Hvad skal man tænke om Jordan B Peterson?

For 3-4 år siden ledte jeg på Youtube efter foredrag om eksistentialisme og faldt over Jordan B Petersons videoer, som jeg mere eller mindre har fulgt lige siden. Nu er han blevet en berømthed, både elsket og hadet, og der er skrevet adskillige såkaldte ”hit pieces”, dvs. meget kritiske artikler mod ham, hvis prominente spalteplads i The Guardian og New York Times kun matches af deres  underlødighed. Her til lands har altid underholdende Rune Lykkeberg og Néné La Beet prøvet kræfter med emnet. For hver en halvbagt håndevending mod ham vokser hans popularitet imidlertid, idet en af hans pointer netop er journalistikkens og akademias usagligheder. Jeg vil ikke påstå at jeg kan vurdere ham og hans idéer på et par sider, og jeg er endda uddannet til det. Jeg vil heller ikke angribe ham eller forsvare ham, men blot udlægge hvad jeg som psykolog finder interessant ved fænomenet ”Jordan B Peterson”.

 

Klassisk litteratur og eksistentialisme

Han vækker eksistentialismen og den klassiske litteratur til live bl.a. George Orwell og Dostojevskij, og taler om hvor vigtigt det er at bruge litteraturen og de store tænkere som spejl på den menneskelige tilstand. Han har fået flere unge mennesker til at interessere sig for god litteratur end nogen anden i verdenshistorien.

 

Vores længsel efter en dybere forståelse af os selv

Religionen med dens dybe rødder ned i vores historie, er svær at dyrke for det stadigt mere oplyste menneske, den fri vilje er aflyst af ”kognitiv neurovidenskab” og eksistensen med dens ofte banale kampe kan være svær at finde spejlet i post-perspektivernes livsløse ismer. Som knastørre tavlesvampe suger millioner af unge mennesker i alle aldre Petersons saftige foredrag om visdom om mennesket, og dermed deres egen dybde, til sig.

 

Kroppen og dens ærlighed … igen

Som mange af de ”alternative” altid har vidst, har kroppen en ”energi”, og man kan lytte mere eller mindre den til den. Peterson understreger dette, og genopfrisker de humanistiske psykologer såsom Rogers og Maslow til en ny tid. Budskabet er enkelt; man skal huske at have sig selv med i det man gør, og erkende at dette er en slags ”kropslig viden”, måske endda en åndelig fornemmelse. Ifølge Peterson kan forskellen på om man siger noget ægte følt eller ej, mærkes i ”kernen”, omkring solarplexus. At kroppen kan ses som en afgørende klangbund for psyken, er noget vi mangler i vores tid. Selvrealisering, selvet, det indre barn og mavefornemmelse en prygelknabe blot.

Der er naturligvis grænser for hvad vi kan bruge mavefornemmelsen til i samfundet, men uden mavefornemmelsen bliver samfundet uden grænser?

 

Vigtigheden af individet … igen

Det enkelte menneske har ikke bare mulighed for at udforske og udtrykke egen sandhed, men er på en måde også forpligtet på det. I efterdønningerne af anden verdenskrig betragtede flere tænkere individets suverænitet som samfundets bolværk mod det totalitære. Sagen er nemlig ydermere den, at det enkelte menneske, i fornemmelsen, som regel har bedre stopklodser mod uhyrligheder end grupper har. En dyrekøbt indsigt der blev kørt over af ”samfundskritikken”, ud fra hvilken et individfokus i bedste fald er ligegyldigt.

 

Selvrealisering … igen

Vi har i tidens kollektive bevidsthed således efter alt at dømme misforstået de psykologiske termer selvrealisering og selvaktualisering, som i bl.a. Adlers og Maslows terminologi handler om at kunne give sig hen til livet med uforfalsket, sårbar deltagelse og hermed høste komplet kærlighed, meningsfuldhed, flow og gaven ved selvopofrelse. De spirituelles mantra om at man skal kunne elske sig selv (alle ens egne ”skygger” og ufuldkommenheder) før man for alvor også kan acceptere og tilgive andre med deres respektive uundgåelige fejl og mangler, synes mig dybt sandt, og det er et emne, som Peterson på en måde genopfrisker.

 

Den svære tænkning … igen

Bare fordi man har lært at læse og skrive, har man altså ikke nødvendigvis lært at tænke. Efter universitetet har de unge bare lært at være arrogante på latin, som Montaigne sagde, og Nietzsche sukkede efter en fortid hvor det var de vise, man lyttede til, for da var det som at tage skridt fra bjergtop til bjergtop, i stedet for at gå rundt i dalene med middelmådigheden. Peterson prøver ligeledes at hjælpe os med at forstå at tænkning er utroligt svært. Han gør meget ud af at famle sig frem til idéer medens han taler, for på den led at udforske det, at tænke processuelt. Her genopfrisker han begrebet ”logos” til nye generationer.

 

At turde at sige sin sandhed

For mig at se blotlægger han i nærmest pinlig ærlighed sin formåen på godt og ondt ved at tilbyde sig selv som laboratorium for denne logos. Han er vel en slags psykologiens svar på den gode australske Steve Irvin fra Animal Planet, der bogstaveligt talt endte sine dage som genstand for sit eget emne. Medens Jordan Peterson har skabt mange fjender med sin legefrem tale i en krænkelsesparat tid, lader han dog til at overleve.

 

Tidens semireligiøse betagelser

Peterson taler langt og dybt om at livet er lidelsesfuldt; at virkeligheden er kompliceret, uretfærdig og tilfældig. Der er fx aldrig kun én undertrykker, og der er som regel ikke et forjættet land for enden af en utopisk vandring (fx kampen mod patriarkatet, kapitalismen eller blind tiltro til videnskaben). Han er ikke bare pessimist, han er en dyster pessimist. Medens han udstiller venstrefløjens ideologiske besættelser herunder identitetspolitikken, som skar han i blødt smør, ser jeg det som en undladelsessynd, at han ikke udstiller frimarkedsideologien der også har sin portion irrationalitet, fx afvisningen af menneskeskabte klimaforandringer.

 

Petersons mindre hadede ligesindede

Jeg havde for nyligt mulighed for at diskutere tidens kulturelle splittelser med den højt anerkendte psykolog og forsker Jonathan Haidt over et symposium med en hånduld andre her i Danmark, og han leverer en stort set identisk samtidskritik, og ligeledes gør i øvrigt psykologen Steven Pinker, men de forholder sig beskrivende til verden. Peterson adskiller sig som nævnt ved at forsøge at gå i ”dybden” og forsøge at forklare og begribe fænomenerne på et ret nuanceret dybdepsykologisk og evolutionsbiologisk plan. Jonathan Haidt er i øvrigt selv optaget af de mere dybdegående forklaringer, fx er han begejstret for hvad sociologen Durkheim ville have fået ud af tidens ideologiske besættelser, men er som Pinker skåret af en tid, hvor man ikke vover sig så meget ud i teoretiseringer, men primært anskuer egen rolle som talformidler.

 

Mandighed?

Man får en fornemmelse af, at ”mandighed” er et slags nøglebegreb i Petersons bagvedliggende antagelser. Det kan naturligvis aktivere vores kollektive fobi for den afsporede mandighed vi så store og små eksempler på i det tyvende århundrede, men ved nærmere eftertanke: Er det ikke godt, at opfordre mænd til at lade være med at klynke og være bitre, og i stedet prøve at gøre noget ud af sig selv? At kunne samtale med kvinder i stedet for bare at please, diskutere, score, eller undvige i frygt for afvisning. Og er det ikke godt at omdøbe ”toxic masculinity” til en mandighed, som vi hver især må lære at rumme og forstå, så vi ejer vores egen voldsparathed, og – potentielt – kan bruge den for det gode, i stedet for at lade den vokse sig vild i skyggerne af os selv og samfundet? Den mere latente vildskab i mange mænd kan ikke ties bort, og opdrages ud af os.

Og er det ikke godt at tale om utroskab som noget der forråer os psykologisk og socialt set? Uanset hvad kan vi vel blive enige om, at det er vigtigt at tale idealer ift. opførsel, men tørt er det. Knastørt.

 

Frygten for ikke at være sød nok

Tidens samfundskritiske socialkonstruktionistiske perspektiv på individ og samfund (at vores sandheder, både eksistentielle og videnskabelige, udelukkende beror på magtinteresser) har som en slags flismaskine makuleret traditioner og kategorier, herunder kønsforskellen og humanismen synes spredt ud i skovbunden. Man har endnu til gode at opdage, at når alt kan kritiseres lige meget, er alt også lige godt. Her, hvor alle værdier og eksistentielle holdepunkter forsøges endevendt og afskaffet, er humanismen endt med at være det samme som at være ”sød” over for dem man er enige med – forstås. En slags perverteret laveste fællesnævner. Det har som bekendt bragt en situation med sig, hvor man skal man veje hvert et ord på en guldvægt for ikke at blive udstødt af det gode selskab. Af frygt for ikke at være sød nok, her til lands; af frygt for at blive associeret med DF segmentet. Til sidst kan man blot misse enigt med øjnene. Jordan Peterson tør her at være politisk ukorrekt, han tør at sige det han tænker. Han har ikke som formål at være politisk korrekt eller få ret, han har nok nærmere som formål at blive klogere.

 

En renæssance af humanismen

Michel de Montaigne, som måske nok var den første og største humanist, var godt nok skeptisk og samfundskritisk, men han var også grundlæggende konservativ og tilhænger af dydsetik, dvs. at vide hvad der var godt og turde at stå inde for det, fx ærlighed, ytringsfrihed, ydmyghed, åben debat, humor og medfølelse. Han gav udtryk for, at en kultur skal have holdepunkter for ikke at blive kaotisk. Han mente således at ægteskabet var vigtigt for at holde sammen på landsbyen, at ærlighed betalte sig stort set altid og at religionen også havde sin plads om end den måske var lidt fjollet.

Hvad er humanismen så? Som jeg forstår det, er humanismen en menneske- og samfundsforståelse der står på et fundament af videnskab, ytringsfrihed og frihed til at leve som man vil, så længe man ikke skader nogen. Humanisten erkender og respekterer andre individers suverænitet og accepterer dermed uenighed som grundvilkår. Humanismen er også en medmenneskelighed, og den er ikke desto mindre uforskammet helt ind i DNAet, og set i det lys er Peterson ikke engang humanistisk nok. Montaigne ville måske ikke have rullet med øjnene i mødet med vores tids identitetspolitik og  postmodernismens koketterede krøller, men ironiseret, så såret var blevet endnu dybere.

 

Opfordringer

Hermed også sagt, at eftersom uenigheder er kommet for at blive, at uenigheder er en hjørnesten i humanismen, burde den mobbede venstrefløj tage imod fænomenet ”Jordan B Peterson”, som en invitation til at skærpe deres argumenter og eksistensberettigelse, i stedet for at møde udfordringen krampagtigt og uovervejet. Ifølge mit kendskab til ham, og mange der følger ham, er hans budskab så tilpas solidt, stoisk og humanistisk, at man med god samvittighed kan stemme sin ånd efter hans bøger og foredrag for en tid. Ikke for lade sig kolonisere men for at deltage i logos.

 

 

 

..

 

 

”Jeg tror de fleste forældre drømmer om, at kunne låse dem inde i et skab..” Om skærme og skærmtid.

Foto: Mit første udkast til skærmreglementet

 

Vi havde talt om børn og konflikter.

 

”Jeg tror de fleste forældre drømmer om at kunne låse dem inde i et skab..” Hun talte om telefoner, iPads mv., hun fortsatte: ”Det burde jo være sådan, at normalen var, at man ikke havde skærm, at skærm skulle være noget, man skulle spørge om, eller noget der kunne planlægges ind i en dag, så man kunne have skærm i visse tidsrum.” Det var en slags henkastet overvejelse.

 

Måske de fleste forældre synes at skærmtiden er gået over gevind, men ikke tør at blive uvenner med deres børn, så de lader stå til?

 

Så. Fredag aften var børnene helt kuldrede under tandbørstningen. Vi har fire stks til sammen i alderen 7-14. Hun fik nok af to af to dem og sagde: ”I morgen tidlig skal I være vågne og aktive en time før i får jeres telefoner.” Morgenen kom. De to skurke kom ned til ”afsoning” i stue-køkkenet. Den store dreng brokkede og beklagede sig, da han lagde sig ud på altanen i det varme morgen solskin med en novellesamling (god klassisk litteratur, som jeg havde valgt til ham). Vi har en regel om at han skal læse en halv time hver dag, så jeg havde fortalt ham, at han lige så godt kunne tage sin halve times læsning nu. Medens jeg begyndte på morgenmaden kunne jeg observere ham ud af vinduet, der åbner ud til altanen. Min datter på 10, den anden skurk fra aftenen før, stod på en bænk i køkkenet lænet ind over den lidt over en meter høje skillevæg mellem køkken og stue, og vi fik en snak over mit kokkeri med bacon og spejlæg. Jeg spurgte hvordan undervisningen egentlig foregik i de forskellige fag, hun fortalte og delte ufiltreret omkring skolelivet. Jeg satte musik på og sang med, og opfordrede hende, der virkelig ikke tror hun kan synge til at synge med. Efter en lille halv time satte jeg maden i den let opvarmede ovn. Så dansede vi, så hende der ikke tror at hun har rytme kunne få mærket noget rytme og glæde ved dans og bevægelse. Drengen havde læst i en halv time og lå nu i bar mave på altanen og flød ud i morgensolen. Der var næsten gået en time.

 

Jeg tændte toasteren, lavede nogle suveræne toasts, kaldte hele huset sammen, og så sad vi alle sammen om det høje spisebord.

 

Under maden reflekterede jeg højt over hvor hyggelig denne morgen havde været. Den store dreng sagde, at det havde været en forfærdelig morgen. Jeg svarede ham, at det var okay, at han havde det sådan, for det kunne godt være ubehageligt at bryde vaner. Jeg sagde også til ham, da han ville diskutere det, at det ikke var børnenes følelser jeg styrede efter, men at gøre det rette og det gode. Derfor kunne han godt lade være med at appellere til mine følelser, for det ville alligevel ikke virke.

 

Vi får ikke et skab med lås på til al elektronikken, men det er vigtigt, at vi ikke eksperimenterer for meget den nye generation. Forstået på den måde, at man ikke bare bør overgive sig til den nye IT virkelighed, at vi godt må holde fast på samtalen, nærværet, litteraturen og dans og musik, om ikke andet i weekenderne.

 

 

Om dovenskab og hengivelse

Foto: Nathan Anderson 

Det her kommer til at lyde corny. Jeg ved det og dog vil jeg gøre mig til flodbunden for denne morgenstemning jeg sidder midt i. 

 

Solen skinner, det er i slutningen af maj. Klokken er lidt over syv. Jeg sidder på altanen med computeren i bar overkrop. Kim Larsen droner ud af nogle højtalere et sted i gården og en hveps summer lidt utålmodigt omkring mig. Jeg må til sidst rejse mig op da den sætter sig på min ryg. Jeg laver dog ikke en hvepsedans, for sådan er jeg ikke af natur. Hun spørger nu ud igennem vinduet, ”har du set det grønne låg til drikkedunken?” for hun er ved at smøre madpakker til sine børn, og jeg har tømt opvaskemaskinen. Jeg smider hvad jeg har i hænderne, og går ind og finder det til hende. … Hvor kom jeg fra. Jo, det er sidst i maj, solen brager ned, og jeg har på ryggen af en anarkisme, som efterhånden føles medfødt, givet mig selv en masse problemer i tilværelsen. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og således har min egenrådighed og glæde over tilværelsen peget mig selv i retningen af mit mere uproduktive og milde væsen, der som en flod strømmer igennem mig, og som jeg kan fornemme som noget, alle andre også oplever. Det er jeg stensikker på, selvom det burde jeg jo – strengt taget ikke være. Men det har jeg det ok med. Det føles nemlig sært nok ret kollektivt at falde tilbage i mig selv, i denne flod, for det føles så .. så… fælles? Det er ikke det eneste der er sært ved denne flod, den kan flyde ude af at have specifik retning i sigte (for sådan er vand jo). Den bevæger sig godt nok, men den forekommer mig af og til så glat og smidig, at man godt kunne tro, at man bare kiggede på et let bølgende spejl.

 

Folk opfører sig ofte som om, de slet ikke har opdaget åen, eller den rasende flod i deres psykiske arkitekturs midte. Men mig kan de ikke snyde, selvom jeg lader dem. Jeg kan nemlig også være helt fra den selv. Jeg kender det jo godt. Jeg kan også glemme den.

 

Floden kan strømme stærkt, og alligevel er det som om, at den bliver ved med at være den samme (sådan er floder jo). Den forekommer mig at være en slags essens, eller livskraft, eller menneskelighed om man vil. Jeg må tilstå den lidt skøre tanke, at jeg jo altid har betragtet oplevelser som en form for væske, som noget der løber igennem os, som noget der aldrig er helt fast, som noget der hele tiden ændrer form. Man ”klukker” jo også af grin, og et kuldegys ”løber jo også igennem én”?

 

Denne ”flod” er muligvis mit billed-ord for det CG Jung beskrev som det fælles underbevidste, det som Alan Watts beskrev som ”helheden”, som nogen betragter som Gud, eller det jeg som en slags allestedsnærværende mild intentionalitet. Det er, må jeg tilstå, nok ret flippet, men ”flippet” er jo bare et ord. Jeg er i øvrigt ikke nær så klog som nævnte herrer, og jeg vil ikke forsøge at legitimere min oplevelse med fine koncepter, begreber og citater og ”hjerneforskning”, for jeg skal ikke bevise noget for nogen. Floden der løber under neden går alligevel ikke så meget op i evidens. Den er ikke konceptuel.

 

Floden der strømmer er som regel langsom og så naturlig og så evig, at vi tager den for givet. Vi værdsætter den måske kun lidt tilfældigt. Sjældent svømmer vi i den, og de der giver sig hen til den, ser vi som lidt pinlige, for skal de dog ikke udrette noget? Og sårbarheden og tvivlen forbundet med hengivelsen til os selv og ti verden, finder vi som regel lidt akavet.

 

Den kræver sin mand, hvis man ikke skal fremstå lidt kikset i hengivelsen og den sødme som floden (os selv) kæler for flodbrederne (vores omgivelser) med.

 

I denne flod ser vi ikke bare vores dybeste menneskelighed, vi kan også risikere at støde på andre, der for en stund har taget en dukkert. Dér kan vi mødes,  den fælles flod.

 

En hver mand, der giver sig hen til floden svømmer straks med talrige kvinder, for de sukker efter manden der giver sig hen (jeg har også være single en gang). Det er på en måde meget sydlandsk. Du ved hvad jeg mener? Se. Jeg behøver ikke at forklare det. Jeg tror at det måske at floden er det som Jung beskrev som Anima, en urkraft vi har forbundet med det feminine, en evig baggrund, og en substans som vi er gjort af, og som er uegennyttig. Den kræver ikke vores respekt, vi må godt ignorere den, men det tjener os ikke.

 

Nu når jeg har været flodbund for hin kollektive urstrøm i mit indre i snart 45 min, må jeg i gang med at være effektiv, for huslejen skal jo betales, og regnskabet i hus med hiv og sving, og lover mig selv at tage en svømmetur senere i dag igen.

Behaviour Lab Motivation

Foto: Clark Tibbs

Motivationsworkshop

Jeg har gennem årene hjulpet hundredevis af ledere, konsulenter og studerende med at højne deres motivation og sikre deres succes og været motivationsekspert i Go’ Morgen Danmark. Undervejs har jeg nøje fulgt forskningen i neurovidenskab, psykologi, sportspsykologi, coaching og læring for at sikre mig, at jeg altid leverer den bedste løsning til den enkelte. Undervejs har jeg skruet en unik workshop sammen.

På 3 timer guides I til at skabe nye forbindelser i hjernen, der øger motivation, samt skaber stærkere oplevelse af formål. I kommer op at stå op, og grinet er lige så garanteret som læringen. Vi kan have op til 50 deltagere. Det foregår hos jer. Vi sikrer de hyggelige rammer.

  • Metoder og redskaber der aktiverer det neurale netværk for leg
  • Strategisk manipulation af hjernens plasticitet.
  • Overindlæring af konstruktive dogmer og mantraer.
  • Forstærket indlæring. Læringen styrkes betragteligt af, at man er i den undervisende rolle. Således støttes kursisterne fra starten af rollen som facilitatorer.
  • Begrebet “Behaviour Lab” kommer sig af den særlige måde som læringen og udviklingen er tilrettelagt på, herunder “learning by doing”.

Pris kr. 25.000,- ex moms

 

 

 

 

Om lykke

Jeg bor sammen med en masse børn og en klog kvinde. Jeg sagde selvfølgelig også ja til en hund. Børn har godt af at lege med en hund tænkte jeg, og hvem er jeg til at benægte huset en hund. Kvinden ville i øvrigt også virkelig gerne have en Bijon Havanaise, som er meget langt fra de Dobermannhunde jeg havde som dreng. Jeg kaldte den en dijon bernaise til at begynde med for at drille godtfolk. Min ”dad humor” kan være belastende, selv for mig.

 

Jeg giver selvfølgelig plads til det at have en hund. Ligesom man udsætter sig selv for alt muligt andet også. Og jeg skal være den første til at tilstå den sære fornemmelse af ”rigtighed” det er, at have en hund i huset. Jeg tror at alle primitive folk måske mange hundredetusinder år tilbage har holdt hund. Det giver mening på en eller anden dyb og ubeskrivelig måde, at have sådan et kræ omkring sig.

 

At det er mig der må tage de fleste tidlige morgenture, gør mig ikke så meget. Det kan såmænd være meget hyggeligt, selvom det naturligvis koster lidt i den anden ende. Har man været ude og aktiv fra kl. 6:30 om morgenen, er man mindre nærværende efter kl. 22.

 

Nogle gange er jeg således blot som en mark for andres heste, min menneskelighed et kludetæppe til andres kolde fødder og det lille stykke ryg over bagen, som jakken og bukserne så ofte svigter. Snart synes jeg det ene er vigtigt, snart synes jeg at det andet er vigtigt, og alt for ofte opdager jeg, at jeg har været velvillig deltager i andres løsninger på andres lidelser, som jeg ikke engang forstår helt.

 

Således, nogle gange, når mine klienter er gået ud af døren, er det som om de tager min kompetence med sig, for mine bidrag har været at tage afsæt i klientens virkelighed, og ikke min egen. Mine børn føler sig trygge i mit nærvær og min latente godhed, hunden benytter sig uvidende af min velvilje til gode gåture i den lokalepark. Jeg ved det ikke, men jeg tror at børn og hunde hjalp lidt mere til i gamle dage, relationerne virker lidt “en-vejs”, eller asymmetriske om man vil.

 

Mine fødder har således gået mange kilometer for andre, min hjerne har tænkt mange tanker for andre og mine arme har båret alt muligt andet end mig selv.

 

Min kæreste ofrer sig selvfølgelig for mange af mine tosserier, men jeg gør mig også til hjemmet for hendes trætheder og ønsker.

 

Kan jeg blot sidde med en kop kaffe, eller te, en tidlig lørdag morgen, i en behagelig stol, med benene oppe med noget lav musik som lydtapet og skrive om tilværelsen medens huset stadig slumresover, er det et facit jeg såmænd godt kan leve med.

 

Er lykken fravær af besvær? Den beror i hvert fald til dels, for mit eget vedkommende på min evne og mulighed for at sidde med benene oppe en gang i mellem med god samvittighed. På den måde er lykken for mig symboliseret mere ved en kop te end kaffe, for kaffe blevet synonymt med overvindelse og aktivitet. Og dog drikker jeg sjældent te. Måske jeg burde drikke noget mere te.

 

Samtidigt står det mig klart, at det er svært at nyde disse øjeblikke, hvis de ikke er oaser mellem aktiviteter der har være meningsfulde. Så lykken opstår måske andre steder end i den behagelige stol, men det er steder som her, at jeg indløser den.

 

Det er altså ikke alle travlheder der giver mig lige så gode stunder i stolen. Travlhed med noget tydeligvis nyttigt virker bedre for mig og eftersom denne nytte ofte er baseret på hvad andre finder meningsfuldt, er lykken således et spørgsmål om selvopofrelse og gensidighed? Her hjælper det selvfølgelig at være opmærksom på andres behov. Gad vide hvilken betydning overflodssamfundets har for denne slags lykke?

 

I et samfund hvor man virkelig har brug for hinanden, ville meningsfuldheden være mere lige for. Måske vi har det lidt for nemt?

 

Og nu er alle vågne.

 

At dømme sig selv.

 

Det følgende retssag foregik i en drøm. Jeg har redigeret de mærkeligste passager ud. Den strakte sig over elleve vidners præsentationer, for at nå sin mærkværdige afslutning.   

Jeg havde længe gået og været i tvivl omkring en masse ting, og uden mit vidende havde min underbevidsthed åbenbart samlet vidner mod min egen tvivl.

I retssagen i min drøm blev der hidkaldt 11 vidner og dér, i midten, sad jeg. Jeg havde selv sat mig i stolen. Gad vide hvad det ville handle om, tænkte jeg. Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget konkret? Jeg havde jo for eksempel ikke uddannet mig til psykoanalytiker, og som psykolog skal man jo tage sin karriere seriøst, og jeg havde ikke haft det sjovt på det sidste, alt for meget alvor havde der været i mit liv. Gud hvor var jeg egentlig skyldig i mange ting.

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme.  Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets lidt fjerne vægge. Jeg tror at der sad to-tre stykker.

Vidnerne der blev kaldt ind, var ikke mennesker, men gestalter af livet, eller en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidstheds for godt befindende.

Jeg vidste ikke om jeg skulle være bekymret eller lettet.

Der blev indkaldt 11 vidner til at tale mod min tvivl. 

  1. Historien trådte selvhøjtideligt ind på scenen. Den sagde at jeg ofte havde konfereret med den. Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien. Med et  sving med sin toga over mørke lædersandaler, bedyrede den, at jeg med min interesse for bl.a. oldtid og mytologi havde opbygget en anselig viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Han trådte ikke så meget ud af lokalet, som han syntes at fordele sig til statuer der stod langs fjerne vægge. Jeg følte mig omringet af ham, og lidt skeptisk over hans selvsikkerhed.
  2. Nu var det kroppens tur. ”Det har været svært at undervise dig, i hvert fald til at begynde med”, sagde den. ”Du har bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Og når du har panikket, eller blev ked af  en af vores utallige daglige fornemmelser af ubehag, har jeg måttet ryste på hovedet af dig.” Den rettede sig lidt op: “Med tiden synes jeg at du er blevet bedre til at konsultere mig. Da du mediterede vandt du min tillid med din uskyld, og jeg delte derfor mine fjerneste ekkoer med dig. Nu ved du at det også er mig, der har skabt hajens finner, ligget på havets bund under tre kilometer is for 700 millioner år siden, og at jeg glimtede i tidlige versioner over krabbetågen før solen blev født. Jeg har nydt at du har taget så mange af mine påhit og mine impulser alvorligt. Og jeg har derfor røbet min dybeste hemmelighed til dig: At det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.” Netop som kroppen begyndte at blive forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunde.
  3. Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Den sagde med en monoton lyd, at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig, dvs. systematisere og ordne, og dermed sikre viden. Den hostede robotagtigt og lod bachelorgrad, mastergrad, autorisationsbeviser, kurser med videre printe ud af dens bagdel, som om den ikke vidste det. ”.. Hvem andre end mig, kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt?”, spurgte robotten nu retorisk nu med en blid stemme mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt. Robotten lagde ikke mærke til mig. Den blippede, bippede og båttede og rullede ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den, den var sikkert optaget af et nyt mysterium. Den rationelle forstand forføres så nemt af sig selv.
  4. Dernæst kom mine forældre og brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde. “Og jeg elsker jer!” Fik jeg sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken ud i mørket, uden af at vende sig om. Nu kom der et skarpt lys, der fik mig til at knibe øjnene i.
  5. Min frihed stod nu på scenen. ”Vi har sikret, høje dommer”, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen rigtigt har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har underkastet dig når du skulle, men så har du også kæmpet imod. Hvad er denne retssag hvis ikke et udtryk for din frie tanke?” jeg kiggede benovet på friheden, som virkede utroligt overbevisende. “Og hvad eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?” Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt. ”Kære dommer, der er mere viden i frihed, end i noget andet, for uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.” Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet, flirtende med sig selv. Jeg sad helt blæst bagover.
  6. Dernæst kom der et vidne, der kun var i mine tanker. Det var alle mine klienter. Mere end tusind af dem. De tydeligste stemmer blev til vidner. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres stormes rasen. Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet og langsomt sunket ned i os igen på lettere måder. ”Hvad hvis ikke nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din egen tålmodighed i livet, og husk: tålmodighed er ånd.” Var de afsluttende ord, før stemmerne døde ud. Det virkede næsten for meget til at jeg kunne kapere det. Det føltes ikke som om det kunne handle om mig og min egen erfaring.
  7. Min kæreste, som også repræsenterede alle de kvinder jeg havde kendt, kom nu ind som det næste vidne. Uden at sige noget, lod hun mig forstå, at jeg var blevet elsket som den jeg var. Hun, med de store smukke øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig på én gang. Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket. Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig det, som jeg ikke selv kunne skaffe mig uanset hvor meget jeg prøvede. Mine venner havde gjort det samme for mig, men på en anden måde. Det var den dybeste sikkerhed, jeg havde kendt.
  8. Ind ad lokalet kom en stor general nu med hundrede medaljer på brystede og striber på ærmet. Han gryntende uforståeligt under et tykt overskæg. Han havde heldigvis en tolk med, som hviskede med en pibende stemme ind i mit øre: ”Han siger: “Jeg er Hierarkiet!”” Tolken var et egern, der sad på min skulder og rystede af skræk over generalen. Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et bur ind i retslokalet. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt, og generalen fortsatte, nu med hænderne med hvide knoer på tremmerne kiggende mig dybt i øjnene: ”Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv i de givne hierarkier, mistede jeg min magt over dig. Du har det stadigvæk bedst, hvis du klarer dig godt i forhold til andre, men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan andre klarer dit eller dat. Hvis du lærer at passe godt på mig, og slippe mig løs når jeg keder mig, vil jeg lære at underkaste mig dine ordrer.” Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder.
  9. Humoren trådte nu ind, kiggede på mig, og rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, og vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop… Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig selv. Humoren havde ikke gjort andet end at gøre grin med retssager, og det føltes uden tvivl rigtigt som sagen skred frem.
  10. Nu kom der to små mænd  ind hånd i hånd. Som de mærkelige brødre i Alice i Eventyrland. Det var vreden og bitterheden. ”Utallige gange” sagde vreden med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som slet ikke har været gode for dig. Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste. Vi troede vi forsvarede dig og var dine bedste ambassadører når du havde det værst, eller følte dig mest presset. Og det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at kalde på os. Du har lært, at vi ikke gider at være med”, sukkede bitterheden. Jeg fik helt ondt af dem. Hvor var det dog rigtigt, at vrede og bitterhed sjældent gav mening, og at det var noget at det vigtigste jeg nogensinde havde lært.
  11. Nu så jeg mig selv komme ind, gående med et grædende spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham i stilhed, han tog ikke notits af hvor han var, og gik bare rundt og nynnede en sang til det urolige barn. Jeg vidste ikke helt hvad jeg her skulle lære, men til sidst faldt jeg selv i en dyb drømmeløs søvn, kun båret af mine åndedrags langsomme rytme.

 

 

 

 

 

7 holdepunkter i integrations- og bandeproblematikken

For nyligt dumpede der to bøger ned i mit skød. To spændingsromaner om Daesh (islamisk stat) og terrorisme i Danmark. Jeg læste med et vist forbehold, for bøger om dette emne lander ofte i en af to grøfter, at alt er vestens skyld, eller modsat, at Islam er ved at overtage verden. Heldigvis, og måske lidt overraskende viste bøgerne sig at være en slags blanding af ”De fem” fra dagene hvor dyder såsom mod, retfærdighed, sandhed og kammeratskab stadig var på mode, og en gængs thriller. Og rigtigt nok, på omslaget ser man da også at debutforfatteren, Kim Bjørnstrup, har rundet de halvtreds, og er slået af en tid, hvor dyd var vigtigt. Bøgerne inspirerede mig til at skrive en blog om et emne der ellers er så betændt, at de fleste intellektuelle med ligedele respekt for deres omdømme og manglende mandshjerte, ikke vil røre det med en ildrager.

Jeg tror at debatten om indvandring, integration og bl.a. bandeproblematikken har brug for en sådan bearbejdning. For den synes nemlig så plaget af politiske spil, ideologiske besættelser, samt religiøse fortolkninger og modfortolkninger, at folk ikke kan se skoven for bare træer.

Her følger nogle enkle og dydsetiske og humanistiske holdepunkter i integrationsdebatten så fri fra frygt, ideologi og politisk korrekthed, som jeg kan gøre det. At jeg givetvis kommer til at generalisere skyldes i højere grad min dovenskab end ond vilje, for alle mennesker jo forskellige. Jeg omtaler overordnede mønstre og illustrerer med konkrete eksempler så godt jeg kan.

Pointen med følgende punkter er bl.a. at skabe mere overblik for mig selv, og hvis det også skaber mere overblik for dig, er det jo godt.

Punkt 1. Alle skal i videst muligt omfang behandles ens. Faktisk er det sådan, at lige så snart du behandler folk anderledes ser du også på dem som anderledes. Og hvis du behandler andre som svage, kommer de nogle gange til at tro, at de er svage.

Overvej Nietzsches observationer om at hjælpe andre:

”Vær forsigtig med at tage imod.”

”Fremmede og fattige må selv plukke frugten fra mit træ ellers bliver det skamfuldt”.

”..har du en lidende ven, så vær et hvilested for hans lidelser, men vær det som en hård seng, en feltseng: derved vil du være ham mest til nytte.”

Nietzsches visdom tilsiger os, at vi som samfund ikke skal være kede af at stille krav om samfundsdeltagelse til nytilkomne, hvis der skal være fred i land. De – og vi – skal blandt andet vide, at det danske sprog måske er grimt som arvesynden, kun matchet af arabisk i halslyde, men uden et godt behersket dansk, er arbejdslivet lukket land. Og sproget skal indlæres godt i barndommen. Lad vuggestue og børnehave være et krav.

At for eksempel se elegant og velmenende bort fra jødehad på Nørrebro fordi det kommer fra folk med indvandrerbaggrund, men falde i forargelse over det, hvis det kommer fra en forkølet nynazist fra Køge, svarer til at betragte indvandrere som åndssvage. Tænk over det.

Punkt 2. Diskussionen om Islam forekommer mig som et sort hul, der suger alt i sig inklusive fornuft og godt humør. Lad os lufte Nietzsche igen, som siger, efter fri hukommelse:

Hvis du stirrer ned i dybet (læs: din frygt for islamisme) stirrer dybet tilbage ind i dig, og man skal passe på at man i kampen mod monstre ikke selv bliver til et monster.”

Jeg tror ikke at der foreligger en løsning i fordybelse i Koranen for den gængse dansker med nervøsitet over indvandring. Mest af alt virker det til, at denne diskussion driver folk vanvittige. Og hvorfor taler ingen om, at muslimerne nok snarere end at danne et kalifat, bliver ateister som os andre? Den kendte professor i Psykologi Jordan Peterson spår således at muslimerne er blevet ateister om 40 år.

Lad de gode muslimer have deres tro i fred, og lad os ikke give køb på vores egne frihedsværdier i ren og skær høflighed.

Det store fokus på religion skaber fjendebilleder. Vi glemmer nemlig meget nemt mennesket nedenunder de voldsomme forestillinger om Islam. Det ville være bedre hvis man ville fokusere på adfærd og helt droppe religionssnakken. Min tanke er, at vi bør droppe det store fokus på Islam.

Punkt 3. Frihed. Et individs frihed betyder noget i retning af, at man er fri til, på egne præmisser, bl.a. at elske dem man vil, og klæde sig som man vil. Når velmenende, konfliktsky intellektuelle og Hits Buth Tahir’s fundamentalister enes om, at den muslimske kvinde netop udlever sin frihed i valget af tørklæde og tilpasning til øvrige rammer og regler sat af manden og det patriarkat han repræsenterer, hælder de babyen ud med badevandet. For når man følger fastlagte traditioner og herunder pligtskyldigt går i uniform, er det ikke så meget et udtryk for den personlige frihed og det personlige valg, som det er udtryk for flokmentalitet og i dette tilfælde Gudsfrygtighed. Det kan være at deltagelsen i traditionen med dens foreskrifter føles god og sand, al respekt for folks fornemmelser for åndelighed og religion og behov for tilhørsforhold, men der er ikke tale individuel frihed, ville Albert Camus sukke fra sin grav. Hvis betydningen af et basalt begreb som “frihed” skal være til daglig forhandling på avisernes og de sociale mediers loppemarked, forsvinder samtalens grundlæggende præmisser.

Punkt 4. Patriarkatets fallit. Jeg har været på Mjølnerparkens legeplads et par gange, og overværet hvordan omtrent 10 unge i alderen 6-13 stjal en knallert og satte ild til den, ikke hundrede meter fra en gruppe på omtrent 25 muslimske voksne mænd, der stod og grillede. Jeg så ikke ungerne stjæle knallerten, men det gjorde min knægt, som fortalte om det bagefter. Selv da brandbilerne kom med fulde sirener, var der ingen af mændene, der kiggede op fra grillen. Hvis det er et patriarkat er min røv en vandflyver, for her havde mændene altså ikke styr på særligt meget. Det kan være, at alle muslimer ikke skal stille sig på gadehjørner og fordømme alverdens terroranfald, men hvis de alligevel står på gadehjørnet, må de godt tage fat i kraven på den tiårige knallerttyv.

“Os der faldt fra på uddannelse, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.”

– Yahya Hassan

Jeg har desuden været ude og lave oplæg om børns udvikling og opdragelse ved Mjølnerparken. Ikke at jeg er ekspert på børnepsykologi og opdragelse, men fordi jeg kender folk i området med indvandrerbaggrund, blev jeg inviteret og jeg takkede ja. Vi fik samlet pænt mange folk. Mødrene ræsonnerede, om end gebrokkent, med stor visdom og pædagogisk indsigt og fortalte at problemet var det samme om familien var fra Marokko eller Afghanistan. Man gav drenge alt for vide rammer når de var små, og forsøgte først at opdrage dem når de blev teenagere. De vidste godt, at den danske model med at være stram i opdragelsen af små børn, og løs når børnene var blevet teenagere gav mere mening. De til-mødte mænd forstod det ikke. De fortalte lidt åndsfraværende om hvordan de lod deres små drenge blive op til midnat og se fodbold hvis de havde lyst. Enten skal disse mænd stramme op, eller også må de altså snart til at overlade tøjlerne til deres kvinder.

Det er også et sørgeligt spektakel, for hvor må det være svært at kigge sin søn i øjnene når man oplever sig som social taber, og hvor må det være nærliggende at fortælle sine unger at ens manglende succes skyldes racisme og dumme danskere. Ja faktisk har den yderste venstrefløj op og over midten med radikale, Alternativet og Politiken en fiks og færdig diskurs til den fortabte fars forsvarstale og had til Vesten ved middagsbordet. Mændene bør vide, at hvis de 1) deltager i skole-hjem samtaler og følger med i lektierne 2) deltager i fodboldtræninger og diverse hobbyer og 3) holder drengene væk fra dårligt selskab og sender dem rettidigt i seng er det en respektabel indsats.

Punkt 5. Når unge mænd ikke oplever at kunne stige i graderne i samfundet, og stå i den øvre halvdel af de givne hierarkier, hvorfra kvinderne plukker partner, udsøger de alternative magthierarkier med muligheder for forfremmelser, det være sig terrorreder, fundamentalistiske sekter eller bander. Derfor er årsagen til bandeproblematikken og terror ikke hovedsageligt Islam, Vestens imperialisme, ”den hårde tone”, eller hash for den sags skyld. Når unge mænd ikke har noget at tage sig til uanset af hvilken grund, selvforskyldt eller ej (43 % af indvandrerdrenge på 25 år er hverken i job eller uddannelse), skaber de deres egen virkelighed med der tilhørende hierarkier og kriterier for succes, som blandt unge mænd uden opsyn ofte kommer til at dreje sig om vold og forbrydelser. Lad os slå fast, at det er tegn på fantastisk mådehold fra de unge mænds side generelt, at der ikke er flere der lader sig friste af banderne. Gad vide om det ikke er nogen af de samme kræfter der er på spil i Mellemøstens kaos, hvor de ledige unge mænd er oplagte rekrutteringskandidater for IS.

Jeg tror, at vi må have erhvervslivet mere på banen, så vi kan få skabt flere jobs til de unge gutter. Vi skal løfte i flok, hvordan det så end vil tage sig ud.

Punkt 6. Ifølge best seller bogen ”Outliers” hænger forældrenes involvering af børn i aktiviteter uden for skoletid, nøje sammen med børns succes senere i livet. Derfor er det ikke uden konsekvenser for de mange indvandrebørns fremtid, når de ikke som deres klassekammerater kommer med til børnefødselsdag, koloni og andre folkeskolealder arrangementer. Det burde være en del af en børnehave/skoleleders ansvar at uddanne alle forældre, inklusive indvandrerforældre til at forstå, at det ikke alene skaber unødig lidelse og stigmatisering når man lader børn blive i skolegården og kigge ud af gitterlågen, medens resten triumferende går hånd i hånd hjem til lille søren og børnefødselsdag med skattejagt og kager, det bidrager også til en udsigtsløs fremtid. I min erfaring har etnisk danske forældre og lærere ikke det moralske mod til at bede indvandrerforældrene om at lade deres børn komme med til begivenheder uden for skolen. Det er i sidste ende indvandrerne der selv, må hanke op.

Punkt 7. De muslimske friskoler er ift drengenes karakterer åbenbart en succes, og derfor er de en fiasko. Ifølge selveste ”dæk Allan”, den herlige iranske dækmand fra Gl Køgelandevej, en hverdagens helt, som har afrettet mangen en vildfaren ung indvandrerknægt, skyldes de muslimske friskolers succes, ikke at de har bedre lærere, men at mange indvandrerdrenge ikke respekter de etnisk danske lærere i den danske folkeskole. Denne mangel på respekt er et konkret problem der skal løses, hvis vi alle skal have æren i behold og få gang i en integrationsproces, der holder.

 

 

Personlighedens tre faser. Hvilken fase er du i?

I gruppesammenhæng kan man ofte observere tre typer adfærdsmønstre, der siger noget om hvor folk er i deres personlige udvikling.

 

Observationer

Der er fem observationer og forbehold jeg vil dele med jer før vi går i gang:  1) Adfærdsmønstrene viser sig tydeligst i sammenhænge, hvor folk ikke kender hinanden så godt, for her presses mange ud i de roller der ligger en nærmest. 2 ) Nogle er hele tiden i en af faserne, andre, som for eksempel mig selv, bevæger sig lidt fra fase til fase afhængigt af kontekst. 3) De rene typer er for denne følgende udlægnings skyld de mest interessante. 4) Vi er alle mest i én fase i en given tidsperiode. 5) Nogle synes aldrig at komme ud af den første eller anden fase, hvilket ikke nødvendigvis er sørgeligt eller dårligt. Ifølge reglen om dynamik og synergi er forskellighed mennesker imellem nemlig mere værdifuldt ens ensartethed.

 

Den første fase: Naivitet

Denne gruppe af mennesker er ofte utroligt søde, de tager ikke nødvendigvis så meget højde for hvem de taler med om hvad. De frygter ikke rigtigt noget i det sociale univers. På engelsk kalder man dem wide-eyed, på dansk blåøjet. Denne vending kommer sig sikkert af, at øjne der aldrig er blevet vænnet til at knibes i, og spejde efter fjender og problemer, er lidt for åbne. Bare se Gøg fra ”Gøg og Gokke” for dig, det søde fæ med vidt udspilede øjne og kontraster det til Clint Eastwood, der stirrer ud af sprækker.

Som mand, kan man ret nemt få lyst til at være venner med denne type mand, for de er ufarlige. De truer os ikke. De er typisk åbne, ærlige, imødekommende, selvopofrende, milde, positive, ret ærlige og lidt underdanige. Kvinder finder i modsat fald ikke disse mænd særligt interessante.

(Sjovt nok finder vi mænd helt omvendt naive kvinder tiltrækkende, idet de ikke lader til at se vores eventuelt lystige hensigter?)

Alfred Adler, den vigtige psykolog fra midten af sidste århundrede, ville måske have betragtet denne slags adfærd som affødt af et slags mindreværdskompleks, men jeg tror at det snarere er mennesker der ikke har erkendt at verden er usikker. De har ikke opdaget, at de har behov for tænder, at eksistensen kræver at de skal kunne bide fra sig.

Michel de Montaigne beskrev hvordan han ikke ville kaldes god (og underforstået naiv), for det var jo nemt nok at være god, sagde han, for hvis man var født med et godt og kærligt temperament af søde forældre, og havde sig et heldigt liv, havde man jo aldrig måtte forholde sig til særligt meget. Montaigne ville hellere være en mand af karakter, og den mente han, at man udelukkende udviklede under modgang.

Den naive virker ikke bange, men burde jo være det af og til, for ikke alle ønsker ham det godt, og det har han ikke erkendt på et niveau, hvor det sætter sig på hans måder at fungere på i grupper. Den naive udtrykker en mangel på erfaring både med sig selv og verden.

Andre klassiske naive karakterer ses i D’Artagne fra ”De tre musketerer”, ham, der roder sig ud i meget farlige eventyr, baseret mere på dumhed end tapperhed. Detektiverne Dupont og Dupond fra Tintin, og Clark Kent (Supermans alter ego) er også naive. Masser af labre kvinder på film spiller også naive, det var mere eller indre Marilyn Monroes måske nok lidt udspekulerede varemærke.

Hvis du er blandt en flok, der er samlet om noget hvor der er meget på spil, fx vigtige netværksmøder i erhvervslivet, eller seancer hvor folk testes til reality TV udtagelser, og de ikke udviser nervøsitet, kan det være fordi de er naive, og ikke velforberedte eller modige. Det er vigtigt at kende forskel. Du bør ikke entrere med naive mennesker, for de har ofte for meget af det man kalder ”external locus of control”, hvilket vil sige, at de beror for meget på andres holdninger og ønsker og hermed kan miste handlekraft i afgørende, komplekse situationer. De oplever nemlig ikke pr automatik at kontrollen er situeret inde i dem selv.

“Således kan en manglende fatteevne og dumhed af og til få en til handling til at se ud som om den skyldes dyd – jeg har tit været ude for for at man roste folk for noget de i virkeligheden fortjente at blive kritiseret for.” – Montaigne 

De er billedligt lidt som blomster på marken, de blæser snart til højre snart til venstre og nyder solen og ærgrer sig over regnen men brokker sig ikke.

 

Otte gode råd til os naive mennesker (jeg kan stadigvæk være naiv til tider)

  • Bliv ved med at være naiv, du har muligvis heldige gener, gode relationer og et nemt liv
  • Hvis du vil vedblive med at være naiv skal du dog lade være med at tage meget svære jobs, for naive mennesker er i større fare for at blive psykisk traumatiserede af stress
  • Naive mennesker er ofte idealister, hvilket gør dem til juveler på bunden af et hav af folk der har mere dominans end forstand, og mere selvtillid end selvindsigt: Værn om din uskyld i et eller andet omfang.
  • Lad være med at tage information for gode varer. Udvikl evnen til at stille kritiske spørgsmål til data og holdninger.
  • Gør dig klart hvor dine grænser går i kærlighedsforhold, fx om du vil lade din kæreste hænge ud med sin ex (lad være), og hold fast i dem.
  • Vær klar over, at jo højere du kommer i organisationer desto mere politisk bliver det, og her skal du oparbejde en sund grad af mistillid til andre (også selvom det ikke lyder rart)
  • Prøv at føre et blidt regnskab i forhold til hvor meget du gør for andre, og hvor meget de gør for dig. Tilstræb dig balance i relationer.
  • Mand, hvis du ikke har held med damer skyldes det muligvis naivitet (i alle de sammenhænge med mange singler jeg har været i, har andelen af naive mænd været ulig høj, gælder også størstedelen af de mænd, der meldte sig til Gift ved første blik.)
  • Gå til styrketræning (ikke cross fit) og kampsport. One night stands. Bryd så mange regler du kan holde ud i en overgang. Her lærer du, dvs. erkender, at mange af os aldrig følger de regler, som du tror vi alle følger. Shed your innocence baby.
  • Du har muligvis ikke kappet navlestrengen? Reducer kontakt til mor!

 

Den anden fase: Dominans og ængstelighed

Man går ofte fra at være naiv til at blive dominant og/eller ængstelig. Modsat de naive har man her erkendt på et dybt plan, at verden kan være nederdrægtig, hvorfor man må forsvare sig selv. De dominante udviser ligesom de ængstelige ofte en grad af frygt, hvilket afsløres i den reserverede adfærd.

Der er tale om folk, der i gruppesammenhæng enten er lidt for glade, eller lidt for stille i deres ansigtsfolder når de kigger på dig. Når de er værst signalerer de ingen følelser, således at folk omkring dem kan blive lidt usikre. De giver for hårde håndtryk, griner ofte lidt for højt, og blive utrygge når de ikke stråler lidt mere end andre. Kun fanden kan have fundet på at give usikre mænd den idé at de kan etablere sig med et meget hårdt håndtryk, for tror de virkelig at situationen er vundet i den korte interaktion? Spillene vindes i længden, ikke i de umiddelbart gennemtrumfede småsejre.

Psykologen Alfred Adler ville mene, at denne adfærd afslører et superiority complex.

Ifølge skematerapi kan man sige, at man i denne fase enten kommer til at overkompensere dvs. puste sig op, overgive sig til ængstelighed eller dominans (rent faktisk tro at man er bedst, eller ingenting værd), eller laver undvigelsesadfærd.

Ofte sidder folk fast i denne fase, fordi de har oplevet en far eller mor være meget dominant eller ængstelig hvorfor de i kraft af den ubevidste og bevidste indlæring tror at det er en bæredygtigt eksistens.

Ofte gør folk en dyd ud af nødvendigheden, hvorfor de hellere kalder deres ængstelighed for ”jeg er bare indadvendt”, eller deres dominans ”jeg er sådan en der siger tingene lige ud”, end de rent faktisk forholder sig til kritisk til deres egen personlige udvikling.

I et eksistentielt perspektiv kan vi koge det ned til at handle om, at denne fase er præget af at man har opdaget at verden er utryg, samt at man ikke har kunnet vriste sig fri af frygten. I den anden fase har man udviklet ”tænder” for at forsvare sig, men  konklusioner om livet er ufuldendte, da man her bruger alt for mange kræfter på en facade, som kunne bruge på at leve et stærkt og sjovt liv.

Kvinder foretrækker ofte denne type mand frem for de naive, for alt er tilsyneladende bedre end den søde, bløde naive mand.

Mænd frygter ofte kvinder, der er i denne fase af deres udvikling. Kvinder i denne kategori har nemlig ofte en slags kønsneutral fremtoning, som vi kan have svært ved at afkode. Man kan uden videre sige, at manden reagerer med frygt på kvindens frygt for egen sårbarhed.

Klassiske typer. Den der ved alt bedst, den der er ængstelig. Den der virker mere skræmt eller mere hård end situationen egentlig lægger op til. Bare tænk på ovennævnte Clint Eastwood, hvis ansigt var det samme i alle scener, som om en gun fight eller en sandstorm kunne starte når som helst. På vagt. Eller tænk Woody Allens klassiske neurotiske karakter.

Seks gode råd til os hårde og/eller ængstelige mennesker (jeg har tilbragt meget af min tid i denne fase)

  • Vær stolt af den power du har opbygget. Hvis du virkelig mestrer det hårde blik og det dominante lederskab så se det som et suverænt redskab – som du skal bruge meget sjældent.
  • Hvis du har været ængstelig en stor del af dit liv, har du opbygget gode observationsfærdigheder, og nu skal du til at deltage noget mere. Hvis du ikke har prøvet at meditere, bør du komme i gang (min 3 mdr. 15 min 5 dage om ugen).
  • Livet handler ikke om de små sejre, men de store og her tæller relationer så gevaldigt meget, at det giver meget mere mening at være flink/dominant, end dominant/flink.. du ved hvad jeg mener.
  • Når det kommer til parforhold er dominans og ængstelighed store dræbere. Løsningen er enkel. Øv dig i at sige din sandhed. Hvis du ikke aner hvad jeg mener, skal du skrive dagbog med ord for følelser (min. 1 side 5 dage om ugen i en måned, med min. 10 ord for følelser på hver side)
  • Find rollemodeller i din verden, der synes at tage den mere med ro end dig selv, og prøv at efterligne dem. Hæng meget ud med dem.
  • Mærkværdigvis er det bedste råd måske nok, at du skal acceptere din tilbøjelighed dominans/ængstelighed, for det er med afsæt i den ro at du kan begynde at løsne lidt op.

 

 

Den tredje fase: Den smilende

Den tredje gruppe kendetegnes ved at være nysgerrige. De har humor, er milde og varme i deres udtryk. Vi siger om dem, at de ”hviler i sig selv”. Det er ikke at forveksle med den forcerede afslappethed man nogle gange støder på når folk har drukket lidt rigeligt af selvtillidsgryden. De griner hjertelig med og af de dominante, taler blidt til de naive og virker til at hygge sig uden den store iver eller frygt.

Adler ville kalde det for det selvaktualiserede menneske. Vi kan også sige at det er mennesket, der har lært at verden er utryg, at man skal have tænder, men vælge smilet så meget man kan, for livet er kort, og vi skal prøve at have det sjovt sammen.

Hvis du er i en forsamling med mange selvaktualiserede mennesker, er du havnet i en situation hvor du ikke er mesteren, men eleven. Lad dig inspirere.

Eksempler på den tredje fase. Jeg vil ikke give konkrete eksempler, for der er tale om et ideal, som ikke skal ”besudles” af de daglige manifestationer. Hvis jeg for eksempel sagde ”Marianne Jelved” ville mange måske tillægge hende kvaliteter baseret på alt muligt jeg ikke lige kender til, der ville kaste idealet i tvivl. Mytologien giver os meget bedre rene eksempler at efterleve: Odysseus, Moses, Jesus, Jomfru Maria, Skt. George, Kong Arthur og for eksempel Robin Hood, Lao Tse eller Mandela. Det gennemgående tema er en slags blanding af karakter, kærlighed, mod og selvopofrelse.

 

Seks gode råd til den tredje fase

  • Hvis du under meditationen oplever en samhørighed med altet, skal du være tilfreds med det under meditationen, og ikke overidentificere dig med det. Meditation på det grænseløse selv leder ofte til storhedsvanvid, og så er du tilbage i fase to.
  • Den tredje fase er ofte understøttet af dygtighed og viden. Gør det til en vane at stræbe efter perfektion inden for et eller flere områder. Vær snedig og forberedt.
  • Vær tålmodig med dig selv og andre, ”tålmodighed” er synonymt med ånd
  • Lær at tilgive.Tilgivelse er alle dydernes moder
  • Dyrk kunst, musik, natur og det sublime i alle dets manifestationer.
  • Man kan kende filosoffen på hans smil. Den tredje fases sjælefred er ifølge Montaigne og andre kendetegnet ved en stædig humor over tilværelsen.
  • Lær alle guderne på dit bjerg at kende (dine arketypiske energier), og udlev dem til ingen af dem kan overraske dig længere, så bliver du som bjerget under deres fødder.

 

 

 

 

Er du en brokkerøv? 13 tips til et bedre humør.

Jeg kan godt være en brokkerøv, men som regel er jeg for doven til at brokke mig, og jeg føler mig sjældent irriteret over noget i mere end måske 5-10 minutter. Ikke at det som sådan er en dyd. Tværtimod er det nok snarere sådan, at jeg sjældent går i op noget som helst i særligt lang tid af gangen.

På en måde ser jeg op til brokkerøve, eller rettere, de får de mig til at føle mig endnu mere doven end jeg føler mig i forvejen.

Det er selvfølgelig vigtigt at brokke sig over ting, der er uretfærdige, tarvelige, usociale og ondskabsfulde, men det er vel også vigtigt at kunne lade være med at brokke sig, hvis det ikke giver mening på hverken lang eller kort sigt, og hvis det både går ud over dig selv og andre.

Vi mennesker kredser om hvad som helst. En tanke, en følelse, en religion, en fodboldklub. Sagen er den, at vi identificerer os med ting for at føle os hjemme i verden. Mange mennesker kommer desværre til at identificere sig med negative tanker og følelser, af og til presses de ud i det, eller formes således af en hård barndom. Herunder et par fif til at vriste sig lidt fri fra brokkehumøret:

… det blev til 15 råd i stedet for 13.. :0) 

  1. Pas på dit blodsukker. Rigtig meget surhed kommer sig af en tom mave.
  2. Hvis du brokker dig over fx arbejdsforhold, og der reelt set er noget at brokke sig over, så bør du time din brok, så den ikke flyder over hele tiden, for så bliver det endnu værre at være dig.
  3. Har du “sejret dig selv ihjel” i disciplinen brok overfor din partner? Øv dig istedet i at samtale.
  4. Mand, har du vundet brokke diskussionen og tabt blowjobbet? Øv dig i forståelse/at tabe med stil.
  5. Lad være med at tro at skæbnen skylder dig noget. Hele pointen med Biblens ”Herrens veje er uransagelige”, er at udråbe denne eksistentielle sandhed, så folk ikke bliver bitre ved modgang.
  6. Andre ser ikke verden som dig, og det kommer de   a l d r i g   til.
  7. Bare fordi du er klog og gammel (af sind) ved du ikke alt.
  8. Vi har aldrig været rigere, mere retfærdige og mere humane, værdsæt det dagligt.
  9. Hvis du tror at du har regnet det hele ud, er du ikke den klogeste person i rummet.
  10. Mennesker er ikke perfekte, og du er en af os. Det er menneskeligt at fejle.
  11. Vrede er som regel en uhensigtsmæssig tilstand når det kommer til kommunikation. Det er meget mere effektivt at kommunikere kærligt og klart.
  12. Hvis du brokker dig for at føle dig klog, skal du vide at det er besværligt for os andre, at blive udsat for. Overvej at skrue ned for det.
  13. Hvis du brokker dig for at hygge dig og skabe sammenhold fx på arbejdet, skal du vide, at det også er uhøfligt, for der er altid folk der vånder sig over at skulle deltage i andres negative stemning.
  14. Hvis du brokker dig over andre uden af at prøve at forstå dem, er det blot udtryk for dovenskab, indrøm hvad der er på spil, sig ”jeg gider ikke at sætte mig ind i det”.
  15. Hvis du er kommet op i alderen skal du vide, at du står over for et dagligt eksistentielt valg: Enten kan du blive mere og mere vranten og bedrevidende, eller også kan du blive mere og mere mild og nysgerrig. Hvis du kunne, hvad ville du vælge?

Om at gøre en forskel for andre og passe på sig selv samtidigt

Her er hvad jeg skrev en sen aften, da jeg var blevet mør over min hjælperrolle…

.. Da jeg var yngre troede jeg, at jeg ikke blev påvirket af mine klienter, nu har jeg det som om jeg er hotel for halvdelen af byens dæmoner. Efter 13 år som terapeut vil jeg vove at påstå, at jeg kender jeg til flere ting man kan blive ked af og stresset over, end 99% af befolkningen. Jeg kender til praktisk talt alle angstens ansigter. Jeg ved fx at man kan være bange for lys, mørke, mænd og kvinder. Man kan være bange for at få børn, man kan være bange for ikke at få børn. Livet kan anskues på måder med så meget bitterhed, misantropi og mistillid at luften står stille i rummet. jeg kender nu folk fra flere kulturer og subkulturer end de fleste nogensinde vil gøre. Og jeg har båret folks håb i tonsvis, medens de har kigget blankt ud i luften, eller kigget indad i et uendeligt tomrum af håbløshed. Jeg har været rygraden hos de forslåede og fortabte. Jeg har holdt folk i hånden for at de ikke skulle ryge i misbrug og selvmord. Jeg har bevidnet folk i sorg og krise, og prøvet at gå i det tempo, i grader, længder og dybder som mange, selv gennem et helt liv aldrig får indblik i. Jeg har siddet med drenge på 14 år, som lige har mistet deres far. Jeg har været folks smil, mod, eksterne pandelap når de ikke kunne tænke en ærlig tanke. Jeg har gang på gang på gang holdt mig nysgerrig og ikke-vidende, medens jeg har bidt mig i læben og heppet inderligt på, at folk fandt nøglen så de kunne åbne døren inde fra. Jeg har kigget med ængstelighed på din ryg, når du er gået ud af døren, for jeg er ikke hundrede procent sikker på, at du ikke vil tage livet af dig selv, selvom du griner det af dig, som en joke. Jeg har luret på din parathed, som en panter på spring for hvornår vi kunne vriste dit misbrug eller dit uheldige personlighedsmønster fra dig, så vi kunne give dig et rigtigt liv. Jeg har udholdt de vrede projektioner fra alt det uudlevede fra dine mørke afkroge, og jeg har hjulpet dig med at børste spindelvævet af de glemte skikkelser og lade dem danse sig trætte i deres knogler, så du kunne blive fri for dem… Jeg er en træt receptionist på hotellet, men der er stadigvæk åbent. Der er stadigvæk åbent. Skal bare også huske at passe lidt mere på mig selv. Det var forløsende at beskrive de oplevelser. Tak fordi du læste det.

kom med tre gode råd til os i boksen herunder ❤️💪🏼 . Hvordan passer du/man bedst på sig selv i hjælperjobs?