1. Vi behøver ikke en kæreste
Vi har ikke et konkret økonomisk og kulturelt behov for at gifte os. Det vil sige, at vi i mindre og mindre grad, er parat til at acceptere middelmådige forhold.
Vi kan altså tillade os at være mere kritiske end før og med vores kritiske sans kan vi alle efterhånden ende som prinsessen på ærten, hvis vi ikke slapper lidt af med perfektionismen.
Måske du har nogle leveregler som spænder ben for dig…?
2. Vi er kulrede forbrugere
Vi lever også i en tid med angst for fravalg. Måske det skyldes, at markedskræfterne hele tiden sælger os nye narrativer om det perfekte liv? Her ender vi med “Fear og missing out” FOMO, som kærestens kulrede kanariefugle, der ikke tør at gå ind i buret om natten af frygt for at misse ud på hvad der sker i det store hus. Der er hele tiden muligheden af noget nyt og bedre og alt andet end at sætte sig fast på noget.
Hvis du gemmer til natten, gemmer du til katten…. Giv dig i kast med det forbandede liv… 🙂
3. Parforholdet kan forekomme kedeligt
I tråd med ovenstående kan man gisne om, at vores generelle overstimulering af samfundets krav til os, kan parforholdet og dets langsomhed og stille perioder i det hele taget virke som dødens pølse. Jeg har fx hørt mange sige, at de sætter deres børn nr. 1. Karriere nr. 2 og kæresten nr. 3, og så undrer man sig over, at det går galt for parforholdet?
4. Frie mennesker er “naturlige mennesker”
Måske det moderne, eller ”senmoderne” menneske er blevet så frit, at vi er kommet tættere på at udleve et mere naturligt selv. Forelskelsen viser os, at vi er monogame, erfaringen viser os, at den kun varer en vis tid. Måske vores primære seksualitet er gearet på serielt monogami?
Måske det frie menneske slår sig i tøjret over forestillingen om det livslange forhold, og ender i den anden grøft med forestillinger om ”polyamuri”, i stedet for den måske mere sande serielle monogami, hvor man giver sig fuldt ud til et andet menneske i den tid det kan lade sig gøre? Det er min personlige overbevisning og erfaring, at kærligheden mellem to mennesker er så stor og magisk, at intet kan stå mål med den. Det er også min erfaring, at den ikke altid varer evigt….
5. Er vi eksistentielt set udhungrede siden vi tror at en kæreste kan leveret “alt” til os?
Vi er underholdt og stimuleret af verden, hele tiden, men mange savner åbenbart meningsfuldhed. Måske vi kommer til at tro, at en partner skal kunne udfylde alle vores eksistentielle behov? I så fald stiller vi uretfærdige og urealistiske krav til det andet menneske. Der er ingen grund til at sætte barren så højt. Du er selv et normalt menneske! Det må andre også godt være.
6. Skuffelser over ikke at føle sig set, hørt og forstået
Ifølge psykodynamisk teori forelsker vi os i nogen, der giver os associationer til dybe afsavn fra barndommen, for her øjner man på et underbevidst plan mulighed for at få “repareret separationen”, som man oplevede som barn.
Problemet i det heteroseksuelle forhold er, at mandens savn, som han prøver at “reparere” oftere synes at stamme fra de tidlige leveår, når han opdager at han ikke er sin mor 🙂 , medens en stor del af kvindens savn også opstår senere, når hun opdager, at faren/moren ikke har tid til hende, eller ser hvor dejlig hun er.
Så medens mange kvinder prøver at få den “far lignende” mand (selvsikker, magtfuld, klog, lidt svær at opnå) til at se, høre og forstå hende, prøver mange mænd bare at blive mødt kropsligt/have sex. Og i stedet for at respektere og møde hinandens grundlæggende kærlighedsbehov, bliver vi sure og skuffede over den anden.
Uanset hvad tror jeg at de fleste forhold ville fungere bedre, hvis kvinder “ofrede sig mere på lagnerne” og mænd – samtidigt, gav sig hen til at lytte til sin kvinde, for her ville de holde liv i nogle af de dybe understrømme af ubevidste forhåbninger og motivationer, der førte dem sammen til at begynde med.
7. Ødipus igen igen
Flere og flere er vokset op i systemer, med en mor og far, der måske har været fraværende i deres liv, men hele tiden har taget medansvar for beslutninger. Resultatet er en stigning i det man kan kalde ødipuskomplekset, hvor individet ikke separerer sig tilstrækkeligt fra familiesystemet (især mor) og derfor ikke formår at stå alene og her opleve behovet for at knytte sig til en fremmed.
Ligesom identiske tvillinger der ofte lever uden af at få en kæreste fordi de har nok i deres sjæleforbindelse, eller misse og Fru Møghe fra Matador, hvor Misse ikke får en mand, fordi hun vedbliver med at være sin mors datter indtil hun selv er blevet gammel, fortsætter det moderne menneske sin overtilknytning med venindesymbioser, karriere og selvrealisering når man er flyttet hjemmefra, således at behovet for at knytte sig til en fremmed ikke opstår.
Der er meget visdom i udtrykkene: “Man skal være lille for at ønske sig stor”. For “bag viljen ligger ønsket” og vi ønsker måske ikke parforholdet nok? Vi oplever ikke smerten ved adskillelsen nok. (Apropros kanariefugle, så knytter kanariefugle sig ikke nemt til et menneske, hvis de har mange kanariefugle kammerater, de er ikke ensomme nok til at knytte sig til et fremmed menneske.)
8. Mandige kvinder og kvindagtige mænd
Ved kvindernes frigørelse skred kampen for lige rettigheder for manges vedkommende over i kampen for at kønnene skal være ens og da kvinderne kom ind på arbejdslivet udviklede mange kvinder tradition for fx at tale dybere og give selvsikre håndtryk, for at blive taget alvorligt i mændenes verden.
Uanset årsag er der mange kvinder der lader deres maskuline energier (animus) finde sig til rette i dem selv, hvorfor de på et underbevidst plan ikke leder efter en “beholder” til deres ellers så traditionelt fremmede maskuline energi, i mænd.
De leder ikke efter et “lærred, at projicere deres animus over på”.
Det samme ser man ofte med omvendt fortegn for mænd, der kan blive for gode til at rumme deres egen “anima”, den tilsvarende feminine energi. På den måde går vi fra at mærke et behov for den anden til at rumme vores modsatrettede energier, for her at blive hele mennesker, til at betragte hinanden som en slags unødvendige, og ret mærkværdige påhæng.
Man skal dog passe på med at fordømme denne lidt kønsløse situation, for den er god for mange mennesker, på rigtigt mange måde. Der er meget at vinde for begge køn ved at træde ud af de lidt stivnede kønsroller.
Resultatet af “kønsløsheden” er dog tydelig. Jeg var til en konference for nyligt og havde mulighed for at observere hvordan folk gik på scenen. Deres nervøsitet understregede hvad jeg til dagligt kan observere på gader og stræder. Alle gik lidt stift. Mændende indtog ikke scenen. Den kønsløse, stærke, androgyne kvinde er ikke naturlig, det kræver nemlig kræfter at undertrykke svajende hofter. Det kræver kræfter at vænne hofterne til at skyde bagud når man går. Det naturlige udtryk, der hvor kroppen får lov til at være i rummet uden vores mange forsvar og forestillinger, er mega tiltrækkende – for begge køn, men vi hæmmer os.. som undskyldte vi vores tilstedeværelse ved hvert et skridt.
Det er lidt komisk, når vi mennesker undertrykker vores køn og vi så brokker os over at være singler.
Ingen mand tænder for alvor på en kvinde, der ikke svinger lidt med hofterne og smiler til os. På samme måde er der ingen kvinde, der tænder på en mand der giver så meget plads til deres egen anima at de bliver vattede. Kvinder tilstår til mig i terapilokalet at de slet ikke kan holde tidens ”pylrede” mænd ud.
9. Lukker hjernen ned for relationer fordi verden er så kompleks?
Kommer vi til at gøre vores medmennesker til “kedelige ting”?
Menneskets psyke fungerer på den måde, at vores interesse for ting udløber lige så snart vi har regnet dem ud på det niveau af kompleksitet, der lige akkurat er nødvendigt.
Årsagen er, at vores bevidsthedsflade ikke er særligt stor, og vi derfor hele tiden må konkludere om ting for at frigive kapacitet til at forstå nye ting. Måske vi i stigende grad gør mennesker i vores omgivelser til skygger fordi der er så meget andet som vi løbende må prøve at forstå?
Hvis man ikke møder sin partners ”sjæl” med ubetinget åbenhed jævnligt for at opdage hende/ham som et ægte menneske i dit liv, ender personen som en skygge i din underbevidsthed og ingen kan elske en skygge.
10. Vi lever primært i vores hoveder
Det er nemt at tænke alt og alle forkert. Og vi tror, at vi er kloge når vi gør det…
Vi har så travlt med at leve fra vores hoved, med konstante vurderinger af alt, at vi ikke giver os tid til at lære mennesker at kende. Evnen til at lære hinanden at kende i en kærlighedsrelation er nemlig primært baseret på kropslig og følelsesmæssig intelligens. I tankens hurtige vurderingsverden er der ingen der passer os i mere end en time, max en måned, her over for, er der i kroppens og følelsernes verden meget mere rummelighed, tålmodighed og kærlighedsevne.
—
Hvis du er træt af at være single, kan du overveje følgende spørgsmål:
Ønsker du det nok?
Er du klar på at prioritere ham/hende så højt som det kræves?
Er du som kvinde klar på at give slip på din stolthed og frygt for afvisning, og fremstå lidt mere feminint?
Er du som mand klar på at agere lidt mere dominant og selvsikkert dvs. tage ansvar?
Er du (mand) klar over at du klar over at antallet af erobringer gør vejen til det faste forhold længere og længere?
Er du klar på, at en kæreste ikke kan være en ideel samtale-, og sexpartner hele tiden? At han/hun kan opføre sig som et fjols meget af tiden?
Har du bøvl med din selvaccept? Ofte finder vi ikke en kæreste, fordi vi ikke mener, at vi fortjener det.
Er du kærlig nok over for dig selv? Er du sød nok ved dig selv, i dit indre? Mange, der er kritisk indstillet over for andre, er i virkeligheden kritisk indstillet over for sig selv, men de vender det ud ad, for at håndtere det i projiceringerne. Jo sødere du er ved dig selv, jo nemmere ser du det søde og gode i andre og jo nemmere falder du for andre.
Er du som mand klar over, at du hverken skal flygte fra, eller tromle kvinden, når hun vil samtale? (jeg tror mange mænd flygter fra, eller vinder diskussionen men taber blowjobbet. Intet er mere sørgeligt end når vi sejrer os selv ihjel, og det gælder vidst begge køn)
Et par gode råd:
Opgaven for dem, der vil have parforholdet til at lykkes har også en moralsk karakter. Forholdet er også handlingsbaseret. Man skal fejre hinanden og ikke tage hinanden for givet.
Man bør også, midt kærligheden, forsøge at se hinanden som separate individer med forskellige behovs- og motivationssystemer: Man bør holde nogle kort til brystet for at bevare spænding og i det hele taget vogte sig fra at indgå i symbioser såsom fælles e-mail adresser, for uden to separate individer kan der ikke være tiltrækning. Det må gerne slå lidt gnister.