Neurodivergent – at være skruet sammen på en anden måde

Referat:I teksten reflekteres over begrebet “neurodivergent” og dets stigende anerkendelse, der omfavner forskellige mentale tilstande som ADHD/ADD og autisme. Der argumenteres for en øget accept af det anderledes ved at fokusere på fælles oplevelser snarere end at lade diagnosesprog afgrænse individer. Teksten tager et humanistisk afsæt og opfordrer til at forstå menneskelige erfaringer på tværs af neurologiske og personlighedsmæssige forskelle. Der sættes også fokus på manglende balance mellem tænkning og fornemmelse, samt udfordringer ved mentalisering. Afslutningsvis opfordres læseren til at undlade at dømme andre og at acceptere mangfoldigheden af menneskelig erfaring og identitet.

Skruet sammen på en anden måde

I dag oplever vi en stigende anerkendelse af mentalt anderledes mennesker med begrebet “neurodivergent”. Betegnelsen omfavner bl.a. ADHD/ADD, autisme. Her søger vi at bidrage til bevægelsen i retning af større accept af det anderledes ved at udforske, forstå og reflektere over oplevelsen af at være menneske med og uden neurologiske og personlighedsmæssige udfordringer. Mens diagnosesproget uvægerligt afgrænser individet fra det fælles menneskelige, understreger vi vigtigheden af et fokus på oplevelserne.

Med begrebet “neurodivergent” søger man en betegnelse der insisterer på, at man ikke har en skrue løs, men at man er skruet sammen på en anden måde.

Det er et essay og skal ikke ses som et autoritativt skrift. 

 

Et humanistisk afsæt

Vi tager afsæt i den humanistiske grundtanke, at intet menneskeligt er noget menneske fremmed. Indsigt i, at man kan genkende, hvad en person med ADHD eller autisme oplever, kan bidrage til den accept og medfølelse, som samtidens bevægelse sigter efter.

 

 

Psykiatrisk diagnostik og fremmedgørelse

Ud fra det humanistiske perspektiv bør vi forholde os skeptisk til psykiatrisk diagnostik. Man skaber her, ud fra bedste hensigter, en væsensforskel mellem oplevelsen af autisme, ADD/ADHD, bipolar lidelse eller en personlighedsforstyrrelse. Men følelser og tanker og sociale skavanker såsom stress, forvirring, lavt selvværd, utryghed ved sociale situationer og fornemmelsen af at være anderledes, er dybest set det samme på tværs af disse betegnelser. Faktisk er ingen af disse oplevelser nogen fremmed. Psykiatriens videnskabelige indkredsning af kategorier af mentale problemer har altså den bivirkning, at fremmedgøre de mentalt anderledes fra flokken. Som var mange af de ubehagelige oplevelser, der er forbundet med at have en af disse diagnoser, særegne tegn på noget sygt eller forkert. Noget man kan skamme sig over. 

 

Fokus på oplevelsen 

Pointen er, at det kan være gavnligt at anskue det brogede emnefelt på en “eksistentiel fænomenologisk manér”. Eksistentiel fænomenologi” er det knoklede begreb for “menneskets oplevelse”. Her kan vi forstå, at oplevelserne forbundet med tilværelsen, kan være ens på tværs af os alle. Det skriver jeg ikke for at undervurdere den elendighed et liv som neurodivergent eller personlighedsforstyrret kan medføre. 

 

Evolutionspsykiatri i horisonten – i parentes bemærket

Vi har nu problematiseret psykiatrien fordi den har den bivirkning, at den gør det alment kendte til indikatorer på sygdom. Det giver os en form for kattepine, for begrebet “neurodivergent” kan ses som en afgrening af den identitetspolitiske bevægelse hvor man omfavner sin diagnose i et fællesskab med andre diagnosticerede, altså søger man at skabe et tilhørsforhold blandt en defineret minoritet, der sammen kan kæmpe for rettigheder. Det er et paradoks. Det er min tolkning, at kampen for anerkendelse ikke kan gøres bedre for nu. Man må arbejde med det fælles sprog. Allerede nu er der dog forskere der med stor interesse for evolutionspsykologi, arbejder på at definere disse tilstande på en mere positiv måde, med afsæt i overvejelser om tilstandenes og forstyrrelsernes evolutionære funktion. Vi får at se, om der vil dukke nye betegnelser op, der både beskriver og anerkender det anderledes fungerende menneske.

 

Forskellige grader af oplevelser 

Der er naturligvis forskelle i styrken og mængden af de alment menneskelige oplevelser. Nogle oplever for eksempel store mængder angst, andre oplever kun angst et par gange i løbet af livet. Nogle får deres jeg-funktion kraftigt undermineret af opstemthed, mens andre bare har råbt sig hæs i ekstase på et fodboldstadion. Nogle har ikke vidst hvad de skulle stille op med sig selv til en fernisering, andre har skjult sig på toiletterne i alle frikvartererne i gymnasiet.

 

De “udvidede” oplevelser

Med neurodivergens eller personlighedsforstyrrelser vil man i højere grad end andre udvikle depressive og ængstelige tilstande: En følelse af, at tingene nok aldrig bliver bedre, at det går lidt for hurtigt til at man helt kan følge med, en som regel ikke-bitter erkendelse af at være “odd”, eller “ulige”, i en kugleramme til lige tal. Men selv her, vil de fleste kunne sætte sig ind i disse erfaringer med almindelig empati – hvis man ellers lytter.

 

At være på planeten for første gang

Mange med neurologiske og personlighedsmæssige udfordringer kan have det, som var de landet på en fremmed planet. Og her er pointen endnu en gang: Sådan kan vi alle ærlige mennesker have det. For det er jo sandt. Vi er her alle for første gang. Måske, for at præcisere det og vise respekt for vores mere udfordrede venner, kan vi sige, at det for den neurodivergente, må være lidt som at være den første af en ny art på planeten. Det hele må undersøges på ens egne præmisser. Det, som andre synes at forstå, forstår man åbenbart ikke selv lige så godt, hvorfor man må tænke voldsomt meget over tingene. 

 

På kanten af det sociale

Man kan sige, at mange neurodivergente har “knas med mentaliseringen”. Det betyder evnen til at forstå og tolke ens egne tanker og andres tanker, følelser, ønsker og intentioner. Hvor man attribuerer mentale tilstande til sig selv og andre for at forklare og forudsige adfærd. En proces der er afgørende for dannelsen af sociale forbindelser og samspil. Når man har svært ved mentalisering vil det sige, at man kan have vanskeligt ved at tolke og dermed rumme egne oplevelser, samt læse andre mennesker, og derfor kan have svært ved at omgås andre på en spontan og afslappet måde. 

 

Manglende balance mellem tænkning og fornemmelse

Det kan ses som, at man vægtede tænkningen højere end fornemmelsen. Mens tænkningen pr. princip er en individualitets funktion og derfor på sin vis fremmedgørende, er fornemmelsen dybt socialt orienteret og udgør dermed en adgang til andre og følelsen af at være normal. Det lyder komplekst, men se for dig,  hvor nemt det kan være at danse, godt eller dårligt, med andre (fornemmelsen) og hvor svært det kan være at konversere (tænkningen). 

 

Fremmedgjort

Og her, med anstrengt tænkning bliver man som en opdagelsesrejsende, der må eksperimentere sig frem med frygt for at træde forkert. Her ser vi overlappet mellem ADHD/autisme og personlighedsforstyrrelserne. Hvor nogle med personlighedsforstyrrelser sædvanligvis automatisk, gennemtvinger en forstenet verdensforståelse ned over deres omgivelser for at reducere deres uro, er mange med autisme og ADHD mere ydmyge, ganske ubevidst for den sags skyld, i deres forvirring over hvad der foregår. Det skal tilføjes at de med de såkaldte personlighedsforstyrrelser jo bidrager til deres angst og mindskede livskvalitet, ved at projicere fastlåste forestillinger på omgivelser og relationer. 

 

Velkommen til festen

Uanset hvordan samfundet er skruet sammen, vil de, der er anderledes, altid få flere tæv af tilværelsen end andre. Men forhåbentlig vil alle neurodivergente og de med personlighedsmæssige udfordringer stoppe med at skamme sig. Vi kan alle mødes om frygten for at være anderledes. Skam hjælper ingen. Skam er ligesom muskatnød i lasagne. Man har kun behov for en knivspids, en hel teske gør lasagnen uspiselig.

Det gælder for mange med personlighedsmæssige og neurologiske udfordringer, at man entrerer livet med enormt meget bagage. En bagage man ikke bør lade sig tynge af på vejen ud i voksenlivet. 

 

Vi er alle fremmedgjorte, indtil vi ikke er det mere 

Opgaven bliver, at den enkelte skal vare sig for at lede efter problemet inde i sig selv, og passe på med at pege fingre af samfundet – for det er lige dele umyndiggørende. Men på bedste beskub finde frem til hvad han/hun kan og vil og derfra bevæge sig ud i samfundet med tillid til, at der er kærlighed og belønning for indsatser derude et sted. 

 

Den tabte uskyld

Det gælder os alle, at vi skal være i stand til at være den vi er med og uden personlighedsmæssige eller neurologiske anderledesheder. På en måde, er der tale om en uskyld, der skal mistes. Uskylden med dens let skjulte fornøjelse og ansvarsfrihed forbundet med oplevelsen af at være “særlig”. Trygheden forbundet med at afsondre sig af frygt for smertefulde følelser og nederlag. En uskyld vi alle galant skal lade ligge, mens vi træder ud i den usikre tilværelse. Og ja, det er meget sværere for nogle af os end for andre. 

 

Opfordring

Til alle: Pas på med at dømme andre. Lad være med at dømme andre for at føle dig mere normal selv. Accepter og elsk mennesker med deres mærkværdigheder. Tilgiv de hårde, tillad det mærkelige. Og pas på med at pylre – hverken om andre eller dig selv. Livet handler ikke kun om at have det godt, men om at gøre sig fortjent til en plads ved bålet eller i det mindste accepteret ved bålet, uanset hvilke strabadser man må gå igennem først. Det handler vel om at stå ved sig selv med fejl og mangler, styrker og ressourcer. Og selvom det lyder nærmest umuligt, skal man ikke lade sig definere af nogen, eller noget, omend en diagnose kan være nyttig på alle mulige måder. Du har ret til at være stolt over, at være skabt som du er. 

FOTO

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.