Hvorfor du ikke skal være i nuet. Et opgør med “mindfulness-nuet”

(billede af Platons sjæle allegori, rytteren repræsenterer sjælen, den hvide hest åndeligheden, den sorte vores vildskab)

NB. Selvfølgelig skal vi forsøge at være i nuet med vores opmærksomhed, følgende skal ses som det for mig at se lidt for livsfornægtende, buddhistiske “mindfulness-nu”.

Vi går alle efterhånden rundt og prædiker, at vi skal være i nuet. Hvad betyder det egentlig? Man kan jo for eksempel ikke lade være med at være i nuet, hvis du fx prøver at komme væk fra ét nu, finder du dig blot i et nyt.

Snakken om det vigtige ved at ”være i mindfulness-nuet” tager jeg til at betyde, at man skal være løbende bevidst om virkeligheden og dens strømme af indtryk der opstår i ens indre og i omgivelserne, uden at forfalde til vurderinger af indtrykkene såsom godt/skidt, grimt/smukt, rigtigt/forkert, for i så fald fyldes det indre lærred hurtigt ud af sindets myriader af abstraktioner og fantasier, som fortrænger det dyrebare øjeblik.

Det lyder jo godt, for her hædres livets påhit, men hvorfor give abstraktioner, vurderinger og fanatiser et dårligt navn? Hører de ikke med til livets påhit?

Fanget mellem det besværlige sinds myriader af tanker og fantasier og ”mindfulness-nuet” finder jeg mig nu engang bedst tilpas. En kompleks balance, som vi hver især må være kaptajner af. Det vil jeg skrive om i det følgende.

Og lad mig slå fast, at jeg elsker at være bevidst nærværende i nuet, men kun hvis det lige tager mig, jeg føler intet pres, og værdsætter mit tankeliv mindst lige så meget.

 

Det besværlige sind

Hvis man er så meget i egne tanker, at man knap ænser hvor man er, kan et bevidst nærvær på nuet være en god idé.

En test på psykisk sundhed er således simpel: Spørg folk hvad de har oplevet i løbet af dagen, hvis de ikke kan fortælle om deres dag, har de højst sandsynligt været belemret med deres eget sinds forviklinger.

Herunder kan du læse min litterære helt Montaignes (1533-1592)  beskrivelse af sit eget sinds forviklinger:

”Da jeg for nylig trak mig tilbage til mit hjem, fuldt og fast besluttet på, så vidt det var mig muligt, ikke at give mig af med andet end at tilbringe den smule tid jeg endnu har tilbage (han var 38 år gl. og lidt teatralsk) i ro og ensomhed, syntes jeg ikke jeg kunne gøre min ånd en større tjeneste end at overlade den til fuldstændig uvirksomhed, lade den beskæftige sig med sig selv, dvæle ved sig selv og hvile i sig selv. Hvilket jeg håbede, at den fra nu af ville have så meget desto lettere ved som den med tiden er blevet mere præget af alvor og modenhed. Men jeg synes tværtimod at den ter sig som en løbsk hest og har hundrede gange så travlt med sig selv som den før havde med andre. Og den nedkommer med så mange fantasifostre og vandskabninger i én pærevælling og uden mål og med, at jeg – for i ro og mag at kunne betragte dem og se hvor tåbelige og besynderlige de er – er begyndt at skrive dem ned i håb om med tiden af få den til at skamme sig over det.”

   – Montaigne, første bind, essay ”om uvirksomhed”

”Menneskene er sig ikke deres medfødte åndelige sygdom bevidst. Tanken bestiller ikke andet end at snuse og søge, går hele tiden i ring, bygger og vikler sig ind i sit eget værk, som vore silkeorme, og bliver kvalt i det”

-Montaigne, tredje bind, essay ”om erfaring”

 

Man kan naturligvis også blive forblændet af sit sind, når man er sammen med andre. Som da Clement Kjærsgaard, Martin Krasnik og Carsten Jensen var i TV studie samtidigt, og man reelt bevidnede seks personer i samtale, dem selv og deres respektive forhold til sig selv.

Hvis man grundet selvoptagethed eller frygt for hvad verden end måtte rumme, har mere travlt med at høre på sig selv end andre, når man samtaler, kunne man godt bruge noget mere bevidst nærvær.

Der er altså mange grunde til at være opmærksom i nuet i stedet for at lade tanker kredse om eget ego, eller alt muligt og umuligt som fantasien skaber. Men kravet om et ”bevidst nærvær i nuet” som en forudsætning for et sundt liv med ro i sindet, bliver altså ved med at skurre i mine ører. Måske jeg slet ikke ønsker ro i sindet?

 

Det besværlige mindfulness-nu

Idealet med mindfulness i et buddhistisk perspektiv, er, skarpt sat op: At forsøge at stilne sindets forstyrrende strømme af begær, komplekser, tanker og følelser arketypiske mentaliteter (fx lyst til leg, snak, kærlighed, elskov, konkurrence, spisning etc), for på den måde at transcendere lidelserne forbundet med dem i en stillesiddende opstigen mod et endnu udefineret Nirvana.

Problemet for os vesterlændinge er imidlertid, at vi som regel ikke tror på reinkarnation, hvorfor vores begær bliver det livgivende snarere end det modsatte.

Nietzsche så således mindfulness-nuet som opium, der skulle lulle vores ønsker og vilje i søvn. Mine parenteser, for forståelsens skyld:

”Lykkelig den, der bor nær denne vismand (Buddhaen)! En sådan søvn (meditativ tilstand) smitter, endog gennem en tyk væg smitter den.”

”Hans visdom byder: Vær vågen for at sove godt. Og sandelig: havde livet ingen mening og skulle jeg vælge det det meningsløse, så ville dette også for mig være det meningsløse, der var mest værd at vælge.”

 ”For alle disse fejrede lærestolsvismænd var den drømmeløse søvn højeste visdom: de kendte ingen bedre mening med livet.”

 ”Salige er disse søvnige (mediterende): for snart skal de blunde (dø).”

– Nietzsche, ”Zarathustra: Om dydens lærestole”.

 

Alan Watts (1915-1973) som var en af flippertidens helt afgørende skikkelser inden for introduktionen af Zen, spiritualitet, mindfulness og Buddhisme til vesten synes lig Nietzsche også at have fået nok af det frelste kald til bevidst fokus på nuet. Her citerer jeg ham frit efter hukommelsen:

”Når man har roet over til den anden side (evnen til at være bevidst nærværende i nuet), kan man godt gå på land (lade sindet passe sig selv).”

 ”Intellektuelle og buddhister kritiserer mig for at tage det afslappet med meditation, men de er bare sure over at de stadigvæk står i svingdøren (meditationen) og jeg er gået ind på museet (livet)”

 ”Når du har modtaget beskeden (fornemmelsen af samhørigheden med ”altet”) kan du godt lægge på igen.”

– Alan Watts

 

Vi kan altså uden videre kritisere ”mindfulness-nuet”. Det moderne problem er imidlertid, at mange oplever at deres begær og frygt aktiveres så intenst af det pulserende liv, at de ikke kan komme ud af deres som oftest indre konflikter, hvor meditationspauser viser sig et særligt svalende bad for den opkogte hjerne. Mindfulness-nuet kan altså uden videre betragtes som en slags ideel kur til tiden, og lad mig skynde mig at tilføje, at jeg da også benytter mig af mindfulness i forbindelse med terapi, ligesom jeg mediterer lidt af og til. Meditation lukker for mange op for en åndelighed, der giver en fantastisk selvforståelse og sjælero, men som en måde at leve på? Nej, egentlig ikke.

Når den søde mindfulness munk Thich Nhat Hanh går med bevidst nærvær på jorden, siger han, at han går, som kyssede han jorden med hvert skridt, skal jeg hilse og sige, at han ikke kan have prøvet at kysse en kvinde, der virkelig har savnet ham.

Og det bliver ikke bedre, når man opdager hvor mange meditationsudøvere bliver endnu mere selvoptagede af meditationen end de var til at begynde med. De har ikke læst på deres Jung, der advarede om den nærliggende fare for storhedsvanvid i den dybe meditations møde med altet. (“Altet” er en oplevelse af en større sammenhæng der ofte kommer sig af Mindfulness meditation på nuet på meget lave hjernebølger, sådan rent lægevidenskabeligt beskrevet.) En ting er, at identificere sig med sit ego, det kan være belastende nok for omgivelserne, når folk så begynder at identificere sig selv med altet, er de ikke en gang til at være i stue med. Bølgerne går især højt når især de åndelighedsforblændede mænd tror at de har transcenderet deres seksualitet og dyrker gruppekram  (det har de som regel ikke).

 

Livet mellem det besværlige sind og mindfulness-nuet

Forskningen viser at lykkelige mennesker kan kendetegnes ved at de tænker meget på fremtiden, og at de ikke dvæler så meget på nuet. Hvilket står i skarp kontrast til vores forestillinger om at vi bliver lykkeligere af at være bevidst nærværende i nuet, selvom det er lidt mere komplekst end som så.

Selv på Montaignes tid, tro det eller lad være, snakkede man ifølge ham også meget om at være i nuet. Det kritiserede han ved at beskrive, at når han forestillede sig noget godt ude i fremtiden, lyste det tilbage på hans oplevelse af nuet, og gjorde oplevelsen af nuet endnu bedre.

Du kan måske slet ikke gøre noget bedre for dit nærvær i øjeblikket, end at leve for noget!

Hvad skulle der dog også være galt med vores stræben, vores målrettethed og vores begær. Hvilken perversion er det dog først at betvivle vores seksualitet og derefter vores vilje, hvad ville det næste være? Vores syn?

Forskningen viser at meditation ligger meget højt på aktiviteter der opleves som meningsfulde, men det er altså også lykken at vide at man nærmer sig noget værdifuldt. Selv munkene kan ikke undsige sig at de bevæger sig mod Nirvana.

Skal vi være enige om, at hvis vi er mennesker, og det er bevægelse livet vil have, at det er mere tråd med logik, at bevæge os med hele vores menneskelighed? Hvorfor skulle for eksempel vores kønsdele og vores vilje ikke tælle med som menneskelighed?

” Flow”, den eftertragtede tilstand af at være opslugt af en aktivitet, er i øvrigt også tegn på at du er i optimal i bevægelse og udvikling. Den er på et neurobiologisk niveau udtryk for en udviklingsproces der er så kraftig, at selvrepræsentationen aflyses for en stund, så man glemmer tid og selv i en mild ekstase.

Når udvikling føles godt, er det ifølge hjerneforsker Dan Siegel og Professor i psykologi Jordan Peterson et resultat af, at bevidsthedens liv foregår mest intenst i feltet mellem yin og yang, mellem differentiering og integration. (differentiering: at skille det ukendte/Yin/kaos ad for at integrere det i større helheder/yang/orden).

Oplevelsen af meningsfuldhed synes altså at komme sig af, at man bliver klogere og får det bedre, eller bidrager til at andre bliver klogere eller får det bedre.

Her har min ligeledes ordrige kollega Svend Brinkmann så vidt jeg forstår, fat i den korte ende med ”stå fast”, for hvis livet og bevidsthedens væsen er bevægelse, må lykken i princippet være det, at bevæge sig godt. At det er en evigt konfliktfuld sti kan vi dog ikke komme uden om, men hvem sagde at det gode liv skulle være nemt?

 

Afrunding 

Montaigne studser flere steder over glæden og elendigheden ved et liv i bevægelse. At findes og selv i krydsfeltet mellem tankernes og følelsernes liv på den ene side og vores stoiske, mindful-agtige bremse på dem på den anden side, er et dilemma for ham, som det er for mig:

”Der er ingen ende på vores efterforskning, den afsluttes først i næste verden. Det er tegn på kortsyn eller udmattelse hvis tanken stiller sig tilfreds. Ingen velbegavet ånd slår sig til tåls med sig selv, den stræber altid videre og længere end kræfterne række, den tager tilløb til mere end den kan klare. Hvis den ikke er på vej fremad og maser på og bliver sat til vægs og render sig staver i livet, lever den kun halvt. Dens stræben kender ingen grænser, ingen form, den lever af undren, søgen og dunkelthed. Det afslørede Apollon tydeligt nok ved altid at tale tvetydigt, dunkelt og underfundigt (Oraklet fra Delfi talte i tåger)… Tanken er en springende, uafbrudt bevægelse, uden mønster og uden mål og med, indfaldene opildner, følger og bevæger hinanden.”

– Montaigne, tredje bind, essay ”om erfaring”

 

Vi giver sidste ord til Platon, der så sjælens fornemmeste opgave, som den, at styre hestespandet af fornuft, den hvide hest, og begær, den sort hest, i samme retning. Lad os så forestille os at den hvide hest er mindfulness-nuet og den sorte hest er vores menneskelighed, og at vi som Platon pointerer, har behov for begge. Lad så blot minfulness-nuet være en guide til hvordan vi bedst udlever vores menneskelighed, i lige dele fuld galop og dovent ridt, i harmoni med de myriader af fantasier og det begær, som kroppen er arving til.

Og lad folk ride den hest de har det bedst med, så længe de ikke rider rundt i andres blomsterbede.