Den evigt relevante Albert Camus: Eksistentialisme 101 og dagbogsskrivning

Lille appetizer

 

Gaflet fra Wiki

Albert Camus (1913-60), var en fransk forfatter. Født i Dréan i Algeriet. Voksede op i stor fattigdom. I 1940 flyttede han til Frankrig, var med i modstandsbevægelsen og arbejdede på et undergrundsblad “Combat”. Her lærte han Sartre at kende. Camus kredser i sin prosa, dramatik og essays om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man som mennesker forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller absurditet. Hans gennembrud kom i 1942 med romanen “Den fremmede”. I en anden af hans romaner “Pesten”, er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til, at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede sig til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab. (fra wikipedia)

 

Dramaet 

Albert Camus forholder sig til livet gennem dramaet. Det vil sige, at han ikke skaber analytisk filosofi. Han leger ikke med stænger, kasser, cirkler og idéer og koncepter om virkeligheden om dens ”fænomenologi”, ”epistemologi” og ”ontologi”. Han syntes at tage afsæt i en dyb beskrivelse af nuet og sine minder, han er sit eget laboratorium.

 

Æstetik

Han ophøjede og elske livet, og dette gjorde han bl.a. ved at rammesætte det i skøn og billedrig lyrik. Han beskriver karakterer med en kærlighed, der gør, at verdens kastes i et gyldent og behageligt lys. Han leder efter godheden og det, der kan give mening i verden. Det nære. Han fjerner ikke blikket fra det svære, men formår at rumme det med sindsro, uden af den grund at acceptere ondskab.

 

Autentisk

Han synes at stole så meget på sin rå menneskelighed, at han tillader sig selv at skrive som han tænker, og han slipper af sted med det. Han lader det flyde. En svensker ville kalde hans skriverier for “flöde”.

 

Den ”skjulte filosofi”

Når han ikke “bare” er forfatter, men regnes for at være filosof, er det vel fordi han udtrykte holdninger til fx krig og religion med sine bøger, samt at han sniger eksistentielle overvejelser ind i handlingsforløb, der er mange eksempler på disse livsfilosofiske ekskurser, at det næppe er et tilfælde.

 

Læserdeltagelse

Man slipper for løftede pegefingre, fortællinger kører uden for mange formaninger. Man efterlades her med billeder og indtryk som  man selv kan tænke videre. Han laver fine beskrivelser af meget basale ting. Noget vi kan genkende os selv i. Noget vi kan tage til os eller lade være. Han er meget beskrivende, og meget lidt belærende.

 

Livets iboende kvalitet – hvis du kigger nøje

Camus gør, med sine skriverier, os en tjeneste. Han viser os at verden, selv på sit hårdeste og tristeste og fattigste, bevarer en skønhed, der gør det værd at leve. Han viser os, synes jeg, at livets kvalitet bl.a. beror på evnen til at prioritere skønhed, kærlighed og lykke, selv i det små, og selv i modgang bevare en måske for nogen, naiv tiltro til livet.

 

Tabet af utopi – en ny slags eksistentiel løsning

Den store forskel på Camus og den anden toneangivende eksistentialistiske filosof fra datiden Jean Paul Sartre, og årsagen til at de blev uvenner (og med Sartre hele den marxistiske og postmoderne bevægelse) var, at Camus ikke var utopist. Sartre, marxisterne, Frankfurterskolen og postmodernismens grundlæggere var utopister; de tænkte at den intellektuelle burde beskæftige sig med uretfærdige samfundsstrukturer og deres systemkritik skulle ende i bedre liv, eller “det bedste liv”, og revolutioner var på dagsordenen.

Camus fattede, i modsætning til Sartre, at tiden efter religion ikke skulle fyldes ud med nye halvreligioner med dertilhørende utopier, hvilket kræver en bevidst og måske nok smertefuld stillingtagen at fatte, at livet grundlæggende set er usikkert, uretfærdigt og hårdt og måske endda absurd, at ingen systemkritik rammer hovedet på sømmet, at der ikke findes forkromede kollektive løsninger. Camus vælger bevidst at håndtere livets garanterede lidelse og “meningsløsheden” med æstetik, kærlighed og godhed. Det er på en måde ”livsnydelse” eller rettere “livshengivelse”, som en form for løsning.

 

Det triste som en nødvendig eksistentiel fase

Camus giver altså bevidst slip på utopierne, og her står han i en verden, der ikke længere er sort/hvid (undertrykkernes ”sorte” samfund vs. De intellektuelles indsigt/endelige revolution, eller Guds forløsning og “hvide” tilgivelse af den “sorte” synder), men grå, og her prøver han at få det bedste ud af det, om man vil. Tabet på forestillingen om en forkromet løsning giver naturligvis tristhed, men han viser os her, at tristhed rent faktisk kan være “affektregulerende”. Han viser at vi kan bære sorgen over tabet af utopi, for midt i sorgen funkler livet stadivæk. Han udforsker dette rum, og medens han gør det, viser han os andre, at skønhed og kærlighed faktisk kan være nok. (hermed viser han også, at idéen om det absurde liv forblev en slags abstraktion for ham, i virkeligheden var hans liv ret behageligt og meningsfuldt).

 

Inspirationer

Efter at have læst flere Camus romaner, følte jeg mig inspireret til at lave nogle opslag på Instagram, hvor jeg prøvede at skrive lidt som jeg fornemmer at Camus gør: Så flydende som muligt, ikke-dømmende med afsæt i en fornemmelse af kærlig hengivenhed og accept af det jeg beskriver. Følgende er skrevet stort set uden selvkritik. Det er forsøgt skrevet som sad jeg og snakkede med en god ven.

 

Vandpytter

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.36.20

Jeg transcenderer mit hverdagsliv på mange måder. Med “transcendere” mener jeg her, at min selvbevidsthed af og til ser sit snit til at forsvinde lidt når jeg indgår i fx gode samtaler, lytter til musik, dyrker behagelige tanker eller betragter omgivelserne med mennesker og deres udtryk. Historierne de bærer på deres ansigter, deres stolthed midt i regnen på cyklerne. De søde ældre damer med deres små hvide hunde. Jeg hilser på dem, nyder, at de nogle gange nyder at hilse. Husenes vinkler står nogle gange i en særlig harmoni (det ser jeg kun, hvis jeg er særligt opmærksom), det kan være at jeg tager et billede, og af til spotter jeg visuelle dramaer, som på billedet her af vandpytter. Jeg ved ikke om du kender det, men jeg glemmer alt for nemt at ophøje det daglige og det simple til kunst til glæde for mig selv, og måske for dig? Ikke at jeg er den store fotograf, men jeg prøver. De store muligheder, de billedskønne dramaer ligger nemlig altid og venter på mig, jeg skal bare huske at være opmærksom. Nogle gange skal jeg lede efter det. Her kaster dagens himmel, helt gratis sine skyer ned i vandpytterne; de bevæger sig som jeg går rundt om den lille plads, da jeg søger det bedste foto. Jeg ved jo godt, at det mig, der bevæger mig, men er livet ikke sådan, at verden bliver til med os? … Er jeg skør, når jeg dyrker refleksionen i de tilfældige vandpytter, eller ville det være skørt, at gå forbi som ingenting? Måske er det sådan, at flygtige indtryk tæller lige så meget som selv de største dramaer gemt væk på Bibliotekernes hylder, for de udgør nemlig de små dramaer i vores store liv.

 

En sidevej

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.36.04

Jeg talte i telefon. Med høretelefoner. Halvofficielt. Vinden rev i min cykel, og jeg var bange for at det støjede i telefonen. Jeg kørte ned af en villavej, fra Smallegade. Hoppede af cyklen og spadserede i ly af bygninger. Ville gå gennem Frederiksberg Have. Vinden brækker og forvitres nemlig af de store træer, og stierne omgivet af tætte buske og planter bliver som vægge for mine tanker. Kun påvirket af den lette lyd af cykeldæk mod det lysebrune grus der dækker de snoede stier under høje trækroner. På vej mod en af parkens skjulte indgange, kommer jeg forbi denne sidevej. Den ser altid sådan ud. Der holder ingen biler. Ingen cykler. Der er ingen træer. Der er kun vinkler og et perspektiv som kiggede man på en teknisk tegning. Gaden er så tom, at den bliver interessant, og der kommer en cyklist netop som jeg skal tage et billede, og jeg smiler til hende, da hun kører forbi. Jeg giver mig hen til den stille arkitektur og står snart i Frederiksberg Have, som er nøjagtigt så mørkegrøn og kroget som jeg så for mig, og glædede mig til at forsvinde i, da jeg tog dette billede.

 

En køretur

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.35.52

Aftenen før sagde jeg, at jeg da godt kunne køre dem ud i lufthavnen klokken 4 om morgenen, jeg har altid værdsat at hjælpe andre og det føltes også som et lille eventyr, som om jeg også kom lidt afsted. Min kæreste og jeg kørte hendes børn mod lufthavnen hvor de skulle flyve afsted med deres far, farens kæreste samt flere andre familiemedlemmer til Spanien. De var glade og trætte. Det føltes som sædvanligt lidt akavet, for mig, selvom de blev skilt for 6 år siden, at mødes på den vindblæste Amagerstrand Metro, hvor alle skulle mødes, for at parkere biler og tage metroen det sidste stop til lufthavnen. Her var lige så bart som min erkendelse. For jeg tror aldrig at jeg helt vil forstå, hvorfor man skal være sammen med én person hele sit liv, og jeg vil heller aldrig helt forstå at det kan være ok at finde en ny kæreste i løbet af sit liv, og her stod jeg. På vej tilbage gennem tomme veje, lagde jeg mærke til ulig mange huller og skader i vejen. Jeg gøs hver gang den gamle Porsche endnu engang ramte en skade i belægningen. Da jeg kom hjem sagde jeg til min min halvt sovende kæreste, at jeg aldrig har lagt mærke til at vejene var så dårlige før. Jeg tror jeg opdagede, at hvorvidt problemer bliver tydelige i ens liv, afhænger af hvor meget man i øvrigt forholder sig til. At man oven i købet kan blokke andre problemer ud af bevidstheden ved at give sig i kast med nye? Vi kører alle i virkeligheden på hullede veje, tænkte jeg, medens jeg parkerede på den plads, som jeg havde kørt fra en time tidligere. Er jeg et monster, tænkte jeg også, for min tilknytning til verden måske er så lille.

 

tåge

Jeg har masser af tid, trisser hen af stien, undrer mig over hvad det er for et humør som tågen kan hensætte folk lidt i. Hunden er fri. Skolen, et stenkast derfra, starter først om en halv time. Kl er kun 7:30. Der er stille bortset fra morgentrafikken på den nye lydsvage asfalt på Dalgas Boulevard, ikke 10 meter fra stien, hvor jeg går. Man hører dæk på den fugtige belægning fra tågens vandmolekyler. Lyden er som fra et fjernt vandfald. En dame står et sted, tæt ved træet med den store stamme, hun står som et skilt, tror hun ryger, eller kigger duknakket ned i sin telefon, medens hendes tætte labrador lunter rundt med snuden i det dybt grønne græs. Jeg kan spotte et lille rødt lys for enden af stien, det skærer igennem tågen, måske en baglygte fra en cykel. Den bevæger sig ikke, står bare som en kontakt i en mørk trappeopgang. Måske tågen gør en lidt saglig fordi man kan fantasere om det man ikke kan se, den bliver en slags skærm, som her i parken, den kedelige Finsensvej er borte, og man kunne lige så godt stå i Dyrehaven. Tågen er til drømme. Gad vide om drømmens kanter er lavet af tåge, at vores sinds grænser i nattens dyb består af hjernens egen tåge? Der er rigtigt meget jeg ikke ved, og det kan jeg godt lide.

Og nu en opfordring: Prøv selv at skrive bidder af øjeblikke, gerne med et billedet til. Formålet, psykologfagligt set, er, at optræne et nærvær, således at alt sættes i perspektiv; at selv det største problem blot bliver endnu en nuance i helheden af tilværelsens enormitet.

Vores venskab med Michel de Montaigne (1533-1592)

I Fordybelsesrejsen er vi nu nået til Montaigne. Her er en mand, der har sig selv som sit emne. Han beskriver sig selv fuldstændigt ærligt og oprigtigt, og er derfor blevet kaldt det første moderne menneske. Han er et skønt forbillede som blogger og som … menneske.

 

Citater

Få en fornemmelse af hans tanker og væsen ved at dykke lidt ned i hans citater.

Se følgende citater

Han lægger alle kort på bordet, og tager hermed ikke bare ejerskab af alle sine egne fejl og mangler, men gør sig til prototype på det menneske, der accepterer og lever med sig selv, præcis som han er. Vi andre kan slappe af, når vi ser ham, det fuldente menneske erkende sine fejl på stribe.

Det uperfekte menneske

Montaigne repræsenterer hermed en ideel selvaccept, selvironi og kærlighed til det sårbare og uperfekte.

Han skriver på et tidspunkt, at han aldrig har mødt et større monster end sig selv, samtidig løfter han pegefingeren og gør grin med, og fordømmer de folk, der rent faktisk opfører sig som monstre. 

Medens han kalder sig selv for et middelmådigt menneske uden særlige evner eller færdigheder, udviser han et kendskab til historien, poesien og alskens kundskaber og efterlader dermed os læsere med en utrolig ydmyghed, og lyst til at lære. Måske fordi vi identificerer os med ham via den tydelige menneskelighed? 

Paradokset

Han dyrker også paradokset, og frembringer gode argumenter både for og imod den samme ting, og efterlader dermed læseren i et felt af undren. Behagelig undren vel at mærke. Ikke paradoksets frustration, men behagelig undren. Synes jeg.

Her er et lille udklip fra Wikipedia:

Michel de Montaigne (født 28. februar 1533, død 13. september 1592) var en fransk renæssancehumanist, der grundlagde essaygenren. Montaigne fik en utraditionel opdragelse uden prygl og lærte på faderens foranledning at tale latin, før han blev undervist i fransk. Fra 1557 til 1571 var han dommer i Bordeaux, og i 1581 – 1585 var han byens borgmester.

Montaigne udgav i 1580 første bind af sine “essais“. Det er en samling korte tekster i en legende, kunstnerisk stil alle med ham selv som undersøgelsens objekt. Litteraturforskere har diskuteret, om Montaigne valgte titlen “essais” til sine tre bøger (158015881595) som et åndeligt forsøg eller som en litterær genrebetegnelse. (Essai betyder på fransk både eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse, elevarbejde, smagsprøve og erfaring).

 Hermed et lille udklip fra “Guide to the Classics“:

“Within a decade of his death, his Essays had left their mark on Bacon and Shakespeare. He was a hero to the enlighteners Montesquieu and Diderot. Voltaire celebrated Montaigne – a man educated only by his own reading, his father and his childhood tutors – as “the least methodical of all philosophers, but the wisest and most amiable”. Nietzsche claimed that the very existence of Montaigne’s Essays added to the joy of living in this world”.

… og andetsteds i et værk om ham:

“Montaigne both transforms philosophy and invents “society,” a distinctly modern form of association. Through this transformation, a new, modern character emerges: the individual, who is neither master nor slave and who possesses the new virtues of integrity and generosity. In Montaigne’s radically new philosophical project, Hartle finds intimations of both modern epistemology and modern political philosophy”.

Den dybe menneskelighed

Igennem Montaigne får vi altså en forståelse af, at der er en menneskelighed som ikke er kreeret af samfundskræfter, men som har rod i tidsløse behov, frustrationer og dilemmaer. Jeg forestiller mig, at Montaigne på en halv dag også ville forstå vores nutidige konflikter, fordi han er et menneske, og vi ville også kunne fatte hans verden, fordi vi er mennesker.

Min aha! oplevelse

Det der også slog mig, da jeg begyndte at læse Montaigne for 5-6 år siden, var hvor vidunderligt det var at se, at de mange indsigter jeg havde slidt og slæbt mig til via læsning og træning i diverse psykologiske metoder og filosofiparadigmer opførte sig som, kåde føl på siderne i en bog skrevet i det sekstende århundrede.

Theories pr page

Der var flere idéer, flere teorier, flere observationer pakket sammen på en side, end jeg ofte havde stødt på i hele bøger, og så oven i købet leveret med humor. Den oplevelse gav mig en tiltro til, at den viden vi kæmper for at opnå, mere eller mindre ligger til os. Den bor så at sige allerede i os.

Vores “indre viden”

Det er en visdom der ligger til mennesket. Montaigne giver os en tiltro til mennesket, at vi har gaven til at forstå hvordan verden hænger sammen, og hvem vi er, og hvad der er godt, og hvad der er skidt, på måder der transcenderer epoker, kulturer og landegrænser.

Montaignes fans

Jeg kan levende forestille mig hvordan vores mange store filosoffer og forfattere har dyrket Montaigne som en slags hemmelig rollemodel. Det er for eksempel tydeligt at Nietzsche har baseret mange af sine teorier om psyken på Montaignes bekendelser og overvejelser, og herfra går sporet videre til Adler, Jung og Freud – selveste grundlæggerne af den moderne psykologi.

Den første humanist

Og når det er sagt, vil jeg tilføje, at Montaigne stadigvæk er et skridt foran, for det eneste han egentlig tog alvorligt var dyderne, det vil sige, det, at opføre sig ordentligt både over for sig selv og overfor andre. Hans efterfølgere forsøgte at bygge filosofiske systemer. Det var Montaigne ikke interesseret i. Han belyste livet ud fra historie, erfaring og den logiske sans der opstår når man skriver og samtaler, og det er noget andet. På den måde kan Montaigne altså ikke kaldes filosof, han var heller ikke psykolog. Hvad var han så? Nietzsche så ham som den første historiker, andre har kaldt ham den første modernist. Jeg ville kalde ham den første humanist.

Bedre tænkning

Montaigne er, når man har vænnet sig til de lange sætninger, en gudsbenådet humorist og tænker. Hans IQ er på højde med Leonardo Da Vinci og Einstein. Og når han skriver afslører han mange af sine tankeprocesser. Resultatet er, for mig personligt, at jeg bliver bedre til at tænke når jeg læser Montaigne. Jeg kan simpelthen mærke det. Efter bare en times læsning bliver jeg lidt bedre til at analysere. Det lyder muligvis mærkeligt, men det er min erfaring.

Montaigne som påvirker af samfundet

Montaigne havde afgørende indflydelse på sin samtid. Han var imod hård børneopdragelse, forsvarede handicappede og fandt nedslagtningen af de oprindelige folk i Sydamerika frastødende. Han var ubeskrivelig indflydelsesrig, og man kan sagtens argumentere for, at han måske nok var den vigtiste tænker af alle i forhold til udviklingen af vores moderne civilisation.

 

Når Fordybelsesrejsen kaster sig over Michele de Montaigne, tager vi fat i nogle af hans morsomme citater og taler om at være ægte og sårbare og vigtigheden af humor og medmenneskelighed. Søren Bramsted læser udvalgte passager op. 

Den lille havfrue: Et underbevidst liv og en længsel efter “individuering” og ægte kærlighed.

Der er mange måder at fortolke Den lille havfrue på, i det følgende vælger jeg at anlægge et slags udviklingspsykologisk perspektiv. Hvor det handler om en art forgæves personlighedsmæssig udvikling forårsaget af overbeskyttelse og manglende “individuering”. Det hjælper at have læst Den lille havfrue før man læser min fortolkning, men det er ikke strengt nødvendigt. Det er mine noter, så hav tålmodighed med mig. jeg kan dog næsten love, at du ikke kommer til at se på Den lille havfrue på samme måde igen. 

(Individuering = et selvstændigt, afgrænset og modent menneske, der kan udtrykke sig selv, sige til og fra og handle på drømme og ønsker.)

Velkommen til Den lille havfrue set med psykologisk linse.

 

Pigen fra bunden af havet.

En meget poetisk fortalt historie. Virkelig smuk. HC Andersen gør sig umage med billederne og stemningerne når han fortæller om den lille havfrue og hendes søskende, der vokser op i det grænseløse, udflydende, endeløse og afsondrede dybe hav. Det er et uset og hemmeligt liv de lever hernede. Havfolket er der ingen der ser. Det hele hernede er levende, alt er i bevægelse, ting er ikke adskilte. Det er en slags ”uindividueret” sump. En udstrakt underbevidsthed (der jo netop forbindes med vand), hvor blomsterne findes, men ikke dufter (!) og alt bevæger sig sammen på en evig, doven men også smuk måde. Det er et liv, men ikke et rigtigt, fuldt liv.

 

Det er er et dybt hav hvor man nok lever længe, 300 år, men til gengæld dør man heller ikke som et menneske. Man lever ikke videre i det hinsides. Man flyder blot ud med havskummet når ens tid er inde. Det er et slags liv hvor man ikke træder i karakter og derfor heller ikke engang kan dø rigtigt?

(man aner et omrids af et slags “Apollinsk” æstetisk, uendeligt “åndeligt” liv uden ende og uden ægte, kraftfuld kærlighed og individuel styrke.)

 

Historien starter med en beskrivelse af havkongens slot, han er far til Den lille havfrue og hendes 5 søstre. Havkongens mor tager sig af de seks havfruepiger.

 

Den lillehavfrue var den yngste af døtrene med blå øjne og bleg hud. Hun og hendes søstre legede med fiskene og drømte om at møde en smuk mand, ikke ulig den hvide statue af en ung mand, der var faldet ned fra et skib, som de tilbad (Freud ville nok have ment at fiskene vikarierede for fallos). Statuen af manden, var det fremmede nede i deres rige, som pigerne drømte om.

 

Den lille havfrue glædede sig især over det, som hun hørte om fra livet over vandets overflade. Blomsterne duftede som nævnt ikke på havets bund.

 

Farmoren (der tog sig af havfruepigerne) havde sagt, at de godt må komme op til overfladen som 15 årige og se sig omkring. Ingen var så længselsfuld som den yngste, Den lille havfrue, hun havde længst tid at vente.

 

De forskellige søstre stiger op og ser forskellige ting, og fortæller de andre om solen, byen, naturen, slotte, gårde, skove, fuglesange med videre. Den lille havfrue får en masse information om det andre ser. Søstrene ser mange smukke men også foruroligende ting, fx:

 

”Men hun sad roligt på sit svømmende isbjerg, og så den blå lynstråle slå i siksak ned i den skinnende sø.”

 

Da de som voksne piger havde vænnet sig til at svømme op til havoverfladen og se sig omkring, begyndte de dog at foretrække havets bund. Søstrene ønskede sig ikke væk, og de var også naive; de troede at sømænd der faldt over bord, ville overleve i deres våde verden. Men et menneske (en sømand) kan jo ikke leve i andres underbevidsthed (havet).

 

I det underbevidste kan man ikke engang være ked af det på en rigtig måde:

 

”… havfruen har ingen tåre og så lider hun meget mere.” (Hun er ikke individueret, og kan derfor ikke engang udtrykke tristhed rigtigt, og det er ulideligt for hende.)

 

 

Hun kommer nu op til overfladen

 

Hun kommer nu som 15 årig op til vandoverfladen som havfrue (en meget romantisk passage).

 

Hun er 15 og han, prinsen hun kan skimte på båden, er 16 – han har store sorte øjne (lutter ophidselse). Barndommens forelskelse glimrer mellem linjerne, især af den uforløste teenage slags.

 

Al fyrværkeriet spejlede sig i vandet… hendes verdens mørke spejler åbenbart livets fyrværkeri på hele hendes flade. (193)

 

Et uvejr kommer. ”Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø.” Vandet rejste sig (hendes længsel rokker ved skibet,… ville Freud måske også mene).

”Men skibet dukkede som en svane, ned mellem de høje bølger, og lod sig igen løfte op på de tårnene vande.” Skibet forulykker ikke desto mindre, prinsen smides over bord. Hun redder ham til stor fare for sig selv.

”Ved morgenstunden var det onde vejr forbi…”  ”Han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kyssede ham igen og ønskede at han dog måtte leve.”

 

(Ifølge Jung bliver en kvinde til i kraft af mødet med ”animus” ude i verden. Det er igennem ham at hun opdager verden. Hun føler at hun bliver til, når hun endelig holder ham i sine arme. Endelig findes hun, endelig lever hun rigtigt.)

 

Hun efterlader ham på kysten og svømmer væk igen. Mange aftener og morgener efterfølgende steg hun op og så hen mod det samme sted, men så ham ikke. Hun holdt om statuen i bunden af haven (hendes egen animus), men det duer selvfølgelig ikke, for fantasien er ikke længere nok.

 

En dag når de andre havfruer får nys om hendes længsel og savn fører de hende hen til hvor de havde set ham.

 

Hun begynder nu at observere prinsen (196) fra bølgerne på den der fjollede forelskede måde. Hun svømmer meget nærmere land, end nogen andre havde turdet. Hun betragter ham manger aftener.

 

”Mere og mere kom hun til at holde af menneskene, mere og mere ønskede hun, at kunne stige op i mellem dem, deres verden syntes hun var langt større end hendes.” (197)

(I det psykologiske perspektiv vi her anlægger er det en meget rammende beskrivelse af den unge, der savner det store liv uden for ”mors skørter”.)

 

”Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder, og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget rigtigt kaldte landene ovenfor havet.”

 

”Din fiskehale finder de hæslig oppe på jorden.” (underminering af pigens tiltro til sig selv – den overbeskyttende mor, Freuds Oedipus kompleks med pigen som offer for den overinvolverende mor.)

 

Og så arrangeredes en vildt fantastisk fest under havet (198). (Der skabes et hjem så overdådigt at de unge ikke vil forlade husets fire vægge. Det signalerer at farmoren som en anden heks i skoven sikrer et ”lagkagehus” til børnene, for at fede dem op og æde dem. Hverken heksen i Hans og Grethe eller farmoren i Den lille havfrue ønsker at give slip på sine børn.)

 

Den lille havfrue sang skønt, alle klappede for hende ”et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet.”

 

Havheksen (199)

 

Den lille havfrue kan dog ikke holdes fanget under vandet, derfor søger hun hjælp hos ”havheksen”, for hun vil have sin prins, koste hvad det vil.

 

Alt er bare forfærdeligt og ulækkert, hvor heksen er: ”her voksede ingen blomster, intet søgræs…”

(hvad kan heksen siges at symbolisere? Farmorens skyggeside? Ved det ikke rigtigt…, Måske hun repræsenterer frygten forbundet med mødet med det, som man ikke er klar til, for man er ikke blevet trænet til det – agtigt.)

 

Havheksen siger til Den lille havfrue: ”Du kan aldrig vende tilbage igen. Du dør hvis du ikke får ham. Det vil gøre ondt at gå på dine fødder.” (Iø en talemåde for, at man ikke er moden nok til at stå på egne ben.)

 

Heksen fortsætter: ”Du skal give mig din stemme.” (Hun undermineres helt solidt på sin vej op fra havet. Hun sikres at hun ikke vil formå at kunne udtrykke sig selv og sige sin sandhed som et voksent menneske.)

 

Endvidere får hun at vide af havheksen, at hun vil dø hvis hun ikke får prinsen til at gifte sig med hende. (Det kan man så tænke over. Alt på et bræt? Vil det føles som en død ikke at blive elsket uden for familiens trygge skød?)

 

(Det er åbenbart som en slags død, at gå fra farens slot og hendes søstre. For sådan er det vel for det overinvolverede barn at forlade sin familie? Agorafobi, overdrevne kontrolbehov og angstproblematikker afstedkommes ofte af den slags opvækst. Hun ikke er udviklet nok til at mestre det, som hun vil, men alligevel vil hun det, hun er tapper. Med ”hun” mener jeg faktisk også HC Andersen selv, som efter alt at dømme ikke oplevede at have en stemme i sit kærlighedsliv. Han så lidt uheldig ud, og har givetvis båret på hemmelige forelskelser hele sit liv, som han ikke har kunnet give udtryk for. Måske historien ikke bare er et arketypisk eksempel på en pige der har levet under en overbeskyttende mor, men også et slags forklædt selvportræt, som kunst jo ofte er.)

 

Prinsen

Det ene med det andet. Hun bliver ven med prinsen: Han tog hende ved hånden, førte hende… hendes smerte var intens. Hendes gang blev set som en svævende gang. Hun var den skønneste, men kunne hverken synge eller tale.

(hun er der, og er der ikke samtidigt. Hun består af yderligheder, stille og samtidigt den bedste danser. Hun er dybt anderledes, et klassisk HC Andersen tema)

 

”Hun dansede som ingen anden havde danset.” (203)

 

Han kigger på hende, og siger…: du er fantastisk, men du er ikke den rette, for du er ikke hende jeg drømmer om.”

 

(her viser HC Andersen igen sin umodne kærlighedsforståelse, bare fordi vi har fantaseret om nogen, elsker de os altså ikke! Jf. Fx Prinsessen og svinedrengen. Man kan ikke nøjes med at håbe at nogen vil elske én, eller tro at en betagelse af en anden på en måde er lig med kærlighed.)

 

 

Skibet på vej til prinsens møde med nabokongens datter

Tiden går og prinsen skal vælge sig en prinsesse. De tager en skibsrejse til nabokongen, hvor han skalmødes hendes smukke datter.

 

(Er den lille havfrue endt i ”vennefælden”?). Prinsen til den lille havfrue: ”Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle, og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste.”

 

Skibet er nu på vej tilbage fra en tur til nabokongen, og prinsen har den nye prinsesse med om bord. Det er en slags gentagelse af den første gang Den lille havfrue hun ser ham. En spejling af det første øjeblik. Man fornemmer dermed en slutning, ligesom 1 minus 1 er 0.

 

Natten falder på, og morgenen kryber tættere og tættere på. ”Det blev tyst og stille på skibet. Hun vidste at den første solstråle ville dræbe hende.”

 

Søstrene der følger skibet fra bølgerne udklækker en plan. Hvis hun myrder prinsen kan hun vende tilbage til havets dyb med dem. De giver hende en kniv. (Symbolsk for at afslutte forestillingen om et selvstændigt liv med ægte kærlighed for atter at vendetilbage til et ligegyldigt/underbevidst liv, uden reelle muligheder for ”selvrealisering” og ægte kærlighed?)

 

”Stik prinsen i hjertet, lad ham dø, så vender du tilbage til havet, og ender som søskum!”

 

”dræb prinsen – skynd dig!” siger søstrene.

 

Slutningen

Hun kan ikke få sig selv til at gøre det, smider kniven i havet og dør, men ikke som havfrue, der ender i havskum. Hun dør som menneske og stiger til himmels. Hun duede ikke under vandet, og hun duede heller ikke som menneske, men i det mindste døde hun som menneske, hun gik til grunde i det virkelige liv i modsætning til hendes søstre der forblev “uindividuerede”.

 

På Fordybelsesrejsen #6 tager vi fat i temaerne:

At have sider af sig selv man ikke kender så godt

At se sider af andre, som de ikke kender så godt

Om traumer fra uigengældt kærlighed

Om “ikke at have en stemme”

Om at føle sig anderledes

Om at være ung, og svømme fra havet i armene på andre mennesker

Om den store angst og identitetskrise som mange unge må igennem

Om måden at tale med unge som er på den ift. individuering.

Om det vi stadig bærer rundt på, og hvordan vi tager os af “resterne”, fra den hårdtslående ungdom i vores krop og psyke, i vores hjerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lille prins som eksistentialismens smukke punktum

Vi starter med Nietzsche og Kierkegaard, og bevæger os igennem nogle af hovedpunkterne i deres “eksistentialisme” for at lede op til den lille prins. Hvor den lille prins ses som “stemmen” i vores indre, der vejleder os til at prise vores “autenticitet”, den abstrakte og transcendente kærlighed til og selv og tilværelsen vi finder i selvets dyb. 

 

Nietzsche

Nietzsches skriverier er ikke for sarte sjæle. Til hans forsvar skal man have med, at han var vidne til præster, der prædikede godhed medens de i virkeligheden fandt bønderne frastødende og kvinderne irriterende. Han så præster prædike næstekærlighed medens de forgreb sig på børn og velsignede sindssyge krige.  Han så dovenskab, fejhed og karakterforladthed omdøbt til godhed. Han syntes mere interesseret i ærlighed og hvad “godhed” egentlig kunne siges at være, end noget andet, det samme kan måske siges om Søren Kierkegaard.

 

Og Kierkegaard

Søren Kierkegaard rettede samme slags anklager mod en karakterforladt og ukristelig gejstlighed. Han var mod “småborgerligheden”, mod hyklerne.

Kierkegaard skrev at når alle var kristne, var der ingen der var det, medens Nietzsche skrev, at den eneste kristne der havde eksisteret var Jesus. Som jeg forstår det, kritiserede Nietzsche altså ikke kristendommen så meget, som han kritiserede de korrupte, perverse og feje ”verdensfordoblere” (kristendommens insisteren på et bedre rige hinsides).

 

Imod en bedre godhed

Hvor præsterne så ophøjethed når de delte almisser ud, så Nietzsche bedrag, for han mente, at man bedst hjalp de fattige ved at ”lade dem plukke æblerne selv”, og at man ”bedst hjælper en ven, ved at give ham en hård seng at sove på”. Han betragtede “ægte godhed”, som noget, der havde rødder i dyb ærlighed, nødvendig stræbsomhed og en klar erkendelse af livets drama med uundgåelig ensomhed, ængstelighed, sygdom og død som en del af pakken. En forunderlig “overgang og undergang” som han beskrev det, og som vi skulle øve os på at kunne mestre og forgå med.

 

Selvovervindelsen 

Ifølge Nietzsche ville den eneste “frelse” komme sig af erkendelsen af ens egen andel i vores medfødte dovenskab, elendigheder og latente ondskab. “Indre djævle”, som man ikke skulle feje under tæppet, benægte, sågar hade (han mente at der var alt for megen skam i forvejen, til at han ville bidrage til mere af det), men tage ejerskab af, og lade brænde op, for, som en anden fugl Fønix at dukke op fra asken igen og igen. Måske som manden der erkender sig sin “indre kriger”, og bliver dygtig til at bokse, ikke for at slås, men for ikke at slås. En ”fugl Føniks”, fordi du ikke rigtigt kan vide hvem du kan udvikle dig til, når du slipper, gennemlever eller overvinder den eller hin udyd, rigide leveregel eller vane, herunder især dovenskab. Om den eksistentielle “selvovervindelse” læs mere HER.

 

Ærlighed og kærlighed

På den måde kan man måske sige, at Kierkegaard og Nietzsche efterlyste en hudløs ærlighed, der i Nietzsches ateistiske version indebar en smertelig erkendelse af tabet af paradis, opvejet, eller afbalanceret af dyb kærlighed til det som han kaldte vores abstrakte indre barns hellige ja-sigen; vores krops medfødte lys, det håb og den blide abstrakte stemme der ikke kender tid, og derfor hvisker transcendente værdier der kan lyse igennem selv de hårdeste hjerter og give den søde illusion om et for evigt genopstående øjeblik. En abstrakt og dybt individuel ærlighed der tager afsæt i en slags diffus kærlighed, der minder så meget om folks opfattelse af Gud, at overlappet bliver mistænkeligt stort. Hvor man ifølge Biblen altid skal sige sandheden, og som Kierkegaard siger “turde at tro”, bliver autenticiteten i Nietzsches perspektiv bl.a. den, hvor man erkender kroppen som bæreren af ens egne diffuse sandheder. Nietzsche erstatter altså “Gud” med selvet, men pointen synes at være den samme, at erkende sin sandhed så meget som man overhovedet kan.

 

Samfundsovervindelsen

Denne “hellige ja-sigen”, denne blide og næsten uhørlige stemme tynges imidlertid af systemernes og traditionernes åh så rationelle maskinerier, metoder, falske selvretfærdige visdom, tyranni, arrogance, bureaukrati, retningslinjer og fortællinger.

 

Det forældreløse barn

De effektive og småborgerlige samfund skubber således den blide stemme ud af sin midte, og resultatet, er at det er den enkelte der skal opdage denne stemme – i sig selv. Det var Kierkegaard og Nietzsche enige om.

 

At ende som et barn (ikke som voksen) 

I sine historier om menneskets individuelle udvikling, beskrev Nietzsche sjælens transformation som noget der gik gennem velvillig underkastelse til institutionernes du-skal logik, for man bliver jo nødt til at samle viden, og kunne sameksistere, til det gryende individs slavekvaler og eksistentielle jeg-vil oprør, for at ende som et sårbart barn efterladt i vildnisset. Du og jeg bærer ifølge Nietzsche dette sårbare, abstrakte barn i os, som den ultimative sandhed i vores selvaktualisering, eller “livsudvikling” om man vil.

 

Den lille prins er dig..

Overlappet mellem Nietzsches “Således Talte Zarathustra”, hvor Nietzsche efterlader det lille barn i vildnisset, og Exupéry’s Den lille prins, om piloten der finder dette abstrakte forældreløse barn, forekommer mig så stort, at det umuligt kan være en tilfældighed. Exupéry afsluttede den historie, som Nietzsche kun kunne begynde, og ikke afslutte selv.

 

Den vigtiste myte

Måske Nietzsche således kommer til at genetablere Jesus myten til det moderne menneske (han kendte Biblen forfra og bagfra). Enten det, eller også måtte han erkende, at der ikke findes en bedre vejledende myte til livet end at helliggøre det abstrakte barns uskyld som hviler i os alle, i fornemmelsen, og som fortæller om den abstrakte ærlighed, samt kærlighed til venskab og det gode, så selv fuldvoksne mænd må knibe en tåre.

 

Efterskrift

Måske Nietzsches egen største smerte altså var, at han aldrig blev mand nok til den sidste transformation af sjælen, den hvor man som voksen opdager og tager sig af sit indre barn. Dét er arven , om noget, fra et af de største genier vi har haft i vores midte. På den måde gav han os ikke en løsning, men en lysning, noget vi hver især må være ansvarlige for, for det kan ikke være nogen andens opgave.

 

Efterskrift II

Jeg kunne meget passende have iklædt ovenstående i talrige citater fra Tao te Ching og frem, men jeg orker ikke at tage mig selv så alvorligt, og i lighed med Nietzsche? (han citerede ikke folk) tænker jeg, at vi for en stund godt må vende citaterne ryggen i erkendelsen af, at vi alle bærer hele menneskehedens potentiale i os, hvorfor vi ikke skal tro, at viden kommer fra enkelte andre, men fra dybet af mødet med os selv, hvor andres ord er at betragte som spejlet til os selv, og vores fælles menneskelighed.

 

Anaïs Nin aften i Fordybelsesrejsen

I fordybelsesrejsen dyrker vi den vilde visdom med snakke, refleksioner, godbidder, lidt vin og væsen og ikke gennem undervisning og analyser, for  filosofien skal ikke være sit eget emne.

Vi har derfor vores eget liv i centrum, og ser litteraturen og poesien som et spejl på os selv. Vi fryder os over det smukkeste som vores kulturskat kan levere, ikke for ligge under for dens vægt, men for at blive båret af den, medens vi jammer let og fornøjeligt over vores egne liv.

Vi startede med at spejle vores indre barn i eksistentialismens tidlige favntag med valget og autenticiteten, via Zarathustras fortvivlelse og Den lille prins genialitet. Vi bevægede os igennem vores meget barnlige væsen med først Peter Plys og siden eskapisme med vandring og druk med Espedal, magt, mani og ledelse med Moby Dick. Nu gransker vi poesien og det sensuelle og hvordan vi kan opdage os selv i Anaïs Nins sider..

Nu er vi kommet til Fordybelsesrejsens Bermudatrekant. Erotikkens turbulente og tropiske hav. Her, hvor mange sømænd er forsvundet, rejst gennem tiden, eller har mistet al elektronik, og drevet rundt i ugevis. Hvor mange har fået oplevelser, som intet andet hav kan byde på.

Der er en magi i det erotiske felt, noget som kan få selv den bedste af os til at tabe kompasset.

Det er et område af livet, som kan være svær at blive klogt på, … men derfor må man jo godt stikke snuden ned i det?

Vores fartøj i fordybelsesrejsen er denne gang Anaïs Nins erotiske noveller. En stribe seksuelt eksplicitte noveller, der tog det bedste borgerskab med storm for en generation eller to siden. Hendes skriverier fremstår stadigvæk som en dugfrisk, fræk, gennemtænkt og velskreven udforskning af livet med alt hvad det indebærer.

 

Omtrentlig plan for aftenen.

Velkomst. Spørgsmål og tanker

Første øvelse, 2 og 2. Glemmer du at fejre at du er et seksuelt væsen? Hvor god er du til at sætte ord på dine drømme og fantasier? Hvorfor er det så svært at tale om erotik/sex?

Oplæsning af Anais Nin side 205-209. Det legende, erotiske menneske. Lidenskaben.

Anden øvelse, 2 og 2: Fortæl hvad et kys betyder for dig.. 2 x 3 minutter.

Oplæsning nederst side 246: Baskeren ydmyger Bijou

Tredje øvelse, 2 og 2: Husker du at flirte lidt i hverdagen?

Oplæsning side 252

Fjerde øvelse, 2 og 2: Hvordan har du oplevet jalousi? Egen eller partners jalousi?

Oplæsning ”om spåmanden” … side 257- 10 første linjer. Derefter: side 260 øverst.

Femte øvelse: Hvad er erotik for dig? Hvad er kærlighed for dig?

 

Spørgsmål af reserven:

 

Er kærlighed og erotik uløseligt forbundet for dig?

Hvordan flirter du?

Hvor tit flirter du?

Er du tydelig i din flirting?

Kan du finde på at flirte for flirtingens skyld?

Har du oplevet tøjlesløs erotik, eller trangen til tøjlesløs erotik?

Har du oplevet at give dig hen, slippe hæmningerne, og bare flyde med, lege?

Vil du fortælle om det?

Hvad er uforpligtende sex for dig?

Har du prøvet det?

Hvordan var det?

Vil du gøre det igen?

Den eneste ene. Er det et begreb du kan/vil stå inde for?

Hvor ofte har du troet at nu havde du fundet den eneste ene?

Kender du til følelsen jalousi?

Stærkt eller mindre stærkt?

Hvor meget skal der til for at du bliver jaloux?

Er du god til at lytte til din partner?

Er du åben overfor din partner?

Kan du finde ud af at få paraderne ned, i dit forhold?

Kontrol/besiddertrang

Har du oplevet trangen til at kontrollere eller besidde, i dit forhold? Enten

fra din eller din partners side.

Har du overvejet at du kan få mere sensualitet og erotik ind i dit liv?

Kommer erotik inde fra dig eller kommer det udefra?

Tager du ansvar for den erotiske side af livet, eller lader du den bero på tilfældigheder?

Er mænd og kvinder forskellige når det kommer til erotik/sex?

Hvad skal der til for at du føler dig begæret?

Hvor vigtig er sex i et parforhold?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Moby Dick Night. 9. april.. snikkesnakke litteratur og selvudviklingsaften.

Mandag d. 9. 4. kl. 19 – 21.30. Et dyk ned i en klassiker, en af USA’s største romaner.

I 1851 reagerer forfatteren Herman Melville, ifølge historikere, på den romantiske (transcendentalistiske) og måske lidt ugudelige bevægelse, der sætter mennesket mere frit til at opleve sig selv. Han advarer imod naiviteten ved at fortælle et drama der emmer af de ugudelige gerninger det frie menneske kan begå.

Det er nemlig en optimistisk tid i USA, fri fra Europas korruption og brandbeskatning, hvor mange oplever livet som en Edens have. En tid hvor intellektuelle i ren og skær spirituel glæde begynder at give slip på den traditionelle kristendom. Man finder i stedet sig selv (og måske gud) i naturen og i fornemmelsen.

Fortællingen om Moby Dick repræsenterer altså ifølge nogen et kristent modsvar på og en skyggeside af den gryende individualistiske frihedstrang. Som sådan fremstår fortællingen som en ”Faustiansk myte” om mennesket, der ville så meget, at han ville føle han døde hvis han stod stille. Kaptajn Akab på hvaljagt efter Moby Dick repræsenterer i dette perspektiv syndefaldet forbundet med at ville sig selv, i stedet for at acceptere sin plads og gøre Guds vilje i stedet for.

Måske er kaptajn Akab altså et menneske, der har givet slip på Gud, og martres af verdens grænseløshed. Som om han søger et svar, forløsning eller en ende på et eller andet uforståeligt. Her kommer hvalen til at repræsentere det, der står i vejen for hans indre fred. Derfor kan man sige, at hvalen handler om ham selv. ”Når jeg har dræbt hvalen, har jeg fred”, tænker han måske.

På en måde er hvalens mysterium (hvid, uden farve, på det store hav, og har dræbt utallige mennesker) således livets mysterium, og det frie menneske er fanget i blikket på og kampen med dette uforståelige. Hvalen repræsenterer måske kaptajn Akabs egen afmægtighed og vanvittige forsøg på at søge sine egne grænser.

Historien har ifølge mange tydelige tråde til Macbeth af Shakespeare, som er en historie om kongen der blev tyran, hvilket ledte til hans undergang. Med andre ord er Moby Dick også en kommentar om menneskets iboende ondskab, eller måske rettere svaghed, ligesom flokkens letkøbthed udpensles. En gulddukat banket fast til masten, får hele besætningen til at sejle i døden med den gale kaptajn Akab.

Vanen tro kaster jeg min klinisk psykologiske træning til arbejde, det vil sige min erfaring, viden og fornemmelse med det menneskelige når jeg skal begribe komplekse typer, og gætter på at: Melville måske var rasende irriteret på datidens spirituelle og positive vækkelse, den nævnte romantiske “transcendentalisme”, der var meget udflydende og ukonkret. Det, som blandt andre hans samtidige Ralph Waldo Emerson skrev så vidunderligt smukt og tidsløst om, var måske uden for hans egen rækkevidde? Melville kunne måske ikke se det, nyde det, eller forstå det, eller også var han bare for urolig, eller skeptisk til at han kunne deltage i det.

Og pludselig slår det mig. ”Han var manisk!” udbryder jeg, og beder Søren søge på google, og ja, den er god nok, man antager at Melville led af bipolar depression. Måske hvalen således var lynaflederen, eller billedet på forfatteren Melvilles afmægtige rastløshed. Derfor ser vi måske, at han igennem kaptajn Akab opnår en vis pervers nydelse i angrebet på det. Samtidigt udstiller han tragedien ved at angribe dette ”intet”. For det, at sejle rundt i timer, dage og uger i den rastløse energi giver vel en fornemmelse af noget dybt, dybt uforløst. Rastløsheden er måske netop som at sejle rundt på et åbent hav for manikeren? De mange, lange opremsninger om hvaler virker også som skåret af mani. Måske kaptajn Akab således har været Melvilles alter ego. Hans andet selv. En slags selvterapeutisk skrivning. En persona, der kunne agere beholder for hans egen uro og rasende energi. En persona han kunne lade brænde op i sin egen afsindighed på de hvide sider. Jeg bed nemlig mærke i, at kaptajnen var uden ”anima”, den kvindelige side af hans psyke, og reglen synes at være, at den mand der ikke har kontakt til sin anima angriber den uden for sig selv; for eksempel naturen. For naturen repræsenterer på godt og ondt moder jord. Melville beskriver en skikkelse uden forankring i moder jord, så hans eneste kontakt med den, bliver et angreb?

 

Bogen er 850 sider lang, og Søren læste over halvdelen, jeg læste et par hundrede sider.

Pointerne har vi søgt at forstå så godt som muligt, og surfet nettet for de grundlæggende og meget alsidige og ofte modstridende fortolkninger. Vi inviterer i morgen aften til en jordnær gennemgang af hvad der anses som en af den amerikanske litteraturs største og mest mystiske skatte.

For nørder: 

https://www.cliffsnotes.com/literature/m/mobydick/book-summary

Vanen tro har vi planlagt fornuftige, skøre og altid underholdende samtaleøvelser vedr. fordybelse i de temaer der udspringer af bogen i centrum.

 

  1. Udlængsel (Ishmaels), desperation, umættelighed, mødet med egen vildskab. Fornemmelsen af at være i et vakuum. Det grænseløse. – Har du mødt dette i dig selv, eller i andre. Hvordan oplevede du det, hvordan så det, hvad gjorde du?
  2. Hævntørst, bitterhed, ondskab, tyranni. – Hvad er tegnet på magtmisbrug? Hvor ser man det og hvordan?
  3. Viljestyrke, at tage kommandoen. – Hvornår er det godt?
  4. Tro på Gud eller ej, hvad er det ”Gud” repræsenterer for den rejsende. – Hvordan bevarer man sin gode fornuft hinsides civilisation. Hvad gør Akab forkert? (kan vi tage i Plenum)
  5. Overmod, mangel på mådehold og egoisme, Faustmyten. – Har du selv prøvet at være overmodig?
  6. At lade sig fortrylle af ord, remser og taler og den såkaldt ”rationelle intelligens”. – Har du oplevet at blive forført af andres ordkunst eller dine egne tanker og følelser?

SES VI? send en mail til Søren.bramsted@gmail.com / ring: 28700900

 

 

Kunsten at møde sig selv gennem vandring. Featuring: Tomas Espedal

Vi tager en snak om meningen med det hele, med afsæt i forfatteren Tomas Espedals skriverier.  Mandag d. 5. 3. kl. 19 – 21.30. Frederiksberg v/Søren Bramsted og Thomas Markersen.

 

Den dovne hjerne

Vi er psykisk sårbare, derfor er vi udviklingspsykologisk gearet til at begrænse indtryk, og skabe så meget overblik så hurtigt som muligt over situationer. Desuden er vi også skabt til spare energi. Energi var i tidligere tider en kostbar ressource. Nye tanker kræver mere energi end gamle tanker.

Derfor fastholder man især de mest forankrede tankebaner omkring for eksempel identitet og verdensbillede, da det ville alt for krævende at starte helt forfra på sådanne grundlæggende fortællinger om os selv i verden.

Der er forskellige tal på hvor stor en procentdel af vores tanker, som reelt set blot er gentagelser. Måske er op til 98 % af vores tankeliv sådanne repeat processer.

Den sikreste måde at beskytte sig mod nye tanker på, er ved at sikre sig, at man udsættes for de samme indtryk. De samme indtryk giver nemlig de samme associationer, som igen giver de samme indtryk.

 

Jean-Jaques Rousseau (1712-1778)

Det var givetvis denne tilstand af mentale stilstand, der fik Rousseau til at droppe sit fine liv og vandre ind i vildnisset for at overveje hvem han egentlig var.

”… mennesket er født frit, og det er overalt i lænker.” -Rousseau

Han mente at mennesket havde det bedst i en naturtilstand, og at civilisation og samfund havde ødelagt det. Hans idéer blev meget populære i den romantiske periode. Han fik stor indflydelse på psykologien og på den frie pædagogik, der kendetegner den vestlige verdens frie opdragelse i dag (som i øvrigt ligner Montaignes tanker meget).

Rousseau fik igennem sin fremhævelse af følelsens og det naturliges værdi afgørende indflydelse på den vestlige kultur. –Wiki.

(Tomas Espedal er ret glad for Rousseau.)

 

Fanget mellem en doven hjerne og et undertrykkende samfund

Der sker med andre ord det, at vi neurobiologisk set fanges ind af vores egne begrænsende tankespor – og ifølge Rousseau (og hippiebevægelsen om man vil) begrænses vi kraftigt af samfundet og civilisationen.

Opstyltet og afgrænset af vores begrænsede eksistentielle ståsted, sidder vi som pipfugle i små trygge reder hvorfra vi omtrent kan se hen til næste hæk. Vi bliver svimle hvis vi kigger ned. Så vi sidder og pipper de samme lyde fra morgen til aften. Vi synger om vores verden, som er den verden vi kan se, og vi synger ”at det er den eneste verden der er” – og det er godt, tænker vi.

 

De nysgerrige sjæle

Derfor ser man, at åbensindede typer søger oplevelser fra de står op til de går i seng. De ved, på et dybt plan, at nye omgivelser leder til at vi opdager mere af os selv, fordi det nye aktiverer nyt i vores indre. Måske det ikke en gang er os selv, der spejler os i verden, men snarere verden der spejler sig i os? Vi bliver på en måde til en del af verden, når vi giver os i kast med den. Kan du undsige dig, at have følt dig draget af verden?

Nye omgivelser leder til nye indtryk, som leder til nye processer, hvor vores gamle minder kombineres med nye, bliver større, eller helt erstattes af nye idéer.

Så hvis det gamle begrænser vores udsyn må det modsatte også gøre sig gældende. Nøglen til udvikling af selvet er altså mødet med det ukendte.

Til dette formål har mange af vores største tænkere fundet gåturen ideel.

 

Vandreturen

Vandreturen giver nye indtryk i et behageligt tempo. Man skal blot finde sit eget gode tempo.

Gåturen aktiverer desuden vores ”grundtilstand”.. Hvad vil det sige? Jo, når vi går, aktiverer vi vores hjernestamme, pattedyrshjerne og vores neo cortex på samme tid. Det er som om disse hjernedele begynder at arbejde sammen i en harmoni, på et lavt blus. Dette gælder både gåturen på land, skov og bjerge. Det føles behageligt og man oplever sig meget nærværende.

Det kræver i min erfaring, pudsigt nok, at man går med blikket rettet mod, eller over horisonten, i og med at det kan give grublerier (neo cortex over aktivering) at kigge ned medens man går.

 

Flanering

I byen, hvor man ”flanerer” i stedet for at vandre, sker der ydermere nogle af følgende ting:

  1. Man trækker vejret dybere og roligere
  2. Man kommer til at se flere folk i øjnene
  3. Kvinder smiler tilbage – også selvom man ikke har haft nogle bagtanker!
  4. Man hilser automatisk på flere mennesker end normalt
  5. Man bliver udfordret i stirre konkurrencer af livets paranoide mænd (enten smilenikker jeg, eller også holder jeg lige blikket et sekund ekstra og kigger væk, for ikke at udvise underdanighed, og for at træde ud mandens sære selviscenesættelse)
  6. Man går lidt hurtigere (hvilket rent faktisk hænger nøje sammen med sundhed, jo hurtigere du går des længere lever du!
  7. Man får mere lyst til at gå
  8. Man(d) begynder at tale lidt dybere (weird)
  9. Man får lyst til at dele det med andre (et voila)

 

Spørgsmål til udforskning

Rousseau tænkte, erfarede, levede stærkest -og aldrig var han sig selv så meget som når han foretog rejser til fods. Nietzsche, Søren Kierkegaard, HC Andersen og adskillige af vores allerstørste tænkere og kunstnere har svoret at vandringen var udgangspunkt for deres tanker og skrifter.

 

Hvad sker der for dig når du vandrer?

Nævn den bedste gåtur du har været på a) alene b) sammen med andre

Hvor ofte flanerer du?

Hvilken by, land eller områder synes du er bedst for vandring?

Hvordan forholder du dig til byen v. naturen når du vandrer – og hvordan påvirker det dig?

(Espedal/Rousseau samspiller det at vandre i det kultiverede, byen med dets teatre og museer, der pudrer det moderne livs hæslighed – og naturen det ukultiverede. )

Vandrer/flanerer du tit?

Hvad er dit favorit vandrings- hhv. flaneringstempo?

Hvor søger du hen når du vil være alene?

Hvad gør “ensomheden” ved dig

Er der forskel på at være alene og være ensom – og hvad er i så fald forskellen.

Søger du bevidst det at være alene?

Hvor tit er du alene?

Hvad tænker du om at være alene?

Foretrækker du at være ikke alene?

 

Temaet frihed går igen i vandrernes beskrivelse af gevinsten ved at gå.

 

Hvordan forholder du dig til friheden?

Er du fri?

Hvori består din frihed?

Hvordan påvirkes din følelse/fornemmelse af frihed ved vandring?

 

 

 

 

Dannelsesrejse. Retreat 2019 Kunsten at leve livet meningsfuldt.

 

Retreat i Genova, Norditalien. 2019!

En uge med fokus på dig selv. Dit sind. Din sjæl. En uge med vandreture, nydelse og livsfilosofi. Få en dybere selverkendelse via sanse-, skrive- og samtaleøvelser med afsæt i oplæg og læsning af klassiske tekster af blandt andre Camus og Montaigne. HC. Andersen kaldte denne del af Italien for verdens smukkeste. Nogle af den moderne tids største tænkere har hentet inspiration i netop dette område. Stedet er altså nøje udvalgt som baggrund for vores dannelsesrejse.

Temaer: Bevidst nærvær, lyrik og poesi, dannelsens grundbegreber, meningsfuldhed, eksistentialisme, kærlighed, venskab og selvet.

Metoder: Undervisning, vandring, skrivning og samtaler.

Inspirationskilder: Michel de Montaigne, Nietzche, Antoine De Saint-Exupéry, Camus og den humanistiske psykologi.

Retreatet afholdes to gange. Første gang d. 8.-15. April. Anden gang d. 13. – 20. maj 2018.

Kursuspris: 11.500 .-

Dette inkluderer delikat kost og logi i original italiensk bolig, samt materialer og undervisning.

Transport København – kursussted retur, bekostes af kursist. Uden for sæsonen svinger prisen for flybilletten, men ligger et sted ml. 500 – 1000 kr. tur/retur. Toget til kysten koster omkring 200 kr.

Informationsaftener

Tirsdag 30/1 Adresse: Julius Valentinersvej 18, 4. sal, 2000 Frederiksberg  

Kontakt: soren.bramsted@gmail.com Tlf.: 26255887

                thomas.markersen@gmail.com Tlf.: 28700900

 

—ooo000ooo—

Det daglige program

8-9:30 Vandring

9:30-10:30 Brunch

10:30-13 Dagens tema

13-14 Let frokost

14:30-17 Vandring

18-19 Middag

19-20:30 symposium/fritid

Metoder: Oplæg og undervisning – Vejledte samtaler – Skriveøvelser – Læsning – Vandring – Dagbog, notesbog – Symposium

Nærvær. Øvelser i at ankomme. Om at observere, iagttage og beskrive. Kunsten at folde nuet og tankerne ud i samtaler og skrivning.

Vandring og dannelse. Nogle af de største filosoffer og forfattere fik deres bedste idéer på vandreture, vi tager notesbog med og går i deres fodspor.

Meningsfuldhed og eksistentialisme. Vi taler om at finde egne eksistentielle sandheder i en tid med stor tvivl, valg og fravalg. Vi taler om at finde formål og eksistentiel tyngde.

Kærlighed, venskab og singleliv. Vi analyserer på relationerne i vores liv, på spillet mellem det maskuline og det feminine i os selv og mellem hinanden.

Minimumskrav til tilværelsen. Vi taler om hvad vi hver især vil kræve af vores hverdag og vores fremtid, samt kunsten at kunne kommunikere egen sandhed så godt som muligt. Autenticitet.

 

søren.jpgSøren Bramsted. Historiefortæller, forfatter og underviser. Søren underviser blandt andet i erotisk skrivning hos Joan Ørting, og er for tiden fast historiefortæller hos Carlsberg. Hans spidskompentence er mundtlig og skriftlig formulering og formidling af vores indre strømme, hvilket netop er et af omdrejningspunkterne på vores retreat.

 

tbm

Thomas Markersen. Autoriseret psykolog. Filosofi- og idéhistorienørd og blogger. Med hundredevis af artikler og TV optrædener er han en aktiv del af samtalen om psykologi og livskunst i Danmark.  Har i 15 år arbejdet som terapeut, konsulent og underviser. 

 

Herunder: Billeder fra Rapallo/Genova, hvor Friederich Nietzsche og HC Andersen nedfældede mange af deres tanker. Det er dette eller tilsvarende hus vi kommer til at bo i.

hus udefra

swimming pool

rapallo

t og v og s