Om lykke

Jeg bor sammen med en masse børn og en klog kvinde. Jeg sagde selvfølgelig også ja til en hund. Børn har godt af at lege med en hund tænkte jeg, og hvem er jeg til at benægte huset en hund. Kvinden ville i øvrigt også virkelig gerne have sådan en bepelset modehund. Så nu har vi en Bichon Havanaise, som er meget langt fra de Dobermannhunde jeg havde som dreng. Jeg kaldte den en dijon bernaise til at begynde med for at drille godtfolk, men er ved at opdage at min ”dad humor” kan være belastende, selv for mig.

 

Jeg giver selvfølgelig plads til det at have en hund. Ligesom man udsætter sig selv for alt muligt andet også. Og jeg skal være den første til at tilstå den sære fornemmelse af ”rigtighed” det er, at have en hund i huset. Jeg tror at alle primitive folk måske mange hundredetusinder år tilbage har holdt hund. Det giver mening på en eller anden dyb og ubeskrivelig måde, at have sådan et kræ omkring sig.

 

At det er mig der må tage de fleste tidlige morgenture, gør mig ikke så meget. Det kan såmænd være meget hyggeligt, selvom det naturligvis koster lidt i den anden ende. Har man været ude og aktiv fra kl. 6:30 om morgenen, er man mindre nærværende efter kl. 22.

 

Nogle gange er jeg således blot som en mark for andres heste, min menneskelighed et kludetæppe til andres kolde fødder og det lille stykke ryg over bagen, som jakken og bukserne så ofte svigter. Snart synes jeg det ene er vigtigt, snart synes jeg at det andet er vigtigt, og alt for ofte opdager jeg, at jeg har været velvillig deltager i andres løsninger på andres lidelser, som jeg ikke engang forstår helt.

 

Således, nogle gange, når mine klienter er gået ud af døren, er det som om de tager min kompetence med sig, for mine bidrag har været at tage afsæt i klientens virkelighed, og ikke min egen. Mine børn føler sig trygge i mit nærvær og min latente godhed, hunden benytter sig uvidende af min velvilje til gode gåture i den lokalepark. Jeg ved det ikke, men jeg tror at børn og hunde hjalp lidt mere til i gamle dage, relationerne virker lidt “en-vejs”, eller asymmetriske om man vil.

 

Mine fødder har således gået mange kilometer for andre, min hjerne har tænkt mange tanker for andre og mine arme har båret alt muligt andet end mig selv.

 

Min kæreste ofrer sig selvfølgelig for mange af mine tosserier, men jeg gør mig også til hjemmet for hendes trætheder og ønsker.

 

Kan jeg blot sidde med en kop kaffe, eller te, en tidlig lørdag morgen, i en behagelig stol, med benene oppe med noget lav musik som lydtapet og skrive om tilværelsen medens huset stadig slumresover, er det et facit jeg såmænd godt kan leve med.

 

Er lykken fravær af besvær? Den beror i hvert fald til dels, for mit eget vedkommende på min evne og mulighed for at sidde med benene oppe en gang i mellem med god samvittighed. På den måde er lykken for mig symboliseret mere ved en kop te end kaffe, for kaffe blevet synonymt med overvindelse og aktivitet. Og dog drikker jeg sjældent te. Måske jeg burde drikke noget mere te.

 

Samtidigt står det mig klart, at det er svært at nyde disse øjeblikke, hvis de ikke er oaser mellem aktiviteter der har være meningsfulde. Så lykken opstår måske andre steder end i den behagelige stol, men det er steder som her, at jeg indløser den.

 

Det er altså ikke alle travlheder der giver mig lige så gode stunder i stolen. Travlhed med noget tydeligvis nyttigt virker bedre for mig og eftersom denne nytte ofte er baseret på hvad andre finder meningsfuldt, er lykken således et spørgsmål om selvopofrelse, gensidighed og harmoni? Her hjælper det selvfølgelig at være opmærksom på andres behov, selvom det måske ville hjælpe lige så meget, ikke at være opmærksom på andres behov. Overflodssamfundets manglende interesse for andres behov, kan i hvert fald ses som en velbetrådt bro til lykke omend en ikke særligt dydig lykke.

 

I et samfund hvor man virkelig har brug for hinanden, ville den manglende nysgerrighed i hvad andre finder vigtigt, lede til ulykke, for ingen gider vel at hjælpe andre, der aldrig selv bidrager med noget. Måske vi har det for nemt? Og nu er alle vågne.

 

Autenticitet. Ægthed. Sandhed. Når det nemmeste er det sværeste og det mest sårbare det stærkeste.

Foto: @nate_dumlao / unsplash.com

 

”Hvad skal jeg gøre?”

”Fortæl ham sandheden.”

” … hvad mener du?”

” .. altså du kan for eksempel sige: du er min bror, og jeg havde faktisk behov for at du forholdt dig til den mail jeg sendte til dig… For du bad ham jo om feedback ikke?”

”.. nej, egentlig ikke” han kiggede ned, og smilte forlegent.

De to brødre var fælles om at være uægte, eller uærlige. De var ikke til stede i relationen. Den ene bad ikke om feedback, og den anden spurgte ikke hvad pointen med e-mailen var. Og som man så ofte ser, bæres smerten af de uægte relationer kun af den ene. Det er som regel den mest tålmodige der bærer smerten. Idealisten. Den der mildt forventer en slags gensidighed som den anden, eller de andre, måske slet ikke har i tankerne.

Jeg kiggede på ham med en slags broderlig kærlighed:

”Hvorfor skrev du ikke: Vil du give mig noget feedback…?!”

Det kunne han ikke svare på.

”Okay”, sagde jeg. ”Måske du alligevel burde følge op, og sige at du godt kunne tænke dig, at han fortalte hvad han tænkte? Han så lidt rådvildt på mig. Jeg kiggede nøje på ham for at sikre mig, at det følgende jeg sagde, matchede det han havde på hjerte, men som han ikke selv formåede at artikulere:

”Kære bror. Det der jeg sendte til dig den anden dag, vil du ikke nok lige kigge på det, og give mig feedback, for det er vigtigt for mig..”

Jeg kiggede på hans reaktion på det sagte. Han kunne tilsyneladende ikke lide tanken om at ligge under for sin bror på den måde. Han kunne ikke lide at skulle være den sårbare. Den, der med hatten i hånden beder om noget. Nu tænkte jeg, at jeg måtte få ham til at forstå, at den der udviser en sådan sårbarhed ofte udviser den største styrke. Så jeg fortalte ham tre korte historier.

Første historie: I bogen ”Fraværende fædre, fortabte sønner”, som jeg kan anbefale, hører vi om hvordan mange først lærer deres far at kende når han ligger for døden. Mange af os mænd er nemlig så lukkede og tilknappede, at vi først blive ægte når vi ligger for døden. Det er som om, at vi her endelig forstår, at egoets død er den lille død, i forhold til den store – egentlige – død. Egoets tilskikkelser, vores selvforståelses forhippelse på social kontrol og facade, falmer i betydning set i relation til den store død, om man vil. (han forstod heldigvis hvad jeg mente, og jeg fortsatte)

Anden historie: Det er som om, at en forestående død kan få os til at fremstå mere ægte og ærlige. Og det var faktisk en del af Maslows overvejelser om det ”selvrealiserede” menneske, som han så som et, der ikke gik op i at være 100 % procent i kontrol med noget, eller være elsket og beundret af alle, men levede som om han kun havde 48 timer tilbage.

Tredje historie: Du skal jo i det hele taget ikke betragte selvværd som et pokerspil med begrænsede sæt jetoner til din rådighed. Hvis du ikke føler at du har særligt meget selvværd, og derfor ikke tør at risikere dig selv socialt, kan du ende med at blive helt fraværende i det sociale liv. Du skal se det sociale som et pokerspil, hvor du automatisk vinder hver gang du gambler, næsten uanset hvad, for livet belønner som regel den aktive.

”Så”, sagde jeg: ”du taber ikke ved at udvise sårbarhed. Om noget vinder du!”

Han svarede: ”Jamen, hvis jeg beder ham om at kigge på det, så siger han sikkert bare et eller andet, lidt smart, lidt akademisk… måske.. Altså jeg tror ikke at jeg får noget ud af det”

Her kiggede jeg på ham, og besvarede hans tvivlsomme blik:

”…det bedste du kan gøre for dig selv, er, at sige din sandhed. Uanset hvordan andre reagerer.”

Min intelligente klient kiggede nysgerrigt på mig, jeg fortsatte:

”At tale sin sandhed, er for mig”, sagde jeg, ”at tale på en måde hvor pandelapperne, det vil sige ens klare tanker, samt følelserne og fornemmelsen helt ned i solarplexus fortæller dig, at nu siger du noget, der opleves sandt for dig. Og dét er ikke bare det bedste du kan gøre for dig selv, det er også det bedste du kan gøre for andre. Det er selvfølgelig ikke sådan, at den, der taler fra dette sted altid har ret, men man har alligevel opført sig efterligneligt og inspirerende med sin ærlighed.”

For ligesom at sælge denne ”ægthed” noget mere sagde jeg:

”Apropos pokeranalogien. Den der taler fra dette ”ægte sted” vinder som regel. For hvis man taler her fra, er det som de mere tilknappede slet ikke kan følge med…”

Her måtte jeg kortvarigt stoppe mig selv. Jeg fortsatte: ”Faren er, at man kan man blive selvfed med denne fornemmelse af at tale sin sandhed, og så er man ikke et hak bedre end nogen andre. Som Montaigne sagde, omtrentligt: ”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig.”. Denne oplevede ”sandhed” skal altså altid ledsages af godhed. Og, ikke at forglemme, ydmyghed, for et ærligt menneske ved jo, at han ikke ved alt, igen, som Montaigne også sagde ”hvad ved jeg?””

Så måske du skal sige til ham:

”Det er vigtigt for mig, at du læser det jeg sendte til dig, og fortæller hvad du synes, for det betyder meget for mig. Jeg ville gøre det samme for dig. Du er min bror, og jeg vil gerne kunne have sådan et slags forhold til dig.”

 

 

Eftertanke: Det er ret vildt, at vi så nemt glemmer at sætte os selv i hinandens sted.

Er vi så optagede af os selv og vores egne behov, at vi glemmer at spørge ind til andre, at vi glemmer at give udtryk for hvad vi har brug for. Kommer vi, i den pulserede hverdag, til at tro, at den anden ved hvad vi tænker?

Forandringspunktet er under alle omstændigheder én selv. Vi skal være bedre til at artikulere det vi tænker, og fortælle hvad vi har behov for. Ikke bare for vores egen skyld, men også for at inspirere andre til at gøre det samme.

Som ringe i vandet kan din kærlighed til dig selv og den medfølgende selvfølgelige ret til at fortælle om dine behov, skabe en kærlighed i andre, i dine relationer og deres relationer, vi er nemlig altid hinandens inspirationer. Og nu har jeg kastet en lille sten i dammen. Skal du også være bedre til at sige dine sandheder?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsøg på at lave en surreel billedbog… læs på eget ansvar

 

Jeg søger kunstnere der vil lave tegninger/billeder til denne drøm.

Teksten kan naturligvis bearbejdes. Den er skrevet skitseagtigt. Pointen med fortællingen er, at undersøge hvad vores viden egentlig hviler på, og dramatisere det. Eller måske omvendt, at dramatisere hvordan viden kan siges at opstå i os, og sidenhen undersøge det. 

 

Introduktion

Jeg havde gået og tvivlet på mig selv og mine evner i en rum tid.

Det må have bidraget til, at jeg drømte, at jeg var anklaget.

Sagen tog en afgørende drejning i drømmens bug.

Retssagen viste sig ikke at være imod mig, men imod min egen tvivl.

Da jeg vågnede, betragtede jeg drømmen og dens brudstykker efter bedste traditionelle drømmeanalyse, som en slags autonom budbringer, et selvstændigt og evigt fluktuerende dynamisk element i min underbevidsthed.

Jeg kunne ikke huske særligt meget fra drømmen, men fornemmelsen var stærk. Kender du det?

Og jeg valgte at stille mine kreative skriveevner til drømmens frie brug.

 

 

DRØMMEN

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme. En hjerteskærende film hvor en ung sort mand ønskes dømt af det lille lokalsamfund for en forbrydelse, som han ikke har begået.

Lokalet var stort og jeg var frisk i hovedet og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets fjerne vægge.

Jeg havde sat mig ganske frivilligt i stolen.

Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget i konkret? Gad vide om jeg ikke havde fået nok ud af mit liv? Jeg følte mig på en og samme tid anklaget, og ikke særligt bekymret.

 

Anklaget

Jeg var anklaget, lod det til, selvom det aldrig blev sagt højt.

Min forbrydelse?

Retssagen mod mig selv var blevet til i bunden af min drøm.

Vidnerne der blev kaldt ind var ikke mennesker, men gestalter af tilværelsen, en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidsthed.

Min underbevidsthed havde samlet 11 vidner mod min egen tvivl.

 

11 Vidner skulle fortælle mig om min egen viden.

 

Første vidne: Historien

Historien trådte ind i retssalen som den første. Retssagen blev nu umærkeligt forandret til en sal i Glyptoteket, selvom det også kunne have været Thorvaldsens Museum. Der var højt til loftet og marmorgulv. Historien lagde ud med, at jeg jo kendte historien ret godt. Stemmen rungede frem og tilbage mellem de nøgne vægge.

”Jeg havde ofte konfereret med den”, som den sagde. Nu trådte den ud af museet og gik ad gennem en mudret vej, der skar over en hede mod en lille jernalderlandsby i det fjerne. Vinden blæste koldt i det tørre høje græs. Der lugtede lidt af hav. Det måtte være tæt på kysten. Enten var græsset tørret ud af blæsten fra, eller var det efterår. Historien stoppede op, med vinden i ryggen. Hans hår piskede om hans ansigt.

Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien, sagde den. Historien stod med armene i siden og kiggede mod den lille landsby, hvor man ænsede en røg blive revet væk af vinden fra den høje taggryg på et langhus. Nogle hunde stod nu og gøede af historien ved landsbyens yderkant. Han ænsede det ikke. Han havde lagt arena til gladiatorkampe og overlevet folkevandringer, pest og krige.

Med et selvhøjtideligt sving med togaen, trådte historien tilbage sit marmorgulv og rystede kulden af sig. Denne gang trådte han ud på  gulvet fra en sokkel. Nu havde han en krop som kentaur. Nu bedyrede historien, at jeg med min interesse for oldtid og mytologi havde viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Det gør dig klog, sagde den. Du er vidne til mig, og nu lad mig være vidne til dig.

Historien synes måske nok, at jeg lagde for meget lyst og personlige holdninger i min forståelse af den, at jeg ikke adskilte mig fra andre mennesker på det punkt, men jeg i det mindste vidste, at det var det jeg gjorde. Historien kiggede dovent ud i det fjerne, og sagde, mest til sig selv:

…. historiekundskab er kilden til al visdom.

Den trådte ikke så meget ud af lokalet, som den syntes at fordele sig til statuerne og busterne, der stod og kiggede dovent og kridhvidt ud fra væggene på dyb mørk rød baggrund. Det fik mig til at føle mig meget alene.

 

 

Andet vidne: Kroppen

Nu var det kroppens tur. ”Det har ikke været perfekt, og det har derfor været svært at undervise dig, i hvert fald fra dine teen-age år og frem”, sagde den. ”Mange gange har du bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Hvad skulle de fibersprængninger og den brækkede hånd for eksempel til for?” Den sukkede, og jeg mærkede den der prikkende fornemmelse man kan få i kroppen, når man er rigtigt udkørt. ”Og når du er gået op i en spids over en af vores utallige daglige fornemmelser af stress og ubehag, har jeg kun kunnet ryste på hovedet af dig.”

”Med tiden synes jeg dog, at du er blevet bedre til at konsultere mig.”

Jeg følte mig beæret over at have gjort noget rigtigt.

Den fortsatte:

”Da du som barn søgte harmoni med mig, vandt du min tillid for evigt.”

”Det er nemlig uskylden der vinder mig.”

”Og nu, da du er blevet voksen og har mødt mig igen i meditation, vil jeg derfor dele mine fjerneste ekkoer med dig:

Det er mig der har skabt hajens finner, en plan jeg allerede pønsede på, da jeg levede på havets bund under tre kilometer is for næsten en milliard år siden. Jeg skabte også både tigerens striber og dådyrets træbrune pels og vidste du, at jeg flimrede over krabbetågen før solen blev født? For du troede vel ikke, at mit liv kun fandtes i dig på denne lille jord? Tiden blev til på grund af mig. Jeg er derfor tiden. Og jeg både var, er, og vil være altid og dengang. Og min dybeste hemmelighed vil jeg nu dele med dig, for du vil alligevel ikke kunne huske det når du vågner:

Det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.”

Før kroppen blev helt forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunden.

 

Tredje vidne: Min rationelle forstand

Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Væggene blev til en slags cockpitpaneler. Jeg kunne mærke at nogle metalplader og elektroder søgte op af mine ben. jeg rystede det af mig med en eller anden grad af overaskelse og mild væmmelse.

Den mekaniske genstand talte med en monoton stemme, hvis man da kan kalde dens lyde for en stemme. Medens den talte blinkede væggene med forskellige farver. Den sagde at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig. Det vil sige, sagde den nu træt og langsomt: ”s y s t e m a t i s e r e    og    o r d n e,  o g    d e r m e d    s i k r e   v i d e n”. Den læste nu en liste af uddannelser og kurser op for mig som jeg havde bestået gennem tiden.

Den kaldte sig meget objektiv. Den kaldte sig så objektiv, at selv ateismen var naiv, for den var jo følelsesladet. Den vidste alt, sagde den, der kunne bevises. Alt det, der ikke kan bevises findes ikke og er sludder og vrøvl. Selv historien er sludder. Nu rystede det i bygningen, men der kom ro på igen.

Nu blev der helt stille. Lyset blev mørkere. Den lukkede øjnene, og så gik det i gang. Det blippede og støjede og knasede over alt, alt i medens den selv stod stille med en mild sitren. Så stoppede det hele lige så hurtigt, som det det var gået i gang.

En mekanisk gnækken gav genlyd fra hele rummet. Det var en form for  robotlatter ”Hvem kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt – hele tiden!?”

Robotten gentog sætningen, nu, på en mere retorisk måde, med en blid stemme. Den så ud til henvende sig mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt over at være vidne til noget så dybt personligt.

Den forholdt sig slet ikke til, at den stod i en retssal og skulle vidne for mig. Den lade slet ikke mærke til mig. Dens teleskopøjne zoomede ud. Den blippede og båttede, summede og klikkede og rullede, en rulle papir, som fra et kasseapparat rullede ud fra dens side, medens den langsomt ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den. Sikkert optaget af et nyt mysterium.

(underforstået, at den rationelle forstand så nemt forelsker sig i egne tanker/tankeprodukter)

Fjerde vidne: Min oprindelse

Dernæst kom min mor, far og to brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors ofte ret overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde.

Og jeg elsker jer,

tror jeg fik sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken og forsvandt i periferien. Det føltes som om, at de gik ud af retssagen uden af at forlade mig. Jeg var i hvert fald ikke ked af at de gik.

Nu var jeg alene tilbage med mine tanker. Jeg spurgte ud i lokalet, hvad der nu skal ske. Der var ikke noget svar. Der var stilhed og spænding i salen.

Jeg tænkte, at meget af det jeg gjorde, var affødt af de familiedramaer jeg var blevet født ind i. At jeg måske var lige så meget mine familierelationer, som jeg var et “mig”. Jeg tænkte over alt det det, som mine forældre kunne, og alt det de ikke kunne. Jeg tænkte hvor meget af det jeg var dømt til at gentage. jeg håbede at jeg ville gentage det gode. jeg tænkte også over, hvor meget af det jeg gjorde var en gentagelse af sådan nogle mønstre, og hvor meget af det, som jeg kaldte godt og sandt, blot fordi jeg måske ikke kendte til andet.

Mest af alt rumsterede der en tanke i mig, om at være min brors tvilling. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham så meget, at jeg ledte efter ham i andre ting, i andre mennesker, i andre situationer, og dog var det ikke noget jeg var klar over, når jeg var vågen. Måske jeg spillede et slags rollespil, hvor jeg hele tiden var en lillebror på jagt efter en storebror. Havde vi været for tætte. Måske. Måske ledte jeg også efter min mor og min far. Det håbede jeg ikke jeg gjorde. På en måde var de familiemennesker alt for tæt på. Jeg kunne ikke regne det ud. Jeg tænkte på den der slørede og langsomme måde, som man gør i drømme.

 

Femte vidne: Min frihed

Min frihed kom nu ind på scenen. ”Vi har sikret”, høje dommer, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har også kunnet dovne.”

”Det var svært, at skulle sidde til de kedelige foredrag, og hvor ofte har træningen til autorisationen ikke føltes lige lovligt pligtskyldig, men jeg lod dig underkaste for vores skyld, så du kunne blive fri.

Jeg ved, at du har tænkt på at efteruddanne dig, men helt ærligt. Du er endelig blevet fri, og så skulle det være en god idé, at underkaste dig igen, endnu engan, til nye skoler, for eksempel en psykoanalytikeruddannelse… for hvis skyld vil du ligge dig i lænker.

Hvis det stod til mig, adlød du fra nu af ingen regler overhovedet. Kun dig selv og din ubegrænsede frihed og ret til at være alt du kan være, og gøre alt hvad du har lyst til. Hele tiden.”

”…. Med hensyn til uddannelse: Hvad, eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?”

Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt.

”Kære dommer”, sagde den med en teatralsk og dybt uærlig respekt for retten, ”hvis du vil vide hvad frihed kan gøre for din viden om livet, skal du være klar over, at der er mere viden i frihed, end i noget andet. For friheden udgør rummet for viden!”

”Uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.

“Se rundt om dig. Mennesker over det hele, udspilet af deres viden og dermed komplet forstoppede og ubevægelige. Slaver alle sammen – og de kan lide det! Det er et toilet de har brug for!”

Eller nej. De er ikke forstoppede. De er udstoppede! Deres skoler er som kældrene på zoologisk museum, bogreolerme oser af formaldehyd.”

 ”Jeg ved ingenting, og jeg er stadigvæk klogere, eller rettere: jeg kan blive klogere!”

Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet.

Flirtende med sig selv og fløjtende selvtilfredst blev han til sommerfugle, smukke damer og skyer der spredte sig længere end øjet kunne se. Jeg mærkede en tomhed, der fik mig til at rejse mig op, og jeg skulle til at gå med, men blev stoppet af en mumlen der blev kraftigere og kraftigere.

 

Sjette vidne: Mine klienter fra terapi og coaching

Mit hoved var blev til en stor balsal. Her stod alle de klienter jeg havde hjulpet. Mere end tusind af dem. Jeg kunne ikke adskille dem. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. De sad overfor identiske versioner af sig selv, og talte med hinanden, eller sig selv, eller hinanden..

Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Det var ubehageligt at tænke deres tanker så meget. Som om de viklede sig ind i mine egne tanker, igennem minehjerneceller, gennem mit kranie ud igenne min hud og sætte sig på mine øjenlåg. Øjenlåg tunge af dæmonernes dans.

Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres liv. Der var mange der havde pindet deres drømme op på mig med sømpistoler, knappenåle, rawplugs. Drømme jeg ikke kunne indløse.

Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet som damp og uvejr, som monsun og tunge storme, og som langsomt havde stilnet, blæst ud og sunket ned i os igen.

Hvad hvis ikke tålmodigt nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din ånd? Hørte jeg min mig selv tænke. Jeg hørte også mig selv sige farvel inde i mig selv. Nu døde stemmerne ud. Havet lå øde hen. Helt stille. Alt var sunket ned. Sivet bort. Som om intet var forlist. Som intet torden var lydt, og ingen bølge havde smadret skumsprøjt i alle retninger. Som om det hele havde været en … drøm?

 

Syvende vidne: Kærligheden

En kvinde, der lignede min kæreste trådte fjerlet ind på scenen. Hun både var sig selv, og repræsenterede samtidigt alle de kvinder jeg havde kendt. Derfor skiftede hendes hårfarve hele tiden. Nu dansede hun på det stort udstrakte plankegulv foran mig. Hun eller de, havde ikke opmærksomhed på, at det skulle være en retssag. Hun kiggede mig i øjnene på en måde hvor jeg følte mig elsket, uden af at hun dog ville forstyres i sin dans.

Det var hendes øjeblik.

Jeg skulle bare kigge.

Hun mindede mig om min frihed. Hun, med de store øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig samtidigt.

Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket, eller måske snarere, at jeg var okay som den jeg var, og i særdeleshed for den jeg ville være.

Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig denne dobbelte og meget paradoksale gave, som jeg ikke kunne tænke mig til, eller skaffe på egen hånd uanset hvor meget jeg prøvede. Hun gav mig lyst til at stræbe, og lyst til at slappe af på samme tid, og jeg fandt ingen disharmoni mellem de to.

Rundt om scenen var der en afgrund. jeg kunne kende den afgrund. Det gibbede i mig. Noget i mig fik mig til at holde ekstra fast i stolens armlæn. Kærligheden var ikke helt ufarlig.

Da balletten var ovre, bukkede hun sammen med en masse andre dansere, og tæppet blev trukket for. Lamperne slukkede, og en projektør blev tændt med et højt ”klak!”.

 

Ottende vidne: Dominanshierarkiet

Scenegulvet blev nu til en retssag igen. Ind ad lokalet kom en stor general med utallige medaljer på brystet. Han gryntende under et tykt overskæg. Jeg forstod ikke et ord af det han sagde. Han havde heldigvis en tolk, som hviskede med en pibende ind i mit øre:

Jeg er Hierarkiet. Jeg er den, den bestemmer om du har det godt eller ej. Jeg bestemmer om du kan få og beholde hende danseren. Det er mig, i dig, der styrer hvordan du oplever dig selv – i mig. Jeg er menneskets hjem.”

Jeg forstod ingenting af det jeg hørte.

“Jeg er også dommer over den værdi der tilskrives til det I kalder viden!”

Tolken talte med en pibende stemme, der var i skarp kontrast til den store general dundertale. Jeg vendte hovedet, og så et lille egern sidde på min skulder. Det overraskede mig overhovedet ikke.

Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et stort bur ind i retslokalet på en trolley. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt umærkeligt, og generalen fortsatte, nu lidt slukøret, med hænderne på tremmer.

Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv, mistede jeg magten over dig. Du har det stadigvæk bedst hvis du klarer dig over middel i de hierarkier du ser dig i, og her skal du huske, at det er min fortjeneste. Men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan du klarer dig i relation til andre og samfundet. Når du således genopfinder magten på dine egne præmisser har du vundet, for så er du blevet mig.”  

Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder. Generalen blev nu sænket ned i gulvet, for at forsvinde for evigt.

 

Niende vidne: Humoren

Humoren trådte nu ind. Den kiggede først på mig, og så rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop, og for hver gang den løftede en fod hvirvlede lidt savsmuld op fra gulvet, som man ofte ser det i cirkusarenaer. … Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, tænkte jeg. Humoren mente åbenbart at denne slags sager var alt for højtidelige til den. Lyden af båthornene var til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig i selv.

 

Tiende vidne: Vreden 

Vredens stemme rungede som fjern torden. “Husker du, da du regnede ud, at “guderne alle skal kigge samme vej”?

(et Olympus med de 12 guder)

Det var mig, vreden, der gav dig den indsigt. Du, stakkel. Troede du, at det var en dyd, at lade guderne passe sig selv?

Du var som et barn, der ønskede at andre skulle tage sig af det, der var dig.

Før lod du dine forskellige ønsker, drømme og motivationer sidde og kigge hver sin retning, der var ingen samling. De sang, nynnede, badede og sov, og de kunne aldrig rigtigt enes om noget, hvorfor de heller ikke kunne udrette noget. På den anden side skændtes de heller ikke, for der var ikke noget at skændes om.

Kan du huske, at du tænkte, at bjerget ændrer sig alligevel ikke? Kan du huske hvordan det groede til, at naturen gradvist tog mere og mere over, så guderne til sidst ikke kunne se hinanden? Når du blev bange, var det fordi du troede at bjerget var ubeboet.

Kan du så også huske dagen da jeg knipsede med fingrene, og alle et kort øjeblik kiggede samme vej? Kan du huske den dag, jeg bestemte, og alle guderne stak hovedet frem. Og kan du huske at fordi de alle kiggede samme vej, samarbejdede de? For de kunne enes om noget, da de i det mindste så de det samme!

Intet bliver til uden mig. Jeg vækkede dig til live i det første skrig, og det brøl der kom ud af dig til din første kamp.

Intet er større og stærkere end mig, end ikke kærligheden, for kærligheden kan ingenting uden mig, og jeg er viljen.

Endnu havde vreden ikke vist sig, men ind i salen kom tre dværge hånd i hånd. Det var misundelsen, foragten og bitterheden.

Utallige gange” sagde misundelsen med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som ikke har været gode for dig.” Foragten kiggede bittert på misundelsen. “Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste.

Bitterheden tog over: Vi troede at du fik det bedre, af at lukke verden ude. Vi troede at du ville blive forstået, hvis du blot isolerede dig selv. Vi vidste det var forkert!

Det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at hidkalde os. Du har lært, at vi ikke gider at være med på den måde”. Jeg fik helt ondt af dem.

 

Elvte vidne:

Nu så jeg mig selv komme gående med et lille spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham, eller det vil sige mig, i stilhed. Han tog ikke notits af hvor han var. Jeg var ikke længere i en retssag. Jeg var i en ubestemmelig stue, eller fødegang, jeg kunne ikke gennemskue det. Han, eller jeg gik bare rundt med tålmodighed og nynnede til barnet i armene. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg kiggede væk og faldt i en dyb og drømmeløs søvn.

 

Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende løsningsskabeloner?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet, at de stadigvæk lærer fra sig?

Således giver fortællinger fra hellige bøger, eventyrene og myterne måske rettesnore til vores tankeliv og underbevidsthed. Rettesnore der guider os til løsninger til vores eget nutidige liv?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet. De ensartede historier vidner måske endda om at meningen med livet strømmer ubønhørligt igennem os om vi vil det eller ej, at vores livstemaer spejler sig i kulturens fortælliner, om vi vil det eller ej.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed? Hvor meget tør du være med? Hviskes der mellem linjerne og i ekkoerne fra de gamle historier.

 

Nogle historier afspejler livet, andre gør ikke

Denne indsigt, som er ret logisk, er ikke oppe i tiden. Tidens gældende socialkonstruktivisme og dens antagelser vil, at der er uendelige fortolkninger af alle menneskelige og kulturelle fænomener, og at ingen af disse forståelser kan siges at være mere sande end andre.

De tager fejl, som nævnt er det  nemlig tydeligt, at vi rent faktisk fortæller de samme slags historier om os selv igen og igen, på tværs af tider og kulturer.

Der foregår altså noget “sandt”, nogle måder at forstå os selv og hinanden og hvad livet går ud på, der er vigtigere og mere almengyldige end andre.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre. Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen, for dette eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

(Livet rummer endda også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.)

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Kan man forestille sig større hæder end at se sig selv spejlet i vores fælles dramaer? Det er derfor vi værdsætter kunstnerne. Vi værdsætter kunstnerne for at værdsætte os. 

russisk eventyr

Billede fra bog med russiske eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Som beviset for den oplevede fortid og således det første tegn på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten. (Det er derfor at jeg elsker at se dygtige mennesker handle, uden at de dog kan artikulere hvad de laver og hvorfor, for her er ekkoerne af vores arv tydeligst.)

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os.

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst som kamel læsset med alt det, der er til overs, eller stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

Vogt dig for livets største instruktører, for der findes dem, der bare vil instruere dig.

Shhhh… ! siger du. Jeg kigger på dig: “Venter du bare på at tæppet går? Siger jeg, og fortryder med det samme. “…ah.. ok, det var et hårdt spørgsmål, det mener jeg faktisk ikke.

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Det andet store spørgsmål

Hvis vi som en leg bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi betræder sten af nærvær, hvor hvert et skridt kan føles hele vejen op igennem kroppen. Først på behagelige måder, så på skarpe måder, for ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til. Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

Alle ved, at vejen altid laver et knæk, hvor du ikke ved hvad der venter. Og man er ikke særligt gammel før man opdager, at den også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi alle, og helt på egen hånd, må balancere på grænsen mellem håbløshed og himlens afgrund af stjerner.

 

Andres dramaer

Intet er dog værre end andres fortvivlelse, for vi ved, at vi selv går på line uden frygt, at døden bare er endnu en afslutning. Det er meget sværere at bære andres tvivl. Det er min erfaring.

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Det er derfor at den store modstand mod individets selvudvikling i vores fællesskabsfokuserede tid er en tragedie, som ingen synes at have forstået endnu.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig, må du også forsøge at betræde. Vi er mange der gør det. Du er ikke alene, du er os. Og for hvert skridt du træder i ærlighed med dig selv, din krop og dine dramaer des stærkere står du, både for dig selv, og for os andre.

At søge accept fra andre, eller acceptere sig selv, det er spørgsmålet (for nogle af os)

Jeg vil gerne have at du kigger på mig med øjne der siger: Det vidste jeg ikke du kunne, det vidste jeg ikke man kunne! Hvor er du bare vidunderlig! Når jeg gør ting, når jeg tør ting, skal det lyse dig op, så selv verden bliver misundelig, og her bliver dit smil og dine øjne som stjerner, der leder mig på vej.

 ”Ehrmm…” rømmer mig ”med andre ord. Det jeg prøver at sige … Jeg vil gerne anerkendes noget mere af dig.”

 ”Hvad mener du?” Spørger du, ”jeg anerkender dig jo tit…”, siger du så.

”Det er jo heller ikke sådan, at du aldrig kigger sådan på mig.” Svarer jeg undskyldende. ”Det gør du jo, det ved jeg. Jeg ved også, at jeg selv nogle gange glemmer at kigge på dig på den måde.”

”Måske” går jeg i gang med at tilstå, ”har jeg har et behov for at du roser mig, selv ved mine små sejre. Ligesom, for på en eller måde, at hjælpe mig med at opveje min tvivl.”

Du kigger mildt forundret på mig… og jeg tænker:

 Måske har hun jo blot set en mand, som gør det han skal, fordi han kan og han bør. At han blot står på små trin, som det er. Måske har hun prøvet at lade mig forstå at jeg kan nå endnu højere. Jeg roser jo heller ikke hende for at kunne tage sokker på, om man vil. Måske er hun ved at lære mig, at jeg er okay som jeg er?

 

Hvilken frygtelig tanke! – Jeg vil ikke være okay som jeg er, for det ville kræve accept af det ufærdige! Det forfejlede, det jeg skal sone, det jeg skal bekæmpe og det jeg er motiveret til at ændre! Hvem er jeg så? Hvad skal jeg så. Hvad skal jeg så leve for?

Hvilken forløsende tanke! – ”At være okay som jeg er”. Jeg smager på tanken. Som at læne sig tilbage og flyde ud og omkranse verden som vand, der blot finder sig til rette. Lader vind og vejr ryste sin overflade til bølgeskvulp. Lader kulden stryge ens overflade med is, og varmen sende én til himmels som damp, for man ved, at det vender tilbage i tunge regndråber, der laver smukke mønstre alle vegne hvor de lander.

 

Overvejelsen efterlader mig med en fornemmelse af, at være blevet placeret i en ørken og skulle gå i en eller anden vilkårlig retning. Jeg skal ikke bruge andre som lysene på min vej, men skal selv træde min egen vilkårlige sti. Siger jeg til mig selv. Næsten højt. Hvor er kortet? Hvor er det bevis, jeg kan vise på min vej, hvis jeg går forkert, der siger ”jeg gik denne vej fordi det og det?”

Jeg skal altså stole på mig selv.  Og selv sætte retningen. Ikke styre efter andres anerkendelse af mig. Jeg skal på en eller anden måde anerkende mig selv, og stole på at jeg ved hvad der er den rigtige retning, selvom horisonten er ens, hele vejen rundt.

 

At starte forfra

Jeg har jo aldrig været her før. Tænker jeg. Og erkender straks bagefter, at det var en lidt skør tanke. Jeg tror at jeg associerede videre fra billedet af den ørken. Det føltes tomt. Som ukendt territorium. Retningsløst, var det, jeg ville skrive. Og det er måske et godt sted at starte, jeg ved at stjernerne kan lyse hele ørkenen op i selv den dybeste nat, og kranse min nattehimmel med mening fra nord til syd og fra øst til vest. At alle veje på en eller anden måde, fører det rigtige sted hen.

 

Du må godt tro at du er noget, for…

”den enkelte bærer alle menneskehedens muligheder i sig”

Mente Bjørn Bredal, den højt værdsatte litteraturanmelder fra Politiken gennem mange år. Han var nemlig blevet bedt om at definere humanismen efter et foredrag på den Sorte Diamant for to år siden.

Den sætning har jeg så gået og tænkt over. Jeg har en lidt sær vane med at huske sætninger jeg ikke forstår, medens jeg alt for nemt glemmer de logiske.

Alle os små hverdagsmennesker, skulle vi da være noget særligt. Tænkte jeg. Er vi ikke først og fremmest utilstrækkelige og fulde af tvivl på os selv, med de selvoptagede og arrogante som de mest pinagtige?

 

Som krabber i en spand

Vi har altid elsket uanseeligheden, at den enkelte ikke er noget i sig selv, især hvis den handler om andre. Og hvis du troede Janteloven var et dansk fænomen tager du fejl. i Australien kalder man det samme fænomen for ”crabs in a bucket”, at ingen krabber slipper ud af spanden på havnen, for de griber hele tiden i hinanden med deres klør.

 

Klædt i medfølelse

Du-skal-ikke-tro,-at-du-er-noget mantraet klædes ofte i prioriteringen af fællesskabet. Men tænk lidt over dette: Hvorfor skulle fokus på fællesskabet være over fokus på individet, når begge dele er gode – for både individ og fællesskab?

Vi er tilsyneladende så faste i troen om, at det er moralsk forkert, at ville være noget, at den eneste måde at opnå folkelig berømmelse på, er ved at tale om, at den enkelte ikke skal være noget i kraft af sig selv.  

Det er en mærkelig tid, hvor det er en dyd at dukke nakken, men måske frygten for at ”være noget”, måske altid har været med os?

 

Frygten for os selv

Faustmyten er et teaterstykke fra sekstenhundredetallet, som var en af de længst levende ”blockbustere” i europæisk kultur. Her blev renæssancens individualitet og den deraf afledte mulighed for at ”være noget”, forbundet med at være besat af djævlen selv. Her gengivet af Goethe:

“Whatever is the lot of humankind
I want to taste within my deepest self.
I want to seize the highest and the lowest,
to load its woe and bliss upon my breast,
and thus expand my single self titanically
and in the end go down with all the rest.” 

– Goethe (1749-1832)

faustus1624

 

Fra flokdyr til “folkdyr”

Det vigtigste for de fleste flokdyr er, at opføre sig på en måde, så man ikke bliver angrebet af de andre i flokken. Blandt mennesker er det lidt mere kompliceret idet vi er selvbevidste. I vores indre har vi en masse tilbøjeligheder, lyster og ønsker der, hvis vi gav los, ville få os udstødt på en formiddag. Jeg tror således, at vi måske angriber andre for at være noget særligt, fordi vi selv er bange for at være noget særligt. Måske ”folkedyret” ikke bange for andre, men for sig selv?

 

Bør vi frygte os selv, og det vi kan finde på?

Vi kan med rette være bange for os selv og det vi kan finde på, men løsningen er vel ikke at undertrykke sig selv og andre? For når man undertrykker vildskab undertrykker man også kærlighed, glæde og motiver til et stort liv. Er løsningen ikke snarere at eksperimentere i livet, og dermed spore sig ind på hvem man er og hvad man inderst inde vil, end at gøre skam til en dyd? Det mener jeg.

 

Du må godt tro, at du er noget

Du er født af en vinder af en vinder af en vinder i flere millioner generationer, og du har arvet potentiale for djævelskab og guddommelig næstekærlighed og alt ind i mellem. Ingen andre rummer urhistoriens bevægelser i psyken, menneskehedens medfødte drømme og viljer, mere eller bedre end du gør, uanset hvilken opdragelse, uddannelse eller familiebaggrund de har. Ingen teori kan tage denne genialitet fra dig. Intet svigende karaktersystem kan fravriste dig din fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert i det væsentlige. Ingen afsindig forælder kan hindre din vilje i at spire.

 

Andre mennesker

Hvis folk omkring dig ikke mener, at du duer til noget, skal du først se på grundigt på dig selv. For hvis du ikke gør dit bedste, skal du måske hanke op i dig selv, men du skal også overveje, om du skal skifte ud i din omgangskreds.

 

16 tegn på at du ved, at du er noget.

Du:

1 hilser nogle gange på fremmede med et ”god morgen!”, eller et ”hej!”

2 flirter lidt en gang i mellem, også selvom du er glad for dit forhold

3 hilser på katte

4 spiser ofte dine yndlingsretter

5 skruer højt op for musikken en gang i mellem (ikke for længe ad gangen, hvis du har naboer)

6 fortæller din kæreste eller date hvordan du gerne vil leve, og hvordan du gerne vil behandles

7 siger til dine børn, uden vrede, at du ikke vil acceptere dårlig adfærd

8 lader ikke din hund hive i snoren (kontakt en hundetræner)

9 går med rank ryg med hofterne skudt lidt frem (jeg ved det lyder mærkeligt)

10 siger ”det ved jeg ikke” med et smil, til svære spørgsmål, for det du ikke ved, kan du måske nok lære

11 siger ”det forstår jeg ikke” med et smil til folks svære sætninger, for du ved, at du måske nok ville kunne forstå det, hvis det blev forklaret ordentligt

12 roser og anderkender andre jævnligt, for du ved, at der ikke derved går skår af dig selv

13 respekterer folk der tror på spøgelser, halstatoveringer og guder, for så kan du også selv være fri til at være dig

14 konfronterer bøller eller undgår dem 

15 erkender at du er født med et potentiale for stor kærlighed og store gerninger, som du gerne må forsøge at hædre en gang i mellem

16 holder øjnene rettet mod horisonten når du bevæger dig rundt, og kaster kun blikket ned i korte høflige øjeblikke (med mindre du selvfølgelig går og grubler, og ikke vil distraheres af verdens storslåethed)

DEL med folk der ikke tror, at de er noget. 

… ok, så langt så godt. Men bærer vi alle menneskehedens muligheder i os selv? Er vi alle, inden for rimeligehedens grænser, latente genier?  Det har jeg skrevet om her.

7 holdepunkter i integrations- og bandeproblematikken

For nyligt dumpede der to bøger ned i mit skød. To spændingsromaner om Daesh (islamisk stat) og terrorisme i Danmark. Jeg læste med et vist forbehold, for bøger om dette emne lander ofte i en af to grøfter, at alt er vestens skyld, eller modsat, at Islam er ved at overtage verden. Heldigvis, og måske lidt overraskende viste bøgerne sig at være en slags blanding af ”De fem” fra dagene hvor dyder såsom mod, retfærdighed, sandhed og kammeratskab stadig var på mode, og en gængs thriller. Og rigtigt nok, på omslaget ser man da også at debutforfatteren, Kim Bjørnstrup, har rundet de halvtreds, og er slået af en tid, hvor dyd var vigtigt. Bøgerne inspirerede mig til at skrive en blog om et emne der ellers er så betændt, at de fleste intellektuelle med ligedele respekt for deres omdømme og manglende mandshjerte, ikke vil røre det med en ildrager.

Jeg tror at debatten om indvandring, integration og bl.a. bandeproblematikken har brug for en sådan bearbejdning. For den synes nemlig så plaget af politiske spil, ideologiske besættelser, samt religiøse fortolkninger og modfortolkninger, at folk ikke kan se skoven for bare træer.

Her følger nogle enkle og dydsetiske og humanistiske holdepunkter i integrationsdebatten så fri fra frygt, ideologi og politisk korrekthed, som jeg kan gøre det. At jeg givetvis kommer til at generalisere skyldes i højere grad min dovenskab end ond vilje, for alle mennesker jo forskellige. Jeg omtaler overordnede mønstre og illustrerer med konkrete eksempler så godt jeg kan.

Pointen med følgende punkter er bl.a. at skabe mere overblik for mig selv, og hvis det også skaber mere overblik for dig, er det jo godt.

Punkt 1. Alle skal i videst muligt omfang behandles ens. Faktisk er det sådan, at lige så snart du behandler folk anderledes ser du også på dem som anderledes. Og hvis du behandler andre som svage, kommer de nogle gange til at tro, at de er svage.

Overvej Nietzsches observationer om at hjælpe andre:

”Vær forsigtig med at tage imod.”

”Fremmede og fattige må selv plukke frugten fra mit træ ellers bliver det skamfuldt”.

”..har du en lidende ven, så vær et hvilested for hans lidelser, men vær det som en hård seng, en feltseng: derved vil du være ham mest til nytte.”

Nietzsches visdom tilsiger os, at vi som samfund ikke skal være kede af at stille krav om samfundsdeltagelse til nytilkomne, hvis der skal være fred i land. De – og vi – skal blandt andet vide, at det danske sprog måske er grimt som arvesynden, kun matchet af arabisk i halslyde, men uden et godt behersket dansk, er arbejdslivet lukket land. Og sproget skal indlæres godt i barndommen. Lad vuggestue og børnehave være et krav.

At for eksempel se elegant og velmenende bort fra jødehad på Nørrebro fordi det kommer fra folk med indvandrerbaggrund, men falde i forargelse over det, hvis det kommer fra en forkølet nynazist fra Køge, svarer til at betragte indvandrere som åndssvage. Tænk over det.

Punkt 2. Diskussionen om Islam forekommer mig som et sort hul, der suger alt i sig inklusive fornuft og godt humør. Lad os lufte Nietzsche igen, som siger, efter fri hukommelse:

Hvis du stirrer ned i dybet (læs: din frygt for islamisme) stirrer dybet tilbage ind i dig, og man skal passe på at man i kampen mod monstre ikke selv bliver til et monster.”

Jeg tror ikke at der foreligger en løsning i fordybelse i Koranen for den gængse dansker med nervøsitet over indvandring. Mest af alt virker det til, at denne diskussion driver folk vanvittige. Og hvorfor taler ingen om, at muslimerne nok snarere end at danne et kalifat, bliver ateister som os andre? Den kendte professor i Psykologi Jordan Peterson spår således at muslimerne er blevet ateister om 40 år.

Lad de gode muslimer have deres tro i fred, og lad os ikke give køb på vores egne frihedsværdier i ren og skær høflighed.

Det store fokus på religion skaber fjendebilleder. Vi glemmer nemlig meget nemt mennesket nedenunder de voldsomme forestillinger om Islam. Det ville være bedre hvis man ville fokusere på adfærd og helt droppe religionssnakken. Min tanke er, at vi bør droppe det store fokus på Islam.

Punkt 3. Frihed. Et individs frihed betyder noget i retning af, at man er fri til, på egne præmisser, bl.a. at elske dem man vil, og klæde sig som man vil. Når velmenende, konfliktsky intellektuelle og Hits Buth Tahir’s fundamentalister enes om, at den muslimske kvinde netop udlever sin frihed i valget af tørklæde og tilpasning til øvrige rammer og regler sat af manden og det patriarkat han repræsenterer, hælder de babyen ud med badevandet. For når man følger fastlagte traditioner og herunder pligtskyldigt går i uniform, er det ikke så meget et udtryk for den personlige frihed og det personlige valg, som det er udtryk for flokmentalitet og i dette tilfælde Gudsfrygtighed. Det kan være at deltagelsen i traditionen med dens foreskrifter føles god og sand, al respekt for folks fornemmelser for åndelighed og religion og behov for tilhørsforhold, men der er ikke tale individuel frihed, ville Albert Camus sukke fra sin grav. Hvis betydningen af et basalt begreb som “frihed” skal være til daglig forhandling på avisernes og de sociale mediers loppemarked, forsvinder samtalens grundlæggende præmisser.

Punkt 4. Patriarkatets fallit. Jeg har været på Mjølnerparkens legeplads et par gange, og overværet hvordan omtrent 10 unge i alderen 6-13 stjal en knallert og satte ild til den, ikke hundrede meter fra en gruppe på omtrent 25 muslimske voksne mænd, der stod og grillede. Jeg så ikke ungerne stjæle knallerten, men det gjorde min knægt, som fortalte om det bagefter. Selv da brandbilerne kom med fulde sirener, var der ingen af mændene, der kiggede op fra grillen. Hvis det er et patriarkat er min røv en vandflyver, for her havde mændene altså ikke styr på særligt meget. Det kan være, at alle muslimer ikke skal stille sig på gadehjørner og fordømme alverdens terroranfald, men hvis de alligevel står på gadehjørnet, må de godt tage fat i kraven på den tiårige knallerttyv.

“Os der faldt fra på uddannelse, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.”

– Yahya Hassan

Jeg har desuden været ude og lave oplæg om børns udvikling og opdragelse ved Mjølnerparken. Ikke at jeg er ekspert på børnepsykologi og opdragelse, men fordi jeg kender folk i området med indvandrerbaggrund, blev jeg inviteret og jeg takkede ja. Vi fik samlet pænt mange folk. Mødrene ræsonnerede, om end gebrokkent, med stor visdom og pædagogisk indsigt og fortalte at problemet var det samme om familien var fra Marokko eller Afghanistan. Man gav drenge alt for vide rammer når de var små, og forsøgte først at opdrage dem når de blev teenagere. De vidste godt, at den danske model med at være stram i opdragelsen af små børn, og løs når børnene var blevet teenagere gav mere mening. De til-mødte mænd forstod det ikke. De fortalte lidt åndsfraværende om hvordan de lod deres små drenge blive op til midnat og se fodbold hvis de havde lyst. Enten skal disse mænd stramme op, eller også må de altså snart til at overlade tøjlerne til deres kvinder.

Det er også et sørgeligt spektakel, for hvor må det være svært at kigge sin søn i øjnene når man oplever sig som social taber, og hvor må det være nærliggende at fortælle sine unger at ens manglende succes skyldes racisme og dumme danskere. Ja faktisk har den yderste venstrefløj op og over midten med radikale, Alternativet og Politiken en fiks og færdig diskurs til den fortabte fars forsvarstale og had til Vesten ved middagsbordet. Mændene bør vide, at hvis de 1) deltager i skole-hjem samtaler og følger med i lektierne 2) deltager i fodboldtræninger og diverse hobbyer og 3) holder drengene væk fra dårligt selskab og sender dem rettidigt i seng er det en respektabel indsats.

Punkt 5. Når unge mænd ikke oplever at kunne stige i graderne i samfundet, og stå i den øvre halvdel af de givne hierarkier, hvorfra kvinderne plukker partner, udsøger de alternative magthierarkier med muligheder for forfremmelser, det være sig terrorreder, fundamentalistiske sekter eller bander. Derfor er årsagen til bandeproblematikken og terror ikke hovedsageligt Islam, Vestens imperialisme, ”den hårde tone”, eller hash for den sags skyld. Når unge mænd ikke har noget at tage sig til uanset af hvilken grund, selvforskyldt eller ej (43 % af indvandrerdrenge på 25 år er hverken i job eller uddannelse), skaber de deres egen virkelighed med der tilhørende hierarkier og kriterier for succes, som blandt unge mænd uden opsyn ofte kommer til at dreje sig om vold og forbrydelser. Lad os slå fast, at det er tegn på fantastisk mådehold fra de unge mænds side generelt, at der ikke er flere der lader sig friste af banderne. Gad vide om det ikke er nogen af de samme kræfter der er på spil i Mellemøstens kaos, hvor de ledige unge mænd er oplagte rekrutteringskandidater for IS.

Jeg tror, at vi må have erhvervslivet mere på banen, så vi kan få skabt flere jobs til de unge gutter. Vi skal løfte i flok, hvordan det så end vil tage sig ud.

Punkt 6. Ifølge best seller bogen ”Outliers” hænger forældrenes involvering af børn i aktiviteter uden for skoletid, nøje sammen med børns succes senere i livet. Derfor er det ikke uden konsekvenser for de mange indvandrebørns fremtid, når de ikke som deres klassekammerater kommer med til børnefødselsdag, koloni og andre folkeskolealder arrangementer. Det burde være en del af en børnehave/skoleleders ansvar at uddanne alle forældre, inklusive indvandrerforældre til at forstå, at det ikke alene skaber unødig lidelse og stigmatisering når man lader børn blive i skolegården og kigge ud af gitterlågen, medens resten triumferende går hånd i hånd hjem til lille søren og børnefødselsdag med skattejagt og kager, det bidrager også til en udsigtsløs fremtid. I min erfaring har etnisk danske forældre og lærere ikke det moralske mod til at bede indvandrerforældrene om at lade deres børn komme med til begivenheder uden for skolen. Det er i sidste ende indvandrerne der selv, må hanke op.

Punkt 7. De muslimske friskoler er ift drengenes karakterer åbenbart en succes, og derfor er de en fiasko. Ifølge selveste ”dæk Allan”, den herlige iranske dækmand fra Gl Køgelandevej, en hverdagens helt, som har afrettet mangen en vildfaren ung indvandrerknægt, skyldes de muslimske friskolers succes, ikke at de har bedre lærere, men at mange indvandrerdrenge ikke respekter de etnisk danske lærere i den danske folkeskole. Denne mangel på respekt er et konkret problem der skal løses, hvis vi alle skal have æren i behold og få gang i en integrationsproces, der holder.

 

 

Personlighedens tre faser. Hvilken fase er du i?

I gruppesammenhæng kan man ofte observere tre typer adfærdsmønstre, der siger noget om hvor folk er i deres personlige udvikling.

 

Observationer

Der er fem observationer og forbehold jeg vil dele med jer før vi går i gang:  1) Adfærdsmønstrene viser sig tydeligst i sammenhænge, hvor folk ikke kender hinanden så godt, for her presses mange ud i de roller der ligger en nærmest. 2 ) Nogle er hele tiden i en af faserne, andre, som for eksempel mig selv, bevæger sig lidt fra fase til fase afhængigt af kontekst. 3) De rene typer er for denne følgende udlægnings skyld de mest interessante. 4) Vi er alle mest i én fase i en given tidsperiode. 5) Nogle synes aldrig at komme ud af den første eller anden fase, hvilket ikke nødvendigvis er sørgeligt eller dårligt. Ifølge reglen om dynamik og synergi er forskellighed mennesker imellem nemlig mere værdifuldt ens ensartethed.

 

Den første fase: Naivitet

Denne gruppe af mennesker er ofte utroligt søde, de tager ikke nødvendigvis så meget højde for hvem de taler med om hvad. De frygter ikke rigtigt noget i det sociale univers. På engelsk kalder man dem wide-eyed, på dansk blåøjet. Denne vending kommer sig sikkert af, at øjne der aldrig er blevet vænnet til at knibes i, og spejde efter fjender og problemer, er lidt for åbne. Bare se Gøg fra ”Gøg og Gokke” for dig, det søde fæ med vidt udspilede øjne og kontraster det til Clint Eastwood, der stirrer ud af sprækker.

Som mand, kan man ret nemt få lyst til at være venner med denne type mand, for de er ufarlige. De truer os ikke. De er typisk åbne, ærlige, imødekommende, selvopofrende, milde, positive, ret ærlige og lidt underdanige. Kvinder finder i modsat fald ikke disse mænd særligt interessante.

(Sjovt nok finder vi mænd helt omvendt naive kvinder tiltrækkende, idet de ikke lader til at se vores eventuelt lystige hensigter?)

Alfred Adler, den vigtige psykolog fra midten af sidste århundrede, ville måske have betragtet denne slags adfærd som affødt af et slags mindreværdskompleks, men jeg tror at det snarere er mennesker der ikke har erkendt at verden er usikker. De har ikke opdaget, at de har behov for tænder, at eksistensen kræver at de skal kunne bide fra sig.

Michel de Montaigne beskrev hvordan han ikke ville kaldes god (og underforstået naiv), for det var jo nemt nok at være god, sagde han, for hvis man var født med et godt og kærligt temperament af søde forældre, og havde sig et heldigt liv, havde man jo aldrig måtte forholde sig til særligt meget. Montaigne ville hellere være en mand af karakter, og den mente han, at man udelukkende udviklede under modgang.

Den naive virker ikke bange, men burde jo være det af og til, for ikke alle ønsker ham det godt, og det har han ikke erkendt på et niveau, hvor det sætter sig på hans måder at fungere på i grupper. Den naive udtrykker en mangel på erfaring både med sig selv og verden.

Andre klassiske naive karakterer ses i D’Artagne fra ”De tre musketerer”, ham, der roder sig ud i meget farlige eventyr, baseret mere på dumhed end tapperhed. Detektiverne Dupont og Dupond fra Tintin, og Clark Kent (Supermans alter ego) er også naive. Masser af labre kvinder på film spiller også naive, det var mere eller indre Marilyn Monroes måske nok lidt udspekulerede varemærke.

Hvis du er blandt en flok, der er samlet om noget hvor der er meget på spil, fx vigtige netværksmøder i erhvervslivet, eller seancer hvor folk testes til reality TV udtagelser, og de ikke udviser nervøsitet, kan det være fordi de er naive, og ikke velforberedte eller modige. Det er vigtigt at kende forskel. Du bør ikke entrere med naive mennesker, for de har ofte for meget af det man kalder ”external locus of control”, hvilket vil sige, at de beror for meget på andres holdninger og ønsker og hermed kan miste handlekraft i afgørende, komplekse situationer. De oplever nemlig ikke pr automatik at kontrollen er situeret inde i dem selv.

“Således kan en manglende fatteevne og dumhed af og til få en til handling til at se ud som om den skyldes dyd – jeg har tit været ude for for at man roste folk for noget de i virkeligheden fortjente at blive kritiseret for.” – Montaigne 

De er billedligt lidt som blomster på marken, de blæser snart til højre snart til venstre og nyder solen og ærgrer sig over regnen men brokker sig ikke.

 

Otte gode råd til os naive mennesker (jeg kan stadigvæk være naiv til tider)

  • Bliv ved med at være naiv, du har muligvis heldige gener, gode relationer og et nemt liv
  • Hvis du vil vedblive med at være naiv skal du dog lade være med at tage meget svære jobs, for naive mennesker er i større fare for at blive psykisk traumatiserede af stress
  • Naive mennesker er ofte idealister, hvilket gør dem til juveler på bunden af et hav af folk der har mere dominans end forstand, og mere selvtillid end selvindsigt: Værn om din uskyld i et eller andet omfang.
  • Lad være med at tage information for gode varer. Udvikl evnen til at stille kritiske spørgsmål til data og holdninger.
  • Gør dig klart hvor dine grænser går i kærlighedsforhold, fx om du vil lade din kæreste hænge ud med sin ex (lad være), og hold fast i dem.
  • Vær klar over, at jo højere du kommer i organisationer desto mere politisk bliver det, og her skal du oparbejde en sund grad af mistillid til andre (også selvom det ikke lyder rart)
  • Prøv at føre et blidt regnskab i forhold til hvor meget du gør for andre, og hvor meget de gør for dig. Tilstræb dig balance i relationer.
  • Mand, hvis du ikke har held med damer skyldes det muligvis naivitet (i alle de sammenhænge med mange singler jeg har været i, har andelen af naive mænd været ulig høj, gælder også størstedelen af de mænd, der meldte sig til Gift ved første blik.)
  • Gå til styrketræning (ikke cross fit) og kampsport. One night stands. Bryd så mange regler du kan holde ud i en overgang. Her lærer du, dvs. erkender, at mange af os aldrig følger de regler, som du tror vi alle følger. Shed your innocence baby.
  • Du har muligvis ikke kappet navlestrengen? Reducer kontakt til mor!

 

Den anden fase: Dominans og ængstelighed

Man går ofte fra at være naiv til at blive dominant og/eller ængstelig. Modsat de naive har man her erkendt på et dybt plan, at verden kan være nederdrægtig, hvorfor man må forsvare sig selv. De dominante udviser ligesom de ængstelige ofte en grad af frygt, hvilket afsløres i den reserverede adfærd.

Der er tale om folk, der i gruppesammenhæng enten er lidt for glade, eller lidt for stille i deres ansigtsfolder når de kigger på dig. Når de er værst signalerer de ingen følelser, således at folk omkring dem kan blive lidt usikre. De giver for hårde håndtryk, griner ofte lidt for højt, og blive utrygge når de ikke stråler lidt mere end andre. Kun fanden kan have fundet på at give usikre mænd den idé at de kan etablere sig med et meget hårdt håndtryk, for tror de virkelig at situationen er vundet i den korte interaktion? Spillene vindes i længden, ikke i de umiddelbart gennemtrumfede småsejre.

Psykologen Alfred Adler ville mene, at denne adfærd afslører et superiority complex.

Ifølge skematerapi kan man sige, at man i denne fase enten kommer til at overkompensere dvs. puste sig op, overgive sig til ængstelighed eller dominans (rent faktisk tro at man er bedst, eller ingenting værd), eller laver undvigelsesadfærd.

Ofte sidder folk fast i denne fase, fordi de har oplevet en far eller mor være meget dominant eller ængstelig hvorfor de i kraft af den ubevidste og bevidste indlæring tror at det er en bæredygtigt eksistens.

Ofte gør folk en dyd ud af nødvendigheden, hvorfor de hellere kalder deres ængstelighed for ”jeg er bare indadvendt”, eller deres dominans ”jeg er sådan en der siger tingene lige ud”, end de rent faktisk forholder sig til kritisk til deres egen personlige udvikling.

I et eksistentielt perspektiv kan vi koge det ned til at handle om, at denne fase er præget af at man har opdaget at verden er utryg, samt at man ikke har kunnet vriste sig fri af frygten. I den anden fase har man udviklet ”tænder” for at forsvare sig, men  konklusioner om livet er ufuldendte, da man her bruger alt for mange kræfter på en facade, som kunne bruge på at leve et stærkt og sjovt liv.

Kvinder foretrækker ofte denne type mand frem for de naive, for alt er tilsyneladende bedre end den søde, bløde naive mand.

Mænd frygter ofte kvinder, der er i denne fase af deres udvikling. Kvinder i denne kategori har nemlig ofte en slags kønsneutral fremtoning, som vi kan have svært ved at afkode. Man kan uden videre sige, at manden reagerer med frygt på kvindens frygt for egen sårbarhed.

Klassiske typer. Den der ved alt bedst, den der er ængstelig. Den der virker mere skræmt eller mere hård end situationen egentlig lægger op til. Bare tænk på ovennævnte Clint Eastwood, hvis ansigt var det samme i alle scener, som om en gun fight eller en sandstorm kunne starte når som helst. På vagt. Eller tænk Woody Allens klassiske neurotiske karakter.

Seks gode råd til os hårde og/eller ængstelige mennesker (jeg har tilbragt meget af min tid i denne fase)

  • Vær stolt af den power du har opbygget. Hvis du virkelig mestrer det hårde blik og det dominante lederskab så se det som et suverænt redskab – som du skal bruge meget sjældent.
  • Hvis du har været ængstelig en stor del af dit liv, har du opbygget gode observationsfærdigheder, og nu skal du til at deltage noget mere. Hvis du ikke har prøvet at meditere, bør du komme i gang (min 3 mdr. 15 min 5 dage om ugen).
  • Livet handler ikke om de små sejre, men de store og her tæller relationer så gevaldigt meget, at det giver meget mere mening at være flink/dominant, end dominant/flink.. du ved hvad jeg mener.
  • Når det kommer til parforhold er dominans og ængstelighed store dræbere. Løsningen er enkel. Øv dig i at sige din sandhed. Hvis du ikke aner hvad jeg mener, skal du skrive dagbog med ord for følelser (min. 1 side 5 dage om ugen i en måned, med min. 10 ord for følelser på hver side)
  • Find rollemodeller i din verden, der synes at tage den mere med ro end dig selv, og prøv at efterligne dem. Hæng meget ud med dem.
  • Mærkværdigvis er det bedste råd måske nok, at du skal acceptere din tilbøjelighed dominans/ængstelighed, for det er med afsæt i den ro at du kan begynde at løsne lidt op.

 

 

Den tredje fase: Den smilende

Den tredje gruppe kendetegnes ved at være nysgerrige. De har humor, er milde og varme i deres udtryk. Vi siger om dem, at de ”hviler i sig selv”. Det er ikke at forveksle med den forcerede afslappethed man nogle gange støder på når folk har drukket lidt rigeligt af selvtillidsgryden. De griner hjertelig med og af de dominante, taler blidt til de naive og virker til at hygge sig uden den store iver eller frygt.

Adler ville kalde det for det selvaktualiserede menneske. Vi kan også sige at det er mennesket, der har lært at verden er utryg, at man skal have tænder, men vælge smilet så meget man kan, for livet er kort, og vi skal prøve at have det sjovt sammen.

Hvis du er i en forsamling med mange selvaktualiserede mennesker, er du havnet i en situation hvor du ikke er mesteren, men eleven. Lad dig inspirere.

Eksempler på den tredje fase. Jeg vil ikke give konkrete eksempler, for der er tale om et ideal, som ikke skal ”besudles” af de daglige manifestationer. Hvis jeg for eksempel sagde ”Marianne Jelved” ville mange måske tillægge hende kvaliteter baseret på alt muligt jeg ikke lige kender til, der ville kaste idealet i tvivl. Mytologien giver os meget bedre rene eksempler at efterleve: Odysseus, Moses, Jesus, Jomfru Maria, Skt. George, Kong Arthur og for eksempel Robin Hood, Lao Tse eller Mandela. Det gennemgående tema er en slags blanding af karakter, kærlighed, mod og selvopofrelse.

 

Seks gode råd til den tredje fase

  • Hvis du under meditationen oplever en samhørighed med altet, skal du være tilfreds med det under meditationen, og ikke overidentificere dig med det. Meditation på det grænseløse selv leder ofte til storhedsvanvid, og så er du tilbage i fase to.
  • Den tredje fase er ofte understøttet af dygtighed og viden. Gør det til en vane at stræbe efter perfektion inden for et eller flere områder. Vær snedig og forberedt.
  • Vær tålmodig med dig selv og andre, ”tålmodighed” er synonymt med ånd
  • Lær at tilgive.Tilgivelse er alle dydernes moder
  • Dyrk kunst, musik, natur og det sublime i alle dets manifestationer.
  • Man kan kende filosoffen på hans smil. Den tredje fases sjælefred er ifølge Montaigne og andre kendetegnet ved en stædig humor over tilværelsen.
  • Lær alle guderne på dit bjerg at kende (dine arketypiske energier), og udlev dem til ingen af dem kan overraske dig længere, så bliver du som bjerget under deres fødder.

 

 

 

 

Hvilke krav stiller du til dit liv? Mine fem krav og en forhistorie.

“Således Talte Zarathustra” af Nietzsche og “Den lille Prins” af Exupéry, er to afgørende bøger for vores forståelse af os selv og værdien ved det at være menneske. De udgør også afsættet for mine egne krav til min tilværelse. Jeg kan anbefale den lille Prins, som er lige så let at læse, som Zarathustra er svær.

Nietzsche havde ikke den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og her koble helt fra livets strabadser og alt for store spørgsmål (not for want of trying). Han havde heller ikke en normal psyke, der kunne give ham ro i et normalt job og et gennemsnitligt liv. Han var forvist til migræneanfald og hvileløse vandreture i bjergene i Schweiz og Genova hvor han med notesbog kradsede uhørt geniale noter ned om det at være menneske.

I hans mindst tilgængelige bog, den om profeten Zarathustra, kridter han det menneskelige dilemma op i kapitlet om “sjælens metamorfoser”. Her beskriver han hvordan vi opdager os selv som “en tungt læsset kamel i en ørken”, dvs en person der slider og slæber for andre i en for ham eller hende indholdsløs verden. Vi forandres da til en løve som kæmper til døden mod en drage, hvor dragen symboliserer samfundet. Løven dør, for man kan ikke etablere et oprør mod samfundet og vinde.

I det tredje sjælestadie, når løven er død, står man som et sårbart barn i ørkenen, et væsen for hvem ørkenens intethed er blevet dets mulighed. Et barn der ikke er plaget af “slavemoral” og blind forfølgelse ad samfundets normer, ej heller fanget i umodne oprør. Som et hjul der kører af sig selv, som en “hellig ja-sigen”, som en der opfinder egne værdier på et abstrakt og individuelt plan.

Nietzsche synes egentlig ikke at tage sig videre af dette “barn”, mennesket i den eksistentielle krise, i bogen om Zarathustra, det gør Exupéry imidlertid 60 år senere.

Exupéry havde modsat Nietzsche den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og i øvrigt opleve alle de problemer det også førte med. Han var i kraft af den kærlighed i stand til at beskrive det, som jeg ser som det “fjerde sjælestadie”, der hvor vi  som voksne møder det sårbare barn i ørkenen.

Nu vil jeg fortælle noget, som ingen synes at være klar over. Exupérys bog om den lille prins følger ikke bare samme skabelon som bogen “Således talte Zarathustra”, han besvarer også gåden om, hvad der skete med det sårbare barn i ørkenen.

Exupéry lader sin hovedkarakter, piloten, være træt af det kedelige samfund, hvorfor han flygter op i himlen som pilot. Han styrter imidlertid ned fra himlen og lander i ørkenen hvor han møder det sårbare barn, der er så abstrakt og uskyldigt at mødet til at begynde med bare er forvirrende. Den lille purk kan ikke engang kan forstå hvorfor man skulle ville flyve nogle steder hen. Piloten taler med den lille prins, med stor tålmodighed, om kærlighed, venskab, roser, ræve og baobabtræer og genopdager her hvor essentiel den ofte helt irrationelle kærlighed og den komplette nysgerrighed for tilværelsen er.

Hen mod slutningen af “den lille prins” opdager Piloten at den lille prins har planlagt at lade sig bide af en slange, for at vende tilbage til sin planet.

Piloten bliver helt ude af den, og den lille prins prøver at berolige ham, for som han siger til piloten, kan han jo altid kigge op på den lille stjerne, hvor han, den lille prins, vil gå og pusle om sin rose.

Sjælens fjerde stadie, i et eksistentielt perspektiv, kan altså siges at repræsenteres ved den voksne der har forholdt sig til det sårbare barn, som jo er hans eget “indre barn”, og givet slip på det igen med sin visdom. Slangen repræsenterer visdom i gængs mytologi, dens bid i denne historie, den erkendte afslutning på barndommen og dens uskyld. Barnet dør og efterlader os med et budskab om en slags medfødt lys, energi, magi, uskyld eller stemning om man vil, som i sig selv kan trumfe vores såkaldte fornuft, og få os til at værdsætte de transcendente værdier på arketypisk vis symboliseret ved en stjerne.

Exupéry viser os altså en mand der ved, at det vigtigste i tilværelsen er usynligt for øjet, og dét er en ensom viden, for pilotens indre barn/den lille prins, og det abstrakte budskab om kærlighed og vigtigheden af fri fantasi, er kun synligt for ham selv i hans minder og tanken om den lille bitte stjerne ude i himmelrummet.

Nu spørger du måske hvorfor Exupéry og ikke Nietzsche kunne beskrive sjælens fjerde stadie? Kun fuldendt kærlighed med en anden voksen, kan give os modet til at omfavne vores indre barn og blive hele mennesker. Kun mennesket der er helt elsket eller har prøvet at være elsket med ægte voksen-voksen kærlighed kan navigere i det abstrakte landskab af vores sjæls indre ørken. Det kræver med andre ord sin mand, eller kvinde, at forlige sig med sit indre barn.

– hvis det er for abstrakt at forstå beklager jeg. Mine krav til mit liv er det ikke, synes jeg selv.

Mine krav til min tilværelse:
1. Humor. Jeg skal kunne grine hver dag. Hvis jeg skal læse værker skal de enten indeholde humor, eller være helt ovenud geniale.
2. Spænding. Uden store ambitioner, udvikling – indre som ydre, et stort spektrum af følelser og store historier ydes livet bare ikke retfærdighed.
3. Kærlighed. Uden nogen at holde af, eller nogen at gøre noget for, er der ikke noget ved noget. Elsk det antal du formår. De sygeste mennesker jeg har mødt, har været de uelskede.
4. Hvis ørkenen repræsenterer kedsomhed er dens brønd dens gave og dens stjernehimmel dens skat, på samme måde frygter jeg ikke kedsomhed, jeg kan oven i købet opsøge den for at blive inspireret. Jeg har ikke noget imod at være lidt alene, eller udfordret.
5. Jeg omgiver mig ellers gerne med mennesker der bevæger sig let, for nogle gange er min ånd så træg og dyb at jeg kan drukne i min egen vægt, og her har jeg behov for dig, der ler og ikke tager ting så seriøst.

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑