Noter til mit foredrag om børneopdragelse

(dette er en lang kladde. En smukseret eksklusiv udgave kommer i Weekend Avisen)

I det følgende forholder jeg mig til, hvad der er sket siden disciplinen er skredet i skolerne, og unge mennesker bl.a. har mere angst, selvskade og narcissisme end tidligere. Jeg kommer ikke ind på betydningen af “skærm” især de sociale medier, selvom det naturligvis også har stor betydning. Jeg forholder mig udelukkende til “opdragelse”. Spørgsmålet jeg stillede mig selv var: Hvad kan man gøre med de 0-6 årige for at vende den triste udvikling?

Jeg mener: Forældre bestemmer ikke nok over deres børn. Det gør børn usikre, og den gældende lekture har simpelthen ikke et svar, for de er ligesom tidens forældre optagede af at afgive magt til børn, som jeg ikke mener at børnene er modne til at bære.

 

Børnemagt

 

Ungdomsoprøret gjorde op med den sorte skoles kæft, trit og retning. Det var en positiv udvikling på rigtigt mange områder af livet. I det man kan kalde et ”magttomrum” opstod imidlertid en slags laissez faire pædagogik. Ligesom med invasionen af Irak, hvor man efter sejren kun havde ruiner at bidrage med, erstattede man ikke magten med en ”ny magt”, og det lider vi måske stadigvæk under i dag?

 

Blandt den toneangivende elite, som jeg husker det i min opvækst i firserne, var det et udtryk for ”frihed” og ”godhed” at være lidt lallet. Men ser fx ekkoer af det i den ustandselige hippie, Jakob Holdt (Amerikanske billeder), der for nyligt beskrev en voldtægt begået mod ham selv som purung, som en fin filosofisk inspiration. Med BZ bevægelse og den hyperintellektuelle postmodernisme var reglen fraværet af regler. Anarkiet havde en romantisk og en sært selvforherligende tone, der stadig klinger langt ind i institutionerne med bl.a. nævnte postmodernisme ifølge hvilke man hverken kan, eller skal bestemme noget. Oplysningstiden var yt. Virkeligheden har ”ingen essens”, og når alt flyder kan viden om livet ikke akkumuleres og den personlige karakter kan ikke udvikles. Følgelig er man suspekt hvis man mener at vide noget bedre end andre. Vi har været vidner til et langvarigt, længselsfuldt og intellektuelt set uigennemskueligt  (og dermed uangribeligt) frontalangreb på autoritet.

 

Manerer var borgerlige og læring, fx lektielæsning, satte bare elitens børn unødigt over de svagere stillede børn. Frihed var alt. Lægen kaldte ikke sin 13 årige dreng til orden, hvis han rendte rundt til sent i gaderne og røg hash. At man, som undertegnede, skulle tvinges til klaverundervisning midt i laissez faire universet, føltes som et mærkeligt overgreb.

 

Den intellektuelle klasse mistænkeliggjorde og underminerede altså de voksnes vilje, lyst og evne til at bestemme og mindskede hermed også børnenes mulighed for at udvikle karakter.

Man udvikler principielt set kun karakter når man ”overvinder sig selv” og her tolererer at ”være i ulyst”.

 

I efterdønningerne af ungdomsoprøret kan man se, at det gik mere ud over drengene end pigerne. Drenge har efter alt at dømme mere behov for grænser og disciplin end piger har. At drengene klarer sig dårligere på alle parametre inden for uddannelse på trods af en IQ der svarer til pigernes, kan sagtens tænkes at skyldes laissez faire pædagogikken. Situationen er på mange måder tragisk, for kvinderne gider ikke de nu mindre dygtige mænd. Vi er vidner til en eksplosiv vækst i singlekvinder der ikke kan finde en mand de vil have.

 

I angrebet på autoritet slog man forbryderen til en slags helgen. Det kunne ses i Michel Foucaults ”Disciplin og straf” og fx vores egen ”Folk og røver fra Kardemomme by”, der var et hit blandt flipperforældre, for her blev røverne en slags medhelte. Politikasketten blev spist af næsehornet i ”Otto er et næsehorn”, hvorpå politimanden satte sig detroniseret og græd. Han fik så en øl med de andre, og lærte endeligt at slappe af forstås.

 

Ulemperne ved den sorte skole var mange, men det var trods alt den voksne, der havde ansvaret. Der var trods alt nogen, der ville have et ansvar.

 

Ansvarsforflygtigelsen blev altså sat på formel i disse forskellige former for socialkonstruktivisme, og disse tankesæt er chokerende nok stadigvæk at finde i store dele af samfundsfag og humaniora. Faktisk synes samfundet gennemsyret af mistillid til ansvar og autoritet.

 

Men når alt er sagt og gjort, er det måske bare dovenskaben og egoismen der vandt over ”den sorte skole”? For ansvaret er tungt og kedeligt. Børneopdragelse er tidskrævende. Man skal gå på kompromis med alt det man selv vil, mens man støtter børnene i at gå på kompromis med deres tilsvarende impulser. Det er et hårdt slid.

 

Uanset ruten derhen, om den var bygget af dovenskab eller dårlig filosofi, vil man, som Nietzsche bemærkede, blive ledet af andre, hvis man ikke selv vil påtage sig lederskabet. Hvilket mange forældre jo nok må sande i dag. Hvis du ikke vil bestemme børnene, begynder de jo at bestemme over dig.

 

Hvis man er fortvivlet over situationen, skal man ikke lede efter svar i tidens tekstbøger om pædagogik og børnepsykologi. Selv Per Schultz Jørgensen, der tilsyneladende uden skelen til politisk korrekthed og shitstorme skrev om at det er vigtigt, at børn bliver mere robuste, synes som alle andre, at være fanget i forestillingen om at den demokratiske forhandlende opdragelse er et ideal. Per plæderer bogstaveligt for ”den myndige forhandlingsopdragelse”.

 

Man er blandt de forskere og specialister jeg har stiftet bekendtskab med inden for det pædagogiske og børnepsykologiske felt, enige i, at et af tidens store problemer er vægelsindede forældre og usikre børn, fx: ”Når børn har vævende og usikre forældre, som ikke er tydelige omkring deres grænser, bliver de ekstremt kontaktsøgende. De vil hele tiden udfordre vores nej og være krævende og klæbende, fordi de er lidt ude af sig selv, fordi der ikke er en voksen til stede.” Samtidigt anbefales det at man forhandler med sine børn og indgår i en ”demokratisk opdragelse”, hvor man taler med børn, som man taler med voksne.

 

Etablissementet anbefaler altså mere af det, som jo nok er problemet til at begynde med, for en forhandlende forælder må da alt andet lige opleves som grænseløs af barnet?

 

Hvad ser etablissementet i ”forhandlingspædagogikken”? Til at begynde med, er det måske nok bedre end den sorte skole og postmodernismens laissez faire stil. Men det er jo ikke et argument i sig selv. Måske er det et bedre argument, at sige, at når man forhandler med børn, forbereder man dem på at kunne klare sig i en konkurrenceorienteret verden, hvor man jo skal kunne argumentere for sin sag. Men bliver de ikke blot rethaveriske, egoistiske og krævende, unoder som man netop skal prøve at begrænse i børn?

 

Man kan i hvert fald argumentere for, at man igennem forhandlingen lærer barnet i at forholde sig til sig selv og egen vilje. Her får barnet mulighed for at udvikle sin egen stemme – og udvikle ”indre styring”. Man kan også argumentere for, at det giver barnet en sejhed, at træffe egne beslutninger og holde ud og få hjælp til at holde ud mens barnet varetager sit selvpålagte ansvar. Når barnet bliver taget alvorligt, fx i en forhandling med voksne, vil det desuden have nemmere ved at tage sig selv mere alvorligt. Det er altså også godt for barnets grundlæggende selvværd?

 

Når vi har strukket os lidt, og ledt efter det positive ved at forhandle med børn, må vi også sande, at vi måske bare gør en dyd ud af nødvendigheden. For hvis man ikke evner at bestemme over barnet, må man jo ty til forhandling for at få et ja?

 

Måske vi endda tillader forhandlinger om alt mellem himmel og jord, fordi vi må finde et alibi for vores fravær? Måske vi hæver dem op og ind i en symmetrisk relation, som en form for syndsforladelse, fordi vi ikke synes, at vi er nok til stede i deres liv. Måske vi ikke kan lide at bestemme over dem, fordi vi elsker dem så højt. Den følelse kan jeg selv genkende.

 

Når alt er sagt og gjort, kan forhandling med børn ikke betragtes som en erstatning for opdragelse. Forhandling bør ses som endnu en farve på paletten i den voksnes pædagogiske repertoire. En luksus til de stunder hvor man har rigelig med tid til at forholde sig til tilværelsen sammen med sit barn.

 

Vi er enten i gang med at gøre børn til voksne, eller også er vi selv blevet til børn med vores børn. Jeg er i tvivl. Det virker i hvert fald til, at det ligeværd, som børnene vandt i hippie tiden, er gledet over i det man kan kalde ligestilling. Børn har så vidt jeg har erfaret fået mere magt end de kan administrere, og forældre er bange for at tage den magt på sig, og lærere og pædagoger må ikke.

 

Hvorfor, som det også anbefales af parnasset, skulle det også være godt at dele selv de tungeste svære ting om livet, med børn? Jeg tror, at det store udsalg af regler og retningslinjer omkring hvad man må bestemme og hvad man fx bør dele med børn, skrider fordi vi bare ikke har nogle idé om ret og vrang.

 

Vi nøjedes ikke med opgør med autoritet, familien blev også tiltagende splintret . Måske vi er ved at opdage, at man ikke både kan aflive traditioner og fjerne bedste- og oldeforældre fra opdragelsen, uden af at miste en vis mængde pædagogisk visdom. Vi er verdenshistoriens første usuperviserede småbørnsforældre i den mest komplekse og fortravlede tid nogensinde.

 

Midt i al denne uvished, skal vi vise vores børn, at man som voksen kan regne ting ud, træffe gode beslutninger og stå ved dem. Man skal trods sin egen forvirring, indgyde rygrad i kraft af sin adfærd ikke i kraft af sine ord. Børn lægger nemlig meget mere vægt på det man gør, end det man siger. Man skal også, som voksen, kunne vise, at der er så meget styr på det, at barnet kan slappe af, og blot være barn med børnetanker om børneting og sager, og afprøve livet i tryg og ansvarsfri leg/symbolsk eksistens og langsomt lære at blive voksen ved at betragte og være sammen med forældre, der er gode, ærlige, kærlige og ansvarsbevidste rollemodeller.

 

Især drenge slapper fuldstændigt af, når de er sammen med en mand, som har fuldstændigt styr på rigtigt og forkert. Man kan næsten se på dem, at de bliver lettere. Deres skuldre er nemlig alt for spinkle til det ansvar som flipper- og anarkist pædagogikken læsser på dem.

 

Jeg gør hermed op med det barnesyn som jeg selv blev kastet ind i. Jeg vil ikke overtage det, og det mener jeg heller ikke at nogen andre bør. Jeg mener ikke at børn bør inddrages i det, som de ikke er klar på forholde sig til emotionelt, kognitivt og ikke mindst eksistentielt. Et faktum der systematisk tilsidesættes af tidens akademikere, der jo insisterer på, at betragte børn som små voksne.

 

De fleste kender til, at de i travlhed eller misforstået godhed, er kommet til at formulere noget, man ønsker at barnet gør, som et spørgsmål, og her åbner op for en nedslidende forhandling og magtkamp. Intuitivt ved vi, at den demokratiske og forhandlende forælderstil er et symptom på voksenuduelighed. Så lad være. Tag hellere og bestem noget mere.

 

Her er noget, som den moderne forælder kan tænke over:

 

Har du mulighed for at inddrage bedsteforældre noget mere i dine børns liv? Tænk tilbage på din egen barndom, er der noget fra den gang du med fordel kunne bruge i dag? Hvis du bange for at være ukærlig når du skærer igennem og bestemmer, skal du overveje om det ikke kan være endnu mere ukærligt at være grænseløs? Hvis du bare ikke gider konflikter, burde du måske begynde at leve op til dit voksenansvar? Måske du ikke sætter dig selv igennem og bestemmer autoritativt, fordi du vil beskytte den gode stemning, i den begrænsede kvalitetstid man har sammen? I så fald skal du vide at forældrerollen ikke er en popularitetskonkurrence. Vidste du at ”voksen” og ”ansvar” er synonymer? At ansvar på latin betyder ”byrde”, og at det er din byrde at bære?  

 

Den voksne skal bære den tungeste byrde; at træffe beslutninger, også på andres vegne, og have tillid til egne vurderinger i en afsindigt kompleks tid. Det er ikke nemt. Men det har det nok aldrig været. Hvis jeg skal give et godt råd, ville det være, at opnå fuld enighed med barnets andre voksne, om et sæt simple regler og opgaver, som alle holder fast i og støtter hinanden i at oppebære, så barnet lærer at være i ulyst og lærer at bidrage lidt mere i dagligdagen og lave sine lektier og måske endda blive en dygtig og karakterfuld person en skønne dag.

 

 

Barrierer mod den gode opdragelse

 

Dårlig samvittighed og overkærlighed: Vi har brug for at vise os som gode forældre, der gør ting for vores børn.

 

Optimering af hyggetid: I og med at mange føler at de ikke har så meget tid, vil de gerne have at tiden de tilbringer med børnene bliver konfliktfri.

 

Uvillighed til at sætte dem i ulyst (overkærlighed).

 

Usikkerhed: I og med at normer er mere flydende end de var i tidligere tider, fordi verden er mere kompleks, fordi vi gør flere ting, bl.a. pga sociale medier, er det større usikkerhed omkring struktur.

 

Tid og travlhed: Vi er jo så travle. Derfor giver man børnene sko på. Tidsfaktor.

 

Mangel på overskud: Vi lever i en kultur hvor man brænder energi af på alt muligt, så man ikke har så meget overskud til opdragelse?

 

Vi kan ikke desto mindre komme uden om, at der skal forhandles nogle gange, men her skal der forhandles myndigt – og det er en by i Rusland hvis man spøger mig.

 

 

Gode råd

 

ZNU – stil krav tilpasset, og lad dig ikke snyde af børnene (der jo kan meget mere i institutionen!)

 

Skab enhed i parforholdet om selv små ting hvad angår børnene.

 

Stil krav til at de selv gør det, som de kan.

 

Vælg kampene med omhu. Lad være med at være på dem hele tiden med at gøre alt det, de kan.

 

Lyt til pædagogerne

 

Beslut dig/jer på forhånd hvad der skal ske (fx ved hentning i klubben) for børn fornemmer lynhurtigt usikkerhed.

 

En bedre regel end ”forhandlingsopdragelsen” ville måske være: Man skal ikke gøre noget for barnet, som det kan selv, og man skal ikke lade barnet gøre noget, man finder irriterende, for så vil andre også finde det irriterende.

 

Vi bør være autoritative (bestemmende og vise) og anerkendende (det betyder at vi validerer deres følelser) medens vi støtter dem i at være duelige i tilværelsen. Det er tiden tilbragt med ulyst der giver karakter. Vi skal ikke være bange for at børnene tilbringer tid med ulyst.

DEL, eller kom gerne med kommentarer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: