Hvad betyder relationen til vores forældre, for den måde vi indgår i forhold som voksne?

Foto: Raphael, ‘The Voyage of Galatea,’ 1511 . Kærlighedspile der rammer/skaber sår, der genaktiverer smerte og længsel efter tilknytning.

Det tyder på, at vi er tilbøjelige til at gentage børnelivets tilknytningsmønster i voksenlivet. At vi, som voksne, styres ubevidst af mere eller mindre hensigtsmæssige tilknytningsmønstre. At vi oven i købet forelsker os i dem, der kan genaktivere følelser i os, der minder os om det vi savnede som børn.

Følgende er mine noter om betydningen af at være vokset op med utryg tilknytning for voksenlivets kærlighedsrelation. Jeg skrev det i forbindelse med research til et interview med Berlingske. Betalingsartiklen linker jeg til i bunden af noter. 

 

Introduktion

TIlknytningspsykologien fortæller, at omtrent 40 % ikke opnår det der kaldes tryg tilknytning med deres forældre. Det forringer muligheden for at opleve et godt stabilt parforhold når man bliver voksen. 

 

40 % af befolkningen har enten ambivalent tilknytning (jeg vil dig/jeg vil dig ikke), et undvigende mønster (jeg vil dig, men det er mere trygt at trække mig) eller desorganiseret (relationen aktiverer barndomstraumer med der tilhørende følelsesudbrud, trusler og frygt). Disse tilknytningsstile repræsenterer en slags psykiske forsvar, der har gjort det muligt at have det godt med forældre der ikke fungerer optimalt. 

 

Nu er det sådan med psyken, at vi er tilbøjelige til at genskabe nogle af den slags relationer og fornemmelser vi kom fra. Derfor kan en utryg tilknytningsstil fra barndommen gøre kærligheden i voksenlivet problematisk.  

 

Med et trygt tilknytningsmønster, er det nemmere at opleve komplet kærlighed som voksen. Det er nemmere at give sig hen til andre, og det er nemmere at komme igennem kriser, for man er mindre tilbøjelig til at føle sig afvist, irriteret, jaloux eller andet.  

 

I det følgende ser vi på, hvilke udfordringer man kan have i sit voksen kærlighedsliv, hvis man havde utryg tilknytning som barn. 

 

Undvigende tilknytning 

Hvis man har oplevet distance og afvisning fra ens forældre, eller man vokset op i en kontekst præget af reelt eller følelsesmæssigt fraværende forældre. Måske med udpræget træthed, stress, sygdom eller konflikter, kan man have fundet “trøst” i at trække sig fra sin forælder. Man har kunnet lave en slags “boble”, at finde ro i. En slags fantasiverden. 

 

Når man har et undvigende tilknytningsmønster som voksen, vil det stadigvæk kunne føles mere trygt at trække sig, end at nærme sig den anden. Det kan give et mønster, hvor man fx drikker alkohol alene. Du vil kunne være lidt for selvstændigt funderet til at knytte dig ordentligt til andre. Der er også en tragisk dimension på spil, nemlig den, at du i det hele taget tænker, at dine behov og følelser bare ikke er særligt vigtige, og derfor heller ikke vigtige nok til at dele med andre, hvorfor du jo naturligvis ikke føler dig set, hørt og forstået af din partner. Dette medfører også, at du kommer ud af sync med dig selv, at du bliver mindre klar over dine egne behov og følelser, og bliver dårligere til at kræve dem taget alvorligt. 

 

(Mange mænd har dette undvigende mønster, uden at de dog lider af et undvigende tilknytningsmønster skabt i barndommen som sådan, det er simpelthen bare et mere maskulint træk at være lidt mere lukket følelsesmæssigt og individualistisk. Hvor det ekstreme eksempel er autisten, som også kaldes for den “ekstremt maskuline hjerne”.)

 

Det kan tænkes, at mænd bliver mere socialt isolerede og kvinder bliver mere selvopofrende som resultat af en undvigende tilknytning. Begge strategier er selvtilsidesættende, bare på forskellige måder.

 

Med undvigende tilknytning fra barndommen kan man desuden være tilbøjelig til at zoome lidt ud, og miste fornemmelsen for hvad der foregår omkring en. Det kan også give “dissociation”, hvor man kan føle sig fremmed og helt anderledes end andre. Når du er undvigende kan du også foretrække overfladiske forhold og undgå de mere forpligtende og ægte forhold. Indlevelsen i andres følelsesliv er forringet, bl.a. fordi du simpelthen ikke forventer at andre vil møde dig i dit eget følelsesliv. 

 

Interessant nok, kan der være meget at hente i meditation for folk med denne “bagage” fra barndommen. I meditationen er man nemlig afkoblet for andre og i harmoni samtidigt. Altså kan meditation lede til en reparation (genaktivering af traume og normalisering via en åndelig forbindelse med verden) af den ulykkelige del af dig, der måtte “zoome ud” for at udholde manglende forælder nærvær i din barndom. Man kan måske sige, at meditation er en måde at zoome ud på, der er okay, og som rummer dit “indre barn”, der zoomede ud for at udholde fraværet af mor og/eller far.  

 

Idet du pr automatik undgår tilknytningen til andre, kan du ikke stole på din viljestyrke, eller “intellektuelle indsigt” ift at komme i gang med at knytte dig til andre. Der er INGEN anden vej end en struktureret løsning på problemet med undvigende tilknytning. Hvis du har et undvigende mønster som du kan vil bryde, bør du: Sætte tid af til at samtale med din partner. Et par timer om ugen. Hvis du ikke har en partner bør du planlægge sociale ting hver uge. 

 

Disse samtaler må gerne finde sted på gåture, hvor øjenkontakten og emners dybde ikke får dig til at ville trække dig. Eventuelt benytte nogle af de samtalespil der er på markedet. Du kan også læse en bog om “Girafsprog” for i det mindste få et intellektuelt indblik i hvad følelser og behov er for noget. Jeg ville også anbefale skønlitteratur med gode karakterskildringer. Her bliver man mere intimt opmærksom på, at det er okay at have følelser og behov, og at det er okay at leve med dem, udtrykke dem, og nærme sig andre. Skønlitteratur kan i det hele taget være ret god selvterapi for de med personlighedsproblemer. Det giver en svalende følelse af, at tilhøre “menneskefamilien”, at man er ikke så “mærkelig” endda. Det kan også give gode rollemodeller. Personligt har jeg haft mange rollemodeller fra skønlitteraturens verden. 

 

At bevæge sig fra at være undvigende til at være deltagende, selvafslørende og nærværende, kan være en smertefuld og langsommelig proces, men jeg har endnu ikke mødt nogen, der har fortrudt rejsen. Der er i øvrigt tale om en personlig udvikling der har en stærkt afsmittende effekt på alle dine venner og familie. (Nogle vil trække sig fra dig, når du ændrer dig, og det skal du kunne leve med.)

 

Når man begynder rejsen, er det vigtigt, at man bliver ved med at tænke at man er nybegynder. Jeg har nemlig set mange med et undvigende mønster, som har lært at tale om følelser og behov, men ikke har udviklet samklang med andre. De har etableret et vokabularium for følelser og behov som ulykkeligvis bliver et slags skjold mod sig selv og andre. De leverer her, fra dette ordforråd, konklusioner om hvordan de føler om ting. De samtaler ikke med følelser.

 

Jung ville mene, at de havde udviklet “logos” forbundet med maskulin ego bevidsthed på bekostning af anima og eros: 

 

“Eros er noget der sammenfletter; logos er evnen til at differentiere (skille) tydeliggøre og belyse; eros er forbundethed; logos er diskrimination (se forskel på ting) og afkobling.”  – CG Jung, Den gyldne blomsts hemmelighed, s. 117 (min oversættelse)

 

At udvikle evnen til tilknytning kræver ifølge denne Jungianske udlægning både “logos” med hvilken man kan differentiere mellem følelser og sætte ord på dem, samt “eros”, evnen til at “sammenflette” sig, eller “overgive” sig til betingelsesløst til andre i nære forhold. 

 

Jeg har hørt især mange mænd med et undvigende tilknytningsmønster, tale følelser så engle sang, og dermed signaleret dyb autenticitet, og så har de modsagt sig selv fuldstændigt 5 minutter senere. Deres partner har været forvirret, for ordene givet jo indtryk af personen er i kontakt med sig selv. Dette socialt afkoblede/egocentrerede følelsessprog er naturligvis desorienterende for deres partner og faktisk også dem selv. Det flimrer på overfladen, det kunne se ud som om, at det “at tale om følelser” er en social evne, og ikke noget man med undvigende tilknytning kan træne ved at læse en bog, omend det jo altid hjælper på det. 

 

Det pulserende følelsesliv i både en selv og andre, der sikrer den gode kontakt, er ikke noget, man bare regner ud i sit private sind, og leverer til den anden som en pakke. Følelseslivet er i evig bevægelse, det er socialt, og den gode relation kræver af dig, at du kan tolerere denne uvished mens du sammen med den anden tillader dig selv, at forholde dig til hvordan du har det, hvad der sker i dig, hvad du frygter, hvad du ønsker, hvad du vil og ikke vil. Kærligheden kræver af dig, at du kan være i et flow med den anden, hvor I begge mærker efter og forholder jer til hvordan I har det med hinanden som vidner og fødselshjælpere. Alt dette mens du holder fast på dig selv og dine værdier i så tilpas grad af du har en styrke og essens i mødet med den andens styrke og essens. 

 

Udfordringen er a) at udvikle et sprog for følelser og behov b) at kunne være med uvished i relationen, uden af at trække sig, eller springe til konklusioner og stivne i perspektiver på verden og hinanden. 

 

Målet for den med undvigende stil er altså, at bevæge sig væk fra behovet for at føle sig sikker, alene, i eget skin, til at give sig hen til den anden, aldrig 100 % sikker, men tryg nok til at kunne deltage som fuldgyldigt medlem i en kærlighedsrelation. Man kan altså sige, at det, for personen med den undvigende stil, handler om at kunne udskifte det barnlige behov for at føle sig 100 % sikker med en følelse af tryghed i tilliden til, at man kan “være i det” sammen. 

 

Her kan man i fællesskab skabe en ny, finere og mere moden tryg kærlighed end den man oplevede i sin barndom. 

 

Og nu bliver det endnu mere “krøllet”: Når man har en undvigende tilknytning kan det måske give en følelse af sorg at give sig hen til en ægte kærlighedsrelation, der på nogen måder måske overgår ens egen barndoms kærlighedsrelation, for her må man give slip på fantasien om sine forældre som de ultimative kærlighedsgivere. 

 

Den ambivalent/nervøse tilknytning

Børn der vokser op med forældre der ikke er stabilt nærværende, fx forældre der er meget væk fra hjemmet, eller afleverer dem tilpasning meget tidligt, kan udvikle ambivalent tilknytning. De kan frygte at kærligheden kan forsvinde når som helst, ligesom de kan bebrejde sig selv for forældrenes “forsvindingsnumre” (børn er nemlig selvhenførende i deres tænkning). Med denne tilkyningsstil kan man som voksen blive grebet af følelser af mindreværd, og blive optaget af at “være ovre i den anden”, have antennerne ude i forhold til hvad den anden tænker og føler. Vi er nemlig tilbøjelige til at genskabe situationer, fornemmelser og relationer fra barndommen. Den med ambivalent tilknytning, vil altså være tilbøjelig til at se den mangelfulde kærlighed fra deres forældre i deres partners øjne, og se svigt og bedrag der ikke er der, og altså torpedere deres eget kærlighedsliv. De vil også kunne føle at noget var galt, hvis de blev elsket med fuldt nærvær, for så er det jo ikke en kærlighed de kan genkende. De vil kunne skubbe deres partner fra sig, uden at ville miste dem, for at kreere den “halv-kærlighed” som de voksede op med. Når man har ambivalent tilknytning vil man samtidigt være bange for at skubbe andre væk, hvorfor man kan blive hemmelighedsfuld, ej heller kræve at få sine behov opfyldt. Grundet lave tanker om ens egen værdi som partner vil man altså kunne undertrykke egne behov. 

 

Man kan tale om, at den med ambivalent tilknytning kan miste personlig styrke og dermed ægte nærvær i forholdet. Med “ægte nærvær” menes, at man er til stede to voksne der begge meddeler deres behov med forventning om at blive set, hørt, forstået – og elsket. Når man har ambivalent tilknytning ender man med at blive sin egen værste fjende, for når man undertrykker sig selv pr automatik, ender man nemt med at føle sig uretfærdigt behandlet. Dybt nede har personen med ambivalent tilknytning en længsel efter stabil kærlighed som alle andre, så underbevidst motiveret vil man kunne udsætte sin partner for urimeligt brok, ofte af den passivt aggressive manipulerende slags. Det giver mange forliste forhold, hvor partneren simpelthen slides ned. 

 

Når man er vokset op med svingende kvalitet i kærligheden fra ens forældre, vil mange have opbygget et “sted i sig selv”, hvor man længes efter kærlighed. En følelse af længsel efter den perfekte kærlighed kan nemlig have føltes mere tryg og stabil end en ustabil/uforudsigelig favn. 

 

Dine forhold som voksen kan afspejle denne uhensigtsmæssige sociale strategi, hvor du går drømmende rundt i dit liv, måske svingende mellem tomhedsfølelser og en fantasi om en endnu mere perfekt kærlighed end den du har, eller den, der overhovedet er mulig at få. Sindet parasiteres af en utopi, en drømmekærlighed. som børn kan udtænke når de er alene, før de har nogen erfaring med den virkelige verdens ægte, ofre beskidte og uperfekte parforhold. På sigt vil du med ambivalent tilknytning kunne se tilbage på en masse brudte relationer og tænke, at det er et bevis for at vigtige relationer til andre ikke varer ved.  

 

Vejen ud af en ambivalent tilknytning har flere overlap med vejen ud af undvigende tilknytning. 

 

Det handler i begge tilfælde om at finde ro i relationen, at kunne rumme sig selv og den anden, og kunne blive sammen i modgang og medgang. At droppe fantasier om utopisk perfekt kærlighed, at kunne leve med at man kan blive forladt, at stole på andre alligevel, at dele rundhåndet ud af sig selv, at turde at fortælle hvem man er, hvad man står for, hvordan man gerne vil leve, og hvordan man ikke vil leve. 

 

Der er helt basalt set tale om, at fortiden her har “programmeret” dig til at reagere automatisk således at du genskaber den “fortyndede kærlighed” du oplevede som barn. Det første skridt man bør tage, er altså at reducere sin personligheds automatik. Her bør du prøve meditation. Meditation kan lære dig, at lade være med at reagere for automatisk på tanker, følelser og situationer. Her i dette “rum” af ikke-reaktion, opleves det som fik man mere tid. Denne ekstra tid til reaktion gør, at man kan begynde at vælge klogere og mere kærlige ord og handlinger, der styrker forholdet. Det er ikke rocket science. Der er flere apps som kan hjælpe én i gang med meditation. Man kan også opsøge en psykolog der arbejder med meditation. 

 

Det kan også være godt, at skrive om de svigt man oplevede som barn. En sådan skriveopgave skal gribes an struktureret. Den skal være a) grundigt beskrivende af det, der faktisk skete, så godt man nu kan erindre det b) være meget fyldestgørende i forhold til de følelser og tanker man oplevede c) være fyldestgørende i forhold til de følelser og tanker som omsorgspersonerne måske havde d) derefter må man godt digte, og forestille sig, hvad man ville have sagt til sine forældre, hvis man kunne være et barn igen. Og herefter må man godt digte videre på hvad forældrene ville have sagt. Pointen med skriveøvelsen er, at separere fortiden fra nutiden, at indse, at den “fortyndede kærlighed” hører en uheldig barndom til, og at man fortjener bedre end at gentage et sådant gammelt mønster. 

 

Det du er bevidst om kan du styre, det du ikke er bevidst om, styrer dig. 

– talemåde. 

 

Man skal principielt set give slip på længslen efter det perfekte, og give sig hen til virkelige mennesker i stedet for. Det kan som nævnt indebære stor sorg at give køb på den utopiske fantasi om perfekt kærlighed, for herved lader man sit “indre barn” give slip på håbet om endeligt at blive elsket fuldt ud af sine forældre. I mytologisk forstand kan man sige, at man skal “lade sine forældre dø”, for at blive fri nok, og voksen nok, til at knytte sig til et nyt menneske og skabe sin egen familie. Det er i hvert fald temaet i mange eventyr, sagn og religiøse beretninger om menneskets voksenpsykologiske udvikling.  

 

På Odysseus rejse hjem fra krigen til sin hustru på hans fødeø (en udviklingspsykologiske parallel der ifølge bl.a. Erich Neumann, og mig selv, symboliserer teenage alderen) ser han sin mor i Hades. Det går op for ham, at hun er død. Dette kan tolkes som nødvendigheden af, at han skal knytte sig til en ny kvinde, og ikke sin egen mor, når han kommer hjem. Odysseus’ helterejse indbefatter altså tabet af ens forældre, frigørelsen har en brutal side! Man skal “destruere” sin mor og far, for at træde ud i verden som stærkt individ, som et menneske, der er stærkt nok til at kunne give sig hen uden af at miste sig selv (som børn mister sig selv til deres forældre). Det er derfor at en voksen, der ikke har frisat sig fra sine forældre, enten forelsker sig for meget, eller slet ikke kan finde ud af det. De formår ikke den ligeværdige kærlighed. (Jeg har i øvrigt en test, der kan teste om du falder i den kategori)

 

Når man er partner med en, der har ambivalent tilknytning, har man den udfordring, at skulle kunne leve med den andens usikkerhed og konfliktskyhed. 

 

Det er derfor en god idé at være kreativ ifm skabe gode samtaler, hvor man i fællesskab kan lære noget om hvor vigtigt det er, at lufte mistillid, usikkerhed, ønsker og drømme. Som partner til en med ambivalent tilknytning, er det vigtigt at man ikke tager brok og konfliktskyhed for alvorligt. Man skal kunne se igennem fingre med ens elskedes kærlighedsskavanker. Der er jo intet af det, der kommer fra den anden med ambivalent tilknytning, der er bevidst saboterende. Det er i høj grad styret af uhensigtsmæssige automatikker fra fortiden. Afhængigt af hvor slemt det er, er man dog i sin gode ret til at bede sin partner om at søge professionel hjælp. Man er også i sin gode ret til at pakke sine ting og gå. 

 

Den desorganiserede tilknytning

Hvis man er vokset op i et hjem med alkoholisme, eller med psykisk ustabile forældre kan man være suspenderet mellem behovet for tryghed og tilknytning. På den ene side har man været draget af tilknytningen til den voksne, på den anden side har man været trukket i den anden retning, hen imod en tryg distance til den uforudsigelige voksne. Man kan kalde det man har oplevet for en “urolig kærlighed”. Der er frygt forbundet med kærligheden. Frygt for at miste, og frygt at blive behandlet dårligt.

 

Når man er vokset op med desorganiseret tilknytning vil man kunne reagere med eksplosivitet i parforholdet, både fordi man jo nok har arvet et ustabilt temperament, og fordi man har undertrykt den slags “ægte” reaktioner som barn, af frygt for at forælderen ikke ville kunne rumme det, eller af frygt for at forælderen ville straffe en for det. Som voksen vil man altså kunne komme til afreagere. Man kommer til at udsætte det kære menneske, personen der elsker en, for alle mulige urimeligt umodne anklager og trusler. Selve fornemmelsen af kærlighed aktiverer nemlig traumer forbundet med det tidligere forælder/barn forhold. 

 

Det kan være svært at være sammen med partneren, der har udviklet en desorganiseret tilknytningsstil. Man kan sige, at vi har tre grundlæggende motivationssystemer, det ene er at nærme sig noget, det andet er, at fjerne sig fra noget, det tredje er at dvæle trygt i nærværet med noget. Personen med desorganiseret tilknytning har svært ved at dvæle trygt ved kærligheden, og kommer automatisk til at hige efter den, fx anklage den anden for ikke at elske en nok (nærme sig noget), eller skubbe partneren væk, trække sig, gøre sig kold (fjerne sig fra noget).    

 

De, der har desorganiseret tilknytning kan have svært ved at huske og beskrive oplevelser både fra barndommen og nutiden. Og kan have så svært ved at rumme egne følelser, at man kan gøre skade på sig selv fx ved misbrug eller cutting. Hvis man er vokset op med den slags forældre vil man ikke have fået “valideret” sine følelser, man vil ikke have fået hjælpe til at tolke, forstå og integrere følelser. Derfor har man ikke et godt sprog for sine tilstande, man er dårlig til at læse sig selv, man er dårligere til at læse andre, og ens reaktioner kan i høj grad være utilpassede. Man kan fx være alt for tålmodig med grænseoverskridelser, man kan være utydelig, og i det hele taget desorienteret, og svær at læse for andre. 

 

Kan man komme sig hvis man har udviklet desorienteret tilknytning? I princippet kan traumer ikke opløses med mindre de aktiveres. Derfor er kærlighedsrelationen principielt set det rette sted for dette personlighedsarbejde, men det kan være meget hårdt for begge parter. 

 

Det vigtigste er at man erkender problemet. Når det er erkendt, kan den første opgave være, at den med tilknytningsproblemet går på selvopdagelse. Personen skal lære sine behov, følelser og ønsker så godt at kende, at han begynder at eje sine følelser, snarere end, at de ejer ham. Det lyder måske mærkeligt, men hvis man fx forholder sig meget til skamfølelser, vil de kunne miste meget af deres magt over dig. Altså hvis du fx skriver om dine skamfølelser dagligt, vil du lære at dulme dem, og måske endda grine dem af i flere og flere situationer. Man kan rent faktisk, i vid udstrækning skrive sig ud af tilknytningsproblemer. 

 

Dette skrivearbejde skal foregå struktureret.   

 

Afhængigt af hvor skadet man er, kan dette være en meget lang rejse, ofte besværliggjort af misbrug og et tit meget kompliceret forhold til en selv og terapeuten. Kokain bremser al mulighed for bedring. Alkoholisme lige så. Hashrygning kan måske overraskende nok, være en meget stor barriere imod forandring af desorganiseret tilknytning. Hashrygningen kan nemlig forstærke et forsimplet paranoidt verdensbillede, et “hashtænkningsmønster”, der kan vare ved mange år efter at man har røget sin sidste joint. Ligesom hashen kan blive et substitut for en kærlighedsrelation. 

 

Hvad kan du gøre, hvis du har et desorganiseret kærlighedsmønster? Skriv dagbog med ord for følelser dagligt, måske resten af dit liv. Det er en meget stor opgave, at rette op på det, men det kan lade sig gøre. Det kan også have en stærkt stabiliserende effekt på ens relationsevner at gå til sport, og opleve stabile nydelsesfulde relationer her. 

 

Det kan være en god idé at gå til fx dans eller måske brydning, for den kropslige kontakt stimulerer det kropskendskab og ubekymrede nærvær i kroppen samtidigt med at man er sammen med andre, som netop skal genskabes. 

 

Mange af de stærke følelser man overvældes af, kan være svære at tale sig selv ud af. Derfor er det vigtigt at lære nogle strategier ift at undgå at blive grebet for meget af dem. Metoder til at undgå at lade sig gribe for voldsomt inkluderer distraktionsteknikker, fx at tælle alt hvad der er blåt i rummet, til at lokalisere følelsen i kroppen, og visualiserer at man trækker vejret rundt om den. Problemet er nemlig, at når gamle stærke følelser vækkes til live, kan det være svært at tænke klart. Det kan også betale sig, at gå en tur for at “køle ned”. Mange har succes med at forstyrre deres følelser ved fx at tælle ned fra 100 og trække 7 fra hver gang, eller at tage et bad. En strategi der er især interessant ift parforhold går på at give sin partner et kram på min. halvt minut. Det er meget svært at fastholde mistillid eller vrede, mens man krammer nogen.    

 

Vi skal ikke glemme, at den, med det forstyrrede tilknytningsmønster er tryg ved det. Uanset hvad en psykolog, en bedstemor eller en kæreste siger, og uanset hvor irrationelle handlingsmønstrene måtte forekomme personen selv (i lyse øjeblikke), vil mønstret i sig selv kunne føles dragende. Freud skulle have sagt, at tage en neurose fra en neurotiker er som at tage en løveunge fra en løvinde. Vi drages alle af det kendte, uanset hvor destruktivt det er. I forbindelse med tilknytning er dette “hjemvendingsdrama” især tragisk, for den tidlige relation i familien udgør ikke bare livets start men også dets “mål”, fordi det er her at vi programmeres til hvad vi bør sigte efter at (gen-)etablere når vi engang bliver voksne. Hvis man “programmeres” til at sigte efter en utryg relation er det altså en tragedie – en selvforskyldt ulykke. Her får man jo spoleret sit voksenlivs kærlighed ved egen kraft. Det gode er, at det aldrig er for sent at komme i gang med at etablere et nyt og bedre kærlighedsmål. Men det kræver at man erkender det, og gør noget ved det. Ikke bare for ens egen skyld, men for ens partners og ens børns og børnebørns skyld.   

 

Skematerapi

Hvis man vil gå mere “differentieret” til værks kan man betragte disse mønstre ud fra det, der hedder skematerapi. Der er skematerapien især 5 livsfælder. 

 

Forældreadfærd – Fornemmelse/forståelse af livet i barnet

 

Kritisk (forælder) – underlegent (barn) 

Overbeskyttende – uselvstændig/afhængig

Kold – følelser af forladthed 

Kontrollerende – underkastelse

Forkælende – rethavende 

 

Vi har den stærkeste kemi med dem, der aktiverer disse følelser i os. Det altså vores “livsfælder”. Vi har dog lige så stærk kemi med dem, der kan noget, vi ikke selv kan. 

 

Vi føler os altså tiltrukket af de der kan noget spændende som vi ikke selv kan, og de der aktiverer vores smerte a) fordi vi kender det, b) fordi vi øjner en mulighed for endelig at fixe det? Det er nok denne “irrationelle” idé om at fixe det, der giver den stærke tiltrækning. 

 

Det er derfor at Eros skyder med en pil, han rammer/åbner et sår! Det er i hvert fald sådan at den kendte neo-jungianer James Hillman udlægger det, og det lyder på mig som en fascinerende præcis symbolsk repræsentation af kærlighedsøjeblikket. 

 

En forelskelse eller fascination er altså ladet med smerte, nærmest pr definition i et psykodynamisk perspektiv

 

Så – hvilken betydning har din barndom for dine relationer som voksen? I kærlighed har dine tidlige oplevelser med mor og far en voldsomt stor betydning for hvad du falder for, hvem du falder for, og hvordan det vil gå dig og din egen famile. 

Der er iø blevet identificeret 18 personlighedstyper relateret til barndomsoplevelser, som kan informere os om kærlighedens arkitektur i rigtigt mange menneskers liv. Dem kan vi komme ind på i terapi og kærligehedscoaching hvis du vil. 

Hvis du værdsatte læsningen, og gerne vil motivere mig til at skrive mere, må du gerne overføre hvad der måske svarer til en kop kaffe… mob pay 202131.

Artikel i Berlingske om børnelivets betydning for voksenkærligheden.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: