Kreativ, ekspressiv dagbog

Her følger mine dagbøger fra en uges tid i sommers. Jeg håber, at de kan inspirere dig til selv at komme i gang med at udforske hvor fantastisk det er, at forholde sig undersøgende og poetisk til sig selv, andre og situationer i nuet. 

Dagbogsnotaterne har ofte disse 3 overordnede komponenter.

• Konkrete beskrivelser af omgivelserne.
• Frie associationer – hvad der foregår i mig af fornemmelser, følelser og fx minder, mens jeg betragter.
• Refleksioner, teorier og tanker om et fænomen, fx kærlighed eller venskab.

Disse koder er skrevet ind med fed i dagbogsafsnittene så vidt muligt, for at udpensle hvad jeg mener.

Nogle gange starter jeg med en beskrivelse af mine omgivelser andre gange starter jeg med en tanke, eller indskydelse, og begynder herefter en beskrivelse af mine omgivelser. Jeg prøver at skrive uden for mange vurderinger, for at lade det stå som en flig af dagen, som en oplevelse, en forundring, en iagttagelse, og i mindre grad en konklusion. 

 

Ved Frederiksberg Have. Eftermiddag. (jf fotoet af vejen)

Beskrivelse: Jeg talte i telefon. Med høretelefoner. Halvofficielt. Vinden rev i min cykel, og jeg var bange for at det støjede i telefonen. Jeg kørte ned af en villavej, fra Smallegade. Hoppede af cyklen og spadserede i ly af bygninger. Ville igennem Frederiksberg Have. Vindens susen brækker og forvitres nemlig af de store træer, og stierne omgivet af tætte buske og planter bliver som vægge for mine tanker. Kun påvirket af den lette lyd af cykeldæk mod det lysebrune grus der dækker de snoede stier under høje trækroner. På vej mod en af parkens skjulte indgange, kommer jeg forbi denne sidevej. Den ser altid sådan ud. Der holder ingen biler. Ingen cykler. Der er ingen træer. Der er kun vinkler og et perspektiv som kiggede man på en teknisk tegning. Lille refleksion: Gaden er så tom, at den bliver interessant, beskrivelse: og der kommer en cyklist netop som jeg skal tage et billede, og jeg smiler til hende, da hun kører forbi. Jeg giver mig hen til den stille arkitektur og står snart i Frederiksberg Have, som er nøjagtigt så mørkegrøn og kroget som jeg så for mig, og glædede mig til at forsvinde i, da jeg tog dette billede.

 

Parken. Eftermiddag.

Frie associationer/Refleksioner: Hun spørger – hvor har du været? Tænker han, men det gør hun ikke, for hun spørger kun om relevante ting. Om jeg har været her eller der med hunden, er hende ligegyldigt. Nogle gange har jeg savnet lidt pludder fra hende, men tager mig i det, for hun skulpturerer mig. Om hun er helt klar over det selv, ved jeg ikke, hun er lidt af et mysterium, indtil jeg spørger hende, og hun elegant og nede på jorden svarer på mit spørgsmål om hvorfor hun ikke spørger om hvor jeg har været med hunden, om jeg keder mig, og siger “du er ikke en mand der vil høre hvad jeg mener om din tur med hunden”. Alt dette foregår i mit eget hoved. Jeg behøver ikke at spørge hende. Hun filtrerer ikke mine ord og handlinger men tillader kun dem, der hjælper mig med at være mig. Hun er en kunstner. Jeg er stor klods granit, eller marmor, og hun ved at jeg står stille, at hun kan forme mig med et blik og en berøring som havet sliber kanterne af selv de hårdeste klipper og kontinenter, og hakker endda på mig nogle gange, men der er masser af mig. Det er måske derfor hun så ofte må sove længe for at hvile sig oven på sit arbejde med mig og verden. Thorvaldsen var amatør i forhold til. Beskrivelse af omgivelserne: Og så sidder jeg igen i parken , hilser på den ældre mand med avisen på hans stambænk, han burde få hjælp til at klæde sig tænker jeg, og sætter mig som sædvanligt et tilfældigt sted, nu med udsigt til en lille flok, to ældre ægtepar, det ene par klædt i orange, der laver kinesisk gymnastik, tai chi, tror jeg, og igen bliver jeg omfavnet af vinden i trætoppene, lyden af fuglefløjt, den havlignende lyd fra dæk på asfalt rundt om den lille oase på Frederiksberg under en gavmild blå himmel med slørskyer der tillader det meste af solens stråler, jeg lægger mig på en skråning på græsset, lader mig varme, får mine lidt stive muskler fra gårdagens træning til at løsne, og giver mig hen til ingenting indtil hunden får det for varmt og vil hjem. Refleksion: Det er måske når man lader sig forme af den man elsker (fænomen: kærlighed), at mand begynder at forstå, at man kun kan elske ordentligt og give sig hen, ved at stå ved sig selv.

 

 

Parken. Formiddag.

Refleksion: En af de ældste historier, eller narrativer der ligger os til, handler om at konfrontere det farlige og vinde over det, med ekstraordinært mod og held. På engelsk døbt  “Overcoming the monster” af Christopher Booker, men jeg synes at “heltehistorien” lyder bedre.

Beskrivelse: En dame står i et buskads, hun er vel omtrent 60 år gammel, hun har en lang lys frakke på og har tæt, krøllet og kort, gråt hår. Hun står foroverbøjet og plukker grønt. Det har regnet. Hun har gummistøvler på. Jeg går med hunden, eller hunden går med mig, den er i hvert fald stoppet op, så det gør jeg også. Jeg spørger damen hvad det er, henviser til planterne i hendes hænder. Måske fordi det ser lidt løjerligt ud. Det er jo en offentlig park. Hun føler sig skyldig, og siger at det er skvalderkål og at hun plukker det til sin kanin. Jeg har fået lov af kommunen, siger hun, og jeg siger noget i retningen af, at det vel er ok. Jeg er i grunden lidt ligeglad, men det kunne hun jo ikke vide. Hun fortæller, lidt som en slags tilståelse, at hun finder det et hyggeligt tidsfordriv, i stedet for bare at sidde derhjemme, og fortæller mig nu, ud af det blå, at hendes datter har bemærkelsesværdigt gode stikkelsbærbuske i sin kolonihave, sådan nogle, hvor man bare kan trække dem af. Hun tøver, hun mangler ord, så jeg fortsætter hendes sætning … af de lange kviste. Og nu kigger hun på mig med stor nysgerrighed. Ligesom da man var barn, fortsætter hun, dels ivrigt, dels alvorligt. Jeg kigger på den lille dame, og forestiller mig hende da hun var barn. Hun leder efter bekræftelsen i mit blik, med en dusk skvalderkål i hånden, jeg tøver, og siger at det måske er noget med jorden. Måske hun ville have mig til at tænke tilbage til min egen barndom, måske hun mente at stikkelsbærene var bedre den gang. Nu fortæller hun mig om skvalderkålens rødder, de strækker sig på langs, siger hun. Jeg siger, for at deltage lidt i samtalen, at det altså ikke er som mælkebøtter, hvor roden jo stikker dybt ned. Hun siger – nej, de går på langs. Jeg siger ikke noget, men nikker og tager min telefon op af lommen og tager et billede af regndråber på et blad, og efterlader hende til det lille drama.

Refleksion: Helten (et fænomen) vinder ikke med det samme. Helten taber første gang. (Hvis man vandt første gang, ville det jo ikke have været en reel fare.) Helten skal altså tabe ved første slag, og måske de mange næste konfrontationer, ellers har han jo ikke valgt det rette “monster”, og ellers er man ikke en rigtig helt. Den sikreste måde, at vide, at du er på en heltefærd, er altså hvis du ved, at du angriber noget du ikke lige kan vinde over med mindre du er meget modig og meget heldig. Eksemplariske hyperhelte er bl.a. d’Artagnan den overmodige og amatøragtige musketter, eller Don Quixote: et håbløst forehavende = en stor heltefølelse. Det samme kan siges om filosofferne, fx Nietzsche og Kierkegaard, små mænd i kamp med alt og alle, i længsel efter heltelivet. Problemet med denne, en af sjælens automatiske historier, er, at jo større heltehistorie du begiver dig ud på, des mindre oplever du dig selv. Som en lille dame i et hav af skvalderkål, omend kampen fryder.

 

Altanen. Formiddag.

Beskrivelse: Han drikker af kanden med saftevand, der havde stået i vindueskarm siden aftenen før. Sidder på altanen i den varme sol, efter en lang tur med hunden. Ved siden af ham står et ungt oliventræ, for ungt til at lave oliven, til den anden side af den sorte fletsofa slår den gule murstensmur et knæk, og i hjørnet på en højt vejrbidt sortmalet skænk vælter en  Geranium frem med lyst lilla og brune visnede blomster. Helt inde i hjørnet har blomsterne en mørkere farve. Over ham er en efterhånden slidt beige parasol, der ikke skygger for solen, der allerede står højt den sene formiddag og bager på hans krop. Bare fødder hviler med fodsålerne mod det stadigvæk kølige, matterede altanglas spændt ud mellem nymalet blågråt jern, ud mod det store aflange dyb af en gård, der runger let med helt små børns legelyde og en næsten uhørbar radio, der droner ud fra en lejlighed et sted. Et sted sidder en let påklædt kvinde og soler sig også, hun rejser sig op, og går ind. Altanerne er helt tomme nu. Folk laver alt muligt andet end ingenting. Refleksion: Nogle gange er ingenting et ensomt sted at være, nogle gange en oase, under den himmel som ofte tager ham tilbage til hans opvækst (et fænomen), ikke mere end en gåtur derfra. Han var kommet tilbage, selvom han havde svoret på et liv, som en road movie. Om lidt kalder kæresten tænker han, og beder ham om at holde den lille hund, mens hun klipper hendes filtrede ører.

 

Altanen. Aften. 

Beskrivelse: Hun kigger på mig med de stålgrå let turkis øjne over høje kindben og en fregnet næse. Et kønt ansigt og et hår kæmpet sammen i en knude sat højt. Jeg tror ikke at jeg kan beskrive øjenfarven meget bedre end det. Måske, hvis du kender den der tressernes blågrønne modefarve, gentaget i øvrigt i hendes tynde uldcardigan, der hænger løst og lidt ligegyldigt på hendes slanke overkrop, over den blegt lyserøde eller lyse rosa sommerkjole. Vi er på altanen, det er aften, og det er endelig ved at blive lidt køligt, vi er begge trætte, og dog, når jeg kigger hende i øjnene og hun smiler til mig, ser jeg at hun underspiller sin livskraft. Frie associationer: Som havde hun månen i sig, og skælmsk slap en stråle igennem fra hendes sjæl, og lyste på mig med en gavmildhed som jeg kunne bade i, og dykke i, og … måske opløses i, og så kigger vi væk fra hinanden igen. Refleksion: Et blik på et sekund eller to, og en livshistorie, en vilje og en kærlighed så stor at det undrer mig, at jeg skal tage imod alt det. Hun giver mig det jeg kan tåle, tænker jeg. Det er godt at hun også har børn og hund, planter og veninder og familie, så hun ikke må brænde inde med resten af den kærlighed. (Gad vide hvad sådan nogle gør når de ikke har nogen at kaste deres kærlighed på? Jeg håber at alle finder nogen at elske.)

Beskrivelse: Det er selvfølgelig bare mine flimmertanker. Frie associationer der slår kæder i mit aftensind, som dagdrømme, der nyder min træthed og danser med hinanden og pludrer med de mest afsindige historier. Men hvordan skal man ellers forklare oplevelsen af øjenkontakten, undskylder jeg mig, hvis ikke med ord, der søger grænsen for det, der kan beskrives. Med poesien der bryder normen for de tilladte ordkæder, og lader os dyppe tåen i himlen?

Jeg siger til hende, lidt spørgende, uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det, at hun underspiller sin livskraft. Hun svarer ikke. Jeg ved ikke om hun ved hvad jeg mener, og det gør heller ikke noget. Jeg kan ikke følge op med noget begavet, endsige meningsfuldt, det ved hun godt, og jeg kigger op i himlen, der bliver blegere og blegere som mørket falder på, ægget an af solsortes sang og de sidste par svalers skrig, som snart, som sædvanligt, afløses af flagermusene under jupiter, kometen jeg ikke kender navnet på, et par troligt blinkende passagerfly, der dovent bevæger sig over den endeligt sortlilla himmelhvælving, indrammet af de små kridhvide stik af stjerner, og selvfølgelig storbymånen, der håner det forgængelige med sit evige lys reflekteret fra en af universets utallige glødende eksplosioner, der sender lys igennem det lufttomme isnende rum, fra millioner af kilometer væk, og kommer os små liv i møde.

 

Parken. Formiddag.

Refleksion over fænomen: Min egen lille tragedie? At jeg drages af det jeg ikke forstår. Og lige så snart, jeg har regnet det ud, giver jeg slip på det, og drages på ny af noget jeg ikke forstår. Som en epistemologiens Don Juan. En sommerfugl, der ikke forsøger at blive mæt, men blot søger de mange forskellige blomsters former og dufte og utallige nuancer af sød nektar.

Det er som om, at jeg ikke vil ejes af noget viden. Som om den kunne tynge mig. Det er altså et tilfælde, at jeg har tilegnet mig den sølle viden jeg må tilstå at bære rundt på. Jeg ved at det nok er lidt kompliceret, og tilmed unfair af mig, at bede dig om at forstå noget, som jeg ikke engang forstår selv. Måske er mit håb, at du er klogere end mig, og en dag, hvis vi mødtes, ville du kunne hjælpe mig med at forstå det. Det er altså ikke på grund af, at jeg har tørstet efter viden at jeg har fået den, men fordi jeg har tørstet efter at være i noget, som jeg ikke forstår. Det nye er som luft under mine vinger.

Måske en sommerfugl er et dårligt billede, men jeg ser mig altså heller ikke som en ørn. Måske jeg skal se mig selv om en mand, og starte derfra. Det er en bedre begyndelse.

Se, der gjorde jeg det igen, lod mig tage ved hånden af noget endnu ukendt, og lod en metafor lede mig på vildspor.

Beskrivelse af omgivelser: Bænken er nymalet mørkegrøn, busken bag mig vokser lidt ind over den, så jeg sidder mellem et par tynde lange skud spækket med grønne blade på størrelse med børns fingeraftryk, til begge mine sider. De tynde grene har små lysegrønne pigge mellem bladene, så jeg må sidde stille for ikke at blive stukket. Det er lørdagformiddag. Himlen har lige børstet nogle store mørke skyer væk, græsset glimter lidt af den regn der faldt, himmelvandet er tørret ind på den grågule sti hvor jeg sidder. Støtte ind i en gammel kammerat ved Irma, fik en snak (fænomen: venskab). Jeg havde købt en kop kaffe, var på vej ud, han spurgte om jeg ville have en øl, jeg sagde ja, for gamle dages skyld. Han var ligesom da jeg arbejdede med ham 20 år tidligere. Nysgerrig, udadvendt, ikke så høj, men kraftigt bygget, med klare øjne og et lyst krøllet hår over et bredt ansigt med let til smil. En gammel gadedrengetype, nu med et endnu mildere væsen, og en rundere form. En sjov kombination af skarphed og imødekommenhed. Jeg har altid haft meget nemt ved at holde af ham. Det var som havde vi lige mødtes igår. Han mindede mig om at han engang havde givet mig et godt råd. Jeg prøvede at huske det, jeg tror han havde ret. Vi aftalte at mødes snart igen. Han skulle videre på job.

Beskrivelse af omgivelserne: Buskens grene, der rækker ind over mig ved bænken, har små skud. De nyeste blade er rødlige, de lidt større er lysegrønne og resten er mørke og fortaber sig bag mig i et mindre virvar af grønt, grantræer, evigt grønne krist tjørn og rododendron, birketræer, nogle bregner der med de sart, lyse grønne farver snyder øjet, for de står i mørket, og ser ud som om solen skinner på dem. Bag de 5-10 meter budskabs er der en fed hæk, der altid står i skyggen, klemt ind mellem det smalle asfalterede fortov, de parkerede biler, den smalle blinde vej og den smukke røde etageejendom, med en lang flad, pyramideformet lysegrå frise på toppen, der knejser, men ikke skygger over den lille park som jeg sidder og kigger ud over med en finurlig træthed i kroppen. Frie associationer: Jeg skulle have været ude at rejse, men valgte, sammen med kæresten, at udskyde turen og forsvinde i vores hverdag i stedet for. Rejsen er også en slags mental tilstand, i hvert fald for mig. Jeg kan godt være på rejse i parken, et stenkast fra hvor jeg bor, hvor jeg lader indtrykkene aktivere mine tanker, følelser og associationer som var jeg et orkester, og vinden, himlen, farverne og folk og hunde der kommer forbi mine musikere, og samtidigt lader jeg mine tanker og bevidste nærvær give liv til mine omgivelser; en ikke tilfældig harmoni. Som en indånding og en udånding. Vi tager Paris i det tidlige efterår.

Beskrivelse af omgivelserne: Der strækker sig et blomsterbed på langs foran mig, som en grænse mellem mig selv og parken. Knaldrøde blomster af forskellige slags. Jeg kender ikke deres navne. Jeg bliver afbrudt i min tankestrøm af folk der vil ae hunden, og før jeg ved af det, har jeg rejst mig op, har været ude i halvanden time, vender hjem, og skriver det her færdigt bag de astadigt blafrende rullegardiner, som et skibs sejl mod den kølige sommervind på 4. sal hvor vi bor.

—

Og så er det din tur. …  Kom endelig i gang. Du er velkommen til at poste et dagbogsnotat i kommentarerne hvis du vil.