God kommunikation i parforholdet og de klassiske udfordringer…

Der er mange måder at anskue problemerne på i et parforhold. På DISPUK hvor mange uddannes til parterapeuter har man længe arbejdet såkaldt systemisk. Her hjælper man blandt andet parterne i den givne familie eller forhold til at opdage, at man vanemæssigt ”punktuerer” eller forstår hændelsesforløb forskelligt, og dermed ser forskellige årsager og effekter hvilket leder til konflikter og uløselige skyldsspørgsmål. På samme måde gør man ulykkeligvis ofte den enkelte til bærer, eller lynafleder for alle forholdets eller familiens problemer. På DISPUK er man nu begyndt at arbejde mere narrativt, at vi som fortællende art konstruerer historier om os selv og andre, der kan være mere eller mindre tykke eller tynde (læs: gode og sande vs. dårlige og usande). På det seneste er man så vidt jeg ved, gået væk fra parterapi som et fænomen hvor man lader parter tale om problemer og løsninger sammen, mere i retning af at lave terapi med en af parterne, medens den anden kigger på. Teorien er, at der her kan opstå empati og forståelse for personen, der er i terapi. Der er også andre terapiretninger end den narrative og systemiske. I retningen ”imagoterapi” inkluderes alle terapeutiske virkemidler under solen.

 

Èn ting forbliver sikker, og det er:

 

Hvis man ikke kan formidle hvad man tænker til hinanden, kan et forhold ikke fungere.

 

Herunder har jeg listet nogle klassiske årsager op til manglende kommunikation i et forhold:

 

  1. Mange prøver at undgå samtalesituationer. Hvorfor? Det virker på mig som om, at især mænd kommer til at se deres partner som en modstander, som de kan tabe til. Og når kvinder regner det ud, er det som om der går en prås op for dem. Ikke at de dermed ved hvad de så skal stille op. Mit råd: Gå en tur sammen, selv “træmænd” kan lide at sludre på en gåtur :0)
  2. Det kan være svært at sætte ord på det man føler, hvis man er bange for at sige noget der kan skade forholdet. Her er recepten et mantra, der er lige så sublimt som det er svært at efterleve: Det er som regel ikke det man siger, der skaber problemet i forholdet, det er det, man ikke siger. 
  3. Nogle taler og siger reelt mere end de har på hjerte. Både kvinder og mænd kan komme til at gøre deres veltalenhed og udadvendthed til problemet i kommunikationen. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen ville kunne vinde en hvilken som helst debat om hvad som helst, er der også politikere i parforhold. I parforholdet kaldes det at ”sejre sig selv ihjel”. Pas på med at gøre dit verbale talent til et problem for jer.
  4. Nogle har så travlt med at sikre at den anden skal være glad, at de har deponeret fornemmelsen af sig selv, og her svinder den ægte relation langsomt. Især mænd tror at deres kvinder bliver glade hvis de bare giver dem ret. Det er en stor fejl. Træd lidt i karakter.
  5. Mange mænds frygt for om de kan magte samtalen, får dem til blive lyssky om selv banale gøremål. Hvis du er mand ved du hvad jeg mener. Det skal nødigt blive en dårlig vane, for jo mere en mand går stille med dørene omkring hvad han gør, des mere nysgerrig bliver kvinden (og nogle gange vice versa).
  6. Den mærkeligste er der hvor nogle mænd oparbejder en evne til at tale om følelser, uden at det stikker så dybt at det gør noget. Således bliver de en slags samtalepartnere som virker til at være ægte, men rent faktisk repræsenterer sig selv dårligere i en samtale grundet deres større ordforråd for følelser, end hvis de havde holdt sig til bilblade.
  7. Det er en killer, at gøre samtaler om begivenheder til en slags retssager i den rationelle forstands arena. Man skal opdage, at den ene part ikke kan vinde uden af at den anden taber, hvorfor forholdet således taber. Drop kampen. Dyrk en forståelse af forholdet hinsides den enkelte situations spidsfindigheder og trivia. Det bedste man kan gøre, især som mand, er nogle gange at tabe med stil, og sige jeg elsker dig, jeg gider ikke at skændes, hvad skal vi gøre?
  8. Den mest afgørende årsag til kommunikationsproblemer i et parforhold? Det er vanskeligt at være sårbare og ægte i kommunikationen, og det vil det altid være.

 

Overraskende årsager til lavt selvværd og deres løsninger…

foto: Pepereys@peberg / unsplash.com

Intet menneske er født med lavt selvværd. Hvad får så, så mange til at dukke nakken, når de går ned af gaden?  Herunder kridter jeg først nogle basale årsager op med overraskende løsninger, efterfulgt af nogle overraskende årsager med basale løsninger. 

 

Modgang eller mobning i skolen

Mange oplever faglige problemer i skolen som et udtryk for dyb uegnethed til livet, hvilket danner grundlaget for livslang tvivl på egne evner. Skoler bliver bedre med ”børnestavning” og andre aktiviteter til at skærme børn mod nogle af de værste fiaskooplevelser, men i et konkurrencepræget samfund som vores, vil det aldrig kunne undgås. Hvis mobning i skolealderen er tilpas massiv kan den også lave et voldsomt indhug i selvværdet. Kloge forældre og gode lærere kan modvirke effekten af disse udfordringer.

Uanset om du har succes i livet eller ej, kan man sige at problemet i hvert fald til dels er ”narrativt”. Du har lavet nogle fortællinger om dig selv baseret på de tidlige fiaskooplevelser. God samtaleterapi kan hjælpe dig med at beskrive og forstå denne fortid, så den ”giver slip” på dig, så andre og mere bæredygtige forståelser af dig selv og dit liv kan opstå. Hvis du kan se dig selv i denne kategori, og du selv har børn bør du overveje et par samtaler hvor du kan få sparring på din måde at forvalte dig selv og din tillid til dine børn på.

 

At se anderledes ud 

Selv små skavanker og de mere tydelige fx for tynd, for tyk, for høj for lav, bumser eller andet kan have en livslang indflydelse på en persons selvværd. Vi kan med terapi hjælpe folk, men først skal man forstå, at der findes et liv, der er mere frit og let at leve, end det man har. Lavt selvværd medfører ofte håbløshed, og man kan vænne sig til stort set alt. Er du en af dem, der har vænnet sig til at leve på lavt blus? Har du vænnet dig til at skamme dig? Størstedelen af teenagere skammer sig i dag over deres kroppe. Det er en slags epidemi.

Selv årelange skamfølelser kan dog ophæves, men det kræver at man er parat til at arbejde med terapeutens forslag og de mange øvelser forbundet med at bevæge sig tappert ud i livet med større selvaccept.

Ofte vil denne slags lave selvværd vise sig på måden folk bevæger sig på, med nedkastet blik og en verbal adfærd der enten overdøver andre, eller forsøger at forsvinde så meget som muligt. Fordi dette lave selvværd er nøje kædet sammen med adfærd kan man komme langt med optræne en anden mere selvtillidsfuld adfærd. Fake it til you feel it, kalder jeg det.

 

Mediernes opskruede idealer og lykkefælden

Vi bombarderes med billeder af de skønne, kloge, geniale, hurtige, rige og sublime. Det er ikke mærkeligt at det kan gøre os lidt grundutilfredse med os selv. Hvis man oven i købet tror, at alle andre er lykkelige blot fordi de ikke skændes på gaden, og fordi de har stearinlys i vinduet, kan man pludseligt føle sig meget alene med sin tvivl og dårlige tanker om sig selv. Det er ikke pænt at sige, men husk på, at der findes masser af ulykkelige supermodeller. Det kan være svært, at lade være med at sammenligne sig selv med andre, men det kan være nødvendigt, hvis du vil lære at slappe mere af.

 

Overtænkning

Det er normalt at tvivle på sig selv fra tid til anden. Det er normalt at sige “hvor er jeg dum!”, i sit indre. De fleste af os lader disse negative tanker om os selv passere, medens andre er så smeltet sammen med deres tankeliv, at de tilskriver for meget sandhedsværdi til dem. Det er en slags OCD, som er ret udbredt. Det vil sige, at der findes mennesker der er fuldstændigt gennemsnitlige, og alligevel kan have en enorm mistillid til sig selv fordi de tager deres egen tanker for alvorligt. Der er i dag udviklet terapiformer hvor man hjælpes til at vikle sig ud af sin overtænkning. Det kan føles helt berusende at se på verden uden af at filtrere alt igennem denne mistillidsfulde overtænkning. Du vil som ”overtænker” være godt tjent med metoden kognitiv terapi, måske især ACT.

 

Eksistentielle kvababbelser 

Vi dømmer andre meget og hurtigt, så selvfølgelig er vi også selv bange for at blive dømt. Og selvfølgelig er vi således hæmmede i det vi gør og siger.

Lavt selvværd kan forårsages af, at selvbeskyttelsesprocessen bliver for stærk. Måske du skal spørge dig selv, om du har bygget en lidt for stor mur op omkring dig selv. Måske er du blevet for bange for at være dig?

Det værste er næsten, når de tilmurede mennesker dømmer friere mennesker. Har du mødt typen, der ønsker at andre skal være lige ufleksible og lavloftede som dem selv?

Hvis du er en af de ængstelige mennesker? skal du starte med at lade være med at dømme andre. Øv dig således på at være accepterende. Langsomt vil denne accept af andre kunne sive ind i dig selv, og blive til selvaccept.

 

Dovenskab

Dovenskaben vil have, at du trækker vejret langsomt som et stille havs dovne bølger medens alle indtryk synker langsomt ned og flyder sammen i dybet. Dovenskaben vil gerne have at du sparer energi. Pludselig opdager du, at du ikke har ofret nok til tilværelsen. Du er ikke i form, du er ikke belæst, du har ikke en kæreste, du har ikke en karriere, og hvis du ikke tager dig sammen, bliver din bitterhed en gevaldig fjende i dit indre. Det er ikke så meget lavt selvværd, som misantropi.

 

For høj energi og indadvendthed

Nogle af os er født med så stor indre livlighed, at selve eksistensen kan føles overvældende. Mange af denne type bliver indadvendte for at skærme sig mod for mange input. Det kan opleves af både den indadvendte og andre som lavt selvværd, hvilket er en fejl. Nogle kan dog komme til at overbeskytte sig selv. Måske du har vænnet dig til at være så afskærmet, at du også hindrer dig selv i at opnå noget der kunne være godt for dig?

Hvis du er meget indadvendt skal du altså vide, at der måske bare er så meget spænding, eventyr og drama i dig, at du bare ikke har behov for særligt mange fester i den ydre verden. Og hvis du opdager, at du savner livskvalitet, skal du finde en bedre balance for hvor meget udadvendt aktivitet du kan døje. De fleste finder sig med tiden til rette i livet med deres indadvendthed (teorien om “den højt spændte indadvendte” stammer fra den eminente neuropsykolog Grey).

 

Forældres lave selvværd og dårlige pædagogik

Ofte vil forældrenes lave selvværd blive givet videre til børnene. Dette kan både ske genetisk, epigenetisk og miljømæssigt, hvilket vil sige, at det kan være medfødt såvel som videregivet til børnene i kraft af for eksempel nedladende eller ængstelig adfærd fra forældrenes side.

Ofte er det sådan, at forældre, der selv er bange for at præstere, ikke formår at udvise tillid til at deres børns evner uden for hjemmets fire vægge.  Denne saboterende forældreadfærd kan være mere eller mindre bevidst, mere eller mindre ondskabsfuld.

Personligt kan jeg godt lide at udfritte disse indlærte mønstre med det, der hedder skematerapi. Her genaktiverer man i en halvhypnotisk tilstand de kritiske situationer fra opvæksten og omformulerer dem. Det lyder måske skørt men det virker ret godt. Det er nemlig sådan, at de fleste irrationelle mønstre med for eksempel intenst lavt selvværd, er knyttet til svære og følelsesmættede barndomsoplevelser. Eftersom sådanne oplevelser i vid udstrækning er lagret i en følelsespræget, ”limbisk” del af hjernen, er der grundet primitiviteten ikke en nøje tidsregistrering forbundet med minderne. Det er derfor at traumerne kan vedligeholde deres oplevede relevans i krop og psyke, og samtidigt derfor man i terapien kan tilgå det, genaktivere det, og rent faktisk forestille sig at der skete noget andet end der gjorde.

I en proces med at visualisere fortiden kan man for eksempel forestille sig, at man kalder sin forælder en dårlig pædagog, samt at man fortjener kærlighed, at man for gerne vil have et kram i stedet for hovedløs skæld ud. Det er ikke snyd. Det er tværtimod snyd at man blev udsat for dårlige forældre. 

Ift til uheldig genetisk videreført lavt selvværd, bør man prøve at leve på måder der aktiverer mere selvtillidsfulde epigenetiske udtryk, for eksempel tale højt og tydeligt, træne, løbe, bevæge sig aktivt, gå selvsikkert med blikket over horisonten, og andet der kan ”fortælle dine gener”, at du er okay.

 

Den stivnede krop

Man kan være så bange for om man er god nok, at det tilsyneladende kvæler forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Jeg ved det lyder mærkeligt. Men mange mennesker, måske endda de fleste, har kroppe der ikke får ilt, eller måske rettere hoveder der ikke får ilt.

Det er en undtagelse at se et menneske bevæge sig frit, elegant og smidigt!

Uden at leve, føle, tænke og bevæge sig frit og harmonisk med ilt i både krop og hoved, kan der ikke foregå god selvoplevelse og et godt selvværd. Nogle af tækningens absolut største genier Kant, Nietzsche, Kierkegaard svor at de ikke kunne tænke uden gåture. Tænkning og det sunde selvværd opstår når man ikke hindrer den i opstå med al ens overtænkning, tvivl, selvbevidsthed og selvfornægtelse. Du er født med selvværd, og selvværdets hemmelighed er den ubesværede bevægelse! Derfor er de, der har danset og dyrket meget sport som børn mere selvtillidsfulde!

Hvis du ofte finder dig i situationer med andre, der får dig til at stivne fysisk som psykisk skal du arbejde med dig selv, for det kan være at du projicerer, og ser mulige fordømmelser, hvor der ikke er nogen. Hvis du imidlertid erkender, at være omgivet af mennesker, der ikke vil dig det godt, kan du mærke det på denne “stivnen”, og så skal du komme væk, så hurtigt du kan.

 

Behovet for tryghed

Andre mennesker og samfundet, som i en eller anden udstrækning er to sider af samme sag, kan latterliggøre, true og knægte originalitet. Ofte vil det være en god ting, for vi skal realitetsteste hinanden, og holde hinanden nede på jorden, men alt andet lige, kan vi holde især de åbensindede så meget nede på jorden, at de helt mister tillid til deres egne evner.

Der er ikke tale om en paranoia over det “onde undertrykkende samfund”, som sådan, for denne undertrykkelse ville aldrig kunne finde sted, hvis det ikke var fordi du selv fandt den tryg. Mange finder andres fordømmelse af dem som en tryg puppe. Kun i fantasiens dyb flyver personens frie sind stadigvæk rundt. Overvej om du er blevet så bange for at træde i karakter, at du er begyndt at elske dit skjul.

6 overraskende tegn på at du har karakter

foto: Unsplash.com / https://unsplash.com/@lottemeijer

 

Karakter

At gøre det rette

I bogen ”To Kill a Mocking Bird” følger vi advokaten, Atticus Finch, forsvare en ung sort mand, Tom, der er anklaget for voldtægten på en ung kvinde. Tom er uskyldig, men stemningen i den lille sydstatsby vil have ham dømt. Atticus arbejder på at gøre det rette og få den unge Tom frikendt, uanset stemninger, følelser og frygt for egen sikkerhed. Læs bogen, eller se filmen, den går rent ind. Karakter handler om at gøre det rette, og denne film udpensler det på en toptjekket måde.

 

Selvopofrelse

Myter, eventyr, film er fulde af denne heltearketype, kvinder såvel som mænd, der udholder latterliggørelse, ydmygelser og trodser farer for at gøre det rette. Ve den mand, der ikke stiller redningsbåden til rådighed for kvinden og barnet før ham selv. Der er uomtvisteligt selvopofrelse forbundet med karakter.

 

Ansvarlighed

Mange heltekarakterer er til hverdag uanseelige og sårbare, som folk flest, lige ind til de ifører sig batmankappe, spiser spinat, drikker trylledrik, eller hvad ved jeg. Vi har alle et dybt ønske om at være modige og gøre det rette, koste hvad det vil. Karakter er nøje koblet på ansvarlighed, dét at opfylde en gavnlig rolle for samfundet. Karakterfuldhed er noget at sigte efter for os som samfund.

 

Vi ved med andre ord, at karakter er vigtigt. Afgørende. Og så er det jo interessant, at det samfund vi lever i, synes at:

 

H æ d r e     a l t       m u l i g t       a n d e t       e n d         k a r a k t e r.

 

 

Seks tilfældige tegn på manglende karakter i vores moderne samfund

 

Politiker/debattørsyndromet

En politiker eller debattør synes ikke at blive vurderet på karakter, men på veltalenhed og skarpe comebacks. Hvis det var et fag der hædrede og belønnede karakter, ville der ikke være politikerlede. Det værste er, når folk af denne æt scorer point på at signalere karakter uden egentlig at besidde det vedrørende sagen det handler om, for det saboterer vores forståelse af karakter i den kollektive bevidsthed. Det hænger sammen med:

 

Ekkokammeret

På de sociale medier belønner man ikke ærlighed og ligefrem tale så meget som deltagerens  evne til at aflæse og følge specifikke sprogkoder, som hans eller hendes særlige ekkokammer kredser om og tilbeder. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, er du muligvis en af de “karakterforladte”, hvis tanker afspejler din gruppes holdninger og ikke din egen selvstændige forstand.

 

Uddannelsernes karaktersystemer bedømmer kun i lille grad udvikling af karakter

En studerende bliver som regel ikke vurderet på at have hjulpet andre, eller bidraget til fællesskabet, eller for at skabe noget unikt, men på gennemsnittet opnået.

 

Diagnoser på børn

Mange små skolebørn får diagnoser og medicin hvis de ikke kan sidde – unaturligt – stille. Det er karakterforladt af os, at tillade et sådan menneskeligt forfald (jeg har ikke løsningen).

 

Penge lugter ikke

En mand bliver hyldet for rigdom og succes uanset hvordan den er opnået.

 

”Jeg kan ikke gøre noget galt” – syndromet

En mand katastrofebremsede i sin store Range Rover bag mig og mine børn der sad i en lille hatchback. Et splitsekund fra katastrofen fordi han kiggede i sin mobiltelefon bag rattet. Jeg steg ud af bilen og gav ham en skideballe, og i stedet for at skamme sig, blev han fornærmet. En mand af karakter ville have rødmet og sagt undskyld til han blev blå i hovedet.

 

 

6 overraskende tegn på at du har karakter, og ét tydeligt.

 

Du tør at lade være med at sige undskyld

Eftersom den karakterfulde er præget af selvstændig tænkning, vil det bero på tilfældigheder, om hans, eller hendes sandheder og værdier flugter med samfundets lunefulde manuskripter for de rette holdninger. Du tør at lade være med at sige undskyld. Du ved, at følelser er vigtige, men ikke afgørende. Du tør at såre andres følelser og gå imod strømmen, men ikke mere end allerhøjst nødvendigt. For det er karakterforladt at tro at man ved alt bedst, og det er karakterforladt skabe mere lidelse i verden, end der er i forvejen.

 

Du kan lytte

Hvis du har karakter er du ikke så angst for hvad du selv indeholder, og hvis du ikke er angst for dit eget indre, er du heller ikke bange for hvad der foregår i andre, hvorfor du kan være en sublim lytter. Du er typen, der mestrer kunsten, at kunne tale om det allersværeste uden af at du overskrider andres grænser.

 

Du dømmer sjældent andre mennesker

For du ved, at man ikke kan se på folk, hvad de har måttet gennemgå, for at være dem de er, men …

 

Du kan holde humøret

Når du opdager at andre prøver at sprede dårlig stemning, fordi de ikke har det godt med sig selv, lader du dig ikke påvirke af det.

 

Du finder personlighedstests vanskelige at udfylde

Man kan også være så optaget af at gøre det rette hinsides impulser, følelser og flimmertanker og vaner, at man transcenderer sin automatik, og derfor kan have svært ved at vide hvad man skal svare på mange af de spørgsmål man typisk stilles.

 

Du har svært (!) ved at sige til og fra

I tekstbogen hedder det sig, at man brænder inde med ting, underkaster sig for meget og opofrer sig for meget, fordi man er bange for konsekvenserne af at sige til og fra. Det ses som karakterforladt, men i min analyse kan man vende den anskuelse på hovedet, og se folk, der har haft så meget karakter, at de har ofret sig for meget. Her skal man finde en balance igen, hvor man udvikler lidt sund ”egoisme”.

 

Og den ikke spor overraskende: Du har integritet 

Integritet

Hvilket vil sige, at du prøver at fastholde din persona og din dydsetik (regler for god adfærd) på trods og på tværs af situationer og forviklinger. Ligesom krigsfangerne i ”Broen over floden Kwai”, holder man på formerne selv i de grelleste situationer. De gamle grækere definerede såkaldte karakterstyrker, de forbandt således karakter med blandt andet: Mod, mådehold, kærlighed, venlighed, retfærdighed, nysgerrighed, åndelighed, visdom og netop integritet. Uden integritet mister de andre styrker deres vægt og vigtighed, og således har du ikke karakter. Jeg har tidligere skrevet om vejen til karakter her. 

 

 

 

Kan du blive stresset af din coach. Ja. Meget. Denne coachingmodel burde forbydes…

(foto fra unsplash)

Jeg faldt en gang over en bog inspireret af det fascinerende NLP drøn Tony Robbins. Bogen udpenslede, at vi åbenbart lever ud fra to forskellige motivationssystemer:

 

  1. At nærme sig ting for at nyde

I dette motivationssystem er vi optagede af at sigte efter at opnå noget. Vi søger glæden, spændingen og fornøjelsen ved jagten på ”det”, og således regulerer vi vores følelser ved at drømme, sukke, sigte efter det eftertragtede. Det kender du godt.

 

  1. At fjerne sig fra ting for at føle sig sikker

Den anden måde at leve på handler om at udpege det man er bange for, fokusere på det og prøve at skærme sig mod det, eller bekæmpe det, for at føle sig 100% sikker. Mange bekymrer sig således vanemæssigt bl.a. på grund af den kortvarige og dysfunktionelle glæde det er, at have spottet og indkredset faren med sine tanker. Det kender du måske også godt?

Man skal ifølge coachingbøgerne gøre hvad man kan for at leve ud fra det første motivationssystem, og ikke det andet. Fair nok.

 

Smerte/lyst balancen

Modellen er også beskrevet som en “amøbemodel”, for amøber har, som mennesker også disse to motivationssystemer, 1) at bevæge sig mod næring og 2) bevæge sig væk fra smerte. Amøbemodellen kan give god give god mening i coachingsammenhæng, når man har kunnet billedliggøre situationer hvor folk bevæger sig ubehjælpeligt imod skade og smerte, og bevæger sig ubehjælpeligt væk fra det, som de aner, er godt for dem. Hvorfor deres lidelse i en håndevending kan begrebsliggøres i en enkelt model, der kan give den ellers overtænkende, eller usikre klient en fornemmelse af selvsikkerhed i nogle skarpe valg i retning af et bedre liv.

Jeg har således i humor kaldt mange af mine klienter for ”dårlige amøber”, for at anspore til modig menneskelig handling væk fra uholdbare tanker, følelser og situationer mere i retning af ønskede tilstande og situationer.

Det er heller ikke helt uinteressant at observere folk, der ikke bevæger sig mod det gode, fordi de samtidigt frygter hvad det gode kan føre med sig af ansvar og afledte skræmmende muligheder. Her giver “amøbemodellen” også god mening, for her kan man blotlægge sådanne mindre bevidste faktorer der vedligeholder klientens problem.

Jeg husker en kendt dansk psykolog nævne, at det var hendes kliniske erfaring, at især klienter, der havde været misbrugt som børn og unge, ofte havde svært ved at få styr på denne smerte-lyst balance. De blev ofte i dårlige situationer for længe, og tvivlede for meget med at gøre det rette for sig selv. Jeg har observeret samme mønster, men…

 

Modellen er alligevel … forkert

Ingen teorier matcher virkeligheden helt, for så ville det jo faktisk ikke være teorier. Sådanne modeller som “amøbemodellen” passer altså kun i grove træk. Fair nok. Men amøbemodellen er altså, på et helt konkret plan forkert.

 

Vi er nemlig også velsignet til at kunne regulere vores følelser med nærvær!

En dag, da jeg stod og underviste i coaching fik jeg et billede på mit indre, af en af vores dovne hunde fra min opvækst. En beagle der hed Sally. Om sommeren lå hun splattet ud i solen i timevis, om vinteren lå hun på hede klinker bag kakkelovnen. En sand livsnyder. Her var tale om en hund, der, i disse situationer, hverken var på vej mod noget, eller væk fra noget andet. Hunden var bare.

 

Væren

Der er nemlig en tredje overordnet måde at regulere følelser på, som ikke er med i amøbemodellen, og det er, at give sig hen til nuet som hunden i solen. Ikke for at jagte noget, ikke for at opnå sikkerhed fra fare, men simpelthen bare for at eksistere og være til på en rar måde. Det føles måske ikke fantastisk, eller 100 % sikkert, men det er livet, i en behagelig eller i det mindste tryg tilstand.

 

Konklusion

At reducere livet til at være enten en jagt eller flugt er bogstaveligt talt sindssygt. Rigtigt mange moderne mennesker er jo netop plagede af, at de forestiller sig at man enten skal føle sig 100 % sikker mod fare, eller 100% sikker på en retning. Når man  opdager, at man i velvalgte momenter kan prioritere at føle sig tryg, gerne sammen med andre mennesker, der heller ikke er 100 % sikre på noget, er det som at vågne fra et mareridt. Her kan man være til i vished om, at andre nok vil elske en selv om man ikke er perfekt og ikke når alle sine mål. Måske andre endda ville beskytte en hvis der var fare på færde, med mindre det rent faktisk skulle vise sig, at man selv havde ressourcerne til at klare hvad der end måtte opstå.

Amøbemodel RIP.

 

 

Du må godt tro at du er noget, for…

”den enkelte bærer alle menneskehedens muligheder i sig”

Mente Bjørn Bredal, den højt værdsatte litteraturanmelder fra Politiken gennem mange år. Han var nemlig blevet bedt om at definere humanismen efter et foredrag på den Sorte Diamant for to år siden.

Den sætning har jeg så gået og tænkt over. Jeg har en lidt sær vane med at huske sætninger jeg ikke forstår, medens jeg alt for nemt glemmer de logiske.

Alle os små hverdagsmennesker, skulle vi da være noget særligt. Tænkte jeg. Er vi ikke først og fremmest utilstrækkelige og fulde af tvivl på os selv, med de selvoptagede og arrogante som de mest pinagtige?

 

Som krabber i en spand

Vi har altid elsket uanseeligheden, at den enkelte ikke er noget i sig selv, især hvis den handler om andre. Og hvis du troede Janteloven var et dansk fænomen tager du fejl. i Australien kalder man det samme fænomen for ”crabs in a bucket”, at ingen krabber slipper ud af spanden på havnen, for de griber hele tiden i hinanden med deres klør.

 

Klædt i medfølelse

Du-skal-ikke-tro,-at-du-er-noget mantraet klædes ofte i prioriteringen af fællesskabet. Men tænk lidt over dette: Hvorfor skulle fokus på fællesskabet være over fokus på individet, når begge dele er gode – for både individ og fællesskab?

Vi er tilsyneladende så faste i troen om, at det er moralsk forkert, at ville være noget, at den eneste måde at opnå folkelig berømmelse på, er ved at tale om, at den enkelte ikke skal være noget i kraft af sig selv.  

Det er en mærkelig tid, hvor det er en dyd at dukke nakken, men måske frygten for at ”være noget”, måske altid har været med os?

 

Frygten for os selv

Faustmyten er et teaterstykke fra sekstenhundredetallet, som var en af de længst levende ”blockbustere” i europæisk kultur. Her blev renæssancens individualitet og den deraf afledte mulighed for at ”være noget”, forbundet med at være besat af djævlen selv. Her gengivet af Goethe:

“Whatever is the lot of humankind
I want to taste within my deepest self.
I want to seize the highest and the lowest,
to load its woe and bliss upon my breast,
and thus expand my single self titanically
and in the end go down with all the rest.” 

– Goethe (1749-1832)

faustus1624

 

Fra flokdyr til “folkdyr”

Det vigtigste for de fleste flokdyr er, at opføre sig på en måde, så man ikke bliver angrebet af de andre i flokken. Blandt mennesker er det lidt mere kompliceret idet vi er selvbevidste. I vores indre har vi en masse tilbøjeligheder, lyster og ønsker der, hvis vi gav los, ville få os udstødt på en formiddag. Jeg tror således, at vi måske angriber andre for at være noget særligt, fordi vi selv er bange for at være noget særligt. Måske ”folkedyret” ikke bange for andre, men for sig selv?

 

Bør vi frygte os selv, og det vi kan finde på?

Vi kan med rette være bange for os selv og det vi kan finde på, men løsningen er vel ikke at undertrykke sig selv og andre? For når man undertrykker vildskab undertrykker man også kærlighed, glæde og motiver til et stort liv. Er løsningen ikke snarere at eksperimentere i livet, og dermed spore sig ind på hvem man er og hvad man inderst inde vil, end at gøre skam til en dyd? Det mener jeg.

 

Du må godt tro, at du er noget

Du er født af en vinder af en vinder af en vinder i flere millioner generationer, og du har arvet potentiale for djævelskab og guddommelig næstekærlighed og alt ind i mellem. Ingen andre rummer urhistoriens bevægelser i psyken, menneskehedens medfødte drømme og viljer, mere eller bedre end du gør, uanset hvilken opdragelse, uddannelse eller familiebaggrund de har. Ingen teori kan tage denne genialitet fra dig. Intet svigende karaktersystem kan fravriste dig din fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert i det væsentlige. Ingen afsindig forælder kan hindre din vilje i at spire.

 

Andre mennesker

Hvis folk omkring dig ikke mener, at du duer til noget, skal du først se på grundigt på dig selv. For hvis du ikke gør dit bedste, skal du måske hanke op i dig selv, men du skal også overveje, om du skal skifte ud i din omgangskreds.

 

16 tegn på at du ved, at du er noget.

Du:

1 hilser nogle gange på fremmede med et ”god morgen!”, eller et ”hej!”

2 flirter lidt en gang i mellem, også selvom du er glad for dit forhold

3 hilser på katte

4 spiser ofte dine yndlingsretter

5 skruer højt op for musikken en gang i mellem (ikke for længe ad gangen, hvis du har naboer)

6 fortæller din kæreste eller date hvordan du gerne vil leve, og hvordan du gerne vil behandles

7 siger til dine børn, uden vrede, at du ikke vil acceptere dårlig adfærd

8 lader ikke din hund hive i snoren (kontakt en hundetræner)

9 går med rank ryg med hofterne skudt lidt frem (jeg ved det lyder mærkeligt)

10 siger ”det ved jeg ikke” med et smil, til svære spørgsmål, for det du ikke ved, kan du måske nok lære

11 siger ”det forstår jeg ikke” med et smil til folks svære sætninger, for du ved, at du måske nok ville kunne forstå det, hvis det blev forklaret ordentligt

12 roser og anderkender andre jævnligt, for du ved, at der ikke derved går skår af dig selv

13 respekterer folk der tror på spøgelser, halstatoveringer og guder, for så kan du også selv være fri til at være dig

14 konfronterer bøller eller undgår dem 

15 erkender at du er født med et potentiale for stor kærlighed og store gerninger, som du gerne må forsøge at hædre en gang i mellem

16 holder øjnene rettet mod horisonten når du bevæger dig rundt, og kaster kun blikket ned i korte høflige øjeblikke (med mindre du selvfølgelig går og grubler, og ikke vil distraheres af verdens storslåethed)

DEL med folk der ikke tror, at de er noget. 

… ok, så langt så godt. Men bærer vi alle menneskehedens muligheder i os selv? Er vi alle, inden for rimeligehedens grænser, latente genier?  Det har jeg skrevet om her.

Tillid til egen vurdering og dens fire fundamenter

En leders territorium rækker ud i det ukendte, derfor kræver funktionen tillid til egen vurdering. Man skal gøre det rette i et felt af usikkerhed og mange mulige veje, hvor man kan klandres for snart det ene, snart det andet. Især når det gælder ledelse på et højere plan, står man i en situation hvor man skal lede på en måde der er godt for en selv, for andre, for virksomheden, godt i nuet, godt i fremtiden og godt for samfundet på én gang. Hvor kommer lederens tillid, eller mistillid til egen vurdering fra? Hvad beror den på? Det har jeg skrevet om.

 

Realisme over idealisme

Man er idealist, hvis man tænker, at alle sidder om bordet og går rundt på gulvet med virksomhedens overordnede bedste for øje. Hvis det bare var så vel. En god leder er realist, for han ved at han befinder sig i et felt hvor der ikke blot er en skinbarlig virkelighed bestående af mursten, KPIer og interesseløse mennesker, men også mere subjektive forståelser af den fælles virkelighed baseret på alskens mere eller mindre logiske, subjektive og egennyttige interesser. Lederen befinder sig altså i et felt af forskellige fortællinger om det, der er sket, og det, der kan ske. Den realistiske leder erkender, at han er medskaber af virkeligheden, så han kan sikre at fortiden bliver til at leve med, og sætte en god retning, så fremtiden bliver til at leve for. En realistisk leder ved at han også er forfatter af virkeligheden. Hvis han ikke selv sætter historien, gør nogen andre.

 

Hvis du oplever problemer med dette aspekt af ledelsesopgaven, kan du som leder udvikle det man kalder karakter. En karakter indebærer værdier, holdninger, måske rutiner og i hvert fald eksistentielle sandheder, der tilsammen kan udgøre et slags indre kompas, der kan give mere tillid til egen vurdering i det tvetydige felt som du fungerer i.

 

En opvækst med tillid til egen vurdering

Har dine forældre undermineret eller støttet din tiltro til egne vurderinger? Jeg har overværet flere foredrag og pep talks med dygtige mennesker, der fortæller hvordan de med leveregler, beslutninger, rollemodeller og visualiseringer og ”grit” (det er en af de værre), har opnået deres succes. Og mange gange har jeg tænkt, at flere af disse succeshistorier vidner om folk, der er født med udadvendthed, et godt anlæg for intelligens og følelsesmæssig stabilitet, samt at de har haft gode forældre, der har stolet på dem, og stolet på deres dømmekraft. Når de således tager ansvaret for deres succes, kunne de næsten lige så godt tage ansvaret for deres næses krumning eller størrelsen på deres sko. Hvis du ikke var en af de heldige, der havde gode forældre, der kunne støtte dig og give dig selvværd, skal du vide, at det ikke er for sent at udvikle lidt mere gå-på-mod og tillid til at det nok skal gå, hvis du bare gør dit bedste.

 

Hvis du er vokset op med forældre, der har undermineret din tiltro til egen vurdering, skal du vide, at der er mange måder at rette op på det igen. Her trækker vi på mange af de redskaber som forskning og erfaring af i psykoterapi og coaching har tilvejebragt.

 

En blanding af ydmyghed og selvtillid

Man kan ikke lære uden ydmyghed og selvtillid i en særlig kombination. Man skal nemlig tro på, at det muligt at lære noget, og samtidigt man skal erkende at man ikke ved det hele. Uden viden ingen troværdig ledelse, ingen mønstergenkendelse, ingenting at vurdere ud fra. Ingen autoritet.

At befinde sig i den ”lærende zone” er sårbart, og hvis du som leder ikke mestrer dette, som også kaldes growth mindset”, bliver man middelmådig. Man bliver en af den slags ledere, som huserer på den kolde gang og finder sit hjemmel i det ydre, for eksempel et dyrt slips og power points uden stavefejl. En leder der ikke har prestige, dvs. viden og erfaring og en eller anden grad af social intelligens, er reduceret til at lede med dominans, og det skaber ikke det gyldne følgeskab.

Det er derfor, tror jeg, at kulturer og gruppedynamikker har en indbygget mistillid over for, det, der virker for godt til at være sandt. En leder der ikke kender sine folk, og ikke ved hvad de laver, skal kigge sig selv grundigt i spejlet, for han eller hun er ikke pengene værd.

Kom mere ud af din hule. Start i dag.

 

Gode alliancer

Sært nok kan vi i kulturen godt lide idéen om at store præstationer kommer fra enere, sært, fordi de bedste præstationer i den virkelige verden i 99% af tilfælde er født ud af en form for gruppearbejde. Der er med andre ord langt mellem ensomme eller isolerede ledere, der har udrettet et godt stykke arbejde. Den gode leder holder sig informeret og inkluderet. Den gode leder er social og på forkant kontorpolitisk set med hvad der rører sig over bagatelgrænsen. Den gode leder baserer blandt andet tilliden til egen vurdering på alliancernes anbefalinger og på den feedback hun eller han får fra beskattede medarbejdere, ledergruppen eller chefen. (Tænk lidt over dette: Jo mere selvsikre folk synes at være i forbindelse med en holdning, retning eller strategi, des større er sandsynligheden for, at de ikke selv har fundet på den.) En leder uden et godt bagland, kan sammenlignes med en skibbruden på en tømmerflåde overladt til havets luner.

Overvej: hvem er dine allierede på arbejdet?

 

 

Hvad producerer en psykolog?

Vi ved hvad en cykelsmed og en skolelærer laver, men hvad laver en psykolog egentlig. Det er svært at svare på, selv for en psykolog.

Så man slår sig ned, efter en lang og lidt forvirrende uddannelse og skærmet af supervisorer med forskellige teorier, tager mod folk ind på ens kontor, eller kliniklokale, og hører dem fortælle om et problem de har.

Gad vide hvad de forventer, tænker man. Måske forventer de at man løser problemet for dem. Måske forventer de der sker et eller andet mirakel, så de får det bedre, måske forventer de at blive trøstet, måske forventer de at få en plan, så de kan løse deres situation. Måske ved de godt, at det alligevel ikke kan løses det de står med. Måske har de fået at vide af deres venner, kæreste , eller familie, at de burde gå til psykolog. Mange kommer også fordi de har en ubærlig angst, eller tristhed eller frygt for specifikke ting, OCD, som de gerne vil have fjernet, og meget af tiden kan vi jo give det folk kommer for, vi kan lytte til dem der har behov for at hitte rede i deres livssituation, vi kan i vid udstrækning fjerne fobier, vi kan også hjælpe folk med at finde ud af hvad de skal sige til chefen, eller hvordan de skal håndtere deres parforhold, så når jeg tror, at det kan være svært at vide hvad en psykolog laver selv for en psykolog, er det fordi folk kommer med tusind forskellige ting, som kræver forskellige tilgange.

Nogle gange når man som psykolog sidder og kigger på klienten, tænker man hvad er det der skal være anderledes, hvad vil du egentlig gerne have hjælp til, ved du egentlig hvad det er, der giver dig problemer, hvad forventer du af mig, hvad synes du en god psykolog er?,

Og så beder man folk om at fortælle og folde ud, og man sidder og lytter og noterer detaljer på noter, eller i sit sind. Og så tænker man, på et eller andet tidspunkt, så vil klienten gerne have et eller andet, og siger man et eller andet, noget der flugter med personens historie, noget der kan indfange den i et billede, som gør tilværelsen mere håndgribelig.

Ofte sidder man med en intuition om hvad det hele handler om efter ti sekunder, og den må man gøre vold på, for ofte passer den ikke, og derfor må man som psykolog, sidde og tvivle på sig selv, for ikke at springe til konklusioner og det er hårdt. Og man kan også have lyst til at hjælpe med at løse ting, som ikke er ens område, man kan have lyst til at sige til folk, hende skal du forlade, eller så skal du skifte arbejde, men man kan jo aldrig kende folk lige så godt, som de kender sig selv. Jeg har en regel, som jeg ofte siger højt, – jeg har kun kendt dig i en halv time, eller for eksempel 4 timer, så hvordan skulle jeg kunne kende dit liv bedre end dig, der har levet det i fyrre år. Jeg nævner ofte vikingeordssproget: council is often ill advice.., at rådgivning ikke altid er godt, for folk kender altid deres liv bedre. Et eksempel er, personen i arbejdslivet, der pludseligt er begyndt at opføre sig mærkeligt, og så er det fordi de er begyndt at gå til en dårlig coach, som har haft mere travlt med at fortælle personen hvad han eller hun skal eller ikke skal, i stedet for at lytte til de unikke udfordringer personen har.

Noget af det vigtigste man skal kunne som psykolog, er i min erfaring, at man skal opøve en intens og bevidst ærlighed og ægthed, sådan så man er den samme over tid, og sådan så du kan stå inde for dig selv, og det gælder også, at du skal stå inde for din tvivl og usikkerhed. For måske klienter gerne vil have en fornemmelse af noget stabilt og trygt, som de netop savner. Og her vil du kunne være rollemodel for et liv, der kan leves så sandt som muligt. Det, og så evnen til at være faget i så mange år, at man opbygger så mange erfaringer at man begynder at ane mønstre. Jeg har ikke lyst til at indrømme det, men jeg tror også at det helt centralt, at udvise ægte entusiasme, at man rent faktisk er begejstret over klientens liv, og oprigtigt gerne vil gøre en forskel for andre. Når jeg skriver, at jeg ikke er meget for at indrømme det, er det fordi det introducerer en banal menneskelighed ind i faget, som jeg på en eller anden måde ikke er meget for at indrømme, da jeg godt kan lide kompleksiteten i faget også ..

Selv efter denne svada kan jeg godt, når jeg kigger mig i spejlet, blive i tvivl om hvad det egentlig er jeg laver. Især når børnene spørger hvad en psykolog laver, kan jeg godt blive i tvivl. Sidder du bare og snakker med folk spørger de, og jeg tænker jaaaa.. jaa det lyder ikke så super, især når jeg snakker med drengene, at jeg som mand bare sidder og snakker med folk. Jeg har lyst til at sige, at jeg også gør mere end det. Men måske er noget af det største man kan gøre for at andre, at lytte til dem.

Kim Bjørnstrup. Rules of living

We had author and lawyer Kim Bjørnstrup over for a podcast and we have made a summary of Kim’s rules of life and business. Listen to the podcast here: The podcast: https://soundcloud.com/personalexcellence/kim-b-part-1

Short CV

1984 Master in Law from Copenhagen University.
1984 Passed the bar at Oluf Lind & Partners.
1986 Head of legal, Lundbeck.
1991 Head of legal, Coloplast.
1992-2010 Multiple leadership positions culminating in 10 years as top boss in Octapharma.
2010 Partner in Xeltis.
2013 CEO for BPL in England.
2015 CEO Assistance HR Partners.

Personality: Kim thinks that things are easy. Put in another way he doesn’t seem to believe in difficult things. He believes that things can get solved. It shows on his face and the youthfulness and vigour of his body and mind. When he was partner and head of 4000 people he tells us that the first thing he would say to people coming to him with problems was: “What will you do to solve it?” Actions are solutions.

Kim’s motto could be: Take fate head on and it won’t stand a chance against you.

Kim has a strong sense of internal locus of control. Kim has a string of successes behind him including a turn around for Bane Capital and the success of Octapharma.

Somehow things just work out for these kinds of people.

People like Kim remind me of the scene from the Gary Larson cartoon with the guy whistling away carrying a wheelbarrow in hell two devils talking amongst themselves “you know we’re just not reaching that guy.”

far side.jpg

Staying in the analogy he’d probably be able to make a turn around in hell making people want to go there.

Whatever the case there is a lot of “I can do” about him, and that’s probably why he is sat in Radio studio now being interviewed concerning three books he has written about an imagined terror attack in Copenhagen. Because – of course you can write books, right?

He is smiling over a cup of coffee and his English is impeccable but his accent is a bit peculiar. He says “no” a lot when finishing his sentences revealing that he has spent a number of years in Switzerland where that apparently is a thing. Considering that the classical Danish accent when speaking English sounds like somebody falling out of bed it’s just refreshing.

In the following you can read a summary of the podcast boiled down to rules of live and business success according to Kim:

Have fun

Hang out with ambitious people

Be an ambitious person as you grow older

Even when leading people in the army, shape your orders around the specific person’s personality

Take chances. All the accomplished people I know have taken big chances

Be forthright: Say it as you see it

Give people a decent chance

Be specific and concrete on the criteria for success

Be lucky

Pick fights over important things in business but don’t swear at each other

Ride the tiger: Don’t be scared

Be action oriented rather than just relying complex plans

When negotiating: Be aligned on all relevant issues in the team. Be prepared to leave the negotiation at certain points.

Anger is something to be transcended

Let colleagues blow off steam. Intermittently gently ask people as to the purpose of their anger.

Don’t be overwhelmed by other people’s status

Enjoy hard work

Never sell out in relation to time spend with children

Be more afraid of losing out on opportunities than making a wrong choice

Hire big egos, and manage them: At meetings let everyone speak uninterrupted for 10-15 minutes, before debating certain action points

Downplay your own ego. Think: “They know you are the boss”. That way you don’t have to spend energy defending something.

Seek out flow activities

Stay in shape

 

 

 

 

 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑