Mennesker som musik – er du en 7’er, eller foretrækker du grundtonen?

Foto: Ahmad Odeh/unsplash

En middag med børn, voksne og bedsteforældre, kan være som en stor behagelig akkord spillet på et klaver. Børnene er de lyse trillende toner, de voksne er midten af klaveret, og de ældre giver en slags form til det hele.

Det er selvfølgelig en lidt kompliceret analogi, for her tænker jeg, at vi både er klaveret og de enkelte tangenter og dem, der spiller på klaveret og de enkelte tangenter.

Sammenspillet

Hvis en basal akkord består af tre toner, eller de tre rette tangenter, kan man sige, at jeg i en familiesammenhæng nogle gange spiller toner til andres akkorder, og andre gange er jeg grundtonen, hvor andre tilføjer de tilhørende toner, der forvandler grundtonen til en akkord, af mere eller mindre behagelig eller hensigtsmæssig art. Hvis man sætter en grundtone, fx fortæller en historie, og andre kigger sørgeligt på en, fordi de har ondt af en, selvom man faktisk ikke havde ondt af sig selv, og måske endda synes at det var en sjov historie, står man pludseligt og ejer grundtonen til en mol akkord, altså en trist akkord. Andre gange kan det, lige omvendt, være sådan at nogle griner af ens, synes man selv, sørgelig historie, og så står man pludseligt og er trist, og skal forholde sig til at man er medejer af glad dur akkord. Men uanset hvad, når flere deltager og lytter til en fortælling, er det som om akkorden udvider sig til 7’ere og 9’ere og måske endda akkordprogressioner, hvor den ene akkord tager den anden med en lethed, så man næsten glemmer grundtonen. Ja, man må faktisk godt glemme grundtonen når folk er opstemte, for det er lidt som at deltage i den ene melodi på efter den anden. Selv genreskift kan være i orden, hvis de fleste kan spille genren.

Nogle gange har man det, som havde man taget en banjo med til en klassisk koncert. Sådan har jeg det i hvert fald af og til.

De gamle dage

Når vi ser tilbage til de gamle dage, til de pæne hjem, tænker vi, at de kun spillede i C. Alle var høflige og ordentlige. Hos mine danske bedsteforældre, der var meget borgerlige, var der rutiner og måder at gøre ting på, der var ret forudsigelige. Det var måske nemmere at deltage. Mere ensformigt, men nemmere (selvom jeg tror, at de jammede af og til).

Kærlige relationer

Sammen danner vi ofte sådan nogle fine, smukke varierede akkorder. Når man kender hinanden godt, eller bare ”klikker”, er det som om man har fået gang i at skabe verdens bedste melodi, som man tænker, at man kan danse til resten af livet.

Når man arbejder med parterapi, kan man frembringe glemte melodier fra parrenes hjerter, og man kan næsten se rytmen i luften, mens modstanden for en stund giver sig, og harmonien optræder igen, om end i sekunder ad gangen.

Samfundets toner

Men altså, årsagen til, at jeg skriver dette, er, at vi også i samfundet kan siges at spille særlige toner. Og lige for tiden, er der nogle toner der får enormt meget modspil, medens andre ingen modspil får. Der er også mange der ikke har medspillere, dog af vidt forskellige årsager. Trump står fx alene med sin tone, antageligt fordi han er lidt af en klaverbokser. Der kommer ingen akkord ud af den tangent, for ingen vil deltage i hans selviscenesættelse. Det er næsten sørgeligt at se folk stå med én tone, som ingen andre bidrager til. For medens en akkord kan lyde som hørte man en engel synge på en diset mark en smuk sommermorgen, kan en enkelt tone lyde som en fejl. Når enkelte toner kan lyde godt på et musikinstrument, er det fordi, at de har andre toner i sig grundet instrumentets selvsving og overtoner. En enkelt ren tone på en computer er jo bare irriterende. Og uanset hvad bliver en enkelt tone kedelig i længden.

Venskaber

Jeg har en ven, der altid ligger en 11’er eller 13’er oven i min grundtone, en fjern og lidt tom klang, til min grundtone, således at jeg aldrig helt ved hvad der foregår, det er som om han vægrer sig et enkelt samspil. Mange intellektuelle har en modstand på almindelige akkorder, hvilket kan gøre samtaler lidt vanskelige. Jeg har en anden ven, der altid vil spille grundtonen – han vil være i centrum. Man kan sige at der er nogen, der er så dominante at de vil bestemme både toneart og svinge taktstokken. At de af og til, måske nok, kan finde sociale sammenhæng anstrengende, kan kun være deres egen skyld. Nogle gange har jeg ageret, ved ikke at give en tone af mig, for at lade ham blive træt af sin grundtone. Andre gange har jeg talt med og fuldendt en forsimplet akkord, eller lagt skiftende toner til, således at det er blevet en god og rig akkord ud af det. Det gør man fx ved at spørge ind og nikke ivrigt. Det er lidt som at underkaste sig. Den bedste måde at møde sådan nogen på, kan være ved selv at have en spændene og insisterende grundtone fra tid til anden. Så kan man skiftes, nødtørftigt med at bidrage til hinandens musiske intentioner, og af og til kan det faktisk være ret fedt. I hans samvær skiftes vi til at anlægge symfonier. Det er min storebror, hvilket nok siger en hel del. Andre jeg kender, er blevet så vant til min egen, åbenbart familiære uvane med at anlægge symfonier, at de ikke forventer andet, og det kan give mig sceneskræk og kvababbelser, for hvordan fik jeg dog rodet mig ud i det? Ofte vil jeg da gerne bare lægge, eller lække enkelte toner ud i samværet.

Om ansvar i relationen

Nogle gange bliver man inviteret ind i spinkle grundtoner for ligesom at bære dem med resten af musikken, det sker af og til, når jeg er til en sammenkomst, og folk vil tale om noget psykologisk, og gerne vil høre hvordan jeg tænker. Det føles lidt tungt, for her skal man ryste det eventuelt useriøse af sig for en stund, samle sig, sætte sig ved klaveret, og afsøge hvilke akkorder og melodier der passer til den serverede toneart, anslag og stemning. Det kan man simpelthen ikke hvis man er for fuld. Heldigvis er jeg sjældent fuld fuld. Jeg giver praktisk talt altid mening, i hvert fald for mig selv, men det ville fulde folk jo også mene, især når de er fulde. Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg selvfølgelig mene, at man af og til skal drikke sig fuld, men da jeg var i tyverne fandt jeg ud af, at det faktisk ikke var sjovt at være så fuld, at man ikke kan ramme klaveret, om man vil. Jeg kan altid deltage på ret fornuftige måder om det er på en cocktail bar eller til en julefrokost. Musikken er vigtigere end alkoholen, og når jeg ser nogle mene det omvendte, får jeg faktisk lidt ondt af dem.

Ensomme musikanter

Det er sørgeligt, når folk står alene med deres tone. Det er lidt som et opslag på de sociale medier, som ikke får nogen likes. Ligesom måske endda denne tekst, som på ingen måde kan kaldes normal, og hvordan skal man så reagere på den? Selv et ”like” ville jo blive identificeret med en slags overjordisk tone, som man ikke ved hvordan man skal danse til. Vi kan bedst lide toner, som vi har hørt før. Selv en musiker der måske kan nikke genkendende til meget af denne tekst, vil måske nok også synes at den er lidt mærkelig.

Mærkelige toner

Gad vide om al virakken omkring “kønsidentitet” kommer sig af at en lille gruppe således prøver at forcere en sjælden og meget eksotisk toneart ind i folks repertoirer. At vi nu absolut skal spille med på at drenge lige så godt kan være piger og omvendt, møder naturligvis modstand. Man forstår måske godt, hvorfor nogen kan ville ønske at ville gennemtvinge et nodeskift på det område, men det bliver jo aldrig normalt. Det kan gøre ondt at erkende, at man ikke er som de andre, men når ens toner er anderledes, er vejen frem sjældent at tvinge andre til at spille med på ens sære toner. Kreative og anderledes mennesker har altid bokset med tilværelsen. De er gudernes tidsfordriv.

At fungere som kreativ

Jeg tror at nogle kreative mennesker brænder så meget for at høre noget nyt, at de vægrer sig fra at høre andres, tænker de, mere almindelige toner. Det tager dem lang tid at lære samspillets kunst. Nogen lærer det aldrig.

Mange af disse hyperkreative kan dog, via deres skrivning, som vi jo har mange eksempler på, skabe symfonier mutters alene ved skriftens hjælp. Nogle formår at lade forskellige toner opstå i deres skrift, så det føles lidt som lyttede man til flere stemmer i samtale. God litteratur, tror jeg, fungerer lidt på den måde. Forfatteren giver los for sine forskellige sider, og hele verdener af akkorder opstår. Når de så tilmed formår at give sig hen til deres tvivl og usikkerhed på skrift, begynder melodierne at opstå fra dynamikkerne mellem deres nuancerede, skiftende og ofte modsatrettede behov, og således står man af og til  med en fuldendt melodi, skrevet og spillet, om man vil, af én person. Jeg har selv, af og til, ramt en sådan måde at skrive på. Og når jeg læser det jeg har skrevet, kan jeg se, at jeg har portrætteret en version af verden, som er rigere, mere nuanceret og smuk, end den jeg sædvanligvis tænker at jeg er i. Det er lige før, at jeg med en slags barnets ærefrygt, ikke tør at konkretisere hvad det er, jeg her har bedrevet, af frygt for at miste evnen. Jeg tror at HC Andersen kunne falde i svime over sine universer, hvor han skiftevis kunne være den grimme frø, det rasende hav og både den smukke prins og prinsesse i et.

Jeg tror at de mest kreative af os bliver småtossede hvis vi ikke formår at kanalisere kreativiteten. Hvis man hverken har social finesse, og dermed kan spille sammen med andre uanset ens anderledeshed, eller har fundet måder at udtrykke denne kreativitet på, fx på skrift, bliver man en meget ensom musikant, og ensomme musikanter spiller ofte mere og mere vredt, og til sidst vil ingen spille med, på nær dem, der er betalt for det. Man kan sige, at vi på en måde har en borgerpligt, der går på at lægge nye toner til de tossedes toner af og til, så de kan blive lidt mindre trætte af at høre på sig selv.

Medspil er modspil

Medspil er ofte synonymt med modspil. En grundtone, der bliver mødt med andre toner bliver nemlig modereret og bliver faktisk mere behagelig at lytte til.  (Det gør næsten ondt, når man slår en grundtone an, der ikke bliver mødt med en anden lyd. Svingningerne må af en eller anden årsag ikke være for rene.)

At hjælpe andre

En psykologs speciale er på en måde, at lytte til de ofte pinsomme toner og indramme dem i melodier, så klienten kan få dem sunget færdigt.

Jeg kunne blive ved med denne analogi til køerne kommer hjem, men har til hensigt at runde dette essay af med den mere konkrete årsag til at jeg overhovedet begyndte at skrive det.

At skabe musik sammen

Jeg sad og sludrede med en ven. Klar på at spille hvad som helst, sidder han tit med hænderne beredvilligt svævende over klaveret. Når han slapper af, jammer vi fint. Snakken faldt på forhold, han sagde at han var måske nok var lidt forelsket, jeg lykønskede ham, og håbede at det ville give mening for ham. Det hører med til historien at han er single, så det er jo godt. Forelsker sender altid en fantastisk let energi til en samtale. Snakken faldt på kvinder og mænd, og jeg sagde, at jeg tror at tidens aggressive feminisme og kønskamp på en eller anden måde også blot er en tone, der lyder så skinger fordi den ikke bliver mødt af andre toner. Den har brug for et kvalificeret modspil, for at kunne finde sit leje i en fortjent harmoni. Det er altså vores pligt, som individer at give ærlig lyd fra os, og hermed kalde os uenige i dette eller hint, for at hjælpe med at give dybde, resonans og måske endda melodi til tidens lidt enfoldige toner.

De, der kalder sig venner her, er det ikke, og de der tror sig uvenner, har virkelig behov for hinanden?

Min ven sagde at det jo var en meget fin og enkel forklaring. At jeg burde skrive det ned. Det har jeg hermed gjort. Det var således, trods hans beskedne deltagelse, vores fælles melodi.

Man gør ikke andre en tjeneste ved at slå deres egen tone an.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: