Thomas’ 44 teser om en eksistentialisme til den nye tid

(Foto: Tatovering af Albert Camus Citat på overtegnedes arm. “Lykkelige er de hjerter der kan bøje, for de vil aldrig briste”.)

Eksistentialismen står for en kulturel bevægelse af en art, der er så mangeartet, at ingen med respekt for sig selv har forsøgt at definere den. Jeg er heldigvis ikke så fin, at jeg ikke vil forsøge. Om ikke andet, så for min egen skyld.

Følgende er min egen forståelse af en eksistentialisme til den nye tid. Jeg kunne sikkert have skrevet 100 flere punkter, og brugt ti år på det. Det har jeg ikke gjort. Jeg har derimod prøvet at skrive det så intuitivt og flydende som muligt, for at hædre mit skriveflow, mit gode humør og min resolutte tro på, at det ægte følte og naturligt udtrykte kommer tættest på noget rigtigt. Samt, selvfølgelig, min indædte tro på, at heldet følger de tossede.

Hvis jeg fremsætter tingene lidt hårdt og kontant, er det fordi jeg ikke har haft tid til at bløde det op til alles smag. Jeg glemmer nogle gange de forbehold der som smør på brødet gør, at man ikke kløjes i idéerne.

 

  1. Modighed. Livet er som udgangspunkt usikkert. Vores grundopgave er at turde det.

 

  1. Tillid. Vores opgave er ikke at føle os 100 % sikre på hverken os selv eller andre, men at turde at udvise tillid til os selv og vores medmennesker.

 

  1. Lidelse. Lidelsen er givet. Løsningen på at leve godt et godt liv, må være, at leve så meningsfuldt, at livets iboende usikkerhed og lidelse kan bæres.

 

  1. Medfølelse. Når du har lært at rumme dig selv og egen lidelse med uforfærdet ærlighed, vil du blive bedre til at rumme andre.

 

  1. Det interessante liv. Hvis du stræber efter lykke vil du ofte forsøge at undgå stress, og eftersom et interessant liv som regel indebærer stress, vil det ende i et overfladisk liv. Derfor søger eksistentialisten at leve et interessant, og ikke et lykkeligt liv.

 

  1. Mening. Eksistentialisten vil således søge mening og ikke lykke, og betragter måske endda stress og lidelse som tegn på at man lever på en værdifuld måde. (Kierkegaard ville gøre mennesket en tjeneste ved at gøre livet svært.)

 

  1. Angstens natur. Vi indlærer ikke som sådan frygt og lidelse, som ellers er kerneantagelsen i det meste psykoterapi, for lidelsen og frygten er normen, ikke undtagelsen. Det gode liv er et hvor vi fra barns ben lærer at acceptere, rumme og overkomme modgang og den lidelse og tvivl, der hører livet til. Vi skal ikke aflære angst, vi skal ”tillære” mod.

 

  1. Frivillighed. Derfor er exposure (at udsætte sig selv for det frygtede) en central del af en hvilken som helst virksom psykoterapeutisk intervention. Det vi nærmer os frivilligt styrker os, det vi løber fra svækker os.

 

  1. Kreativitet. I overgivelsen til det usikre liv med tapperhed kommer vi i kontakt med et større selv, med der tilhørende større oplevelsesrigdom. Det er fra bunden, ikke fra toppen, at man skuer sit hele selv. Det stort oplevede liv kalder på at finde udtryk, således gør lidelsen os mere kreative.

 

  1. Tvetydighed. ”At være eller ikke at være”, er ikke spørgsmålet, men måske snarere svaret på hvordan vi skal opleve os selv, for tvivlen ægger en til at søge råd, tænke selvstændigt og gøre noget meningsfuldt, dvs. træde i karakter. Hamlet frøs i en stilstand der hører teenageren til, eksistentialisten er den voksne, der handler og håndterer de konsekvenser handlingerne måtte kaste af sig.

 

  1. Paradokser. Paradokserne frelser sjælen fra stilstanden på søjlerne af de rette holdninger og absolutte sandheder, som vi ikke selv har fundet på, men åbenbart skal leve efter? Montaigne blev mesteren af paradokset, og jeg tror han skabte så mange paradokser for sin friheds og fornøjelses skyld. Hvilket også har været til vores friheds og fornøjelses skyld.

 

  1. Bevidsthed og krise. Vores ofte forgæves forsøg på at forstå tilværelsen, er som en indædt kamp, der ikke skal frygtes, men ses som vidnesbyrdet for bevidst eksistens.

 

  1. Selverkendelse. Den der giver sig hen til nu’et opdager at ingen tanke eller følelse kan skræmme ham. I nu’et bliver frygten, angsten og tvivlen nemlig til endnu nogle begivenheder i det selv, der er din krop. For kroppen er dit selv. Eksistentialisten sorterer ikke mellem det positive og det negative som fx psykiatrien gør det. Det ”negative” i det indre ses ikke som sygeligt.

 

  1. Visdom. Vi defineres ikke bare os vores krop, navn, nationalitet og oplevelse, men af vores baggrund, det vil sige rummet vi bevæger os i. Derfor er en ”fremmedgørelse” i forhold til verden en illusion. Vi er nemlig på en og samme tid både os selv og vores omgivelser. Eksistentialismen forkaster subjekt/objekt forholdet, bl.a. fordi den også kan lede til nihilisme.

 

  1. At tro på noget. Nihilismen er ikke bare en intellektuel blindgyde, men en glidebane til forfærdeligheder, for hvis man ikke finder sit eget liv meningsfuldt, er andres liv det jo heller ikke?

 

  1. Irrationalitet. Eksistentialismen betvivler ikke videnskaben, men betvivler dens logikker hvad angår forståelsen af det enkelte menneske. Mennesket er ikke rationelt. Livet skal ikke forstås rationelt. Mennesket vil til at begynde med slet ikke have det nemt. Hvad er værre end at være sammen med nogen som er så vild med dig, at du ikke kan gøre noget galt?

 

  1. Oplevelse. Eksistentialisten leder efter meningen med livet i fornemmelsen og oplevelsen, ikke i rationelle kalkuler.

”Livet giver ikke mening, for vi er som et støvkorn på støvkorn i tid og rum.” siger du

Jeg svarer: ”Det er da meningsfuldt at grine?”

”Hvem hører din latter om hundrede år?” svarer du.

Jeg svarer: ”Det ved jeg ikke.”

Du kigger triumferende på mig.

Jeg svarer: ”Hvorfor skulle det ikke gøre livet endnu mere meningsfuldt, at det er kort?”

Du siger: ”For du er bare en ligegyldig plet i tid og rum.”

Jeg svarer dit blik: ”jeg er ikke ligegyldig for dig lige nu?”

Du siger: ”Du betyder intet for mig.”

Jeg bliver tavs. Jeg ser hans kulde, og får lyst til at trække mig. Jeg fortsætter en tankerække inde i mig selv:

”Hvorfor ikke se sig selv som spidsen af en fraktal, af et univers, der er ved at vågne, som fra en stjernes drøm?

Du svarer ikke, og jeg fortsætter:

”Kan du bevise, at det ikke er universet der blinker til sig selv, når vi misser med øjnene om morgenen? Havde du tænkt over, at livets største trick var at bilde os ind, at du kun lever en gang, så du kan elske det endnu mere? Og du behøver ikke en gang at tro på det, men når du griner af glæde, eller kigger et spædbarn i øjnene, kan det godt være sandt, i hvert fald i et sekund.”

Du siger: ”Det tror jeg ikke på!”

Jeg svarer også: ”Det tror jeg ikke på!” og fortsætter:

”Bare fordi du kan lyve over for dig selv, betyder det ikke, at du kan lyve over for mig.”

“Jeg lyver ikke” siger du så

“men du taler heller ikke sandt”, svarer jeg...

MilkyWay_TA-147851475

  1. Kald til selvopofrelse. I stedet for at fortvivles af store tanker, og rædselskabinettet af overrationalitet, så tillad dig selv at mærke kulden fra den åbne himmel og opdag her din impuls til kærlighed og store gerninger. Lad dén være en rettesnor. Noter dig, at den ikke kommer af tanken.

 

  1. Modstanden mod ”biologiseringen”. Eksistentialismen vånder sig over en teknisk rationel biologiserende forståelse af mennesket og vores psyke. Når vi betragter vores indre med frygt, gør vi os fremmede over for os selv, og man kan sige, at når vi aktiverer vores rovdyrsdetektorsystem mod os selv, er det svært at slå fra igen. Vi skal derfor være forsigtige med at tale om ”symptomer” på dit og dat, når vi taler om hvordan vi har det med os selv.

 

  1. Livet som uhelbredeligt drama. Ofte vil bekymringer, mareridt og tvivl ikke være tegn på psykisk sygdom, men tegn på at livet savner din deltagelse, og hvis du ikke skaber dramaet selv, gør livet det for dig, fra bunden af din hvileløse sjæl.

 

  1. Viljens glæde. Der er så meget glæde forbundet med at nærme sig et ønsket mål, at lidelse ofte kan ses som fraværet af mål i tilværelsen. Lad være med at skamme dig over at stræbe og ville. Lad blot andre sige at du skal stå stille, hvis det er sådan at de kan fornemme deres egen udvikling.

 

  1. Individualitet. Individet er eksistentialismens primære analyseniveau. Den der tænker alene, tænker klarere: Only one attains the goal. Den store tænkning, af den art der kan vejlede os alle, synes at opstå hinsides markedets støj og populære holdninger. Eksistentialismen er indædt selvstændig i sit filosofiske afsæt.

 

  1. Humanisme: Mennesket skal insistere på at finde eksistentielle sandheder på egne præmisser, for den der oplever meningsfuldhed i livet, er sværere at forføre af betændte ideologier og sekter. Når vi insisterer på vores egne sandheder på egne præmisser, beskytter vi ikke bare os selv men også hinanden. Eksistentialismen er en humanisme, et værn mod brutalitet.

 

  1. Anarkisme. Med individet som sit primære analyseniveau, er reglen selvstændig tænkning, og det kan forekomme kaotisk og kontrært, og det er meningen. Anarkisme i den absolutte forstand forkastes som umodent.

 

  1. Romantik. Videnskabens billeder af celler og diagnoser er et spejl hvori vi ser frosne genfærd. Hvem forfærdes ikke af de kolde nuancer? I poesien og lyrikken ser vi ikke bare os selv og vores fortid, vi ser vores hjem og de mulige fremtider, der spreder sig som spektret af farver der kaster sig i alle retninger fra vores uudgrundelige fantasis møde med den levende kultur som spejl. Eksistentialismen er romantisk, for det er livet også.

 

  1. Forundring. Det er blevet normalt at slå forundring over tilværelsen hen, for hvad kan den bruges til? Poesi og dagens livsbekræftende dramaer kan ikke måles, vejes og tælle i konkurrencesamfundet. Eksistentialismen ophøjer forundringen til livskunst.

 

  1. Ægthed. I eksistentialisme foldes livets mysterier ud af den hele hjerne til den hele hjerne. Vi griber menneskeligheden i vores tale, vores skrift, vores bevægelser og musik, og vi lytter med hele vores krop, og mærker et stærkt tilhørsforhold og en dyb meningsfuldhed og sammenhængskraft med jorden og hinanden. Et tema i den humanistiske psykologi.

 

  1. Ydmyghed. Kants imperativ, opdateres til: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have gjort mod dig selv!” For du ved ikke hvad der er bedst for andre, men du ved hvad der er ubehageligt for dig selv, og som sikkert også er ubehageligt for andre.

 

  1. Godhed. Måske vores oplysningstid og videnskab ikke kan give svaret på moralske og etiske spørgsmål. Det efterlader et hvidt felt på landkortet, som vi er forpligtet på at udfylde. For den uden viden hvad der er godt, er al anden viden ligegyldig. Eksistentialisten er fredselsker, men ved at livet kan være hårdt og kan kræve lidelse både hos os selv og andre.

 

  1. Ansvar og selvaktualisering. Eksistentialismen placerer det individuelle ansvar for et godt levet liv øverst i meningshierarkiet og endevender det for os og viser os i den forbindelse alle de djævle vi også må overvinde for at blive gode mennesker.

 

  1. Selvhengivenhed. Eksistentialisten kan sige på chokerende vis: ”Jeg giver mig hen til mig selv og låner mig ud til andre!”, for det er en sølle og i sidste ende unyttigt menneske, der ikke står godt i sit eget liv.

 

  1. Skepsis. Et stort ordforråd kan gøre folk lige så forvirrede, som afklarede. Blandt filosoffer er det comme il faut at sige at ”vi ikke har fri vilje”. Blandt psykologer: ”Vi har ikke et selv”. Blandt sociologer: ”Alt er magt, og vi er ikke andet end internaliseret undertrykkelse”. Blandt kønsforskere: ”… fill in the blank… ”. Disse overintellektuelle uhyrligheder kalder på en gentagelse af den skepsis for de lange ord som renæssancehumanisten Montaigne introducerede.

 

  1. At mærke efter. Medens vi ikke rigtigt kan sværge ved det, der er sandt, for vi er kognitivt begrænsede, har de fleste menneske en automatreaktion på det vi finder forkert. Det almindelige menneske bryder sig sjældent om brutalitet. At andre lider unødigt. Derfor er det afgørende, at vi fastholder retten til at mærke efter på egne præmisser og har rette til at sige fra. Det mindsker brutale regimers handlerum.

 

  1. Retten til at vrøvle. Den enkeltes frihed til at sige sit, ses i eksistentialismen ikke bare som et værn mod det totalitære, men også som et centralt udgangspunkt for ”logos”. Hvordan skulle jeg vide hvad jeg har tænkt, hvis jeg ikke har sagt det? Som der blev sagt en gang. Når vi knægter retten til at tage frit fra leveren, bremser vi bevidsthedens flimrende hav hvor fra mening opstår i den enkeltes sind og de resulterende samtaler. Meget af tiden siger vi nonsens for at blive korrigeret, for at høre os selv. Det er en menneskeret, ja nærmest en pligt over for logos at vrøvle lidt for at prøve at blive klogere. Kald det gerne for et paradoks.

 

  1. Uenighed. Det er godt at være enige om mange ting, og det er farligt. For hvis en flok er enig om stort set alt, er det tegn på at man har erstattet sin egen individuelle dømmekraft med flokmentalitet, og intet kan være mere åndsforladt og morderisk grupper og deres ansvarsløse stemninger. Eksistentialisten kan lide at snakke, og frygter ikke uenighed.

 

  1. Nonchalance. Vejen til holdbar diskussion og uenighed er bygget på nonchalance. Vi skal bære vores idéer let, om ikke andet for at kunne være i feltet sammen andre uden absolutter, og uden at blive uvenner. Eksistentialisten er cool.

 

  1. Frit lejde. Det vigtigste er, at man ikke bremser noget i oplevelsen for hvis man ikke kender sig selv, kender man ikke menneskeheden, og så kan vi ikke forstå det der foregår omkring os.

 

  1. Dynamik. Erkendelsen af vi ikke vil have noget, vi vil ville noget. Vi er processer uden ende.

 

  1. Det vilde. Hvis man taler om ”det indre barn” i dag, er det tåkrummende. Den dynamiske og kreative forståelse af mennesket synes relegeret til new age bølgens fjerde revle. Sygeliggjort under videnskabens kolde stetoskoplys gennem tynde hjerneskiver, og mistænkeliggjort af samfundskritikkernes arrighed over psykologi, der kan distrahere dem fra kampe mod “magten”. Eksistentialismen (gen)introducerer en vildskab i portrættet af mennesket, som mennesket fortjener.

 

  1. Eksistentielle sandheder. I årtier har intellektuelle kappedes om at destabilisere traditionelle sandheder. Alt der ikke flyder, skal opløses, så ingen kan føle sig undertrykt af noget synes logikken at være. Alt i medens de intellektuelle har gjort et hjem af deres lange ord, erkender eksistentialisten at der findes undertrykkelse og at vi har behov for fast grund under fødderne. V har behov for et fundament som stikker dybere end lange sætningskonstruktioner, om ikke andet med egne hjemmelavede livsfilosofier.

 

  1. Livslyst. Eksistentialismen forsøger som nævnt ikke at skærme os mod det store og det ubesvarede og det frygtede, men knæler til det og fejrer det med hud og hår og alle de nuancer vi formår at tage ind.

 

  1. Parforholdet. En kæreste er ikke ejet, men til låns i et flygtigt liv. Og det er din evne til at se din partner sådan, der gør at de altid kommer tilbage, for kærlighedens sprog er frihed og retten til frihed. Kald også det et paradoks. Kærligheden hvisker om troskab, og det skal eksistentialisten vænne sig til.

 

  1. Eventyret. Målet med livet må være at have det så meningsfuldt som muligt. Et fuldt ud levet liv har sin del af angst, tristhed, lidelse og elendighed, for det hører også eventyret til.

 

  1. Eksistentiel terapi. Den oplyste eksistentialisme er varsom med at kaste folk ud i overvejelser om livets storhed, når de i forvejen er i krise. Som regel søger mennesker en støtte når de går til psykolog, og her kan enkle redskaber og skabeloner fra fx kognitiv terapi være en god håndsrækning. Nogle gange er den bedste eksistentielle terapeut kognitiv. Lad endelig livet folde sig ud i det tempo folk er klar på. Som det er, har folk som regel ikke råd til andet end at bremse katastrofen, hvorfor den reelle eksistentielle terapi folk har råd til, er mødet med dem selv gennem kulturen.

 

..

 

 

Har vi misforstået depression? 12 regler.

Foto: Brandon Morgan / @littleppl / unsplash.com

 

Forord

Der er mange ting vi ikke ved om selv de mest enkle forhold. Jeg tror at årsagen til forvirringen, er de mange ord vi har lært bruge. Pludselig tror vi at vi ved hvad vi taler om, blot fordi vi kan formulere os om det. De mange stemmer, de mange holdninger, de mange perspektiver, og de mange, der gerne vil give deres besyv med gør os alle ret forvirrede. Og til sidst kalder vi vores forvirring for en dyd, – for hvorfor ikke.

Herunder giver jeg mit besyv med omkring depression, mit håb er at minimere forvirring omkring depression. Men eftersom det ikke bare er svært at erfare og tænke, men også svært at formulere sig ordentligt, kan det være at jeg trods alle mine bedste intentioner også kommer til at bidrage til forvirringen, hvilket jeg vil skynde mig at undskylde for på forhånd. For god ordens skyld: Jeg vil i det følgende argumentere for, at depressionen primært bør anskues som en fysisk, og ikke en psykisk forstyrrelse, samt at dette har konsekvenser for behandling af depression.

 

Kroppen og psykiske problemer

”Fysikken”, eller kroppen, spiller altid en rolle når det gælder psykiske problemer.

For eksempel har den kronisk ængstelige ofte et stivnet udtryk og en klodset gang. Den overintelligente og psykisk plagede bevæger ofte hænderne som var det en slags redskaber for enden af armene. De spreder fingre og bøjer fingerled på en lidt unaturlig måde og bevæger i det hele taget hænderne som om de ikke fulgte med resten af kroppens naturlige flow. Som havde deres intelligens givet dem en bevidsthed om deres hænder, der kun gør deres liv mere vanskeligt.

Alle ved, at den generte kigger ned i gulvet og griner lidt stakåndet og at den stressede bevæger sig nervøst eller går med hovedet foroverbøjet. At den triste eller depressive ofte virker ”underspændt”, dvs. lidt slatten og sammensunken i sit udtryk. Men alligevel er det som om, at depressionen er langt mere fysisk end de andre tilstande.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men mange gange har jeg siddet over for en depressiv klient og tænkt, at kneb fra den samtaleterapeutiske redskabskasse hverken slog helt eller halvt til. Depressionen virker enormt ”kropslig”, det har jeg skrevet om i det følgende.

 

”Influenzadepressionen”

Et par dage før man bliver syg har man ofte en let, men lidt usædvanlig tristhed. Folk der er gode til at holde øje med deres humør, kan således forudsige en forkølelse bedre end andre. Forklaringen på denne influenzablues skulle være, at kroppen vil skærme sig mod kulde og strabadser i forbindelse med den forestående snue. Måske vi her er vidner til depressionen i miniudgave?

 

Vitaminer, kost og depression

Gammel forskning har kædet depression sammen med vitaminmangel. Hvorfor en blodprøve hos lægen i forbindelse med en depression ofte er en god idé.  For nyligt har man også set betydelig bedring i depression ved god og sund kost.

 

Betændelse og depressionen

Ny forskning viser at betændelse, eller ”inflammation” og depression hænger sammen. Måske depression således primært er en fysisk, og ikke psykisk tilstand?

Livvidden og depression hænger sammen, hvilket netop kan tænkes at være forårsaget at fedtceller på maven kan medføre betændelsestilstande i hjernen.

Man ser også at folk der har slået hovedet mange gange, har forøget risiko for depression, og her man også en mistanke om, at slagene giver en slags betændelse i hjernen.

 

Depression som sygdomsadfærd

Som den eminente og enormt elskværdige professor i psykologi Paul Gilbert har opsummeret fra forskningen i dyreadfærd, kan depressiv adfærd observeres blandt dyr med skade, sygdom eller en lav status i flokken. Med afsæt i disse observationer kan depression muligvis anskues som det svage dyrs naturlige adfærdsmæssige forsvarsmekanisme mod yderligere skader? Forstået på den måde, at dyret der “depressivt” blandt andet fokuserer meget på skaden, dukker nakken og skjuler sig har større muligheder for overlevelse.

 

Sygdomsadfærdens naturlighed og varighed

Når denne tilstand først er indtruffet blandt dyr grundet for eksempel en skade, har den en vis varighed.

En stærk tristhed forbundet med skade varer således ikke bare én dag.

Skaden og tristhed hænger sammen, og varigheden sikrer at dyret, for eksempel en abe med brækket hale ikke pludselig får lyst til at hoppe ud efter en gren, der ville kræve en velfungerende hale, at ulven med den brækkede pote ikke pludselig begynder at løbe hvis den ser et bytte, at den forkølede ikke springer i floden som de andre. Depressionen som forsvars- og overlevelsesmekanisme har sin tid. Den er designet til at vare uger og måneder. Blandt dyrs refleksive og automatiske adfærd er det tydeligt at der gælder en regel, der hedder ”overlev først, vind senere”. Gem dig, skjul dig, duk nakken og vent.

 

Overlappet mellem sygdomsadfærd i naturen og menneskets depression

Måske er det ikke så skørt som det lyder, for mange af ”symptomerne” på depression opgivet i den anerkendte Becks depressionstest, kan spottes hos dyr. Et dyr der er kommet til skade vil fokusere på skaden, fx slikke sin pote (ikke ulig med den depressive der fokuserer på det dårlige), vil sove let for at være på vagt (ikke ulig den depressives søvnproblemer), vil vågne tidligt for at vågne før de andre (jf. den depressives tidlige opvågnen), vil få mindsket appetit for at holde sig på afstand af ædegildet, men overæde såfremt muligheden byder sig (ikke ulig spisevægring/overspisning hos depressive). Det depressive dyr er ugideligt (ikke ulig den depressives tågede sind), det depressive dyr ”angstbider” og snerrer (ikke ulig især den depressive mands vrissen) og jeg kunne fortsætte. Der er et overraskende overlap mellem dyrets reaktion på at være sygt/lavt i hakkeordenen/skadet og menneskets reaktion på at føle sig utilstrækkeligt. Det er altså nærliggende at se depressionen som udtryk for den samme urgamle overlevelsesmekanisme.

 

Den naive psykiatri

Inden for psykiatrien synes man ikke at forstå denne banale sammenhæng. Her taler man om farlige symptomer på depression, der skal bekæmpes. Dette mindset stresser og forlænger dermed som udgangspunkt tristhed og depression, for praktisk talt alt der får dig til at frygte dit indre stresser dig, og gør sådan noget som angst og depression værre end det var til at begynde med.

Et dyr vil under normale omstændigheder genvinde et normalt humør og aktivitetsniveau når skaden er ovre eller flokken har valgt et nyt mobbeoffer, medens et menneske kan forlænge tristheden med frygt for egen tristhed. Og denne frygt er ikke naturlig. Den er skabt af en på overfladen avanceret, men ved nærmere blik, uoplyst psykologi og psykiatri der sætter mennesker i kamp med sig selv.

 

Hvad med betydning af barndom, ”skemata”, indlærte mønstre, personlighed og samtaleterapi for depression?

I den tidlige kognitive terapi talte man om depression som en ”genaktivering” af tidligt dannede negative og uhensigtsmæssige antagelser om en selv og verden og tidsdimensionen. Det er sandhed forbundet med den anskuelse vedrørende mange cases. Det er naturligvis med til at forstærke depressionen når alle fortidens negative begivenheder dukker op i horisonten når man ser tilbage, og når fremtidens ligeledes kastet i et lys af håbløshed og mulige ulykker og når livet farves mørkt af kognitive forvrængninger. Men det siger ikke nødvendigvis noget om, at depressionen er forårsaget af de kognitive forvrængninger, eller kan bringes til ophør i tankeuniverset ved hjælp af udfordrende kognitiv terapi. Der er selvfølgelig tilfælde hvor samtaleterapi kan få folk til at anskue ting på måder der leder til nye handlemuligheder, som, hvis man handler på dem, kan give kroppen en fornemmelse af duelighed. Men alt andet lige synes kernen i mange depressioner at være en kropslig tilstand kendetegnet ved blandt andet en oplevelse af utilstrækkelighed.

 

Oplevelsen af utilstrækkelighed

Hvad der end kommer først, tankerne om utilstrækkelighed eller en oplevelse af utilstrækkelighed rent kropsligt, kan vi gisne om, at det er oplevelsen af utilstrækkelighed, der er den afgørende trigger for depressionen, samt, at det er denne oplevelse af utilstrækkelighed man skal fokusere på for at ændre depressionen.

 

At have kroppen med

Depressionen og dens oplevelse af utilstrækkelighed er ifølge teorien om sygdomsadfærd en meget kraftig og basal biologisk mekanisme, og derfor kan man ikke bare lige kan rykke på den med narrative greb eller velmenende samtaler. Man bliver nødt til at ”have kroppen med” i sin forståelse af depressionen og i behandlingen af depressionen.

 

Hvad vil det sige?

Det vil i hvert fald sige, at vi må gøre op med de overintellektuelle forståelser af depression.

 

Den naive psykologi

Jeg blev for omtrent 5 år siden inviteret ud til børne- ungetelefonen hvor der sidder frivillige og rådgiver unge med psykiske problemer. Jeg var blevet inviteret derind for at fortælle om kognitiv terapi, og kom blandt andet ind på håndtering af depression. Da jeg fortalte om depression som en virkelig, fysisk tilstand, kiggede de måbende på mig. De havde kun fået supervision af narrative terapeuter (standarden blandt en stor mængde konsulenter og psykologer i Danmark), hvorfor de troede at depressionen var socialt konstrueret af sproget. … helt ærligt ….

 

Den gamle krop og den gamle hjerne som depressionens arnested og forandringsagent

Det er ifølge teorien om depression som sygdomsadfærd, den ”gamle krop og den gamle hjerne”, der iværksætter ”depressionsprogrammet”, og det er derfor at man skal arbejde med kroppen for at ændre på depressionen.

 

Nænsomhed

Set i lyset af depression som en livsvigtig funktion, der skal beskytte personen mod yderligere skade, er den depressive særligt opmærksom på udfordringer i al varsomhed over for at blive udsat for yderligere skade. Derfor vil depressionen blive værre, såfremt personen føler sig truet af en nok så velment men for hurtig og krævende behandlingsplan.

Det var derfor Chris McDonald ikke havde held med sit hårde motionsregime med depressive i hin uetiske DR program, og derfor at løbebåndet ikke hjalp de depressive i depressionsforskningen på rigshospitalet. Depressionen skal overvindes med små skridt, der ikke føles alt for ubehagelige. Hverken berømmelse eller titler som læge er ensbetydende med at man har forstand på depression.

 

Reglen om selvstarten

Det er vigtigt som ven eller behandler at få den depressive ud af sin hule og komme i gang med livet under den altid pragtfulde himmel, og de altid smilende mennesker, men sigtet skal først som sidst være selvhjælp, for det er når den triste selv tager ansvar for den gode og aktive handling, at forandringen begynder at virke for alvor.

 

I øvrigt: Det træge selvbillede og depression

Hjernen er af logiske årsager gearet til at danne præcise og ret uforanderlige repræsentationer af kroppen i det indre. At komme ud af en depression der er præget af et ”jeg ser forkert ud billede” er altså en kamp mod en genstridig hjerne. Det kræver en lang og sej uærbødighed over for egne negative tanker og vurderinger om en selv (her giver mindfulness meditation rigtigt god mening). De depressive tanker om selvet har ofte en uhyggeligt lav grad af brugbarhed og rationalitet over sig, der er ingen grund til at ære dem med opmærksomhed.

 

Bottomline

Hvis depression langt hen ad vejen er en forsvarsmekanisme som reaktion på en oplevelse af utilstrækkelighed, hvad den end kan forbindes med af skader, tanker eller en betændelsestilstand, hvad skal man så gøre ved det?

 

Hjælp kroppen med at forstå, at du nok ikke fejler noget alvorligt, at du ikke er akut skadet, hadet eller i det hele taget akut truet.

 

Kroppen er måske så ”dum” at tro, at den fejler noget blot fordi du spiser for meget sukker og fedt, eller at du tror dig i fare fordi du blev mobbet som barn, eller fordi du stædigt kredser om utilstrækkelighedsfølelser. Til gengæld er den klog nok til at vide at den er okay, hvis du, over tid, opfører dig som om du er rask og elsket.

 

Rettesnore til et liv med mindre tristhed og depression:

1) Forsøg at komme udenfor minimum 1-2 timer udenfor dagligt

2) Oparbejd en rutine med op til 10.000 skridt på skridttællerne dagligt,

3) Spis fornuftigt,

4) Stå op på samme tid hver dag (vigtigere end du tror),

5) Gå med rank ryg og hold blikket over horisonten,

6) Se folk i øjnene og hils på dem,

7) Skriv følelsesdagbog så du kan få lidt fokus på de gode følelser der trods alt dukker op af og til, ligesom du kan lære at de negative følelser er forskellige og henviser til forskellige konkrete ting du eventuelt kan påvirke, at de som regel kommer og går ligesom alle de andre. Når depressionen så småt er ovre, så kom i gang med

8) Minimum 3 træningspas om ugen dans/løb/styrke,

9) Del dine problemer op i mindre bidder

10) Planlæg positive aktiviteter

11) Meditér minimum 3 gange om ugen

12) Drop ukærligheden. Oparbejd bevidsthed om, at stædige tanker om utilstrækkelighed sætter sig på pattedyrhjernen med en besked der lyder ”depression”. Det er altså ikke ”gratis” at være ukærlig mod sig selv i den indre dialog, for den gamle krop og hjerne lytter med og iværksætter depressionen for at hjælpe dig med at overleve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et eksistentielt perspektiv på motivationsproblemer. 5 regler.

Foto: @rawpixel.com/unsplash.com

Jeg spurgte på Facebook hvad jeg skulle skrive om i dag. Der var flere bud. Jeg valgte følgende:

“Hvordan skal man holde fokus på ikke-selvvalgte opgaver?”

Når det kommer til spørgsmål om at tage sig sammen, kan jeg imidlertid komme på så mange analyseniveauer, teorier og faktorer at jeg, uden løgn, ville kunne skrive 100 sider om det uden af at jeg behøvede at slå noget op. Det ville blive enormt omfattende :0) og måske liiiidt kedeligt. Derfor har jeg valgt to aspekter. Et eksistentielt perspektiv som du kan læse herunder, og en interviewguide samt et par gode råd til at hjælpe unge mennesker, der har svært ved at studere, læs mere her.

 

Fem overordnede regler

 

  1. Man skal udvikle sin karakter: Kunsten at udholde sig selv.

At kunne holde fokus på det, man ikke gider, kræver karakter. Det skrev Aristoteles meget om. Han beskrev bl.a. hvordan vi har en ”første natur” og en ”anden natur”.

Med den første natur er vi instinktive. Vi spiser når vi er sultne, kradser os når det klør, og lægger os til at sove når vi er trætte. Med den ”anden natur” udholder vi sult, lader være med at kradse os sjove steder når vi er ude blandt andre, og holder os vågne selvom vi er trætte.

Dannelse af karakter vil kort fortalt sige, at ”udvikle sin anden natur”, at man øver sig i at udholde modgang medens man gør det rette. Forskning viser rent faktisk, og sjovt nok, at en løbetur i regnvejr giver mere viljestyrke end en løbetur i godt vejr. Og vi kender jo alle til stoltheden og glæden over at have gjort noget, der var skræmmende og vigtigt for os at gennemføre på samme tid, fx en eksamen.

 

  1. Man skal kunne gå på den tornede sti: Dygtiggør dig.

Visdommen fortæller os netop, at man skal gå efter det, man finder vigtigt i livet, også når man finder stien tornet. Visdommen fortæller os også, at den der lader sit liv styre af den nemmeste sti ender i ulykke. Den første historie i Biblen, efter skabelsesberetningen, den om Kain og Abel, handler netop om ulykken der rammer den, der ikke ofrer sig nok. Som i punkt 1, skal man gøre det der er svært, i hvert fald en gang i mellem. Mærk at livstilfredsheden ofte stiger des tungere byrde du bærer.

 

  1. Forstå at alle gøremål ikke kan være frivillige: Strukturer de kedelige aktiviteter.

Ifølge en meget udbredt og såkaldt ”evidensbaseret” behovsteori kaldet self determination theory, har vi tre grundlæggende psykologiske behov: 1) At være dygtige/at kunne dygtiggøre os, 2) relationer, og 3) en oplevelse af frivillighed. Hvis man for eksempel har svært ved at tage sig sammen til at studere, kan det være fordi man føler sin frivillighed indskrænket.

Hvis man tror at man kan nøjes med at gøre det man har lyst til, bliver livet meget hurtigt kompliceret, hårdt og konfliktfyldt. Struktur på de ”ufrivillige opgaver” er som regel løsningen.

 

  1. Tage sig sammen …. til hvad? Led efter det gode, i det du skal.

Hvis man ikke oplever et formål med det man gør, er en tornet sti bare en tornet sti. Hvis man ikke kan se målet med at studere, er det svært at tage sig sammen til det. Hvis man ikke kan se en pointe i at udarbejde en rapport gider man ikke. Hvis man ikke kan finde mening i at sidde med til et møde kan det rent faktisk give angst. Uden meningsfuldhed føles alt svært. Du skal altid kunne nævne fem årsager til, at du gør hvad du gør, og fem årsager til, at det ville være skidt at lade være.

 

  1. Man skal tænke klart: Få dig en god samtale med nogen

Det kan føles meget svært at komme i gang med noget, hvis man ikke har en klar idé om hvad man skal. Mange af de mere begavede blandt os tror sig så kloge, at de tænker at de kan klare sig uden hjælp, og derfor ender de som de værste forhalere. Altid søg hjælp til at få et overblik og få lagt en eller anden slags strategi.

 

 

God kommunikation i parforholdet og de klassiske udfordringer…

Der er mange måder at anskue problemerne på i et parforhold. På DISPUK hvor mange uddannes til parterapeuter har man længe arbejdet såkaldt systemisk. Her hjælper man blandt andet parterne i den givne familie eller forhold til at opdage, at man vanemæssigt ”punktuerer” eller forstår hændelsesforløb forskelligt, og dermed ser forskellige årsager og effekter hvilket leder til konflikter og uløselige skyldsspørgsmål. På samme måde gør man ulykkeligvis ofte den enkelte til bærer, eller lynafleder for alle forholdets eller familiens problemer. På DISPUK er man nu begyndt at arbejde mere narrativt, at vi som fortællende art konstruerer historier om os selv og andre, der kan være mere eller mindre tykke eller tynde (læs: gode og sande vs. dårlige og usande). På det seneste er man så vidt jeg ved, gået væk fra parterapi som et fænomen hvor man lader parter tale om problemer og løsninger sammen, mere i retning af at lave terapi med en af parterne, medens den anden kigger på. Teorien er, at der her kan opstå empati og forståelse for personen, der er i terapi. Der er også andre terapiretninger end den narrative og systemiske. I retningen ”imagoterapi” inkluderes alle terapeutiske virkemidler under solen.

 

Èn ting forbliver sikker, og det er:

 

Hvis man ikke kan formidle hvad man tænker til hinanden, kan et forhold ikke fungere.

 

Herunder har jeg listet nogle klassiske årsager op til manglende kommunikation i et forhold:

 

  1. Mange prøver at undgå samtalesituationer. Hvorfor? Det virker på mig som om, at især mænd kommer til at se deres partner som en modstander, som de kan tabe til. Og når kvinder regner det ud, er det som om der går en prås op for dem. Ikke at de dermed ved hvad de så skal stille op. Mit råd: Gå en tur sammen, selv “træmænd” kan lide at sludre på en gåtur :0)
  2. Det kan være svært at sætte ord på det man føler, hvis man er bange for at sige noget der kan skade forholdet. Her er recepten et mantra, der er lige så sublimt som det er svært at efterleve: Det er som regel ikke det man siger, der skaber problemet i forholdet, det er det, man ikke siger. 
  3. Nogle taler og siger reelt mere end de har på hjerte. Både kvinder og mænd kan komme til at gøre deres veltalenhed og udadvendthed til problemet i kommunikationen. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen ville kunne vinde en hvilken som helst debat om hvad som helst, er der også politikere i parforhold. I parforholdet kaldes det at ”sejre sig selv ihjel”. Pas på med at gøre dit verbale talent til et problem for jer.
  4. Nogle har så travlt med at sikre at den anden skal være glad, at de har deponeret fornemmelsen af sig selv, og her svinder den ægte relation langsomt. Især mænd tror at deres kvinder bliver glade hvis de bare giver dem ret. Det er en stor fejl. Træd lidt i karakter.
  5. Mange mænds frygt for om de kan magte samtalen, får dem til blive lyssky om selv banale gøremål. Hvis du er mand ved du hvad jeg mener. Det skal nødigt blive en dårlig vane, for jo mere en mand går stille med dørene omkring hvad han gør, des mere nysgerrig bliver kvinden (og nogle gange vice versa).
  6. Den mærkeligste er der hvor nogle mænd oparbejder en evne til at tale om følelser, uden at det stikker så dybt at det gør noget. Således bliver de en slags samtalepartnere som virker til at være ægte, men rent faktisk repræsenterer sig selv dårligere i en samtale grundet deres større ordforråd for følelser, end hvis de havde holdt sig til bilblade.
  7. Det er en killer, at gøre samtaler om begivenheder til en slags retssager i den rationelle forstands arena. Man skal opdage, at den ene part ikke kan vinde uden af at den anden taber, hvorfor forholdet således taber. Drop kampen. Dyrk en forståelse af forholdet hinsides den enkelte situations spidsfindigheder og trivia. Det bedste man kan gøre, især som mand, er nogle gange at tabe med stil, og sige jeg elsker dig, jeg gider ikke at skændes, hvad skal vi gøre?
  8. Den mest afgørende årsag til kommunikationsproblemer i et parforhold? Det er vanskeligt at være sårbare og ægte i kommunikationen, og det vil det altid være.

 

Overraskende årsager til lavt selvværd og deres løsninger…

foto: Pepereys@peberg / unsplash.com

Intet menneske er født med lavt selvværd. Hvad får så, så mange til at dukke nakken, når de går ned af gaden?  Herunder kridter jeg først nogle basale årsager op med overraskende løsninger, efterfulgt af nogle overraskende årsager med basale løsninger. 

 

Modgang eller mobning i skolen

Mange oplever faglige problemer i skolen som et udtryk for dyb uegnethed til livet, hvilket danner grundlaget for livslang tvivl på egne evner. Skoler bliver bedre med ”børnestavning” og andre aktiviteter til at skærme børn mod nogle af de værste fiaskooplevelser, men i et konkurrencepræget samfund som vores, vil det aldrig kunne undgås. Hvis mobning i skolealderen er tilpas massiv kan den også lave et voldsomt indhug i selvværdet. Kloge forældre og gode lærere kan modvirke effekten af disse udfordringer.

Uanset om du har succes i livet eller ej, kan man sige at problemet i hvert fald til dels er ”narrativt”. Du har lavet nogle fortællinger om dig selv baseret på de tidlige fiaskooplevelser. God samtaleterapi kan hjælpe dig med at beskrive og forstå denne fortid, så den ”giver slip” på dig, så andre og mere bæredygtige forståelser af dig selv og dit liv kan opstå. Hvis du kan se dig selv i denne kategori, og du selv har børn bør du overveje et par samtaler hvor du kan få sparring på din måde at forvalte dig selv og din tillid til dine børn på.

 

At se anderledes ud 

Selv små skavanker og de mere tydelige fx for tynd, for tyk, for høj for lav, bumser eller andet kan have en livslang indflydelse på en persons selvværd. Vi kan med terapi hjælpe folk, men først skal man forstå, at der findes et liv, der er mere frit og let at leve, end det man har. Lavt selvværd medfører ofte håbløshed, og man kan vænne sig til stort set alt. Er du en af dem, der har vænnet sig til at leve på lavt blus? Har du vænnet dig til at skamme dig? Størstedelen af teenagere skammer sig i dag over deres kroppe. Det er en slags epidemi.

Selv årelange skamfølelser kan dog ophæves, men det kræver at man er parat til at arbejde med terapeutens forslag og de mange øvelser forbundet med at bevæge sig tappert ud i livet med større selvaccept.

Ofte vil denne slags lave selvværd vise sig på måden folk bevæger sig på, med nedkastet blik og en verbal adfærd der enten overdøver andre, eller forsøger at forsvinde så meget som muligt. Fordi dette lave selvværd er nøje kædet sammen med adfærd kan man komme langt med optræne en anden mere selvtillidsfuld adfærd. Fake it til you feel it, kalder jeg det.

 

Mediernes opskruede idealer og lykkefælden

Vi bombarderes med billeder af de skønne, kloge, geniale, hurtige, rige og sublime. Det er ikke mærkeligt at det kan gøre os lidt grundutilfredse med os selv. Hvis man oven i købet tror, at alle andre er lykkelige blot fordi de ikke skændes på gaden, og fordi de har stearinlys i vinduet, kan man pludseligt føle sig meget alene med sin tvivl og dårlige tanker om sig selv. Det er ikke pænt at sige, men husk på, at der findes masser af ulykkelige supermodeller. Det kan være svært, at lade være med at sammenligne sig selv med andre, men det kan være nødvendigt, hvis du vil lære at slappe mere af.

 

Overtænkning

Det er normalt at tvivle på sig selv fra tid til anden. Det er normalt at sige “hvor er jeg dum!”, i sit indre. De fleste af os lader disse negative tanker om os selv passere, medens andre er så smeltet sammen med deres tankeliv, at de tilskriver for meget sandhedsværdi til dem. Det er en slags OCD, som er ret udbredt. Det vil sige, at der findes mennesker der er fuldstændigt gennemsnitlige, og alligevel kan have en enorm mistillid til sig selv fordi de tager deres egen tanker for alvorligt. Der er i dag udviklet terapiformer hvor man hjælpes til at vikle sig ud af sin overtænkning. Det kan føles helt berusende at se på verden uden af at filtrere alt igennem denne mistillidsfulde overtænkning. Du vil som ”overtænker” være godt tjent med metoden kognitiv terapi, måske især ACT.

 

Eksistentielle kvababbelser 

Vi dømmer andre meget og hurtigt, så selvfølgelig er vi også selv bange for at blive dømt. Og selvfølgelig er vi således hæmmede i det vi gør og siger.

Lavt selvværd kan forårsages af, at selvbeskyttelsesprocessen bliver for stærk. Måske du skal spørge dig selv, om du har bygget en lidt for stor mur op omkring dig selv. Måske er du blevet for bange for at være dig?

Det værste er næsten, når de tilmurede mennesker dømmer friere mennesker. Har du mødt typen, der ønsker at andre skal være lige ufleksible og lavloftede som dem selv?

Hvis du er en af de ængstelige mennesker? skal du starte med at lade være med at dømme andre. Øv dig således på at være accepterende. Langsomt vil denne accept af andre kunne sive ind i dig selv, og blive til selvaccept.

 

Dovenskab

Dovenskaben vil have, at du trækker vejret langsomt som et stille havs dovne bølger medens alle indtryk synker langsomt ned og flyder sammen i dybet. Dovenskaben vil gerne have at du sparer energi. Pludselig opdager du, at du ikke har ofret nok til tilværelsen. Du er ikke i form, du er ikke belæst, du har ikke en kæreste, du har ikke en karriere, og hvis du ikke tager dig sammen, bliver din bitterhed en gevaldig fjende i dit indre. Det er ikke så meget lavt selvværd, som misantropi.

 

For høj energi og indadvendthed

Nogle af os er født med så stor indre livlighed, at selve eksistensen kan føles overvældende. Mange af denne type bliver indadvendte for at skærme sig mod for mange input. Det kan opleves af både den indadvendte og andre som lavt selvværd, hvilket er en fejl. Nogle kan dog komme til at overbeskytte sig selv. Måske du har vænnet dig til at være så afskærmet, at du også hindrer dig selv i at opnå noget der kunne være godt for dig?

Hvis du er meget indadvendt skal du altså vide, at der måske bare er så meget spænding, eventyr og drama i dig, at du bare ikke har behov for særligt mange fester i den ydre verden. Og hvis du opdager, at du savner livskvalitet, skal du finde en bedre balance for hvor meget udadvendt aktivitet du kan døje. De fleste finder sig med tiden til rette i livet med deres indadvendthed (teorien om “den højt spændte indadvendte” stammer fra den eminente neuropsykolog Grey).

 

Forældres lave selvværd og dårlige pædagogik

Ofte vil forældrenes lave selvværd blive givet videre til børnene. Dette kan både ske genetisk, epigenetisk og miljømæssigt, hvilket vil sige, at det kan være medfødt såvel som videregivet til børnene i kraft af for eksempel nedladende eller ængstelig adfærd fra forældrenes side.

Ofte er det sådan, at forældre, der selv er bange for at præstere, ikke formår at udvise tillid til at deres børns evner uden for hjemmets fire vægge.  Denne saboterende forældreadfærd kan være mere eller mindre bevidst, mere eller mindre ondskabsfuld.

Personligt kan jeg godt lide at udfritte disse indlærte mønstre med det, der hedder skematerapi. Her genaktiverer man i en halvhypnotisk tilstand de kritiske situationer fra opvæksten og omformulerer dem. Det lyder måske skørt men det virker ret godt. Det er nemlig sådan, at de fleste irrationelle mønstre med for eksempel intenst lavt selvværd, er knyttet til svære og følelsesmættede barndomsoplevelser. Eftersom sådanne oplevelser i vid udstrækning er lagret i en følelsespræget, ”limbisk” del af hjernen, er der grundet primitiviteten ikke en nøje tidsregistrering forbundet med minderne. Det er derfor at traumerne kan vedligeholde deres oplevede relevans i krop og psyke, og samtidigt derfor man i terapien kan tilgå det, genaktivere det, og rent faktisk forestille sig at der skete noget andet end der gjorde.

I en proces med at visualisere fortiden kan man for eksempel forestille sig, at man kalder sin forælder en dårlig pædagog, samt at man fortjener kærlighed, at man for gerne vil have et kram i stedet for hovedløs skæld ud. Det er ikke snyd. Det er tværtimod snyd at man blev udsat for dårlige forældre. 

Ift til uheldig genetisk videreført lavt selvværd, bør man prøve at leve på måder der aktiverer mere selvtillidsfulde epigenetiske udtryk, for eksempel tale højt og tydeligt, træne, løbe, bevæge sig aktivt, gå selvsikkert med blikket over horisonten, og andet der kan ”fortælle dine gener”, at du er okay.

 

Den stivnede krop

Man kan være så bange for om man er god nok, at det tilsyneladende kvæler forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Jeg ved det lyder mærkeligt. Men mange mennesker, måske endda de fleste, har kroppe der ikke får ilt, eller måske rettere hoveder der ikke får ilt.

Det er en undtagelse at se et menneske bevæge sig frit, elegant og smidigt!

Uden at leve, føle, tænke og bevæge sig frit og harmonisk med ilt i både krop og hoved, kan der ikke foregå god selvoplevelse og et godt selvværd. Nogle af tækningens absolut største genier Kant, Nietzsche, Kierkegaard svor at de ikke kunne tænke uden gåture. Tænkning og det sunde selvværd opstår når man ikke hindrer den i opstå med al ens overtænkning, tvivl, selvbevidsthed og selvfornægtelse. Du er født med selvværd, og selvværdets hemmelighed er den ubesværede bevægelse! Derfor er de, der har danset og dyrket meget sport som børn mere selvtillidsfulde!

Hvis du ofte finder dig i situationer med andre, der får dig til at stivne fysisk som psykisk skal du arbejde med dig selv, for det kan være at du projicerer, og ser mulige fordømmelser, hvor der ikke er nogen. Hvis du imidlertid erkender, at være omgivet af mennesker, der ikke vil dig det godt, kan du mærke det på denne “stivnen”, og så skal du komme væk, så hurtigt du kan.

 

Behovet for tryghed

Andre mennesker og samfundet, som i en eller anden udstrækning er to sider af samme sag, kan latterliggøre, true og knægte originalitet. Ofte vil det være en god ting, for vi skal realitetsteste hinanden, og holde hinanden nede på jorden, men alt andet lige, kan vi holde især de åbensindede så meget nede på jorden, at de helt mister tillid til deres egne evner.

Der er ikke tale om en paranoia over det “onde undertrykkende samfund”, som sådan, for denne undertrykkelse ville aldrig kunne finde sted, hvis det ikke var fordi du selv fandt den tryg. Mange finder andres fordømmelse af dem som en tryg puppe. Kun i fantasiens dyb flyver personens frie sind stadigvæk rundt. Overvej om du er blevet så bange for at træde i karakter, at du er begyndt at elske dit skjul.

6 overraskende tegn på at du har karakter

foto: Unsplash.com / https://unsplash.com/@lottemeijer

 

Karakter

At gøre det rette

I bogen ”To Kill a Mocking Bird” følger vi advokaten, Atticus Finch, forsvare en ung sort mand, Tom, der er anklaget for voldtægten på en ung kvinde. Tom er uskyldig, men stemningen i den lille sydstatsby vil have ham dømt. Atticus arbejder på at gøre det rette og få den unge Tom frikendt, uanset stemninger, følelser og frygt for egen sikkerhed. Læs bogen, eller se filmen, den går rent ind. Karakter handler om at gøre det rette, og denne film udpensler det på en toptjekket måde.

 

Selvopofrelse

Myter, eventyr, film er fulde af denne heltearketype, kvinder såvel som mænd, der udholder latterliggørelse, ydmygelser og trodser farer for at gøre det rette. Ve den mand, der ikke stiller redningsbåden til rådighed for kvinden og barnet før ham selv. Der er uomtvisteligt selvopofrelse forbundet med karakter.

 

Ansvarlighed

Mange heltekarakterer er til hverdag uanseelige og sårbare, som folk flest, lige ind til de ifører sig batmankappe, spiser spinat, drikker trylledrik, eller hvad ved jeg. Vi har alle et dybt ønske om at være modige og gøre det rette, koste hvad det vil. Karakter er nøje koblet på ansvarlighed, dét at opfylde en gavnlig rolle for samfundet. Karakterfuldhed er noget at sigte efter for os som samfund.

 

Vi ved med andre ord, at karakter er vigtigt. Afgørende. Og så er det jo interessant, at det samfund vi lever i, synes at:

 

H æ d r e     a l t       m u l i g t       a n d e t       e n d         k a r a k t e r.

 

 

Seks tilfældige tegn på manglende karakter i vores moderne samfund

 

Politiker/debattørsyndromet

En politiker eller debattør synes ikke at blive vurderet på karakter, men på veltalenhed og skarpe comebacks. Hvis det var et fag der hædrede og belønnede karakter, ville der ikke være politikerlede. Det værste er, når folk af denne æt scorer point på at signalere karakter uden egentlig at besidde det vedrørende sagen det handler om, for det saboterer vores forståelse af karakter i den kollektive bevidsthed. Det hænger sammen med:

 

Ekkokammeret

På de sociale medier belønner man ikke ærlighed og ligefrem tale så meget som deltagerens  evne til at aflæse og følge specifikke sprogkoder, som hans eller hendes særlige ekkokammer kredser om og tilbeder. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, er du muligvis en af de “karakterforladte”, hvis tanker afspejler din gruppes holdninger og ikke din egen selvstændige forstand.

 

Uddannelsernes karaktersystemer bedømmer kun i lille grad udvikling af karakter

En studerende bliver som regel ikke vurderet på at have hjulpet andre, eller bidraget til fællesskabet, eller for at skabe noget unikt, men på gennemsnittet opnået.

 

Diagnoser på børn

Mange små skolebørn får diagnoser og medicin hvis de ikke kan sidde – unaturligt – stille. Det er karakterforladt af os, at tillade et sådan menneskeligt forfald (jeg har ikke løsningen).

 

Penge lugter ikke

En mand bliver hyldet for rigdom og succes uanset hvordan den er opnået.

 

”Jeg kan ikke gøre noget galt” – syndromet

En mand katastrofebremsede i sin store Range Rover bag mig og mine børn der sad i en lille hatchback. Et splitsekund fra katastrofen fordi han kiggede i sin mobiltelefon bag rattet. Jeg steg ud af bilen og gav ham en skideballe, og i stedet for at skamme sig, blev han fornærmet. En mand af karakter ville have rødmet og sagt undskyld til han blev blå i hovedet.

 

 

6 overraskende tegn på at du har karakter, og ét tydeligt.

 

Du tør at lade være med at sige undskyld

Eftersom den karakterfulde er præget af selvstændig tænkning, vil det bero på tilfældigheder, om hans, eller hendes sandheder og værdier flugter med samfundets lunefulde manuskripter for de rette holdninger. Du tør at lade være med at sige undskyld. Du ved, at følelser er vigtige, men ikke afgørende. Du tør at såre andres følelser og gå imod strømmen, men ikke mere end allerhøjst nødvendigt. For det er karakterforladt at tro at man ved alt bedst, og det er karakterforladt skabe mere lidelse i verden, end der er i forvejen.

 

Du kan lytte

Hvis du har karakter er du ikke så angst for hvad du selv indeholder, og hvis du ikke er angst for dit eget indre, er du heller ikke bange for hvad der foregår i andre, hvorfor du kan være en sublim lytter. Du er typen, der mestrer kunsten, at kunne tale om det allersværeste uden af at du overskrider andres grænser.

 

Du dømmer sjældent andre mennesker

For du ved, at man ikke kan se på folk, hvad de har måttet gennemgå, for at være dem de er, men …

 

Du kan holde humøret

Når du opdager at andre prøver at sprede dårlig stemning, fordi de ikke har det godt med sig selv, lader du dig ikke påvirke af det.

 

Du finder personlighedstests vanskelige at udfylde

Man kan også være så optaget af at gøre det rette hinsides impulser, følelser og flimmertanker og vaner, at man transcenderer sin automatik, og derfor kan have svært ved at vide hvad man skal svare på mange af de spørgsmål man typisk stilles.

 

Du har svært (!) ved at sige til og fra

I tekstbogen hedder det sig, at man brænder inde med ting, underkaster sig for meget og opofrer sig for meget, fordi man er bange for konsekvenserne af at sige til og fra. Det ses som karakterforladt, men i min analyse kan man vende den anskuelse på hovedet, og se folk, der har haft så meget karakter, at de har ofret sig for meget. Her skal man finde en balance igen, hvor man udvikler lidt sund ”egoisme”.

 

Og den ikke spor overraskende: Du har integritet 

Integritet

Hvilket vil sige, at du prøver at fastholde din persona og din dydsetik (regler for god adfærd) på trods og på tværs af situationer og forviklinger. Ligesom krigsfangerne i ”Broen over floden Kwai”, holder man på formerne selv i de grelleste situationer. De gamle grækere definerede såkaldte karakterstyrker, de forbandt således karakter med blandt andet: Mod, mådehold, kærlighed, venlighed, retfærdighed, nysgerrighed, åndelighed, visdom og netop integritet. Uden integritet mister de andre styrker deres vægt og vigtighed, og således har du ikke karakter. Jeg har tidligere skrevet om vejen til karakter her. 

 

 

 

Kan du blive stresset af din coach. Ja. Meget. Denne coachingmodel burde forbydes…

(foto fra unsplash)

Jeg faldt en gang over en bog inspireret af det fascinerende NLP drøn Tony Robbins. Bogen udpenslede, at vi åbenbart lever ud fra to forskellige motivationssystemer:

 

  1. At nærme sig ting for at nyde

I dette motivationssystem er vi optagede af at sigte efter at opnå noget. Vi søger glæden, spændingen og fornøjelsen ved jagten på ”det”, og således regulerer vi vores følelser ved at drømme, sukke, sigte efter det eftertragtede. Det kender du godt.

 

  1. At fjerne sig fra ting for at føle sig sikker

Den anden måde at leve på handler om at udpege det man er bange for, fokusere på det og prøve at skærme sig mod det, eller bekæmpe det, for at føle sig 100% sikker. Mange bekymrer sig således vanemæssigt bl.a. på grund af den kortvarige og dysfunktionelle glæde det er, at have spottet og indkredset faren med sine tanker. Det kender du måske også godt?

Man skal ifølge coachingbøgerne gøre hvad man kan for at leve ud fra det første motivationssystem, og ikke det andet. Fair nok.

 

Smerte/lyst balancen

Modellen er også beskrevet som en “amøbemodel”, for amøber har, som mennesker også disse to motivationssystemer, 1) at bevæge sig mod næring og 2) bevæge sig væk fra smerte. Amøbemodellen kan give god give god mening i coachingsammenhæng, når man har kunnet billedliggøre situationer hvor folk bevæger sig ubehjælpeligt imod skade og smerte, og bevæger sig ubehjælpeligt væk fra det, som de aner, er godt for dem. Hvorfor deres lidelse i en håndevending kan begrebsliggøres i en enkelt model, der kan give den ellers overtænkende, eller usikre klient en fornemmelse af selvsikkerhed i nogle skarpe valg i retning af et bedre liv.

Jeg har således i humor kaldt mange af mine klienter for ”dårlige amøber”, for at anspore til modig menneskelig handling væk fra uholdbare tanker, følelser og situationer mere i retning af ønskede tilstande og situationer.

Det er heller ikke helt uinteressant at observere folk, der ikke bevæger sig mod det gode, fordi de samtidigt frygter hvad det gode kan føre med sig af ansvar og afledte skræmmende muligheder. Her giver “amøbemodellen” også god mening, for her kan man blotlægge sådanne mindre bevidste faktorer der vedligeholder klientens problem.

Jeg husker en kendt dansk psykolog nævne, at det var hendes kliniske erfaring, at især klienter, der havde været misbrugt som børn og unge, ofte havde svært ved at få styr på denne smerte-lyst balance. De blev ofte i dårlige situationer for længe, og tvivlede for meget med at gøre det rette for sig selv. Jeg har observeret samme mønster, men…

 

Modellen er alligevel … forkert

Ingen teorier matcher virkeligheden helt, for så ville det jo faktisk ikke være teorier. Sådanne modeller som “amøbemodellen” passer altså kun i grove træk. Fair nok. Men amøbemodellen er altså, på et helt konkret plan forkert.

 

Vi er nemlig også velsignet til at kunne regulere vores følelser med nærvær!

En dag, da jeg stod og underviste i coaching fik jeg et billede på mit indre, af en af vores dovne hunde fra min opvækst. En beagle der hed Sally. Om sommeren lå hun splattet ud i solen i timevis, om vinteren lå hun på hede klinker bag kakkelovnen. En sand livsnyder. Her var tale om en hund, der, i disse situationer, hverken var på vej mod noget, eller væk fra noget andet. Hunden var bare.

 

Væren

Der er nemlig en tredje overordnet måde at regulere følelser på, som ikke er med i amøbemodellen, og det er, at give sig hen til nuet som hunden i solen. Ikke for at jagte noget, ikke for at opnå sikkerhed fra fare, men simpelthen bare for at eksistere og være til på en rar måde. Det føles måske ikke fantastisk, eller 100 % sikkert, men det er livet, i en behagelig eller i det mindste tryg tilstand.

 

Konklusion

At reducere livet til at være enten en jagt eller flugt er bogstaveligt talt sindssygt. Rigtigt mange moderne mennesker er jo netop plagede af, at de forestiller sig at man enten skal føle sig 100 % sikker mod fare, eller 100% sikker på en retning. Når man  opdager, at man i velvalgte momenter kan prioritere at føle sig tryg, gerne sammen med andre mennesker, der heller ikke er 100 % sikre på noget, er det som at vågne fra et mareridt. Her kan man være til i vished om, at andre nok vil elske en selv om man ikke er perfekt og ikke når alle sine mål. Måske andre endda ville beskytte en hvis der var fare på færde, med mindre det rent faktisk skulle vise sig, at man selv havde ressourcerne til at klare hvad der end måtte opstå.

Amøbemodel RIP.

 

 

Du må godt tro at du er noget, for…

”den enkelte bærer alle menneskehedens muligheder i sig”

Mente Bjørn Bredal, den højt værdsatte litteraturanmelder fra Politiken gennem mange år. Han var nemlig blevet bedt om at definere humanismen efter et foredrag på den Sorte Diamant for to år siden.

Den sætning har jeg så gået og tænkt over. Jeg har en lidt sær vane med at huske sætninger jeg ikke forstår, medens jeg alt for nemt glemmer de logiske.

Alle os små hverdagsmennesker, skulle vi da være noget særligt. Tænkte jeg. Er vi ikke først og fremmest utilstrækkelige og fulde af tvivl på os selv, med de selvoptagede og arrogante som de mest pinagtige?

 

Som krabber i en spand

Vi har altid elsket uanseeligheden, at den enkelte ikke er noget i sig selv, især hvis den handler om andre. Og hvis du troede Janteloven var et dansk fænomen tager du fejl. i Australien kalder man det samme fænomen for ”crabs in a bucket”, at ingen krabber slipper ud af spanden på havnen, for de griber hele tiden i hinanden med deres klør.

 

Klædt i medfølelse

Du-skal-ikke-tro,-at-du-er-noget mantraet klædes ofte i prioriteringen af fællesskabet. Men tænk lidt over dette: Hvorfor skulle fokus på fællesskabet være over fokus på individet, når begge dele er gode – for både individ og fællesskab?

Vi er tilsyneladende så faste i troen om, at det er moralsk forkert, at ville være noget, at den eneste måde at opnå folkelig berømmelse på, er ved at tale om, at den enkelte ikke skal være noget i kraft af sig selv.  

Det er en mærkelig tid, hvor det er en dyd at dukke nakken, men måske frygten for at ”være noget”, måske altid har været med os?

 

Frygten for os selv

Faustmyten er et teaterstykke fra sekstenhundredetallet, som var en af de længst levende ”blockbustere” i europæisk kultur. Her blev renæssancens individualitet og den deraf afledte mulighed for at ”være noget”, forbundet med at være besat af djævlen selv. Her gengivet af Goethe:

“Whatever is the lot of humankind
I want to taste within my deepest self.
I want to seize the highest and the lowest,
to load its woe and bliss upon my breast,
and thus expand my single self titanically
and in the end go down with all the rest.” 

– Goethe (1749-1832)

faustus1624

 

Fra flokdyr til “folkdyr”

Det vigtigste for de fleste flokdyr er, at opføre sig på en måde, så man ikke bliver angrebet af de andre i flokken. Blandt mennesker er det lidt mere kompliceret idet vi er selvbevidste. I vores indre har vi en masse tilbøjeligheder, lyster og ønsker der, hvis vi gav los, ville få os udstødt på en formiddag. Jeg tror således, at vi måske angriber andre for at være noget særligt, fordi vi selv er bange for at være noget særligt. Måske ”folkedyret” ikke bange for andre, men for sig selv?

 

Bør vi frygte os selv, og det vi kan finde på?

Vi kan med rette være bange for os selv og det vi kan finde på, men løsningen er vel ikke at undertrykke sig selv og andre? For når man undertrykker vildskab undertrykker man også kærlighed, glæde og motiver til et stort liv. Er løsningen ikke snarere at eksperimentere i livet, og dermed spore sig ind på hvem man er og hvad man inderst inde vil, end at gøre skam til en dyd? Det mener jeg.

 

Du må godt tro, at du er noget

Du er født af en vinder af en vinder af en vinder i flere millioner generationer, og du har arvet potentiale for djævelskab og guddommelig næstekærlighed og alt ind i mellem. Ingen andre rummer urhistoriens bevægelser i psyken, menneskehedens medfødte drømme og viljer, mere eller bedre end du gør, uanset hvilken opdragelse, uddannelse eller familiebaggrund de har. Ingen teori kan tage denne genialitet fra dig. Intet svigende karaktersystem kan fravriste dig din fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert i det væsentlige. Ingen afsindig forælder kan hindre din vilje i at spire.

 

Andre mennesker

Hvis folk omkring dig ikke mener, at du duer til noget, skal du først se på grundigt på dig selv. For hvis du ikke gør dit bedste, skal du måske hanke op i dig selv, men du skal også overveje, om du skal skifte ud i din omgangskreds.

 

16 tegn på at du ved, at du er noget.

Du:

1 hilser nogle gange på fremmede med et ”god morgen!”, eller et ”hej!”

2 flirter lidt en gang i mellem, også selvom du er glad for dit forhold

3 hilser på katte

4 spiser ofte dine yndlingsretter

5 skruer højt op for musikken en gang i mellem (ikke for længe ad gangen, hvis du har naboer)

6 fortæller din kæreste eller date hvordan du gerne vil leve, og hvordan du gerne vil behandles

7 siger til dine børn, uden vrede, at du ikke vil acceptere dårlig adfærd

8 lader ikke din hund hive i snoren (kontakt en hundetræner)

9 går med rank ryg med hofterne skudt lidt frem (jeg ved det lyder mærkeligt)

10 siger ”det ved jeg ikke” med et smil, til svære spørgsmål, for det du ikke ved, kan du måske nok lære

11 siger ”det forstår jeg ikke” med et smil til folks svære sætninger, for du ved, at du måske nok ville kunne forstå det, hvis det blev forklaret ordentligt

12 roser og anderkender andre jævnligt, for du ved, at der ikke derved går skår af dig selv

13 respekterer folk der tror på spøgelser, halstatoveringer og guder, for så kan du også selv være fri til at være dig

14 konfronterer bøller eller undgår dem 

15 erkender at du er født med et potentiale for stor kærlighed og store gerninger, som du gerne må forsøge at hædre en gang i mellem

16 holder øjnene rettet mod horisonten når du bevæger dig rundt, og kaster kun blikket ned i korte høflige øjeblikke (med mindre du selvfølgelig går og grubler, og ikke vil distraheres af verdens storslåethed)

DEL med folk der ikke tror, at de er noget. 

… ok, så langt så godt. Men bærer vi alle menneskehedens muligheder i os selv? Er vi alle, inden for rimeligehedens grænser, latente genier?  Det har jeg skrevet om her.

Tillid til egen vurdering og dens fire fundamenter

En leders territorium rækker ud i det ukendte, derfor kræver funktionen tillid til egen vurdering. Man skal gøre det rette i et felt af usikkerhed og mange mulige veje, hvor man kan klandres for snart det ene, snart det andet. Især når det gælder ledelse på et højere plan, står man i en situation hvor man skal lede på en måde der er godt for en selv, for andre, for virksomheden, godt i nuet, godt i fremtiden og godt for samfundet på én gang. Hvor kommer lederens tillid, eller mistillid til egen vurdering fra? Hvad beror den på? Det har jeg skrevet om.

 

Realisme over idealisme

Man er idealist, hvis man tænker, at alle sidder om bordet og går rundt på gulvet med virksomhedens overordnede bedste for øje. Hvis det bare var så vel. En god leder er realist, for han ved at han befinder sig i et felt hvor der ikke blot er en skinbarlig virkelighed bestående af mursten, KPIer og interesseløse mennesker, men også mere subjektive forståelser af den fælles virkelighed baseret på alskens mere eller mindre logiske, subjektive og egennyttige interesser. Lederen befinder sig altså i et felt af forskellige fortællinger om det, der er sket, og det, der kan ske. Den realistiske leder erkender, at han er medskaber af virkeligheden, så han kan sikre at fortiden bliver til at leve med, og sætte en god retning, så fremtiden bliver til at leve for. En realistisk leder ved at han også er forfatter af virkeligheden. Hvis han ikke selv sætter historien, gør nogen andre.

 

Hvis du oplever problemer med dette aspekt af ledelsesopgaven, kan du som leder udvikle det man kalder karakter. En karakter indebærer værdier, holdninger, måske rutiner og i hvert fald eksistentielle sandheder, der tilsammen kan udgøre et slags indre kompas, der kan give mere tillid til egen vurdering i det tvetydige felt som du fungerer i.

 

En opvækst med tillid til egen vurdering

Har dine forældre undermineret eller støttet din tiltro til egne vurderinger? Jeg har overværet flere foredrag og pep talks med dygtige mennesker, der fortæller hvordan de med leveregler, beslutninger, rollemodeller og visualiseringer og ”grit” (det er en af de værre), har opnået deres succes. Og mange gange har jeg tænkt, at flere af disse succeshistorier vidner om folk, der er født med udadvendthed, et godt anlæg for intelligens og følelsesmæssig stabilitet, samt at de har haft gode forældre, der har stolet på dem, og stolet på deres dømmekraft. Når de således tager ansvaret for deres succes, kunne de næsten lige så godt tage ansvaret for deres næses krumning eller størrelsen på deres sko. Hvis du ikke var en af de heldige, der havde gode forældre, der kunne støtte dig og give dig selvværd, skal du vide, at det ikke er for sent at udvikle lidt mere gå-på-mod og tillid til at det nok skal gå, hvis du bare gør dit bedste.

 

Hvis du er vokset op med forældre, der har undermineret din tiltro til egen vurdering, skal du vide, at der er mange måder at rette op på det igen. Her trækker vi på mange af de redskaber som forskning og erfaring af i psykoterapi og coaching har tilvejebragt.

 

En blanding af ydmyghed og selvtillid

Man kan ikke lære uden ydmyghed og selvtillid i en særlig kombination. Man skal nemlig tro på, at det muligt at lære noget, og samtidigt man skal erkende at man ikke ved det hele. Uden viden ingen troværdig ledelse, ingen mønstergenkendelse, ingenting at vurdere ud fra. Ingen autoritet.

At befinde sig i den ”lærende zone” er sårbart, og hvis du som leder ikke mestrer dette, som også kaldes growth mindset”, bliver man middelmådig. Man bliver en af den slags ledere, som huserer på den kolde gang og finder sit hjemmel i det ydre, for eksempel et dyrt slips og power points uden stavefejl. En leder der ikke har prestige, dvs. viden og erfaring og en eller anden grad af social intelligens, er reduceret til at lede med dominans, og det skaber ikke det gyldne følgeskab.

Det er derfor, tror jeg, at kulturer og gruppedynamikker har en indbygget mistillid over for, det, der virker for godt til at være sandt. En leder der ikke kender sine folk, og ikke ved hvad de laver, skal kigge sig selv grundigt i spejlet, for han eller hun er ikke pengene værd.

Kom mere ud af din hule. Start i dag.

 

Gode alliancer

Sært nok kan vi i kulturen godt lide idéen om at store præstationer kommer fra enere, sært, fordi de bedste præstationer i den virkelige verden i 99% af tilfælde er født ud af en form for gruppearbejde. Der er med andre ord langt mellem ensomme eller isolerede ledere, der har udrettet et godt stykke arbejde. Den gode leder holder sig informeret og inkluderet. Den gode leder er social og på forkant kontorpolitisk set med hvad der rører sig over bagatelgrænsen. Den gode leder baserer blandt andet tilliden til egen vurdering på alliancernes anbefalinger og på den feedback hun eller han får fra beskattede medarbejdere, ledergruppen eller chefen. (Tænk lidt over dette: Jo mere selvsikre folk synes at være i forbindelse med en holdning, retning eller strategi, des større er sandsynligheden for, at de ikke selv har fundet på den.) En leder uden et godt bagland, kan sammenlignes med en skibbruden på en tømmerflåde overladt til havets luner.

Overvej: hvem er dine allierede på arbejdet?

 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑