Om de 8 benspænd for den gode samtale…

Ligesom de dårlige samtaler kan stresse os til en tidlig grav, kan de gode samtaler gøre livet værd at leve. Her skriver jeg om at lade samtalerne arbejde for dig, og ikke imod dig.

Det er på ingen måde en udtømmende beskrivelse, for dette essay er først og fremmest født af min egen tvivl og undren mere end noget andet.

Herunder forsøger jeg at beskrive den gode samtales, i hvert fald, 7 benspænd.

OM DEN DÅRLIGE SAMTALE OG DENS DØTRE OG SØNNER

 

1. Frygten for at lyde dum

Man er måske bange for at lyde dum. Bange for at man måske ikke er god nok, eller elskværdig nok som man er, hvorfor man skjuler, forklæder eller pynter på sine oplevelser og udmeldinger. Jo mere man er bange for at blive dømt ude, des mere isolerer man sig.

Gode råd: Vi er alle sammen grundlæggende pisseusikre, start med at øve dig i at vise sårbarhed, sig fx: jeg ved det ikke med sikkerhed../vil du gentage det du sagde, jeg forstod det ikke/nu bliver jeg usikker vil du ikke forklare/kan du forklare mig... Og læg mærke til, at snarere end at folk trækker sig fra dig, nærmer de sig.

 

2. Manglen på ord

Man formår måske ikke at formulere sig ordentligt, eller tyde hvad andre mener eller også tør man ikke erkende, at der er noget man ikke kan forstå, og så prøver man snarere at vinde en diskussion, eller lade som om at man forstår.

Gode råd: Du skal vide at man ikke kan vinde en diskussion i et forhold, hvis den ene part taber. Hvis du finder dig i en samtale hvor en kollega eller kæreste vil “vinde” og de er gode til ord, kan du spørge dem om fx “… jeg kunne godt tænke mig, at du blev nysgerrig på hvad jeg mener og hvorfor.”

 

3. Magelighed

Når alt kommer til alt, er det måske ikke så svært at forstå, at vi kommer til at bruge så mange små uærligheder, og havne i dårlige samtaler. Det meste af det vi gør synes at være til forhandling når det kommer til stykket.

Spørgsmålet presser sig på, om vi overhovedet kan være sikre på noget. Og hvordan skal vi så kunne være ærlige?

Gode råd. Klichéen passer: Ærlighed betaler sig (især om det man er usikker på).

 

4. Manglende selvforståelse

Vi kan som regel ikke forstå os selv på et dybere niveau end hvad vi lige kan huske at have erfaret, hvad vi kan lide at spise, hvad vi hedder og hvad vi laver for tiden.

Præget af forvirringen foranlediges man til at projicere ens egne ukendte sider over på andre, både det gode og det dårlige. Hvis man ikke har en klar opfattelse af hvor man selv ender, og hvor den anden begynder kan samtalen være som en dans, hvor hverken rytme eller retning kan bestemmes.

Sådan er det også, at frygten for vores egen uransagelighed også giver os frygt for andres uransagelighed, og dermed gør den gode samtale svær.

Gode råd. Tag afsæt i dig selv når du taler. Man skal turde tilliden, og ærligheden over for sig selv til at begynde med. Det inspirerer andre til det samme.

 

5. Travlhed og selvtilsidesættelse

Der synes under alle omstændigheder ikke at være tid til al den sårbare famlen rundt i hvad man dybest set i virkeligheden gerne vil og ikke vil. Videre. Videre! Lyder travlhedens svøbe til borgerne, der har politikere med snarlige katastrofer malet i øjnene (for at sikre stemmer til deres parti) og huslånet åndende i nakken.

Vi skal så meget i vores samfund, at det er blevet mere naturligt at tilsidesætte sig selv, end at give sig hen til sig selv, og medens det gør ting nemmere på kort sigt, er det samtidigt en åndelig brandert: Jo mindre bevidst du er om dig selv og andre, des mere undgår du nemlig ny viden om dig selv og andre, og således bliver ens samtaler dårligere og dårligere.

Gode råd: Sæt tid af til dig selv, læs, fordyb dig i samtaler der føles væsentlige. Forhold di til følelser.

 

6. Arrogance 

Vi frygter som nævnt intet mere, end at blive vejet og fundet for let. Denne frygt leder de mere intelligente af os til uklædelig brug af ord, hvor vi skønmaler os selv og vores viden. Vi siger “du kan ikke lære mig noget nyt”.

Jeg siger nogle gange til mine børn, når de snakker for at vinde en diskussion: “Hvad har ordene gjort, siden de skal bruges som våben? Ord er udviklet for at man kan komme tættere på hinanden, ikke for at distancere sig fra andre eller slå andre med dem.”

Gode råd: Mange intelligente mennesker skal lære og genlære at den gode samtale har brug for ydmyghed, tillid og lydhørhed.

 

7. Perfektionismen

Jo mere frygt man har i sit system for at blive vurderet negativt af andre, des mere vil nogen af os søge en perfektion som hverken en selv, eller andre kan opnå, og når man ikke kan tillade sig selv, at være sig selv, kan man heller ikke tillade andre, at være sig selv, og så kan der ikke være nogen samtale.

Gode råd: Se om du kan satse på at være 80 % perfekt, være nærig med de sidste 20 %. Giv dig selv en fornemmelse af, at du ikke strækker dig for meget på noget tidspunkt. Slap af så godt du kan.

 

Den gode samtale har således i hvert fald syv benspænd

  1. Frygten for ikke at være god nok eller sød nok.
  2. Manglen på ord og problemer med at forstå hvad andre mener
  3. Mageligheden over sandheden.
  4. Manglende selvforståelse og dens projiceringer
  5. De daglige travlheder og selvtilsidesættelsen
  6. Arrogancen i følge hvilken andre ikke kan lære os noget nyt, og ikke kan indrømme uvidenhed.
  7. Foragten du måtte have for det uperfekte både i dig selv og andre.

 

Til sammen gør disse benspænd, at vi hellere holder os på vores overfladen af almindeligheder og tidens populære holdninger, og gør en dyd ud af vores rutiner, end tillader os selv, at synke ned i den sårbare og uudgrundelige menneskelighed, som også er andres menneskelighed. Således misser vi måske ud på den vigtigste erkendelse af dem alle, at det netop er i accepten af vores egen uvished, alt det vi ikke ved, at vi kan finde hinanden i vores fælles fejlbarlige og festlige menneskelighed. 

 

Hvad betyder det så, mere konkret? Hvad skal man gøre, for at overkomme disse benspænd? Det har jeg også skrevet om, men ikke udgivet endnu. Måske en dag. Jeg kan nu også bedst lide at lokke folk til vandet, snarere end at stikke deres muler i åen.

Hvad blev der af oprigtigheden?

Det mærkeligste ved at arbejde som psykolog?

Manglen på oprigtighed.

I årevis har jeg hjulpet klienter med at tale mere oprigtigt.

Via utrættelige rollespil, har jeg undervist folk i alle aldre og uddannelsesniveauer i at sige deres egen sandhed. Uanset hvem de er, og hvad de laver synes mange nemlig viklet ind i 117 overbygninger hvorfor deres talte ord er blevet langt mere komplekst og forvirrende for dem selv og andre, end det i al skinbarlig sandhed behøver at være.

Med “sandhed”, mener jeg det, det man i virkeligheden mener. Det som man i kroppen fornemmer som både godt, ægte og kærligt over for en selv og andre. Det har jeg skrevet lidt om her.

For eksempel, måske du kan leve dig ind i det: “Jeg ved godt, at jeg kan komme til at skuffe dig, men du skal vide, at det skyldes at jeg er noget rodet inden i. Jeg savner vores samvær mere end du tror. Du må godt være bedre til at tage fat i mig, hvis jeg virker fjern. Jeg elsker dig.”

Eller:

“… jeg kan virkelig godt li fløjl.”

Eller:

“… nu har jeg med jævne mellemrum fortalt dig, at jeg ikke kan arbejde sådan her, ved siden af “x”. Jeg forstår ikke hvorfor I ikke gør noget ved det. Vil du forklare mig det?” 

 

Hvorfor er det så svært for os, at tale oprigtigt? 

Rent biologisk set, er vi er som den gode Rousseau bemærkede, ængstelige af natur, vi er simpelthen bange for at blive afvist.

Rent samfundsmæssigt set (det er her at vi godt må pege fingre, om man vil) har vi skabt en idé om os selv, som er så overfladisk, at man næsten kan skære sig på den.

Fra skolelærere henover ingeniører til psykologer, trawler vi gennem de utallige små sorte bogstaver og de mange vigtige formler. Vi lærer uden ad, vi lærer at diskutere “koncepter”, vi lærer, som det ypperste, at forholde os til det, der ikke er der. Det hedder abstraktioner.

Man læser på læreanstalterne om alt muligt andet end følelser, ærlighed og kunsten at sige “sin egen sandhed”.

Man læser at fornemmelser og energi er “alternativt”. Der er jo ikke noget “inden i”. Der grines af ordet “visdom” og visdomstraditioner ses som levn fra “patriarkatet”. Det er strukturerne der skal analyseres og kritiseres forstås, og maskinerne der skal bygges og serviceres. Der er endog tekster hvor der advares mod at forholde sig til sig selv, eller meditere, for det er en “undertrykkende selvteknologi”.

Vi lever i en tid med “dybdeskræk”. Vi lever med en bornert intellektualitet. Man lærer om alt undtaget den ærlige tale.

Man lærer selvfølgelig meget af værdi på universitetet og gymnaiset, men hvis man efter folkeskole, 3 års gymnasium, 5 års universitet plus det løse, ikke kan sige sin egen sandhed uden af at slå syv knuder på sig selv og træde andre over tæerne i processen, er der altså noget galt.

 

10 forskelle mellem den almindelige, og den terapeutiske samtale

Hermed nogle forskelle mellem en terapeutisk samtale og en ”normal samtale”.

 

Holdningsneutralitet

Vi er så sociale at vi helt automatisk danner en slags rollefordeling, som var vi ét, når vi er sammen. (Hvis den ene er meget klog, behøver den anden jo ikke at være det, og hvis den ene er meget morsom behøver den anden ikke at være det og så videre.) Man må derfor i terapien endelig ikke agere dommer, selv over klienternes mest tossede tanker og idéer. For hvad kan være værre, end at klienten tror at han skal udfylde rollen som den tossede, og du den der har alle svarene? Det er klienten der skal lære at dømme sine egne tanker. Faktisk ville det være bedre, hvis terapeuten indtog rollen som den tossede, og klienten indtog rollen som dommeren.

 

Relevansprincippet

”Relevansprincippet” i kommunikation synes at være gældende blandt de fleste almindelige mennesker, hvilket vil sige, at man ikke siger for meget og for mange ting, der synes at være irrelevante for andre. Når du har mødt en person der har ”talt dig helt i sænk”, har du opdaget hvor vigtigt relevansprincippet er. I terapilokalet sættes denne regel ikke ud af spil, men den ændrer form. Du skal med andre ord, som klient, ikke være bange for at kede psykologen. Det er et rum hvor du kan fabulere og associere frit og fredeligt. Relevansen vil ikke afhænge af, om du kan underholde psykologen eller ej. Nogle gange kan man dog som psykolog bruge sin fornemmelse af om din historie er lidt kedelig at høre på eller ej, som rettesnor til om du også finder det, du siger, kedeligt.

 

Autenticitet

I dagligdagen foregår megen kommunikation som en form for forhandlinger. Hvem har gjort hvad, hvad skal gøres, hvad aftaler vi, hvad sagde du, hvad sagde jeg. Handlingerne og koordineringerne er vigtigere end hvor vidt man føler at man taler helt sandt. I terapilokalet vil samtalen ofte lige omvendt, have fokus på, at det man siger kan fornemmes som sandt, medens hverdagens gøremål kan fortone sig lidt baggrunden. Jeg plejer at fortælle mine klienter, før vi overhovedet går i gang, at de fleste af vores problemer hænger sammen med måder at kommunikere på. Derfor skal man hos psykologen øve sig på at være så ærlig som mulig.

 

Tavshedspligt

Som regel er den tillid vi viser hinanden uden garantier. Hos psykologen er tavshedspligten garanteret.

 

Udfordrende

Som regel samtaler vi på måder, hvor vi respekterer hinandens roller, typer og fine følelser. Man forsøger med andre ord, at koordinere sin sameksistens med andre ved, ved så vidt muligt, at ae hinanden med hårene, om man vil. I terapilokalet foregår andre regler. Her vil den gode psykolog hurtigt spore sig ind på ømtålelige områder, der kan have behov for at blive luftet. Hypotesen er, at intet menneske som med møje og besvær må skjule snart det ene, snart det andet for både sig selv og andre, kan trives. Jeg legitimerer nogle gange den mere udfordrende samtaleform ved at sige, at det er min luksus som psykolog at kunne stille den slags spørgsmål, som andre ikke ville stille.

 

Entusiasme

Hos psykologen, i hvert fald hos mig, finder du et menneske, der finder psyken så interessant, at du som udgangspunkt vil blive hædret med ægte interesse, nærmest uanset hvad du fortæller. Så længe du prøver at være så oprigtig som muligt. Det er min entusiasme, der nærmest som en varmelampe får din historie med dens dramaer og løsninger vokse sig store i den terapeutiske samtale. Du er spændende. Alle mennesker, som man virkelig lytter til, er som regel ret interessante.

 

Mentale modeller

Når vi samtaler uden for terapilokalet, benytter vi alskens teorier og ”mentale modeller” over virkeligheden, uden af at være særligt klar over det. I terapilokalet ekspliciterer man de modeller man arbejder med. Det vil sige, at samtalen ophøjes til en form for videnskab. Man prøver forskellige modeller af, nogle gange illustreret på et white board, for at teste hvor vidt dine oplevelser som klient, kan indfanges på bedre og mere præcise og handleanvisende måder end dine vante forståelsesrammer ellers byder dig.

 

Tristhed

Medens tristhed som regel er noget vi undgår, er det ikke noget vi søger at undgå i terapilokalet. Ofte er tristheden nemlig en ingrediens i en ærlig og redelig vurdering af nuet, og udgør derfor tilsammen med alle mulige andre føelser ofte en god platform for de forandringer du som klient ønsker. Der er forskellige slags tristheder, nogle er farbare udviklingsveje andre er offergørende og pacificerende. Det er en kunst at skelne.

 

Ansvar

Sædvanligvis har almindelige samtaler nogle uskrevne regler om samarbejde. Man er lige dele ansvarlige for at få samtalen til at fungere. I terapilokalet, kan klienten godt tillade sig at slippe noget af ansvaret, og bare lade sig flyde lidt med en gang i mellem.

 

Formalitet

Selve samtaleformen i terapilokalet er lidt stiv i det. Det er godt. Klienten skal ikke bruge energi på at forholde sig til psykologen. Selvom det ikke lyder rart at sige, for mig som psykolog, skal klienten gerne være lidt ligeglad med psykologen, især imellem sessionerne.

Vigtigheden af fjol og kærlig omsorg i den professionelle samtale

 

foto: unsplash.com/ @nikarthur

Transaktionsanalysen: Fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation. Redskabet har bl.a. lært os at være rationelle i vores professionelle samtaler.

Ifølge modellen har vi nemlig i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Og det er i det voksne perspektiv at den profesionelle samtale bedst varetages.

Disse tre delelementer af psyken deles i øvrigt op

Man kan tale og lytte ud fra en:

Kritisk forælder og omsorgsfuld forælder

Saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen (deles ikke op)

Rebelsk barn og overtilpasset barn

Jeg synes at modellen er god. Intuitivt set synes den logisk. Hvilket er en af årsagerne til at man i bl.a. konsulent- og coachingbranchen i årtier har antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted, om man vel.

Men holder det vand? Er det “rationelle voksenperspektiv” overvurderet i den profesionelle samtale? Det vil jeg undersøge.

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold: Fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane i parforholdet.

 

Forældreskab: Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Undervisning: Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten: Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler, det bliver simpelthen for koldt og ligegyldigt.

 

Coachingen, der sad fast i voksen-voksen perspektivet: Det har været en gylden standard længe at coachen, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne som nævnt nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapi

Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er kærligt og modigt.

 

Opsummering: Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig? Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndommen i psyken, dernæst blev vi forført af muligheden for at rense sindet på den rationelle bane med fx kognitiv terapi, og slutteligt er vi måske kommet tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for en lidt tvangspræget “rationalitet”. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer i mine samtaler. Man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer og fjol, kølige ræsonnementer, det strikse og det medfølende sind er vel alle vigtige elementer i den gode samtale.

 

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten – for måske er det, der virker bedst, det mest rationelle vi har, og her er alle elementerne i psyken lige vigtige ❤️