Vores venskab med Michel de Montaigne (1533-1592)

I Fordybelsesrejsen er vi nu nået til Montaigne. Her er en mand, der har sig selv som sit emne. Han beskriver sig selv fuldstændigt ærligt og oprigtigt, og er derfor blevet kaldt det første moderne menneske. Han er et skønt forbillede som blogger og som … menneske.

 

Citater

Få en fornemmelse af hans tanker og væsen ved at dykke lidt ned i hans citater.

Se følgende citater

Han lægger alle kort på bordet, og tager hermed ikke bare ejerskab af alle sine egne fejl og mangler, men gør sig til prototype på det menneske, der accepterer og lever med sig selv, præcis som han er. Vi andre kan slappe af, når vi ser ham, det fuldente menneske erkende sine fejl på stribe.

Det uperfekte menneske

Montaigne repræsenterer hermed en ideel selvaccept, selvironi og kærlighed til det sårbare og uperfekte.

Han skriver på et tidspunkt, at han aldrig har mødt et større monster end sig selv, samtidig løfter han pegefingeren og gør grin med, og fordømmer de folk, der rent faktisk opfører sig som monstre. 

Medens han kalder sig selv for et middelmådigt menneske uden særlige evner eller færdigheder, udviser han et kendskab til historien, poesien og alskens kundskaber og efterlader dermed os læsere med en utrolig ydmyghed, og lyst til at lære. Måske fordi vi identificerer os med ham via den tydelige menneskelighed? 

Paradokset

Han dyrker også paradokset, og frembringer gode argumenter både for og imod den samme ting, og efterlader dermed læseren i et felt af undren. Behagelig undren vel at mærke. Ikke paradoksets frustration, men behagelig undren. Synes jeg.

Her er et lille udklip fra Wikipedia:

Michel de Montaigne (født 28. februar 1533, død 13. september 1592) var en fransk renæssancehumanist, der grundlagde essaygenren. Montaigne fik en utraditionel opdragelse uden prygl og lærte på faderens foranledning at tale latin, før han blev undervist i fransk. Fra 1557 til 1571 var han dommer i Bordeaux, og i 1581 – 1585 var han byens borgmester.

Montaigne udgav i 1580 første bind af sine “essais“. Det er en samling korte tekster i en legende, kunstnerisk stil alle med ham selv som undersøgelsens objekt. Litteraturforskere har diskuteret, om Montaigne valgte titlen “essais” til sine tre bøger (158015881595) som et åndeligt forsøg eller som en litterær genrebetegnelse. (Essai betyder på fransk både eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse, elevarbejde, smagsprøve og erfaring).

 Hermed et lille udklip fra “Guide to the Classics“:

“Within a decade of his death, his Essays had left their mark on Bacon and Shakespeare. He was a hero to the enlighteners Montesquieu and Diderot. Voltaire celebrated Montaigne – a man educated only by his own reading, his father and his childhood tutors – as “the least methodical of all philosophers, but the wisest and most amiable”. Nietzsche claimed that the very existence of Montaigne’s Essays added to the joy of living in this world”.

… og andetsteds i et værk om ham:

“Montaigne both transforms philosophy and invents “society,” a distinctly modern form of association. Through this transformation, a new, modern character emerges: the individual, who is neither master nor slave and who possesses the new virtues of integrity and generosity. In Montaigne’s radically new philosophical project, Hartle finds intimations of both modern epistemology and modern political philosophy”.

Den dybe menneskelighed

Igennem Montaigne får vi altså en forståelse af, at der er en menneskelighed som ikke er kreeret af samfundskræfter, men som har rod i tidsløse behov, frustrationer og dilemmaer. Jeg forestiller mig, at Montaigne på en halv dag også ville forstå vores nutidige konflikter, fordi han er et menneske, og vi ville også kunne fatte hans verden, fordi vi er mennesker.

Min aha! oplevelse

Det der også slog mig, da jeg begyndte at læse Montaigne for 5-6 år siden, var hvor vidunderligt det var at se, at de mange indsigter jeg havde slidt og slæbt mig til via læsning og træning i diverse psykologiske metoder og filosofiparadigmer opførte sig som, kåde føl på siderne i en bog skrevet i det sekstende århundrede.

Theories pr page

Der var flere idéer, flere teorier, flere observationer pakket sammen på en side, end jeg ofte havde stødt på i hele bøger, og så oven i købet leveret med humor. Den oplevelse gav mig en tiltro til, at den viden vi kæmper for at opnå, mere eller mindre ligger til os. Den bor så at sige allerede i os.

Vores “indre viden”

Det er en visdom der ligger til mennesket. Montaigne giver os en tiltro til mennesket, at vi har gaven til at forstå hvordan verden hænger sammen, og hvem vi er, og hvad der er godt, og hvad der er skidt, på måder der transcenderer epoker, kulturer og landegrænser.

Montaignes fans

Jeg kan levende forestille mig hvordan vores mange store filosoffer og forfattere har dyrket Montaigne som en slags hemmelig rollemodel. Det er for eksempel tydeligt at Nietzsche har baseret mange af sine teorier om psyken på Montaignes bekendelser og overvejelser, og herfra går sporet videre til Adler, Jung og Freud – selveste grundlæggerne af den moderne psykologi.

Den første humanist

Og når det er sagt, vil jeg tilføje, at Montaigne stadigvæk er et skridt foran, for det eneste han egentlig tog alvorligt var dyderne, det vil sige, det, at opføre sig ordentligt både over for sig selv og overfor andre. Hans efterfølgere forsøgte at bygge filosofiske systemer. Det var Montaigne ikke interesseret i. Han belyste livet ud fra historie, erfaring og den logiske sans der opstår når man skriver og samtaler, og det er noget andet. På den måde kan Montaigne altså ikke kaldes filosof, han var heller ikke psykolog. Hvad var han så? Nietzsche så ham som den første historiker, andre har kaldt ham den første modernist. Jeg ville kalde ham den første humanist.

Bedre tænkning

Montaigne er, når man har vænnet sig til de lange sætninger, en gudsbenådet humorist og tænker. Hans IQ er på højde med Leonardo Da Vinci og Einstein. Og når han skriver afslører han mange af sine tankeprocesser. Resultatet er, for mig personligt, at jeg bliver bedre til at tænke når jeg læser Montaigne. Jeg kan simpelthen mærke det. Efter bare en times læsning bliver jeg lidt bedre til at analysere. Det lyder muligvis mærkeligt, men det er min erfaring.

Montaigne som påvirker af samfundet

Montaigne havde afgørende indflydelse på sin samtid. Han var imod hård børneopdragelse, forsvarede handicappede og fandt nedslagtningen af de oprindelige folk i Sydamerika frastødende. Han var ubeskrivelig indflydelsesrig, og man kan sagtens argumentere for, at han måske nok var den vigtiste tænker af alle i forhold til udviklingen af vores moderne civilisation.

 

Når Fordybelsesrejsen kaster sig over Michele de Montaigne, tager vi fat i nogle af hans morsomme citater og taler om at være ægte og sårbare og vigtigheden af humor og medmenneskelighed. Søren Bramsted læser udvalgte passager op.