Hvad betyder meditation for mig?

Posted on by thomasmarkersen

Meditation kan jeg sige meget om. Meditation har jeg sagt meget om. Jeg har undervist i det, og jeg har mediteret, ja, i måske over 1000 timer.

 

Nogle af meditationerne har jeg lært af guruer, andre har jeg læst mig til, blevet trænet i på kurser, og nogle har jeg, så vidt jeg kan erindre og lige overskue endda opfundet selv. Jeg har observeret, vurderet og reflekteret med hundredevis af klienter hvordan meditation virker for dem.

 

Jeg kan altså give et velkvalificeret gæt på hvordan meditation opleves af andre, og jeg kan give psykologiske, neurologiske og filosofiske forklaringer på hvorfor og hvordan det virker, og 101 grunde til at man bør meditere, men i sidste instans er det min egen oplevelse, der giver mig den bedste ide om hvad meditation er, i hvert fald for mig. (Og sådan er det så mærkeligt, at være i en verden hvor oplevelsen ikke rigtigt regnes for noget, fordi den er immateriel, medens den i min erfaring er det sikreste vidnesbyrd om nogets rigtighed. Psykologi er et mærkeligt fag, det kan ikke reddes af videnskaben, og det er måske netop dets redning.)

 

Til sagen: For mig er meditation min “kærlighedsbank”. En langsommelig, lidt irrationel, doven og ulogisk bank uden bestyrelse, eller direktør, man ville ikke kunne finde den på et kort, den kan ikke googles, der er ikke åbningstider eller telefonnummer, og hvis der er et, så virker det ikke. Hvis jeg en sjælden gang i mellem husker at meditere, eller måske fordi det giver mening at meditere med nogle klienter, så doven er jeg, svarer det til at sætte penge ind i denne mærkelige bank. Efter et par timers indsats opstår der i mig en mere kærlig grundtilstand, en valuta der hverken kan måles eller vejes, tælles eller stables.

 

Jeg opdager den i mit smil, i at verden nu kommer mig mere i møde, hvor det ellers typisk er mig, der mere skal komme den i møde, at jeg får tid til at være mig i verden, i stedet for føle mig lidt som et tandhjul i nødvendighedernes spin. Det er både meget virkeligt og ikke særligt rationelt samtidigt. Måske det er derfor, at det er så nemt at glemme, at sætte noget ind i den bank.

 

Perfektionistens præstationsangst

Posted on by thomasmarkersen

Foto: Christina

I TV studier hænger der hjertestartere. Frygten for at “være på” kan være intens. Når man lider af angst for at “være på”, om det er på skærmen, at introducere sig selv til grupper, holde taler gå til job interviews mv., vil man have at den skal gå væk. 

Man skal nogle gange tænke helt omvendt …? Helt omvendt af lægevidenskabens pilleløsning samt etablerede terapeutiske metoder, hvor angsten betragtes som et “symptom”, der skal væk med vha opfindsomme metoder, skal man nogle gange engagere folk endnu mere i deres følelser.

 

Først lidt fakta

Vi fødes med en parathed til at frygte at fejle medens andre ser på, lige så vel, som vi fødes med parathed til at frygte slanger, edderkopper og fx højder. Man kan helt i lighed hermed, ryste, svede, rødme, stamme, glemme hvad man sige, og opleve kraftig hjertebanken. ,

 

Min egen historie

Jeg har selv været meget “på”, og har oplevet min andel af sceneskræk, og har lært mig selv at være glad, energifyldt og nærværende når jeg er på.

 

Mange forskellige årsager til udvikling af præstationsangst

Medens præstationsfobier altså er ret almindelige og har en slags fællesnævner i en medfødt evolutionsbiologisk forstand, er årsagen til udvikling af sådanne fobier i den enkelte persons tilfælde, fx via oplevelser af mobning i skolealderen, manglende livssucces eller kopiering af forældres lave selvværd, nærmest utallige. I det følgende vil jeg derfor fortælle om én slags metode til én type præstationsangst.

 

 

“Klaveret” som mental model for følelseslivet hos perfektionister

Perfektionister kan arbejde med oplevelsen af deres indre, som var det et klaver, hvor hver en tangent er en følelse eller oplevelse. Man kan fx se angsten som en lys tangent og tristheden som en mørk. Sult, vrede, træthed, glæde henover henrykkelse, forvirring, sorg mv, kan som tangenter kombineres på utallige måder, hvilket producer den righoldige oplevelse af at være til.

 

Perfektionistens problem: At tilsidesætte følelser så meget, at de bliver som fremmede i det indre … 

 

Mange intelligente, stræbsomme mennesker når netop langt fordi de kan tilsidesætte og overhøre deres følelser (læs: toner) medens de laver lektier til ude på natten, eller påtager sig følelsesmæssigt belastende situationer på jobbet og derfor forfremmes. Og netop denne type selvforvaltning leder ironisk nok ofte til situationer hvor man skal præstere over for grupper, hvor frygten (voldsomme toner) jo som regel stikker hovedet frem. Sagen er…

Hvis man er vant til at overhøre de mange små følelser, hvad skal man så stille op med en overraskende frygt? Den pludselige lyd af et klaver, der dundrer. 

 

Er du fremmed over dine egne følelser?

Det er ret nemt at finde ud af om man er fremmed over for egne følelser eller ej. Kan du på 20 sekunder nævne 10 følelser du har oplevet i dag?

 

Når man næsten ingen følelser kan registrere

Der er selvfølgelig også dem, der er så fremmede over for eget følelsesliv, at de ikke engang kan opleve præstationsangst.  Der er en klar overvægt af mænd i denne kategori.

 

At spille på to tangenter

Man kan være så fremmed over for sig selv, at når man endelig forholder sig til sine følelser, sætter man dem som regel kun i en af to kasser; gode, eller dårlige. Man kan sige, at perfektionisten kun har to tangenter at spille på, sort og hvid, succes og fiasko. Selv en lille grad af nervøsitet tolkes som hørtes den sorte tangent, hvorfor selv små fejl kan lede til en følelse af total fiasko. (Succes/fiasko forsimplingen af følelseslivet forbundet med denne type præstationsangst, er nemlig ikke bare en tankeforstyrrelse bragt frem af høj stress, men også, i visse tilfælde, en ganske almindelig måde at tænke på for folk med ringe kontakt med følelseslivet.)

 

Håbet om et quickfix

Perfektionister som døjer med denne type præstationsangst, søger naturligvis en hjælp der ikke involverer det, at forholde sig til følelser. De søger snarere et slags ”fix”, der kan få det til at gå væk. Især den kognitive terapi kan fremstå som et slags værktøj, der måske kan få grebet om problemet, som var det en gammel møtrik der havde sat sig fast, som man ikke selv kan løsne.

 

Skal en behandling lære perfektionisten at ignorere sine følelser?  Mange behandlingsmetoder sigter på at diskvalificere de ubehagelige følelser, dvs fremmedgøre dem som fx balloner i snedige visualiseringsøvelser, eller ved at prøve vinde over deres irrationalitet med triumferende ordlege. Men rent logisk set, om ikke andet, bør en sådan præstationsangst behandles ved at lade folk komme tættere på deres følelser snarere end længere væk fra dem. Så man her kan lære at være med dem.

 

 

Som der er syv toner, er der syv trin til mere rolige præstationer

Man kan som ”præstationsfobiker” trænes i at mestre følgende syv trin:

1.Iagttage og observere forventningsangsten på en psykisk fleksibel måde op til en præstationssituation.

2.Igen og igen fravælge at give frygten al din opmærksomhed, da den jo ikke nytter noget.

3.I forbindelse med selve præstationen byde myriaden af følelser velkommen. Forsøge at acceptere ”totaloplevelsen”herunder evt. spænding, nervøsitet, glæde, begejstring, uro, tristhed mv.

4. Vise situationen man er i, så meget retfærdighed, at man også forholder sig aktivt til den (så vigtig er du jo heller ikke), herunder emnet man skal tale om/, rummet man er i, dem man skal tale til.

5. Når man er færdig med sin præstation bør man med tålmodighed mærke og puffe den hårde “indre”  dom over ens egen præstation til side igen og igen, for det at være tæt på eget følelsesliv betyder jo ikke, at man skal kredse om uhensigtsmæssige tanker og følelser.

6. Som med den kognitive terapi kommer man ingen vegne med sin præstationsangst uden ”eksponering”, dvs. at man bør udsætte sig for så mange præstationssituationer på strukturerede måder, som det kan lade sig gøre.

7. I det daglige skal man optræne en bevidsthed om det indre liv, og øve sig på at sætte ord hvad der foregår inde i én enten vha. strukturerede skriveøvelser eller samtaler.

“… og de, der så ham danse, troede at han var gal, for de kunne ikke høre musikken.”

– Nietzsche / Zarathustra

 

Konklusioner

I forbindelse med denne type præstationsangst, er det altså efter min vurdering, bedre at hjælpe folk til at få kontakt med sig selv, end en yderligere desavouering eller manipulation af det indres væsen med finurlige terapeutiske greb.

 

 

Det skal lige nævnes, at jeg typisk også benytter mig af teknikker fra bl.a. kognitiv terapi, men det er ikke kernen i behandlingen. Forskellen på denne type “lær dig selv at kende” behandling og andre tilgange er, at “klaver-metoden” leder til et bedre liv helt generelt, et, hvor man kan deltage med “mere af sig selv”, om man vil. Kontakt mig hvis du er interesseret i at arbejde seriøst med din præstationsangst. Tlf.: 28700900 /thomas.markersen@gmail.com

 

Fire veje til et bedre liv med din fortid

Posted on by thomasmarkersen

unsplash-logoJoanna Kosinska” target=”_blank” rel=”noopener”>Foto: Joana

Du har fire fortider. For hver af de fire “fortider” giver jeg et par gode råd til hvordan du så bedst lever med dem. 

 

Urfortiden (op til 3 milliarder år)

Du fødes med anlæg for og parathed til forelskelse, venskaber, samarbejde mv., samt en særlig evne til at frygte slanger, edderkopper, lukkede rum, højder, åbne pladser og fx mange mennesker på ét sted. Årsagen er evolutionsbiologisk. Det kan der faktisk ikke være nogen tvivl om, selv helt nyfødte børn reagerer mere med frygt på fx en slange eller edderkop end andre ting.

Meget af det vi drømmer om og frygter er altså ikke ønsket eller frygtet på grund af vores opvækst, særlige temperament eller bevidste beslutninger, så meget som fordi vi er født med anlægget for disse motivationer. Det var nok derfor CG Jung talte om en “fælles underbevidsthed”, at vi deler behov, følelser og oven i købet en særlig forkærlighed for arketypiske fortællinger (fx heltens rejse, tragedien, detektivudforskningen, forelskelsen mv.), fortællinger der også organiserer vores identitet og fortællinger om os selv og livet?

Således kan det siges, at vi har minder af en urfortid i os.

 

Opgave

Såfremt man kan sige, at urfortiden lever igennem os, skal vi passe på med at lade en urgammel frygt styre os, især hvis den ikke giver mening længere. Såfremt at det passer at vi har nedarvede dramaer i os, skal vi sikre os at vi udlever de kærligeste og mest spændende dramaer.

 

Epigenetisk fortid (2-300 år?)

Du har ud over nervesystemets mange millioner års udviklings instinkter i dig, også ekkoer fra dine umiddelbare aners oplevelser i dig. Hvis dine forældre fx spillede meget musik, vil du efter al sandsynlighed have nemmere ved at tage et instrument op og gå i gang. Traumatiske oplevelser kan sætte sig i generne op til 14 generationer frem (viden fra dyreforsøg). Det har således længe været kendt, at overlevere fra koncentrationslejre fik børn der trods god og tryg opvækst, hyppigt led af forskellige varianter af posttraumatisk stress, netop fordi deres forældre havde gennemlevet traumer. Det vil sige, at vi efter alt at dømme, har ekkoer fra vores forfædre stærkeste oplevelser i os (fra de sidste måske 2-300 år). Det er ret vildt at tænke over.

 

Opgave

Når du oplever uforståelig tristhed, angst eller nogle stædige personlighedsmønstre, skal du måske ikke som det første tænke hvad du gjorde forkert, eller hvad du har oplevet i din opvækst, siden du oplever disse besværlige ting, men måske snarere kaste kærlighed tilbage på dine forfædre, der måske døjede med så stor elendighed pga. overfald, sult og lidelser, at det stadigvæk sender ekkoer i dit liv.

 

Personlig fortid (fra du blev født)

Du har oplevet mange ting. Et år varer rundt regnet 31.500.000 sekunder, og for hvert sekund bearbejder du overfladisk omtrent 120 indryk. Dvs. at du i løbet af ti år har modtaget 37.800.000.000 indtryk. Det siges af folk der forsker i sådan noget, at ingen af disse indtryk forsvinder som sådan. På en eller anden måde er det hele altså lagret i dig. Du oplever mellem 12000-55000 tanker i døgnet, lad os bare sige 30.000 tanker i døgnet det vil sige at du i løbet af 10 år har haft 100.950.000 forskellige tanker. Holy shit.

Du er jo bare lille dig, tænker du, uden af at vide, at du er fuldstændigt vildt kompliceret. Du er både det, der kan orkestrere, sortere, ordne og begribe alle disse ting og du er samtidigt beholderen for det hele. Det er ikke mærkeligt hvis folk bryder sammen fra tid til anden, det er mærkeligt hvis vi ikke gør.

Du har efter alt at dømme en masse oplevelser fra din fortid som skaber problemer for dig, uden af at du ved det. Mange af sådanne gamle minder kan heldigvis vækkes til live, for at blive lagt til ro igen på en bedre måde (den grundlæggende antagelse i megen psykoterapi),

Hvis vi ser bort fra alle disse latterlige tal og tilværelsens uransagelighed, er du også den der var et barn engang, og den der blev voksen. Den, der er, i kraft af dine minder. Den, der også er din fortid, og din kærlighed til din fortid, og din kærlighed til alle, der har bevidnet din tilblivelse. Du er altså ikke bare en krop placeret i tid og rum, men også et tidsløst “observerende selv”, som man kan kalde det. Du er nemlig, psykisk set (på en måde), den samme, som du var, da du var fx fem år gammel, selvom alle dine fysiske celler er blevet skiftet ud (alle celler er fornyet efter omtrent syv år).

Billede herunder: Et kalejdoskop

kalejdoskop 2

Det er i øvrigt her, at den narrative terapi måske rigtigt nok ser et uendeligt antal fortider (mange forskellige fortællinger om hvem du er, og hvad der skete), for alle disse indtryk kan jo danne utallige mønstre afhængigt af vinklen du kigger på dem med. Din fortid kan betragtes som igennem et kalejdoskop, med et lille twist ser det hele helt anderledes ud. Narrative terapeuter er gode til at give kalejdoskopet et twist.

 

kalejdoskop 3

Billede herover: Et kig ned i et kalejdoskop.

Opgave

Lad være med at være bange for skift i selvoplevelsen, du kan sagtens tåle det, og måske du har behov for det? Kontakt mig evt. for nogle sjove arbejdsark hvor du bliver udfordret på din selvforståelse. Et twist i kalejdoskopet kan også røbe spændende fremtider, som du ikke lige havde forestillet dig?

 

Den umiddelbare fortid (fx igår eller for et sekund siden).

Dit humør præger din oplevelse af din fortid. Hvis du fx er ked af det, vil flere sørgelige ting stikke ud i dine minder. Dine fordomme kaster således også lyset bagud på det du har set. Du forvrænger nemlig det oplevede, så det stemmer bedre overens med dine tidligere erfaringer. Du husker naturligvis kun det du fokuserede på og du fokuserede primært det, som du forventede at se, således diskvalificerer du også nemt indtryk, der ikke har et match i din hukommelsesbank. Vi har forståeligt nok, et stærkt indgroet behov for at skabe en holdbar fortælling omkring os selv igennem de nævnte utallige indtryk.

Din oplevelse af nuet styrer altså dine tanker om din umiddelbare fortid, og din fortid repræsenterer således et mere præcist billede af hvad du tænker verden er, end hvad den reelt er – på en måde (jeg ved det lyder lidt syret).

 

Opgave

Des mere fleksibel og åben din opmærksomhed, des mere fri og glad bliver du som regel, for her sættes stemningen af det, der reelt foregår snarere end af hvor vidt du kan kontrollere at dine konklusioner om dig selv og livet matcher præcist. Du bliver mere nærværende, kærligere og klogere af at være mental fleksibel. Du kan også lade være med at tænke så meget over fortiden, for den klarer sig fint uden dig.

 

 

Psykologens fire virkeligt gode råd som virkeligt ikke lyder som gode psykologiske råd, men er det.

Posted on by thomasmarkersen

foto: Amanda Dalbjorn/Unsplash

Lad være med at stole på din viljestyrke eller motivation hvis du skal udrette noget

Det er ikke viljestyrke og motivation der primært kendetegner effektive mennesker. Det er noget andet. Det vigtigste synes at være i god form, at meditere, at sove nok, at brænde for noget (ligegyldigt hvad) men vigtigst af alt: Selverkendelse på et helt pragmatisk, praktisk niveau. Man skal kende sig selv så godt, at man ved at man skal planlægge de ting, som man som regel ikke gider, og placere sig selv i omgivelser og med de typer/alene, der ansporer effektivitet.

 

Selvsikkerhed opnås gennem uvished

Som psykolog overrasker det mig gang på gang, at det er via skepsis at man opnår en følelse af selvsikkerhed. Det er via tvivl og undring at man finder sit fodfæste i verden. Man tror jo at det er lige omvendt. Man kommer dog ikke sovende til det man kan kalde ”den gode tvivl”, det kræver indsigt og erfaring. (Sokrates gik ikke uvidende rundt på torvet og stillede drilske spørgsmål til de selvbestaltede eksperter, han vidste en masse, som han ikke gav udtryk for.) Det er derfor en fordel at læse god litteratur, for herved får du adgang til andres erfaringer og tankeverdener, så du kan blive bedre til at læse dine omgivelser også. Det hjælper også at meditere, for her træner du evnen til at være nærværende uden af at være den vidende

 

At tabe sig kræver madnydelse

Dette råd er virkelig mærkeligt, for jeg kan personligt godt finde ud af at faste. Jeg kan også godt nægte mig selv fx hvidt brød og slik. Det klarer jeg fint. Men der er altså mange, der kløjes helt i forbud mod madvarer. Slankekure virke over en bred kam ikke så godt. Løsningen for mange er snarere stædig meditationspraksis og fejring af appetitlig mad, som anrettes pænt og småt som de gode franskmænd gør det. Man skal gå så meget til fadet, at man oven i købet skal sige højt til sig selv hvad man spiser når man tager en bid og sige MmmMMmm (det aktiverer madhukommelsen – ved det lyder mærkeligt, men det virker).

Skyld og skam ifm mad leder som regel til en ond cirkel, for herved foranlediges man til at trøstespise.

 

Accepten af tristheden er vejen ud af tristheden

Der er mange veje til tristhed. Fællesnævnerne er en slags langvarig stress op til og under tristheden. Længe har man derfor arbejdet på at fjerne denne tristhed med piller, hvile, motion og andet. Resultatet af denne fjern-tristheden-dagsorden er, at folk stresser over den og derfor bliver endnu mere triste. What to do? Accepter tristheden med forskellige oplevelsesorienterede øvelser. Accepter den som du accepterer så meget andet, og du vil opleve at den gradvist vil forsvinde i baggrunden af det hele.

 

Efterskrift

… jeg har mange flere paradokser oppe i ærmet, men det var i hvert fald de føste fire. Der er i det hele taget en særlig frihed og fred i sindet forbundet med paradokser, men det er et mere meta-agtigt paradoks.

 

14 Coaching cases. Tema: Ledelse.

Posted on by thomasmarkersen

I det følgende har jeg valgt at fortælle om nogle af den slags problemer, som især ledere kommer og ønsker hjælp til. Der er tale om cases som jeg har sat sammen på kryds og tværs, pga min tavshedspligt. Hvis du måske føler dig genkendt, er det fordi det er udbredte og kendte udfordringer.

Magt, konflikter og assertiv kommunikation

(Læs om “assertiv kommunikation” her.)

Du er chef og du har en leder, der er utroligt god til at snakke og socialisere, og du mistænker ham for at tage parti med sine ansatte, i stedet for ledelsen.

Når du er på besøg i lederens afdeling har du rent faktisk hørt ham tage sine medarbejderes parti mod ledelsens linje.

Du søger hjælp til at håndtere situationen, for du oplever at miste indflydelse på de medarbejdere der er under ham, ligesom det i det hele taget giver uro og dårlige trivselsmålinger når dit samarbejde med en af dine ledere ikke fungerer optimalt.

Den øverste ledelse har sat en konsulent på sagen, men vi finder ud af, at det er bedre, at du selv håndterer situationen. Vi finder frem til, at du må stille en serie afklarende spørgsmål til ham omkring hvordan han betragter sin rolle. For han er tydeligvis ikke klar over sin egen jobbeskrivelse som leder.

Vi lægger op til, at du skal stille et antal specifikke krav og holde fast på dem. Vi støver dine i forvejen gode kommunikative færdigheder af, så du kan træde bedre i karakter over for pågældende leder. Resultatet er en øget grad af klarhed og retning i samarbejdet med den pågældende leder. Overordnet opdager du i løbet af coachingforløbet, at du skal uddelegere mere, gøre strategien tydeligere, og være bedre til at stille krav generelt.

Du opdager, at din blide, høflige og selvopofrende stil lidt for nemt bliver udnyttet af medarbejdere og ledere, der muligvis betragter dine fine sociale færdigheder som en svaghed, og du påbegynder en mere kontant stil, der både bidrager til klarhed og ro.

Kultur, gruppedynamikker, rollefordeling og overansvarlighed

Du er lige blevet økonomichef og du har overtaget et lønsystem, der simpelthen ikke fungerer som det skal. I ledergruppen påtager du dig ansvaret for alle de problemer forbundet med det. Du varetager interne klager. Du begynder at mistrives. Du søger hjælp, så du bedre kan fungere i den vanskelige situation, uden af at miste værdighed og selvsikkerhed. Du finder ud af, at du kan og bør skubbe ansvar fra dig i særlige situationer, og du lærer at stille krav så det kan høres. Du ”mander” dig op og nægter at tage aben på din skulder. Du lærer, at dit ”drive” og dine mere eller mindre bevidste sociale strategier i retning af at påtage dig ansvar for alt muligt (for derved at føle dig vigtig?), er begyndt at forværre din succes på det ledelsesplan du nu befinder dig på.

Du beslutter dig for at blive lidt mere “glat” til ledergruppemøderne, for én ting er, at påtage sig det ansvar som er upopulært, “så man kan komme videre i teksten”, noget andet er, at påtage sig alt muligt ansvar og acceptere ansvaret for problemer, som uretmæssigt skubbes hen på dig. Vi ser tingene an, for hvis kulturen er af en art, hvor man ikke passer på hinanden, er det måske ikke en arbejdsplads man skal blive på i det hele taget.

Case 3. Ledelsesstil og svære samtaler: Du er en velanset og højt begavet chef med 50 konsulenter og kontormedarbejdere under dig, og den nye direktør udviser ikke den følsomhed som må forventes i forhold til den kultur der hersker på arbejdspladsen.

Du lader ham gentagne gange vide, at han bør lægge sin stil om, for den er hverken effektiv eller kærlig. Han lytter ikke. Han ændrer sig ikke.

Du søger hjælp til at tage den vanskelige samtale du bliver nødt til at tage med ham. Vi får planlagt hvordan du skal gribe det an.

Det ender med at du tager en lang samtale med den nye direktør. Resultatet er godt. For en gangs skyld lytter han. Han er chokkeret over kritikken. Som i så mange andre tilfælde er der mange, der ikke hører kritik før den bliver fremført klokkeklart.

Direktøren var overrasket over kritikken, hvilket siger noget om, at ”man godt kan sige noget til folk uden af at de hører det”. Det siger også noget om, at det moralske mod forbundet med at kigge hinanden i øjnene og sige hvad vi har på hjerte, og sige til og fra, gælder i alle tilfælde, også i arbejdslivet. Det banale er vigtigt, selv på højt ledelsesplan.

 

Arbejdspres og pragmatiske løsninger

Du er leder for en stor institution, og det er fysisk umuligt at læse alle dine e-mails, og dine medarbejdere forventer at du tager over, hvor de ikke selv kan nå mere. Hvordan sorterer du i dine opgaver, og hvordan lader du ”arbejdet blive på arbejdet”? Hvordan forvalter du dig selv og andres tid i forhold til de mange opgaver uden af at blive stresset?

Du opsøger hjælp, måske primært for at få en skulder af græde ud ved, om man vil.

Du ved egentlig godt hvad der er det rigtige at gøre, men du har behov for at vende det med en udenforstående. Jeg hjælper dig med at prioritere i opgaver og sætte dine værdier i et hierarki, så det bliver nemmere at handle skarpt ift. den vanskelige situation du befinder dig i.

Du finder ro ved at lufte dine tanker hos mig, hvor du blandt andet får konkluderet, at du bare ikke kan nå det hele, og ”hvis mailen er vigtig, så kommer den igen”.

Denne case er et eksempel på, at mange ledere arbejder under et pres, der kun er holdbart fordi der ikke er andre ting, der er gået galt, hvis der dukker andre problemer på horisonten, som fx problemer på hjemmefronten, kan “læsset vælte”.

 

”Vejrhaneledelse”

Du er leder for en afdeling i et stort center, og oplever igen og igen, at dine idéer og planer modarbejdes af chefen, der primært er interesseret i at være vellidt og derfor som en ”vejrhane”, skifter holdning alt efter hvem han taler med.

Dine kollegaer har samme erfaring. Resultatet er bl.a. konflikter og generel utilfredshed i ledergruppen.

Du søger hjælp sammen og vi drøfter hvordan du bedst kan håndtere situationen. Vi arrangerer et møde mellem de 4 ledere og chefen. Over de tre timer får vi ”svesken på disken”, og chefen konfronteres på opgaven med at holde ledergruppens kurs.

Det er ikke nemt. Det ender med, at det bliver mig som konsulenten, der må lokke chefen ud på arenaen så en ægte dialog kan opstå. Selve atmosfæren og den til dagen planlagte anerkendende metode skabte i en tryghed, der bidrog til god dialog og holdbare løsninger.

 

Politik

Du er chef i en ny kommune. Du har haft stor succes med forandringsprojekter andre steder. Direktøren og politikerne har udstukket en opgave til dig. Du er blevet ansat til at foretage dybest set upopulære forandringer.

Det viser sig, at direktøren ikke selv har lyst til at lægge navn til nogle af de påkrævede forandringer. Du tror fejlagtigt at du har hans opbakning og gennemfører op til flere af disse forandringer. Du finder ud af, at du står mutters alene med dette ansvar. Direktøren bakker dig ikke op, og du sidder i saksen.

Du står alene med store konflikter.

Du får øjnene på for nødvendigheden af professionel sparring med en ekstern kosulent. Du kontakter mig, og vi drøfter hvordan du kan til at håndtere en situation, som direktøren ikke kan/vil hjælpe dig med. Vi igangsætter en lang sej proces med at redde dig ud af situationen.

Konklusionen er, at vi skulle have fået fat i dig noget tidligere. Konklusionen er også, at kontorpolitik måske er chefens vigtigste kompetence når upopulære forandringer finder sted i store organisationer.

 

Udlandsophold og kriser

Du er CEO for en stor virksomhed, hvorfor du har boet i forskellige lande. Du oplever tegn på ”udbrændthed” herunder flyskræk, panikangst og søvnproblemer. Du har lært at håndtere dine symptomer på langvarig stress ved at ignorere dem.

Vi blotlægger nogle af de uløste ting, der går dig på. Du opdager at nogle af de ting der stresser dig, var mere eller mindre fortrængte. Du savner fx nogle af dine børn, der bor i lande langt væk, grundet din karriere, som har gjort at du har arbejdet i forskellige lande. Du bliver i tvivl om hvad der er vigtigt og godt i dit liv. Og begynder at overveje at tage et orlov for at få ro på. Det undrer dig hvorfor alle skal have så travlt. Tilsvarende oplever mange diplomater særlige problemstillinger forbundet med expatriot tilværelsen.

Udlandsophold og kriser II: Du har som politiker/militærperson været flere år i krigshærgede lande. Du vender hjem og begynder at opdage, at du ikke trives. Du finder almindelige møder og livet med 9-5, både angstprovokerende og kedeligt på samme tid. Du har store problemer med at finde ro og livskvalitet i Danmark.

Du søger hjælp, fordi du bliver forskrækket over en angst og en tvivl, som du aldrig har oplevet før.

I samtaler hjælpes du til at få normaliseret dine oplevelser, så du ikke stresser unødigt over dine tilpasningsvanskeligheder. Undervejs finder du ud af, det er normalt at opleve langvarige og stærke reaktioner på at være vendt hjem til Danmark fra en helt anderledes kultur og hverdag.

Vi hindrer dig i at udvikle post traumatisk stress eller depression. Vi hindrer dig i at flytte/flygte fra Danmark igen, og du lærer på sigt at finde dig til rette i Danmark igen, om ikke andet indtil dit næste udenlandsophold.

 

”Ung leder ældre”

Du er en ambitiøs ung leder, som bl.a. skal varetage ledelsen af ugentligemøder med senior ansatte. På disse møder sidder de ældre ansatte og bruger meget tid på at tale i øst og vest og gamle dage og alle de tusind ting, man skal forholde sig til, selv ift mindre beslutninger. Dette gør de givetvis for at føle sig vigtige.

Hvordan reducerer man den spildtid?

Du lærer at vende denne slags situationer til din fordel. Du lærer at betragte det som situationer, som du under alle omstændigheder må lære at håndtere såfremt du vil have en god lederkarriere. Du lærer at man må finde sig i nogle gruppedynamikker, men ikke så mange at det går ud over arbejdsopgaven. Du lærer strategier til at skære de snakkende seniorer af på møderne, så effektiviteten forbedres og alle føler sig okay samtidigt. Det lykkedes måske ikke helt perfekt, men det lykkedes til en grad som kan lade sig gøre inden for de rammer der er.

 

Behov for selvsikkerhed

Du er blevet forfremmet i en sen alder, og vil klædes på til at håndtere ledelsesfaget på lige fod med alle andre, og har behov for sparring på en række områder.

Vi vender en række begreber, personlighedstests, kommunikationsstrategier og andre redskaber således at du føler dig bedre klædt på og understøttet i at du er god nok, både som person og som leder.

Vi bruger bl.a. ”styrketesten” til at hjælpe dig med at få øje på alle de ressourcer og karakterstyrker du besidder. Du indfører styrketesten på dit arbejde blandt de ansatte, for at skabe et stærkere og mere anerkendende “styrkefokuseret” kultur.

Du oplever at have fået mere autoritet og “power” , du træder mere i karakter og styrketesten bliver taget godt imod. Det er en succes.

 

”At redde en uheldig situation”

Du har en succesrig virksomhed og har givet lønforhøjelse til alle ansatte, men fordi du har brugt procentmetoden i stedet for at give alle samme beløb, har du skabt konflikter i stedet for glæde. Du fortryder det, men du kan ikke lave det om.

Vi arrangerer en “firmadag” sammen. Du får hjælp til at være autentisk og modig nok til at være der, og stå i den situation som du har skabt. Vi får sat ord på miserne i fællesskab og får den lagt til jorden.

Tilbagemeldingerne på dagen er gode, og de få konkrete tiltag vi får sat i søen, bliver godt taget imod.

 

”Selvstændige og iværksættere der prøver at hyre nye ansatte”

Du er en meget succesrig selvstændig, der har svært ved at finde ansatte, der kan det samme som dig.

Du søger sparring ift. ansættelse, jobbeskrivelse, forventningsafstemninger, svære samtaler og andet, det kan sikre dig at du ansætter den rigtige, og at du optimerer på den/de nye ansattes præstationer.

Du bruger mig som en slags ekstern partner ift. mindske risici for at ansætte den forkerte. Vi mødes adskillige gange, jeg besøger din virksomhed, og du udvikler præcise redskaber, som selv større virksomheder ville kunne være misundelige over.

 

Selvledelse og motivation

Du er selvstændig men arbejder ikke nok, du savner motivation, gnist og gejst og savner noget coaching ift. at ”komme ud over stepperne”.

Hvad må du gøre for at holde din indtægt og gejst oppe? Hvordan taler du med dine ansatte om dine dyk i humøret, og din svingende performance? Hvordan håndterer du, at du laver overspringshandlinger? Hvordan sikrer vi os, at du er aktiv på et plan hvor kunderne kommer ind ad døren, og dine ansatte føler sig trygge og glade i deres ansættelse? Hvordan sikrer vi os at udfordringer i privaten ikke tapper dine kræfter, således at du ikke kan passe dig arbejde? Vi afdækker din situation og du får et rum til refleksion.  jeg hjælper dig med at indføre en struktur, som du skal følge slavisk.

Du opdager, at løsningen på at komme ud af en fastlåst ”arbejdssump” ikke er mere viljestyrke, men snarere stram og kærlig planlægning (og løbende opfølgning i starten). Alle har behov for struktur, og den kan skride for mange i det moderne selvledende arbejdsliv.

 

Personlighed og at ”finde sin hylde”

Du har været en succes tidligt i livet, og du har ”overidentificeret” dig selv med rollen, som den der klarer det hele og gør alle glade.

I takt med at dine udfordringer er blevet større og mere komplekse bliver denne rolle stadigt sværere og sværere at leve op til.

Fra et af Danmarks talenter til en presset partner, finder du dig selv i en slags eksistentiel krise.

Hvad brænder du for, hvorfor?

Hvordan finder du din energi og motivation og hvor skal du søge hen? Ligesom mange andre har du overidentificeret dig med rollen som ”den der præsterer”, så når det går skævt (af forskellige årsager) føler du dig tom, uden værdier, mål og retning.

Vi hjælper dig med at finde fodfæste, igen, og det lykkes dig at finde mening og værdighed i et nyt job med et ansvar der stemmer bedre over ens med den arbejdsrolle og arbejdsstil du godt kan lide at fungere med.

Nu har du succes uden at føle dig presset af krav, som du finder anstrengende/kedelige.

 

”Når bekymringerne fylder for meget”

Du er højt begavet, og finder dig selv i den sære situation, at du bekymrer dig om alt muligt, som slet ikke er nødvendigt at bekymre sig om.

Hvad der reelt er værd at bekymre sig om, og hvad der ikke er reelt set værd at bekymre sig om, tåger lidt sammen for dig. Du søger hjælp.

Dine bekymringsvaner er så indgroede at vi må benytte os af specifikke behandlingsmanualer fra kognitiv terapi.

Du responderer godt på terapien, og medens du ikke ligger bekymringerne helt fra dig (dit arbejde kommer med helt naturligt forekommende bekymringer), lykkes det dig, at opnå lange pauser mellem bekymringerne. Du beskriver hvordan du i højere og højere grad oplever at have bekymringerne og kunne kontrollere dem, snarere end at bekymringerne har dig og kontrollerer dig. Du oplever dig i kontrol og har fået bedre livskvalitet og bedre overblik over dit firma.

Er coaching noget for dig?

Posted on by thomasmarkersen

Følgende er skrevet til dig, der overvejer et coachingforløb.

 

Gennem en årrække har jeg coachet hundredevis af mennesker fra unge til gamle, fra privatpersoner til ledere på alle niveauer fra Hoffet henover skoleledere til CEOer for internationale virksomheder.

I det følgende vil jeg kort beskrive nogle af de overvejelser du kan gøre dig før du vælger en coach, derefter vil jeg kort beskrive min tilgang til coaching.

Til at begynde er det en fordel at være forandringsparat.

Man bør have et minimum af motivation.

Hvis man plages lidt af de “samme gamle mønstre”, er coaching en god idé for dig.

Man skal investere lidt tid og penge, og være opsat på at udføre hjemmeopgaver hvilket kan inkludere træning, dagbog, øvelser, specifikke meditationsøvelser og fx mentoring.

Mennesket har lige dele rod i sin udvikling som i sin stilstand. Den gode coaching samtale gør, at man kan føle sig tryg og i bevægelse på samme tid.

 

Hvad kan en samtale?  Hjernen og personligheden fungerer på den måde, at vi filtrerer 99 % af indtryk fra (hvis det kan gøre det) for at skabe orden i vores indre og forudsigelighed i vores ydre. Vi reducerer verden til så store pixels som muligt. vi gør hvad vi kan for at reducere kompleksitet.

Vi skaber altså forenkelede opfattelser af vores virkelighed. En god samtale løfter dit blik op på nogle af de resterede 99 % af begivenheder der har foregår i dit liv, som du ikke forholdt dig til.

Den gode samtale lader dig forholde dig til mere af din virkelighed, lader dig se mere af dig selv, mere af andre, mere af din fortid og mere af dit nu, og mere af de urealiserede fremtider der byder sig til. (den længere udredning om dette tager afsæt i “logos”).

Altså: Når jeg coacher fortæller jeg dig ikke hvad du skal gøre, men jeg lader dig opdage mere af det, som du på en måde allerede ved, du har bare ikke forholdt dig til det endnu.

 

Coaching handler ofte om ønsket om at præstere bedre og mere.

Coaching handler ofte om selvtillid. Her skriver jeg om lederens behov for at kunne stole på egne vurderinger.

Coaching handler ofte om personlig udvikling. Her skriver jeg om en tretrinsmodel for eksistentiel personlig udvikling.

Som coach tilbyder jeg en platform hvor du uden forstyrrelser og uden referat, kan slække på facader og parader, og samle dig om det vigtige. Her kan du læse om mit etiske afsæt.

Vi starter med det, som jeg kalder jeg en ”konceptualisering”, en slags kortlægning af din situation, der fx kan indebære diverse tests (specifikt NEO-PI-3, Youngs Schemata Test og Styrketesten fra den positive psykologi) tests i arbejdsmiljø (NFAs mellemlange spørgeskema i psykisk arbejdsmilø), samt en analyse af din kommunikationsstil og en række afklarende spørgsmål om din personlighedsudvikling, dine sociale strategier, leveregler og vaner. På den måde skaber jeg sammen med dig et billede på hvad der skal arbejdes med og hvordan ift dine formål, din situation og din personlighed.

Coaching handler basalt set om kortlægning, planlægning, udførelse og evaluering, hvor egentlig terapi handler mere om refleksion mhp. dybere selverkendelse. Du kan læse mere om de bærende principper i coachingen her.

Nogle gange sætter vi fokus på at definere en god målsætning andre gange på oprigtig kommunikation; hvad skal du i så fald øve dig på at udtrykke til hvem, hvordan og hvorfor? Andre gange er der mere behov for fokus på stresshåndtering eller motivation og glæde.

Metoden jeg arbejder efter tager afsæt i en række forskellige teorier, bl.a. kognitiv terapi og narrativ praksis og ”paradigmer”, som jeg ikke kan redegøre for på nogen tilfredsstillende måde i denne introduktion. Men du kan som klient føle dig sikker på, at jeg har en betydelig viden, om hvad der virker hvordan og hvorfor inden for personlig udvikling og coaching. Således har jeg fx undervist udbydere af coaching i ”evidensbaseret coaching”, ligesom jeg har fx undervist i ”systemisk coaching” for Teknologisk Institut, hvor jeg for tiden er censor på uddannelsen for “Resultatorienteret Coaching”. Her har jeg skrevet om 14 cases fra min ledercoaching.

For nærmere information skriv til: thomas@psykologerne-frederiksberg.dk / tlf.: 28700900

 

Da en jungianer smadrede Prince Charles’ karriere og andre finurlige cases

Posted on by thomasmarkersen

Alle der arbejder med mennesker bør vide, at en hvilken som helst metode der tages for bogstaveligt kan skabe flere problemer end den løser. Ligesom med parolen i politiarbejdet skal man måske følge metoden/reglerne, men man skal også tænke sig om. Man kan ikke nøjes med den ene halvdel af ligningen. Jeg har selv klokket i det af og til, hvorfor dette essay ikke skal ses som en opsang til andre, men som et kuriosum for alle i denne branche.

Den bløde sjæl

Som det beskrives i de ældste religiøse myter, er vi som skabt af ler. Der sættes nemt aftryk i os, og jo mere man stabler et videnssystem på sig, det være sig en religion, en metode, en holdning, eller en politisk overbevisning, des tungere bliver det, og des større aftryk skaber den på vores bløde sjæle.

Herunder strør jeg et par eksempler på ovenstående, både fra mine egne fejl og erfaringer, og fra det jeg har læst, hørt og lagt ører til fra kollegaer. Hvis folk føler sig ramt passer det mig fint, for folk bliver godt nok tossede af at blive kritiseret,  men de bliver endnu mere tossede af ikke at blive kritiseret.

 

Prince Charles og Jungianerne

Der var fx den gang hvor Prince Charles gik i terapi hos en Jungianer, der fik ham til at tale med sine planter, for de var en del af hans “selv”, tro at han var et mytisk væsen, og foranledigede at han sendte talrige sære breve til statsoverhoveder fra hele verden mv., hvilket jo gjorde ham komplet uegnet til at overtage tronen (læs mere her).

Så alt i medens den jungianske analyse giver mening ift en række fænomener og problemer, kan den når den overdrives, eller tages for alvorligt, om man vil, gøre dens “modtagere” ufordøjelige for deres omgivelser.

Jeg har fuld sympati for den ulykkelige situation. Når jeg fx læser Nietzsches mest intense poetiske passager, og skriver essays, er jeg selv så tilbøjelig til at skrive så vildt, at jeg forskrækkes over det, når jeg genlæser det måske et halvt år senere.

 

Tankeliv forbudt?

I den metakognitive terapi arbejder man bl.a. med den åbenbart revolutionerende indsigt, at vi kan blive forskruede af at tænke (det skrev Michel de Montaigne også om i femtenhundredetallet) og det kan være en god antagelse at tage afsæt i når man behandler for OCD, angst, depression og andre tilstande. Det skal dog tilføjes, at medens vores eget sind måske ikke nødvendigvis er vores bedste ven, er det samtidigt nødvendigvis vores bedste ven. Og mens vores personlige historie i vores indre og i samtaler, kan være en slags livskvalitetsslugende og psykopatologisk hobby, er vores personlige historie også fundament ned i vores egne minder, de, der slår rødder ned i vores aners aner, og dermed selve jorden. Tankelivet er smukt, dejligt og nyttigt, og ja det kan også skabe og vedligeholde angst, stress og depression. Er der egentlig noget nyt ved det?

 

Jeg har fået en coachinguddannelse

Hvordan ved du om en leder er begyndt til coach?

Ved at han pludseligt opfører sig mærkeligt.

Og nej, der er ikke en joke. Hvis man går meget mekanisk til værks i coachingsamtaler, uden at tage højde for menneskets iboende kompleksitet kan man komme til at sætte de mere naive klienter i gang med alskens adfærd, der måske lyder godt i coachingsamtalen men er problematisk i personens liv. Som med historien om ham den lidt antisociale karakter, der sagde til sin gamle veninde, at han altså ikke kunne hjælpe hende med at flytte den dag som lovet (hun havde virkelig brug for hans hjælp) for han havde med coachen fundet frem til, at han måtte prioritere sig selv noget mere.

 

Individuelt ansvar 

I den systemiske familieterapi opdagede man hvordan enkelte familiemedlemmer blev skraldebøtte for al dysfunktion i gruppen, man opdagede også hvordan konflikter blev affødt af forskellige opfattelsers forskellige ”punktueringer” af hvad der ledte til hvad. Man opdagede også, at lige så snart, at der således var udpeget skyld, fralagde andre sig ansvaret for at forandre ting selv. Derfor arbejdede man strategisk med at opløse disse automatlogikker, især “skyldsspørgsmålet”, og erstattede dem med en mere forløsende nysgerrighed og anerkendende kærlig tilgang til hinanden og situationerne. Fint. Godt. Så … spoler vi tiden frem til i dag, hvor vi kan konstatere, at der fra smukke Snekkersten er udløst en parapsykologisk styrke af konsulenter på landet, som uden blusel hævder at det personlige ansvar er en … diskurs? Der er i dag anerkendt forskning der tager afsæt i at man ikke kan være skyldig i at mobbe, fordi det er “systemisk”.

 

Samfundskritik 

Hvorfor inddrage samfundskritik i min gennemgang af psykologiske metoder? Fordi det er blevet en slags psykologisk metode på universitetet og den gængse samfundsdebat. 

Medens den så etablerede “kritikken af individualiseringsdiskursen”  gør livet nemmere på læreanstalterne og i den generelle debat, idet man nemmere kan give karakterer og “likes”, korrumperes forholdet til virkeligheden.

Det kan være, at der forefindes fordækte kulturer hvor man tørrer ansvar for organisatoriske problemer af på enkeltpersoner, som bare “skal til “coach, for retteligt burde ledelsen hellere tage ansvar for de strukturer der bidrager til individernes funktions(u)dygtighed? Men alt er jo ikke sagt og gjort med det, og desuden:

Når al eksistentiel lidelse tolkes som noget, der skabes af undertrykkende strukturer, skaber man en utopistisk kollektiv vildfarelse, der skaber flere problemer, end den løser (overvej fx det tyvende århundredes utopismer).

I øvrigt er det sådan, at individet er og bliver den afgørende forandringsagent ikke bare i sit eget liv, men i alle samfund, hvorfor en samfundsanalyse der omtaler individer som et slags epifænomen af den gældende magt, nødvendigvis skaber kaos. Den enkelte unge ballademager er fx ikke bare et uskyldigt offer for omstændighederne, hvorfor man må belyse makrostrukturer, men også et individ der skal opfordres til at se sig selv i spejlet.

 

Indre barn arbejde

Så har klienten siddet hver eneste session i 10 sessioner med det indre barn fra hin horrible psykologiske traume alene på køkkengulvet. Ham der opdagede at moren var på vej i byen for at feste (og gik i byen), og som 5 årig derfor skulle være alene i huset om natten.

Og medens sådanne traumer med fordel kan vækkes og mestres med nyfunden vis voksenomsorg, kan selv den strategi vel overdrives. For godt nok, skal vi passe på det lille barn, men hvis man dyrker det, kan man vel komme til at overidentificere sig med smerten igen, i stedet for at identificere sig med den voksen, som skal rumme det?

 

Lacaniansk psykoanalyse

Jeg skal tilstå, at jeg ikke ved så meget om det, men jeg tillader mig at tvivle på logikken i at se en sådan terapeut hver uge i 3 år, når klienten simpelthen bare ikke var assertiv nok. Og så siger jeg ikke mere om den sag.

 

Kognitiv omstrukturering

Ja. Det er naturligvis godt at kunne føre en realitetstestende samtale, men hvor mange klienter med tilstande der svarer til generaliseret angst, er ikke blevet mere forstyrrede af at skulle lave kognitiv omstrukturering med deres automatiske negative tanker, for det er jo ikke strømmen af automatiske negative tanker der er problemet, men den enkeltes dyrkelse af dem?

 

Mindfulnessteknikkerne

Meget godt kan siges om mindfulness, bl.a. det, at man kan downloade en app på nettet der hedder HeadSpace der stort set kan erstatte behandleren. Mindfulness er så godt og fornuftigt, at man skal være særdeles kynisk, eller som minimum rundforvirret samfundskritikker, for at kritisere det.

Dog er der tre fejl som en mindfulnessteknikker kan komme til at rode sig ud i: 1) Man kan komme til, at tro, at lykken er, at fokusere al sin opmærksomhed på nuet, hvilket ret beset er forkert, for vi er som regel lykkeligst når vi ser frem til noget. De gode fremtider lyser nuet op, og gør det mere vibrerende (det skrev Montaigne også om). 2) Man kan ikke og skal heller ikke fremelske en neutral holdning til noget som helst, for livet er en art velvilje, og det skal afspejle sig i holdning, hvorfor meditation såfremt den skal tjene livet, skal foregå med det klassiske lille smil. 3) Man skal vogte sig for mindfulness utopisme, for livet er ikke som en dug, der skal vaskes og stryges og lægges lige, men en krøllet affære. Med det mener jeg, mere konkret, at det som regel er vores genvordigheder, kampe, komplekser og bæven der udgør stilladset til det meningsfulde liv. Lad blot munkene om at betragte det pulserende liv som et problem, det kan lige så vel ses som frikadellen og sovsen.

 

Mindfulnessforelskede

9 ud af 10 mindfulnessøvelser der er at finde på Youtube er blevet indtalt med en docerende tone (før jeg indtalte “tanke timeout” for SONY, skamlyttede jeg Youtube for inspiration). Det undrede mig, og gav pludseligt mere mening for mig, da jeg stødte på Jungs skriverier om mindfulness, hvor han tørt advarer mod storhedsvanviddet forbundet med selvet, for godt nok er selvet “herren”, men dets fartøj er trods alt personaen, og en overidentificering med selvet leder som regel til storhedsvanvid.

Beware og unearned wisdom – Jung

“Den rette måde at være bevidst nærværende på”, er desuden et mysterium, som man ikke bør udtrykke sig skråsikkert om med mindre man er Gud. Hvorfor skulle pølsemandens duft til de ristede løg være mindre pur en Dalai Lamas fornemmelse for Himalaya?

Således har den uefterlignelige Alan Watts givet os tre sætninger at tænke over. Skal man meditere hver dag?

“Nej, for når man har nået den anden bred, kan man godt træde op på den”

“Nej, for når man er kommet igennem svingdøren kan man gå ind på museet.”

“Nej, for når har fået beskeden, kan man godt lægge på igen.”

 

Efterskrift og Prince Charles

.. Jeg udelader en hel række åbenlyse cases, fx NLP skredet hvorved klienten kan ende med at bliver til noget der bare skal manipuleres, og psykiatriens stålsatte tilgang til diagnoser og symptomer, af den simple årsag, at det ikke gør mig i bedre humør. Udklippet fra artiklen i The NewYorkerom Prince Charles er der stadigvæk.  Se hele artiklen her.

.. jeg overvejede at skrive en slags.. “og derfor..” konklusion, med gode råd, men jeg tror at det ville blive for langt, snørklet og muligvis endda bedrevidende. Jeg tror i det hele taget ikke at jeg sidder inde med det forkromede svar på noget, og det måske den bedste konklusion, når alt kommer til alt.  

 

Kunsten at arbejde langsomt i en hurtig tid, om den terapeutiske relation i nutiden …

Posted on by thomasmarkersen

Der var en tid hvor mange psykologer havde en fetish for langsommelighed og lidelse. I dag er vi folk flest, også coaches og psykoterapeuter, snarere forført af travlhed og vellyst. Mit essay handler om, at pendulet burde svinge lidt tilbage igen, for hvis man ikke har tid til egen smerte, har man heller ikke tid til andres, og det er et samfund jeg ikke gider at være i.

Og hvis man ikke står stille en gang imellem med smerte, glæde og alt ind imellem kan man jo heller ikke orientere sig og slå en ordentlig retning i tilværelsen.

Du går i terapi, eller til coach. Du kommer med en mellemtilfredshed, du ved ikke helt hvor du skal starte, eller om du overhovedet har brug for hjælp. Har du ret til at sidde der. Og er det ikke lidt for dyrt. Hvad har du overhovedet gang i? Du har valgt at opsøge en professionel hjælper, der helst ikke vil lade dig dvæle ved dine problemer, for han/hun arbejder positivt psykologisk, løsningsfokuseret og tripper for at ændre din selvfortælling. Måske tænker hjælperen endda, at du også skal have det sjovt undervejs i forløbet.

Du er stødt ind i terapeut / coach person, der er blevet forført af tidens jag og har gjort det til teori og metode (tidsånden benytter selv de bedste af os som hånddukker).

Som du måske kan se, skal jeg til at kritisere aktuelle såkaldte “anerkendende, positive, metakognitive og narrative” coaching- og terapimetoder, og det føles lidt forkert for mig, for jeg tror på, at man skal arbejde så løsningfokuseret som muligt. Ender det nemlig ikke alt for ofte med, at man i de gammeldags følelsesfokuserede ”tudeterapier” bliver infantiliseret af den alt for neutrale faderfigurterapeut? Man afkræftes og flyder ud som en usammenhængende og frit associerende klat biologi uden handlekraft, mål og med. Man græder og er forvirret, og får aldrig så meget som et enkelt ærligt skulderklap.

Jojo, men…

Hvad nu hvis nu klienten, der lige er trådt inden for døren, har vænnet sig til ikke at lytte til sig selv, hvorfor hans tvivlrådighed vidner mere om manglende selvindsigt end problemets omfang. Og så skal vi jo ikke ignorere den lille åbning til den store, dumpe smerte, ved at insistere på “det gode”.

Måske klienten endda i bitterhed er begyndt at mene, at det er verden, den er gal med, hvorfor det nok alligevel ikke nytter at arbejde med sig selv. Hvorfor han inderst inde heller ikke tror, at man som behandler/coach kan gøre noget for ham. Den vildfarelse skal vi vel netop ikke deltage i, vores varedeklaration taget i betragtning. Og det gør vi jo faktisk ved at prøve at spartle den lille tvivl eller tristhed over med det gode, før vi har kigget på, om den lille revne i muren i virkeligheden røber at den bør falde og afsløre for personen, uanede rigdomme?

Måske klienten endda tænker, at han ikke fortjener at have det bedre, hvorfor han gladelig deltager i at lade som om alt i virkeligheden er ok? Man vænner sig nemlig til hvad som helst; også ulykkelige liv.

Man bør retteligt sætte foden nænsomt i døråbningen, og langsomt lade klienten selv åbne døren til smerten. Så gradvist, at sjælen ikke forskrækkes og kigger væk – igen. Klienten skal opdage, at det værste han frygter, typisk er noget, han allerede har overlevet, og vi skal holde klientens refleksioner op for ham som det klareste spejl, og hvis han plages ved blikket, skal vi ikke betragte det som et dårligt tegn.

Det kan være svært at mestre ”smertekigget”. Det kræver en dreven tålmodighed og teknik, der ofte er at den lidt gammeldaws psykodynamiske slags. Den hvor man som hjælperen har arbejdet med egen relationsbagage og reaktioner i terapi/coachingrummet. En metode der blev udvirket og tilspidset i en tid så langsom og tidsfuld, at det moderne menneske ville blive vanvittig af den. Man skal for eksempel kunne holde til, at klienten føler sig utilpas, utålmodig og måske endda også bliver irriteret på dig i hvad der ligner ulideligt lange tidsrum i samtalen.

 

Pointen med smerten? 1-2-3-4. 

Al god terapi og coaching beror i princippet på, hvor vidt du formår at ændre din klients eller kundes indre eller ydre vaner til det bedre. Og faktum er, at parathed til de ofte svære livsforandringer, som udgangspunkt skal tage afsæt i, at man overhovedet har erkendt 1) at man har problem, der er alvorligt nok, til at man 2) oplever et behov der er stærkt nok til, at man rent faktisk vil gøre noget ved det.

 

Den søde hjælper skal derfor sidde på sine hænder og brænde inde med sin positive psykologi, styrkekort, narrative forandringsiver og coachingmodeller, medens klienten fumlende og ængsteligt bevæger sig rundt i alle hjørner og smager på egen elendighed. Her i moradset kan der nemlig opstå et behov for forandring (set med klientens egne øjne), som man i samarbejde, og med nævnte virkemidler kan gøre til 3) ønsker, og i sidste ende til en farbar 4) retning til et stærkere, sundere og bedre liv.

Dernæst, og det er det sværeste skridt for mig selv, bør man som coach/terapeut sige, nu committer du dig til 5 sessioner ad gangen, og betaler up front, for når jeg vil have at du skal respektere dig selv, skal du også respektere mig, og vi lægger begge en indsats i det.

Jeg tør bare ikke. For jeg ved hvor dårlige vi er blevet til at udholde os selv. Som en behagesyg butiksassistent, der tripper på trætte fødder i håbet om at kunden køber noget, og vil komme igen, lader jeg ikke deres smerte være en millimeter for dyb, deres kedsomhed et sekund for langt.

…

Når du har klappet låget på iPad’en, og læst Brødrende Løvehjerte, Den lille havfrue eller Den lille prins højt for dine børn, bøger der kan bringe selv hærdede mandfolk i knæ (I dare you), ser du måske som jeg: Tåren du her bider i dig, er prismen til de eksistentielle forløsninger, der skaber dybde, kvalitet og drama ud af livet med dig som både helt og elsker og alt ind i mellem.

 

 

Når coaching og terapi ikke slår til, hvad gør man så? (på engelsk)

Posted on by thomasmarkersen

 

The myth of resolve — the art of helping people.

She is looking down and away and then deeply into my eyes as if trying to pick the solution to her predicament out of my brain. Her husband hasn’t produced a single piece of music since his massive hit piece 6 years earlier. Having small children and him losing his temper in fits of despair she is telling me a story of a family in crisis.

He is highly intelligent and very self-reliant and has somehow tied himself into this knot of stress and procrastination. He has tried therapy before without effect. This aligns with my thoughts about their situation; that offering him therapy or coaching would just add insult to injury. So when she asks me if I want to help him, I hesitate.

The allure of psychological theories

There are countless models explaining the lack of resolve and action in a person’s life as something pertaining to the inner workings of the psyche. For example ADD, oedipal issues/schema enmeshment, fear of failure, bad habits or even fear of success or fear of self actualization — strange at that may sound. Gurus en masse have made a career out of promising hopefuls a break from bad habits and a path to success. Gullibility is gold in the hands of gurus. I am a bit guilty of that myself having been the expert on national TV on a series on motivation and life style changes. There are indeed many fancy sounding and well-conceptualized routes to success in the business of therapy and coaching where resolve is promised as “thing” you can get by listening and thinking. Something that can propel you — yes you! to the stars and sometimes it actually does work if you get heavily into listening to these messages.

In coaching most problems are seen as things to be solved by route of something like: conversation-conceptualisation-homework-repeat on a weekly basis which gives associations to the Nietzsche quote “for the one with a hammer everything looks like a nail”. So I was sat there thinking that the musician in question needed another kind of help than that. He didn’t appear to fit into any of the boxes.

A lesson from the…. Amish?!

Most guys have some stuff at home that needs doing, that we just can’t be asked to finish. In the Amish community they don’t have that problem, as they have communal way of going about a lot of such tasks. (They may have other types of problems that the rest of us don’t have.) It’s a no-brainer really. The modern malaise of procrastination arise to a large extent from the fact, that we are split up into smaller and smaller social systems, from the tribe or village to the farm, to the family to the single city dweller. Today most of us are more or less left to our own devices, when it comes to a lot of life challenges. We are not forced into “individualism” somehow we just prefer it that way. But this more individualized way of life comes with new challenges. Our solution to this predicament is to impose structure onto ourselves as scaffolding for our neocortical resolve and as such to establish a vicarious tribe of sorts to adhere to. Establishing personal goals and values and creating a structure is virtuous and it works well for most of us most of the time, but such means don’t possess the punching power emerging from our sense of doing — and having to do — meaningful and reciprocal contributions to the community/club/work place/world. Most people need a sense of belonging and some feelings of responsibility in order to give it our best in the long run. It can be hard to do stuff on your own, for your own self. No man is an island. The musician in question, needed more than a room for reflection to strengthen his resolve. He needed to form a kind of bond with someone. A “someone” he could mirror him self in. Which brings me to the next point.

A lesson from … autism?!

People in the autism spectrum have such hassle working out what the right response may be in a given context, that many of them simply emulate or rather imitate somebody they like, for example an older brother. They may still come across funny to others at times, but at least this “trick” reduces their own confusion in the social arena. This reveals the fact, that people by way of a decision can actually side step their own default state of mind by identifying with an alter ego — somebody else. This musician seemed to me, to need to form a social bond with a role model.

Mentoring

So what did we do with this particular disparaged musician? I arranged for him to meet up with a personal friend of mine, who apart from being quite smart himself, really likes working out and martial arts and is kind of a he-man. I admonished my friend that the client be trained really hard. The client had to exaggerate his tantrums in the gym with somebody who actually masters aggression in order to integrate and master those aggressive impulses and “shadows” of his psyche if you like. I also asked my friend to hang out with him, and kind of get under his skin and make him work with full concentration three hours a day within a month. I only supervised the process. I never actually met the musician. After two months and about 15–20 hours of them spending time together the musician was totally back on track. He even wrote about in a song that you may have heard. He wanted to share his experience with the world of having been lifted up off the ground — almost literally.

The lesson — spread the word!

Sometimes people have no will power left in their mind and body, why trying to coach them to boost their will power reserves can be quite the tragedy. Some people literally need a hand and a push! The nannying and reflections from the therapy sessions can for some types of people actually be counterproductive. When Nietzsche’s Zatrathustra ponders friendship he writes: He won’t give people fruit from his tree, but they can pick it themselves and he’ll give a friend in trouble a hard bed to sleep on. Friends, role models and mentors are sometimes the best helpers. The psychologist can follow and supervise these processes.