Foto: @nate_dumlao / unsplash.com
—
”Hvad skal jeg gøre?”
”Fortæl ham sandheden.”
” … hvad mener du?”
” .. altså du kan for eksempel sige: du er min bror, og jeg havde faktisk behov for at du forholdt dig til den mail jeg sendte til dig… For du bad ham jo om feedback ikke?”
”.. nej, egentlig ikke” han kiggede ned, og smilte forlegent.
De to brødre var fælles om at være uægte, eller uærlige. De var ikke til stede i relationen. Den ene bad ikke om feedback, og den anden spurgte ikke hvad pointen med e-mailen var. Og som man så ofte ser, bæres smerten af de uægte relationer kun af den ene. Det er som regel den mest tålmodige der bærer smerten. Idealisten. Den der mildt forventer en slags gensidighed som den anden, eller de andre, måske slet ikke har i tankerne.
Jeg kiggede på ham med en slags broderlig kærlighed:
”Hvorfor skrev du ikke: Vil du give mig noget feedback…?!”
Det kunne han ikke svare på.
”Okay”, sagde jeg. ”Måske du alligevel burde følge op, og sige at du godt kunne tænke dig, at han fortalte hvad han tænkte? Han så lidt rådvildt på mig. Jeg kiggede nøje på ham for at sikre mig, at det følgende jeg sagde, matchede det han havde på hjerte, men som han ikke selv formåede at artikulere:
”Kære bror. Det der jeg sendte til dig den anden dag, vil du ikke nok lige kigge på det, og give mig feedback, for det er vigtigt for mig..”
Jeg kiggede på hans reaktion på det sagte. Han kunne tilsyneladende ikke lide tanken om at ligge under for sin bror på den måde. Han kunne ikke lide at skulle være den sårbare. Den, der med hatten i hånden beder om noget. Nu tænkte jeg, at jeg måtte få ham til at forstå, at den der udviser en sådan sårbarhed ofte udviser den største styrke. Så jeg fortalte ham tre korte historier.
Første historie: I bogen ”Fraværende fædre, fortabte sønner”, som jeg kan anbefale, hører vi om hvordan mange først lærer deres far at kende når han ligger for døden. Mange af os mænd er nemlig så lukkede og tilknappede, at vi først blive ægte når vi ligger for døden. Det er som om, at vi her endelig forstår, at egoets død er den lille død, i forhold til den store – egentlige – død. Egoets tilskikkelser, vores selvforståelses forhippelse på social kontrol og facade, falmer i betydning set i relation til den store død, om man vil. (han forstod heldigvis hvad jeg mente, og jeg fortsatte)
Anden historie: Det er som om, at en forestående død kan få os til at fremstå mere ægte og ærlige. Og det var faktisk en del af Maslows overvejelser om det ”selvrealiserede” menneske, som han så som et, der ikke gik op i at være 100 % procent i kontrol med noget, eller være elsket og beundret af alle, men levede som om han kun havde 48 timer tilbage.
Tredje historie: Du skal jo i det hele taget ikke betragte selvværd som et pokerspil med begrænsede sæt jetoner til din rådighed. Hvis du ikke føler at du har særligt meget selvværd, og derfor ikke tør at risikere dig selv socialt, kan du ende med at blive helt fraværende i det sociale liv. Du skal se det sociale som et pokerspil, hvor du automatisk vinder hver gang du gambler, næsten uanset hvad, for livet belønner som regel den aktive.
”Så”, sagde jeg: ”du taber ikke ved at udvise sårbarhed. Om noget vinder du!”
Han svarede: ”Jamen, hvis jeg beder ham om at kigge på det, så siger han sikkert bare et eller andet, lidt smart, lidt akademisk… måske.. Altså jeg tror ikke at jeg får noget ud af det”
Her kiggede jeg på ham, og besvarede hans tvivlsomme blik:
”…det bedste du kan gøre for dig selv, er, at sige din sandhed. Uanset hvordan andre reagerer.”
Min intelligente klient kiggede nysgerrigt på mig, jeg fortsatte:
”At tale sin sandhed, er for mig”, sagde jeg, ”at tale på en måde hvor pandelapperne, det vil sige ens klare tanker, samt følelserne og fornemmelsen helt ned i solarplexus fortæller dig, at nu siger du noget, der opleves sandt for dig. Og dét er ikke bare det bedste du kan gøre for dig selv, det er også det bedste du kan gøre for andre. Det er selvfølgelig ikke sådan, at den, der taler fra dette sted altid har ret, men man har alligevel opført sig efterligneligt og inspirerende med sin ærlighed.”
For ligesom at sælge denne ”ægthed” noget mere sagde jeg:
”Apropos pokeranalogien. Den der taler fra dette ”ægte sted” vinder som regel. For hvis man taler her fra, er det som de mere tilknappede slet ikke kan følge med…”
Her måtte jeg kortvarigt stoppe mig selv. Jeg fortsatte: ”Faren er, at man kan man blive selvfed med denne fornemmelse af at tale sin sandhed, og så er man ikke et hak bedre end nogen andre. Som Montaigne sagde, omtrentligt: ”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig.”. Denne oplevede ”sandhed” skal altså altid ledsages af godhed. Og, ikke at forglemme, ydmyghed, for et ærligt menneske ved jo, at han ikke ved alt, igen, som Montaigne også sagde ”hvad ved jeg?””
Så måske du skal sige til ham:
”Det er vigtigt for mig, at du læser det jeg sendte til dig, og fortæller hvad du synes, for det betyder meget for mig. Jeg ville gøre det samme for dig. Du er min bror, og jeg vil gerne kunne have sådan et slags forhold til dig.”
…
Eftertanke: Det er ret vildt, at vi så nemt glemmer at sætte os selv i hinandens sted.
Er vi så optagede af os selv og vores egne behov, at vi glemmer at spørge ind til andre, at vi glemmer at give udtryk for hvad vi har brug for. Kommer vi, i den pulserede hverdag, til at tro, at den anden ved hvad vi tænker?
Forandringspunktet er under alle omstændigheder én selv. Vi skal være bedre til at artikulere det vi tænker, og fortælle hvad vi har behov for. Ikke bare for vores egen skyld, men også for at inspirere andre til at gøre det samme.
Som ringe i vandet kan din kærlighed til dig selv og den medfølgende selvfølgelige ret til at fortælle om dine behov, skabe en kærlighed i andre, i dine relationer og deres relationer, vi er nemlig altid hinandens inspirationer. Og nu har jeg kastet en lille sten i dammen. Skal du også være bedre til at sige dine sandheder?