Kan en samtale blive for rationel? En historie om det hele menneske i den profesionelle samtale.

 

, foto: unsplash.com/ @nikarthur

Transaktionsanalysen: Fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation.

Det kan være god at arbejde med, for analysen er umiddelbart genkendelig og giver gode rettesnore man kan følge i sit arbejde med mennesker.

Ifølge modellen har vi i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Disse tre deles op, således at både forælderen og barnet deles op i to.

Man kan tale og lytte ud fra en:

kritisk forælder

omsorgsfuld forælder

saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen

rebelsk barn

overtilpasset barn

– Man har i årtier i bl.a. konsulent- og coachingbranchen antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted i transaktionsanalysen. Men holder det vand? Er rationaliteten således forstået måske endda lidt overvurderet?

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold: Fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane.

 

Forældreskab: Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Profesionelle samtaler 

Undervisning: Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten: Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler.

 

Coachingen, der sad fast i voksen-voksen perspektivet: Det har været en gylden standard længe at coachen, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapien, der blev for rationel: Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er nemlig oftere kærligt og modigt.

 

Opsummering: Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig. Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndomstraumer, dernæst blev vi forført af muligheden af at monkeycoache, samt at rense sindet for kognitive forstyrrelser med en meget nøgtern rationel kognitiv terapi, og slutteligt er vi tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for lidt kunstige forståelser af den gode samtale. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer både som coach og psykolog. Hvorfor? Fordi man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer, kognitive forstyrrelser og det medfølende sind kan være vigtige fokuspunkter i den professionelle samtale.

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten. Måske vi skal tage transaktionsanalysen med et gran salt ❤️

 

 

 

 

Kære psykologi, hvad skete der? 

Thomas Markersen

(advarsel: nogle gange skriver jeg kringlet. Du er ikke dum, hvis du ikke forstår det hele.)

Forhistorie

Her for et par år siden trissede jeg rundt i et antikvariat på Nørregade og ledte efter noget gammel filosofi for at slå tid ihjel. Ned fra en hylde tog jeg en lilla, slidt bog med titlen ”Myte og eksistens” fra 1992 tror jeg. Året hvor jeg blev student. Som en slags hyldest til skæbnen og min nysgerrighed købte jeg den. Jeg fik den læst og fik genvakt noget af den uskyldige interesse for psykologi, jeg fik som 14 årig. Den gang i folkeskolen hvor jeg overværede en skolekammerats foredrag om drømmetydning, og faktisk besluttede mig for at blive psykolog.

Livet som uhelbredeligt drama

Så jeg sad med bogen om myter på gulnede sider med uforståelige noter i marginen, og her gik det op for mig, at jeg måske nok havde glemt noget af glæden og spændingen ved…

View original post 1,671 more words

Personlighedens tre faser. Hvilken fase er du i?

jeg har udformet på meget intuitiv basis, en personlighedsmodel der er lige så enkel og logisk, som den ikke rigtigt er set før. Værsgo :0)

Thomas Markersen

I gruppesammenhæng kan man ofte observere tre typer adfærdsmønstre, der siger noget om hvor folk er i deres personlige udvikling.

Observationer

Der er fem observationer og forbehold jeg vil dele med jer før vi går i gang:  1) Adfærdsmønstrene viser sig tydeligst i sammenhænge, hvor folk ikke kender hinanden så godt, for her presses mange ud i de roller der ligger en nærmest. 2 ) Nogle er hele tiden i en af faserne, andre, som for eksempel mig selv, bevæger sig lidt fra fase til fase afhængigt af kontekst. 3) De rene typer er for denne følgende udlægnings skyld de mest interessante. 4) Vi er alle mest i én fase i en given tidsperiode. 5) Nogle synes aldrig at komme ud af den første eller anden fase, hvilket ikke nødvendigvis er sørgeligt eller dårligt. Ifølge reglen om dynamik og synergi er forskellighed mennesker imellem nemlig mere værdifuldt ens ensartethed.

Den…

View original post 2,019 more words

7 holdepunkter i integrations- og bandeproblematikken

For nyligt dumpede der to bøger ned i mit skød. To spændingsromaner om Daesh (islamisk stat) og terrorisme i Danmark. Jeg læste med et vist forbehold, for bøger om dette emne lander ofte i en af to grøfter, at alt er vestens skyld, eller modsat, at Islam er ved at overtage verden. Heldigvis, og måske lidt overraskende viste bøgerne sig at være en slags blanding af ”De fem” fra dagene hvor dyder såsom mod, retfærdighed, sandhed og kammeratskab stadig var på mode, og en gængs thriller. Og rigtigt nok, på omslaget ser man da også at debutforfatteren, Kim Bjørnstrup, har rundet de halvtreds, og er slået af en tid, hvor dyd var vigtigt. Bøgerne inspirerede mig til at skrive en blog om et emne der ellers er så betændt, at de fleste intellektuelle med ligedele respekt for deres omdømme og manglende mandshjerte, ikke vil røre det med en ildrager.

Jeg tror at debatten om indvandring, integration og bl.a. bandeproblematikken har brug for en sådan bearbejdning. For den synes nemlig så plaget af politiske spil, ideologiske besættelser, samt religiøse fortolkninger og modfortolkninger, at folk ikke kan se skoven for bare træer.

Her følger nogle enkle og dydsetiske og humanistiske holdepunkter i integrationsdebatten så fri fra frygt, ideologi og politisk korrekthed, som jeg kan gøre det. At jeg givetvis kommer til at generalisere skyldes i højere grad min dovenskab end ond vilje, for alle mennesker jo forskellige. Jeg omtaler overordnede mønstre og illustrerer med konkrete eksempler så godt jeg kan.

Pointen med følgende punkter er bl.a. at skabe mere overblik for mig selv, og hvis det også skaber mere overblik for dig, er det jo godt.

Punkt 1. Alle skal i videst muligt omfang behandles ens. Faktisk er det sådan, at lige så snart du behandler folk anderledes ser du også på dem som anderledes. Og hvis du behandler andre som svage, kommer de nogle gange til at tro, at de er svage.

Overvej Nietzsches observationer om at hjælpe andre:

”Vær forsigtig med at tage imod.”

”Fremmede og fattige må selv plukke frugten fra mit træ ellers bliver det skamfuldt”.

”..har du en lidende ven, så vær et hvilested for hans lidelser, men vær det som en hård seng, en feltseng: derved vil du være ham mest til nytte.”

Nietzsches visdom tilsiger os, at vi som samfund ikke skal være kede af at stille krav om samfundsdeltagelse til nytilkomne, hvis der skal være fred i land. De – og vi – skal blandt andet vide, at det danske sprog måske er grimt som arvesynden, kun matchet af arabisk i halslyde, men uden et godt behersket dansk, er arbejdslivet lukket land. Og sproget skal indlæres godt i barndommen. Lad vuggestue og børnehave være et krav.

At for eksempel se elegant og velmenende bort fra jødehad på Nørrebro fordi det kommer fra folk med indvandrerbaggrund, men falde i forargelse over det, hvis det kommer fra en forkølet nynazist fra Køge, svarer til at betragte indvandrere som åndssvage. Tænk over det.

Punkt 2. Diskussionen om Islam forekommer mig som et sort hul, der suger alt i sig inklusive fornuft og godt humør. Lad os lufte Nietzsche igen, som siger, efter fri hukommelse:

Hvis du stirrer ned i dybet (læs: din frygt for islamisme) stirrer dybet tilbage ind i dig, og man skal passe på at man i kampen mod monstre ikke selv bliver til et monster.”

Jeg tror ikke at der foreligger en løsning i fordybelse i Koranen for den gængse dansker med nervøsitet over indvandring. Mest af alt virker det til, at denne diskussion driver folk vanvittige. Og hvorfor taler ingen om, at muslimerne nok snarere end at danne et kalifat, bliver ateister som os andre? Den kendte professor i Psykologi Jordan Peterson spår således at muslimerne er blevet ateister om 40 år.

Lad de gode muslimer have deres tro i fred, og lad os ikke give køb på vores egne frihedsværdier i ren og skær høflighed.

Det store fokus på religion skaber fjendebilleder. Vi glemmer nemlig meget nemt mennesket nedenunder de voldsomme forestillinger om Islam. Det ville være bedre hvis man ville fokusere på adfærd og helt droppe religionssnakken. Min tanke er, at vi bør droppe det store fokus på Islam.

Punkt 3. Frihed. Et individs frihed betyder noget i retning af, at man er fri til, på egne præmisser, bl.a. at elske dem man vil, og klæde sig som man vil. Når velmenende, konfliktsky intellektuelle og Hits Buth Tahir’s fundamentalister enes om, at den muslimske kvinde netop udlever sin frihed i valget af tørklæde og tilpasning til øvrige rammer og regler sat af manden og det patriarkat han repræsenterer, hælder de babyen ud med badevandet. For når man følger fastlagte traditioner og herunder pligtskyldigt går i uniform, er det ikke så meget et udtryk for den personlige frihed og det personlige valg, som det er udtryk for flokmentalitet og i dette tilfælde Gudsfrygtighed. Det kan være at deltagelsen i traditionen med dens foreskrifter føles god og sand, al respekt for folks fornemmelser for åndelighed og religion og behov for tilhørsforhold, men der er ikke tale individuel frihed, ville Albert Camus sukke fra sin grav. Hvis betydningen af et basalt begreb som “frihed” skal være til daglig forhandling på avisernes og de sociale mediers loppemarked, forsvinder samtalens grundlæggende præmisser.

Punkt 4. Patriarkatets fallit. Jeg har været på Mjølnerparkens legeplads et par gange, og overværet hvordan omtrent 10 unge i alderen 6-13 stjal en knallert og satte ild til den, ikke hundrede meter fra en gruppe på omtrent 25 muslimske voksne mænd, der stod og grillede. Jeg så ikke ungerne stjæle knallerten, men det gjorde min knægt, som fortalte om det bagefter. Selv da brandbilerne kom med fulde sirener, var der ingen af mændene, der kiggede op fra grillen. Hvis det er et patriarkat er min røv en vandflyver, for her havde mændene altså ikke styr på særligt meget. Det kan være, at alle muslimer ikke skal stille sig på gadehjørner og fordømme alverdens terroranfald, men hvis de alligevel står på gadehjørnet, må de godt tage fat i kraven på den tiårige knallerttyv.

“Os der faldt fra på uddannelse, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.”

– Yahya Hassan

Jeg har desuden været ude og lave oplæg om børns udvikling og opdragelse ved Mjølnerparken. Ikke at jeg er ekspert på børnepsykologi og opdragelse, men fordi jeg kender folk i området med indvandrerbaggrund, blev jeg inviteret og jeg takkede ja. Vi fik samlet pænt mange folk. Mødrene ræsonnerede, om end gebrokkent, med stor visdom og pædagogisk indsigt og fortalte at problemet var det samme om familien var fra Marokko eller Afghanistan. Man gav drenge alt for vide rammer når de var små, og forsøgte først at opdrage dem når de blev teenagere. De vidste godt, at den danske model med at være stram i opdragelsen af små børn, og løs når børnene var blevet teenagere gav mere mening. De til-mødte mænd forstod det ikke. De fortalte lidt åndsfraværende om hvordan de lod deres små drenge blive op til midnat og se fodbold hvis de havde lyst. Enten skal disse mænd stramme op, eller også må de altså snart til at overlade tøjlerne til deres kvinder.

Det er også et sørgeligt spektakel, for hvor må det være svært at kigge sin søn i øjnene når man oplever sig som social taber, og hvor må det være nærliggende at fortælle sine unger at ens manglende succes skyldes racisme og dumme danskere. Ja faktisk har den yderste venstrefløj op og over midten med radikale, Alternativet og Politiken en fiks og færdig diskurs til den fortabte fars forsvarstale og had til Vesten ved middagsbordet. Mændene bør vide, at hvis de 1) deltager i skole-hjem samtaler og følger med i lektierne 2) deltager i fodboldtræninger og diverse hobbyer og 3) holder drengene væk fra dårligt selskab og sender dem rettidigt i seng er det en respektabel indsats.

Punkt 5. Når unge mænd ikke oplever at kunne stige i graderne i samfundet, og stå i den øvre halvdel af de givne hierarkier, hvorfra kvinderne plukker partner, udsøger de alternative magthierarkier med muligheder for forfremmelser, det være sig terrorreder, fundamentalistiske sekter eller bander. Derfor er årsagen til bandeproblematikken og terror ikke hovedsageligt Islam, Vestens imperialisme, ”den hårde tone”, eller hash for den sags skyld. Når unge mænd ikke har noget at tage sig til uanset af hvilken grund, selvforskyldt eller ej (43 % af indvandrerdrenge på 25 år er hverken i job eller uddannelse), skaber de deres egen virkelighed med der tilhørende hierarkier og kriterier for succes, som blandt unge mænd uden opsyn ofte kommer til at dreje sig om vold og forbrydelser. Lad os slå fast, at det er tegn på fantastisk mådehold fra de unge mænds side generelt, at der ikke er flere der lader sig friste af banderne. Gad vide om det ikke er nogen af de samme kræfter der er på spil i Mellemøstens kaos, hvor de ledige unge mænd er oplagte rekrutteringskandidater for IS.

Jeg tror, at vi må have erhvervslivet mere på banen, så vi kan få skabt flere jobs til de unge gutter. Vi skal løfte i flok, hvordan det så end vil tage sig ud.

Punkt 6. Ifølge best seller bogen ”Outliers” hænger forældrenes involvering af børn i aktiviteter uden for skoletid, nøje sammen med børns succes senere i livet. Derfor er det ikke uden konsekvenser for de mange indvandrebørns fremtid, når de ikke som deres klassekammerater kommer med til børnefødselsdag, koloni og andre folkeskolealder arrangementer. Det burde være en del af en børnehave/skoleleders ansvar at uddanne alle forældre, inklusive indvandrerforældre til at forstå, at det ikke alene skaber unødig lidelse og stigmatisering når man lader børn blive i skolegården og kigge ud af gitterlågen, medens resten triumferende går hånd i hånd hjem til lille søren og børnefødselsdag med skattejagt og kager, det bidrager også til en udsigtsløs fremtid. I min erfaring har etnisk danske forældre og lærere ikke det moralske mod til at bede indvandrerforældrene om at lade deres børn komme med til begivenheder uden for skolen. Det er i sidste ende indvandrerne der selv, må hanke op.

Punkt 7. De muslimske friskoler er ift drengenes karakterer åbenbart en succes, og derfor er de en fiasko. Ifølge selveste ”dæk Allan”, den herlige iranske dækmand fra Gl Køgelandevej, en hverdagens helt, som har afrettet mangen en vildfaren ung indvandrerknægt, skyldes de muslimske friskolers succes, ikke at de har bedre lærere, men at mange indvandrerdrenge ikke respekter de etnisk danske lærere i den danske folkeskole. Denne mangel på respekt er et konkret problem der skal løses, hvis vi alle skal have æren i behold og få gang i en integrationsproces, der holder.

 

 

Hvilke krav stiller du til dit liv? Mine fem krav og en forhistorie.

“Således Talte Zarathustra” af Nietzsche og “Den lille Prins” af Exupéry, er to afgørende bøger for vores forståelse af os selv og værdien ved det at være menneske. De udgør også afsættet for mine egne krav til min tilværelse. Jeg kan anbefale den lille Prins, som er lige så let at læse, som Zarathustra er svær.

Nietzsche havde ikke den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og her koble helt fra livets strabadser og alt for store spørgsmål (not for want of trying). Han havde heller ikke en normal psyke, der kunne give ham ro i et normalt job og et gennemsnitligt liv. Han var forvist til migræneanfald og hvileløse vandreture i bjergene i Schweiz og Genova hvor han med notesbog kradsede uhørt geniale noter ned om det at være menneske.

I hans mindst tilgængelige bog, den om profeten Zarathustra, kridter han det menneskelige dilemma op i kapitlet om “sjælens metamorfoser”. Her beskriver han hvordan vi opdager os selv som “en tungt læsset kamel i en ørken”, dvs en person der slider og slæber for andre i en for ham eller hende indholdsløs verden. Vi forandres da til en løve som kæmper til døden mod en drage, hvor dragen symboliserer samfundet. Løven dør, for man kan ikke etablere et oprør mod samfundet og vinde.

I det tredje sjælestadie, når løven er død, står man som et sårbart barn i ørkenen, et væsen for hvem ørkenens intethed er blevet dets mulighed. Et barn der ikke er plaget af “slavemoral” og blind forfølgelse ad samfundets normer, ej heller fanget i umodne oprør. Som et hjul der kører af sig selv, som en “hellig ja-sigen”, som en der opfinder egne værdier på et abstrakt og individuelt plan.

Nietzsche synes egentlig ikke at tage sig videre af dette “barn”, mennesket i den eksistentielle krise, i bogen om Zarathustra, det gør Exupéry imidlertid 60 år senere.

Exupéry havde modsat Nietzsche den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og i øvrigt opleve alle de problemer det også førte med. Han var i kraft af den kærlighed i stand til at beskrive det, som jeg ser som det “fjerde sjælestadie”, der hvor vi  som voksne møder det sårbare barn i ørkenen.

Nu vil jeg fortælle noget, som ingen synes at være klar over. Exupérys bog om den lille prins følger ikke bare samme skabelon som bogen “Således talte Zarathustra”, han besvarer også gåden om, hvad der skete med det sårbare barn i ørkenen.

Exupéry lader sin hovedkarakter, piloten, være træt af det kedelige samfund, hvorfor han flygter op i himlen som pilot. Han styrter imidlertid ned fra himlen og lander i ørkenen hvor han møder det sårbare barn, der er så abstrakt og uskyldigt at mødet til at begynde med bare er forvirrende. Den lille purk kan ikke engang kan forstå hvorfor man skulle ville flyve nogle steder hen. Piloten taler med den lille prins, med stor tålmodighed, om kærlighed, venskab, roser, ræve og baobabtræer og genopdager her hvor essentiel den ofte helt irrationelle kærlighed og den komplette nysgerrighed for tilværelsen er.

Hen mod slutningen af “den lille prins” opdager Piloten at den lille prins har planlagt at lade sig bide af en slange, for at vende tilbage til sin planet.

Piloten bliver helt ude af den, og den lille prins prøver at berolige ham, for som han siger til piloten, kan han jo altid kigge op på den lille stjerne, hvor han, den lille prins, vil gå og pusle om sin rose.

Sjælens fjerde stadie, i et eksistentielt perspektiv, kan altså siges at repræsenteres ved den voksne der har forholdt sig til det sårbare barn, som jo er hans eget “indre barn”, og givet slip på det igen med sin visdom. Slangen repræsenterer visdom i gængs mytologi, dens bid i denne historie, den erkendte afslutning på barndommen og dens uskyld. Barnet dør og efterlader os med et budskab om en slags medfødt lys, energi, magi, uskyld eller stemning om man vil, som i sig selv kan trumfe vores såkaldte fornuft, og få os til at værdsætte de transcendente værdier på arketypisk vis symboliseret ved en stjerne.

Exupéry viser os altså en mand der ved, at det vigtigste i tilværelsen er usynligt for øjet, og dét er en ensom viden, for pilotens indre barn/den lille prins, og det abstrakte budskab om kærlighed og vigtigheden af fri fantasi, er kun synligt for ham selv i hans minder og tanken om den lille bitte stjerne ude i himmelrummet.

Nu spørger du måske hvorfor Exupéry og ikke Nietzsche kunne beskrive sjælens fjerde stadie? Kun fuldendt kærlighed med en anden voksen, kan give os modet til at omfavne vores indre barn og blive hele mennesker. Kun mennesket der er helt elsket eller har prøvet at være elsket med ægte voksen-voksen kærlighed kan navigere i det abstrakte landskab af vores sjæls indre ørken. Det kræver med andre ord sin mand, eller kvinde, at forlige sig med sit indre barn.

– hvis det er for abstrakt at forstå beklager jeg. Mine krav til mit liv er det ikke, synes jeg selv.

Mine krav til min tilværelse:
1. Humor. Jeg skal kunne grine hver dag. Hvis jeg skal læse værker skal de enten indeholde humor, eller være helt ovenud geniale.
2. Spænding. Uden store ambitioner, udvikling – indre som ydre, et stort spektrum af følelser og store historier ydes livet bare ikke retfærdighed.
3. Kærlighed. Uden nogen at holde af, eller nogen at gøre noget for, er der ikke noget ved noget. Elsk det antal du formår. De sygeste mennesker jeg har mødt, har været de uelskede.
4. Hvis ørkenen repræsenterer kedsomhed er dens brønd dens gave og dens stjernehimmel dens skat, på samme måde frygter jeg ikke kedsomhed, jeg kan oven i købet opsøge den for at blive inspireret. Jeg har ikke noget imod at være lidt alene, eller udfordret.
5. Jeg omgiver mig ellers gerne med mennesker der bevæger sig let, for nogle gange er min ånd så træg og dyb at jeg kan drukne i min egen vægt, og her har jeg behov for dig, der ler og ikke tager ting så seriøst.

 

Deltager du i andres selviscenesættelser med stress, uro, vrede og ærgrelser? Her får du 9 veje ud.

Kender du det, personen træder ind i rummet og du stivner. Hvad finder han eller hun nu på. Hvordan kigger han eller hun på dig, hvad siger de, hvad mener de, hvad tænker de om dig? Du har frygtet det møde, eller den fest hvor personen, eller personerne deltager, som pesten. Du er efter alt at dømme blevet suget ind i drama, hvor det er svært at sige hvor der er hvad, hvor meget der er din andel, og hvor meget der er den andens.

En dag for over ti år siden arbejdede jeg med en kvinde, der gjorde mig så irritabel, at der virkelig var noget der gik op for mig. Det vil jeg dele med jer.

Her sad jeg og skulle hjælpe hende, og alligevel fik jeg lyst til at bede hende om at gå efter et par minutter, hvilket er helt usædvanligt for mig. Jeg bed min irritation i mig, og lod den gå i sig selv.

Hun led åbenlyst af tristhed og havde en meget anklagende og martyragtig pibende tone i stemmen, uanset hvad hun sagde. Hun fortalte mig, at ingen kunne lide hende, at alle var ude efter hende og det undrede mig ikke.

Hun udlevede et eller andet indre drama, som jeg ikke kendte til, og som hun på ekspertvis prøvede at få mig til at deltage i. Hun ville have mig til at hade hende, og var så god til det, at jeg måtte kæmpe imod.

Hun var vokset op på landet i fjerne himmelstrøg hos to nonner, der ifølge hende selv skældte hende ud og beklagede sig over hende hele tiden.

Da hun fandt ud af at jeg ikke tog afstand fra hende, og at hun dermed ikke var hadet af alle, samt at hun selv bidrog til hadet mod hende i kraft af en slags gentagelse af sin egen opvæksts dramaer, fik hun det hurtigt bedre.

Under min første session med hende dukkede en sætning dukkede op i mit hoved, som jeg har beholdt som en læresætning til mig selv: ”Det er en test på din sjæls styrke om du deltager i andres selviscenesættelse eller ej”

Altså, blot fordi en person ikke bryder sig om sig selv, behøver man jo ikke at deltage i det had? Blot fordi nogen tænker at du ikke kan sige noget klogt, at skal du ikke være tavs. Blot fordi nogen vil have at du skal løse alle deres problemer skal du ikke blive stresset. Blot fordi nogen tænker at du er fantastisk, skal du ikke lade dig idealisere – mere end du kan bære.

Alt dette er nemmere sagt end gjort, for vi kan ikke komme uden om at vores samvær uundgåeligt er præget af og de tidsløse arketypiske dramaer der ligger menneskeheden til. Vi går ind og ud af roller, der ikke bare afspejler arketypiske temaer, men også afspejler den gældende kultur og de mere eller mindre konkrete forventninger folk har til én hele tiden. Der findes principielt set ikke et liv uden for de sociale spil. Vi kan heller ikke komme uden om, at nogle af os er så gode til at iscenesætte den sociale virkelighed, at det er svært at lade være med at spille med, og om vi vil det eller ej, er det dramaerne der gør livet værd at leve.

Hvis du ikke selv skal blive den belastende person i forsamlingen, skal du altså deltage i de sociale spils mangesidede gruppedynamikker i en eller anden udstrækning.

Tricket er, så vidt jeg kan forstå, at lure hvornår ”det sociale spil” medfører unødvendig lidelse for dig selv eller andre. Herunder har jeg forsøgt at koge håndteringen af stærke sociale iscenesættelser ned til ni punkter.

  1. Fokuser på de sider af personen der både vil sig selv og andre det godt, og forsøg at ignorere det utilpassede (den gode forælders abc).
  2. Ifølge de gamle vikingeordssprog bliver et uvenskab til fjendskab på fem dage. Prøv at tilgive hinanden så hurtigt som muligt. Man bør i sidste instans også tilgive de, der har opført sig aggressivt, om ikke andet, så for ens egen skyld.
  3. I det stille sind er vreden over andre som et bål. Hvis du puster på den flammer den op, hvis du lader den være i fred, brænder den stille ud.
  4. Erkend at visse mennesker er så gode til at placere dig i en, for dig, ubehagelig rolle, at du simpelthen må undgå dem og de situationer de befinder sig i. Lad det være den sjældne undtagelse.
  5. Hold dig til fakta. Som regel fodres konflikter af følelser snarere end hvad der reelt sker, eller skete. Lad fx være med tillægge negative intentioner til andre uden at du har endog meget konkrete beviser på det.
  6. Vær klar over, at de stærke selviscenesættere ikke altid er så bevidste om hvad de gør. Tag deres sociale armbevægelser med et gran salt.
  7. Forestil dig personens magt over situationen som en slags tjære eller klister du ikke vil træde ud i. Det lyder måske tosset men virker utroligt effektivt, i og med at det er pattedyrshjernen der aktiveres af sådanne spil, og således også den bedste til at lede dig ud af det, og den primitive pattedyrshjerne vil virkelig ikke træde ud i klister.
  8. Lad være med at indgå i et håndtryk der definerer dig som underdanig. Du skal hverken have håndfladen op ad (dominans) eller håndryggen ned ad (underkastelse). Værdimæssigt bør vi alle være lige for hinanden.
  9. Hvis det er virkelig, virkelig svært for dig, bør du søge hjælp hos en stærk person, som du kan lave en psykisk alliance med, således at du selv kommer til at stå stærkere i mødet med andre.

 

 

 

 

 

 

Er du en brokkerøv? 13 tips til et bedre humør.

Jeg kan godt være en brokkerøv, men som regel er jeg for doven til at brokke mig, og jeg føler mig sjældent irriteret over noget i mere end måske 5-10 minutter. Ikke at det som sådan er en dyd. Tværtimod er det nok snarere sådan, at jeg sjældent går i op noget som helst i særligt lang tid af gangen.

På en måde ser jeg op til brokkerøve, eller rettere, de får de mig til at føle mig endnu mere doven end jeg føler mig i forvejen.

Det er selvfølgelig vigtigt at brokke sig over ting, der er uretfærdige, tarvelige, usociale og ondskabsfulde, men det er vel også vigtigt at kunne lade være med at brokke sig, hvis det ikke giver mening på hverken lang eller kort sigt, og hvis det både går ud over dig selv og andre.

Vi mennesker kredser om hvad som helst. En tanke, en følelse, en religion, en fodboldklub. Sagen er den, at vi identificerer os med ting for at føle os hjemme i verden. Mange mennesker kommer desværre til at identificere sig med negative tanker og følelser, af og til presses de ud i det, eller formes således af en hård barndom. Herunder et par fif til at vriste sig lidt fri fra brokkehumøret:

… det blev til 15 råd i stedet for 13.. :0) 

  1. Pas på dit blodsukker. Rigtig meget surhed kommer sig af en tom mave.
  2. Hvis du brokker dig over fx arbejdsforhold, og der reelt set er noget at brokke sig over, så bør du time din brok, så den ikke flyder over hele tiden, for så bliver det endnu værre at være dig.
  3. Har du “sejret dig selv ihjel” i disciplinen brok overfor din partner? Øv dig istedet i at samtale.
  4. Mand, har du vundet brokke diskussionen og tabt blowjobbet? Øv dig i forståelse/at tabe med stil.
  5. Lad være med at tro at skæbnen skylder dig noget. Hele pointen med Biblens ”Herrens veje er uransagelige”, er at udråbe denne eksistentielle sandhed, så folk ikke bliver bitre ved modgang.
  6. Andre ser ikke verden som dig, og det kommer de   a l d r i g   til.
  7. Bare fordi du er klog og gammel (af sind) ved du ikke alt.
  8. Vi har aldrig været rigere, mere retfærdige og mere humane, værdsæt det dagligt.
  9. Hvis du tror at du har regnet det hele ud, er du ikke den klogeste person i rummet.
  10. Mennesker er ikke perfekte, og du er en af os. Det er menneskeligt at fejle.
  11. Vrede er som regel en uhensigtsmæssig tilstand når det kommer til kommunikation. Det er meget mere effektivt at kommunikere kærligt og klart.
  12. Hvis du brokker dig for at føle dig klog, skal du vide at det er besværligt for os andre, at blive udsat for. Overvej at skrue ned for det.
  13. Hvis du brokker dig for at hygge dig og skabe sammenhold fx på arbejdet, skal du vide, at det også er uhøfligt, for der er altid folk der vånder sig over at skulle deltage i andres negative stemning.
  14. Hvis du brokker dig over andre uden af at prøve at forstå dem, er det blot udtryk for dovenskab, indrøm hvad der er på spil, sig ”jeg gider ikke at sætte mig ind i det”.
  15. Hvis du er kommet op i alderen skal du vide, at du står over for et dagligt eksistentielt valg: Enten kan du blive mere og mere vranten og bedrevidende, eller også kan du blive mere og mere mild og nysgerrig. Hvis du kunne, hvad ville du vælge?

Blog at WordPress.com.

Up ↑