Den evigt relevante Albert Camus: Eksistentialisme 101

Lille appetizer til vores Fordybelsesrejse 8/10-2018 på Frederiksberg 19-2130. Den 8. session i rækken. 

Dyk ned i vores noter hvis du lige vil være lidt på forkant… 

Gaflet fra Wiki

Albert Camus (1913-60), var en fransk forfatter. Født i Dréan i Algeriet. Voksede op i stor fattigdom. I 1940 flyttede han til Frankrig, var med i modstandsbevægelsen og arbejdede på et undergrundsblad “Combat”. Her lærte han Sartre at kende. Camus kredser i sin prosa, dramatik og essays om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man som mennesker forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller absurditet. Hans gennembrud kom i 1942 med romanen “Den fremmede”. I en anden af hans romaner “Pesten”, er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til, at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede sig til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab. (fra wikipedia)

 

Camus forholder sig til livet gennem dramaet. Det vil sige, at han ikke skaber analytisk filosofi. Han leger ikke med stænger, kasser, cirkler og idéer og koncepter om virkeligheden om dens ”fænomenologi”, ”epistemologi” og ”ontologi”. Han folder nuet ud, dykker ned i tidslommer og gør sine oplevelser til et laboratorium. Hans kunst bliver “uforstillethed” og selvafsløring, ikke ulig Mobtaignes essays, blot mere romantiske og “lidende”.

.

.

Han beskrev karakterer med kærlighed, og kastede verden i et gyldent lys. Ikke med klæg romantik, men med benhård realisme. Her lader han godheden og det, der kan give mening i verden opstå naturligt.

.

.

Han stoler på sin rå menneskelighed og tillader sig selv at skrive som han tænker, og han slipper af sted med det. Han lader det flyde. Man slipper for løftede pegefingre. Man efterlades med refleksioner, så man selv kan tænke videre. Han laver fine beskrivelser af meget basale ting. Noget vi kan genkende os selv i.

.

.

Camus viser os, synes jeg, at livets kvalitet bl.a. beror på evnen til at prioritere skønhed, kærlighed og lykke, selv i det små, og selv i modgang.

.

.

Den store forskel på Camus og hans samtidige Sartre, og årsagen til at de blev uvenner (og med Sartre hele den marxistiske og senere postmoderne bevægelse) var, at Camus ikke var utopist. Sartre, marxisterne, Frankfurterskolen og postmodernismens grundlæggere var utopister; de tænkte, forekommer det mig, at lidelse skyldtes uretfærdige samfundsstrukturer. Camus forstod, at tiden efter religion ikke skulle fyldes ud med nye halvreligioner med dertilhørende utopier. Livet er usikkert og hårdt og måske nok “absurd”, og ingen systemkritik eller revolution kan forløse os.

.

.

Camus vælger bevidst at håndtere livets garanterede lidelse og “meningsløsheden” med æstetik, kærlighed og godhed. Det er på en måde ”livsnydelse” eller rettere “livshengivelse” og forståelse af den usikre tilstand man befinder sig i som menneske, som løsning.

.

.

Camus giver bevidst slip på utopierne, og her står han i en verden, der ikke længere er sort/hvid (undertrykkernes ”sorte” samfund vs. De intellektuelles indsigt/endelige revolution, eller Guds forløsning og “hvide” tilgivelse af den “sorte” synder), men grå, og her prøver han at få det bedste ud af det, om man vil. Tabet på forestillingen om en forkromet løsning giver naturligvis tristhed, eller tomhed. Camus viser os her, at tristhed rent faktisk kan være affektregulerende. Han viser at vi kan bære sorgen over tabet af utopi, for sorgen har sokler af skønhed og kærlighed. Måske han også læste Nietzsche, der beskrev hvordan man ikke skulle frygte at give sig hen til tristhed og sorg for glæden var altid dybere. Han udforsker dette rum, og medens han gør det, viser han os andre, at skønhed og kærlighed faktisk kan være nok. Hermed viser han også, at idéen om det absurde liv forblev en slags abstraktion for ham, i virkeligheden var hans liv ret behageligt og, tror jeg, meningsfuldt.

Han viser at håbet ikke behøver at være revolutionært, men kan være et håb om anerkendelse og tilhørsforhold til verden, et håb om at forstå sig selv.

Inspirationer

Efter at have læst Camus romaner, følte jeg mig inspireret til at lave nogle opslag på Instagram, hvor jeg prøvede at skrive lidt som jeg fornemmer at Camus gør: Så flydende som muligt, ikke-dømmende med afsæt i en fornemmelse af kærlig hengivenhed og accept af det jeg beskriver. Følgende er skrevet stort set uden selvkritik. Det er forsøgt skrevet som sad jeg og snakkede med en god ven.

En sidevej

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.36.04

Jeg talte i telefon. Med høretelefoner. Halvofficielt. Vinden rev i min cykel, og jeg var bange for at det støjede i telefonen. Jeg kørte ned af en villavej, fra Smallegade. Hoppede af cyklen og spadserede i ly af bygninger. Ville igennem Frederiksberg Have. Vindens susen brækker og forvitres nemlig af de store træer, og stierne omgivet af tætte buske og planter bliver som vægge for mine tanker. Kun påvirket af den lette lyd af cykeldæk mod det lysebrune grus der dækker de snoede stier under høje trækroner. På vej mod en af parkens skjulte indgange, kommer jeg forbi denne sidevej. Den ser altid sådan ud. Der holder ingen biler. Ingen cykler. Der er ingen træer. Der er kun vinkler og et perspektiv som kiggede man på en teknisk tegning. Gaden er så tom, at den bliver interessant, og der kommer en cyklist netop som jeg skal tage et billede, og jeg smiler til hende, da hun kører forbi. Jeg giver mig hen til den stille arkitektur og står snart i Frederiksberg Have, som er nøjagtigt så mørkegrøn og kroget som jeg så for mig, og glædede mig til at forsvinde i, da jeg tog dette billede.

En køretur

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.35.52

Aftenen før sagde jeg, at jeg da godt kunne køre dem ud i lufthavnen klokken 4 om morgenen, jeg har altid værdsat at hjælpe andre og det føltes også som et lille eventyr, som om jeg også kom lidt afsted. Min kæreste og jeg kørte hendes børn mod lufthavnen hvor de skulle flyve afsted med deres far, farens kæreste samt flere andre familiemedlemmer til Spanien. De var glade og trætte. Det føltes som sædvanligt lidt akavet, for mig, selvom de blev skilt for efterhånden 5-6 år siden, at mødes på den vindblæste Amagerstrand Metro, hvor alle skulle mødes, for at parkere biler og tage metroen det sidste stop til lufthavnen. Her var lige så bart som min erkendelse. For jeg tror aldrig at jeg helt vil forstå, hvorfor man skal være sammen med én person hele sit liv, og jeg vil heller aldrig helt forstå at det kan være ok at finde en ny kæreste i løbet af sit liv, og her stod jeg. På vej tilbage gennem tomme veje, lagde jeg mærke til ulig mange huller og skader i vejen. Jeg gøs hver gang den gamle Porsche endnu engang ramte en skade i belægningen. Da jeg kom hjem sagde jeg til min min halvt sovende kæreste, at jeg aldrig har lagt mærke til at vejene var så dårlige før. Jeg tror jeg opdagede, at hvorvidt problemer bliver tydelige i ens liv, afhænger af hvor meget man i øvrigt forholder sig til. At man oven i købet kan blokke andre problemer ud af bevidstheden ved at give sig i kast med nye? Vi kører alle i virkeligheden på hullede veje, tænkte jeg, medens jeg parkerede på den plads, som jeg havde kørt fra en time tidligere. Jeg er et monster, tænkte jeg også, for min tilknytning til verden er så lille

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 21.09.22

Mig i Oxford i da jeg var i tyverne.. og måske var lidt Camus agtig .. :0) 

Når vi mødes på Camus aften (8/10-2018) læser vi småbidder op, og inviterer jer til at deltage i en “Camusk” verden med som sædvanligvis veltilrettelagte snakke- og skriveøvelser.

Skriv hvis du har spørgsmål: thomas@psykologerne-frederiksberg.dk

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: