For nogle, er tristheden en uomgængelig fase i deres personlige udvikling.
“Der falder sorte dråber som blæk ned gennem kroppen”. Han sad stille, med lukkede øjne, og visualiserede fornemmelsen af tristhed, der løb gennem ham, og satte ord på det.
Symbolsproget var tydeligt.
Noget tristhed: den sorte farve.
Noget rensende: dråberne var som regn, der skyllede gennem ham.
Noget forløsende: Som tårer der løb.
Det tegnede et billede af noget, der løsnede sig. Som i den endelige erkendelse af tabet af en kæreste. På én og samme tid trist og forløsende.
I opgivelsen af at have styr på det hele.
I tabet af billedet af en selv som perfekt.
I forståelsen af, at man ikke er så dygtig, som man måske troede.
I tabet af en relation.
I indsigten af, at man ikke kan elskes af alle .
I erkendelsen af, at ens forælder måske aldrig vil elske en, som man har behov for, vil der ofte opstå tristhed.
Tristheden kan altså ses et biprodukt af at udvikle sig personligt; væk fra det gamle, der alligevel ikke duede. Væk fra umodne forestillinger, fantasier, og urealistiske forhåbninger hen mod et mere afklaret, realistisk forhold til en selv, andre, verden, samt mere afslappet forhold ens fortid og fremtid.
Nogle drømme skal briste.
Og mens man forsøger at lande med afmægtighed i tristheden, om man vil, finder man frem til, at man “bare” må prøve at deltage i livet på godt og på ondt, med alle ens talenter og fejl og mangler sammen alle andre, der også har deres særegne talenter, fejl og mangler.
Man kan se tristheden som et helle. Et sted uden krav, og frygt for ikke at slå til, mens man er med tilværelsens vilkårlighed og ens egen afmægtighed. Et Helle og en platform for en reorientering til tilværelsen, i den tid, det må tage.
Billedet på denne karakter, der resignerer fra stivnede forestillinger om livet og forældede drømme, er for eksempel Matthew McConaugheys rolle som “Rustin Rust Cole” i “True Detective”, eller Indiana Jones i “Jagten på den forsvundne skat”. Livstrætte og forslåede men alligevel robuste karakter. Karakterer, der har indset at verden er uperfekt, at der ikke er perfekte løsninger. Karakterer der finder frem til, at deres krav til tilværelsen i virkeligheden er minimale. De prøver ikke at berige sig, de vil bare gerne gøre verden til et lidt bedre sted at være. Eller endnu mere enkelt: de vil bare prøve at lade være med at gøre verden til et værre sted at være.
Opsummerende: Det er godt, at give slip på umodne krav til ens tilværelse (læs mere her om du selv har sådanne uhensigtmæssige leveregler), og vejen ud af disse stressende idealer, er forbundet med tristhed for mange.
Klienten jeg fortalte om i begyndelsen af denne blog, var en af dem, der blev trist af at give slip på sine uhensigtsmæssige krav til sig selv. Herunder fortsætter vi casen: For nyligt hjalp jeg altså en klient, der var ved at gå til i præstationsangst på første semester på universitetet. Hans angst holdt ham fra at studere ordentligt. Vi havde ikke meget tid til at bearbejde angsten og den personlighed der var en del af problemkomplekset, for der var en eksamen lige rundt om hjørnet. Han havde derfor behov for et hurtigt og effektivt redskab han aktivt kunne benytte sig af. Vi anvendte en visualiseringsøvelse fra kognitiv terapi. Øvelsen gik ud på, at han skulle lokalisere hvor angsten var i hans krop, så han kunne lære at rumme og acceptere den mens han studerede. I øvelsen så han angsten for sig som en “lilla, kantet og på størrelse med en håndbold, der brummede og fyldte hele brystkassen”. Undervejs i øvelsen lærte han at iagttage og rumme og trække vejret rundt om den, nu, symboliserede følelse, så den ikke overvældede ham længere.
Vi rundede seancen af med nøjagtigt samme øvelse, med nøjagtigt samme studieangst, og her var det, at angsten havde transformeret sig til nævnte tristhed; som en sky der fældede sorte tårer.
Han havde været angst fordi han ikke havde fuld kontrol over de svære fysik fag, og denne blev afløst af erkendelsen af, at det ikke var muligt at være i fuld kontrol, at han måske nok ikke ville få topkarakterer, og det blev markeret af tristheden.
Alt er ikke gjort med en times arbejde på angsten og tristheden, men vi nåede et stykke af vejen.
Tristheden repræsenterede et fremskridt.
Jeg anerkendte ham for hans flotte iagttagelser og beskrivelser af eksamensangsten, som nu er fortalt videre til inspiration til dig, der måske selv må tage afsked med stivnede idealer og krav. Har du selv gamle forestillinger, forstenede håb og problematiske leveregler der styrer dig mere end hvad godt er. Forestillinger, der holder dig tilbage, og hindrer dig i at deltage i mere modigt og ægte i livet.
Bonus info:
Fordelen ved at give slip på gamle leveregler og urealistiske forventninger til en selv og andre, er, at man oplever at blive: Mere fri – mere glad – mere åben over for andre og situationer – mere effektiv – og mere deltagende. Altså fører nævnte mere afslappede tilgang til livet til bedre og ikke værre resultater. Et paradoks der er til at tage og føle på.
—ooo000ooo—
Diverse
Hvis du er er interesseret i at arbejde med dig selv, så tøv ikke med at tage fat i mig. Skriv til mig på thomas.markersen@gmail.com, eller slå på tråden 28700900, evt. send en SMS og bed mig om at ringe dig op, når det passer dig bedst.
Tak fordi du læste så langt.
FOTO fra unsplash.com