Foto: Unsplash
Vil du hellere lytte til artiklen?
Hvad er målet med psykoterapi?
På den ene side er målet er med psykoterapi, dybt individuelt. Der findes ikke to mennesker, der er helt ens, og altså er frustrationer og ønsker til terapiens formål også individuelle. Alligevel kan man godt overveje om der én fællesnævner. Noget, som alle bevidst eller ubevidst søger i en samtale: At opbygge personlig visdom.
Følgende er en refleksion møntet på hjælpere, dvs. coaches, psykologer, psykoterapeuter m.lf. men det kan også læses af dig, der overvejer at søge hjælp.
Definition
Begrebet “personlig visdom” benyttes her, for at differentiere det fra religiøs, videnskabeligt baseret, faglig, filosofisk, teoretisk – og dermed “upersonlig” visdom. Personlig visdom svarer blandt andet til det, som professor i psykologi John Vervaeke (2020), kalder “perspectival wisdom”, den viden som den enkelte anvender, fra sit eget perspektiv. Michel de Montaigne (1533-1592) stemmer i, og beskriver personlig visdom, således: Du kan være lærd med andres viden, men du kan kun være vis med egen visdom.
Den personlige visdom er ikke forbundet med IQ, men drejer sig om evnen til at tænke selvstændigt, kunne træffe beslutninger uden perfekt viden, og kunne tilpasse sig en kompleks virkelighed. (Der findes nogle med høj IQ med lav personlig visdom, og vice versa). Det handler om at være klog på den “praktiske måde”.
“Praktisk visdom” var Aristoteles begreb for personlig visdom. Han beskrev denne visdom som en tillært evne, der gør det muligt for den enkelte at identificere den rette handling i enhver given situation. I modsætning til “teoretisk visdom”, resulterer praktisk visdom i handlinger og beslutninger. Samme perspektiv på visdom ses i buddhismen, som udlagt af Carrol (The Mindful Leader, 2008): at man skal være som tigeren, der ikke tænker over sine striber og ikke tænker over hvad andre tænker om dens striber, ikke fortaber sig i tanker om fortid og fremtid, men hviler i tilliden til, at den har ressourcerne til at kunne håndtere enhver situation, som måtte opstå.
Den personlige visdom er uadskillelig fra handleevnen og et godt levet liv. Sternberg (2011), en af verdens førende forskere inden for intelligens, definerer det man kan kalde personlig visdom således: Visdom er, at gøre sig selv gældende på en måde der er i balance med en selv, andre og ens mål i livet, og hvor man skaber, ændrer og vælger de omgivelser man har det godt i.
Tidens memes på de sociale medier emmer af personlig visdom, som man kan lade sig inspirere af, for eksempel: Succes er ikke noget der sker, men noget du skaber. – Husk at en opgave rent faktisk skal udfordre dig, for at anspore dig. – Anerkend dig selv for din indsats og ikke for resultatet.
Hvem kender du, der er god til at finde på sandheder om livet, ofte med meget personlige og originale indsigter, om snart sagt hvad som helst? Hvor god er du til det selv?
Fem aspekter ved personlig visdom:
- Forskellen mellem akademisk tænkning og personlig visdom.
- Personlig visdom og “learning by doing”.
- Man-sprog i stedet for jeg-sprog
- Sammenhængen mellem personlig visdom og kritisk tænkning.
- Personlig visdom og spiritualitet
Personlig visdom er “ikke-akademisk”
Den personlige visdom er udtryk for en “konkluderende mentalitet”. Visdommens modsætning er akademias “ikke-konkluderende” mentalitet; de evigt åbne spørgsmål, hvor alting hele tiden kan diskuteres.
Den videnskabsorienterede akademiker er desuden kendetegnet ved kun at ville udtale sig om sit eget hjørne af ekspertviden. Det, som de ikke har researchet/ arbejdet indgående med eller forsket i, vil de ikke forholde sig til. Billedet på det svarer til, at akademikeren kun vil forholde sig til deres respektive kvadratmeter af fodboldbanen. Den personlige visdom sigter efter at navigere på hele fodboldbanen. Man overvejer og forholder sig til alt under solen og søger mønstre i al det uvisse, for at kunne navigere i det. Man overvejer hvordan man kan konkludere om det ukendte, i stedet for at tænke “det ved jeg intet om”.
Den personlige visdom er optaget af mønstre, og ikke detaljer, evidens og retorik.
“Kløften mellem viden og kunnen er måske større, også mere uhyggelig end man tror: den storstilet kunnende, den skabende, vil muligvis måtte være en uvidende.” -Nietzsche/ Hinsides godt og ondt, s. 167
Med personlig visdom konkluderer man altså ting og sager om en selv og hele livet, og handler på disse konklusioner og teorier, selvom der er meget, man ikke ved. Selvom der er meget, man aldrig ville kunne vide med sikkerhed – og det er netop pointen. Man kan sige, at den personlige visdom går på, at etablere anvendelige tommelfingerregler, om hvad man bør gøre i komplekse situationer. Heroverfor vil akademikere diskutere slukningsmetoder i et brændende teater.
Fra nu af og i resten af kapitlet, refereres der til “personlig visdom” når der skrives visdom.
“Learning by doing”
Visdommen er forbundet med at være eksperimenterende med det, man gør.
Visdommen fortæller os, at:
Det kan være værre at gå glip af oplevelser, end at fejle med det, man prøver.
Ingen fejl er større, end den, hvor man ikke gør noget, fordi man kun kan lidt.
Den selvsikre handling kommer før den selvsikre følelse – altså er man pålagt at eksperimentere, hvis man vil blive klogere.
“Learning by doing” kan altså ses som en vej til mere visdom, og derfor funkler livsvisdommen blandt de oplevelseshungrende, selvstændige mennesker. Matthew McConaughey og Hella Joof er sådan nogle typer, deres bøger (hhv. “Green Lights”, 2020 og “Papmache reglen”, 2016) er fulde af eksempler på personlig visdom. God skønlitteratur og sangtekster er også spækkede med livsvisdom. Man kan jo praktisk talt anrette sit liv efter gode sangtekster (det gør de fleste, også uden at vide det).
Visdommens “man” sprog
I terapi og coaching opfordrer man dem man hjælper til at bruge “jeg-sprog” når ens kunder og klienter forholder sig til ting og sager, jeg – føler, fornemmer, vil, vil ikke – i stedet for at tale abstrakt og i tredjeperson om deres situation (se for eksempel Marshall Rosenberg, 2005). Man opfordrer til dette “jeg-sprog”, fordi man vil have folk til at forholde sig til dem selv, når de orienterer sig i deres liv, og det giver ofte mening, men hvad angår den personlige livsfilosofi befinder man sig mere i “man-sproget”. Man befinder sig mere i de overordnede betragtninger om hvad der er klogt at gøre. Som hjælper skal du altså ikke refleksagtigt affeje “man-sproget” i samtalerne. Det kan være helt fint, at den du hjælper funderer over livet med “det gør man ikke” – sætninger, i stedet for, “det har jeg ikke lyst til” – sætninger.
Personlig visdom og kritisk tænkning
Visdom er også forbundet med evnen til at kunne genoverveje og gentænke egne konklusioner om livet. Det vil så også sige, at hvis du kender nogen, som har mange eksistentielle sandheder og unikke leveregler, men ikke er modtagelige over for information, der modsiger deres personlige rettesnore, er de måske ikke så vise endda, men skærmer måske bare sig selv mod verdens kompleksitet med forsimplede forestillinger. De er det, som psykoanalytikeren Otto Rank (1884-1939) ville kalde “livsangste”. Personlig visdom “gror” hos dem, der kan lide at tænke selv, og folk der kan lide at tænke selv, er også tilbøjelige til at skifte mening og holdning, når ny information dukker op. Folk med meget personlig visdom trives netop med kompleksitet. Man ved her, at noget kan føles meget sandt, indtil det ikke føles sandt længere. I den Uendelige historie (1979) bor der en gammel mand på toppen af et bjerg, og han ved alt hvad der nogensinde er foregået i landet “Fantastica”. Han er på den måde, så vis man kan blive. Bjerget har dybe rødder ned i historien, og er, kan man sige, til at stole på. Men netop i denne fortælling kan man kun støde på bjerget ved en tilfældighed, for det befinder sig aldrig det samme sted. Denne karakter kan ses som bærende på den personlige visdoms natur: Den er afgørende for psyke og handlingsevne, men kan bevæge sig, så man pludseligt ikke kan finde hoved og hale i noget. Det reflekterer en banal sandhed: Man skal tro på noget og stole på det som handleanvisende, indtil det ikke giver mening længere, og så skal man tro på noget nyt.
Personlig visdom og spiritualitet
Mange, men ikke alle, har oplevet at have “trådt ud af deres eget skind”, og fået stærke varige fornemmelser, af at være del af noget større og mere fundamentalt. Man kan beskrive det som en oplevelse af livets åndelige dimension.
Den slags oplevelser kan opstå pludseligt og uventet, eller kan være resultatet af meditation eller psykedeliske oplevelser. Disse oplevelser af “transcendens” er dybt subjektive, ordløse og overvældende, er dermed svære at beskrive og falder derfor i kategorien “personlig visdom”.
Forskningen viser at en sådan “transcendens af egoet” som regel indebærer indsigt i en større forbundethed med andre og med naturen, en ydmyghed omkring ens egen rolle – den såkaldte “ego-død”, samt en accept af, at der er meget man ikke forstår, og at det er okay, altså en større åbenhed og nysgerrighed. At det er nogenlunde de samme effekter alle får ud af åndelige oplevelser, gør dem imidlertid ikke mindre personlige.
Indføring i personlig visdom – at lede hesten til drikketruget
Her ser vi på hvordan du som hjælper, kan anspore dem du hjælper til at udvikle personlig visdom.
- Den du hjælper skal anspores til selvransagelse. En abstrakt dialogisk “hvad tænker du selv”- vejledning, der nogle gange virker, og andre gange slår fejl.
- Du kan med fordel dele viden om psykologi med den du hjælper – så at sige føre hesten til drikketruget. En mere konkret vejledning.
- Du kan fortælle historier, som personen du hjælper, kan udlede sig egen visdom fra. – Igen som at lede hesten til drikketruget, og igen en mere konkret vejledning, men brugen af billeder og drama kan give mere læring.
Hvad tænker du selv?
Menneskesamfundene har siden urtiden søgt at stimulere det enkelte menneskes egen visdom. Gennem prøvelser (trancedans, sult/tørst/overanstrengelse, søvnberøvelse, psykedeliske stoffer, ophold i iltfattige grotter mv), har mennesket søgt visioner og visdom fra deres eget således stærkt påvirkede sind. I nogle samfund blev alle udsat for disse ritualer, ofte i forbindelse med initerieringer, i andre var det forbeholdt shamanerne. Man har i ursamfundene selvfølgelig haft generelle religiøse værdier og regler, en art kollektiv og upersonlig visdom, men netop i nævnte prøvelser, har sigtet været, at støtte den enkelte i at udvikle egen visdom.
I nyere tid ser vi den samme søgen efter den hjælpsøgendes egen visdom, i kliché spørgsmålet:
“Hvad tænker du selv…?”
Man søger som sorgvejleder, præst, coach, psykolog, leder ved en MUS samtale, at ægge til selvstændig tænkning, og dermed personlig visdom.
Det er jo en af årsagerne til at man sædvanligvis prædiker, at hjælpere skal være påpasselige med at dele gode råd ud. Måske har du som hjælper rent faktisk et godt at give i en situation, men personen kan jo ikke rende til dig efter gode råd resten af livet. Det er en bedre hjælp, at støtte den du hjælper i selv at etablere den personlige visdom der skal til, for at de kan navigere i deres liv og relationer på selvstændig vis.
Generelle rettesnore: Fra upersonlig visdom til personlig visdom
Man kan også, i stedet for at læne sig tilbage med en tilstræbt anonymitet og neutralitet og gentage “hvad tænker du selv”, give generelle anvisninger som er sande for de fleste for det meste, og se om folk kan benytte dem til at udvikle deres egen personlige visdom:
Når man for eksempel hjælper perfektionister der beklager sig over at være stressede, kan man give nogle læresætninger, eller “memes” fra sig, fx at man ikke skal give sig 100 % til noget som helst, men måske satse på 80 % og være nærig med de sidste 20 %. Det vil sige, at man godt må spare lidt på sig selv og egne præstationer, uanset hvad andre måtte synes om det.
Når den slags klienter kommer tilbage og siger:
“jeg har fundet ud af, nogle gange, er noget bare godt nok”, eller
“man skal bare tage én opgave ad gangen”,
er det tegn på at de har udviklet egen visdom. Du har måske delt nogle overordnede betragtninger med dem om, at man skal kunne dæmpe sin ihærdighed, men når de kommer tilbage med deres egne formulerede leveregler, har de skabt egen visdom. Noget, de kan bruge som rettesnore, ikke bare i deres nuværende situation, men også i alle andre sammenhænge, og måske for resten af livet.
Hjælperen som historiefortæller
Som hjælper kan du også fortælle historier, som den der lytter kan spejle sig i og reflektere over. Det er således også en gennemgående karakterer i mange eventyr, religioner og fortællinger, at den vise hjælper fortæller historier (såsom Jesus’ lignelser) med varsler om hvad virkeligheden kan byde på, samt hvad, der er klogt at gøre. Altså metaforiske fortællinger med visdomsindhold som den, der lytter selv kan udlede visdom fra.
Det monumentale digt “The Ancient Mariner” (Samuel Coleridge) tager afsæt i dette mytiske drama, med en ældre vis mand, der fortæller en historie, med symbolsk ladet indhold, altså noget som lytteren kan udlede visdom fra. Digtet handler om en sorgfri ung mand på vej til bryllup, som bliver stoppet af en ældgammel sømand, der fortæller ham en tragisk historie fra de syv have. Moralen fra dette episke digt, er, livet er måske en fest, men man må ikke være skødesløs og man skal være fuld af respekt for det og elske alle guds skabninger.
Det samme tema går igen i Kenny Rodgers sang “The Gambler”, en ung mand og en ældre verdensmand mand mødes på et tog. Den ældre mand beder om en slurk whiskey, og til gengæld vil han fortælle den unge mand om, hvad man skal være forsigtig med, når han spiller kort om penge. Den unge mand lytter, og bliver betaget og udleder sig noget personlig visdom:
“On a warm summer’s evening
On a train bound for nowhere
I met up with the gambler
We were both too tired to sleep
So we took turns a-starin’
Out the window at the darkness
The boredom overtook us
And he began to speak.”
“He said, “Son, I’ve made a life
Out of readin’ people’s faces
Knowin’ what the cards were
By the way they held their eyes
So if you don’t mind my sayin’
I can see you’re out of aces
For a taste of your whiskey
I’ll give you some advice”
“So I handed him my bottle
And he drank down my last swallow
Then he bummed a cigarette
And asked me for a light
And the night got deathly quiet
And his face lost all expression
Said, “If you’re gonna play the game, boy
You gotta learn to play it right.”
Every gambler knows
That the secret to survivin’
Is knowin’ what to throw away
And knowin’ what to keep
‘Cause every hand’s a winner
And every hand’s a loser
And the best that you can hope for
Is to die in your sleep
“And when he’d finished speakin’
He turned back toward the window
Crushed out his cigarette
Faded off to sleep
And somewhere in the darkness
The gambler he broke even
But in his final words
I found an ace that I could keep.”
“You’ve got to know when to hold ’em
Know when to fold ’em
Know when to walk away
And know when to run
You never count your money
When you’re sittin’ at the table
There’ll be time enough for countin’
When the dealin’s done.”
Moralen: Sangteksten rummer altså en metaforisk historie om at give slip på det, der ikke er vigtigt, og spotte det vigtige i livet, være i livet og ikke gøre det op, men deltage i det der foregår, for døden kommer snart nok.
Hvis du selv skal udfylde dette visdomsaspekt i rollen som hjælper, skal du lede efter visdommen i digte, litteratur, film og serier og prøve at huske disse fortællinger, og øve dig i at dele med dem du hjælper. Observer det virker, og sorter i fortællingerne. Udvikl dit eget personlige visdoms repertoire, så du kan stimulere andres.
Jeg vil skyde på, at jeg har over hundrede fortællinger med visdoms indhold, som jeg af og til deler med mine egne klienter. Selve det, at folde fortællinger ud stimulerer tænkning og fantasi, og giver klientens liv et “shine”, når man relaterer klientens tilværelse til de store historier.
—ooo000ooo—