Børnemagt, debatindlæg i Weekend Avisen

Børnemagt Ungdomsoprøret gjorde op med den sorte skoles kæft, trit og retning. Det var en positiv udvikling. I magttomrummet opstod imidlertid en slags laissez faire-pædagogik, og det lider vi måske stadigvæk under? Blandt eliten, som jeg husker det i min opvækst i firserne, var det et udtryk for »godhed« at være lidt lallet. Man ser ekkoer af det i den ustandselige hippie Jakob Holdt (Amerikanske billeder), der for nyligt beskrev en voldtægt begået mod ham selv som ung som filosofisk inspiration. Med bz-bevægelsen og postmodernismen var reglen fraværet af regler. Anarkiet havde en romantisk og selvforherligende tone. Man hverken kunne eller skulle bestemme noget. Oplysningstiden var yt. Det hed, at virkeligheden ikke har en »essens«, og når alt flyder, kan viden om livet ikke akkumuleres, og den personlige karakter ikke udvikles. Følgelig er man suspekt, hvis man mener at vide noget. Vi har været vidner til et langvarigt, længselsfuldt og intellektuelt set uigennemskueligt (og dermed uangribeligt) frontalangreb på autoritet. Manerer var borgerlige, og læring, for eksempel lektielæsning, satte bare elitens børn over de svagere stillede børn. Frihed var alt. Lægen kaldte ikke sin 13-årige dreng til orden, hvis han rendte rundt i gaderne og røg hash. At man, som undertegnede, skulle tvinges til klaverundervisning midt i laissez faire-universet, føltes som et sært overgreb. Den intellektuelle klasse mistænkeliggjorde og underminerede altså de voksnes vilje, lyst og evne til at bestemme og mindskede hermed også børnenes mulighed for at udvikle karakter. (Man udvikler kun karakter når man tolererer at være i »ulyst«, mens man gør det, man skal.) Forbryderen blev slået til helgen i Michel Foucaults “Disciplin og straf”, og “Folk og røvere i Kardemomme by” var et hit blandt flipperforældre, for her blev røverne en slags medhelte. Politikasketten blev spist af næsehornet i “Otto er et næsehorn”, hvorpå politimanden fik en bajer med de andre og endelig lærte at slappe af, forstås. Ulemperne ved den sorte skole var mange, men der var trods alt nogle, der turde have ansvaret. Ansvarsforflygtigelsen blev sat på formel i postmodernismen og poststrukturalismen, teorier, der stadigvæk er dominerende på blandt andet humaniora og samfundsfag. Det travle liv spillede også en rolle i laissez faire-opdragelsen. Forældreansvaret er tidskrævende, og travle forældre ved, at det tager meget længere tid at lade børn gøre ting selv end at gøre tingene for dem. Måske dovenskaben også spillede en rolle. Forældreskabet kræver, at man går på kompromis med det, man selv vil, mens man støtter børnene i at gå på kompromis med deres tilsvarende impulser. Uanset hvad vil man, som Nietzsche bemærkede, blive ledet af andre, hvis man ikke selv vil påtage sig lederskabet. Hvilket mange forældre jo nok må sande. Hvis du ikke vil bestemme over børnene, begynder de jo at bestemme over dig. Man skal nok ikke lede efter det forsvundne ansvar i tidens tekstbøger om pædagogik og børnepsykologi. Selv den anerkendte socialpsykolog, Per Schultz Jørgensen, der uden skelen til politisk korrekthed skrev om, at børn skal være »robuste«, synes optaget af den »forhandlende opdragelse« som ideal. Man er inden for det pædagogiske og børnepsykologiske felt enige om, at tidens store problemer er vægelsindede forældre og usikre børn, for eksempel: »Når børn har vævende og usikre forældre, som ikke er tydelige omkring deres grænser, bliver de ekstremt kontaktsøgende. De vil hele tiden udfordre vores nej og være krævende og klæbende, fordi de er lidt ude af sig selv, fordi der ikke er en voksen til stede.« Samtidig anbefales det flere steder, at man dropper »opdragelsen« og taler til børn, som man taler med voksne. Etablissementet anbefaler altså mere af det, som er problemet til at begynde med. Måske vi gør en dyd ud af nødvendigheden, for hvis man ikke evner at bestemme over barnet, må man jo ty til forhandling for at få et »ja«. Forloren som forhandlingen end måtte være. Og måske vi hæver dem op og ind i en symmetrisk relation, som en form for syndsforladelse, fordi vi ikke synes, at vi er nok til stede i deres liv. Uanset hvad kan forhandling med børn ikke betragtes som opdragelse. Det ligeværd, som børnene vandt i hippietiden, synes at være gledet over i »ligestilling«. Børn har fået mere magt, end de kan administrere, forældre er bange for at tage magten på sig, og lærere og pædagoger må ikke. Jeg tror også, at det store udsalg af regler og retningslinjer omkring, hvad man må bestemme, og hvad man for eksempel bør dele med børn, skrider, fordi vi bare ikke har nogen idé om ret og vrang. Vi nøjedes nemlig ikke med et opgør med autoritet. Familien blev splintret. Vi er ved at opdage, at man ikke både kan aflive traditioner og fjerne bedste- og oldeforældre fra opdragelsen uden at miste pædagogisk visdom. Vi er verdenshistoriens første usuperviserede forældre i en enormt kompleks tid. Midt i al den uvished skal vi vise, at man som voksen kan træffe beslutninger og stå ved dem. Barnet skal kunne afprøve livet i tryg og ansvarsfri leg med forældre, som er gode, ærlige, kærlige og ansvarsbevidste rollemodeller. Når børn er sammen med selvsikre voksne, kan man se, at de bliver lettede. Deres skuldre er nemlig for spinkle til det ansvar og den forhandlingssnak som flipper- og anarkistpædagogikken læsser på dem. De fleste kender til at være kommet til at formulere noget, man ønsker, at barnet gør, som et spørgsmål og dermed åbne for en nedslidende forhandling og magtkamp. Intuitivt ved vi, at den demokratiske og forhandlende forælderstil er et symptom på vores egen uformåen. Så lad være. Tag hellere noget ansvar. Giv rum til at lade barnet føle sig set, hørt og forstået, og bestem det, du synes, der er vigtigt.