foto: unsplash.com
Mange går i parterapi, for at blive bedre til at tale om problemerne. Men som regel, er der et mere grundlæggende problem på spil.
Det underliggende problem er ofte, at en, eller begge af parterne, har knas med samtaleevnen, de er mere præcist ikke gode nok til at samtale “ærligkærligt”.
Det lyder måske forenklet, men når begge parter kan tale med ærlighed og kærlighed samtidigt, går de fleste parforholdsproblemer i sig selv.
Hvad skyldes det, at folk kan have så svært ved at samtale “ærligtkærligt”?
Det er svært.
Måske er man endda “ubevidst inkompetent” – man ved ikke, at man ikke kan finde ud af det?
Man oplever måske sig selv som en god samtalepartner, uden at være det?
Måske tænker man snarere over hvad man skal sige, end man lytter?
Måske er man så konkurrenceorienteret, at man hellere vil vinde en diskussion end man vil forstå sin partner, eller sågar sig selv?
Måske har man et dårligt ordforråd eller ringe selvindsigt, og man kan logisk nok ikke samtale ordentligt uden god selvindsigt?
Mange par konflikter, fordi de ikke kan samtale ordentligt. I parterapi hos mig har vi fokus på at styrke samtale evnen.
Det er som regel en mand, der ikke er så god til at samtale ærligtkærligt med deres partner. Sad to say. Vi mænd er, statistisk set, lidt mindre “socialkognitive” end kvinder. Det ved man fra forskning i personlighedsforskelle, og det kan observeres ret tydeligt i parterapeutisk praksis. Med andre ord, er mandens tænkning ofte lidt mere faktuel/firkantet/definerende, mens kvinder oftere medtænker den andens perspektiv, når hun samtaler. Kvinder er heller ikke perfekte. I min erfaring er kvinder mere tilbøjelige end mænd til at ophøje følelser såsom svigt og tristhed, og holde fast på disse følelser mere end hvad godt er.
Når man “taler om tingene”, kommer vi mænd altså ofte til at vægte vores eget perspektiv – vores ærlighed, så tilpas meget højere end kærligheden/hensynet, at kvinden føler sig talt til, i stedet for talt med. Her bryder samtale sammen. Mange kvinder kan nemlig her føle, at manden er ond.
En partners nøgterne, definerende analyse af begivenheder bringer ikke parterne tættere på hinanden.
Parforholdssamtalen bør ikke kun omhandle en “ærlig” deling af fakta, som man selv ser dem. Samtalen skal have et gennemgående “os”, som samtalens ultimative afsæt og formål.
Uden at medtænke kærligheden (hvordan den anden har det, hvad den anden forstår, ser og vægter som vigtigt) forsvinder selve årsagen til samtalen, og her bliver den “rationelle samtale” meningsløs, uanset hvor rationelt man(d) føler man kommunikerer.
Når du ophøjer fakta (din ærlighed) over medfølelse (kærligheden), separerer du dig fra din partner. På samme måde: Når du (som regel kvinden) ophøjer følelser over fakta, og du for eksempel bliver ved med at kredse om bl.a. uretfærdighedsfølelser, tristhed og surhed, bidrager du heller ikke til parforholdet og den gode fælles fremtid.
Det er på mange måder irriterende komplekst, men løsningen er ikke så kompleks endda:
Begge parter skal lære, at “tabe med stil“, dvs. droppe det rationelle, forklarende, forsvarende, anklagende, definerende, overfølende, og overgive sig ydmygt, villigt, kærligt til hinanden med parathed til at lære noget nyt, altså med en slags “vindende uskyld“. Som parterapeut hjælper jeg jer med at have mod på overgive jer til hinanden.
Mange skal faktisk lære, at samtalen ikke handler om at vinde/tabe. Her er en huskeregel:
Når du har vundet en diskussion med din partner, har parforholdet tabt.
Man skal altså, i parterapi, ikke først og fremmest “tale ud om problemerne” og finde en løsning. Man skal først og fremmest blive bedre til at tale sammen og lytte i det hele taget. Det forebygger problemer i parforholdet i det hele taget.
Man skal lære, at være ærlig og kærlig – samtidigt, medens man lytter og medens man taler. Både det rationelle og det medfølende skal sameksistere. Det ærlige og det kærlige må og skal følges ad.
“Ærligkærligheden” er som et konkret sted, man kan finde i sig selv og i relationen.
Når man forsøger at være ærlig, samtidigt med at tuner sig ind på den anden med kærlighed, og taler og lytter herfra, er det som et konkret sted hvor man mødes. Hvor selverne, om man vil, smelter sammen for en stund.
Her i denne “sammensmeltning” kan man opleve et fællesskab, der trumfer egoistiske dagsordner. Man kan miste interessen for at “vinde over den anden” og man bliver mere interesseret i et “vi”. Man kan der, i øjeblikket, prioritere fællesskabet med kæresten højere end noget andet. Man opdager, eller genopdager måske, at det ikke er én selv, der er holdepunktet i ens eksistens. Men at det er kærligheden “mellem dig og mig”, der er enheden i livet.
I den gode samtale er der altså på en samme tid, en individuel overgivelse og en fælles sejr.
Er I interesserede i samtaletræning? Bestil en tid i dag.