Joanna Kosinska” target=”_blank” rel=”noopener”>Foto: Joana
Du har fire fortider. For hver af de fire “fortider” giver jeg et par gode råd til hvordan du så bedst lever med dem.
Urfortiden (op til 3 milliarder år)
Du fødes med anlæg for og parathed til forelskelse, venskaber, samarbejde mv., samt en særlig evne til at frygte slanger, edderkopper, lukkede rum, højder, åbne pladser og fx mange mennesker på ét sted. Årsagen er evolutionsbiologisk. Det kan der faktisk ikke være nogen tvivl om, selv helt nyfødte børn reagerer mere med frygt på fx en slange eller edderkop end andre ting.
Meget af det vi drømmer om og frygter er altså ikke ønsket eller frygtet på grund af vores opvækst, særlige temperament eller bevidste beslutninger, så meget som fordi vi er født med anlægget for disse motivationer. Det var nok derfor CG Jung talte om en “fælles underbevidsthed”, at vi deler behov, følelser og oven i købet en særlig forkærlighed for arketypiske fortællinger (fx heltens rejse, tragedien, detektivudforskningen, forelskelsen mv.), fortællinger der også organiserer vores identitet og fortællinger om os selv og livet?
Således kan det siges, at vi har minder af en urfortid i os.
Opgave
Såfremt man kan sige, at urfortiden lever igennem os, skal vi passe på med at lade en urgammel frygt styre os, især hvis den ikke giver mening længere. Såfremt at det passer at vi har nedarvede dramaer i os, skal vi sikre os at vi udlever de kærligeste og mest spændende dramaer.
Epigenetisk fortid (2-300 år?)
Du har ud over nervesystemets mange millioner års udviklings instinkter i dig, også ekkoer fra dine umiddelbare aners oplevelser i dig. Hvis dine forældre fx spillede meget musik, vil du efter al sandsynlighed have nemmere ved at tage et instrument op og gå i gang. Traumatiske oplevelser kan sætte sig i generne op til 14 generationer frem (viden fra dyreforsøg). Det har således længe været kendt, at overlevere fra koncentrationslejre fik børn der trods god og tryg opvækst, hyppigt led af forskellige varianter af posttraumatisk stress, netop fordi deres forældre havde gennemlevet traumer. Det vil sige, at vi efter alt at dømme, har ekkoer fra vores forfædre stærkeste oplevelser i os (fra de sidste måske 2-300 år). Det er ret vildt at tænke over.
Opgave
Når du oplever uforståelig tristhed, angst eller nogle stædige personlighedsmønstre, skal du måske ikke som det første tænke hvad du gjorde forkert, eller hvad du har oplevet i din opvækst, siden du oplever disse besværlige ting, men måske snarere kaste kærlighed tilbage på dine forfædre, der måske døjede med så stor elendighed pga. overfald, sult og lidelser, at det stadigvæk sender ekkoer i dit liv.
Personlig fortid (fra du blev født)
Du har oplevet mange ting. Et år varer rundt regnet 31.500.000 sekunder, og for hvert sekund bearbejder du overfladisk omtrent 120 indryk. Dvs. at du i løbet af ti år har modtaget 37.800.000.000 indtryk. Det siges af folk der forsker i sådan noget, at ingen af disse indtryk forsvinder som sådan. På en eller anden måde er det hele altså lagret i dig. Du oplever mellem 12000-55000 tanker i døgnet, lad os bare sige 30.000 tanker i døgnet det vil sige at du i løbet af 10 år har haft 100.950.000 forskellige tanker. Holy shit.
Du er jo bare lille dig, tænker du, uden af at vide, at du er fuldstændigt vildt kompliceret. Du er både det, der kan orkestrere, sortere, ordne og begribe alle disse ting og du er samtidigt beholderen for det hele. Det er ikke mærkeligt hvis folk bryder sammen fra tid til anden, det er mærkeligt hvis vi ikke gør.
Du har efter alt at dømme en masse oplevelser fra din fortid som skaber problemer for dig, uden af at du ved det. Mange af sådanne gamle minder kan heldigvis vækkes til live, for at blive lagt til ro igen på en bedre måde (den grundlæggende antagelse i megen psykoterapi),
Hvis vi ser bort fra alle disse latterlige tal og tilværelsens uransagelighed, er du også den der var et barn engang, og den der blev voksen. Den, der er, i kraft af dine minder. Den, der også er din fortid, og din kærlighed til din fortid, og din kærlighed til alle, der har bevidnet din tilblivelse. Du er altså ikke bare en krop placeret i tid og rum, men også et tidsløst “observerende selv”, som man kan kalde det. Du er nemlig, psykisk set (på en måde), den samme, som du var, da du var fx fem år gammel, selvom alle dine fysiske celler er blevet skiftet ud (alle celler er fornyet efter omtrent syv år).
Billede herunder: Et kalejdoskop
Det er i øvrigt her, at den narrative terapi måske rigtigt nok ser et uendeligt antal fortider (mange forskellige fortællinger om hvem du er, og hvad der skete), for alle disse indtryk kan jo danne utallige mønstre afhængigt af vinklen du kigger på dem med. Din fortid kan betragtes som igennem et kalejdoskop, med et lille twist ser det hele helt anderledes ud. Narrative terapeuter er gode til at give kalejdoskopet et twist.
Billede herover: Et kig ned i et kalejdoskop.
Opgave
Lad være med at være bange for skift i selvoplevelsen, du kan sagtens tåle det, og måske du har behov for det? Kontakt mig evt. for nogle sjove arbejdsark hvor du bliver udfordret på din selvforståelse. Et twist i kalejdoskopet kan også røbe spændende fremtider, som du ikke lige havde forestillet dig?
Den umiddelbare fortid (fx igår eller for et sekund siden).
Dit humør præger din oplevelse af din fortid. Hvis du fx er ked af det, vil flere sørgelige ting stikke ud i dine minder. Dine fordomme kaster således også lyset bagud på det du har set. Du forvrænger nemlig det oplevede, så det stemmer bedre overens med dine tidligere erfaringer. Du husker naturligvis kun det du fokuserede på og du fokuserede primært det, som du forventede at se, således diskvalificerer du også nemt indtryk, der ikke har et match i din hukommelsesbank. Vi har forståeligt nok, et stærkt indgroet behov for at skabe en holdbar fortælling omkring os selv igennem de nævnte utallige indtryk.
Din oplevelse af nuet styrer altså dine tanker om din umiddelbare fortid, og din fortid repræsenterer således et mere præcist billede af hvad du tænker verden er, end hvad den reelt er – på en måde (jeg ved det lyder lidt syret).
Opgave
Des mere fleksibel og åben din opmærksomhed, des mere fri og glad bliver du som regel, for her sættes stemningen af det, der reelt foregår snarere end af hvor vidt du kan kontrollere at dine konklusioner om dig selv og livet matcher præcist. Du bliver mere nærværende, kærligere og klogere af at være mental fleksibel. Du kan også lade være med at tænke så meget over fortiden, for den klarer sig fint uden dig.