Hvad betyder meditation for mig?

Meditation kan jeg sige meget om. Meditation har jeg sagt meget om. Jeg har undervist i det, og jeg har mediteret, ja, i måske over 1000 timer.

 

Nogle af meditationerne har jeg lært af guruer, andre har jeg læst mig til, blevet trænet i på kurser, og nogle har jeg, så vidt jeg kan erindre og lige overskue endda opfundet selv. Jeg har observeret, vurderet og reflekteret med hundredevis af klienter hvordan meditation virker for dem.

 

Jeg kan altså give et velkvalificeret gæt på hvordan meditation opleves af andre, og jeg kan give psykologiske, neurologiske og filosofiske forklaringer på hvorfor og hvordan det virker, og 101 grunde til at man bør meditere, men i sidste instans er det min egen oplevelse, der giver mig den bedste ide om hvad meditation er, i hvert fald for mig. (Og sådan er det så mærkeligt, at være i en verden hvor oplevelsen ikke rigtigt regnes for noget, fordi den er immateriel, medens den i min erfaring er det sikreste vidnesbyrd om nogets rigtighed. Psykologi er et mærkeligt fag, det kan ikke reddes af videnskaben, og det er måske netop dets redning.)

 

Til sagen: For mig er meditation min “kærlighedsbank”. En langsommelig, lidt irrationel, doven og ulogisk bank uden bestyrelse, eller direktør, man ville ikke kunne finde den på et kort, den kan ikke googles, der er ikke åbningstider eller telefonnummer, og hvis der er et, så virker det ikke. Hvis jeg en sjælden gang i mellem husker at meditere, eller måske fordi det giver mening at meditere med nogle klienter, så doven er jeg, svarer det til at sætte penge ind i denne mærkelige bank. Efter et par timers indsats opstår der i mig en mere kærlig grundtilstand, en valuta der hverken kan måles eller vejes, tælles eller stables.

 

Jeg opdager den i mit smil, i at verden nu kommer mig mere i møde, hvor det ellers typisk er mig, der mere skal komme den i møde, at jeg får tid til at være mig i verden, i stedet for føle mig lidt som et tandhjul i nødvendighedernes spin. Det er både meget virkeligt og ikke særligt rationelt samtidigt. Måske det er derfor, at det er så nemt at glemme, at sætte noget ind i den bank.

 

Den lille prins som eksistentialismens smukke punktum

Vi starter med Nietzsche og Kierkegaard, og bevæger os igennem nogle af hovedpunkterne i deres “eksistentialisme” for at lede op til den lille prins. Hvor den lille prins ses som “stemmen” i vores indre, der vejleder os til at prise vores “autenticitet”, den abstrakte og transcendente kærlighed til og selv og tilværelsen vi finder i selvets dyb. 

 

Nietzsche

Nietzsches skriverier er ikke for sarte sjæle. Til hans forsvar skal man have med, at han var vidne til præster, der prædikede godhed medens de i virkeligheden fandt bønderne frastødende og kvinderne irriterende. Han så præster prædike næstekærlighed medens de forgreb sig på børn og velsignede sindssyge krige.  Han så dovenskab, fejhed og karakterforladthed omdøbt til godhed. Han syntes mere interesseret i ærlighed og hvad “godhed” egentlig kunne siges at være, end noget andet, det samme kan måske siges om Søren Kierkegaard.

 

Og Kierkegaard

Søren Kierkegaard rettede samme slags anklager mod en karakterforladt og ukristelig gejstlighed. Han var mod “småborgerligheden”, mod hyklerne.

Kierkegaard skrev at når alle var kristne, var der ingen der var det, medens Nietzsche skrev, at den eneste kristne der havde eksisteret var Jesus. Som jeg forstår det, kritiserede Nietzsche altså ikke kristendommen så meget, som han kritiserede de korrupte, perverse og feje ”verdensfordoblere” (kristendommens insisteren på et bedre rige hinsides).

 

Imod en bedre godhed

Hvor præsterne så ophøjethed når de delte almisser ud, så Nietzsche bedrag, for han mente, at man bedst hjalp de fattige ved at ”lade dem plukke æblerne selv”, og at man ”bedst hjælper en ven, ved at give ham en hård seng at sove på”. Han betragtede “ægte godhed”, som noget, der havde rødder i dyb ærlighed, nødvendig stræbsomhed og en klar erkendelse af livets drama med uundgåelig ensomhed, ængstelighed, sygdom og død som en del af pakken. En forunderlig “overgang og undergang” som han beskrev det, og som vi skulle øve os på at kunne mestre og forgå med.

 

Selvovervindelsen 

Ifølge Nietzsche ville den eneste “frelse” komme sig af erkendelsen af ens egen andel i vores medfødte dovenskab, elendigheder og latente ondskab. “Indre djævle”, som man ikke skulle feje under tæppet, benægte, sågar hade (han mente at der var alt for megen skam i forvejen, til at han ville bidrage til mere af det), men tage ejerskab af, og lade brænde op, for, som en anden fugl Fønix at dukke op fra asken igen og igen. Måske som manden der erkender sig sin “indre kriger”, og bliver dygtig til at bokse, ikke for at slås, men for ikke at slås. En ”fugl Føniks”, fordi du ikke rigtigt kan vide hvem du kan udvikle dig til, når du slipper, gennemlever eller overvinder den eller hin udyd, rigide leveregel eller vane, herunder især dovenskab. Om den eksistentielle “selvovervindelse” læs mere HER.

 

Ærlighed og kærlighed

På den måde kan man måske sige, at Kierkegaard og Nietzsche efterlyste en hudløs ærlighed, der i Nietzsches ateistiske version indebar en smertelig erkendelse af tabet af paradis, opvejet, eller afbalanceret af dyb kærlighed til det som han kaldte vores abstrakte indre barns hellige ja-sigen; vores krops medfødte lys, det håb og den blide abstrakte stemme der ikke kender tid, og derfor hvisker transcendente værdier der kan lyse igennem selv de hårdeste hjerter og give den søde illusion om et for evigt genopstående øjeblik. En abstrakt og dybt individuel ærlighed der tager afsæt i en slags diffus kærlighed, der minder så meget om folks opfattelse af Gud, at overlappet bliver mistænkeligt stort. Hvor man ifølge Biblen altid skal sige sandheden, og som Kierkegaard siger “turde at tro”, bliver autenticiteten i Nietzsches perspektiv bl.a. den, hvor man erkender kroppen som bæreren af ens egne diffuse sandheder. Nietzsche erstatter altså “Gud” med selvet, men pointen synes at være den samme, at erkende sin sandhed så meget som man overhovedet kan.

 

Samfundsovervindelsen

Denne “hellige ja-sigen”, denne blide og næsten uhørlige stemme tynges imidlertid af systemernes og traditionernes åh så rationelle maskinerier, metoder, falske selvretfærdige visdom, tyranni, arrogance, bureaukrati, retningslinjer og fortællinger.

 

Det forældreløse barn

De effektive og småborgerlige samfund skubber således den blide stemme ud af sin midte, og resultatet, er at det er den enkelte der skal opdage denne stemme – i sig selv. Det var Kierkegaard og Nietzsche enige om.

 

At ende som et barn (ikke som voksen) 

I sine historier om menneskets individuelle udvikling, beskrev Nietzsche sjælens transformation som noget der gik gennem velvillig underkastelse til institutionernes du-skal logik, for man bliver jo nødt til at samle viden, og kunne sameksistere, til det gryende individs slavekvaler og eksistentielle jeg-vil oprør, for at ende som et sårbart barn efterladt i vildnisset. Du og jeg bærer ifølge Nietzsche dette sårbare, abstrakte barn i os, som den ultimative sandhed i vores selvaktualisering, eller “livsudvikling” om man vil.

 

Den lille prins er dig..

Overlappet mellem Nietzsches “Således Talte Zarathustra”, hvor Nietzsche efterlader det lille barn i vildnisset, og Exupéry’s Den lille prins, om piloten der finder dette abstrakte forældreløse barn, forekommer mig så stort, at det umuligt kan være en tilfældighed. Exupéry afsluttede den historie, som Nietzsche kun kunne begynde, og ikke afslutte selv.

 

Den vigtiste myte

Måske Nietzsche således kommer til at genetablere Jesus myten til det moderne menneske (han kendte Biblen forfra og bagfra). Enten det, eller også måtte han erkende, at der ikke findes en bedre vejledende myte til livet end at helliggøre det abstrakte barns uskyld som hviler i os alle, i fornemmelsen, og som fortæller om den abstrakte ærlighed, samt kærlighed til venskab og det gode, så selv fuldvoksne mænd må knibe en tåre.

 

Efterskrift

Måske Nietzsches egen største smerte altså var, at han aldrig blev mand nok til den sidste transformation af sjælen, den hvor man som voksen opdager og tager sig af sit indre barn. Dét er arven , om noget, fra et af de største genier vi har haft i vores midte. På den måde gav han os ikke en løsning, men en lysning, noget vi hver især må være ansvarlige for, for det kan ikke være nogen andens opgave.

 

Efterskrift II

Jeg kunne meget passende have iklædt ovenstående i talrige citater fra Tao te Ching og frem, men jeg orker ikke at tage mig selv så alvorligt, og i lighed med Nietzsche? (han citerede ikke folk) tænker jeg, at vi for en stund godt må vende citaterne ryggen i erkendelsen af, at vi alle bærer hele menneskehedens potentiale i os, hvorfor vi ikke skal tro, at viden kommer fra enkelte andre, men fra dybet af mødet med os selv, hvor andres ord er at betragte som spejlet til os selv, og vores fælles menneskelighed.

 

Jordan B. Peterson vs. Nietzsche. Three Rounds.

Presenting: Jordan B. Peterson vs Nietzsche.

The gentlemen’s spirits will be matched against one another in three rounds representing the three stages of Nietzsche’s “metamorphosis of the spirit”.

PRE-FIGHT SYNOPSIS

If you know the basics of Nietzsche and Jordan B. Peterson you can skip the intro.

Nietzsche in a few words

Life: Lived from 1844–1900, Professor of Philology at the age of 24. Didn’t marry — never had a girlfriend. A small and frail guy with an astounding intellect.

Role models, whom he saw as pairs: Epicurus and Montaigne, Spinoza and Goethe, Plato and Rousseau and Pascal and Schopenhauer.— On these eight I fix my eyes, and see their their eyes fixed on me. — Nietzsche

Key skills: Like his role models he bedazzles his readers laying out unnerving universes of thought. The true horror though is not that he confronts you as the monster jumping at you from yellowed pages. We are ourselves the monsters and great potentials mirrored in his words. Painting life as a tremendous landscape with deep and treacherous gorges.

Psychology: Calling psychological problems a something that arises from a lack of expression of life, he was a major influence on psychoanalysis and Freud. Throw in his huge influence on Jung and Adler and you can get away with calling him one of the most important psychologists as we know it. He would agree.

A key point of his: Bereft of religion we must according to Nietzsche overcome our innate vices and learn to shine on our own principles. Thus redeeming the guilt ridden body as a sovereign self and body to cherish in all its nuances under a sun so generous that it also lights up the “netherworld” — all the shadowy sides of our being.

Knocking people out with poetic punches since the 1860’ies: Arguably nothing wrestles your psyche to submission like Nietzsche’s writings. Even if you don’t understand most of it, you will still sense the vigour and will to live bursting at you from the pages. Actually you don’t read Nietzsche. You fear him and you study him. Each page a hotchpotch of unsettling ideas.

Critique: Anybody who has truly stepped into the ring with Nietzsche has experienced some of this drama. Revealing that an otherwise renowned literature critique whose name escapes me calling “Thus Spoke Zarathustra” a mistake, never actually had the guts to step into the ring with him.

Nietzsche the overcompensator: In order to understand and appreciate Nietzsche — you have to understand him as a human being first. Nietzsche’s quest was I believe a real and honest attempt to uncover and reveal: What happens in us, what are we, why and how can we live in the best way? This purpose of wanting to understand our psychology combined with the light tower like virtue ethics of his role models shows, that he was at least partly a classical renaissance humanist.

His military mustachios and bravour regarding the superman and the will to power made a super-strong meme by Michel Foucault, should perhaps be taken with a grain of salt. Being frail, sans employment, money and someone to love and tormented by headaches he was obviously want to overcompensate. His so called male chauvinism is but veneer, shiny and superficial, betrayed as it is by his deep and unfulfilled need for a woman to love. Freud would have called his male chauvinism a “reaction formation”. Jung interpreted his overcompensation as stemming from “enantiodromia”, a counter reaction to the puritan Apollonian zeitgeist of his times.

Nietzsche really, really wanted to tell us something, and his books will still be some of the scariest and most profound in centuries to come. A little guy but a heavy weight in spirit and a great contender in the following battle.

Jordan B. Peterson in a few words

Professor of Psychology, 55 years old, very productive and with a talent for seeing the drama of life inspiring millions of people to pull up their socks and live more meaningfully.

Peterson is easier to get a grasp on than Nietzsche. Not because he is a simple man, primarily because he is alive and Nietzsche is not. You can readily follow Petersons train of thought on Youtube and Twitter — especially if you are open minded.

Role models? Tough guys working in the freezing cold of Canada and Jung, Alexandr Solchenitzyn, Howard Bloom, his daughter, Piaget, George Orwell, Jesus and funnily enough Joe Rogan.

Style: Combining among other things history, mythology, art, evolutionary biology, social science, psychotherapy, psychometrics, philosophy and religion to shed light on existence, he is academia’s answer to a mixed martial artist, or rather an artist needing a large palette to serve justice to his landscape painting. He is into what one might call “wisdom” and stringent thinking, having written a how-to guide to writing essays which is unparalleled in academia.

In a sense he mirrors Montaigne and Nietzsche who lamented the lack of wisdom in a world, where people were learning to read and write but not to think.

For this Herculean effort he is chastised by a mainstream media that seems more intent on being politically correct and abiding to the rule of the “one bite size media friendly causality discussions”, leaving intelligent people heaving for fresh air.

The fact that Peterson’s “renaissance” thinking stands out, may also be due to us living in a world splintered into specialized branches of science. From these places the virtue of contemplating the meaning of it all is seen as a bit silly. Researchers, scientists and intellectuals seem caught in the pit of their respective silos, calling their speck of light the “truth”. Biologists can’t see “free will” under a microscope and via ex cathedra scientificus conclude that it doesn’t exist. Consciousness gets labeled “the hard problem” and is stowed away for new age people and Youtubers to play with. To top it off, many get caught in group think dynamics on social media. Making clear thinking a tertiary priority to group membership or rather; making clear thinking the greatest threat to the tribal identities of our age.

Postmodernism-gate: Peterson suggests that people curious to understand these state of affairs of “non-thinking” to read “Postmodernism Explained”, but why try to take responsibility for understanding something like postmodernism which is unclear and boring. Surely such intricacies should be unravelled by the thinker, and not the reader? At least people like Nietzsche and Jung remain entertaining through their philosophical musings and Montaigne even has the courtesy of being funny, teaching us that philosophy is meant to serve life, not the other way around. Peterson deals primarily with postmodernism’s effects on society rather than unravelling their textual excursions and for that he is chastised, when he rightly should be applauded.

Character: The battles in the media and at court regarding funny made up pronouns (long story) have given Peterson something truly heavy to lift up off the ground. Giving him the opportunity of developing his character in an era of an unbearable lightness of being. That was good for him and inspiring for the rest of us.

Stability: He is “driven” as Nietzsche was before him. Perhaps he is also a little bit disturbed his gloom and dystopian perspectives taken into consideration:

Should we subtract some doom and gloom from Peterson’s ideas as one subtracts “overcompensation” when reading Nietzsche?

It is hard for people, myself included, to fathom all the mayhem that transpired in twentieth century and possible pending doom in a world where the only truly psychopathic despots left are relegated to disgusting caves in the mountains of the jagged Himalayas in Afghanistan and eerily weird North Korea.

Being cushioned by late modernity perhaps we lose sight of the truly important things — like avoiding doom? Many even seem to think that Donald Trump is as bad as the “leader” (read: dictator) of North Korea signifying a total lack of insight into the what dictators actually do to people.

Whatever one may think of that, Peterson is a contender to be reckoned with.

The Audience

Peterson has a score of intelligent, relatively normal people rooting for him. Nietzsche’s fans on the other hand tend to be a bit weird. Most seem to root for both Nietzsche and Peterson at the same time, them being friends despite their differences especially when it comes to religion. Peterson wanting to remain religious by revising “God“ into a mythopoetic version of the best life to be lived and Nietzsche realising you can’t believe in the word of the Bible in an age of the enlightenment. I am not sure that there is a big disagreement. (The main difference would be that Peterson thinks that Nietzsche thinks that we can coin our own values, Peterson thinking that we can’t because the powers within us are somehow to great to be molded by our free agency.)

The Peterson fans have a few beers, the Nietzscheans split into two groups; some being dangerously drunk, the others just drinking water texting their therapist while sat in the crowd.

The three rounds have as mentioned different backdrops or themes based on Nietzsche’s three step theory of the development of the “spirit”.

Thus, my brethren, will the differences between Nietzsche and Peterson be exemplified.

Fun fact: As Peterson I believe in rambling my way to clarity. The “art of logos” perfected by Michel de Montaigne in the sixteenth century who inspired Nietzsche to do the same.

Fun fact II: This is a painful pilgrim path leading up to a local holy place above Rapallo, a small coastal town in Genova, Italy. This is where Nietzsche lived and trekked for hours every day while penning down the idea of the “metamorphosis of the spirit” in the winter 1882–1883. We can be certain that he walked here.

Rapallo, Genova, Italy, photo: Me.

THE RING: THE THREE STAGES OF THE SPIRIT ACCORDING TO NIETZSCHE

The spirit starts out as 1) camel, becomes a 2) lion that fights a dragon and dies to rise again as 3) an innocent child.

ROUND ONE: Camel Nietzsche vs. Camel Peterson

photo: Kawtar

The first phase of the spirit could be called “the heavy self-sacrificing phase”.

Strong people feel inclined to lift heavy things to test their strength, and so they load themselves up —with pleasure.

In this way they kneel down like camels so that stuff can be heaved up onto their backs.

At this stage the soul is also want to humiliate its own pride and mock its own wisdom.

In this phase the spirit willingly subdues itself. It lets itself be beset by masters, schools, schools of thought, theories, habits, rules, traditions, religions and routines.

“All these heaviest things the load bearing spirit taketh upon itself ….” — nietzsche

The importance of “Camelness”: Many discussions on social media, in politics and the news seem brought on by the uniformed being uninformed together brought on by a combination of laziness and helpfulness, which as a cocktail is a peculiar vice. Modern preachers (anybody with a laptop) rarely possess anything resembling expertise regarding the topic they are concluding stuff about but that does not keep them from chipping in.

The same phenomenon can be observed at university. I have helped countless students give up their pride and kneel down like camels to the textbooks and the access-giving courses and discourses ruling the joint, letting themselves be colonized for a while.

You need to let yourself be enslaved and “carry” a load of things you don’t necessarily readily appreciate nor understand in order to become civilized: Get your head down, participate, be a generous participant, forget yourself and your pride for a while. The fact is: Nothing comes from nothing, you need to submerge yourself in traditions and systems of thought to produce better systems and better thoughts.

Here we also see the potential danger of the Camel phase, individual freedom and independent thinking being equally as important as the willing colonisation of the spirit. As a Camel the spirit loses the personal or embodied sense of direction, hence Nietzsche sees the camel existence leading into a wilderness for the spirit.

“… and like the camel, which, when laden, hasteneth into the wilderness, so hasteneth the spirit into the wilderness” — Nietzsche.

So although many good things can be said about being a Camel, Nietzsche lets the Camel venture into the wilderness, a place deserted of personal meaning carrying burdens not freely chosen.

Points for Round One

Peterson doesn’t act much like a Camel himself, his burden primarily his own patchwork of ideas, but he sure does promote being a Camel. When talking to full theatres he admonishes people to be good Camels. Bow down. Lift up something heavy. Do what is important in the long run (read: Golgotha, self sacrificing bleeding feet walk). Peterson simultaneously “detests” what he sees as ideologically possessed Camels on the extremes of the political spectrum. He doesn’t like the herding kind of Camel unless it is the Christian or Buddhist sort.

Nietzsche had been a heavy Camel from he was a child, reading and re-reading the Bible for all to hear. As such he carried the heaviest book on the tiniest of shoulders. He also bore its remnants; the corrupt, child-beating, soul wrenching not very Christian Christianity of his times. He thus came to hate the Camel spirit. He went on to lose all Camelness when entertaining the “blasphemous” meta-perspective; that the Camel phase is but a phase bordering on vanity, self-deception and slavery. In this meta perspective, if you want, the primary reason for picking something up, is to find somewhere better to put it. Or as he puts it, acknowledging the Camel phase as a necessary precursor for freedom: You need to be a slave first to become free.

Fun fact: When Nietzsche so rarely owned up to the people he was inspired by, rarely quoting people, it could have been because he refused to be a Camel carrying “heavy names”?

Fun fact: To make sense of these transformations of the spirit it is helpful to see Nietzsche’s understanding of the shifts and developments in personality as influenced by the tradition of “alchemy”. Alchemy is the process by which things can change completely as an effect of two things being brought together. In that respect, as we shall see, a camel can easily become a lion if you mix “camel” with “meaninglessness in the wilderness”, and in the same way a “lion” and a “dragon” can easily become an “innocent child” if you mix them up. In other words: The “you” that emerges when you mature and change and develop is something that you can’t fathom before you are there. The soul “transforms” on your path to ever growing self realization (if you don’t check out Youtube/Alan Watts/Terence McKenna/Jung/alchemy).

ROUND TWO: Lion Peterson vs. Lion Nietzsche — Fighting a Dragon

”But in the loneliest wilderness happeneth the second metamorphosis: here the spirit becometh a lion; freedom will it capture, and lordship in its own wilderness.” — Nietzsche

At some point you will discover that you are carrying a burden not freely chosen. You are carrying ideas contrived by others. You start yearning for your freedom. You start sensing a need for autonomy.

You also discover that you are shaped by a thing called society, or as Nietzsche puts it; a “dragon”.

“‘Thou-shalt,’ is the great dragon called. But the spirit of the lion saith, “I will.” — Nietzsche

”The values of a thousand years glitter on those scales, and thus speaketh the mightiest of all dragons: “All the values of things — glitter on me.” — Nietzsche

All values have already been created, and all created values — do I represent. Verily, there shall be no ‘I will’ any more. Thus speaketh the dragon.” — Nietzsche

The Lion stage is a classical “existentialist moment”, the spirit discovering its deep yearning for self determination.

In Nietzsche’s dramatic take on things the Lion has to fight to the death in the battle with the dragon.

The lion has to die presumably because you can’t beat society. Also the Lion dying is symbolic of the fact that the anarchy thus represented has nothing to offer but riot. It must be short lived:

”To create new values — that, even the lion cannot yet accomplish: but to create itself freedom for new creating — that can the might of the lion do.” — Nietzsche

Anarchy that lasts is a form of insanity. Nietzsche even warns that you can become a dragon yourself if you fight one (kind of):

“Beware that, when fighting monsters, you yourself do not become a monster..” — Nietzsche

Fun fact: Nietzsche most likely found inspiration to the rebellion against society’s hold on the self or spirit in Montaigne’s essays, in which he thought of the self as a kind of hotel where you shouldn’t let the visitors decide things.

Fun fact: The fight or “lion-stage” is more of an impulse than a viable perspective on life, which makes it fun to see how post structuralists and postmodernists essentially are creating their paradigms on top of it. They might as well be building a house on a landslide.

Points for Round Two

Calling the Camel spirit supremely important Peterson’s actions on the public stage has also been Lion-like. So farin 2018, the Lion spirit of Peterson hasn’t died, as it perhaps should, but perhaps the Peterson Lion is losing its roar? Which might be a good thing. Funnily enough his combatants see him as the dragon and themselves as lions. Whatever the case Peterson’s courage under fire in the trials and tribulations has given him many points in “Lion spirit”.

Nietzsche may sound like a lion, or rather a bunch of crazy hungry lions in much of his writings, but in reality he actually torments his “inner Lion” by calling it a fool (my reading of Zarathustra’s fool). Nietzsche wins the Lion stage however as he can’t help being in riot. So while Peterson won as Camel and scores highly in the lion phase, Nietzsche has got to be the winner in round two even if he would have preferred not to win.

Fun fact: Postmodernists called themselves heavily inspired by Nietzsche. I think however that Nietzsche would have disagreed with Foucault and Derrida’s “there is nothing under the word”, he would roll his eyes in contempt at the hubris connected with discounting our inner devils and in as much as Nietzsche coined himself a psychologist and they were by all accounts anti psychologist there is no real connection.

ROUND THREE: Innocent Child Peterson vs. Innocent Child Nietzsche

The little prince, arguably the most innocent of innocent children in literature

“Innocence is the child, and forgetfulness, a new beginning, a game, a self-rolling wheel, a first movement, a holy Yea.” — Nietzsche

Thus Nietzsche expands on the last stage of the soul characterised by an absolute openness to experience, mirroring ancient wisdom like that of Tao te Ching:

The simple child again, free from all stains.” — Lao tze

Nietzsche apparently argues for finding your will to life and experience (not power!) inside yourself and letting it have the way with you as it were. He talks about a phase of loving being itself.

“Aye, for the game of creating, my brethren, there is needed a holy Yea unto life: its own will, willeth now the spirit; his own world winneth the world’s outcast.” — Nietzsche

The emptiness of the wilderness now becomes the very prerequisite for the free creation of meaning by the sovereign individual. A sentiment echoed repeatedly by Albert Camus and symbolized by Exupéry in the existentialist story about a little boy with blond hair, who has come down to earth from a small asteroid.

“What makes the desert beautiful, said the little prince, is that it somewhere hides a well” — Exupéry, The Little Prince

The Camel bows down to the forces of history and society, the lion fights and the Child wonders:

“And now here is my secret, a very simple secret: It is only with the heart that one can see rightly; what is essential is invisible to the eye.” — Exupéry

The child allows himself to let his purpose come from his own body. The child’s knowledge is “embodied” and marked by an urge to participate innocently in a world of wonders.

“It is such a mysterious place, the land of tears.” — Exupéry

When you begin to master the Child phase of your spirit your relationships improve on account of the honesty, openness and niceness belonging to this phase. You also get that funny feeling of having seen it all before. It’s a bit like coming home. It feels like a spiritual awakening for some. In the New Testament it is a seen as a the very road to salvation:

… Truly, I say to you, If you do not have a change of heart and become like little children, you will not go into the kingdom of heaven. — Matthew 18:3

— –

“Three metamorphoses of the spirit have I designated to you: how the spirit became a camel, the camel a lion, and the lion at last a child.”

… thus spake Zarathustra….

– Nietzsche (1844–1900)

— –

Fun fact: as I see it the Child spirit represents a paradox: The completely open mind is a disaster waiting to happen for the unskilled person and a hallmark of honour of the skilled person. (A continuum which can also be seen as a circle where the extreme ends meet, along the idea of the ancient Greek observation of “enantiodromia”.)

Fun fact: The little prince has two animal friends a fox and a snake, where Zarathustra has an eagle and a snake. The Little Prince and Zarathustra both visit different kinds of locations wondering what all the diverse traditions and beliefs are all about while they try to make sense of it all, as strangers to the planet as it were. It seems that Exupèry has taken the holy child and let him examine the world. So where Nietzsche tells the story of the little vulnerable child on a few lines and pretty much stops that particular analogy there, the story of Little Prince is all about that particular phase of the spirit and how to integrate the Child spirit into your being.

Fun fact: Exupéry introduces unwittingly (?) a “fourth Spirit”, that of the grown up, the Pilot in the story, who integrates the Child spirit, the little prince, resulting in what one could call the actualised or self realized individual that Nietzsche himself tried to define.

In the Story of The Little Prince, we see the Prince letting himself be bit by a snake (snake = symbol of wisdom). While dying the little guy tries to comfort the distraught pilot who crashed in the desert and befriended him, with these words:

“You — you alone will have the stars as no one else has them…In one of the stars I shall be living. In one of them I shall be laughing. And so it will be as if all the stars were laughing, when you look at the sky at night…You — only you — will have stars that can laugh.” — Exupéry

And thus the Child spirit vanishes as it becomes your inner compass, an abstract value guiding modern man through it all, like stars shimmering above the desert giving faith and meaning, leaving the individuated person with transcendent values and a (manageable) sorrow over our irretrievable innocence.

Points for Round Three

Nietzsche is the author of this three stage model of personal development so he, of all people, should be the most of what he apparently somehow aspired to. Alas. Nietzsche scores very unevenly as a Child spirit. His Zarathustra is childlike in places but very unstably so. It takes a “fully lived life” to become like an innocent child and Nietzsche just doesn’t really manage that. I think that Nietzsche in this way mirrors Kierkegaard who was also relegated to observing the world somewhat neurotically rather than living fully in a happy unworried and innocent way. Many great thinkers haven’t been able to become what they knew they had to become. Yup — pretty sad.

Peterson doesn’t seem to be a particularly good Child either. He seems so heavy and Camel-like that the wild foxes may hesitate to befriend him (see “The Little Prince”). That Peterson wins this phase hands down is due to the fact that when he rambles a bit, and agrees to let himself be interviewed by people who are set on “doing him in” and when he breaks the authoritarians speech codes, he does it with an openness and courage signifying not the Lion, nor the Camel but the embodied sense of the Child that knows that something is important and it is important to try to understand it.

Fun fact: Nietzsche attacked the church for its inhumanity. Having torn down the church he lets the sun break through the ruins, letting nature grow from its ground. Here (as I read it) in the resulting wilderness he leaves a innocent child for us to ponder. Can this be seen as a redemption of the Jesus myth? Yes. Not because Nietzsche was religious but because it’s the greatest story ever.

Kort sagt: Om karakter

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. ‘

Vi går nogle gange automatisk og ubevidst. Det kan være godt og det kan være skidt.

Andre gange betræder vi sten så hvert et skridt føles hele vejen op igennem kroppen.

Ingen kan gå dog lige (efter et mål) uden af at træde på skæve sten af og til (uden at opleve problemer).

Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed, men efter den retning man har sat for sig selv.  Nogle gange kan en “retning”, være det, at leve i overenstemmelse med en værdi.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien til deres hjertes tilfredshed, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

.. og alle ved, at vejen altid laver et knæk!

Man er ikke særligt gammel før man opdager, at stien også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi balancerer mellem kærligheden og himlens afgrund af stjerner.

Reglen er at turde at gøre det rette, upåagtet vores sårbarhed, for den rette vej synes altid at bære den højeste belønning på sigt uanset hvor smertefuld den end måtte være i nuet.

Kort sagt. Om døden

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

Intet er dog værre end andres fortvivlelse, for vi ved, at døden bare er endnu en afslutning. Det er meget sværere at bære andres tvivl. Det er min erfaring.

 

 

Opløsningstiden. Er eksistentielle sandheder forbudte?

Photo by Aaina Sharma on Unsplash

Ordforklaring: Som jeg forstår det, er ”eksistentielle sandheder” nogle ofte ret personlige konklusioner om ret og vrang, godt og skidt i tilværelsen, som man kan leve efter.

Billedeforklaring: Jeg valgte ovenstående billede fordi det illustrerer, synes jeg, et barn der ikke har noget at spejle sig i, i en kultur hvor alle udtryk er fladet ud, selv legetøjet.

 

Opløsningstiden

Her den anden dag så jeg en bog, der havde som mål, at afsløre myter og påstande om parforhold, kønsforskelle og kærlighed som fordomme, for eksempel at “kvinder vil tale proces, mænd vil tale konklusioner”. Formålet med bogen var tilsyneladende at konkludere, at livet er noget, vi ikke kan konkludere noget om. En villet opløsning af det almindelige menneskes holdepunkter.

 

Det kan selvfølgelig være godt at droppe de ”eksistentielle sandheders” ofte fordomsfulde sider i form af snævre antagelser om verden og dens fænomener. Herunder faste forestillinger om forskelle på mænd og kvinder og for eksempel opdragelse eller den rette ”danske kultur”.

 

I stedet bør man vel, så vidt muligt, tage afsæt i en generel nysgerrighed om det enkelte menneske og de enkelte fænomener i samfundet, fra øjeblik til øjeblik?

 

Personligt er jeg for eksempel ikke 100 % sikker på særligt meget. Efterhånden er jeg som psykolog oven i købet begyndt at betragte selv mine teorier og metoder som fordomme. Og gud hvor kan det være enerverende at blive mødt af folk, der har truffet konklusioner om en, uden af at kende en. Det gør det ikke bedre, at vi selvfølgelig kan leve op til alskens projektioner om os, især hvis andre aktivt tvinger os ind i deres iscenesættelser af os.

 

Desuden føler jeg mig ikke fast i mine overbevisninger om særligt mange ting. Jeg er da stolt over at være dansk, men samtidigt er jeg også lidt ligeglad. Sådan tror jeg, at mange har det.

 

Uanset hvad, ser det ud til, at vi har behov for eksistentielle holdepunkter, og vores medfødte hjælpsomhed taget i betragtning, kan vi åbenbart ikke lade være med at inddrage andre i dem. Jeg havde således en gang en kæreste, der insisterede på at måden at spise regnbue is på, var ved starte med chokolade så jordbær og afslutte med vaniljeisen, for, som hun sagde ”alle kunne bedst lide chokolade”. Selvom jeg ikke var enig, havde jeg ikke noget imod hendes konklusion om regnbue-is-spisning.

 

De fleste eksistentielle sandheder virker nemlig ret uskyldige, men det er der vel også nogle, der ikke er?

 

What to do?

Hvis du frygter den meget menneskelige fælde af skøre, sjove og ofte helt skæve eksistentielle sandheder og livsfilosofier om regnbue is, mænd og kvinder, hvilken morgenmad der er mest sund, og hvilke kulturer der er bedst og andet, kan du tilegne dig følgende mere flydende intellektuelle og samfundskritiske perspektiv i stedet for. Der er tale om et perspektiv der er så allestedsnærværende i denne tid, at du er undskyldt, hvis du ikke kender til det. For ligesom en fisk ikke forholder sig til vand, forholder man sig ikke til det filter igennem hvilket man ser verden med.

 

Man kan godt lære det. Og bare rolig: Det er ikke så svært som det lyder.

 

Fire elementer i det samfundskritiske rationale

Læs og genlæs først disse fem punkter og lær uden ad: Man tænker i den kritisk tænkende lejr, så vidt jeg har kunnet sammenstykke, at

1. eftersom der synes at være et uendeligt antal fortolkninger af alt, afspejler det vi ser som viden eller eksistentielle sandheder ikke en egentlig virkelighed under ordene, men at nogen blot har gennemtrumfet en arbitrær sandhed med magt.

2. En såkaldt sandhed om fx køn, religion eller kultur ”privilegerer” altså nogen eller noget og ”marginaliserer” andre og andet.

3. Set i det lys, er det jo klart, at de intellektuelle gerne ser, at ingen bør mene at vide noget.

4. Her ses følelsen af sikkerhed fra nogen, ikke som et tegn på at personen ved hvad han eller hun taler om, men netop tegn på at han ikke forstår noget. Det er ret omvendt.

 

Men om mennesker kan leve uden af at værdsætte noget over noget andet, at kalde noget mere sandt og godt end andet, er stærkt tvivlsomt. 

 

Valget

De intellektuelles kritiske omdrejningspunkter lader altså intet tilbage at ønske i varelagret af det uigennemtænkte, sammenlignet med det enkelte menneskes konklusioner om for eksempel regnbue is. Derfor bliver spørgsmålet heldigvis enkelt:

 

Hvilket samfund vil du helst leve i: Et hvor den enkelte definerer eksistentielle sandheder på egne præmisser, eller et hvor folk tilsidesætter deres egne sandheder til fordel for en vedtaget samfundskritik?

 

Noter:

 

Måske er eksistentielle sandheder gode, når vi ikke holder dem for fast, eller tvinger andre ind i dem.

 

De sjoveste og gladeste mennesker jeg har mødt, har mange eksistentielle sandheder om alt muligt mellem himmel og jord.

 

”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig” (omtrentligt)

– Michel de Montaigne (1533-1592)

 

”Jeg foretrækker at konversere med folk, der ikke er uddannet tilstrækkeligt til at ræsonnere forkert.”

– Montaigne

 

”Selvet er som et hotel, hvor man ikke skal lade gæsterne bestemme.”

Montaigne

 

 

Thomas’ 44 teser om en eksistentialisme til den nye tid

(Foto: Tatovering af Albert Camus Citat på overtegnedes arm. “Lykkelige er de hjerter der kan bøje, for de vil aldrig briste”.)

Eksistentialismen står for en kulturel bevægelse af en art, der er så mangeartet, at ingen med respekt for sig selv har forsøgt at definere den. Jeg er heldigvis ikke så fin, at jeg ikke vil forsøge. Om ikke andet, så for min egen skyld.

Følgende er min egen forståelse af en eksistentialisme til den nye tid. Jeg kunne sikkert have skrevet 100 flere punkter, og brugt ti år på det. Det har jeg ikke gjort. Jeg har derimod prøvet at skrive det så intuitivt og flydende som muligt, for at hædre mit skriveflow, mit gode humør og min resolutte tro på, at det ægte følte og naturligt udtrykte kommer tættest på noget rigtigt. Samt, selvfølgelig, min indædte tro på, at heldet følger de tossede.

Hvis jeg fremsætter tingene lidt hårdt og kontant, er det fordi jeg ikke har haft tid til at bløde det op til alles smag. Jeg glemmer nogle gange de forbehold der som smør på brødet gør, at man ikke kløjes i idéerne.

 

  1. Modighed. Livet er som udgangspunkt usikkert. Vores grundopgave er at turde det.

 

  1. Tillid. Vores opgave er ikke at føle os 100 % sikre på hverken os selv eller andre, men at turde at udvise tillid til os selv og vores medmennesker.

 

  1. Lidelse. Lidelsen er givet. Løsningen på at leve godt et godt liv, må være, at leve så meningsfuldt, at livets iboende usikkerhed og lidelse kan bæres.

 

  1. Medfølelse. Når du har lært at rumme dig selv og egen lidelse med uforfærdet ærlighed, vil du blive bedre til at rumme andre.

 

  1. Det interessante liv. Hvis du stræber efter lykke vil du ofte forsøge at undgå stress, og eftersom et interessant liv som regel indebærer stress, vil det ende i et overfladisk liv. Derfor søger eksistentialisten at leve et interessant, og ikke et lykkeligt liv.

 

  1. Mening. Eksistentialisten vil således søge mening og ikke lykke, og betragter måske endda stress og lidelse som tegn på at man lever på en værdifuld måde. (Kierkegaard ville gøre mennesket en tjeneste ved at gøre livet svært.)

 

  1. Angstens natur. Vi indlærer ikke som sådan frygt og lidelse, som ellers er kerneantagelsen i det meste psykoterapi, for lidelsen og frygten er normen, ikke undtagelsen. Det gode liv er et hvor vi fra barns ben lærer at acceptere, rumme og overkomme modgang og den lidelse og tvivl, der hører livet til. Vi skal ikke aflære angst, vi skal ”tillære” mod.

 

  1. Frivillighed. Derfor er exposure (at udsætte sig selv for det frygtede) en central del af en hvilken som helst virksom psykoterapeutisk intervention. Det vi nærmer os frivilligt styrker os, det vi løber fra svækker os.

 

  1. Kreativitet. I overgivelsen til det usikre liv med tapperhed kommer vi i kontakt med et større selv, med der tilhørende større oplevelsesrigdom. Det er fra bunden, ikke fra toppen, at man skuer sit hele selv. Det stort oplevede liv kalder på at finde udtryk, således gør lidelsen os mere kreative.

 

  1. Tvetydighed. ”At være eller ikke at være”, er ikke spørgsmålet, men måske snarere svaret på hvordan vi skal opleve os selv, for tvivlen ægger en til at søge råd, tænke selvstændigt og gøre noget meningsfuldt, dvs. træde i karakter. Hamlet frøs i en stilstand der hører teenageren til, eksistentialisten er den voksne, der handler og håndterer de konsekvenser handlingerne måtte kaste af sig.

 

  1. Paradokser. Paradokserne frelser sjælen fra stilstanden på søjlerne af de rette holdninger og absolutte sandheder, som vi ikke selv har fundet på, men åbenbart skal leve efter? Montaigne blev mesteren af paradokset, og jeg tror han skabte så mange paradokser for sin friheds og fornøjelses skyld. Hvilket også har været til vores friheds og fornøjelses skyld.

 

  1. Bevidsthed og krise. Vores ofte forgæves forsøg på at forstå tilværelsen, er som en indædt kamp, der ikke skal frygtes, men ses som vidnesbyrdet for bevidst eksistens.

 

  1. Selverkendelse. Den der giver sig hen til nu’et opdager at ingen tanke eller følelse kan skræmme ham. I nu’et bliver frygten, angsten og tvivlen nemlig til endnu nogle begivenheder i det selv, der er din krop. For kroppen er dit selv. Eksistentialisten sorterer ikke mellem det positive og det negative som fx psykiatrien gør det. Det ”negative” i det indre ses ikke som sygeligt.

 

  1. Visdom. Vi defineres ikke bare os vores krop, navn, nationalitet og oplevelse, men af vores baggrund, det vil sige rummet vi bevæger os i. Derfor er en ”fremmedgørelse” i forhold til verden en illusion. Vi er nemlig på en og samme tid både os selv og vores omgivelser. Eksistentialismen forkaster subjekt/objekt forholdet, bl.a. fordi den også kan lede til nihilisme.

 

  1. At tro på noget. Nihilismen er ikke bare en intellektuel blindgyde, men en glidebane til forfærdeligheder, for hvis man ikke finder sit eget liv meningsfuldt, er andres liv det jo heller ikke?

 

  1. Irrationalitet. Eksistentialismen betvivler ikke videnskaben, men betvivler dens logikker hvad angår forståelsen af det enkelte menneske. Mennesket er ikke rationelt. Livet skal ikke forstås rationelt. Mennesket vil til at begynde med slet ikke have det nemt. Hvad er værre end at være sammen med nogen som er så vild med dig, at du ikke kan gøre noget galt?

 

  1. Oplevelse. Eksistentialisten leder efter meningen med livet i fornemmelsen og oplevelsen, ikke i rationelle kalkuler.

”Livet giver ikke mening, for vi er som et støvkorn på støvkorn i tid og rum.” siger du

Jeg svarer: ”Det er da meningsfuldt at grine?”

”Hvem hører din latter om hundrede år?” svarer du.

Jeg svarer: ”Det ved jeg ikke.”

Du kigger triumferende på mig.

Jeg svarer: ”Hvorfor skulle det ikke gøre livet endnu mere meningsfuldt, at det er kort?”

Du siger: ”For du er bare en ligegyldig plet i tid og rum.”

Jeg svarer dit blik: ”jeg er ikke ligegyldig for dig lige nu?”

Du siger: ”Du betyder intet for mig.”

Jeg bliver tavs. Jeg ser hans kulde, og får lyst til at trække mig. Jeg fortsætter en tankerække inde i mig selv:

”Hvorfor ikke se sig selv som spidsen af en fraktal, af et univers, der er ved at vågne, som fra en stjernes drøm?

Du svarer ikke, og jeg fortsætter:

”Kan du bevise, at det ikke er universet der blinker til sig selv, når vi misser med øjnene om morgenen? Havde du tænkt over, at livets største trick var at bilde os ind, at du kun lever en gang, så du kan elske det endnu mere? Og du behøver ikke en gang at tro på det, men når du griner af glæde, eller kigger et spædbarn i øjnene, kan det godt være sandt, i hvert fald i et sekund.”

Du siger: ”Det tror jeg ikke på!”

Jeg svarer også: ”Det tror jeg ikke på!” og fortsætter:

”Bare fordi du kan lyve over for dig selv, betyder det ikke, at du kan lyve over for mig.”

“Jeg lyver ikke” siger du så

“men du taler heller ikke sandt”, svarer jeg...

MilkyWay_TA-147851475

  1. Kald til selvopofrelse. I stedet for at fortvivles af store tanker, og rædselskabinettet af overrationalitet, så tillad dig selv at mærke kulden fra den åbne himmel og opdag her din impuls til kærlighed og store gerninger. Lad dén være en rettesnor. Noter dig, at den ikke kommer af tanken.

 

  1. Modstanden mod ”biologiseringen”. Eksistentialismen vånder sig over en teknisk rationel biologiserende forståelse af mennesket og vores psyke. Når vi betragter vores indre med frygt, gør vi os fremmede over for os selv, og man kan sige, at når vi aktiverer vores rovdyrsdetektorsystem mod os selv, er det svært at slå fra igen. Vi skal derfor være forsigtige med at tale om ”symptomer” på dit og dat, når vi taler om hvordan vi har det med os selv.

 

  1. Livet som uhelbredeligt drama. Ofte vil bekymringer, mareridt og tvivl ikke være tegn på psykisk sygdom, men tegn på at livet savner din deltagelse, og hvis du ikke skaber dramaet selv, gør livet det for dig, fra bunden af din hvileløse sjæl.

 

  1. Viljens glæde. Der er så meget glæde forbundet med at nærme sig et ønsket mål, at lidelse ofte kan ses som fraværet af mål i tilværelsen. Lad være med at skamme dig over at stræbe og ville. Lad blot andre sige at du skal stå stille, hvis det er sådan at de kan fornemme deres egen udvikling.

 

  1. Individualitet. Individet er eksistentialismens primære analyseniveau. Den der tænker alene, tænker klarere: Only one attains the goal. Den store tænkning, af den art der kan vejlede os alle, synes at opstå hinsides markedets støj og populære holdninger. Eksistentialismen er indædt selvstændig i sit filosofiske afsæt.

 

  1. Humanisme: Mennesket skal insistere på at finde eksistentielle sandheder på egne præmisser, for den der oplever meningsfuldhed i livet, er sværere at forføre af betændte ideologier og sekter. Når vi insisterer på vores egne sandheder på egne præmisser, beskytter vi ikke bare os selv men også hinanden. Eksistentialismen er en humanisme, et værn mod brutalitet.

 

  1. Anarkisme. Med individet som sit primære analyseniveau, er reglen selvstændig tænkning, og det kan forekomme kaotisk og kontrært, og det er meningen. Anarkisme i den absolutte forstand forkastes som umodent.

 

  1. Romantik. Videnskabens billeder af celler og diagnoser er et spejl hvori vi ser frosne genfærd. Hvem forfærdes ikke af de kolde nuancer? I poesien og lyrikken ser vi ikke bare os selv og vores fortid, vi ser vores hjem og de mulige fremtider, der spreder sig som spektret af farver der kaster sig i alle retninger fra vores uudgrundelige fantasis møde med den levende kultur som spejl. Eksistentialismen er romantisk, for det er livet også.

 

  1. Forundring. Det er blevet normalt at slå forundring over tilværelsen hen, for hvad kan den bruges til? Poesi og dagens livsbekræftende dramaer kan ikke måles, vejes og tælle i konkurrencesamfundet. Eksistentialismen ophøjer forundringen til livskunst.

 

  1. Ægthed. I eksistentialisme foldes livets mysterier ud af den hele hjerne til den hele hjerne. Vi griber menneskeligheden i vores tale, vores skrift, vores bevægelser og musik, og vi lytter med hele vores krop, og mærker et stærkt tilhørsforhold og en dyb meningsfuldhed og sammenhængskraft med jorden og hinanden. Et tema i den humanistiske psykologi.

 

  1. Ydmyghed. Kants imperativ, opdateres til: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have gjort mod dig selv!” For du ved ikke hvad der er bedst for andre, men du ved hvad der er ubehageligt for dig selv, og som sikkert også er ubehageligt for andre.

 

  1. Godhed. Måske vores oplysningstid og videnskab ikke kan give svaret på moralske og etiske spørgsmål. Det efterlader et hvidt felt på landkortet, som vi er forpligtet på at udfylde. For den uden viden hvad der er godt, er al anden viden ligegyldig. Eksistentialisten er fredselsker, men ved at livet kan være hårdt og kan kræve lidelse både hos os selv og andre.

 

  1. Ansvar og selvaktualisering. Eksistentialismen placerer det individuelle ansvar for et godt levet liv øverst i meningshierarkiet og endevender det for os og viser os i den forbindelse alle de djævle vi også må overvinde for at blive gode mennesker.

 

  1. Selvhengivenhed. Eksistentialisten kan sige på chokerende vis: ”Jeg giver mig hen til mig selv og låner mig ud til andre!”, for det er en sølle og i sidste ende unyttigt menneske, der ikke står godt i sit eget liv.

 

  1. Skepsis. Et stort ordforråd kan gøre folk lige så forvirrede, som afklarede. Blandt filosoffer er det comme il faut at sige at ”vi ikke har fri vilje”. Blandt psykologer: ”Vi har ikke et selv”. Blandt sociologer: ”Alt er magt, og vi er ikke andet end internaliseret undertrykkelse”. Blandt kønsforskere: ”… fill in the blank… ”. Disse overintellektuelle uhyrligheder kalder på en gentagelse af den skepsis for de lange ord som renæssancehumanisten Montaigne introducerede.

 

  1. At mærke efter. Medens vi ikke rigtigt kan sværge ved det, der er sandt, for vi er kognitivt begrænsede, har de fleste menneske en automatreaktion på det vi finder forkert. Det almindelige menneske bryder sig sjældent om brutalitet. At andre lider unødigt. Derfor er det afgørende, at vi fastholder retten til at mærke efter på egne præmisser og har rette til at sige fra. Det mindsker brutale regimers handlerum.

 

  1. Retten til at vrøvle. Den enkeltes frihed til at sige sit, ses i eksistentialismen ikke bare som et værn mod det totalitære, men også som et centralt udgangspunkt for ”logos”. Hvordan skulle jeg vide hvad jeg har tænkt, hvis jeg ikke har sagt det? Som der blev sagt en gang. Når vi knægter retten til at tage frit fra leveren, bremser vi bevidsthedens flimrende hav hvor fra mening opstår i den enkeltes sind og de resulterende samtaler. Meget af tiden siger vi nonsens for at blive korrigeret, for at høre os selv. Det er en menneskeret, ja nærmest en pligt over for logos at vrøvle lidt for at prøve at blive klogere. Kald det gerne for et paradoks.

 

  1. Uenighed. Det er godt at være enige om mange ting, og det er farligt. For hvis en flok er enig om stort set alt, er det tegn på at man har erstattet sin egen individuelle dømmekraft med flokmentalitet, og intet kan være mere åndsforladt og morderisk grupper og deres ansvarsløse stemninger. Eksistentialisten kan lide at snakke, og frygter ikke uenighed.

 

  1. Nonchalance. Vejen til holdbar diskussion og uenighed er bygget på nonchalance. Vi skal bære vores idéer let, om ikke andet for at kunne være i feltet sammen andre uden absolutter, og uden at blive uvenner. Eksistentialisten er cool.

 

  1. Frit lejde. Det vigtigste er, at man ikke bremser noget i oplevelsen for hvis man ikke kender sig selv, kender man ikke menneskeheden, og så kan vi ikke forstå det der foregår omkring os.

 

  1. Dynamik. Erkendelsen af vi ikke vil have noget, vi vil ville noget. Vi er processer uden ende.

 

  1. Det vilde. Hvis man taler om ”det indre barn” i dag, er det tåkrummende. Den dynamiske og kreative forståelse af mennesket synes relegeret til new age bølgens fjerde revle. Sygeliggjort under videnskabens kolde stetoskoplys gennem tynde hjerneskiver, og mistænkeliggjort af samfundskritikkernes arrighed over psykologi, der kan distrahere dem fra kampe mod “magten”. Eksistentialismen (gen)introducerer en vildskab i portrættet af mennesket, som mennesket fortjener.

 

  1. Eksistentielle sandheder. I årtier har intellektuelle kappedes om at destabilisere traditionelle sandheder. Alt der ikke flyder, skal opløses, så ingen kan føle sig undertrykt af noget synes logikken at være. Alt i medens de intellektuelle har gjort et hjem af deres lange ord, erkender eksistentialisten at der findes undertrykkelse og at vi har behov for fast grund under fødderne. V har behov for et fundament som stikker dybere end lange sætningskonstruktioner, om ikke andet med egne hjemmelavede livsfilosofier.

 

  1. Livslyst. Eksistentialismen forsøger som nævnt ikke at skærme os mod det store og det ubesvarede og det frygtede, men knæler til det og fejrer det med hud og hår og alle de nuancer vi formår at tage ind.

 

  1. Parforholdet. En kæreste er ikke ejet, men til låns i et flygtigt liv. Og det er din evne til at se din partner sådan, der gør at de altid kommer tilbage, for kærlighedens sprog er frihed og retten til frihed. Kald også det et paradoks. Kærligheden hvisker om troskab, og det skal eksistentialisten vænne sig til.

 

  1. Eventyret. Målet med livet må være at have det så meningsfuldt som muligt. Et fuldt ud levet liv har sin del af angst, tristhed, lidelse og elendighed, for det hører også eventyret til.

 

  1. Eksistentiel terapi. Den oplyste eksistentialisme er varsom med at kaste folk ud i overvejelser om livets storhed, når de i forvejen er i krise. Som regel søger mennesker en støtte når de går til psykolog, og her kan enkle redskaber og skabeloner fra fx kognitiv terapi være en god håndsrækning. Nogle gange er den bedste eksistentielle terapeut kognitiv. Lad endelig livet folde sig ud i det tempo folk er klar på. Som det er, har folk som regel ikke råd til andet end at bremse katastrofen, hvorfor den reelle eksistentielle terapi folk har råd til, er mødet med dem selv gennem kulturen.

 

..

 

 

Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende tidsløse forslag til løsninger?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet. Måske de stadigvæk kan lære fra sig?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed?

Hvor meget tør du være med?

Kan du genkende dig selv?

Hviskes der mellem linjerne i de gamle historier.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre.

Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen for ores arts historier.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen. Det eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

Livet rummer selvfølgelig også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Vi værdsætter kunsten og kunstnerne, ikke for at værdsætte dem, men for at værdsætte os selv. 

russisk eventyr

Billede fra et russisk eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Historierne har være som beviset for den oplevede fortid og således tegnet på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten.

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os. Prøv at kigge på de ni historier kan du finde dine historier?

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til? Hvad er det for en maske du har på?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst rundt som kamel læsset med alt det, der er til overs,eller agere kulisse til andre, fx stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

 

Meningen med livet

Hvis vi, som en leg, bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig og vores civilisation, er du fordømt til at udleve. Gør det godt.

6 overraskende tegn på at du har karakter

foto: Unsplash.com / https://unsplash.com/@lottemeijer

 

Karakter

At gøre det rette

I bogen ”To Kill a Mocking Bird” følger vi advokaten, Atticus Finch, forsvare en ung sort mand, Tom, der er anklaget for voldtægten på en ung kvinde. Tom er uskyldig, men stemningen i den lille sydstatsby vil have ham dømt. Atticus arbejder på at gøre det rette og få den unge Tom frikendt, uanset stemninger, følelser og frygt for egen sikkerhed. Læs bogen, eller se filmen, den går rent ind. Karakter handler om at gøre det rette, og denne film udpensler det på en toptjekket måde.

 

Selvopofrelse

Myter, eventyr, film er fulde af denne heltearketype, kvinder såvel som mænd, der udholder latterliggørelse, ydmygelser og trodser farer for at gøre det rette. Ve den mand, der ikke stiller redningsbåden til rådighed for kvinden og barnet før ham selv. Der er uomtvisteligt selvopofrelse forbundet med karakter.

 

Ansvarlighed

Mange heltekarakterer er til hverdag uanseelige og sårbare, som folk flest, lige ind til de ifører sig batmankappe, spiser spinat, drikker trylledrik, eller hvad ved jeg. Vi har alle et dybt ønske om at være modige og gøre det rette, koste hvad det vil. Karakter er nøje koblet på ansvarlighed, dét at opfylde en gavnlig rolle for samfundet. Karakterfuldhed er noget at sigte efter for os som samfund.

 

Vi ved med andre ord, at karakter er vigtigt. Afgørende. Og så er det jo interessant, at det samfund vi lever i, synes at:

 

H æ d r e     a l t       m u l i g t       a n d e t       e n d         k a r a k t e r.

 

 

Tegn på manglende karakter i vores moderne samfund

 

Debattørsyndromet

En politiker eller debattør synes ikke at blive vurderet på karakter, så meget som på veltalenhed og skarpe comebacks. Hvis det var et fag der hædrede og belønnede karakter, ville der ikke være politikerlede. Det værste er, når systemet, “mediet” giver point til debattøren baseret overfladisk karakter. Det kaldes bl.a. “virtue signalling”. På de sociale medier belønnes  ærlighed og ligefrem tale ikke så meget som deltagerens  evne til at aflæse og følge specifikke sprogkoder, som hans eller hendes særlige ekkokammer tilbeder. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, er du muligvis en af de “karakterforladte”, hvis tanker afspejler din gruppes holdninger og ikke din egen selvstændige forstand.

 

Uddannelsernes karaktersystemer bedømmer kun i lille grad udvikling af karakter

En studerende bliver som regel ikke vurderet på at have hjulpet andre, eller bidraget til fællesskabet, eller for at skabe noget unikt, men på gennemsnittet opnået.

 

Diagnoser på børn

Mange små skolebørn får diagnoser og medicin hvis de ikke kan sidde – unaturligt – stille. Det er karakterforladt af os, at tillade et sådan menneskeligt forfald (jeg har ikke løsningen).

 

Penge lugter ikke

En mand bliver hyldet for rigdom og succes uanset hvordan den er opnået.

 

”Jeg kan ikke gøre noget galt” – syndromet

En mand katastrofebremsede i sin store Range Rover bag mig og mine børn der sad i en lille hatchback. Et splitsekund fra katastrofen fordi han kiggede i sin mobiltelefon bag rattet. Jeg steg ud af bilen og gav ham en skideballe, og i stedet for at skamme sig, blev han fornærmet. En mand af karakter ville have rødmet og sagt undskyld til han blev blå i hovedet. Skamløsheden er særdeles karakterforladt.

 

 

6 overraskende tegn på at du har karakter, og ét tydeligt.

 

Du tør at lade være med at sige undskyld

Eftersom den karakterfulde er præget af selvstændig tænkning, vil det bero på tilfældigheder, om hans, eller hendes sandheder og værdier flugter med samfundets lunefulde manuskripter for de rette holdninger. Du tør at lade være med at sige undskyld. Du ved, at følelser er vigtige, men ikke afgørende. Du tør at såre andres følelser og gå imod strømmen, men ikke mere end allerhøjst nødvendigt. For det er karakterforladt at tro at man ved alt bedst, og det er karakterforladt skabe mere lidelse i verden, end der er i forvejen.

 

Du kan lytte

Hvis du har karakter er du ikke så angst for hvad du selv indeholder, og hvis du ikke er angst for dit eget indre, er du heller ikke bange for hvad der foregår i andre, hvorfor du kan være en sublim lytter. Du er typen, der mestrer kunsten, at kunne tale om det allersværeste uden af at du overskrider andres grænser.

 

Du dømmer sjældent andre mennesker

For du ved, at man ikke kan se på folk, hvad de har måttet gennemgå, for at være dem de er, men …

 

Du kan holde humøret

Når du opdager at andre prøver at sprede dårlig stemning, fordi de ikke har det godt med sig selv, lader du dig ikke påvirke af det.

 

Du finder personlighedstests vanskelige at udfylde

Man kan også være så optaget af at gøre det rette hinsides impulser, følelser og flimmertanker og vaner, at man transcenderer sin automatik, og derfor kan have svært ved at vide hvad man skal svare på mange af de spørgsmål man typisk stilles.

 

Du har svært (!) ved at sige til og fra

I tekstbogen hedder det sig, at man brænder inde med ting, underkaster sig for meget og opofrer sig for meget, fordi man er bange for konsekvenserne af at sige til og fra. Det ses som karakterforladt, men i min analyse kan man vende den anskuelse på hovedet, og se folk, der har haft så meget karakter, at de har ofret sig for meget. Her skal man finde en balance igen, hvor man udvikler lidt sund ”egoisme”.

 

Og den ikke spor overraskende: Du har integritet 

Integritet

Hvilket vil sige, at du prøver at fastholde din persona og din dydsetik (regler for god adfærd) på trods og på tværs af situationer og forviklinger. Ligesom krigsfangerne i ”Broen over floden Kwai”, holder man på formerne selv i de grelleste situationer. De gamle grækere definerede såkaldte karakterstyrker, de forbandt således karakter med blandt andet: Mod, mådehold, kærlighed, venlighed, retfærdighed, nysgerrighed, åndelighed, visdom og netop integritet. Uden integritet mister de andre styrker deres vægt og vigtighed, og således har du ikke karakter. Jeg har tidligere skrevet om vejen til karakter her. 

 

 

 

At søge accept fra andre, eller acceptere sig selv, det er spørgsmålet (for nogle af os)

Jeg vil gerne have at du kigger på mig med øjne der siger: Det vidste jeg ikke du kunne, det vidste jeg ikke man kunne! Hvor er du bare vidunderlig! Når jeg gør ting, når jeg tør ting, skal det lyse dig op, så selv verden bliver misundelig, og her bliver dit smil og dine øjne som stjerner, der leder mig på vej.

 ”Ehrmm…” rømmer mig ”med andre ord. Det jeg prøver at sige … Jeg vil gerne anerkendes noget mere af dig.”

 ”Hvad mener du?” Spørger du, ”jeg anerkender dig jo tit…”, siger du så.

”Det er jo heller ikke sådan, at du aldrig kigger sådan på mig.” Svarer jeg undskyldende. ”Det gør du jo, det ved jeg. Jeg ved også, at jeg selv nogle gange glemmer at kigge på dig på den måde.”

”Måske” går jeg i gang med at tilstå, ”har jeg har et behov for at du roser mig, selv ved mine små sejre. Ligesom, for på en eller måde, at hjælpe mig med at opveje min tvivl.”

Du kigger mildt forundret på mig… og jeg tænker:

 Måske har hun jo blot set en mand, som gør det han skal, fordi han kan og han bør. At han blot står på små trin, som det er. Måske har hun prøvet at lade mig forstå at jeg kan nå endnu højere. Jeg roser jo heller ikke hende for at kunne tage sokker på, om man vil. Måske er hun ved at lære mig, at jeg er okay som jeg er?

 

Hvilken frygtelig tanke! – Jeg vil ikke være okay som jeg er, for det ville kræve accept af det ufærdige! Det forfejlede, det jeg skal sone, det jeg skal bekæmpe og det jeg er motiveret til at ændre! Hvem er jeg så? Hvad skal jeg så. Hvad skal jeg så leve for?

Hvilken forløsende tanke! – ”At være okay som jeg er”. Jeg smager på tanken. Som at læne sig tilbage og flyde ud og omkranse verden som vand, der blot finder sig til rette. Lader vind og vejr ryste sin overflade til bølgeskvulp. Lader kulden stryge ens overflade med is, og varmen sende én til himmels som damp, for man ved, at det vender tilbage igen. 

 

Overvejelsen efterlader mig med en fornemmelse af, at være blevet placeret i en ørken og skulle gå i en eller anden vilkårlig retning. Jeg skal ikke bruge andre som lysene på min vej, men skal selv træde min egen vilkårlige sti. Siger jeg til mig selv. Næsten højt. Hvor er kortet? Hvor er det bevis, jeg kan vise på min vej, hvis jeg går forkert, der siger ”jeg gik denne vej fordi det og det?”

Jeg skal altså stole på mig selv.  Og selv sætte retningen. Ikke styre efter andres anerkendelse af mig. Jeg skal på en eller anden måde anerkende mig selv, og stole på at jeg ved hvad der er den rigtige retning, selvom horisonten er ens, hele vejen rundt.

 

At starte forfra

Jeg har jo aldrig været her før. Tænker jeg. Og erkender straks bagefter, at det var en lidt skør tanke. Jeg tror at jeg associerede videre fra billedet af ørkenen til denne tekst.

Det føltes tomt. Som ukendt territorium. Retningsløs…

“retningsløst!”,

… det var det, jeg ville skrive. Og det er måske et godt sted at starte. Jeg ved at stjernerne kan lyse ørkenen op i den dybeste nat, og kranse himlen med mening fra nord til syd og fra øst til vest. At alle veje på en eller anden måde, fører det rigtige sted hen, når vi blot er sammen.