Den lille havfrue: Et underbevidst liv og en længsel efter “individuering” og ægte kærlighed.

Der er mange måder at fortolke Den lille havfrue på, i det følgende vælger jeg at anlægge et slags udviklingspsykologisk perspektiv. Hvor det handler om en art forgæves personlighedsmæssig udvikling forårsaget af overbeskyttelse og manglende “individuering”. Det hjælper at have læst Den lille havfrue før man læser min fortolkning, men det er ikke strengt nødvendigt. Det er mine noter, så hav tålmodighed med mig. jeg kan dog næsten love, at du ikke kommer til at se på Den lille havfrue på samme måde igen. 

(Individuering = et selvstændigt, afgrænset og modent menneske, der kan udtrykke sig selv, sige til og fra og handle på drømme og ønsker.)

Velkommen til Den lille havfrue set med psykologisk linse.

 

Pigen fra bunden af havet.

En meget poetisk fortalt historie. Virkelig smuk. HC Andersen gør sig umage med billederne og stemningerne når han fortæller om den lille havfrue og hendes søskende, der vokser op i det grænseløse, udflydende, endeløse og afsondrede dybe hav. Det er et uset og hemmeligt liv de lever hernede. Havfolket er der ingen der ser. Det hele hernede er levende, alt er i bevægelse, ting er ikke adskilte. Det er en slags ”uindividueret” sump. En udstrakt underbevidsthed (der jo netop forbindes med vand), hvor blomsterne findes, men ikke dufter (!) og alt bevæger sig sammen på en evig, doven men også smuk måde. Det er et liv, men ikke et rigtigt, fuldt liv.

 

Det er er et dybt hav hvor man nok lever længe, 300 år, men til gengæld dør man heller ikke som et menneske. Man lever ikke videre i det hinsides. Man flyder blot ud med havskummet når ens tid er inde. Det er et slags liv hvor man ikke træder i karakter og derfor heller ikke engang kan dø rigtigt?

(man aner et omrids af et slags “Apollinsk” æstetisk, uendeligt “åndeligt” liv uden ende og uden ægte, kraftfuld kærlighed og individuel styrke.)

 

Historien starter med en beskrivelse af havkongens slot, han er far til Den lille havfrue og hendes 5 søstre. Havkongens mor tager sig af de seks havfruepiger.

 

Den lillehavfrue var den yngste af døtrene med blå øjne og bleg hud. Hun og hendes søstre legede med fiskene og drømte om at møde en smuk mand, ikke ulig den hvide statue af en ung mand, der var faldet ned fra et skib, som de tilbad (Freud ville nok have ment at fiskene vikarierede for fallos). Statuen af manden, var det fremmede nede i deres rige, som pigerne drømte om.

 

Den lille havfrue glædede sig især over det, som hun hørte om fra livet over vandets overflade. Blomsterne duftede som nævnt ikke på havets bund.

 

Farmoren (der tog sig af havfruepigerne) havde sagt, at de godt må komme op til overfladen som 15 årige og se sig omkring. Ingen var så længselsfuld som den yngste, Den lille havfrue, hun havde længst tid at vente.

 

De forskellige søstre stiger op og ser forskellige ting, og fortæller de andre om solen, byen, naturen, slotte, gårde, skove, fuglesange med videre. Den lille havfrue får en masse information om det andre ser. Søstrene ser mange smukke men også foruroligende ting, fx:

 

”Men hun sad roligt på sit svømmende isbjerg, og så den blå lynstråle slå i siksak ned i den skinnende sø.”

 

Da de som voksne piger havde vænnet sig til at svømme op til havoverfladen og se sig omkring, begyndte de dog at foretrække havets bund. Søstrene ønskede sig ikke væk, og de var også naive; de troede at sømænd der faldt over bord, ville overleve i deres våde verden. Men et menneske (en sømand) kan jo ikke leve i andres underbevidsthed (havet).

 

I det underbevidste kan man ikke engang være ked af det på en rigtig måde:

 

”… havfruen har ingen tåre og så lider hun meget mere.” (Hun er ikke individueret, og kan derfor ikke engang udtrykke tristhed rigtigt, og det er ulideligt for hende.)

 

 

Hun kommer nu op til overfladen

 

Hun kommer nu som 15 årig op til vandoverfladen som havfrue (en meget romantisk passage).

 

Hun er 15 og han, prinsen hun kan skimte på båden, er 16 – han har store sorte øjne (lutter ophidselse). Barndommens forelskelse glimrer mellem linjerne, især af den uforløste teenage slags.

 

Al fyrværkeriet spejlede sig i vandet… hendes verdens mørke spejler åbenbart livets fyrværkeri på hele hendes flade. (193)

 

Et uvejr kommer. ”Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø.” Vandet rejste sig (hendes længsel rokker ved skibet,… ville Freud måske også mene).

”Men skibet dukkede som en svane, ned mellem de høje bølger, og lod sig igen løfte op på de tårnene vande.” Skibet forulykker ikke desto mindre, prinsen smides over bord. Hun redder ham til stor fare for sig selv.

”Ved morgenstunden var det onde vejr forbi…”  ”Han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kyssede ham igen og ønskede at han dog måtte leve.”

 

(Ifølge Jung bliver en kvinde til i kraft af mødet med ”animus” ude i verden. Det er igennem ham at hun opdager verden. Hun føler at hun bliver til, når hun endelig holder ham i sine arme. Endelig findes hun, endelig lever hun rigtigt.)

 

Hun efterlader ham på kysten og svømmer væk igen. Mange aftener og morgener efterfølgende steg hun op og så hen mod det samme sted, men så ham ikke. Hun holdt om statuen i bunden af haven (hendes egen animus), men det duer selvfølgelig ikke, for fantasien er ikke længere nok.

 

En dag når de andre havfruer får nys om hendes længsel og savn fører de hende hen til hvor de havde set ham.

 

Hun begynder nu at observere prinsen (196) fra bølgerne på den der fjollede forelskede måde. Hun svømmer meget nærmere land, end nogen andre havde turdet. Hun betragter ham manger aftener.

 

”Mere og mere kom hun til at holde af menneskene, mere og mere ønskede hun, at kunne stige op i mellem dem, deres verden syntes hun var langt større end hendes.” (197)

(I det psykologiske perspektiv vi her anlægger er det en meget rammende beskrivelse af den unge, der savner det store liv uden for ”mors skørter”.)

 

”Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder, og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget rigtigt kaldte landene ovenfor havet.”

 

”Din fiskehale finder de hæslig oppe på jorden.” (underminering af pigens tiltro til sig selv – den overbeskyttende mor, Freuds Oedipus kompleks med pigen som offer for den overinvolverende mor.)

 

Og så arrangeredes en vildt fantastisk fest under havet (198). (Der skabes et hjem så overdådigt at de unge ikke vil forlade husets fire vægge. Det signalerer at farmoren som en anden heks i skoven sikrer et ”lagkagehus” til børnene, for at fede dem op og æde dem. Hverken heksen i Hans og Grethe eller farmoren i Den lille havfrue ønsker at give slip på sine børn.)

 

Den lille havfrue sang skønt, alle klappede for hende ”et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet.”

 

Havheksen (199)

 

Den lille havfrue kan dog ikke holdes fanget under vandet, derfor søger hun hjælp hos ”havheksen”, for hun vil have sin prins, koste hvad det vil.

 

Alt er bare forfærdeligt og ulækkert, hvor heksen er: ”her voksede ingen blomster, intet søgræs…”

(hvad kan heksen siges at symbolisere? Farmorens skyggeside? Ved det ikke rigtigt…, Måske hun repræsenterer frygten forbundet med mødet med det, som man ikke er klar til, for man er ikke blevet trænet til det – agtigt.)

 

Havheksen siger til Den lille havfrue: ”Du kan aldrig vende tilbage igen. Du dør hvis du ikke får ham. Det vil gøre ondt at gå på dine fødder.” (Iø en talemåde for, at man ikke er moden nok til at stå på egne ben.)

 

Heksen fortsætter: ”Du skal give mig din stemme.” (Hun undermineres helt solidt på sin vej op fra havet. Hun sikres at hun ikke vil formå at kunne udtrykke sig selv og sige sin sandhed som et voksent menneske.)

 

Endvidere får hun at vide af havheksen, at hun vil dø hvis hun ikke får prinsen til at gifte sig med hende. (Det kan man så tænke over. Alt på et bræt? Vil det føles som en død ikke at blive elsket uden for familiens trygge skød?)

 

(Det er åbenbart som en slags død, at gå fra farens slot og hendes søstre. For sådan er det vel for det overinvolverede barn at forlade sin familie? Agorafobi, overdrevne kontrolbehov og angstproblematikker afstedkommes ofte af den slags opvækst. Hun ikke er udviklet nok til at mestre det, som hun vil, men alligevel vil hun det, hun er tapper. Med ”hun” mener jeg faktisk også HC Andersen selv, som efter alt at dømme ikke oplevede at have en stemme i sit kærlighedsliv. Han så lidt uheldig ud, og har givetvis båret på hemmelige forelskelser hele sit liv, som han ikke har kunnet give udtryk for. Måske historien ikke bare er et arketypisk eksempel på en pige der har levet under en overbeskyttende mor, men også et slags forklædt selvportræt, som kunst jo ofte er.)

 

Prinsen

Det ene med det andet. Hun bliver ven med prinsen: Han tog hende ved hånden, førte hende… hendes smerte var intens. Hendes gang blev set som en svævende gang. Hun var den skønneste, men kunne hverken synge eller tale.

(hun er der, og er der ikke samtidigt. Hun består af yderligheder, stille og samtidigt den bedste danser. Hun er dybt anderledes, et klassisk HC Andersen tema)

 

”Hun dansede som ingen anden havde danset.” (203)

 

Han kigger på hende, og siger…: du er fantastisk, men du er ikke den rette, for du er ikke hende jeg drømmer om.”

 

(her viser HC Andersen igen sin umodne kærlighedsforståelse, bare fordi vi har fantaseret om nogen, elsker de os altså ikke! Jf. Fx Prinsessen og svinedrengen. Man kan ikke nøjes med at håbe at nogen vil elske én, eller tro at en betagelse af en anden på en måde er lig med kærlighed.)

 

 

Skibet på vej til prinsens møde med nabokongens datter

Tiden går og prinsen skal vælge sig en prinsesse. De tager en skibsrejse til nabokongen, hvor han skalmødes hendes smukke datter.

 

(Er den lille havfrue endt i ”vennefælden”?). Prinsen til den lille havfrue: ”Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle, og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste.”

 

Skibet er nu på vej tilbage fra en tur til nabokongen, og prinsen har den nye prinsesse med om bord. Det er en slags gentagelse af den første gang Den lille havfrue hun ser ham. En spejling af det første øjeblik. Man fornemmer dermed en slutning, ligesom 1 minus 1 er 0.

 

Natten falder på, og morgenen kryber tættere og tættere på. ”Det blev tyst og stille på skibet. Hun vidste at den første solstråle ville dræbe hende.”

 

Søstrene der følger skibet fra bølgerne udklækker en plan. Hvis hun myrder prinsen kan hun vende tilbage til havets dyb med dem. De giver hende en kniv. (Symbolsk for at afslutte forestillingen om et selvstændigt liv med ægte kærlighed for atter at vendetilbage til et ligegyldigt/underbevidst liv, uden reelle muligheder for ”selvrealisering” og ægte kærlighed?)

 

”Stik prinsen i hjertet, lad ham dø, så vender du tilbage til havet, og ender som søskum!”

 

”dræb prinsen – skynd dig!” siger søstrene.

 

Slutningen

Hun kan ikke få sig selv til at gøre det, smider kniven i havet og dør, men ikke som havfrue, der ender i havskum. Hun dør som menneske og stiger til himmels. Hun duede ikke under vandet, og hun duede heller ikke som menneske, men i det mindste døde hun som menneske, hun gik til grunde i det virkelige liv i modsætning til hendes søstre der forblev “uindividuerede”.

 

På Fordybelsesrejsen #6 tager vi fat i temaerne:

At have sider af sig selv man ikke kender så godt

At se sider af andre, som de ikke kender så godt

Om traumer fra uigengældt kærlighed

Om “ikke at have en stemme”

Om at føle sig anderledes

Om at være ung, og svømme fra havet i armene på andre mennesker

Om den store angst og identitetskrise som mange unge må igennem

Om måden at tale med unge som er på den ift. individuering.

Om det vi stadig bærer rundt på, og hvordan vi tager os af “resterne”, fra den hårdtslående ungdom i vores krop og psyke, i vores hjerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.