(Rafaels maleri af Aristoteles, der ses holdende en bog hvor der står “etik” på. Aristoteles ses af mange som en slags fader for dydsetikken)
Som psykolog har jeg lært at sætte stor pris på “dydsetik”.
Ordforklaring:
- “Dyd” kommer af duelighed, dygtighed eller sågar “mandighed”, jf det engelske “virtue”, der kommer af det latinske “vir”, der betyder mand.
- “Etik” betyder overvejelser om det rette. Altså betyder “dydsetik” gode handlinger baseret på gode overvejelser.
Dydsetikken kan spores tilbage til den tidligste filosofi. Den handler basalt set om dannelse, om at være et voksent menneske, om ikke at lade sig styre for meget af sine følelser og lavere impulser. Den handler om at være et godt menneske.
Dydsetikken er kommet til at spille en stor rolle i mit liv og mit arbejde, fordi jeg har indset, at de fleste af de problemer jeg beskæftiger mig med kan ses som “dydsetiske problemer”.
Hvis en person har en god dydsetik, er det et godt redskab til at håndtere snart hvad som helst. Hvis en person har en mindre god dydsetik, vil de ofte få problemer af netop den årsag – også selvom de måske tror, at deres problemer skyldes alt muligt andet.
——- Argh ! Det er alt for abstrakt! Nej, det er heldigvis enkelt ——
Man har i den positive psykologi taget inspiration i oldtidens stoicisme, og forsket i dydsetik. Man har fundet frem til 6 overordnede dyder og 24 såkaldte karakterstyrker. Hvis man forsøger at efterleve disse dyder, er det en god begyndelse på et bedre liv, nærmest uanset hvad ens problemer end måtte være.
DYDERNE
- Mod: Emotionelle styrker, der indebærer udøvelsen af vilje til at opnå mål trods indre og ydre modstand.
- Mådehold: Styrker, der beskytter mod overdrivelse
- Retfærdighed: Borgerstyrker, der understøtter et sundt samfundsliv
- Menneskelighed: Interpersonelle styrker, der indebærer pleje og opretholdelse af venskab
- Transcendens: Styrker, der skaber mening og forbindelse til det større univers
- Visdom og viden: Kognitive styrker, der indebærer tilegnelse og brug af viden.
KARAKTERSTYRKERNE
- Tilgivelse
- Taknemmelighed
- Ærlighed, ægthed
- Håb og optimisme, fremtidsorienteret
- Humor
- Vedholdenhed
- Dømmekraft og kritisk tænkning. Åbensindet.
- Venlighed og generøsitet
- Værdsættelse af skønhed og det sublime
- Mod og tapperhed
- Evne til at elske og blive elsket
- Forsigthed og discretion
- Teamwork og loyalitet
- Kreativt og originalitet
- Nysgerrighed
- Fairness, ligeværd og retfærdighed
- Beskedenhed og ydmyghed
- Ser det store billed/visdom
- Elske at lære nyt
- Lederskab
- Selvkontrol og selvregulering
- Social intelligens
- Åndelighed, fornemmelse af overordnet formal med ting
- Energisk og entusiastisk
4 svar til “Dydsetik 101 – kunsten at bære sig selv klogt og kærligt”
[…] er altså ofte, at en eller begge af parterne har knas med samtaleevnen, eller sågar dydsetikken, hvorfor samtalerne og samværet mister ærligkærligheden. Samværet bliver præget af det usagte, […]
Spændene at høre, at Brinkmann ikke er den eneste psykolog, der kigger tilbage mod græsk dydsetik og finder et balanceret helhedsbillede på menneskets personligheds udarbejdelse. Og dydsetikken indebærer jo egentlig sandheder, som vi alle kan nikke genkendene til.
Dejligt. 🙂
Når du ligger vægt på, at personer med dydsetik har lettere ved at håndtere problemer, så giver jeg dig fuldkommen ret. Menneskets livs udformning er vel sagtens halvt determineret af dets duelighed (virtu) og halv determineret af dets livs-held (fortuna), som Machiavelli skriver det i Fyrsten.
Dog kan jeg ikke lade være at minde om, at det er vigtigt for Aristoteles at påpege, at dyden skal gøres for sin egen skyld. Den kan ikke være dyd, hvis den gøres for noget andets skyld, eks. med det formål, at man bliver bedre til at løse problemer.
I stedet er dyden noget, der indmasseres i vores ‘hexis’, som Aristoteles kalder det, dvs. vores habitus. Vi får formet et sådant habitus af særligt vores forældre, og dette habitus lærer os hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Det vigtige mål er her, i hvert fald i Aristoteles’ øjne, at barnets habitus får barnet til at synes godt om det, der rent faktisk er godt, og omvendt, fordi det kun er når mennesket lever efter dyden, at mennesket lever sit liv ‘som et dueligt menneske’.
Tak for din spændende kommentar (var iø inde på din blog, du skriver jo så godt, at du ville kunne forføre dig selv). Jeg er ikke specielt velbevandret i klassisk filosofi, men må blot konstatere at dydsetikken som begreb er sørgeligt fraværende i vores tid. Tak for din præcisering. Man kan godt bryde etik ned i forskellige former for etik, hvor dydstetikken netop omhandler, som jeg forstår det, “at gøre det gode for det godes skyld” – at det tilmed gør livet bedre for en selv og andre at efterleve ydsetikken, er vel udtryk for at det gode lønner sig?
“Svært ved at skille personen fra problemet” = problemet jo er en del af personens liv.