Vores venskab med Michel de Montaigne (1533-1592)

Har du læst Montaignes essays … og forstår du dem ligesom jeg gør?

Jeg tror at du ville se det samme, forstå det samme, og være glad for det samme, i brede træk.

Folk der læser ham siger det samme: “det er som om man har fået en ven”,  Montaigne formår at tale til folk igennem sin skrift. Han har en nærmest magisk evne til at være nærværende (se bare, jeg beskriver ham i nutid, og det var faktisk ikke engang bevidst). Han er sårbar, han udleverer sig selv, han lægger alle kort på bordet, og tager hermed ikke bare ejerskab af alle sine egne fejl og mangler, men gør sig til prototype på det menneske, der accepterer og lever med sig selv, præcis som han er.

Montaigne repræsenterer hermed en ideel selvaccept, selvironi og kærlighed til det sårbare og uperfekte. Han skriver på et tidspunkt, at han aldrig har mødt et større monster end sig selv, samtidig løfter han pegefingeren og gør grin med, og fordømmer de folk, der rent faktisk opfører sig som monstre. Han gør sig til et ærkeeksempel på kritisk tænkning, og er af nogen blevet anset som opfinderen af modernismen.

Medens han kalder sig selv for et middelmådigt menneske uden særlige evne eller færdigheder, udviser han et kendskab til historien, poesien og alskens kundskaber og efterlader dermed os læsere med en utrolig ydmyghed, og lyst til at lære.

Han dyrker også paradokset, og frembringer gode argumenter både for og imod den samme ting, og efterlader dermed læseren i et felt af undren. Behagelig undren vel at mærke. Ikke paradoksets frustration, men behagelig undren. Synes jeg.

Her er et lille udklip fra Wikipedia:

Michel de Montaigne (født 28. februar 1533, død 13. september 1592) var en fransk renæssancehumanist, der grundlagde essaygenren. Montaigne fik en utraditionel opdragelse uden prygl og lærte på faderens foranledning at tale latin, før han blev undervist i fransk. Fra 1557 til 1571 var han dommer i Bordeaux, og i 1581 – 1585 var han byens borgmester.

Montaigne udgav i 1580 første bind af sine “essais“. Det er en samling korte tekster i en legende, kunstnerisk stil alle med ham selv som undersøgelsens objekt. Litteraturforskere har diskuteret, om Montaigne valgte titlen “essais” til sine tre bøger (158015881595) som et åndeligt forsøg eller som en litterær genrebetegnelse. (Essai betyder på fransk både eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse, elevarbejde, smagsprøve og erfaring).

 

Hermed et lille udklip fra “Guide to the Classics“:

“Within a decade of his death, his Essays had left their mark on Bacon and Shakespeare. He was a hero to the enlighteners Montesquieu and Diderot. Voltaire celebrated Montaigne – a man educated only by his own reading, his father and his childhood tutors – as “the least methodical of all philosophers, but the wisest and most amiable”. Nietzsche claimed that the very existence of Montaigne’s Essays added to the joy of living in this world”.

… og andetsteds i et værk om ham:

“Montaigne both transforms philosophy and invents “society,” a distinctly modern form of association. Through this transformation, a new, modern character emerges: the individual, who is neither master nor slave and who possesses the new virtues of integrity and generosity. In Montaigne’s radically new philosophical project, Hartle finds intimations of both modern epistemology and modern political philosophy”.

Det som folk også siger, når de har læst Montaigne er, at det føles helt bizart at tænke på, at disse ord der glimrer og kommer én i møde er forfattet for omtrent 450 år siden. Hans tanker og observationer virker nemlig for det meste komplet nutidige. Montaignes skrivestil gør at man hurtigt føler sig fortrolig med ham. Han skriver lidt rodet, men han kalder jo også sin form for “forsøg”. Hans stil er uformel, morsom og til tider ret respektløs over det emne, han påstår at ville skrive om. På sin vis er han datidens første blogger.

Igennem Montaigne får vi altså en forståelse af, at der er en menneskelighed som ikke er kreeret af samfundskræfter, men som har rod i tidsløse behov, frustrationer og dilemmaer. Jeg forestiller mig, at Montaigne på en halv dag også ville forstå vores nutidige konflikter, fordi han er et menneske, og fordi vi er mennesker.

Det der også slog mig, da jeg begyndte at læse Montaigne for 5-6 år siden, var hvor vidunderligt det var at se, at de mange indsigter jeg havde slidt og slæbt mig til via læsning og træning i diverse psykologiske metoder og filosofiparadigmer, væltede rundt om hinanden som kåde føl på siderne i en bog skrevet i det sekstende århundrede. Der var flere idéer, flere teorier, flere observationer pakket sammen på en side, end jeg ofte havde stødt på i hele bøger, og så oven i købet leveret med humor. Den oplevelse gav mig en tiltro til, at den viden vi kæmper for at opnå, mere eller mindre ligger til os. Den bor  så at sige allerede i os. Det er en visdom der ligger til mennesket. Montaigne giver os en tiltro til mennesket, at vi har gaven til at forstå hvordan verden hænger sammen, og hvem vi er, og hvad der er godt, og hvad der er skidt, på måder der transcenderer epoker, kulturer og landegrænser.

Jeg kan levende forestille mig hvordan vores mange store filosoffer og forfattere har dyrket Montaigne som en slags hemmelig rollemodel. Det er for eksempel tydeligt at Nietzsche har baseret mange af sine teorier om psyken på Montaignes bekendelser og overvejelser, og herfra går sporet videre til Adler, Jung og Freud – selveste grundlæggerne af den moderne psykologi.

Og når det er sagt, vil jeg tilføje, at Montaigne stadigvæk er et skridt foran, for det eneste han egentlig tog alvorligt var dyderne, det vil sige, det, at opføre sig ordentligt både over for sig selv og overfor andre. Hans efterfølgere forsøgte at bygge filosofiske systemer. Det var Montaigne ikke interesseret i. Han belyste livet ud fra historie, erfaring og den logiske sans der opstår når man skriver og samtaler, og det er noget andet. På den måde kan Montaigne altså ikke kaldes filosof, han var heller ikke psykolog. Hvad var han så? Nietzsche så ham som den første historiker, andre har kaldt ham den første modernist. Jeg ville kalde ham den første humanist.

Montaigne er, når man har vænnet sig til de lange sætninger, en gudsbenådet humorist og tænker. Hans IQ er på højde med Leonardo Da Vinci og Einstein. Og når han skriver afslører han mange af sine tankeprocesser. Resultatet er, for mig personligt, at jeg bliver bedre til at tænke når jeg læser Montaigne. Jeg kan simpelthen mærke det. Efter bare en times læsning bliver jeg lidt bedre til at analysere. Det lyder muligvis mærkeligt, men det er min erfaring.

Montaigne havde afgørende indflydelse på sin samtid. Han var imod hård børneopdragelse, forsvarede handicappede og fandt nedslagtningen af de oprindelige folk i Sydamerika frastødende. Han var ubeskrivelig indflydelsesrig, og man kan sagtens argumentere for, at han måske nok var den vigtiste tænker af alle i forhold til udviklingen af vores moderne civilisation.

Når Fordybelsesrejsen kaster sig over Michele de Montaigne, tager vi fat i nogle af hans morsomme citater og taler om at være ægte og sårbare og vigtigheden af humor og medmenneskelighed. Søren Bramsted læser udvalgte passager op. 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: