Wivels mønstre. Et portræt

Hermed et portræt af Thomas Wivel og en invitation til at se hans collager der er udstillet på Frederiksberg Allé 60a.  

Baggrunden for interviewet var, at ferniseringen fik mig til at tænke over mønstre, for det er jo netop mønstre, som er på spil i collagerne. 

 

Mønstre

At “forstå noget”, er helt principielt som at se mønstre i kaos. At forstå noget, er også som at gøre verden mere beboelig. Stjernehimlen var naturligvis uforståelig for de tidligste mennesker. Samtlige urbefolkninger begyndte dog at lede efter mønstre i virvaret. Som børn der førte blyanter fra punkt til punkt i en malebog, skabte de stjernetegn på himmelhvælvingen og gav dem gudelignende kvaliteter. Med stjernehimlen sat i mønstre og fortællinger, gjorde de universet psykisk set beboeligt for sig selv. 

 

Mønstre i kunst

Nu kommer vi til Frederiksberg Allé 60a. For her er multikunstner Thomas Wivels seneste produktion af collager udstillet. Han køber mængder af magasiner ind på dba.dk og går i gang med kunstfærdigt at klippe og klistre, og pludseligt har han en skabt et stort antal smukke kreationer. Mønstre af sort/hvidt og pangfarver sorteret og sat sirligt op i smukke rammer. Det er klart for enhver, at han har en fin næse for mønstre.

Hvad er der på spil? 

Kunstnere har det med at opdage og udtrykke universelle mønstre. Leonardo Da Vincis gyldne snits ratio hænger vistnok sammen med Fibonacci talkæden, der en slags geometrisk universel form i universet. Det hedder sig, at Van Gogh i hans mest turbulente periode, lavede lyssætning i sine malerier med en skalering der svarede til matematiske teorier om turbulens. 

 

Kunstnere menneskeliggør tilværelsen

Kunstnere synes på et helt overordnet plan at drage mønstre ud af kaos. De menneskeliggør på den måde livet for os. De omdanner lyde til musik, ord til poesi, fortællinger til tidsløse dramaer og brudstykker af “visuelle bidder” til collager, der er dragende og behagelige at kigge på.

Jeg blev så nysgerrig på, hvordan Thomas Wivel fandt frem til de harmoniske mønstre i sine collager, at jeg besluttede mig for at interviewe ham om dem. Jeg anede ikke hvad der ville kunne komme ud af det. Men så sad vi der, mandag morgen udenfor bageren på hjørnet, ved siden af udstillingen og snakkede under en baldakin i den let faldende regn.

 

At “hellige sig noget”

Vi talte om selve det, at lave collagen. “Det kræver stor tålmodighed. Det er jo ikke som at skrive kreativt, hvor man bare kan slette det hele, og starte forfra,” fortæller han. “Det er heller ikke som et maleri, hvor man kan øge et felts størrelse for at skabe mere balance farve- eller kompositionsmæssigt mere generelt. Et udklip er hvad det er. Det kan ikke gøres større som sådan.” Han begynder at forholde sig til hvad det gør ved hans koncentration: ”Det kræver stor tålmodighed at vælge motiverne, og klippe dem helt præcist ud, og sætte dem præcist hvor man fornemmer, at de skal være. Det er et pillearbejde, som jeg bliver helt opslugt af. Det er en meditativ proces. Jeg forsvinder ind i det. Tid og sted opløser sig. Det er meget forløsende og og befriende ift til den larmende hverdag. Det føles rensende.” Thomas Wivel følger op med, og undskylder for det højt svævende ord, “transcenderende”.  

 

Mærkbart

Jeg spørger ham hvordan han ved, hvornår en collage er færdig? Bruger du følelser, fornemmelser, teori om farver? Lader du det stå og vender tilbage til det? Han svarer med at “det skal være mærkbart. Der skal være balance. Jeg kan ikke bare smide en gul farve ind, et sted uden af at matche med måske en anden gul farve. Ellers bliver det bare fyld”, som han siger. “Da jeg startede med at lave collager var det bare fyld”. Jeg spørger ham, om en collage ikke bare er fyld? Og han griner. (Altså man “fylder jo på” rent praktisk talt.) Han fortæller at han har sikret sig et mere æstetisk roligt udtryk end ved tidligere collager, ved at have, som gennemgående tema, en sort hvid baggrund, som ofte har symboler for en fælles historie, fx Marylin Monroe. Denne rolige baggrund agerer lærred og udgør også noget fælles siger han.  

“Jeg kan mærke om det “går op”, siger han. Som en dans.” Og igen skammer den ordekvelibristiske komiker sig mens han siger, nærmest så ingen skal høre ham: Det er “eterisk”. Han afslutter forklaringen med håndbevægelser, som om han løber tør for ord. 

 

Lyrik

Jeg fanger et par sætninger, med min slidte blyant. “Jeg er meget optaget af det lyriske.” siger han. “Det er en måde at bearbejde og iscenesætte collagen på. Jeg er romantiker. Der må også godt være drama. Et modsvar til idyllen. Noget lyrisk organiseret. Dramaet må godt ligge latent i billedet.” Han er gavmild, tænker jeg. Man kan nemlig ikke sortere livets drama fra, man skal ikke sortere dramaet fra. Det skal netop rummes i helhederne. 

 

Det maskuline 

Undervejs får vi snakket om det maskuline, som er vigtigt for ham. Jeg ved ikke om han overvejer, at det jo er traditionelt feminint at give sig i kast med æstetik på den måde med collager, men jeg siger det ikke. Et par dage efter tænker jeg, at det faktisk giver god mening. Han er så tilpas maskulin, frygtløs, rodløs, at han prøver at skabe bånd til det feminine, som jo netop er ankeret for mange mænd. Det feminine er “animaen”, eller sjælen, om man vil. Det forbavser mig heller ikke, da jeg et par dage efter vores samtale læser i Frederiksbergbladet, at det åbenbart var hans farmor, der havde lært ham at lave collager. Der er nemlig en særlig længsel i collagerne. 

 

Os andre

Hvad vil du gerne have man får ud af at kigge på de enkelte collager, spørger jeg ham. Thomas Wivel taler om at det godt må være lidt drømmende. At det lægger op til fordybelse. Noget filmisk. Det må godt ligne en drøm, noget uafkodeligt, en mystificerende oplevelse.

 

On the road

“Collagerne bliver nok en måde for mig, at finde noget stabilitet i mit liv på” grunder Thomas Wivel. “Jeg begyndte at turnere som komiker da jeg var tyve år gammel, og er måske stadigvæk ret rodløs. Der er en ligevægt og struktur i mine collager, som der ellers er så lidt af i mit liv. Den kreative proces er også en slags eskapisme. Den får mig til at slappe af.” 

 

Atomiserede mennesker

Tiden er fløjet afsted. Det regner stadigvæk. Vi har begge travlt med mere praktiske gøremål. Jeg lukker bogen. Sjatten af kaffe er kold i papkoppen. Jeg tænker, at vi som moderne mennesker, atomiserede som vi er, hver især må forsøge at tegne meningen op, og gøre livet mere beboeligt for os selv. Thomas Wivels collager er her lidt som urmenneskets stjernetegn. 

 

Hilsen

Måske vi andre også kan finde mere ro med tilværelsens virvar, når vi betragter collagerne. Billeder der for en stund tæmmer et udpluk af input fra vores kollektive bevidsthed, med ferm æstetisk-lyrisk logik i 2D, uransagelige som mønstrene end måtte være.

Som psykolog er hvert et menneske også på en måde, som en uafgrundelig stjernehimmel for mig. Fuldkommen rigtig på sine egne præmisser og alligevel klipper og klistrer jeg og uddrager mønstre. Håber du kunne lide min collage af dig og din kunst, Thomas Wivel. 

 

Blevet nysgerrig? Besøg Gallery KN på Frederiksberg Allé 60a. Der er åbent et par timer hver dag. Lørdage: 10. oktober 12.30 – 16, 17. oktober 12.30 – 16, 24. oktober 12.30 – 16 og 31. oktober 12.30 – 16. 

 

  

 

Published by thomasmarkersen

Praktiserende psykolog og konsulent i erhvervslivet

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: