Findes der forkerte følelser?

Findes der forkerte følelser?

 

Efter mange år med mine egne og andres følelser, må svaret være nej. Faktisk et stort “nej”!

 

Hvorfor giver følelser så, så mange problemer?

 

Jeg sidder her, nu, efter et par lørdagsklienter, og har tjent til huslejen og en stærk kop kaffe på Sørens Værtshus, som første og eneste gæst på en kold sommer formiddag. Bartenderen var i gang med at sætte stole og borde ud på pladsen da jeg ankom, her ved Vandkunsten, i det gamle København. Jeg hilste på ham, en ung gut i starten af tyverne. Et langt rær, med rødt hår og sixpence hat, som altid smiler på en løsningsorienteret måde. Satte mig indenfor. Musikken bralrede ud på den tomme bar. Thomas Helmig sang noget med “nogen der brænder for nogen”. Jeg havde beholdt jakken på, en slidt læderjakke med et par blå malingpletter, jeg havde fundet på loftet i morges, fordi jeg ikke lige kunne finde noget andet at tage på til min fornemmelse, for døren stod åben, og det tunge vejrs fugtige brise susede mildt langs de olivengrønne vægge og lakerede træpaneler. Jeg havde lænet mig tilbage på en sofarække, med en hel dag foran mig, som en anden landevej med fede korngule marker, sving og bakker uden GPS, og pligterne kunne vente. Så jeg havde tjent mange penge, eller nok penge, tænkte jeg, på at hjælpe folk med deres forkerte følelser. Skam, skyld, frygt, tvivl, selvlede, vrede, surhed og en palet af fornemmelser og situationer så stor, at ord aldrig ville kunne gøre dem retfærdighed. Hver en klient, hver en session kunne fylde en bog. Og så var der pigen, der har skåret i sig selv. Ikke så meget. Men nok. Nok, til at det ikke måtte gentage sig. Og jeg sad og tænkte over mine minutter med med hende, var vigtigere, end de fleste minutter med de fleste andre. Mine tanker: hvilke følelser havde ledt til det. Hvilke “forkerte følelser” havde ledt til det sene aftendrama, der jo skriver sig ind i hende for evigt. Vi talte om at følelser ikke kan være forkerte, også selvom de kan føles sådan. At de gerne må slippes fri, leve, udtrykkes, erkendes, ses og måske endda fejres. Men hvordan. For de må ikke skære. Jeg tøvede. Men begyndte at folde tanken ud om hvordan man med skrivning kan finde rummet, pladsen, eller verdenen til alle disse følelser, indtryk, fornemmelser, indre billeder, sorg, håbløshed og ungdommens bundløse identitetskrise, der måske udelukkende kan indfanges momentant i metaforer, poesi, musik og flygtige blik, som var den eneste mulighed for dette indre livs eksistens en blank side og en stille time med ordenes forløsende magi. Hun fortalte at hun havde skrev digte. Og så læste hun op. Det ene smukkere og mere genialt end det andet. Og der var hun, og dér kunne hun være med hele sig selv. Og alt var godt. Hun havde regnet det ud. Hun skulle bare vide, at hun allerede havde regnet det ud: at et ufiltreret forhold til hendes indre liv, var livets behov, mulighed og forløsning skåret i dybe rim. 

 

Her kan du læse mere om den psykoterapeutiske effekt ved det, man kan kalde ekspressiv skrivning. Ovenstående er et sådan eksempel.

Published by thomasmarkersen

Praktiserende psykolog og konsulent i erhvervslivet

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: