Hemmeligheden bag nære relationer: Sårbarhed, tillid, humor og øjenkontakt – og 36 gode spørgsmål (noter til DR program)…

Foto: Alejandra

I forbindelse med forelskelsesforsøget der skal optages på DR1 (observationer af 45 min samtaler med 36 spørgsmål, vedhæftet i bunden af mine noter *) skrev jeg følgende om relationer.

Man kan leve sammen uden af at være tæt på hinanden, på samme måde kan man være langt fra hinanden, og alligevel føle sig nært forbundne. Hvad kendetegner i det hele taget en nær relation, og mere specifikt:

Kan en forelskelse skabes med 36 spørgsmål og fire minutters øjenkontakt? 

Måske virker det for nogen, men for de fleste kan sådanne gode spørgsmål, i en vejledt dialog, i hvert fald skabe en bedre relation. Det skriver jeg om i det følgende.

 

Udvalgte pointer 

  • Den gode samtale (som ved de 36 spørgsmål) giver behagelige minder og oplevelser som man associerer med den andens tilstedeværelse. Man forbinder den anden med gode oplevelser, hvilket knytter en til samtalepartneren.
  • At dele noget sårbart med en anden uden af at det bliver afvist, skaber tilknytning og ro i sindet. Det er er som om man tager sit kaos (fx minder om dårlige ting, der er sket) og får mere orden i psyken når man taler om det. Man øjner således, mindre bevidst, en mulighed for at ”reparere sig selv” i samværet med den anden, når samtalen er god.
  • Man kan i kraft af den gode og personlige samtale få lyst til at lære den anden endnu bedre at kende.
  • Der er noget dybt afhængighedsskabende ved en uforfalsket samtale. Hvorfor? Fordi man jo “benytter” den anden som lytter til at sætte ord på egne oplevelser, og derved skaber man mere mening og orden i eget indre. Begge parter lærer således sig selv bedre at kende i en god samtale,  samtidigt med at de lærer hinanden bedre at kende. Det er win-win-win. :0)
  • Den strukturerede samtale sikrer at vores sædvanlige forsvar og fordomme omgås til fordel for en forfriskende og nærmest drilsk åbenhed. Ordene bryder for en stund vores grundlæggende ensomhed, de bygger bro fra ensomhed til en følelse af forening, som vi ynder mere end noget andet.
  • Den fire minutter lange øjenkontakt giver et intenst kropsligt samvær hvor de sædvanglige kognitive selvbeskyttende mekanismer (vurderinger) bryder sammen og et fælles selv opstår hvor man ikke har lige så meget kontrol, som man plejer at have. Man bliver på en måde til hinanden i en kort stund. Her kan der opstå meget stærke følelser af samhørighed.

 

Sædvanligvis er vores relationer desværre lidt ”uægte”.

Det lyder negativt, men som regel har vi så travlt at vi ikke ser hinanden, men vores forestillinger om andre: Som bevægede vi os rundt i et spejlkabinet med måske 8 spejle, har vi et begrænset antal antagelser om hvad mennesker er, som vi projicerer ud på andre. Den skamfulde ser hårde dommere, den selvforelskede ser tilbedere i sindets spejlkabinetter. Den sure mand ser urimelige kvinder, og den sure kvinde ser urimelige mænd. Ægthed og nærvær, selve relationernes hjerteblod, går tabt. Den gode samtale som kan opstå ved brugen af de 36 spørgsmål herunder,  omgår disse relationsmekanismer og pludseligt har vi med et kompliceret og sårbart menneske at gøre. Nøjagtigt som os selv. Det stimulerer vores lyst til at lære den anden at kende.

 

Skam som en relationshæmmer

Følelsen af skam (forbundet med frygten for fx ikke at være god/smuk/klog/interessant nok) kan få os til at værne så meget om os selv, at vi kan fremstå kolde og fraværende, selvom vi i virkeligheden bare er lidt usikre.

Nogle mennesker bliver med tiden til deres facader, så de ikke engang er klar over, at deres dårlige kommunikation er baseret på et tillagt og selvbeskyttende panser.

Samtaleøvelsen bypasser dette panser.

Du bliver på en måde tvunget til at stille dig sårbart an, og samtidigt gøres det også mere legitimt for dig at være “selvafslørende”, i og med at man bare kan trække sig tilbage til sit vante selv når samtaleøvelsen er ovre.

 

Hvorfor er sårbarhed tiltrækkende?

Når vi opdager at andre også kæmper med stedvis tvivl, forvirring, smerte og modgang, ting man husker godt, ting man husker dårligt, ting man er pinlig over, som måske er okay, og ting man er stolte over, falder den anstrengende og forfejlede illusion om at vi alle skal være perfekte. Det åbner en mulighed for at vi kan være mere menneskelige sammen. Andres sårbarhed tillader vores egen sårbarhed, og pludseligt kan man være en mere ægte version af sig selv uden at frygte afvisning og latterliggørelse. Når man taler sin sandhed, om man vil, inspirer man andre til det samme, og det er i mangel på et bedre ord; saliggørende.

 

Hvorfor kan de her 36 spørgsmål vække følelser hos par der allerede kender hinanden godt?

Fordi vi i hverdagens ræs reducerer hinandens kompleksitet til et minimum, helt automatisk, og så er vi ligesom lego-figurer i hinandens liv. Vi mister fornemmelsen for den anden, og måske værst af alt, mister vi også fornemmelsen af os selv, og så ved vi ikke engang hvad vi savner. Vi er lidt som Tornerose bag vores personlige tjørnehække og de 36 spørgsmål kan være som kysset, der vækker os til live.

 

Hvad er det vi skal kigge efter, når parrene svarer på spørgsmålene?

Svar: Sårbarhed, kropssprog, humor,

Hvorfor hhv. sårbarhed, kropssprog og humor?

I forskningen leder man ofte efter negative træk for at vurdere styrken af et parforhold, men jeg synes det er mere spændende at lede efter sprækkerne, hvor lyset viser sig mellem to sjæle. Sårbarhed er som nævnt en slags forudsætning for at en samtale kan siges at være dyb, eller god, for når man viser sårbarhed viser man tillid og vinder tillid fra andre. På den måde er den enkeltes accept og kommunikation af sårbarheden et centralt bindemiddel om man vil. Sårbarheden er også givende, man ”giver af sig” til den anden når man slækker sit forsvar. Som en hund, der ligger sig på ryggen. Humor er også vigtigt tegn på at noget går godt i relationen. At grine sammen skaber en følelse af fællesskab. Kropssproget kan signalere, hvornår der opstår samhørighed, vi kan dog forvente mere lukket kropssprog, idet kameraerne er på. Ikke desto mindre kan kropssproget afsløre mental åbenhed og spejling og retning. Hvornår er det åbent, spejlende og rettet mod den anden?

 

Hvad er det for en følelse man opnår, når skal de slutte af med at sidde og se hinanden i øjnene?

Det er ligesom at tage stoffer at stirre hinanden ind i øjnene gennem længere tid. På syretrip bryder alle ens filtre sammen, og verden opleves ekstremt nuanceret, detaljeret og overraskende fantastisk. På samme måde nedbryder den intense øjenkontakt alle de dagligdags fordomme og vurderinger, der skaber afstande mellem sjæle.

 

Hvordan er spørgsmålene bygget op? De starter blødt

Fordi gode forhold er lige som gode bøger og god sex, de skal som regel bygges op gradvist og langsomt.

 

Hvorfor starter man med nogle nemme og knap så personligt udfordrende spørgsmål?

Hvis man går får hurtigt og dybt til værks kan folk sætte en facade op for at beskytte sig selv, og det går ud over ægtheden og sårbarheden i samtalen. Man vil ikke delagtiggøre andre i ens tanker, hvis man ikke føler tillid til den anden. De mere overfladiske spørgsmål i starten indvirker at en lille tillid kan indfinde sig således at de mere personlige spørgsmål kan udløse en større og større tillid og en bedre og bedre samtale.

 

Hvorfor bliver spørgsmålene (de 36 spørgsmål) mere og mere personlige?

Fordi formålet er at komme tættere og tættere på. Man kan se samtalen som et rum, hvor man kan være længere væk, eller tættere på hinanden. Det er derfor vi råber, når samtalen bliver dårlig. Og derfor man ikke engang rigtigt behøver at tale for at forstå hinanden, når man er i virkelig god harmoni.

 

Hvad giver det, at man gør sig sårbar?

Man åbner dørene til sit inderste, og man ikke give andre en større gave end det. Det er en tillidserklæring. Vedkommende stoler på mig. ”jeg er værd at udvise tillid til”. Det er en anerkendelse af den anden. Man får som lytteren en følelse af ansvar, og man får en mulighed for at være den bedste version af sig selv.

 

Hvorfor skal de se hinanden i øjnene i 4 minutter? Hvad er formålet med det?

Hvad kan par der har været samme lang tid bruge de her spørgsmål til?

Når man ser hinanden i øjnene saboterer man sine sædvanlige vurderinger: godt/skidt, rigtigt/forkert, for gammel/for ung, grim/smuk etc. Det svarer lidt til at tage LSD hvor filtrene bryder ned og vi oplever verden i dens ufiltrerede tilsynekomst i vores sanser. Det kan føles meget overvældende, og i princippet ”selvopløsende”, vores egoforsvar bryder lidt sammen og vi genopstår i en syret fornemmelse af et slags transcenderet fællesskab, hvor vi virkelig vil hinanden, eller måske endda har det som var vi hinanden.

 

 

*)

Første sæt:
1. Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst spise middag med?

  1. Vil du gerne være berømt? I så fald på hvilken måde?
  2. Gennemgår du nogensinde i hovedet, hvad du vil sige, før du ringer til nogen? Hvorfor?
  3. Hvad vil udgøre en “perfekt” dag for dig?
  4. Hvornår sang du sidst for dig selv? For nogle andre?
  5. Hvis du havde mulighed for at leve, til du var 90 år og enten bibeholde dit sind eller din krop, hvad ville du så vælge?
  6. Har du en hemmelig forestilling om, hvordan du vil dø?
  7. Nævn tre ting du og din partner tydeligvis har tilfælles.
  8. For hvad i dit liv er du mest taknemmelig?
  9. Hvis du kunne ændre noget ved din opvækst, hvad ville det så være?
  10. Brug fire minutter på at fortælle din livshistorie så detaljeret som muligt til din partner.
  11. Hvis du kunne vågne op i morgen og have fået en hvilken som helst kvalitet eller evne, hvad ville det så være?

 

Andet sæt:
13. Hvis en krystalkugle kunne fortælle dig sandheden om dig selv, dit liv, fremtiden eller hvad som helst, hvad ville du så gerne vide?

  1. Er der noget, du har drømt om at gøre i lang tid? Hvorfor har du ikke gjort det?
  2. Hvad er det største, du har opnået i dit liv?
  3. Hvad vægter du højst i et venskab?
  4. Hvad er dit mest værdifulde minde?
  5. Hvad er dit værste minde?
  6. Hvis du vidste, at du indenfor et år ville dø pludseligt, ville du så ændre noget ved den måde, du lever på nu? Hvorfor?
    20. Hvad betyder venskab for dig?
  7. Hvilke roller spiller kærlighed og hengivenhed i dit liv?
  8. Del noget du anser for at være et positivt karaktertræk ved din partner. Del fem i alt.
  9. Hvor tæt og varm er din familie?  Føler du, at din barndom var lykkeligere end de fleste andres?
  10. Hvordan har du det med dit forhold til din mor?

 

Tredje sæt:
25. Lav tre sande “vi”-udtalelser hver. F.eks. “Vi er begge i dette rum, hvor vi føler os…”.

 

26.Færdiggør sætningen: “Jeg ville ønske jeg havde en, jeg kunne dele…”

  1. Hvis du skulle være gode venner med din partner, hvad ville du så synes var vigtigt for ham eller hende at vide?
  2. Fortæl din partner, hvad du godt kan lide ved ham/hende; vær meget ærlig denne gang og sig ting, du måske ellers ikke ville sige til en, du lige havde mødt.
  3. Del en pinlig oplevelse fra dit liv med din partner.
  4. Hvornår græd du sidst foran en anden person?
  5. Fortæl din partner, hvad du allerede kan lide ved ham/hende.
  6. Hvad hvis noget er for seriøst til, at man kan joke om det?
  7. Hvis du skulle dø i aften uden mulighed for at kommunikere med nogen, hvad ville du så ærgre dig mest over ikke at have sagt til nogen? Hvorfor har du ikke sagt det til dem endnu?
  8. Dit hjem, inklusiv alt hvad du ejer, bryder i brand. Efter at have reddet dine husdyr og dine elskede, er der tid til at du uden risiko kan redde én genstand. Hvad ville det være? Hvorfor?
  9. Ud af alle personerne i din familie, hvis død ville du finde mest gruopvækkende? Hvorfor?
  10. Del et personligt problem og spørg efter din partners råd til, hvordan han eller hun ville takle det. Bed også din partner om at reflektere over, hvordan du lader til at have det omkring det problem, du har valgt.

 

 

15 gode råd til at lade forelskelsen løbe ud i kærligheden, og ikke i sandet…

photo: Toa.

Som forberedelse til et DR1 program om forelskelse skrev jeg følgende essay, og nu deler jeg det med jer. kh og værsgo:

Jeg har som psykolog læst om forelskelser forklaret med hormoner, hjernestoffer, evolutionsbiologi og psykodynamiske teorier, og alt i medens jeg kan fortælle om det, som læste jeg op fra en kogebog, føler jeg mig lidt som en kujon. Forelskelsen er måske kendetegnet ved en cocktail af særlige neuroner og logaritmisk korrelerede personlighedstræk mv. jojo, jaja… men hvad giver disse beskrivelser andet end tørre øjne og trætte ører? De er hverken handlingsanvisende eller inspirerede. De er end ikke forklarende, med lægevidenskabens cirkularitet som det tydeligste eksempel: ”Forelskelse er en forhøjelse af stof X, en forhøjelse af stof X er en forelskelse.”

Hvad er disse lægevidenskabelige perspektivers funktion på forelskelse og kærlighed, hvis ikke en svalende blindgyde for eksistentielle kujoner?

 

Oplevelsen som analyseniveau

Oplevelsen er virkeligheden. Og her bliver din beskrivelse af din forelskelse og kærlighed den virkelige, hvordan du end vælger at beskrive den.

Oplevelsen er samtidigt stien, der leder os mod de liv der er værd at nyde og værd at erindre. For det du oplever bliver det sandhedsvidne, der kan guide dig gennem dit liv.

Oplevelsen hvisker endda til os, at forelskelsesenergien ikke kun er ”fase” på 3-12 måneder, men også en flygtig og lunefuld energi, noget der aldrig dør helt ud mellem elskende.

Forelskelsen strømmer godt nok heftigt i begyndelsen af et forhold, men den løber jo ikke løber ud i sandet, den løber ud i kærligheden, hvis man er heldig, og hvis man er dygtig!

 

Poesi og litteratur som oplevelsens spejl

Kærligheden og forelskelsen stiller sig nemlig til skue for os alle sammen i oplevelsen og den kunst, der så stilfuldt reflekterer den, for medens romantikken ikke velvilligt lader sig underkaste videnskabelige nævnte cirkulære beskrivelser, danser den i poesien, som havde den aldrig gjort andet.

For er det ikke som en fantasi, der helst skal føles, drømmes om, males, synges om og danses? (Hvilken sangtekst har du ikke sunget med på, fordi du var forelsket, eller fordi du var blevet forladt og forsmået?)

Kan du derfor kende dig selv lidt i det følgende?

 

Forelskelse som en (bevidst) fantasi om udfrielse

Forelskelsen kan være som en fantasi, der meget ugenert, baserer sig på forestillinger om en slags totalløsning på eksistensens usikkerhed og ensomhed. Den er stedet for vores udødelige utopiske længsel. Vil vi være den foruden. Nej, vel? For hvad er mere ægte for et menneske, end vores oplevelse? Hvad kan derfor være mere fjollet end affeje det mest virkelige, bare fordi det forekommer den “rationelle”, irrationelt? Spørgsmålet bliver: Hvorfor ikke kigge på din kæreste som hende du har valgt, som hende der har valgt dig, i det ene liv du har. Den bedste ven, den nærmeste. Den du kan give dig hen til, sørge med, græde med, gemme dig hos, og med hvem du kan glemme alle de sværeste tanker og lade de tunge følelser opløse i nattens kram. Hende der kan få dine tungeste tanker lettet fra jorden, og hende der kan bringe din himmelflugt til ende for en stund? – Hvem mærker ikke noget forelskelse i den ubetingede hengivelse. 

 

Forelskelse som prototype på medfølelse?

Den kan være som en fornemmelse af, at det kun er den særlige anden kan få “dit sår” til endelig at hele. Den ophøjer muligheden af relationen til en guddommelighed. Måske vi skylder al vores moral og næstekærlighed denne forelskelsesenergi der som relationen mellem mor og spædbarn, nedbryder grænser og for os til at smelte sammen med andre?

 

Forelskelse som velsignet vanvid

Den kan på den måde også drive folk til vanvid, for den repræsenterer således samtidigt en selvforglemmelse, et tab af kontrol – et tab af vores egen kontrol over os selv.

Skal det så undgås, eller fejres? For alt der kan drive os til vanvid, kan også drive os til store handlinger og den meningsfuldhed, der kan sætte al lidelse i relief.

 

Forelskelse som flugt?

Er den ikke en forestilling om noget, der kan bevæge os over, og hinsides de almindelige behov og krav der fylder hverdagen ud?

Alle disse gøremål, der er som myggestik på psyken, som ballast på den flyvevillige sjæl: Det hengemte selvs trang til at være himmel selv?

Hvad hvis ikke kærlighed og forelskelse kan give os mod til at transcendere den platfodede rationalitet, 8-16-kødsovs, vi binder om halsen, og kalder godt?

Måske kan man glemme flugten i hverdagens trommerum, men den ligger der som en mulighed, for den der er smart nok til at arrangere små (ud) flugter fra hverdagen.

En svalende irrationalitet

Kender du det: Som fugle med kløe i vingerne, prøver vi at være så naturlige i vores unaturlighed som muligt: Afventer du også afsættet over tagrygge, supermarkedskøer og snotnæser? Du, der har glemt dit vingespænd under stramme frakker medens du prøver at ignorere himlens kald.

Kun nattens dyb glimter uundgåeligt for alle, når dagens rester smuldrer ud i drømme. For natten kalder med almægtig tilgivelse på vores trang til vægtløshed.

Du og jeg har aldrig været mere bundet, tynget og velnærede på én og samme tid. Trætte slæber vi os rundt og forelsker os i TV serier, og underprioriterer kærlighedsgudernes kor; sangen om kærlighed.

Forelskelsen! Fortabelsen! Hengivelsen!

 

Kan vi dyrke hverdagsforelskelsen?

Og nu tænker du: Skal vi da give os hen til de drilske muser og vores dumme sjæls tro på at den kan flyve? Man kan da ikke bare gå rundt og forelske sig til højre og venstre?

Skal vi ikke hellere binde os til masten, om man vil, som Oddyseus på vej hjem til konen på Ithaka, så vi ikke sejler på skærene i jagten på de fortryllende sirener?

Jo måske, men forelskelsens løssluppenhed kan måske guides forsigtigt hen til den store disede eng, hvor I først mødtes?

Altså der hvor det hele ikke gik op i praktik, diskussioner og uforløstheder. 

Forelskelsen er den du ænser i din kærestes øjne når du slipper din ballast og elsker hende med uskyld – igen og igen og igen.

 

15 råd til hverdagsforelskelsen 

  1. Lad være med at gå med ubehandlede problemer eller misbrug, detvsætter sig som en kile mellem dig og andre.
  2. Som mand skal du kunne, eller ville noget, ellers gider muserne dig ikke.
  3. Et godt socialt liv fornyr jer selv og jeres forhold. Spænding er centralt for at lokke lidt forelskelse frem.
  4. Tal sammen med ægthed og sårbarhed, minimum 90 min om ugen.
  5. Skab lidt afstand mellem jer af og til. Savnet kan vække de slumrende musern lyst til jagt og begær.
  6. Man skal selvfølgelig støtte hinanden når det går dårligt, men mange glemmer at fejre hinandens successer, og det er lige så vigtigt.  
  7. Vær spontan og lidt skør, for her giver I hinanden mulighed for at se jeres utallige aspekter, både de kendte og de ukendte, reflekteret i hinanden.
  8. Find tanken ”hun er min og mit liv er kun ét. Hun gider mig?! jeg vælger hende!”
  9. Find tanken ”alt det vi har lavet sammen, alt det vi kan lave sammen!” Mærk fællesskabet på tværs af tid, som noget der gør jeg stærke sammen.
  10. Som mand: Vær stærk i nederlag, stå solidt på din bund! Så er hun din. (ved det lyder mærkeligt, jeg forstår det ikke en gang selv rigtigt.)
  11. Lad være med at gøre den anden til eventyret, lev dit liv som et eventyr, som andre får lyst til at være med på.
  12. ”Mindful observation”: Lær at betragte din partner uden vurderinger. Kig på alle aspekter ved den anden, som skulle du male ham eller hende, og skub stædigt  alle de automatiske tyk/tynd, dum/klog, irriterende/behagelig .. vurderinger til side og lysten vil stige mellem jer.
  13. Vær lidt kølig på strategisk vigtige tidspunkter, så fornemmelsen af jagt kan opstå hos den anden.
  14. Altid, altid, altid forsøg at tilgive. Hvem har dog fået den idé, at manglende tilgivelse kan være godt for noget?
  15. Kys min. 30 sekunder hver dag, gå i bad om aftenen, bar mås i dynen. Essentielt. Punktum.

70-30 reglen der sikrer gode forhold – også til os selv

Hvad har rotters ”neuronale legenetværk” i hjernen, undervisning af voksne og vores relationer med hinanden at gøre. Meget mere end du tror, og det kan være noget af det vigtigste du læser i år.

Photo by Robert Collins on Unsplash

 

Forskeren Jaak Panksepp har påvist, at en større rotte, skal lade en mindre rotte vinde omtrent 30% af deres fælles lege, ellers gider den lille ikke lege med. Dette resultat kan potentielt forklare enormt meget menneskelig adfærd.

Det samme gør sig for eksempel gældende når man underviser voksne. Her skal man, som jeg har erfaret det, tillade helt op til 30 % uorden i forhold til arbejdsopgaven at undervise i x fag. Kursisterne er på en måde som den lille rotte, for de indgår i en situation på underviserens præmisser. Underviseren må, som den store rotte i eksemplet herover, give tilladelse til at kursisterne selv kan selv sætte dagsordenen noget af tiden, hvis de skal gide at lære (læs: lege med).

Som underviser heller ikke tillade mere end 30 % forstyrrelser, for tipper balancen kan forstyrrelsen blive total.

En garvet og/eller meget vidende underviser skal stille sig selv spørgsmålet: Kommer jeg ved at være for styrende, til at blive forstyrrende?

 

Alle skal kunne øjne en lille sejr

For at ville deltage og bidrage i de “spil vi spiller sammen” fx et studie, en arbejdsplads, eller et samfund, skal den enkelte kunne øjne en sejr. Hvis vi ikke oplever at have en mulighed for at vinde, bare en gang i mellem, vender vi spillet ryggen. Således kan man også se at samfund hvor der ikke er mobilitet, hvor det ikke er muligt at vinde, er ustabile samfund. Mange unge der ikke lærer nok i skolen, vender sig væk fra det videnssamfund, som de bare ikke kan vinde i.

 

Det egalitære samfund er ikke “lige”, men følger 70/30 reglen

Der er mange smukke metaforer i den gamle kinesiske visdom i “Tao Te Ching”. Tao beskrives blandt andet som en bue. Når du spænder den, trækker toppen sig ned og bunden løfter sig op. Der er tale om en harmoni, et nødvendigt samspil mellem høj og lav, der sikrer stabilitet og udvikling på en og samme tid, og dermed vejen frem. (Tao betyder ”vejen”). Det handler ikke om at gøre alle lige, og dele alt lige, for så knækker buen. Intet samfund, der ødelægger spillet for de stærke, kan fungere.

 

Hvorfor 70/30 og ikke 50/50?

For at mennesker og systemer skal være stabile skal der være en kontinuerlig stræben efter orden, for tilværelsens kaos stopper aldrig. Hvis man ikke søger orden, ender ens liv nemt i kaos. Et system der tillader en overvægt af kaos bliver helt kaotisk meget hurtigt. Måske vores liv principielt kan ses som noget “ordensskabende”. Måske er det derfor, at det føles så intenst meningsfuldt at skabe orden ud af kaos. Den eftertragtede  flowoplevelse kan nemlig også ses som en slags bevægelse i retning af at omdanne kaos til orden.

 

At bryde reglerne

Hvis man bryder reglerne eller bliver for dominerende, forstyrrer man de andre deltageres muligheder for at øjne sejre, og her bliver man udstødt:

”Jeg springer tit trin over, og det har intet trin endnu tilgivet mig.” – Nietzsche

Man skal være klar på ensomhedens mange elendigheder hvis man er usædvanlig af intelligens og personlighed. De største tænkere vi har haft – stort set alle sammen – har været en slags særlinge. Hvis de ikke er blevet udstødt, har de udstødt sig selv.

 

70/30 reglen i parforhold og virksomhedskulturer

Forestil dig en afdeling, eller et parforhold hvor alle samtaler foregår i et teknisk rationelt sprog. Arbejdsopgavens rationalitet trumfer alle andre dagsordner hele tiden.  Der er ingen bevidste misforståelser, intet pjat, intet drilleri, ingen ironi, ingen sarkasme, ingen egoisme, ingen fejl, ingen poesi, ingen kærlighed, omsorg og intet lir? Her ser vi en opskrift på noget de fleste intuitivt ville se som noget uholdbart. En arbejdsplads eller et parforhold hvor ingen aftaler blev overholdt, og intet blev taget seriøst, ville naturligvis også gå til grunde. 70:30 reglen gælder efter al sandsynlighed også her.

 

Be a little bit crazy to stay sane

I et psykodynamisk og oven i købet neurobiologisk perspektiv, er vi sammensatte af forskellige behovssystemer, eller “subpersonligheder” om man vil. Hvis man undertrykker de irrationelle sider af ens indre for meget, hvis man ikke kan tillade 30% “skørhed” i sit liv, gider din underbevidstheden ikke lege med. Med andre ord finder de mindre rationelle sider noget andet at lave. Fra at være livgivende kræfter bliver de fortrængt og opstår som fremmede i det indre, noget der driver selvhad, misbrug, vredesudbrud, bekymringer, depressioner, smerter, angst og andet. Måske det også kan lede til, at man i selvforagten, også nægter andre at have det sjovt.

 

At være okay med at være 70 % i kontrol

Mental fleksibilitet kan godt ses sådan, at man er tilfreds med at være 70 % i kontrol i tilværelsen. Man lader skæbnen vinde i 30 % af tiden, om man vil. Måske er det nok og ok, at være 70 % sikker på de fleste ting i tilværelsen, selv kærestens troskab og egen sundhed for den sags skyld. Og med denne accept føler vi os måske mere sikre, for følelsen af sikkerhed er ikke så svær at opnå, når man kun skal mestre 70% af en hvilken som helst situation.

 

Konklusioner

Ved at give os lidt vinder vi alle sammen. Ved at acceptere usikkerhed oplever vi os som mindre usikre. Ved at lege og gøre skøre, skæve ting af og til, bliver vi sjovere at være sammen med, og verden bliver et bedre sted at være for os alle sammen. Be a little bit crazy to stay sane.

Tak fordi du læste så langt. Like, del, kommenter gerne ❤️☕️

 

Mig om #Metoo

Photo by Everton Vila on Unsplash

 

Vi er nødt til at tage Metoo alvorligt. Vi hører om det hele tiden og det viser sig, at der har været masser af grove overgreb. Men hvad skal ændres og hvordan. Skal vi virkelig holde op med at røre hinanden uden tilladelser? Herunder en mands perspektiv på årsagen til Metoo og hvis ikke løsninger, så lysninger på en bedre sameksistens mellem kønnene.

 

Jeg forestiller mig, at de fleste kvinder ikke har noget imod en berøring på skulderen, lænden, hånden eller tilsvarende, hvis manden er charmerende og behagelig. Hvis dette faktisk er tilfældet, er det ikke berøringen i sig selv, der er problemet. Men hvad er det så? Der er altså leveret en kritik af manden, som for manden kan være svær at forstå. Hvornår må vi lægge en hånd på din skulder, og hvornår må vi ikke? Et eller andet sted handler det vel om respekt. Og det er glat fisk at håndtere.

Følgende kan vi i hvert fald sige:

 

Psykologisk set underudviklede mænd

Mænd der er svage, er mere tilbøjelige til at nærme sig kvinder på måder der enten er grænseoverskridende, eller kan tolkes sådan. Når en sådan mand får magt, kan han som regel ikke administrere den. Det arketypiske eksempel Kejser Commodus, søn af Marcus Aurelius, som sank Rom ned i diktatur med ødselhed, brutalitet og perversioner. Og det er ikke kun “individualpsykologiske” forklaringer vi skal kigge på:

 

Dårlige kulturer

Dårlige vaner og fornedrende ritualer er ikke bare født af svage mænd. Der findes dårlige kulturer, hvor man gør det uterlige til en norm. Gentag en uhyrlig adfærd tilpas mange gange, med tilpas mange andre, og du er blevet et monster. Det er et faktum. Dårlig adfærd er en frygtelig glidebane. Filmbranchen har åbenbart mange steder en dårlig kultur. Det er fint og godt, at de lufter ud. Man kan ikke have ondt af Weinstein.

 

Respekt for mændene, der i 98% af tilfælde ikke er sexforbrydere

Mange mænd er mere bange for afvisninger end for eksempel at gå i krig. Kvindens hengivenhed til os, er alle tiders største skat i menneskeheden, og hvis kisten er tom, er det for mange mænd en tragedie socialt, eksistentielt og psykologisk. At blive fravalgt eller afvist af en kvinde principielt lig med at blive afvist af naturen og dermed jorden selv. Denne frygt er medvirkende til alskens mærkelige måder at forstå og håndtere kvinder på. REGLEN: Hvis man(d) finder en kvinde interessant, skal man “mande sig op” og nærme sig hende og få en samtale gang. Hvis du smugkigger og stalker hende bl.a. på sociale medier, eller tror at du har fortjent at have sex med hende fordi du har gjort hende en tjeneste, eller med indebrændt længsel tager på hende i en kongebrandert, vil du stå med et ben i metoo land.

Det er med andre ord et spørgsmål om udvikle sit mod, mandshjerte og  maskulinitet, ikke at frygte den eller undertrykke den, hvis man vil undgå metoo.

 

Psykologisk underudviklede mænd II

Mænd der på ilter vis tager kvinders side i Metoo kampagnen har som regel et dybt ønske, om at det skal øge deres status blandt kvinder. Så tåbeligt sexfikserede er vi. Og så er den også sluppet ud.

 

De sidste 8 millioner år

Mænd og kvinder har i millioner af år fungeret rimeligt uafhængigt af hinanden, dette afspejles i vores krop, interesser og psyke. Der er tale om en opdeling der stadigvæk er tydelig i mange tredje verdens lande og ikke-vestlige kulturer. Man skal ikke længere end til Grækenland for at se hvordan kønnene deler sig meget op. Mændene i den ene stue, kvinderne i den anden ved frokostselskabet. Fakta: Manden er dobbelt så stærk i overkroppen som kvinden, og det har medført en naturlig arbejdsfordeling. Selv en almindelig utrænet mand har større gribestyrke end en kvinde, som er topatlet, og vejer det samme som ham! Således ser man at drenge har naturligt stive håndled, de kaster pr natur med overhånd, medens piger har blødere håndled, og rent faktisk ofte skal lære at kaste med overhånd. Mænd har sammen med andre mænd åbenbart benyttet deres styrke, gribestyrke, kasteevner, mod, mindre følsomhed og bedre rummelige intelligens til at jage sammen. (Her ser vi højst sandsynligt årsagen til, at det er kvinder og ikke mænd der dør i højresvingsulykker. Mænd er simpelthen udviklet til at forholde sig til store dyr i periferien af deres syn/lastbiler, trafikken.) Kvinder gennem tiden har blandt andet holdt styr på husdyrene, relationerne, ungerne, urter og rødder. Det gør de stadigvæk. Det er derfor kvinden vil ”snakke om det”, for at holde samling på flokken, og derfor at manden som oftest vil flygte eller vinde når der er problemer. Vi er udvalgt af naturen på baggrund af forskellige udfordringer.

 

De sidste 60 år

Mænd og kvinder begyndte at arbejde sammen under industrialiseringen og da p-pillen ankom, blev kvinden for alvor frigjort fra børneflokken og blev en del af mændenes arbejdende fællesskaber. Vi er ikke udviklet til at arbejde sammen på de måder. Således opstår situationen hvor kvinden smiler sødt til manden på jobbet fordi hun er spændt på opgaven, hvilket mange mænd automatisk tolker som en optakt til sex. Derfor er der behov for personalepolitikker på det område. Vi er stadigvæk urmennesker nedenunder.

 

Overbeskyttelsen af børn gjorde den enkeltes ansvar til et kollektivt anliggende

Den hysterisk opblæste forskrækkelse over kidnapninger og seksuelt misbrug i USA i ’90’erne fik forældre til at sætte en stopper for børns bevægefrihed og selvforvaltning. Børn blev overbeskyttede som aldrig nogensinde før.  Det medførte manglende selvstændighed og udvikling af karakter hos børn og unge. Førende forskere i USA, såsom Jonathan Haidt anskuer tidens trang til at ledere, staten og loven skal beskytte os mod modstand i livet, herunder mod mænds seksualitet, som et resultat af denne overbeskyttelse.

 

Den abstrakte virkelighed

Sociale mediers interaktioner hæver den menneskelige relation et abstraktionsniveau over nervesystemets fatteevne, deri er en del af forklaringen på den gennemført horrible idé, at lave facebook gruppe hvor man deler nøgenbilleder af ekskærester. På den måde kan man godt sige, at de sociale medier gør psykopater ud af mange følelsesmæssigt i forvejen lidt afstumpede mennesker (relativt mange unge mænd er følelsesmæssigt afstumpede).

 

Kunsten at være ordentlig fræk

Traditionerne omkring socialisering af drengen til manddom er opløst. Der er tale om et reelt tomrum i forhold til definitionen af det at være mand. Mange ser det som en badebillet til at gøre nøjagtigt hvad der passer dem. Uheldigvis hænger denne opportunisme også sammen med evnen til at komme til at tops i samfundet med en magtposition der yderligere kan misbruges. ”Gentleman” fænomenet må gerne genopstå, hvordan vi end skal definere det i dag. For det er sikkert og vidst, at manden ikke gider at være kønsløst flink, hvis pigen render af med den frække dreng foran øjnene på ham. Udfordringen for den moderne mand, er at skabe en fræk  gentleman ud af sig selv.

 

Den manglende mand

Uden gode mandlige rollemodeller bliver drenge og mænd så bløde at kvinder ikke gider dem, eller så forstyrrede, at ingen gider dem. Det åbenlyse forbrug/misbrug af kvinder i filmbranchen kan belyses som et resultat af, at kulturen ikke har haft nogle bedre idealer for mandighed på bedding. Blandt mange dyrearter ser man at hanunger ikke udvikler hjernen, nærmere pandelapperne, normalt, når der ikke er en far i nærheden (observeret blandt rotter), hvilket giver utilpasset adfærd. Blandt elefanter har man set unge elefanter begynde at dræbe andre dyr på savannen, hvis der ikke er en voksen hanelefant i området til at hæmme de antisociale tendenser i de unge elefanter, både hanner og hunner. Med afsæt i en sådan kulturanalyse og observationer af dyrs adfærd kan vi gisne om manden er blevet tæmmet så meget de sidste halvtreds år, at han ikke længere har en afrettende funktion i samfundet. De positive aspekter af maskulinitet synes at være røget ud med badevandet og de eneste der tør at være maskuline i dag, er dem der alligevel ikke har noget tabe i forhold til etablissementet. (Trump)

 

Babyen ud med badevandet

Jeg tror at den opløste kønspolaritet har fået en blind passager med om bord, der har fået hele besætningen til at blive omtågede. Traditionen tro er det kvinderne der kalder vagt i gevær i kulturen, og det er måske meget godt. Nu skal de bare have med, at det maskuline og det feminine ikke er undertrykkende kræfter men noget vi alle har brug for, for at blive hele mennesker.

 

 

 

Der er ét problem med ”parterapi”. Her er hvad vi gør galt.

foto: @fabryv /unsplash.com

Vi skal ikke blive bedre til at tale om vores problemer i parforholdet, vi skal først og fremmest blive bedre til at tale sammen, for her synes problemerne i det hele taget at gå i sig selv.

Terapi betyder ifølge ordbogen: Behandling, især over længere tid, af fysiske eller psykiske lidelser.

Jeg har egentlig aldrig brudt mig om betegnelsen ”parterapi”. For i og med ordet ”terapi” i “parterapi” følger en antagelse om at parret er sygt, og selvom man kan have problemer i parforholdet (hvem har ikke det), er kærligheden næppe tjent med at man søger ”sygdommen” og antager at dette fokus nødvendigvis gør tingene bedre.

Se det for dig: Som om udfærdigelsen af en liste over alt det man ikke kan lide ved hinanden og forholdet ville gavne parforholdet?

 

Man får mere af det man fokuserer på

Især når det gælder livet i parforholdet, familien, grupper og organisationer får man mere af det man fokuserer på. Det vil sige, at hvis et par opsøger en terapeut for at tale om for eksempel uærlighed, en gruppe vil tale om deres vrede på hinanden, eller en organisation vil fokusere på det man mener andre gør forkert, vil det ofte kunne skabe endnu mere uærlighed, vrede og uproduktive spørgsmål om skyld end der var i forvejen.

 

Vi skal kredse om noget

I en nøddeskal fungerer vi mennesker sådan, at vi skal kredse om noget, for eksempel en idé, en følelse, en aktivitet, et formål, en nationalitet, en metode, eller sågar en gud, for at føle os trygge med os selv og hinanden og den verden vi er i.

Det man kredser om får man sædvanligvis mere af, og ikke mindre af. Det er jo ikke sådan at man bliver mindre religiøs af at bede og kredse om helligdomme, mindre ked af det af at kredse rundt om sin tristhed – eller mindre sur over at kredse rundt om sin utilfredshed med sin partner?

Jeg tror at man i nogle grupper, og især i parforhold, kommer til at gøre det negative til de fælles helligdomme, det idebtitetsgivende, det, der binder folk sammen.

 

Problemfokus og frygten for at være forkert

Problemfokus gør os forhippede på at forsvare os selv mod andre, mod den anden. For der er jo et problem, og ingen har lyst til at være ejeren, eller producenten af problemet!

Vi er ikke så stærke, kloge og gode som vi selv tror. Ofte vil vi, når vi presses, nemlig fryse fast i vores overbevisninger med ængstelighed og mistillid. Ofte vil vi fra denne befæstede position tænke at problemerne skyldes andre. Ofte vil vi endda komme til at tænke jeg skal ikke ændre noget, for det er den anden, der er problemet.

Frygten gør os hårde i stedet for medgørlige.

 

Men skal man ikke tale om problemerne?

Vi skal naturligvis tale om det, der går os på, men man skal værne sig mod problemets magt. Det tager nemt al vores opmærksomhed, og pludselig ser vi ikke andet end for eksempel uærlighed, vrede og skyld. Et så ensidigt fokus kan også lede til uholdbare løsninger. Et overfokus på oplevelser af stress kan give angst, et overfokus på tristhed kan give depression, et overfokus på en konflikt på arbejde kan give kommunikationsproblemer, et overfokus på dét som partneren gør forkert, kan kaste hele parforholdet i tvivl.

Det forbandede er, at de negative perspektiver på tilværelsen netop synes at have en særlig magt. Det negative kan synes at være meget mere presserende end det positive, og vi er mange, der derfor falder for det negatives tiltrækningskraft på vores opmærksomhed gang på gang.

 

Følelsen af uretfærdighed

Ofte vil folk bære nag til hinanden, og det kan føles blasfemisk over for alt man har helligt, at begrave stridsøksen. Man synes at man skal have oprejsning. Man synes ikke at den anden har sagt undskyld nok. Man synes ikke emnet er tømt, lige meget hvor mange år gammel problemsituationen er. Man synes problemet er det væsentligste i parforholdet!

Selvfølgelig kan der være ting der skal frem i lyset i samtalen, såfremt de hele tiden presser sig på alligevel, men det er vigtigt at forstå, at følelsen af ”uretfærdighed” kan skabe mere krig end fred.

 

Det opbyggelige fokus

Disse ting taget i mente, bør man som regel vælge at forsøge at kredse om noget, man vil have mere af. Et godt møde kan for eksempel starte med, at alle siger hvad der har været godt, hvad de ser frem til, hvad de selv kan gøre bedre og gode råd til andre. Prøv en gang at forestille dig det omvendte? At man startede et møde med ”hvad der har været dårligt, hvad man ikke ser frem til, hvad man ikke kan gøre selv, og hvad man heller ikke synes at andre kan finde ud af ”.

 

Problemet med ”parterapi”

Man kan selvfølgelig argumentere for, at et forhold med mange konflikter på en måde er ”sygt” og behandlingskrævende, men man skal altså ikke give problemerne mere opmærksomhed end de fortjener. Sidst men ikke mindst bør man forholde sig til, at betegnelsen ”parterapi” kan tænkes at holde mange mennesker fra at søge hjælp til at begynde med. En hjælp der ville være god for dem selv, for deres partner, for deres børn og deres fremtid, og i sidste end for samfundet, som vi alle er en del af..

 

Afrunding: Kommunikationstræning og kærlighed

Det er alt for nemt at blive uærlige over for os selv og hinanden, og alt for nemt at tro at man taler sårbart og ærligt, uden af at man gør det. Det er derfor også alt for nemt at begynde at gå skævt af hinanden.

Disse og andre årsager gør, at vi hos os betragter den gode samtale som kerneingrediensen i et hvilket som helst godt parforhold. Måden vi arbejder på hos os, er derfor, at vi hjælper folk med at kommunikere så frit, sårbart og ærligt som muligt med hinanden.

Når man opdager at man ikke straffes for at sige sin sandhed bliver man bedre og bedre til det, og det er i denne sårbare og kreative dialog at kærligheden bliver stærk.

Vores antagelser bag metoden er delvist baseret på den Jungianske og humanistiske psykologis teorier om, at vi kan tale ud fra forskellige niveauer i vores psyke, og at nogle niveauer rummer mere sandhed, kærlighed og visdom end andre.

 

Skriv eller ring for at høre om kurser og coachingforløb omkring kærligheden: 28700900 thomas.markersen@gmail.com.. Kurserne bliver afholdt på Kompagnistræde 27, 3. sal eller Løngangsstræde 37b, 3. sal i indre by i samarbejde med mine kollegaer.  

Avisen: “Den danske kvinde er umulig…” Mange mænd er forvirrede. Her kan du få det lille kørekort til moderne kvinder.

 

Avisen. Mand har kæreste fra Asien. Mand mener at danske kvinder er for besværlige. Læser med en eller anden grad af nysgerrighed artiklen, selvom emnet om hvor vidt ”danske kvinder er umulige?” virker lidt umuligt i sig selv. Der er jo gevaldig forskel mellem alle mennesker.

Hvad er det egentlig han brokker sig over? Jeg læste lidt om ham, og så, at han er en slags herlig provo, hvorfor diskussionen ikke kan starte her. Sagen er den, at man ikke ved, om manden virkelig mener det han siger. At han for eksempel udtaler, at han er bange for, at blive udsat for nedgørelse af feminister og i samme ombæring lægger sig ud med dem, siger jo noget om, at konfrontationen måske ikke er så frygtet endda.

Som sædvanligt, når jeg skal belyse et emne for mig selv, funderer jeg over hvad alle de store tænkere har nedfældet om det. Nietzsche beskrev blandt andet, at i samfund hvor mænd ikke er maskuline, maskuliniserer kvinderne sig selv. Måske vi er vidner til noget i den boldgade. I hvilket tilfælde manden, der brokker sig over den danske kvinde, der ikke vil have sex med ham, måske bare skal oppe sig, så hun får lyst til at føle sig som hans kvinde, i stedet for det lidt kønsneutrale brokkehoved hun har måttet gøre sig til, for at holde styr på det hele.

De fleste mænd tænder jo heller ikke på kvinder, der er brovtende og ser ned på os. Man kan mene om det hvad man vil i en tid hvor psykologi og seksualitet politiseres med socialkonstruktivisme, men mandens potens er som oftest bundet op på følelser af tilstrækkelighed (parasympaticus).

Det der fik mig til tasterne var, at brok over andre, for eksempel ”danske kvinder”, ofte vidner om bitterhed over skæbnen samt ansvarsfraskrivelse. Bitterhed og uansvarlighed er decideret umandigt.

Så, mand, start med dig selv. For når du har fået styr på dig selv, kan du – hvis du gider – brokke dig over tilværelsen med en eller anden grad af legitimitet.

Det lille kørekort til moderne kvinder

 

  1. Vær så sød som muligt.
  2. Prøv at holde det du lover.
  3. Hold fast på dine eksistentielle sandheder, dét der er vigtigt i dit liv. Kvinder elsker at vi holder fast på et eller andet, således oplever de modstand og tiltrækning. Det kan gå ud over tiltrækningen hvis man er for ens, eller for enige.
  4. Elsk hende selv når hun er umulig. Elsk hende især når hun er umulig. Så lærer hun at slappe af. (Behaviorismen virker ikke på kvinder, du skal faktisk netop vise kærlig tålmodighed når hun er sur, så får du mindre af det sure.)
  5. Vær klar på at forlade hende, hvis hun ikke kan give dig intimitet, eller hvis hun er meget nærig med sig selv.
  6. At insistere på sex er også godt for hende. Gør sex til et naturligt samtaleemne.
  7. Kvinder gider som regel ikke at have sex med os når vi er for dumme eller aggressive. 
  8. Hvis du vil ødelægge dit sexliv, skal du bare være affejende i tonen, så slukker hun som hev du stikket ud af hende.
  9. Hvis en kvinde har sex med dig, selvom du lige har trynet hende, kan du betragte det som et nederlag og ikke en sejr.
  10. Det vigtigste af alt, er, at du jævnligt giver hende uglet hår og en ømhed der kan minde hende om hende selv.
  11. Begynd at erfare, at det hun brokker sig over, som regel er manglende kærlighed forklædt i alskens sære udflugter om dit og dat.
  12. Lad derfor endelig være med at tage alle hendes ord alvorligt.
  13. Lad samtidigt endelig være med at ignorere hende.
  14. Forstå at hendes løsning ofte er informationsdelingen i sig selv. Følelser er også information.
  15. Forstå at hendes lyst til at diskutere fortid beror på hendes store interesse for og hukommelse af relationelle begivenheder. Sig til hende, at du simpelthen ikke kan huske det, at hun sikkert har ret, og spørg hvad hun vil have at du gør.
  16. Hvis et parforhold er som et solsystem, oplever kvinden sig selv som solen. Af og til skal hun have overblik over alle hendes elementer. Således er hendes mål ofte harmoni, ikke løsninger. Solen skal ingen steder hen.
  17. Vær spontan og lidt skør, for her giver du hende mulighed for at se sine egne utallige aspekter reflekteret i dig. Din kompleksitet bliver et spejlkabinet for alle siderne af hendes sjæl.
  18. Vær aldrig for nem. Hvis du bliver for nem kommer hun bare til at distribuere sin kærlighed på andre, der har større behov for hendes varme.
  19. Du må ikke gøre din kvinde til din slave, for mange kvinders kærlighed er så stor at de nemt kommer til at lade sig underkaste for andres bedste. En slaves øjne funkler ikke. 
  20. Gør dit bedste for at hjælpe til så meget du orker i hjemmet.
  21. Lad være med at blive fed. Frygt sofaen lige så meget som du elsker den.
  22. Lad være med at tro, at du har lige så meget styr på forholdet og hjemmet som hende, samtidigt skal du heller ikke resignere og blive en idiot, der ikke engang kan købe ind.
  23. Lad være med at tro, at du har regnet hende ud, for det vil aldrig nogensinde kunne lade sig gøre, levende ting er i konstant bevægelse.
  24. Vedligehold din nysgerrighed omkring hendes erfaringer, tanker og følelser.
  25. Vær ærlig omkring hvem du er, og hvad du kan holde til. Lad være med at tro, at du kan være hendes veninde, for du vil køre træt i snakken og så kan I blive uvenner.
  26. Styrk din kvinde dagligt, for hun er også et spejl på din egen dyd.

Ved behov for sparring på livet, så ring på tlf 28700900, eller skriv til thomas@psykologerne-frederiksberg.dk og få en samtale om hvor vidt jeg eller en af mine kollegaer kan hjælpe dig.

 

 

 

Om dumme drenge, rigtige mænd, puttefester og nøgenbilleder..

I det følgende vil jeg belyse problemet med den hensynsløse adfærd blandt unge når det gælder kærlighed og sex og specifikt relatere det til udviklingen dreng til mand, samt forståelsen af mandighed.

 

En rigtig mand

En ”rigtig mand”, i et darwinistisk perspektiv, er en, der handler på en måde, der bidrager til sundhed, glæde og tryghed i flokken og dermed fremmer gruppens chancer for overlevelse. Her kan den homoseksuelle pædagogmedhjælper fx være mere rigtig mand, end rockeren med store overarme på sin Harley Davidson motorcykel. Derudover flagrer definitionen på manddom i vinden, og det er et problem, for hvis man som dreng ikke rigtigt ved hvad man skal sigte efter karaktermæssigt, hvordan skal man så kunne ramme?

 

Drengen

Ud over fysiske træk, adskiller det mandlige køn fra kvinder ved, at vi statistisk set, er mindre socialt bevidste og mindre følsomme end kvinder.

Forskellen på temperament og personlighed mellem kønnene, er statistisk signifikant på tværs af min 55 lande jf. den psykologiske forskning. Disse forskelle har rod i konkrete hormonelle og neurobiologiske forhold, såsom i store forskelle på kønnenes forskellige mængde oxytocin og testosteron.

Det sociale og kulturelle spiller naturligvis også en rolle i personlighedens og karakterens udvikling, men den gennemsnitlige drengs mindre grad af sociale bevidsthed og følsomhed gør det sværere for ham at opføre sig ”tilpasset” og voksent, sammenlignet med en pige på hans egen alder.

 

En kønsforskel der meget åbenbart bidrager til at drenge udviser mere antisociale adfærd.

Mange drenge har dermed en stejl læringskurve i forhold til at udvikle gode sociale færdigheder og som man kan se på tidens trends i uddannelse og arbejde, er det ikke sikkert at det mandlige køn nogensinde indhenter det kvindelige køn på kunsten at udvikle social bevidsthed, samt disciplinere og regulere sig selv til den moderne verdens tiltagende kompleksitet. Mange drenge må gennemgå en sand mur af skæld ud og irettesættelser på deres udviklingssti på vej til voksenalder og de vildeste ender simpelthen i fængsler, og kan for de flestes vedkommende kun på ryste på hovedet af sig selv, når de er blevet voksne nok til at reflektere over tilværelsen.

At mange drenges personligheder er mere socialt utilpassede end deres jævnaldrende pigers ditto, skal ikke tjene som en undskyldning for den hensynsløse omgang med nøgenbilleder og “puttefester”, men som et nødvendigt aspekt af en mangefacetteret  forklaring.

 

Overgangsritualer

Drenge skal blive til ”voksne”  der kan opføre sig ordentligt, hvor det at være voksen, ikke kun defineres fysiologisk, men også kan ses at hænge sammen med at kunne påtage sig ansvar. At kunne udholde sig selv, og gøre det rette.

I mange stammesamfund er drenge kommet på farlige prøvelser og smertefulde overgangsritualer, på såkaldte “initieringer” til manddom, oplevelser der viser hvad en mand skal kunne, samt ageret pejlemærker for hvad der er vigtigt og hvad der er værd at bekymre sig om, og hvad der ikke er værd at bekymre sig om. Der er altså også tale om en vækkelse til fornuft og “dyd”. I en indianerstamme i Amazonas går de ældre fx gennem langhytterne hver morgen og messer ”vær kærlig mod kvinder og modig i kamp”. En elegant og enkel opfordring til manddom, der overindlæres gennem årene.

Drenges udvikling i vores moderne samfund er stadigvæk præget af konkurrencer. Hvad sigtet er med dem, er dog mere flydende. Vi har nemlig ingen konkrete overgangsritualer. Konfirmationen er ikke et egentligt overgangsritual. Det eneste officielle overgangsritual til manddom jeg kan få øje på, er eksaminerne. Men eksaminerne mister jo deres gyldighed i forhold til ”mandighed”, hvordan man end vil definere det, når pigerne som regel er bedre til det, end vi er.

Vi har altså, idet moderne samfund, ingen egentlige prøvelser, konkurrencer eller overgangsritualer fra dreng til mand. Det ville i øvrigt kræve, at vi havde en idé om hvad en mand er. Og det mener jeg ikke at vi har.

 

Fordømte frihed

Denne eksistentielle frihed vi har opnået i fraværet af et ”mandeideal” er både godt og dårligt. Det giver os mere frihed til at vi kan definere os selv, men måske det også afføder også drenge og mænd, der opfører sig som om, der ikke var en målestok at forholde sig kritisk til sig selv med.

Måske det også opløser forestillingen om vigtigheden af en far i et barns liv. For hvis man tænker, at der ikke er nogen kønsforskelle, sker der ofte et skred hvor man kan tænke, at en far måske kan være ligegyldig? Måske er betegnelsen og forståelsen af manden, som en der kan levere noget særegent godt til barnet ved at forsvinde. Således var der i forbindelse med diskussionen med “juridisk abort” et helt panel af kvindelige debattører i radio 24/7, der var rørende enige om, at mandens bidrag til barnet, psykologisk set, var det samme som kvindens, og så var han jo, med et snuptag, strengt taget unødvendig.

Friheden der kommer fra opløsningen af mandeidealer, er altså et tveægget sværd, som ingen taler om det, for det er en svær samtale. Det kan se ud til, at vi lever i en tid hvor det er et moralsk imperativ at fnyse af mandens voldsparathed, og betegnelsen en “rigtig mand” vil ingen akademiker eller debattør tage i deres mund, hvis de har deres omdømme kært. Vi lever i en tid hvor der i kompendiet i socialpsykologi på KU, som fremtidens psykologer læser, står at – “kønnet er en social konstruktion”.

 

En tid uden mandlige rollemodeller, skaber hypermaskuline/antisociale drenge

Mange drenge der vokser op uden en tydelig far at bruge som rollemodel, vil være tilbøjelige til at overdrive egen maskulinitet i mødet med tilværelsen med det formål, at føle sig 100% sikre på egen mandighed.

Fra denne ”hypermaskulinitet” er lektier,  høflighed og foreninger (alt der lugter af velvilje, kommune og SSP) at betragte som “feminine”. Homofobi og kvindehad er også ofte en del af pakken for den unge mand, der må opfinde sin egen version af mandighed.

I et jungiansk/psykodynamisk perspektiv, er forklaringen, at drengen uden en tydelig far kan komme til at frygte den feminine energi, som også er i ham selv. Han er på et dybt psykologisk plan bange for ikke at være mand nok. Han begynder ikke bare at frygte sig selv, men også sin mor.

Det er fx derfor, at sætningen ”du er sød”, opleves som antitese til personligheden for mange drenge, og derfor at mange mødre kan miste kontrollen over deres sønner.

Sagen, som nævnte debattører og overtænkende samfundsfagsfaglige ikke ser, er, at  den enkelte drengs udvikling til mand, psykologisk set, går igennem “animaintegration”, en accept af egne feminine sider, og til denne proces er en god far åbenbart essentiel.

Således er vi vidne til perfekte tragedier når enlige kvinder har de fra naturen, lidt vildere drenge. Hun kan ikke al med kærlighed på jord, nå ham. 

Drengen der har integreret sine egne feminine sider i sig selv, overtræder sjældent kvinders grænser på ubehagelige måder, for han kender hende, og har respekt for hende igennem sig selv. NB. Der er ikke tale om “feminine typer”, tværtimod. Mænd der har integreret anima udstråler magt og charme samtidigt. Det er forbilledligt. 

Opdragelse

Der er således både biologiske og psykologiske årsager til at mange drenge opfører sig grænseoverskridende overfor de jævnaldrende piger. Men hvad med opdragelse?

”Opdragelse” synes på lange stræk at være blevet et slags fy-ord i en feminiseret verden, men det er ikke desto mindre alfa omega, når det kommer til handyr af alle arter.

Vi ved at naturen sikrer, at vi fødes med en meget bred vifte af potentialer, for den (naturen) kan jo ikke kan vide sig sikker på hvilke omstændigheder du bliver født ind i! Vi fødes fx med parathed til at kunne tale alle sprog, en parathed der relativt hurtigt bliver ”stynet” når barnet er blevet udsat for det sæt af lyde, det skal kunne mestre. En baby kommer altså ind i verden som en bombe af potentiale, og det er alle voksnes ansvar at hjælpe den unge med udvikle visse træk og begrænse andre på en måde, der er i overensstemmelse med omverdenen og dens krav. Mange drenge fødes med parathed til antisocial adfærd. 

Drenge er statistisk set mere aktive og uforsigtige fra naturens side. Det er fx  drengebørn der fylder skadestuerne op ikke pigerne.

Hvis man ser på dyreriget, er det reglen, ikke undtagelsen, at unge individer i pattedyrsflokke har det man ville kunne kalde antisociale træk. De bliver her sat på plads af de ældre i gruppen, og i sidste instans af en eller flere stor hanner, der har bare har fået nok. Sådanne irettesættelser er altafgørende for det unge dyrs fremtidige evner til at kunne regulere sig selv.

Hanrotteunger uden en farrotte i buret udvikler fx mindre pandelapper (hvor selvkontrollen residerer) og elefanter af begge køn uden en stor hanelefant i nærheden, bliver nemt antisociale, hvor de fx slår næsehorn ihjel og mobber hinanden.

Faderen giver åbenbart en modstand der viser sig at være afgørende for den unge hans kognitive og sociale udvikling, og dette gælder altså både unge rotter, elefanter – og, måske drenge?

Konklusionen vi kan drage fra dyreverdenen, er, at de unge hanner måske er så tilpas bange for faren (den store han), at den unge han udvikler en eller anden grad af selvkontrol, for hellere bremse sig selv, end at blive bremset af den store far.

Det lyder dramatisk, men: Drenge ved, at moren ikke slår dem ihjel, men er ikke lige så sikker når det kommer til faren. Hvilket meget vel kan være en berettiget frygt. Blandt mennesker har drenge 3 gange så meget testosteron som piger, men når de bliver 12-14 eksploderer deres testosteron således at de har 10-20 gange så meget som pigerne, og eftersom testosteron er forbundet med aggression, er der altså en naturlig forklaring på barnets frygt, for mænd er simpelthen farligere end kvinder. Det er min antagelse, at børn fornemmer dette forhold, hvilket i øvrigt understøttes i forskningen, der viser, at vi har en intuitiv forståelse for, at vi aldrig kan være helt sikre på hvem der er faren.

(Pudsigt eksempel rapporteret af forsker og psykolog Dan Ariely: mormødre giver signifikant større gaver til deres børnebørn end farmødre gør, og denne forskel gælder hele vejen gennem familiens led, vi er altså generelt set intuitivt i tvivl om hvor vidt faren og farens slægtninge er ægte biologiske slægtninge).

Hermed ikke sagt at vi skal skræmme livet af vores drenge, eller slå dem for at de kan udvikle dyd og selvkontrol. En ”rigtig mand” i både et darwinistisk og et ”voksen = ansvarlighed” perspektiv slår ikke sine børn. Forskningen viser entydigt, at når man slår på børn mister man deres respekt og dermed mulighed for at få indflydelse på dem. Man viser tværtimod styrke ved ikke at slå!

Lige nøjagtig hvad drengene der deler nøgenbilleder af piger angår: De vilde drenge, skal gerne have (haft) en mandig rollemodel, der er ikke slingrer i sit forhold til kvinder: Drengene skal lære, at man skal respektere kvinder, hvilket paradoksalt nok inkluderer at man også skal være fræk (der var ingen der sagde, at det var nemt).

 

Sex uvaner i parforholdet

Sex uvaner i parforholdet

 

Uvane: ”at gøre mod den anden, som man ønskes at der gøres mod en selv.”

Uvane: at undgå nærvær efter sex

Uvane: at lytte til behov og lade være med at prøve at opfylde dem

Uvane: at tro at hun er tilfreds bare fordi hun siger det.

Uvane: at være uden fantasi og magtspil

Uvaner: At tro, at det handler om at have lyst…

 

Uvane: ”at gøre mod den anden, som man ønskes at der gøres mod en selv.”

”Hov?! Jeg troede, at det var en god regel… ?!” tjoh… nogle gange, men selvom du måske kan lide, at der blevet revet hårdt i dig, betyder det ikke, at andre også kan lide det!

En bedre regel lyder: ”Man skal prøve at finde ud af, hvad andre gerne vil have gjort med sig…”

I sexlivet sker der ofte det, at vi rører ved hinanden på samme måde, som vi (tror)at vi bedst kan lide at blive rørt ved selv. Og det som udgangspunkt en stor fejl, for vi er alle forskellige.

Hvad gør man så? Kroppe og sjæle er som avancerede systemer, der hele tidens giver feedback… Lad være med at tro, at du ved hvad den anden vil have, gå til alt seksuelt og sensuelt i tilværelsen med nysgerrighed og sult og forsvind i naturen på dens præmisser.

 

Uvane: at undgå nærvær efter sex

Behøver jeg vidst ikke at skrive så meget om. De fleste knaldede væsner har vel et naturligt behov for at vide, at de mere end blot knaldede væsner. Nogle kvinder, klog af skade forlanger at manden bliver liggende i min tyve minutter og hygger efter sex … Fair nok, tænker jeg. Lyder lidt mærkeligt, men fair nok (når kvinder har fået org. er de nok lidt mindre krævende hvad angår dette behov)…

 

Uvane: at lytte til behov og lade være med at opfylde dem

Når partneren har haft mod på at fortælle om behov, ønsker og fantasier er det et stort nederlag for vedkommende hvis partneren reagerer med passivitet på en sådan dialog.

Hvis du ikke kan efterleve bare lidt af din partners behov kan din kærlighed til ham, eller hende nok ikke være så stor. Måske er du bare doven, og er kommet til at tage din kæreste for givet. Pas på at din kæreste ikke stikker af, siger jeg bare.

 

Uvane: at tro at hun er tilfreds bare fordi hun siger det.

Der er kun én måde at vide, om hun er tilfreds på…. Og det behøver jeg jo ikke at pinde ud.. Hele hendes krop skal rumstere som en dampmaskine, der er ved at gå i stykker. Klog mand tager sin tid med det intime, for han ved, at motoren kan tage land tid om at starte ordenligt op…

 

Uvane: at være uden fantasi og magtspil

Alt seksuelt samvær har med magt at gøre… WHAT!? .. ja, jeg studsede også over det, da jeg hørte om det første gang på sexologi på universitet… læg al feminisme fra dig.. Den socialkonstruktionisme du måske har øvet dig på skal du glemme, om du så skal drikke dig fuld for at komme væk fra sådanne antiseksuelle tankesystemer.

Der er kun én regel: Slip dit ego og din krops lyst løs for fuld skrald.. .for midt i underholdningen bliver det klart, at det sjoveste man kan gøre, er, at nyde det hele sammen…

Med andre ord: Dominer den anden og lad den anden dominere dig i en fint afstemt dynamik…

lad dig bruge… både af din egen, og den andens lyst..

 

Uvaner: At tro, at det handler om at have lyst…

I et strengt taget biologisk perspektiv har kvinder kun initierende seksualitet 4 dage om måneden, resten af tiden er hun måske modtagelig for sex, men skal kickstartes. Med andre ord, skal vi mænd være klar over, at ansvaret for ansvaret ligger lidt hos os størstedelen af tiden.

Det vigtigste vi kan gøre, er, at at prøve at være søde og cool, for forspil, som man siger, starter ved det første farvelkys om morgenen.

Hvis I keder jer til dagligt, sandet til af stress og gøremål og uløste konflikter, har I måske hverken lyst, eller overskud til sex. Derfor skal man ikke vente på at humøret til sex dukker op, man skal snarere tilrettelægge livet på en måde, der gør, at lysten kan spire.

Altid gå i bad om aftenen og gå nøgne i seng sammen, samtidigt, ikke for sent. …. Så kommer det hele af sig selv. Især hvis det er kombineret med min. en 2 timers gåtur sammen om ugen i naturen hvor eventuelle utilfredsheder kan luftes og justeres af samvær og vind og vejr….

 

 

Seks uvaner i parforholdet

 

Uvane: Ingen sex, rutinesex, ingen snak om sex, manglende sex i hverdagen.

Sex er nok den væsentligste ”kommunikationsform” vi har med hinanden. Det stærkeste samvær vi kan opleve.

Forskning: Sex styrker et parforhold.

Dræberhverdagen: Mange forhold starter med masser af sex, som aftager med tiden, for til sidst at forsvinde helt i nogle parforhold. Mange mener sig okay med det lidenskabsløse forhold, men det kan være dårligt for parforholdets kvalitet og holdbarhed.

Ønsket: Måske du lever i et forhold med middelmådig, eller fraværende sex, og måske du har lyst til at gøre noget ved det?

 

Gode råd:

  • Sæt ord på hvad du har lyst til… læs eventuelt nogle letbenede selvhjælps-sexbøger højt sammen. Det er uskyldigt og sjovt og så får i ord på jeres ønsker og tanker.
  • Lad være med at tro, at man nødvendigvis skal have lyst til sex før man går i gang, ofte kommer lysten først når man er begyndt at give sig hen til hinanden. Forskning viser, at mange kvinder kan bruge min. 45 minutter på at blive opstemt!
  • Gå altid i bad om aftenen og gå nøgne sammen i seng.
  • Lær at forstå, at i det seksuelle, er de fleste grænser til for at blive brudt..
  • Vores lyst afhænger af hvor ”parasympatiske” vi er, dvs. hvor afslappede vi er, derfor er netop et varmt bad og evt. nogle gode dybe og langsomme åndedrag under dynen en god idé.
  • Vi kan vedligeholde vores sexliv bedre hvis vi motionerer, mediterer og laver knibeøvelser. Det bedre blodomløb og den større ro virker foryngende.
  • Tabuet: Onani kan være et stort problem i parforholdet, for hvis manden gør det meget, kan han komme til at vænne sig af med fornemmelsen af kvinden.

 

Uvane: Tage kærligheden for givet.

Glemsomhed og dovenskab: Nogle gange kan vi glemme at fejre hverdagen og fejre hinanden. Vi kan glemme høflighed, sødme, smil og anerkendelse. Vi kan glemme at gøre os umage for hinanden. Vi kan glemme at gøre os umage for os selv. Ville vi gide at være kæreste med sådan en som os selv, der aldrig gør sig umage??

Opfordring: Vi må gerne forsøge at score hinanden en gang i mellem.

Gode råd:

  • At ”score hinanden” vil her sige, at man gør alt hvad man kan for at vise sin partner, at man er et ”catch”, at man er lækker, klog og sød og at ens partner er heldig at have fået fat i én.
  • At score hinanden vil også sige at gøre den anden glad og overrasket af og til.
  • Husk at kysse inderligt mindst en gang om dagen… min. 30 sekunder
  • ALTID mød hinanden med et smil og et kys, for ellers kommer du til at forbinde din partner med din eventuelle stress, surhed, eller træthed når du kommer hjem fra arbejdet.
  • Husk at hvis du sætter karriere, børn, eller fx sport før din kæreste, har du dødsdømt dit forhold… lad være med at være sur over utroskab, hvis du ikke behandler din kæreste kærligt.

 

Uvane: Dårlig kommunikation, ikke lyttende.

Dårlige til at lytte: I stedet for at forholde os nysgerrigt til den anden, udvikler mange den dårlige vane, at de hellere vil høre sig selv tale, end at lytte til den anden. Husk at man ikke kan lytte med munden fuld af ord.

Angsten for samtalen: Især mænd kan være bange for samtaler der involverer følelser, og når vi mænd skyr den slags samtaler så mister man gradvist de følelsesmæssige bånd i forholdet. Af og til tror jeg, at kvinder som gerne vil skændes, blot reagerer på en åndsfraværende mand.

Opfordring: Vi mænd skal lære, at det ikke er farligt at samtale (der er en art neurobiologisk, evolutionsbiologisk forklaring på dette kønsspecifikke fænomen, men det må vi tage en anden gang). Vi skal lære det faktum, at det typisk er ”det vi ikke siger”, og ikke ”det vi siger”, der skiller os ad. Prøv med lidt forsigtig ærlighed, og hav lidt tillid.

Misforståelser: Vi bør være forsigtige med at tillægge hinanden tanker, følelser og motiver. Mantraet: “Vi kan afslutte hinandens sætninger”, kan dække over, at man tror at man altid ved hvad der foregår i den anden. Medens det lyder kærligt, kan det samtidigt være et symptom på dårlig kommunikation. Denne forudindfattede forståelse af den anden leder til, at man snarere ser sine egne tanker og konklusioner når man kigger på sin partner, end noget andet. Det giver ensomhed og manglende lyst (med mindre du primært tænder på dig selv og dine egne projektioner).

Konfliktstilen: Når man bilder sig ind hvad der foregår i den anden, kan man oparbejde uvanen at ”gå over på den andens banehalvdel”. Man begynder som nævnt at skyde den anden alt muligt i skoene . Man kommer til at sige “du er … ” i stedet for “jeg oplever…” … fx “du er irriterende”, i stedet for “jeg bliver ked af det, når du … ” .. Man tænker at den anden gør een sur med fuldt overlæg. Man kommer især under påvirkning af stress til at tillægge den anden negative hensigter.

Kommunikation og lyst: Der kan være mere liv, gnist og tiltrækning i at opdage at man ikke ved hvad den anden tænker, end at man ved hvad den anden tænker. For medens symbioser er hyggelige, kan de være pænt dræbende for den romantiske relation. Derfor skal vi altid forholde os nysgerrigt til hinanden hvis vi vil bevare lysten

 

Gode råd:

  • Spørg nysgerrigt ind til hvad der sker i den anden… Hvis kæresten kigger mærkeligt på dig når du spørger ”Hvad har du oplevet i dag?”, er det tegn på at jeres kommunikation er lidt rusten, eller også er det tegn på, at din timing er pænt dårlig.
  • Den største gave du kan give din partner er dit bevidste nærvær.
  • Gør en dyd ud af at blive i samtalen uden af at komme med hurtige løsninger til hinandens dilemmaer…. Dette punkt er nemt at forstå og svært at efterleve.
  • Gør hvad du kan for at undgå ord såsom ”altid” og ”aldrig”.
  • Du er ikke den klogeste person i verden, andre skal ikke automatisk underlægge sig dine perspektiver på tingene: I din kommunikation skal du passe på med at definere virkeligheder ”det er sådan og sådan… ” ”Det er klart fordi…” ”Det kan man altså ikke….” … Selv om sådanne vendinger får dig til at føle dig klog og vigtig, kan du ikke finde nogen, der 100 % enig med dig, ganske simpelt fordi verden er så kompleks, og derfor vil du ofte skabe konflikter. Det er sjovere og mere spændende at indtage en ydmyg position, og formulere dine ytringer fx: ”sådan som jeg ser det…, jeg synes det er klogt fordi,…, jeg gør sådan og sådan, hvordan gør du?… Jeg synes vi skal gøre sådan fordi det og det…
  • Har du vundet diskussionen hvis du taber blowjobbet? Med andre ord: Man kan principielt ikke vinde en diskussion med en partner, for så har du skabt en taber. Så uanset hvad vil en diskussion gøre relationen der taber….

 

Uvane: At rette på hinanden

Man kommer måske lidt sur hjem og retter på den anden ”hvorfor skal du altid lade vinduet stå åbent på toilettet…!” eller lignende…

Måske retter man på den anden, fordi man ønsker at han, eller hun skal være som én selv.

Selvovervurdering: Man kommer måske til at overvurdere ens egen forståelse af tingene, og vil tvinge andre til at se verden på samme måde som man selv gør (jf. dårlig kommunikation).

Min observation: Mange mænd som bliver rettet meget på, begynder at opføre sig som børn (det modsatte af hvad kvinden ønsker), kvinder der bliver rettet meget på får stille og grå ansigter. Ansigter der hæmmer sig selv, før en følelse knap nok er gået i gang, og til sidst ved de ikke hvad der sker i dem selv. Og når den ene part i et forhold mister fornemmelsen af sig selv, mister den anden også gradvist fornemmelsen af sig selv i relationen.

 

Gode råd:

  • Man skal vare sig for at blive irriteret over de forskelle man var tiltrukket af til at begynde med… for det er jo ligesom lidt.. åndssvagt?!
  • Livet skal vel leves og opleves, ikke styres og vindes.
  • Det kan være at du kan vinde en halvligegyldig diskussion, men hvad er det værd, hvis du taber nærværet og glæden den dag?
  • Se på dit liv i helikopterperspektiv: Afvej nøje de potentielle konflikter ud fra hvad der er vigtigt i livet generelt.
  • Øv dig i at sidde på dine hænder (mentalt) øv dig i at brænde inde med ting (symbolsk). Optræn din tålmodighed og læg mærke til at jorden bliver ved med at være rundt, selvom du afgiver et par principper…

 

Uvane: At man ikke er social

Oplevelser uden for hjemmet, gerne sammen, for hvorfor ikke, styrker forholdet enormt meget.

Forskning viser, at det virker godt for parforhold, at man vedligeholder stærke venskaber uden for parforholdet.

Separate individer: I teorien er det sådan, at vi skal opleve hinanden som separate individer for at bevare lidt gnist og dynamik, og det er nemmere at gøre, når man er ude blandt andre.

Lidt stof til eftertanke: Geparder i bur sammen parrer sig ikke med hinanden fordi de tror, at de er søskende. Det samme kan ske i parforhold hvis I lever sammen som i et bur. Hvis man går for meget i symbiose med hinanden, bliver for tosom, når man fx har en fælles e-mail adresse, kan det være tegn på at sexlivet er for nedadgående: Man må ikke aktivere vores latente evolutionsbiologisk indlejrede søskendefornemmelse, for her aktiveres et incestmodvirkende forsvar mod sex og lyst til den anden.

 

Gode råd:

  • Deltag i kulturen. Gå i biograf, koncerter mv. sammen og alene. Fodr din gode sjæl, så du kan inspirere din partner med dit spændende selv.
  • Se andre mennesker grine og have det godt og spændende. Overgiv dig til den store verden og lad dig inspirere, lad det store liv flyde igennem dig uhindret.
  • Tillad hinanden at komme lidt senere hjem fra arbejdet af og til… også selvom du ikke var advaret en måned tidligere.. Hillemænd!

 

Uvane: Mangel på tilgivelse og ”silent treatment”

Min holdning: Der findes ikke noget mere giftigt for et forhold, end at bære nag, den manglende tilgivelse.

Den passivt aggressive stilhed burde være ulovlig.

Det er også skidt når man igen og igen vil hive gamle uretfærdigheder frem og blande dem ind i samtalerne.

Visse diskussioner skal have lov til at dø og ikke blive genoplivet.

 

Gode råd:

  • Gør dit yderste for at være sårbar, ægte og rådvild. Sig højt ”jeg er ikke glad… for dit, eller dat…” Lad være med at vælge stilheden.
  • Du må gerne acceptere dine følelser af at være såret i et forhold, og blive i den følelse og tale om det, for at heale dig selv, men på et tidspunkt går det fra at være bevidst nærvær med din smerte, til at være en knast i dit og dine medmenneskers liv
  • Lad fortiden ligge så godt du kan, og forlad din partner hvis du ikke holde fortiden ud.

 

Det vigtigste udviklingstrin: Kysset

Vi både lever og dør i floden. Lad dig rive med. 

Skorstene mod den mørkeblå havde form som kongekroner. Under dem var tagets dybt røde tegl. De glinsede tungt i lysene som tændte, da bilen trillede ned af den stejle indkørsel.

 

Trærattet på den gamle Alfa Romeo skinnede sammen med den lette regn på forruden.

 

Vinduesviskerne var stille nu.

 

Nu faldt den blide regn uforstyrret og gjorde udsynet grynet.

 

Det knasede let under fødderne. Stien var dækket af lyse fyrnåle og den førte hen til den lille runde mand der stod i døråbningen.

 

Huset havde ikke været synligt fra vejen, og døråbningen var ikke synlig fra stien, for den lå inde i et indhak under tagets dybe kanter.

 

Han introducerede sig og kiggede ned i gulvet efter jeg havde givet ham hånden. Efter at han havde vist os rundt, førte han os til det 2. og sidste badeværelse, med badekar, derefter forsvandt han, men jeg kunne stadigvæk høre hans stemme.

 

Der var åbenbart to indgange til badeværelset. Jeg gik gennem den anden udgang fra badeværelset, trådte to skridt op af en stentrappe og var tilbage i den kølige udestue, der førte mod stuen, eller det rum, der syntes at ligge centralt i det store sommerhus. Her var pejsen tændt op.

 

Da han havde vist os rundt fik jeg nøglen til huset.

 

Jeg fik lyst at pakke varerne ud og få dem i køleskabet, og hun var bare glad. Smilede. Jeg tror, at hun havde lyst til at danse. Jeg var også lettet.

 

De fleste udviklingstrin tager vi uden af at vi kan vide, hvor skridtet tager os hen. Fredag eftermiddag havde jeg fået en sms fra hende. Hun havde fundet et sommerhus til vores weekend sammen. Jeg kørte direkte fra arbejde og hentede hende på taget af en Føtex i det lette regnvejr. Vi kørte ud i den sene eftermiddag og det blev mørkt undervejs. Jeg var glad på en træt og udkørt måde.

 

Jeg kunne ikke fornemme om jeg havde kørt der før. Man kører efter lysene fra de andre biler.

I bilen havde hun siddet ved siden af mig med GPS’en.

 

Vi havde prøvet at spille “Ego” fra en app, et spil hvor man skal gætte noget om den anden, men vi kunne ikke blive enige om hvem der skulle være Gunnar, eller hvordan man skulle være Gunnar, den tredje spiller, som vi blev nødt til at opfinde for at få lov til at spille sammen. Spillet “Ego” kræver nemlig tre deltagere. Ligesom relationen også er en slags tredje spiller, som også kan være uransagelig.

 

Vi kørte det sidste stykke i stilhed og kom længere og længere væk fra motorvejen for til sidt, at komme til sommerhuset.

 

Da vi havde fundet os lidt til rette i sommerhuset og havde pakket ud, “tyvså” vi et afsnit af Gift ved første blik, hvor jeg er med som ekspert. Der står jeg i TV som eksperten på singlers ønsker om at være i et parforhold, medens kærligheden vægrer sig som et barn, der ikke vil have tøj på.

 

Kærlighed kræver en tillid, der svarer til, tror jeg, at stole på en pilot på et fly. Man(d) aner ikke nødvendigvis hvordan det fungerer…

 

Efter afsnittet kom jeg til at læse “Breaking News” om elendighed og krig i verden og  opdagede at jeg sad alene og så nyheder.

 

Jeg gik ud til hende. Hun stod på terrassen i den milde novemberaften.

 

Det var holdt op med at regne, og der var klar himmel over os. Stjerner over alt og jeg lod himlens tomhed spejle sig i mig.

 

Jeg strakte mig over rummet medens mit blik forsvandt ud bag mælkevejen der lå som en blid tåge over os. Uendeligheden fik mig til at kysse hende. Jeg sagde, at det fik mig til at føle mig voksen.

 

Hun spurgte hvad jeg mente.

 

Jeg tror at den store verden fik mig til at føle mig helt lille, og da jeg kyssede dig, sagde jeg, var det som om at jeg ikke følte mig lille længere. Som om jeg blev voksen.

 

Som en stjerne i universets bug.

Det arketypiske:

Odysseus forlader sin kone og går i krig i ti år og er ti år om at vende hjem igen. En rejse på 20 år i alt.

 

På et symbolsk plan forlader han dog ikke sin kone, men sin mor. Krigen i Troja repræsenterer hans 10 første leveår. De næste 10 år repræsenterer han rejse mod voksendom. En rejse der ender med ideel kærlighed til en kvinde, der kan blive mor til hans børn.

 

Derfor må han i øvrigt konfronteres med sin mor i de dødes rige på sin rejse hjem. Hans mor skal nemlig dø på et symbolsk plan, for at han kan erindre og genaktivere kærligheden fra sin barndom forbinde sig med en ny kvinde.

 

Da Odysseus kommer tilbage til sin fødeø 20 år efter  “genskaber” han kontakten til kvinden, ved at ramme plet med sin “pil”.

 

På sin lange symbolske færd mellem mor og kvinde prikker Odysseus bl.a. kyklopens øje ud og har en elskerinde i 6 år. Kyklopen og hans enfoldighed repræsenterer han lyst og elskerinden repræsenterer også hans første umodne kærlighed og fascinationer.

 

Odysseus lærer altså igennem sine teenage år, om man vil, sin lyst at kende og integrerer den i sig. Rejsen repræsenterer altså hans vækst og udvikling fra spæd til selvstændig voksen.

 

Odysseus bliver nødt til at gennemgå disse oplevelser, for at lægge sit “indre barn” fra sig. Mænd, der ikke har foretaget denne eksistentielle  rejse, kan ikke elske kvinder.

 

Odysseus’s rejse starter altså og slutter hos en kvinde, og han kan først få hende, når han har klaret rejsen mod voksenalder med alt hvad det indebærer af selvopofrelse, kriser og savn.

 

Jeg tror at mange mænd, der begår vanvittigheder, gør det fordi, de ikke har foretaget og “bestået” denne rejse. Ligesom eksistentialisten Rollo May tror jeg, at mandens møde med kvinden/den kvindelige energi repræsenterer det afgørende trin for hans udvikling til helt menneske.

 

Hvis det enkelte liv symboliseres ved rejsen og kærligheden er livets evige mål og energi, er det i kysset de mødes.