(foto fra unsplash)
Jeg faldt en gang over en bog inspireret af det fascinerende NLP drøn Tony Robbins. Bogen udpenslede, at vi åbenbart lever ud fra to forskellige motivationssystemer:
- At nærme sig ting for at nyde
I dette motivationssystem er vi optagede af at sigte efter at opnå noget. Vi søger glæden, spændingen og fornøjelsen ved jagten på ”det”, og således regulerer vi vores følelser ved at drømme, sukke, sigte efter det eftertragtede. Det kender du godt.
- At fjerne sig fra ting for at føle sig sikker
Den anden måde at leve på handler om at udpege det man er bange for, fokusere på det og prøve at skærme sig mod det, eller bekæmpe det, for at føle sig 100% sikker. Mange bekymrer sig således vanemæssigt bl.a. på grund af den kortvarige og dysfunktionelle glæde det er, at have spottet og indkredset faren med sine tanker. Det kender du måske også godt?
Man skal ifølge coachingbøgerne gøre hvad man kan for at leve ud fra det første motivationssystem, og ikke det andet. Fair nok.
Smerte/lyst balancen
Modellen er også beskrevet som en “amøbemodel”, for amøber har, som mennesker også disse to motivationssystemer, 1) at bevæge sig mod næring og 2) bevæge sig væk fra smerte. Amøbemodellen kan give god give god mening i coachingsammenhæng, når man har kunnet billedliggøre situationer hvor folk bevæger sig ubehjælpeligt imod skade og smerte, og bevæger sig ubehjælpeligt væk fra det, som de aner, er godt for dem. Hvorfor deres lidelse i en håndevending kan begrebsliggøres i en enkelt model, der kan give den ellers overtænkende, eller usikre klient en fornemmelse af selvsikkerhed i nogle skarpe valg i retning af et bedre liv.
Jeg har således i humor kaldt mange af mine klienter for ”dårlige amøber”, for at anspore til modig menneskelig handling væk fra uholdbare tanker, følelser og situationer mere i retning af ønskede tilstande og situationer.
Det er heller ikke helt uinteressant at observere folk, der ikke bevæger sig mod det gode, fordi de samtidigt frygter hvad det gode kan føre med sig af ansvar og afledte skræmmende muligheder. Her giver “amøbemodellen” også god mening, for her kan man blotlægge sådanne mindre bevidste faktorer der vedligeholder klientens problem.
Jeg husker en kendt dansk psykolog nævne, at det var hendes kliniske erfaring, at især klienter, der havde været misbrugt som børn og unge, ofte havde svært ved at få styr på denne smerte-lyst balance. De blev ofte i dårlige situationer for længe, og tvivlede for meget med at gøre det rette for sig selv. Jeg har observeret samme mønster, men…
Modellen er alligevel … forkert
Ingen teorier matcher virkeligheden helt, for så ville det jo faktisk ikke være teorier. Sådanne modeller som “amøbemodellen” passer altså kun i grove træk. Fair nok. Men amøbemodellen er altså, på et helt konkret plan forkert.
Vi er nemlig også velsignet til at kunne regulere vores følelser med nærvær!
En dag, da jeg stod og underviste i coaching fik jeg et billede på mit indre, af en af vores dovne hunde fra min opvækst. En beagle der hed Sally. Om sommeren lå hun splattet ud i solen i timevis, om vinteren lå hun på hede klinker bag kakkelovnen. En sand livsnyder. Her var tale om en hund, der, i disse situationer, hverken var på vej mod noget, eller væk fra noget andet. Hunden var bare.
Væren
Der er nemlig en tredje overordnet måde at regulere følelser på, som ikke er med i amøbemodellen, og det er, at give sig hen til nuet som hunden i solen. Ikke for at jagte noget, ikke for at opnå sikkerhed fra fare, men simpelthen bare for at eksistere og være til på en rar måde. Det føles måske ikke fantastisk, eller 100 % sikkert, men det er livet, i en behagelig eller i det mindste tryg tilstand.
Konklusion
At reducere livet til at være enten en jagt eller flugt er bogstaveligt talt sindssygt. Rigtigt mange moderne mennesker er jo netop plagede af, at de forestiller sig at man enten skal føle sig 100 % sikker mod fare, eller 100% sikker på en retning. Når man opdager, at man i velvalgte momenter kan prioritere at føle sig tryg, gerne sammen med andre mennesker, der heller ikke er 100 % sikre på noget, er det som at vågne fra et mareridt. Her kan man være til i vished om, at andre nok vil elske en selv om man ikke er perfekt og ikke når alle sine mål. Måske andre endda ville beskytte en hvis der var fare på færde, med mindre det rent faktisk skulle vise sig, at man selv havde ressourcerne til at klare hvad der end måtte opstå.
Amøbemodel RIP.