Om lykke

Jeg bor sammen med en masse børn og en klog kvinde. Jeg sagde selvfølgelig også ja til en hund. Børn har godt af at lege med en hund tænkte jeg, og hvem er jeg til at benægte huset en hund. Kvinden ville i øvrigt også virkelig gerne have en Bijon Havanaise, som er meget langt fra de Dobermannhunde jeg havde som dreng. Jeg kaldte den en dijon bernaise til at begynde med for at drille godtfolk. Min ”dad humor” kan være belastende, selv for mig.

 

Jeg giver selvfølgelig plads til det at have en hund. Ligesom man udsætter sig selv for alt muligt andet også. Og jeg skal være den første til at tilstå den sære fornemmelse af ”rigtighed” det er, at have en hund i huset. Jeg tror at alle primitive folk måske mange hundredetusinder år tilbage har holdt hund. Det giver mening på en eller anden dyb og ubeskrivelig måde, at have sådan et kræ omkring sig.

 

At det er mig der må tage de fleste tidlige morgenture, gør mig ikke så meget. Det kan såmænd være meget hyggeligt, selvom det naturligvis koster lidt i den anden ende. Har man været ude og aktiv fra kl. 6:30 om morgenen, er man mindre nærværende efter kl. 22.

 

Nogle gange er jeg således blot som en mark for andres heste, min menneskelighed et kludetæppe til andres kolde fødder og det lille stykke ryg over bagen, som jakken og bukserne så ofte svigter. Snart synes jeg det ene er vigtigt, snart synes jeg at det andet er vigtigt, og alt for ofte opdager jeg, at jeg har været velvillig deltager i andres løsninger på andres lidelser, som jeg ikke engang forstår helt.

 

Således, nogle gange, når mine klienter er gået ud af døren, er det som om de tager min kompetence med sig, for mine bidrag har været at tage afsæt i klientens virkelighed, og ikke min egen. Mine børn føler sig trygge i mit nærvær og min latente godhed, hunden benytter sig uvidende af min velvilje til gode gåture i den lokalepark. Jeg ved det ikke, men jeg tror at børn og hunde hjalp lidt mere til i gamle dage, relationerne virker lidt “en-vejs”, eller asymmetriske om man vil.

 

Mine fødder har således gået mange kilometer for andre, min hjerne har tænkt mange tanker for andre og mine arme har båret alt muligt andet end mig selv.

 

Min kæreste ofrer sig selvfølgelig for mange af mine tosserier, men jeg gør mig også til hjemmet for hendes trætheder og ønsker.

 

Kan jeg blot sidde med en kop kaffe, eller te, en tidlig lørdag morgen, i en behagelig stol, med benene oppe med noget lav musik som lydtapet og skrive om tilværelsen medens huset stadig slumresover, er det et facit jeg såmænd godt kan leve med.

 

Er lykken fravær af besvær? Den beror i hvert fald til dels, for mit eget vedkommende på min evne og mulighed for at sidde med benene oppe en gang i mellem med god samvittighed. På den måde er lykken for mig symboliseret mere ved en kop te end kaffe, for kaffe blevet synonymt med overvindelse og aktivitet. Og dog drikker jeg sjældent te. Måske jeg burde drikke noget mere te.

 

Samtidigt står det mig klart, at det er svært at nyde disse øjeblikke, hvis de ikke er oaser mellem aktiviteter der har være meningsfulde. Så lykken opstår måske andre steder end i den behagelige stol, men det er steder som her, at jeg indløser den.

 

Det er altså ikke alle travlheder der giver mig lige så gode stunder i stolen. Travlhed med noget tydeligvis nyttigt virker bedre for mig og eftersom denne nytte ofte er baseret på hvad andre finder meningsfuldt, er lykken således et spørgsmål om selvopofrelse og gensidighed? Her hjælper det selvfølgelig at være opmærksom på andres behov. Gad vide hvilken betydning overflodssamfundets har for denne slags lykke?

 

I et samfund hvor man virkelig har brug for hinanden, ville meningsfuldheden være mere lige for. Måske vi har det lidt for nemt?

 

Og nu er alle vågne.

 

Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende tidsløse forslag til løsninger?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet. Måske de stadigvæk kan lære fra sig?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed?

Hvor meget tør du være med?

Kan du genkende dig selv?

Hviskes der mellem linjerne og i ekkoerne fra de gamle historier.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre. Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen for ores arts historier.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen. Det eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

(Livet rummer endda også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.)

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Vi værdsætter kunsten og kunstnerne for at værdsætte os. 

russisk eventyr

Billede fra et russisk eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Historierne har være som beviset for den oplevede fortid og således tegnet på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten.

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os. Prøv at kigge på de ni historier kan du finde dine historier?

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til? Hvad er det for en maske du har på?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst rundt som kamel læsset med alt det, der er til overs,eller agere kulisse til andre, fx stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

 

Meningen med livet

Hvis vi, som en leg, bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Det er derfor at den store modstand mod individets selvudvikling i vores fællesskabsfokuserede tid er en tragedie, som ingen synes at have forstået endnu.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig og vores civilisation, er du fordømt til at udleve. Gør det godt.

Blog at WordPress.com.

Up ↑