Hvad skal man tænke om Jordan B Peterson?

For 3-4 år siden ledte jeg på Youtube efter foredrag om eksistentialisme og faldt over Jordan B Petersons videoer, som jeg mere eller mindre har fulgt lige siden. Nu er han blevet en berømthed, både elsket og hadet, og der er skrevet adskillige såkaldte ”hit pieces”, dvs. meget kritiske artikler mod ham, hvis prominente spalteplads i The Guardian og New York Times kun matches af deres  underlødighed. Her til lands har altid underholdende Rune Lykkeberg og Néné La Beet prøvet kræfter med emnet. For hver en halvbagt håndevending mod ham vokser hans popularitet imidlertid, idet en af hans pointer netop er journalistikkens og akademias usagligheder. Jeg vil ikke påstå at jeg kan vurdere ham og hans idéer på et par sider, og jeg er endda uddannet til det. Jeg vil heller ikke angribe ham eller forsvare ham, men blot udlægge hvad jeg som psykolog finder interessant ved fænomenet ”Jordan B Peterson”.

 

Klassisk litteratur og eksistentialisme

Han vækker eksistentialismen og den klassiske litteratur til live bl.a. George Orwell og Dostojevskij, og taler om hvor vigtigt det er at bruge litteraturen og de store tænkere som spejl på den menneskelige tilstand. Han har fået flere unge mennesker til at interessere sig for god litteratur end nogen anden i verdenshistorien.

 

Vores længsel efter en dybere forståelse af os selv

Religionen med dens dybe rødder ned i vores historie, er svær at dyrke for det stadigt mere oplyste menneske, den fri vilje er aflyst af ”kognitiv neurovidenskab” og eksistensen med dens ofte banale kampe kan være svær at finde spejlet i post-perspektivernes livsløse ismer. Som knastørre tavlesvampe suger millioner af unge mennesker i alle aldre Petersons saftige foredrag om visdom om mennesket, og dermed deres egen dybde, til sig.

 

Kroppen og dens ærlighed … igen

Som mange af de ”alternative” altid har vidst, har kroppen en ”energi”, og man kan lytte mere eller mindre den til den. Peterson understreger dette, og genopfrisker de humanistiske psykologer såsom Rogers og Maslow til en ny tid. Budskabet er enkelt; man skal huske at have sig selv med i det man gør, og erkende at dette er en slags ”kropslig viden”, måske endda en åndelig fornemmelse. Ifølge Peterson kan forskellen på om man siger noget ægte følt eller ej, mærkes i ”kernen”, omkring solarplexus. At kroppen kan ses som en afgørende klangbund for psyken, er noget vi mangler i vores tid. Selvrealisering, selvet, det indre barn og mavefornemmelse en prygelknabe blot.

Der er naturligvis grænser for hvad vi kan bruge mavefornemmelsen til i samfundet, men uden mavefornemmelsen bliver samfundet uden grænser?

 

Vigtigheden af individet … igen

Det enkelte menneske har ikke bare mulighed for at udforske og udtrykke egen sandhed, men er på en måde også forpligtet på det. I efterdønningerne af anden verdenskrig betragtede flere tænkere individets suverænitet som samfundets bolværk mod det totalitære. Sagen er nemlig ydermere den, at det enkelte menneske, i fornemmelsen, som regel har bedre stopklodser mod uhyrligheder end grupper har. En dyrekøbt indsigt der blev kørt over af ”samfundskritikken”, ud fra hvilken et individfokus i bedste fald er ligegyldigt.

 

Selvrealisering … igen

Vi har i tidens kollektive bevidsthed således efter alt at dømme misforstået de psykologiske termer selvrealisering og selvaktualisering, som i bl.a. Adlers og Maslows terminologi handler om at kunne give sig hen til livet med uforfalsket, sårbar deltagelse og hermed høste komplet kærlighed, meningsfuldhed, flow og gaven ved selvopofrelse. De spirituelles mantra om at man skal kunne elske sig selv (alle ens egne ”skygger” og ufuldkommenheder) før man for alvor også kan acceptere og tilgive andre med deres respektive uundgåelige fejl og mangler, synes mig dybt sandt, og det er et emne, som Peterson på en måde genopfrisker.

 

Den svære tænkning … igen

Bare fordi man har lært at læse og skrive, har man altså ikke nødvendigvis lært at tænke. Efter universitetet har de unge bare lært at være arrogante på latin, som Montaigne sagde, og Nietzsche sukkede efter en fortid hvor det var de vise, man lyttede til, for da var det som at tage skridt fra bjergtop til bjergtop, i stedet for at gå rundt i dalene med middelmådigheden. Peterson prøver ligeledes at hjælpe os med at forstå at tænkning er utroligt svært. Han gør meget ud af at famle sig frem til idéer medens han taler, for på den led at udforske det, at tænke processuelt. Her genopfrisker han begrebet ”logos” til nye generationer.

 

At turde at sige sin sandhed

For mig at se blotlægger han i nærmest pinlig ærlighed sin formåen på godt og ondt ved at tilbyde sig selv som laboratorium for denne logos. Han er vel en slags psykologiens svar på den gode australske Steve Irvin fra Animal Planet, der bogstaveligt talt endte sine dage som genstand for sit eget emne. Medens Jordan Peterson har skabt mange fjender med sin legefrem tale i en krænkelsesparat tid, lader han dog til at overleve.

 

Tidens semireligiøse betagelser

Peterson taler langt og dybt om at livet er lidelsesfuldt; at virkeligheden er kompliceret, uretfærdig og tilfældig. Der er fx aldrig kun én undertrykker, og der er som regel ikke et forjættet land for enden af en utopisk vandring (fx kampen mod patriarkatet, kapitalismen eller blind tiltro til videnskaben). Han er ikke bare pessimist, han er en dyster pessimist. Medens han udstiller venstrefløjens ideologiske besættelser herunder identitetspolitikken, som skar han i blødt smør, ser jeg det som en undladelsessynd, at han ikke udstiller frimarkedsideologien der også har sin portion irrationalitet, fx afvisningen af menneskeskabte klimaforandringer.

 

Petersons mindre hadede ligesindede

Jeg havde for nyligt mulighed for at diskutere tidens kulturelle splittelser med den højt anerkendte psykolog og forsker Jonathan Haidt over et symposium med en hånduld andre her i Danmark, og han leverer en stort set identisk samtidskritik, og ligeledes gør i øvrigt psykologen Steven Pinker, men de forholder sig beskrivende til verden. Peterson adskiller sig som nævnt ved at forsøge at gå i ”dybden” og forsøge at forklare og begribe fænomenerne på et ret nuanceret dybdepsykologisk og evolutionsbiologisk plan. Jonathan Haidt er i øvrigt selv optaget af de mere dybdegående forklaringer, fx er han begejstret for hvad sociologen Durkheim ville have fået ud af tidens ideologiske besættelser, men er som Pinker skåret af en tid, hvor man ikke vover sig så meget ud i teoretiseringer, men primært anskuer egen rolle som talformidler.

 

Mandighed?

Man får en fornemmelse af, at ”mandighed” er et slags nøglebegreb i Petersons bagvedliggende antagelser. Det kan naturligvis aktivere vores kollektive fobi for den afsporede mandighed vi så store og små eksempler på i det tyvende århundrede, men ved nærmere eftertanke: Er det ikke godt, at opfordre mænd til at lade være med at klynke og være bitre, og i stedet prøve at gøre noget ud af sig selv? At kunne samtale med kvinder i stedet for bare at please, diskutere, score, eller undvige i frygt for afvisning. Og er det ikke godt at omdøbe ”toxic masculinity” til en mandighed, som vi hver især må lære at rumme og forstå, så vi ejer vores egen voldsparathed, og – potentielt – kan bruge den for det gode, i stedet for at lade den vokse sig vild i skyggerne af os selv og samfundet? Den mere latente vildskab i mange mænd kan ikke ties bort, og opdrages ud af os.

Og er det ikke godt at tale om utroskab som noget der forråer os psykologisk og socialt set? Uanset hvad kan vi vel blive enige om, at det er vigtigt at tale idealer ift. opførsel, men tørt er det. Knastørt.

 

Frygten for ikke at være sød nok

Tidens samfundskritiske socialkonstruktionistiske perspektiv på individ og samfund (at vores sandheder, både eksistentielle og videnskabelige, udelukkende beror på magtinteresser) har som en slags flismaskine makuleret traditioner og kategorier, herunder kønsforskellen og humanismen synes spredt ud i skovbunden. Man har endnu til gode at opdage, at når alt kan kritiseres lige meget, er alt også lige godt. Her, hvor alle værdier og eksistentielle holdepunkter forsøges endevendt og afskaffet, er humanismen endt med at være det samme som at være ”sød” over for dem man er enige med – forstås. En slags perverteret laveste fællesnævner. Det har som bekendt bragt en situation med sig, hvor man skal man veje hvert et ord på en guldvægt for ikke at blive udstødt af det gode selskab. Af frygt for ikke at være sød nok, her til lands; af frygt for at blive associeret med DF segmentet. Til sidst kan man blot misse enigt med øjnene. Jordan Peterson tør her at være politisk ukorrekt, han tør at sige det han tænker. Han har ikke som formål at være politisk korrekt eller få ret, han har nok nærmere som formål at blive klogere.

 

En renæssance af humanismen

Michel de Montaigne, som måske nok var den første og største humanist, var godt nok skeptisk og samfundskritisk, men han var også grundlæggende konservativ og tilhænger af dydsetik, dvs. at vide hvad der var godt og turde at stå inde for det, fx ærlighed, ytringsfrihed, ydmyghed, åben debat, humor og medfølelse. Han gav udtryk for, at en kultur skal have holdepunkter for ikke at blive kaotisk. Han mente således at ægteskabet var vigtigt for at holde sammen på landsbyen, at ærlighed betalte sig stort set altid og at religionen også havde sin plads om end den måske var lidt fjollet.

Hvad er humanismen så? Som jeg forstår det, er humanismen en menneske- og samfundsforståelse der står på et fundament af videnskab, ytringsfrihed og frihed til at leve som man vil, så længe man ikke skader nogen. Humanisten erkender og respekterer andre individers suverænitet og accepterer dermed uenighed som grundvilkår. Humanismen er også en medmenneskelighed, og den er ikke desto mindre uforskammet helt ind i DNAet, og set i det lys er Peterson ikke engang humanistisk nok. Montaigne ville måske ikke have rullet med øjnene i mødet med vores tids identitetspolitik og  postmodernismens koketterede krøller, men ironiseret, så såret var blevet endnu dybere.

 

Opfordringer

Hermed også sagt, at eftersom uenigheder er kommet for at blive, at uenigheder er en hjørnesten i humanismen, burde den mobbede venstrefløj tage imod fænomenet ”Jordan B Peterson”, som en invitation til at skærpe deres argumenter og eksistensberettigelse, i stedet for at møde udfordringen krampagtigt og uovervejet. Ifølge mit kendskab til ham, og mange der følger ham, er hans budskab så tilpas solidt, stoisk og humanistisk, at man med god samvittighed kan stemme sin ånd efter hans bøger og foredrag for en tid. Ikke for lade sig kolonisere men for at deltage i logos.

 

 

 

..

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.