Som psykolog har jeg erfaret, at desto mere jeg kan få mine klienter til at være umiddelbare omkring deres tanker, følelser, holdninger og viljer, og desto bedre de kan sætte ord på disse ting, des bedre får de det, og des bedre bliver deres relationer. Hvordan skaber man så bedst den effekt?
Dette mere intime og uforfalskede forhold til livet, lyser op i mørket som ledestjerne over de 400 anerkendte psykoterapeutiske metoder med deres labyrintiske begreber og nomenklatur.
Her undersøger jeg hvordan man kan bruge personlig skrivning, som man for eksempel gør i en dagbog, for at skabe denne effekt.
(Hvis du lider af angst, depression eller andre pinagtige tilstande skal du ikke satse på, at du kan skrive dig ud af det uden hjælp. Jeg foreslår ikke at erstatte psykologbesøget med dagbogsskrivning, snarere ser jeg det som et væsentligt og effektivt bidrag til psykisk sundhed.)
Spørgsmålet er: Er der skrivemetoder der er bedre end andre, til at fremme dette resultat?
Der er skrevet glimrende bøger om skriveterapi, og man har også forsket i det, men den slags viden og redskaber indfinder sig ikke nemt i det psykologiske arbejde, for der er strengt taget ikke en behandler i nævnte skriv-dig-sund paradigme. Man kan heller ikke bede en klient der kommer jalousi, OCD, parforholdsproblemer mv om at skrive mere generelt om deres liv som en løsning – også selvom det måske nok ville afstedkomme løsninger. Som psykolog har man naturligvis også vanskeligt ved at tilegne sig en metode, der ændrer rollen fra behandler til en slags skrivevejleder. Med “skriv-dig-sund metoden” sætter man sig jo heller til heller at behandle noget. Målet er, for klienten, at være i et ubehandlet liv.
(Den gode nyhed for os psykologer, er, at det ikke overflødiggør os, men snarere sætter os i en afgørende vejlederrolle.)
I dette idé- og inspirationsoplæg forholder vi os til kunsten, at skrive sig ind i sit liv. Jeg tager afsæt i den smule viden jeg har på feltet, hvilket inkluderer et ophold på en forfatterskole i sin tid, og mine erfaringer som psykolog og essayist.
Vi ser på:
- Terapeutiske effekter ved at skrive om ens oplevelser
- Dogmer. Regler for denne slags skrivning
- Metoder. Måder at skrive på
- Definitioner. Hvad man kan kalde den slags skrivning
- Forbehold
- Fem eksempler
Terapeutiske effekter
Der er mange terapeutiske effekter ved at skrive om sine oplevelser. Her ridser jeg nogle op:
- Når man skriver åbent, eller rettere så ufiltreret man kan, omkring sine oplevelser, vil det svære kunne finde sin plads i helhederne: man opdager at svære følelser godt må være der, fordi de indgår i en helhed af alle mulige andre mere positive tilstande.
- Den mest abstrakte, og største værdi er, at man lærer at eje sig selv.
- Man lærer om ens egen andel i både det gode og det dårlige. Man bliver mindre bebrejdende og mere refleksiv. Det følger:
- Man opdager at man er mere ansvarlig end man troede, for ens egen livstilfredshed.
- Man øger sin værdsættelse for det man oplever, for man hæver nu’et op til kunst, ved at bremse det og beskrive det, som var det et maleri. Man gør hermed oplevelser, sanseindtryk og frie associationer mere værdige til vores opmærksomhed.
- Man bliver bedre til at sætte ord på sine tanker, så det bliver nemmere at forstå sig selv og verden, samt kommunikere og relatere bedre til andre.
- Min erfaring med at give forskellige typer dagbøger som hjemmeopgave til mine klienter, er desuden, at skrivningen graviterer i retning af mere værdsættelse af tilværelsen.
- Man beskriver ikke bare nuet, men udpinder umærkeligt også fremtidige ruter gennem livet. For denne slags personlige skrivning leder som regel til en slags overvejelser og konklusioner om livet, man kan kalde “personlig visdom”, som man navigerer gennem livet med.
5 dogmer
Denne form for skrivning bør følge visse regler. Som jeg ser det kan man bryde det ned i fem dogmer. Du kan måske tilføre nogen?
Livets poetiske kvalitet
En af forudsætningerne for at kunne forholde sig til sit liv på nævnte ideelle måde, er en værdsættelse af det man kan kalde “livets poetiske kvalitet”: Det er bl.a. i værdsættelsen af skønheden ved livet, både når det er svært, og når det er let, at vi bliver bedre til at være i det. Æstetikken og poesien er exceptionelt effektive trædesten til et godt liv. (Det er jo derfor vi hører musik dagligt, der netop kombinerer de to.) Jo bedre man bliver til at skrive om sine oplelveser, des bedre bliver man også til at skabe en slags kunst ud af det, man søger måske endda at lave små noveller ud af det, med en start og en slutning. Via skrivningen giver man sin tilværelse det, man kan kalde en “smuk orden”.
Et konstruktivt perspektiv
Når man skriver sætter man sig for, at tage afsæt i en stædigt konstruktiv værdsættelse af livet og ens relationer, uanset hvor hårdt og uretfærdigt det hele måtte forekomme én. Selve det at sætte ord på det man oplever, bekræfter faktisk også, over for en selv, at man findes, og at man er klar til at forholde sig det. Man beskriver måske uden blusel det svære, men man prøver hverken at bilde sig selv, eller andre ind, at man ikke kan bære det.
Man dropper perfektionisme
Når man sanser, fornemmer, reflekterer og sætter ord på sine oplevelser, gør man det i et flow. Det vil sige at man ikke sanerer og vurderer for meget, man tillader sig selv at famle og udtrykke det man fornemmer, og overlader grammatik og fejlfri stavning til de gode dansklærere. Jo mere man dømmer sine udtryk, des mere hæmmet bliver ens flow, des mere kliché agtigt og des mindre ægte kommer det hele ud. Hvis du vil teste om du er perfektionist, kan du tjekke denne test.
(Her er i øvrigt et eksempel på at skrive sig ud af perfektionisme, skrevet af en mine klienter.)
Man skriver forståeligt
Den, der formulerer sig uden hoved og hale, lærer ikke sig selv, eller andre bedre at kende. Man skriver måske eksperimenterende i flow med sig selv, men viser samtidigt oplevelserne den ære, at give det hele et ordentligt og læsbart udtryk. Jævnfør livets “poetiske kvalitet”, skal man ikke være bleg for at lege med ordene og rime, hvis man vil? Poesien nedbryder også vores kategorier ved at skabe ligheder mellem det, der umiddelbart er separate størrelser, dette greb afføder nye forbindelser i sindet, nye fornemmelser og nye refleksioner. (Så længe man ikke ender som en af de der uforståelige digtere. Jeg synes det er sørgeligt, når mennesker murer sig inde med det, der er nærmest uforståeligt for andre.)
Man starter med en klar struktur
Jo mindre erfaring man har med at skrive om sine oplevelser, desto mere skal man følge en struktur at skrive efter. For den person, der ikke er godt komponeret i forvejen, vil kunne skrive sig selv mere forvirret. Denne metode til at bedre den psykiske funktion, har som nævnt måske ikke en behandler, men mange, der skal i gang med at skrive, kan have brug for en vejleder. (Faktisk er kolonne arkene fra 2. bølge kognitiv terapi gode eksempler på stramme skabeloner for skrivning om oplevelser.)
Hvad man kalder det: definitioner
Denne type skrivning går under mange navne. Ifølge en psykologfaglig terminologi, hvis man går op i den slags, kan man kalde det for:
“Kropsfænomenologisk eksistentiel egenterapi via ekspressiv skrivning”.
Det overlapper også med det, der kaldes “autofiktion”, eller “essay skrivning”.
Metoder – måder at skrive på
- Begynd med at beskrive dine omgivelser – grundigt – og lad dine minder, frie associationer og refleksioner dukke op her fra. Sagen er den, at når beskrivelserne begynder at kede dig (du skal skrive mindst en halv side med observationer af dine omgivelser), vil det vigtige dukke op: “Det, der vil beskrives” vil træde frem i dine refleksioner. Desuden er beskrivelser af omgivelser også en god start, da man jo ikke censurerer iagttagelser så meget, det skaber altså en mere bramfrit skriveflow.
- Omvendt: Tag afsæt i tanker fra dagen og ret derefter fokus mod en beskrivelse af omgivelserne. Det kan føles som om tankerne og oplevelserne fra dagen således “lander” i den konkrete beskrevne virkelighed. Der er noget svalende ved det mere distancerede og observerende forhold til ens omgivelser.
- Find et ark med ord for farver, og sæt dig for at beskrive omgivelser hvor du benytter så mange ord for farver du kan, og lad dine tanker vende sig mod dig selv, hvilke fornemmelser vækker det i dig, at kunne engagere dig i den dimension af omgivelserne. Her er et friskt eksempel. (Det samme kan gøres med alle de andre dimensioner af tilværelsen der byder sig til).
- Vælg et tema, og skriv frit om det. Fx: venskab, kærlighed, lykke, ensomhed, tristhed, relationen til en særlig anden person i dit liv, dit arbejde, en møde fra dagen, en god/dårlig barndomsoplevelse, en glæde, et håb? Eller mere kreativt: En beskrivelse af fem minutter fra dagen, en køretur, en tur i supermarkedet, en fortravlet morgen, eller et blik fra en person du mødte. Kun fantasien sætter grænser her. Pointen er, at tage afsæt i noget, bare et eller andet. Refleksioner og skrivning der ikke kobles på noget konkret, gør dig ikke klogere på dig selv eller livet.
- Følelses dagbog. Sæt dig med en liste af ord for følelser, og før en almindelig dagbog, og få så mange ord for følelser med i din beskrivelse. Skab en balance mellem faktiske begivenheder og følelser. Således at man ikke bare sidder og forholder sig til det væld af følelser, der måtte strømme igennem en. Og en balance mellem det positive og det negative (ikke mere negativt end positivt). Se opskrift på følelsesdagbog her.
- Man læser nogle af de gode forfattere der skrev på denne måde. Jeg kender ikke så mange forfattere, men Rilke, Camus og Montaigne syntes i hvert fald gode til den slags skrivning. Jeg læste en bog der hedder “A Gentleman in Moscow” for nyligt, hvilken var et eminent eksempel på iagttagelser og æstetik. Når man har læst sådanne bøger, kan man prøve at lade sig inspirere af deres måder at skrive på. De kan være ens rollemodel eller skytsengel, når man giver sig i kast med at skrive om sit liv. (Det er vigtigt at vælge forfattere der elsker livet, og derfor vil jeg faktisk ikke anbefale ellers storslåede skribenter såsom Knausgaard eller Houllebeq, for de synes mig at besidde en kynisme, der er antitetisk til det gode liv.)
- Man kan vælge at skrive i 3. person. Dette greb skaber en distance til “værket”, der mindsker identificeringen (hang til selvrepræsentation/frygt for samme), så man kan undersøge sine oplevelser mere frit. Man kan på denne måde måske bevidne sit liv bedre, og gøre tilværelsen til det kunstværk, som det skal være? Altså: Tillad dig selv at prøve at skrive poetisk, eller novella agtigt.
- Man forsøger, som allerede nævnt, at skrive i et flow, og er ikke så optaget af korrekthed.
- Det sidste punkt, er ikke så meget en metode, som det er et godt råd. Vær påpasselig med at vise dine skriverier til nogen, for det er en sårbar proces, der nemt bremses af muligvis velmente, men uhensigtsmæssige kommentarer.
Case
I det følgende har jeg brugt mig selv som eksempel. Der er tale om fem notater fra fem sammenhængende dage. I notaterne der følger, benytter jeg mig af nævnte dogmer og flere metoder.
- De er konstruktive, og ikke beklagende eller ynkende.
- De har en balance mellem observationer (noget konkret) og associationer (tanker, følelser, refleksioner).
- De er (undtaget den første) skrevet i 3. person.
- Der er visse ordrim, “alliterationer”, der hæver teksten op over ren beskrivelse og giver oplevelserne et poetisk skær.
- En sidste metode der skal nævnes, er, at jeg eksperimenterer med tegnsætning. De frie associationer benytter sig ikke af traditionel tegnsætning. Nogle gange tænker man i bidder, som giver meget korte sætninger. Andre gange tænker man mere flydende, altså uden særligt mange punktummer, og det må man godt forsøge at honorere, når man skriver.
Hvis man er ny til den slags skrivning (det er jeg ikke) bør man måske ikke skrive i 3. person.
Temaet for de fem notater her, er “aftener”. Det opstod tilfældigt en aften, hvor jeg sad på min altan og følte mig kaldet til at formulere nogle tanker, der havde rumsteret i mig i løbet af dagen. Det gik op for mig undervejs i serien, at aftenen var et særligt godt tema: Mørket og stilheden fjerner distraktioner og aktiverer hermed bevidst nærvær med omgivelserne, samt minder, frie associationer, fantasi og refleksioner.
Forbehold
Så kan man tænke: “Hvorfor er du så selvudleverende i dit blogindlæg”, og svaret er, at det netop er meningen. Jeg er mit eget undersøgelsesobjekt. Og du kan læse med. Når jeg genlæser det, forekommer det mig lidt selvsmagende, men det tror jeg ikke man hverken kan, eller skal forsøge at undgå. Man skal altid vogte sig for at kritisere det kreative både i andre, og i en selv.
Notaterne der følger, er på ingen måder perfekte, de er måske heller ikke så passende i forhold til den lidt stringente, akademiske introduktionen af dem. I løbet af den måneds tid udgiver jeg mere eksemplariske eksempler, om man vil. De vil kunne læses her på bloggen på underkategorien, “skriveterapi”. Category Archives: Skriveterapi . Du kan følge med, ved at følge bloggen.
Jeg har prøvet at lade være med at rette for meget i notaterne: De er øjebliksbilleder, hvor jeg har ladet mine fornemmelser og tanker falde ned i tekst. Jeg har samtidigt løftet det op til små noveller, som satte jeg en guldramme om refleksionen, for her at ophøje oplevelserne og refleksionerne – for hermed at hædre tilværelsen.
Jeg kunne introducere hvert notat med x antal forbehold, og beskrive alle mulige greb og overvejelser der indgår for hver linje, men det føles ikke rigtigt at gøre. Det første notat er mere frit og kreativt, mere “slynget ud”. Det vidste ikke, om man vil, at det var nr 1 i en serie.
Aftener
Aften #1
Elsker du også aftener? Hvor man langsomt tager instrumentet af. Mærker de ømme fingre. Lader lydene summe i hovedet fra dagen. Lader sine tanker dø ud som de sidste gløder i et bål, mens dæmonerne strækker deres arme i mørkets tomhed. Lader regnen falde på ens våde sko, fordi de snart skal af, og når man smiler af de dansende bekymringer, fordi de er blevet trætte, og begynder at falde til ro. Som altid. Når kroppens gryende ro stemmer sjælen til stilhed og stjernerne bag skyerne er så upåvirkede, at al skuespil virker omsonst.
Aften #2
Og nogle gange, om aftenen, var det, som sank han ned i den svindende dag med alt det endnu uafsluttede, som sad han igen med en bog han aldrig fik læst helt færdig. Som startede han forfra hver dag? Uløst, ulæst.. ulyst.. Ordrim slog ekkoer i hans aftentrætte sind og affødte ligegyldige neologismer. Og så ville han droppe sine tanker, og sidde og mærke en rastløshed helt op til armhulerne, som kunne han, eller skulle han, tage svømmetag ud i den anonyme nat. Som kaldte noget på hans ledige glæde. Baggrundslydene fra trafikken summede mildt og ligegyldigt, i pausen fra regnens og blæstens lyde. Den sene aften havde bragt et ophør i efterårets uvejr, der havde gennemblødt ham på dagens seje cykelture gennem vinden og vandpytterne og Københavns skæve gader, fra cafe aftale, klienter, træning, og ture med hunden, den lille hund, der forpjusket forsøgte at ignorere den silende regn mens den gik sin vante tur med ham ned bag kirken, på den lille græsplæne, hvor han faldt sammen på den lange bænk, alene, i regntøj under den silende regn, uden planer om at rejse sig op. Her var det, at hans associationer fra dagen blev afbrudt af regnen, der begyndte at hamre ned igen på parasollen over ham. Den mindede ham om alt det han måtte gøre, og ikke måtte gøre, igen og igen.
Aften #3
Jeg tror jeg overhalede min to-do liste i dag tænkte han, mens han kiggede ud i den mørke gård. På den fjerne side trådte en lille mandsperson ud på sin altan, han havde åbnet de to døre ud ad, lyset skinnede fra hans stue, og han stod et øjeblik som et kors, med armene strakt ud til begge sider, kort efter havde han lukket dørene, og der blev mørkt igen. Nu var der bare lyden af nogle stemmer et sted, en slags mumlen i det fjerne, gården var så stor, at alle var som fremmede for ham. Han kunne ikke rigtigt se og genkende nogen ansigter. Kulden greb nu i ham, og han mærkede travlheden sitre i ham fra dagen. Et øjeblik var det som om travlheden og kulden det samme. Hans frie associationer, som han ellers kunne give sig hen til sidst på aftenen, var som bedøvede, som var hans underbevidsthed en snegl der havde trukket sine følehorn til sig, efterladende ham i en slags tom tilstand af parathed. Han kom i tanke om et sidste gøremål, og rejste sig op uden at føle noget, og trådte ind i varmen. Hun sad og lavede puslespil på det store rustikke spisebord, og kiggede ikke hen på ham. Han lukkede endelig computeren. Han kiggede hen på hende igen. Hunden sov, han skulle til at sige noget, men rejste sig op, gik hen til køleskabet, og tog en bid af den jordbærkage, hun havde købt til ham, da hun var kommet hjem, fordi hun elskede ham
Aften #4
Og så sad han med utallige projekter og gøremål, ikke påbegyndt, halvvejs færdige, og næsten færdige, og kiggede ud på mørket, udifferentieret, som gloede han mentalt fraværende ind i flammene på et bål, og tænkte at han var succes for tiden, eller en slags succes. Han lænede sine fødder mod altanens matterede glas med de mange små firkanter af klart glas, træt i benene, med varm i vinterfrakke på og halvt glad, det vil sige ikke utilfreds, mens stolen under ham begyndte at føles hård på halebenet fordi han sad halvvejs liggende. Han var kommet sent hjem, akkompagneret på cykelstien af en afsindigt spændende podcast, spist resten af en lunken suppe, og havde taget sig en gin og tonic for at holde trætheden væk, for man kan ikke sove kl 20, tænkte han, og man kan ikke melde sig ud; hunden skulle gås med, tæpperne hentes fra tørresnoren, og kæresten skulle lyttes til, og der var sikkert også en opvaskemaskine der skulle fyldes eller noget. Han frygtede allerede den følgende dag, for den var proppet med samtaler. Øjnene fra dagens klienter dukkede nu op i hans sind. Han var åbenbart så træt, at dagens ufordøjede indtryk tog plads, for ligesom at blive taget alvorligt. Nogle gange skulle han være træt for at kunne tænke: Blikkene sagde så meget, og alligevel noterede han primært de talte ord under samtalerne, og alligevel formulerede hans klienter sig med ord. Han havde fulgt øjnene og lyttet til dem med sit eget blik, og nogle gange galant undveget dem, når de var ladet med historier, der ikke ville sættes ord på, for øjets intentioner er så intense, tænkte han, at man skal kende til dets hang til at knytte alt for stærke bånd og skyde besynderlige ruter; hvilket blik skal følges og hvordan, hvornår møder man det og følger det til ende, og hvornår lader man den man hjælper, trække deres blik tilbage til sig selv, mod deres eget indre, og skabe billeder, tanker og ord til samtalen? Med nogle klienter var blikket ruten til alt det vigtige – vejen og introduktionen til den afgørende samtale. Jeg tror at jeg har undladt at følge mange øjnes eventyr, tænkte han, og kunne mærke en fornemmelse af at være en kujon, men det er nok fordi de har deres eget sprog, og måske egne logikker, tænkte han. Man kan jo godt kigge hinanden i øjnene, og det kan føles vigtigt, men blikkets historier forbliver hemmelige, selv for øjets ejermand nogle gange; på en og samme tid rige og ordløse, måske endda uendelige, for øjet kender ingen grænser. Nogle gange fortæller øjnene dog blot det, som personen ikke vil sige, tænkte han, men i stedet for her at følge øjet til dørs om man vil, kan man med sit eget blik fortælle at man forstår – ordløst naturligvis – mens man lader den talte historie finde sit tempo, sin afsløring. Har jeg gjort en forbrydelse, ved at være selektiv med øjnenes veje grundede han, men nej, tænkte han også, for blikket ser ting, der er rigtige for blikket, og det ser ikke altid realistisk på verden, og det ser endda ting, som folk ikke vil fortælle, end ikke til sig selv. Jeg tror at det er mere rigtigt, at jeg har prøvet at være en “øjne hvisker”, tænkte han selvforherligende, eller som en undskyldning for sig selv; en, der har lært at vække blikket hos de slukørede, en der har lært at hjælpe blikket med at kigge indad, og stemme kontakten mellem mennesker, og hjælpe blikket med at afsløre det, der er for svært at sige, og samtidigt, for øjets veje kan som nævnt være temmeligt ustyrlige; hjælpe blikket til ikke overtage relationen.
Aften #5
Stribe, stribe, stribe, mørke, mørke, næsten sort. Han kørte fra de oplyste veje, hvor han zombieagtigt havde fulgt striberne for at holde sit spor, gennem Valby og Hvidovre, og måtte omstille sit syn til den dunkle motorvej, der strakte sig væk fra den monotone forstad. Plejede den at være så mørk, tænkte han, mens han fortsatte ud i natten, nu, næsten blændet af instrumentbrættets gule lys, og som tog mørket dagens tanker fra ham, dukkede et billede, eller “filmklip” op i hans sind, om en ven han havde mistet. De havde kørt denne denne specifikke tur sammen flere gange, måske 10 år tidligere, og han mærkede et stik fra sorgen. Han så sin gamle vens smil for sig, dengang da de havde taget en forkert afkørsel. De havde kendt hinanden fra første klasse, og havde fulgt hinanden, nogle gange med år i mellem. Han huskede, at have sagt til sin ven: “jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg kunne genkende den her vej”, og hans ven havde grinet på en måde, der viste at han var dybt underholdt af deres køretur sammen i Alfa Romeoen, med deres musikudstyr på vej til en øver i en kold garage i Sengeløse. Hans ven havde spillet bas i deres lille band. Ikke særligt godt, men det gjorde ikke så meget. Han lod minderne passere og fokuserede på turen igen, men indså hurtigt at han ikke behøvede at koncentrere sig, for ruten var som programmeret ind i ham, så han lod igen sine tanker fare vild i fortiden, for det ville de gerne; og han huskede andre venner fra dengang, en, der var gledet ud af hans verden, af alles verden nærmest, fordi han valgte et liv hinsides månedsløn og kendte rutiner, men med masser af penge og afsindige oplevelser. Gad vide hvordan det ville være at snakke med ham i dag, tænkte han. Han så for sig hvordan han ville prøve at hænge ud med ham, og hvordan de ville være fremmede for hinanden og alligevel ikke, og han så for sig, at det var ham der måtte tilpasse sig vennen, og ikke omvendt. Og det ville være Ok. Det ville være fint. Hans tanker rettede sig nu mod trafikken, for han skulle af motorvejen og tage det sidste stræk af den snoede landevej til huset hvor han skulle se en anden gammel skolekammerat. De skulle spille musik sammen – højt, og det lyste op for ham, der, på den mørkeste del af turen.