Livsfilosofi – En afgørende sætning af Montaigne. Eksistentiel psykoterapi København.

En sætning af Montagne.  Om ægthed og den bæredygtige tilværelse.

 

“Life should be an aim unto itself, a purpose onto itself.” – Montaigne (1533-1592)

 

Livet burde være sit eget mål; et formål i sig selv. 

 

Gad vide hvad Montaigne mente?

 

Herunder et oprids af en stærk livsindstilling. Når du har læst det, vil du måske have mere mod på tilværelsen. Eller, måske som Montaigne, være forvirret på et højere plan – på den gode måde. 

 

Montaignes projekt: At forholde sig ufiltreret til sig selv og tilværelsen 

Montaigne skrev i en tid med religiøse krige, så måske han udtrykte, at livet ikke behøver at blive godkendt af den ene eller anden præst, katolik eller protestant, for at være værdifuldt. 

 

Der er måske også en dybere hensigt på spil: At Montaigne ikke mente, at man skal forsøge at undgå “forkerte tanker og følelser”. Hvilket også var kritik af kirkens løftede moralske pegefinger. Ifølge kirken skulle man tænke og føle visse ting og undlade at tænke og føle andre. Montaigne insisterede på, at man bør kunne give sig sårbart hen til, og opleve og udtrykke alt hvad man indeholder og oplever. At alle erfaringer har en berettigelse, simpelthen fordi de eksisterer. 

 

Hvilket ikke er det samme som at sige, at man kan tillade sig at gøre alt. Handlinger kan selvfølgelig være forkerte. (Montaignes foragt for brutalitet i alle afskygninger, lyser gennem hans 107 essays.)

 

Montaigne var således opsat på at forholde sig så ærligt og ufiltreret til sig selv som muligt. Han sprang lidt i teksten når han havde lyst, og han tillod sig også at skrive om sin dårlige hukommelse, sit lem, nyresten, forvirring og generelle usikkerheder med mere. Og således lagde han navn til “essayet”. Dét, at forsøge sig frem (“essay” = “forsøg” på fransk); lade tanker og følelser komme frit til udtryk mens man reflekterer over tilværelsen; det man ved og det man ikke ved – og da især det man ikke ved, for det er der jo mest af. Således fik Montaigne også, af flere eksperter, betegnelsen “proto humanist”, altså vores civilisations første egentlige humanist: Manden der satte mennesket i centrum (human-ismen), som en værdi hævet over tilpasningen til religionens rigide normer af “kagemand- og kagekoneformer” og traditionernes skabeloner. Et ideal der gik på at opleve sig selv, egen menneskelighed, med tillid til, at man kan rumme det, herunder rumme egen tvivl over Guds eksistens, kærlighed, frygt for døden, skam, lidelser, forvirring med videre. Montaignes eneste holdepunkter lod til at være, at 1) brutalitet altid er forkert, 2) man bør forsøge at give sig hen til hele det menneskelige repertoire af erfaringer og 3) man er forpligtet på at tænke sig om. 

 

Opsummering: Altså en livsfilosofi der går på, at forsøge at acceptere sig selv totalt, og her etablere en livsfilosofi på egne præmisser og tanker, samtidigt med at man tillader andre deres respektive unikke måder at finde ud af det hele på, så længe de ikke er brutale.  

 

Nemmere sagt end gjort 

Den tilgang til livet, vi netop har beskrevet, er mere et ideal, end en alment menneskelig evne. Det er nemlig svært at mestre et uforskrækket og ufiltreret mindset / attitude til livet. De færreste kan være totalt afslappede omkring deres tvivl, tristhed, sorg, tanker om døden, angst, jalousi, misbrugs-impulser med videre. Det er ikke alle, der som Montaigne, kan forholde sig med stoisk ro, humor og intellektuel distance til liv og død på den måde. Måske vi kan sige det sådan, at der er tale om en visdom, der er nemmere at værdsætte, når man ikke har problemer. Når man har det godt. 

 

Måske vi også kan tilføje, at det er en type visdom, der er god at udvikle når man i øvrigt er harmonisk. –  Som man siger, man skal ikke træne stangspring på dagen hvor konkurrencen står på. Man skal træne i forvejen. 

 

Vi kan også tilføje, at der er tale om en visdom, der er nemmere at tilegne sig, når man er “på den anden side af krisen”: For når man først har været igennem en krise, har man måske lært, at man kan komme gennem kriser mere generelt/at man godt kan holde til tilværelsens modgang, lidelser og kampe. Pointen: Denne fine livsfilosofi fungerer måske ikke så godt, når man er i krise?

 

Krisehjælp 

Mange søger psykologhjælp for at få mindsket, eller fjernet en negativ følelse, en sorg, mentale billeder fra fortiden. Mange søger altså, bogstaveligt talt, at blive fri for deres egne erfaringer. 

 

Her mødes du – forhåbentligt – med forståelse for din smerte, og du introduceres bl.a. til redskaber, der kan mindske dit ubehag, din nervøsitet, angst og gøre det lettere at komme ud af misbrug, forlade et utilfredstilende job med videre. 

 

Når krisen så er begyndt at lægge sig, når angsten er blevet nemmere at bære, når tristheden er blevet mindre tung at bære, vil den dygtige psykolog hjælpe dig over i nævnte Montaigne-agtige livsfilosofi. Hvilket er paradoksalt, for her forsøger man, diametralt modsat, at tillade sådanne oplevelser, snarere end at fjerne, eller mindske dem. 

 

Montaigne selv, beskrev det sådan, at han aldrig konfronterede svære følelser lige på, men snarere dukkede sig, eller bøjede sig. Ligesom han fortalte om, at han undgik emner, der satte hans sind i kog (et godt råd til det moderne menneske, der søger konflikterne på de sociale medier).. 

 

Livet som et mål i sig selv

Og her ender vi altså med begyndelsen: Det bør ses som et ophøjet, livsfilosofisk ideal, at forholde sig så ublu, stærkt, sårbart og ærligt til en selv, at man her kan finde plads og rum til også angsten, tristheden, tvivlen og usikkerheden som uundgåelige følgesvende. De skal bare ikke fylde for meget. Du behøver i øvrigt ikke at støve Gyldendals ellers fremragende oversættelse af, af Montaignes samlede essays frem. Denne visdom ses også til dels i jungiansk terapi, og den ses også opdateret i mindfulness baserede behandlingsparadigmer, herunder moderne versioner af kognitiv terapi, hvor man for eksempel siger, at:

 

“Selvet er som et hotel hvor gæsterne ikke skal bestemme” 

 

Altså at vi ikke skal lade os skræmme af vores oplevelser. Man bør forsøge at tillade dem alle sammen, uden dog at lade dem bestemme for meget. Som middelalder poeten Rumi udtrykte det, efter fri hukommelse: Det kan være, at jeg kan feje disse uregerlige tanker og følelser væk fra bordet med en hånd, men også de fortjener min opmærksomhed. 

 

Eller som jeg så på Twitter den anden dag: 

 

“Ultimately happiness comes down to choosing between the discomfort of becoming aware of your mental afflictions, or the discomfort of becoming ruled by them.” – Chris Williamson / Twitter

 

Hvis du har mod på at udvikle denne evne, må du endelig tage fat i mig. Der er måske, med Montaignes ord, “intet større end at eje sig selv”.  

Photo: Unsplash.com

(Jeg valgte dette foto til min blog, fordi øjenkontakten fremkalder måske vores ægthed mere end noget andet :0) )

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: