Rasmus Palludan og det politiske cirkus

Foto: Becky Phan/Unsplash.com

Hvordan skal man forstå væksten i “etnonationalismen” i Europa, og den konsekvent polemiske snak om indvandring og integration?

(Etnonationalismen er en racistisk identitetspolitik, hvor man prioriterer dem, der har genetisk slægtskab fx “hvide danskere” over andre, og som fx i tilfældet med “Stram Kurs”, ville udvise hundredetusinder mennesker der falder udenfor racen.)

Man har på den yderste højrefløj dæmoniseret muslimske indvandrere, på venstrefløjen har man dæmoniseret samtalen om indvandring, og i midten har været et bovlamt politisk korrekt segment. Samtalen er altså blevet skubbet ud i periferien, hvor den har ventet på at nogen overtog den.

Man kan også formulere det på den måde, at man på den yderste højrefløj har været ukærlige, og på den modsatte fløj har været uærlige. Hvilket Sokrates for 2300 år siden kaldte for samfundets største dumhed; at adskille ærlighed (sandhed) fra kærlighed.

Psykologiprofessoren Steven Pinker har som flere andre beskrevet hvordan den politiske korrekthed har skabt en underskov af mennesker, der kalder sig “red pilled”. Som Neo i “The Matrix”, føler de sig vækket ud af en døs, når de har opdaget viden om verden, som er blevet fortiet af de traditionelle medier og politikerne. I USA, er det fx et “red pill” fact, at “sorte” ikke bliver stoppet oftere af politiet end “hvide” set i relation til hvor meget kriminalitet respektive befolkningstyper begår, i Sverige chokeres man af at opdage underrapportering af kriminalitet begået af indvandrere og i England lod man pakistanere voldtage piger i stor skala i årtier uden at skride til anholdelser, grundet, nu, officielt indrømmet, politisk korrekthed. Mange har derfor mistet tillid til traditionelle medier og de sædvanlige politikere, og føler sig “red pilled” af viden fra Youtube stjerner, der sjældent er uddannede journalister, og måske netop derfor afdækker uden blusel, hvad der reelt foregår.

Steven Pinker beskriver at disse ofte unge “red pilled” mennesker imidlertid ofte springer fra denne “forbudte viden” til forkerte konklusioner, for hvor meget god analyse foregår på Youtube? Hvis man konkluderer, at man fx synes at nytilkomnes religion er et problem for muligheden af assimilation og integration, er deportation ikke nødvendigvis den rette løsning. Når man hiver fx dette emne, om Islam i vesten op på et sobert leje, må man konstatere, at når man har ladet folk bosætte sig i lande, måske i flere generationer, kan man af 117 årsager ikke bare smide dem ud igen. Tag Stram Kurs’ politik som eksempel og forestil dig, at skulle udvise en dreng fra Danmark fordi han havde stjålet en cykel i et kådt øjeblik? Måske er børn af indvandrere oftere kriminelle – statistisk set – men derfor skal man ikke landsforvise en cykeltyv? Der er tale om, at man på Youtube muligvis nok kan finde mere ucensureret og korrekt viden, end mange medier og politikere måske traditionelt har turdet dele, men det betyder ikke, at den viden forvaltes ordentligt.

Man risikerer også her, at vække et monster til live. Det er en psykologisk kendsgerning, at du og jeg har en slags monstre indeni. Mange topnazister var som du og jeg, almindelige mennesker og sågar lærde og dannede mennesker der kunne spille et instrument, digte, nyde indsigtsrige operaer og citere Goethe indtil de en dag var blev monstre? Vidste du, at en af de værste forbrydere fra krigen i det forhenværende Jugoslavien var børnelæge. Selv en politiker fra “de Radikale” kan ikke undsige sig sin egen latente racisme, og det monster, den har i snor.

Men har frygten for monsteret, som fejlagtigt er blevet døbt “den indre svinehund”, for monsteret er langt værre end en dårligt opdraget hund, gjort mere skade end gavn?

Samtalen om indvandring er i hvert fald ikke mildnet gennem årene. Tværtimod. Samtalen går altså ikke væk af at blive undertrykt. Den bliver perverteret.

DF og Pia Kjærsgaard har fx ikke villet samtalen. Hun har fra talerstolen sagt, at “DF er kommet for at tage opvasken”, ligesom kampagnen “et frisk pust over landet” også skaber associationer mellem mennesker og snavs. Man har lukreret på at dæmonisere. Man har været ukærlig.

Venstrefløjen og herunder Johanne Schmidt Nielsen har helt modsat været mestre i at undervurdere og ignorere emnet. Hun var fx med i DRs debatten, flankeret af to muslimske kvinder i tørklæder. En anden debattør sagde til trioen, at hun syntes, at det var ærgerligt, at mange muslimske unge ikke måtte have kærester. Johanne afværgede spørgsmålet og flettede et pænt tæppe af ord, der kunne placeres oven på emnet. På venstrefløjen har den politiske korrekthed altså ikke bare trumfet samtalen, men også humanismen. Venstrefløjen er blevet “ufri”, det man i USA nu kalder  “the regressive left”. Samtalen om indvandring ses i sig selv som racistisk og med tidens “poststrukturalisme” forestiller man sig, at det er samtalen i sig selv, der skaber problemerne. Om denne tilgang har været bedre eller værre end DFs håndtering af indvandringen, er svært at sige. Den har om muligt været værre. Man har været uærlig.

Hvis Rasmus Palludan kunne minde om noget, der var stukket af fra et cirkus, er det altså vores alle sammens cirkus. Han blev forsøgt håndteret med humor og betegnelsen “nazist”. Det er forståeligt, men for hvert et grin og ydmygelse tror jeg blot foragten vokser blandt alle dem, der har mistet tillid til institutionerne, dem der har fået nok af det, de med en vis berettigelse, betragter som elitens hovmod og manglende villighed til at samtale om tingene.

Når emnet “indvandring og integration”, ikke bliver ærligt og kærligt bearbejdet og fordøjet i det brede fællesskab (både højre og venstre), ulmer det til en demagog med god timing kan stjæle showet, cue Ungarns Orban, Brexit intellektuelle, og ja, i lilleput liga, Rasmus Palludan. Ikke ulig den pinagtige scene ved Vinterbergs “Festen” står vi og glaner. Vi har nemlig fået for uvane, at skubbe magt ud i hænderne på opportunistiske særlinge der måske nok kan bringe sandheder for dagen, men ikke kan forvalte dem ærligtkærligt og skabe den gode samtale, der skal bringe bedre forståelser for dagen, og bringe os et bedre sted hen – samlet. I psykoanalytisk gruppeterapi ser man, at magttomrum altid leder til at den mest paranoide i gruppen tager styringen først. Det udspiller sig efter alt at dømme også i samfundet.

Det hører med, at jo mere fart der i udviklingen af bl.a. teknologi og indvandring, des mere usikre bliver mange af os, hvorfor jorden er særligt frodig for demagoger lige nu. Der er stor eksistentiel tyngde i ærlighed, man føler sig mere tryg hvis man kan være ærlig, og hvis man oplever at institutionerne (herunder medier og politikere) er uærlige, er man derfor et let bytte for politikere der synes at være mere ærlige, når de “kalder en spade for en spade”. Det er vel også en del forklaringen på, at Donald Trump vandt magten?

Vi bør måske ikke frygte samtalen så meget endda. Herunder er eksempler på hvad man kunne tro, at en stor del af befolkningen er enige om vedr indvandring, men ikke samtaler kærligtærligt om, hvilket skaber en stilhed som demagoger kan støje i. Emner som ofte kan have enkle og kærlige løsninger.

Mange er dødtrætte af antisocial adfærd fra indvandrerdrenge. Det er måske kun en minoritet af den minoritet, der er forhærdede kriminelle, men for hver en konkret kriminel handling der indgår i statistikkerne, har der været tusindvis af direkte og indirekte trusler. Børn og unge frygter ikke rockere, hjemløse eller børnelokkere, de frygter brune drenge, der har voldsparathed som social valuta. Løsningen er, at fædre fra de muslimske miljøer tager ansvar. Man burde, gennem en længere periode, ikke kunne se ned af strøget efter kl. 21 eller gå gennem Nørrebro om aftenen, uden at se muslimske fædre patruljere med natteravnene. Hvor svært kan det være?(Det tiltag er helt afgørende, eftersom mange af disse unge ikke respekterer etnisk danske mænd og kvinder som autoritetsfigurer. Hvilket i sig selv er et vigtigt emne – hvordan man skal gribe det an?)

Det samme kan siges om social kontrol af piger og kvinder. Det er meget udansk. Selv gravsteder fra stenalderen viser, at kvinder i vores nordiske kultur har været ligestillede samfundsmedlemmer. Vi synes kønsopdelingen og den sociale kontrol ubehagelig og mærkelig. Der er ikke løsning som sådan, men man skal kunne sige det højt, uden af at skamme sig. Helt modsat venstrefløjens bornerte stilhed kunne mange piger, kvinder og homoseksuelle, måske endda have et behov for at vi tonede mere klart frem med vores frihedsidealer, når og hvis snakken faldt på det område.

Det samme kan også siges om tendensen til, at mange mænd fra muslimske miljøer smider etnisk danske kærester ud (også efter årelange forhold) for at gifte sig med en pige fra egen kultur når de når den alder. Det er helt uacceptabelt.

Det kan heller ikke passe, at man kun kan købe sin kyllingesalat med kalkunbacon, fordi muslimer skal kunne købe alle salaterne i Fakta. Hvorfor skal en minoritet kunne diktere hvad man skal kunne købe i supermarkedet?

Der er heller ingen grund til at fortynde humanistiske begreber for at være inkluderende. At dyrke “frihed” betyder at opleve sig selv som selvstændig, at tage muslimsk tørklæde på, er først og fremmest udtryk for et gruppetilhørsforhold. Det er en uniform. Handlingen, at tage et tørklæde på dagligt, er i et eksistentielt perspektiv, kun fri motorisk set. Der er ingen grund til at sælge kronjuvelen fra den vestlige civilisations kulturarv for at tilpasse sig indvandrere, der for manges vedkommende bare ikke har erkendt vores individualisme endnu. Tørklædet er heller ikke tegn på “modesty”, for etnisk danske kvinder uden tørklæder er da ikke mindre “modest”? Tørklædet er et tegn på et religiøst tilhørsforhold med dertil hørende dogmer, og rangerer under begrebet religion og  i øvrigt; “religionsfrihed”. Folk skal naturligvis have lov til at bære alle de uniformer de vil.

Det er også irriterende at se det enkelte sorthårede barn stirre på én igennem skolelågen medens man tager alle hans klassekammerater med hjem til børnefødselsdagsfest. Vi kan ikke bare se til, mens børn marginaliseres af deres egne forældre. Man burde ikke frygte samtalen om den slags med barnets forældre.

I teorien vil det være sådan, at når vi har lært at sige det vi mener, med lige dele kærlighed og ærlighed, kommer snakken til at fylde mindre. Og så har demagogerne mindre spillerum. For så store er problemerne faktisk heller ikke, sammenlignet med alle de andre udfordringer, vi også må forholde os til:

De eneste politikere der vil kunne samle os om disse udfordringer, hvor indvandring kun er endnu et aspekt, er de, der kan begribe og kommunikere om verden og de bedste løsninger med både kærlighed og ærlighed samtidigt. Hvor er de?

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: