Hvad betyder meditation for mig?

Meditation kan jeg sige meget om. Meditation har jeg sagt meget om. Jeg har undervist i det, og jeg har mediteret, ja, i måske over 1000 timer.

 

Nogle af meditationerne har jeg lært af guruer, andre har jeg læst mig til, blevet trænet i på kurser, og nogle har jeg, så vidt jeg kan erindre og lige overskue endda opfundet selv. Jeg har observeret, vurderet og reflekteret med hundredevis af klienter hvordan meditation virker for dem.

 

Jeg kan altså give et velkvalificeret gæt på hvordan meditation opleves af andre, og jeg kan give psykologiske, neurologiske og filosofiske forklaringer på hvorfor og hvordan det virker, og 101 grunde til at man bør meditere, men i sidste instans er det min egen oplevelse, der giver mig den bedste ide om hvad meditation er, i hvert fald for mig. (Og sådan er det så mærkeligt, at være i en verden hvor oplevelsen ikke rigtigt regnes for noget, fordi den er immateriel, medens den i min erfaring er det sikreste vidnesbyrd om nogets rigtighed. Psykologi er et mærkeligt fag, det kan ikke reddes af videnskaben, og det er måske netop dets redning.)

 

Til sagen: For mig er meditation min “kærlighedsbank”. En langsommelig, lidt irrationel, doven og ulogisk bank uden bestyrelse, eller direktør, man ville ikke kunne finde den på et kort, den kan ikke googles, der er ikke åbningstider eller telefonnummer, og hvis der er et, så virker det ikke. Hvis jeg en sjælden gang i mellem husker at meditere, eller måske fordi det giver mening at meditere med nogle klienter, så doven er jeg, svarer det til at sætte penge ind i denne mærkelige bank. Efter et par timers indsats opstår der i mig en mere kærlig grundtilstand, en valuta der hverken kan måles eller vejes, tælles eller stables.

 

Jeg opdager den i mit smil, i at verden nu kommer mig mere i møde, hvor det ellers typisk er mig, der mere skal komme den i møde, at jeg får tid til at være mig i verden, i stedet for føle mig lidt som et tandhjul i nødvendighedernes spin. Det er både meget virkeligt og ikke særligt rationelt samtidigt. Måske det er derfor, at det er så nemt at glemme, at sætte noget ind i den bank.

 

Den evigt relevante Albert Camus: Eksistentialisme 101 og dagbogsskrivning

Lille appetizer

 

Gaflet fra Wiki

Albert Camus (1913-60), var en fransk forfatter. Født i Dréan i Algeriet. Voksede op i stor fattigdom. I 1940 flyttede han til Frankrig, var med i modstandsbevægelsen og arbejdede på et undergrundsblad “Combat”. Her lærte han Sartre at kende. Camus kredser i sin prosa, dramatik og essays om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man forholder sig til livets store spørgsmål, den grundlæggende meningsløshed eller absurditet . Hans gennembrud kom i 1942 med romanen “Den fremmede”. I en anden af hans romaner “Pesten”, er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til, at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede sig til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab. (fra wikipedia)

 

Dramaet 

Albert Camus forholder sig til livet gennem dramaet. Det vil sige, at han ikke skaber analytisk filosofi. Han leger ikke med stænger, kasser, cirkler og idéer og koncepter om virkeligheden om dens ”fænomenologi”, ”epistemologi” og ”ontologi”. Han syntes at tage afsæt i en dyb beskrivelse af nuet og sine minder, han er sit eget laboratorium.

 

Æstetik

Han ophøjede det at elske livet, og det gjorde han bl.a. ved at rammesætte det i skøn og billedrig lyrik. Han beskriver karakterer med en kærlighed, der gør, at verdens kastes i et gyldent og behageligt lys. Han leder efter godheden og det, der kan give mening i verden. Det nære. Han fjerner ikke blikket fra det svære, men formår at rumme det med sindsro, uden af den grund at acceptere ondskab.

 

Autentisk

Han synes at stole så meget på sin rå menneskelighed, at han tillader sig selv at skrive som han tænker, og han slipper af sted med det. Han lader det flyde. En svensker ville kalde hans skriverier for “flöde”.

 

Den ”skjulte filosofi”

Når han ikke “bare” er forfatter, men regnes for at være filosof, er det vel fordi han udtrykte holdninger til fx krig og religion med sine bøger, samt at han sniger eksistentielle overvejelser ind i handlingsforløb, der er så mange eksempler på disse livsfilosofiske ekskurser i romanerne, at det næppe er et tilfælde.

 

Læserdeltagelse

Man slipper for løftede pegefingre, fortællinger kører uden for mange formaninger. Man efterlades med billeder og indtryk som man selv kan arbejde videre med i sit indre. Han laver fine beskrivelser af meget basale ting. Noget vi kan genkende os selv i. Noget vi kan tage til os eller lade være. Han er meget beskrivende, og meget lidt belærende.

 

Livets iboende kvalitet – hvis du kigger nøje

Camus gør os en tjeneste med sine skriverier. Han viser os at verden, selv på sit hårdeste og tristeste og fattigste, bevarer en skønhed, der gør det værd at leve. Han viser os, synes jeg, at livets kvalitet bl.a. beror på evnen til at prioritere skønhed, kærlighed og lykke, selv i det små, og selv i modgang bevare en måske for nogen, naiv tiltro til livet.

 

Tabet af utopi – en ny slags eksistentiel løsning

Den store forskel på Camus og den anden toneangivende eksistentialistiske filosof fra datiden Jean Paul Sartre, og årsagen til at de blev uvenner (og med Sartre hele den marxistiske og postmoderne bevægelse) var, at Camus ikke var utopist. Sartre, marxisterne, Frankfurterskolen og postmodernismens grundlæggere var utopister; de tænkte at den intellektuelle burde beskæftige sig med uretfærdige samfundsstrukturer og deres systemkritik skulle ende i bedre liv, eller “det bedste liv”, og revolutioner var på dagsordenen.

Camus fattede, i modsætning til Sartre, at tiden efter religion ikke skulle fyldes ud med nye halvreligioner med dertilhørende utopier, hvilket kræver en bevidst og måske nok smertefuld stillingtagen at fatte, at livet grundlæggende set er usikkert, uretfærdigt og hårdt og måske endda absurd, at ingen systemkritik rammer hovedet på sømmet. Der findes bare ikke nogen forkromede kollektive løsninger. Camus vælger bevidst at håndtere livets garanterede lidelse og “meningsløsheden” med æstetik, kærlighed og godhed. Det er på en måde ”livsnydelse” eller rettere “livshengivelse”, som en form for løsning.

 

Det triste som en nødvendig eksistentiel fase

Camus giver altså bevidst slip på utopierne, og her står han i en verden, der ikke længere er sort/hvid (undertrykkernes ”sorte” samfund vs. De intellektuelles indsigt/endelige revolution, eller Guds forløsning og “hvide” tilgivelse af den “sorte” synder), men grå, og her prøver han at få det bedste ud af det, om man vil. Tabet af forestillingen om en forkromet løsning giver naturligvis tristhed, men han viser os her, at tristhed rent faktisk kan være “affektregulerende”. Han viser at vi kan bære sorgen over tabet af utopi, for midt i sorgen funkler livet stadivæk i alle nuancerne under solen. Han udforsker dette rum, og medens han gør det, viser han os andre, at skønhed og kærlighed faktisk kan være nok.

(hermed viser han også, at idéen om det absurde liv forblev en slags abstraktion for ham, i virkeligheden var hans liv ret behageligt, spændende og meningsfuldt).

 

Inspirationer

Efter at have læst flere af Camus romaner, følte jeg mig inspireret til at lave nogle opslag på Instagram, hvor jeg prøvede at skrive lidt som jeg fornemmer at Camus gør: Så flydende som muligt, ikke-dømmende med afsæt i en fornemmelse af kærlig hengivenhed og accept af det jeg beskriver. Følgende er skrevet stort set uden selvkritik. Det er forsøgt skrevet som sad jeg og snakkede med en god ven.

 

Vandpytter

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.36.20

Jeg transcenderer mit hverdagsliv på mange måder. Med “transcendere” mener jeg her, at min selvbevidsthed af og til ser sit snit til at forsvinde lidt når jeg indgår i fx gode samtaler, lytter til musik, dyrker behagelige tanker eller betragter omgivelserne med mennesker og deres udtryk. Historierne de bærer på deres ansigter, deres stolthed midt i regnen på cyklerne. De søde ældre damer med deres små hvide hunde. Jeg hilser på dem, nyder, at de nogle gange nyder at hilse. Husenes vinkler står nogle gange i en særlig harmoni (det ser jeg kun, hvis jeg er særligt opmærksom), det kan være at jeg tager et billede, og af til spotter jeg visuelle dramaer, som på billedet her af vandpytter. Jeg ved ikke om du kender det, men jeg glemmer alt for nemt at ophøje det daglige og det simple til kunst til glæde for mig selv, og måske for dig? Ikke at jeg er den store fotograf, men jeg prøver. De store muligheder, de billedskønne dramaer ligger nemlig altid og venter på mig, jeg skal bare huske at være opmærksom. Nogle gange skal jeg lede efter det. Her kaster dagens himmel, helt gratis sine skyer ned i vandpytterne; de bevæger sig som jeg går rundt om den lille plads, da jeg søger det bedste foto. Jeg ved jo godt, at det mig, der bevæger mig, men er livet ikke sådan, at verden bliver til med os? … Er jeg skør, når jeg dyrker refleksionen i de tilfældige vandpytter, eller ville det være skørt, at gå forbi som ingenting? Måske er det sådan, at flygtige indtryk tæller lige så meget som selv de største dramaer gemt væk på Bibliotekernes hylder, for de udgør nemlig de små dramaer i vores store liv.

 

En sidevej

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.36.04

Jeg talte i telefon. Med høretelefoner. Halvofficielt. Vinden rev i min cykel, og jeg var bange for at det støjede i telefonen. Jeg kørte ned af en villavej, fra Smallegade. Hoppede af cyklen og spadserede i ly af bygninger. Ville gå gennem Frederiksberg Have. Vinden brækker og forvitres nemlig af de store træer, og stierne omgivet af tætte buske og planter bliver som vægge for mine tanker. Kun påvirket af den lette lyd af cykeldæk mod det lysebrune grus der dækker de snoede stier under høje trækroner. På vej mod en af parkens skjulte indgange, kommer jeg forbi denne sidevej. Den ser altid sådan ud. Der holder ingen biler. Ingen cykler. Der er ingen træer. Der er kun vinkler og et perspektiv som kiggede man på en teknisk tegning. Gaden er så tom, at den bliver interessant, og der kommer en cyklist netop som jeg skal tage et billede, og jeg smiler til hende, da hun kører forbi. Jeg giver mig hen til den stille arkitektur og står snart i Frederiksberg Have, som er nøjagtigt så mørkegrøn og kroget som jeg så for mig, og glædede mig til at forsvinde i, da jeg tog dette billede.

 

En køretur

Skærmbillede 2018-10-04 kl. 20.35.52

Aftenen før sagde jeg, at jeg da godt kunne køre dem ud i lufthavnen klokken 4 om morgenen, jeg har altid værdsat at hjælpe andre og det føltes også som et lille eventyr, som om jeg også kom lidt afsted. Min kæreste og jeg kørte hendes børn mod lufthavnen hvor de skulle flyve afsted med deres far, farens kæreste samt flere andre familiemedlemmer til Spanien. De var glade og trætte. Det føltes som sædvanligt lidt akavet, for mig, selvom de blev skilt for 6 år siden, at mødes på den vindblæste Amagerstrand Metro, hvor alle skulle mødes, for at parkere biler og tage metroen det sidste stop til lufthavnen. Her var lige så bart som min erkendelse. For jeg tror aldrig at jeg helt vil forstå, hvorfor man skal være sammen med én person hele sit liv, og jeg vil heller aldrig helt forstå at det kan være ok at finde en ny kæreste i løbet af sit liv, og her stod jeg. På vej tilbage gennem tomme veje, lagde jeg mærke til ulig mange huller og skader i vejen. Jeg gøs hver gang den gamle Porsche endnu engang ramte en skade i belægningen. Da jeg kom hjem sagde jeg til min min halvt sovende kæreste, at jeg aldrig har lagt mærke til at vejene var så dårlige før. Jeg tror jeg opdagede, at hvorvidt problemer bliver tydelige i ens liv, afhænger af hvor meget man i øvrigt forholder sig til. At man oven i købet kan blokke andre problemer ud af bevidstheden ved at give sig i kast med nye? Vi kører alle i virkeligheden på hullede veje, tænkte jeg, medens jeg parkerede på den plads, som jeg havde kørt fra en time tidligere. Er jeg et monster, tænkte jeg også, for min tilknytning til verden er så lille.

 

tåge

Jeg har masser af tid, trisser hen af stien, undrer mig over hvad det er for et humør som tågen kan hensætte folk lidt i. Hunden er fri. Skolen, et stenkast derfra, starter først om en halv time. Kl er kun 7:30. Der er stille bortset fra morgentrafikken på den nye lydsvage asfalt på Dalgas Boulevard, ikke 10 meter fra stien, hvor jeg går. Man hører dæk på den fugtige belægning fra tågens vandmolekyler. Lyden er som fra et fjernt vandfald. En dame står et sted, tæt ved træet med den store stamme, hun står som et skilt, tror hun ryger, eller kigger duknakket ned i sin telefon, medens hendes tætte labrador lunter rundt med snuden i det dybt grønne græs. Jeg kan spotte et lille rødt lys for enden af stien, det skærer igennem tågen, måske en baglygte fra en cykel. Den bevæger sig ikke, står bare som en kontakt i en mørk trappeopgang. Måske tågen gør en lidt saglig fordi man kan fantasere om det man ikke kan se, den bliver en slags skærm, som her i parken, den kedelige Finsensvej er borte, og man kunne lige så godt stå i Dyrehaven. Tågen er til drømme. Gad vide om drømmens kanter er lavet af tåge, at vores sinds grænser i nattens dyb består af hjernens egen tåge? Der er rigtigt meget jeg ikke ved, og det kan jeg godt lide.

Og nu en opfordring: Prøv selv at skrive bidder af øjeblikke, gerne med et billedet til. Formålet, psykologfagligt set, er, at optræne et nærvær, således at alt sættes i perspektiv; at selv det største problem blot bliver endnu en nuance i helheden af tilværelsens enormitet.