Dig og Conan Barbaren. Et forbavsende perspektiv på metoo og ægte kærlighed.

Mens jeg var halvejs igennem jungianeren Erich Neumanns monumentale dybdepsykologiske værk, genså jeg Conan Barbaren (1982), og faldt næsten ned af sofaen. Filmen var tilsyneladende skrevet på baggrund af Neumanns bog. De grundlæggende arketypiske symboler fremstod soleklart. De er skrevet med fed, så du kan få et hurtigt overblik. 

Jeg var godt klar over at Hollywood havde eksperimenteret med dybdepsykologien, at blandt andet “Star Wars” tog afsæt i Joseph Campbells bestseller “Hero’s Journey”, men jeg anede ikke at filmen “Conan Barbaren” var en regulær dramatisering af Neumanns dybdepsykologi. Om det var bevidst eller ej. Filmen er spækket med symbolik, herunder jeg kridter jeg kun de centrale symboler op, der afspejler dramaet forbundet med at udvikle sig fra dreng til mand:

 

Processen hvor man(d) kommer så langt væk fra sin mor, og her bliver så tilpas selvstændig, at det feminine mister den overvældende magt over ham. Hvis drengen ikke får frigjort sig selv fra sin mor, vil han igen og igen miste sig selv i betagelsen med det feminine, hvor det feminine repræsenterer mor. En betagelse der leder til hans endeligt. Den ødipale tragedie.  

 

“In the village they knew the secret of steel.” 

 

Med de ord begynder eventyret om Conan Barbaren (1982). At de i byen, hvor Conan stammer fra, “kendte til stålets hemmelighed” er en kommentar på, at de var dygtige smede, de lavede sværd. Hvilket vi vender tilbage til, for Conan får sin endelige hævn fordi han lærer at bruge et sværd, og dermed genfinder/restaurerer sin far i sig selv, i kraft af sine egne handlinger. Et klassisk tema fra mytologiens heltefortællinger.  Sværdet er altså symbolsk for hans far og den mandighed han må udvikle, for at gøre sig fri sin barndoms underkastelse til og betagelse af det feminine.   

 

Først lidt introduktion til filmen. Den første scene:

Conan er en lille dreng, måske 6- 7 år gammel. Han render alene rundt i udkanten af landsbyen ved skoven. Et billede på barnets frie, trygge og sorgløse univers. Der ligger sne på den bakkede skovbund, og solens stråler bryder igennem de tårnhøje grantræer. Conan kigger op, og ser en muskuløs mand komme løbende i bar krigsmalet overkrop, som så sætter sig på et klippefremspring og kigger frem mod landsbyen. Manden er forpustet og hans ånde krystalliserer i vinter luften. Han har ikke set den lille Conan, der sidder i skjul bag et træ. En buldrende støj høres nu, og rundt om krigeren, der øjensynligt har været en form for spejder, kommer ryttere galoperende frem fra disen. De svinger sværd, spyd og økser, og ser dyriske ud med deres store pelse og lange hår. Man ser også deres tegn, eller emblem, både i form af særlig stav, og som en hjelm. Store sorte hunde, rottweilere, med læderbrynjer, løber med flokken af krigere i stormløb mod landsbyen. Dísse krigere skal senere blive kendt som “slangefolket”. 

Noget fremmed og overvældende er på vej. Noget der vil totalsmadre Conans idylliske barndom. 

Drengen ser herefter sin far, onkler og øvrige voksne fra landsbyen kæmpe forgæves. De bliver alle nedslagtet. Den lille Conan løber tilbage til landsbyen, og holder sin mor i hånden, mens hun, som den sidste voksne i landsbyen, får hugget hovedet af. 

Mytologisk og symbolsk set skal forældrene lade livet, for at barnet kan blive voksen. Det lyder måske bizart, men det er essentiel udviklingspsykologisk opgave for et ungt menneske, at frigøre sig fra mor og far. (Du kan finde ud af, om du har frigjort dig ved at tage en test i “overinvolvering” forbundet med skematerapi, jeg kan sende dig spørgsmålene, hvis du er interesseret. )

Man ser i den forbindelse fjendens tegn med Conans barneøjne, krigernes emblem, en stav med en slange med et hoved i hver ende, der hvæser af hinanden over en brændende sol.

Ifølge Neumann, er der tale om det måske mest centrale universelle symbol. Slangen der laver en fuld cirkel og bider sig selv i halen kendes fra den ældste mytologi, fra hele verden. Den kaldes for “Uroboros”, og er udtrykket for helheden, det ubrudte, paradiset, barndommens uskyld, en verden før godt og ondt. En ursump. Et paradis. 

Men denne Uroboros på staven er altså adskilt. Helheden er brudt. Mor og far er væk. Barndommen er færdig! 

Solen i midten repræsenterer den maskuline egobevidsthed der opstår i uroboros sted. Dybdepsykologisk er mandens gryende bevidsthed og voksenliv repræsenteret ved en sol, der stiger op fra moder jord, fra kvinden, og i retning af selvstændighed. 

Solen på de invaderende horders emblem, er imidlertid kun halv. Dette kan ses som et billede på Conans gryende bevidsthed. Det reflekterer, at han ikke er blevet mand endnu. han er midt i mellem, han er i udvikling. Når man følger Conan gennem filmen, kan man godt fornemme, at hans bevidsthed kun er halv. Han er nemlig ikke super smart, og aner ikke hvem han egentlig er, eller hvad han skal.

 

Forælderløs

Conan er altså konkret faderløs ligesom så mange andre arketypiske helte (Moses, Jesus, Perseus og en hel stribe af oldtidens andre helte) og for at skære helte historien ud i pap, er han også moderløs. 

Forældreløsheden sætter rammen for, at han skal genskabe sig selv fra bunden og op. Han kan ikke bare træde i sine forældres sko, om man vil. Han må bogstavelig talt starte helt forfra på egen hånd uden forældre uden konkrete pejlemærker. En klassisk helterejse. Men det er ikke en ensom rejse, for Conan, får som helte flest, venner, rejsefæller, samt en mystisk hjælper. Neumann beskriver hvordan drengevenner er essentielle for, at drengen kan slippe fra morens greb, og danne en maskulin identitet.

Det er med denne maskuline identitet, at han en dag vil kunne overgive sig til en kvinde som en mand, og ikke som en dreng til sin mor – som en slags skæbnesvanger ødipal længsel efter mor. 

Arketypisk set har helte ofte en Gud som den ene forælder. Typisk faderen. Men om drengen er forældreløs, eller om han har en Gud som forælder, går ud på et, for i begge tilfælde, skal helten sigte efter noget han ikke ved hvad er. Helten skal sigte efter “det gode”. Han må ikke være “dyrisk”/fokuseret på egne behov. Han skal finde ud af hvad livet handler om for ham. Det er måske nok det Nietzsche mente med at “mennesket er et dyr, der skal overgås”. Det menneskelige – modsat det dyriske – er det, der opstår hinsides basale behov og snævre egeninteresser. Helten må overvinde sig selv, hvilket illustreres af, at helte og heltindder sætter livet på spil for det gode – i praktisk talt alle heltefortællinger.

Fun fact: Dette er i øvrigt nok forklaringen på, at da romerne overtog det græske gudegalleri fandt de Zeus, som de kaldte Jupiter, pinlig. De ville ikke tilbede en gud, der var i sine følelsers vold. De romerske generaler tilbad Hestia, hjemmets gudinde. 

Fun fact II: Derfor er helten også kendetegnet ved altruisme modsat skurken, der er kendetegnet ved egoisme (jf. fx Booker, “The Seven Basic Plots”, 2004). 

 

Slave og trædemølle

Som forældreløs slave, er Conan kastet ud i en kaotisk udviklingspsykologisk opgave, han aner ikke hvem han er, hvor han er, eller hvad det hele skal ende med. Han er totalt underlagt omstændighederne. Han er ikke selvstændig endnu. Solen er stadigvæk kun halv om man vil. 

Som Samson fra den Bibelske fortælling bliver Conan sat ved trædemøllen som slave. 

Symbolsk set repræsenterer trædemøllen et purgatory (helvedets forgård), straffen for at have brudt sin barndoms “uroboros”, uden af at have vundet egen selvstændighed endnu (Neumann). Altså er han fanget i en mellemstation

 

Den bibelske Samson, der så godt ud og var meget dameglad, endte ved trædemøllen fordi han lod sig lokke i baghold af en smuk kvinde. Dette er i et dybdepsykologisk perspektiv symbolsk for, at han ikke var vokset sig fra det feminines magt over ham. Han var ikke blevet voksen, han hoppede på kvinder igen og igen, han kunne ikke styre sig.  

I et dybdepsykologisk perspektiv, er mænd, der lader sig overvælde af kvinder igen og igen, hverken drenge eller mænd, de befinder sig midt imellem, fanget i fatal attraktion til det feminine, en lyst cirkel/trædemølle, de ikke kan undslippe. (Flere af dem snupper lige en forside på Ekstra Bladet som “seriegramsere” og overgrebsmænd, før de går i forglemmelse.)

 

Gladiator og sværdkunst

Conan bliver sidenhen brugt som som gladiator, hvor han lærer kampkunst og sværdkunst. Conan udvikler altså det, som hans far kunne (de lavede sværd i landsbyen. Dét, som slangefolket frygtede). Det skal altså vise sig at bidrage til fjendernes undergang at de lod Conan leve og genfinde sin far, i symbolsk forstand. Det er når Conan har lært at slås med sværd, at han undslipper sin slavetilværelse. 

Som ung voksen bliver Conan til sin overraskelse sluppet fri. Det er en mørk nat, og han forstår det først ikke. Man ser ham løbe gennem natten til den lyse morgen, mens han jagtes af hunde – det skal ikke være nemt. Han er bogstaveligt talt på herrens mark.  Befrielsen fra slavedommen er skræmmende. Han er nu alene i verden, med en lang kæde trækkende efter sig i øvrigt. Han har ikke sluppet sit slavesind, han er ikke selvstændig, men han er praktisk talt fri. Her møder han en umiddelbart efter smuk troldkvinde, der får ham til at elske med sig. Hun bliver en dæmon undervejs, og skal til at fortære ham. Hvilket ifølge Neumann, er arketypisk for at den unge mand, der mister sig selv til kvinden og går i tusind stykker, hvis han ikke er blevet moden nok psykisk set til at møde en kvinde. 

Conan slipper dog væk sidste øjeblik2.

 

Vennerne og eneboeren

Hvordan bliver han så moden nok? Som nævnt: Sammen med venner. 

Vi introduceres til de to tyve, der bliver Conans følgesvende, hans kammerater. De bliver røvere sammen. Flere eventyr følger med fatsvage Conan som røver og bandit. Halvvejs gennem filmen ser vi ham opdage sit formål: Han genser tegnet med de to slanger over den stigende sol. Det åbenbart tilhører en sekt. Det går op for ham, at han har en opgave, at hævne nedslagtningen af sin barndoms landsby. Det et tegn på bevidsthed i Conans hoved. 

Han forlader sine røverkammerater og drager alene mod fjenden, hvor han tilmed skal redde en prinsesse. For – husk på, at målet med denne udviklingsrejse i vid udstrækning, er, at han kan få afrundet tabet af sine forældre og få udviklet individualitet, så han kan overgive sig til en kvinde uden af at miste sig selv. 

Her kommer han forbi en eneboer. Hvilket er det sidste stop før den endelige konfrontation med slangefolket, der slog hans familie ihjel. Enter the wise recluse. 

Eneboeren er aparte. Som eneboere ofte er. Han har trukket sig fra “samfundet” fordi han ikke vil være underlagt slangefolkets magt. Han vil ikke være underlagt andres magt. Han er fri og mærkelig. Med ét ord excentrisk. Han er uden for centrum. Bor i midten af ingenting. Denne karakter er symbolsk for den selvstændige tanke. Man kan jo ikke bare overtage andres tanker, og kalde sig selvstændig. Den ensomme vismands vildnis repræsenterer altså den frie tanke, hinsides kulturens dogmer, normer og regler. Altså er der tale om en fase af Conans selvstændighed i tanke og handling. 

Eneboeren gør ikke så meget andet, end at give Conan en kamel at ride videre på. Det viser sig imidlertid at Conan ikke er klar til det store “show down” med “slangefolket” alligevel. Han bliver overmandet og ender halvt død, korsfæstet op af et stort træ i vildnisset. Conan bliver fundet af hans to røverkammerater der er kommet tilbage efter ham. De bringer den halvt døde Conan hen til eneboeren, der for at redde ham, maler mystiske runer og besværgelser på hans ansigt og hænder og binder ham til to pæle. 

 

Reddes af en kvinde og hævnen

Når natten falder på kommer dæmonerne for at tage Conan ned til de dødes rige. Her ser vi Conans kæreste/røverinde veninde beskytte ham med livet som indsats mod dæmonerne. Conan bliver reddet af denne kvinde, hvor den sidste han var sammen med, prøvede at fortære ham. Han er altså modnet fra teenager til mand. Kvinden er blevet hans redning snarere end det, der vil dræbe ham (læs: opsluge hans egobevidsthed). Det er meget arketypisk at helten reddes af en kvinde (se fx Booker, 2004, “The Seven Basic Plots”)

 

Filmen ender med, at han hugger hovedet af slangefolkets sektleder. Ham der havde myrdet hans forældre. Prinsessen befries. Hævnen er sød. Det kan tolkes på mange måder. Men i tråd med dybdepsykologien, ville vi kunne sige, at han også nyttesløst hævner sig over, at være blevet voksen. 

Published by thomasmarkersen

Praktiserende psykolog og konsulent i erhvervslivet

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: