han er bedst kendt for sine filosofiske essays og romaner, der udforsker eksistentialistiske temaer, herunder livets vilkårlighed og absurditet, ansvar, mening, livsvalg og oprør.

 

Camus modtog Nobelprisen i litteratur i 1957 for sit arbejde. Hans filosofiske ideer om absurditeten i tilværelsen og menneskets frugtesløse søgen efter en større eller absolut mening har haft stor indflydelse på moderne tænkning. Albert Camus blev født i Algeriet og voksede op i fattige kår. Han mistede tidligt sin far og flyttede senere til Frankrig for at studere filosofi. Under Anden Verdenskrig sluttede han sig til den franske modstandsbevægelse og skrev for illegale aviser, hvor han kritiserede Nazityskland. Camus blev en del af modstandsbevægelsen og kæmpede aktivt mod besættelsesmagten. Hans engagement i modstandsbevægelsen prægede hans senere filosofiske og litterære værker. Han arbejdede også med humanitære og filosofiske aktiviteter, der styrkede hans engagement i humanisme og moral. Camus’ erfaringer under krigen og hans kamp for frihed og menneskelig værdighed blev centrale temaer i hans værker. Albert Camus var indbegrebet af en humanist i og med hans afstandstagen til ikke bare nazisme, men også marxisme og kommunisme, for, som han sagde, som jeg husker det: “det kan være at marxismen kan lede til en bedre verden, men jeg kan ikke være med til at sætte mennesker i lejre, det har vi jo lige gjort” (her refererede han til 2. verdenskrigs uhyrligheder). Camus døde i en tragisk bilulykke i 1960. Der er i dag dem, der mener at hans bil blev saboteret fordi han både var særdeles vellidt og populær og en aktiv modstander af kommunismen, der nød stor anseelse blandt hans samtidige intellektuelle såsom Sartre og Simone De Beauvoir. (Der var mange sovjet tro franskmænd og sovjetiske agenter i Frankrig efter 2. verdenskrig.) Hans værker fortsætter med at inspirere og provokere læsere over hele verden.

 

Herunder nogle tanker om om Camus livsfilosofi, som den kommer til udtryk i hans bøger, især den selvbiografiske “Det første menneske”

 

  • Absurditeten i tilværelsen: Camus mener, at livet er absurd og meningsløst i og med at vi står uden en saliggørende religion eller -isme som endegyldigt svar på hvorfor vi er her, og hvad vi bør gøre her i livet.

 

  • Passion som “løsning” på absurditeten: Mennesket står over for en fundamental modsigelse mellem dets søgen efter mening og universets manglende svar, eller ligegyldighed over for menneskets eksistens. Det følger, at vi må udskifte vores søgen efter mening med et passioneret og frit levet liv, der bør leves på den måde, så det ikke går imod andres passion og frihed.

 

  • Æstetikken som et “psykisk hjem”: Selvom Camus ikke skriver det direkte, er det tydeligt, at han i sine skriverier fordyber sig landskaber, ansigter, følelser, minder og fortællinger på en så poetisk og indlevende måde, at tilværelsen her retfærdiggøres gennem æstetikkens linse.

 

  • Rebellen: Camus fremhæver vigtigheden af at være en “rebel” mod absurditeten i tilværelsen ved at nægte at acceptere den passive accept af tilværelsens meningsløshed. Han opfordrer til handling og oprør mod den absurde tilstand, selvom det ikke fører til nogen endelig mening. At vi er vores egen skæbnes kaptajn, om man vil, på godt og på ondt. Han beskriver blandt andet, hvordan man bør styre uden om kynisme i mødet med livets uretfærdigheder, vilkårlighed og brutalitet.

 

  • Livets skrøbelighed: Gennem sin selvbiografiske roman “Det første menneske” reflekterer Camus over sin egen barndom og opvækst og undersøger livets skrøbelighed og den konstante trussel om død, der lurer over mennesket.

 

  • Forholdet til naturen: Camus udtrykker en dyb forbindelse til naturen og fremhæver dens skønhed og uforudsigelighed, samtidig med at han erkender dens upersonlige og ligegyldige karakter i forhold til menneskets skæbne.

 

  • Kærlighed og relationer: Camus udforsker temaet kærlighed og relationer i sit værk, og han fremhæver vigtigheden af ??kærlighed som en kilde til mening og værdi i tilværelsen, selvom den er midlertidig og skrøbelig.

 

  • Moralsk ansvar: Selvom Camus mener, at tilværelsen er absurd, insisterer han på, at mennesket stadig har et moralsk ansvar for at handle godt og handle i overensstemmelse med dets egen samvittighed og værdier. Som skeptikeren Michel de Montaigne (1533-15923), en af Camus’ store inspirationer, mente Camus at noget af det eneste man kunne sige med sikkerhed var, at brutalitet er forkert.

 

  • Rejsen mod selvindsigt: I “Det første menneske” udforsker Camus sin egen personlige udvikling og søgen efter selvindsigt gennem erindring og refleksion over sin fortid og barndom. Det tidlige tab af hans egen far ser han som et kald til at stå på egne ben, og “opfinde sig selv”. Han sammenstiller det indirekte med trojanerne, der hjemløst måtte begive sig ud på det åbne hav, og slå sig ned et sted, efter de blev besejret af Grækerne i den trojanske krig. (ifølge overleveringen grundlagde de landflygtige trojanere byen Rom.)

 

  • Konflikten mellem fortid og nutid: Camus undersøger konflikten mellem fortidens traumer og nutidens virkelighed i sit værk og erkender de komplekse følelsesmæssige og psykologiske konsekvenser af denne konflikt. At man aldrig undslipper sin fortid, men kan genbesøge den, og finde fred og glæde, omend sentimental glæde, ved fortiden. Som var han et træ, der strakte rødderne dybere ned i den muld, det kom af.

 

  • Betydningen af erindring: Gennem erindringen om sin barndom og forholdet til sine forældre og familie udforsker Camus betydningen af ??erindring som en kilde til selvindsigt og forståelse af ens egen identitet og skæbne.

 

  • Accept af det absurde: I sidste ende accepterer Camus det absurde i tilværelsen som en grundlæggende realitet, men insisterer på, at mennesket stadig kan finde mening og glæde i livet gennem kærlighed, handling og selvindsigt. Omend det er den “lille mening” og ikke den “store mening”, som udbydes af religioner og -ismer.

 

Det er min erfaring, at man kan lære enormt meget om livet ved at fordybe sig i forfatterskaber. Hvem er dine inspirationer?

Ønsker du en samtale om det gode liv? Om kunsten at være til med alle de forviklinger livet altid byder på?

Skriv en SMS på 28700900, og vi finder en hurtig tid. Eventuelt book en tid på Calendly

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.