Om dovenskab og hengivelse

Foto: Nathan Anderson 

Det her kommer til at lyde corny. Jeg ved det og dog vil jeg gøre mig til flodbunden for denne morgenstemning jeg sidder midt i. 

 

Solen skinner, det er i slutningen af maj. Klokken er lidt over syv. Jeg sidder på altanen med computeren i bar overkrop. Kim Larsen droner ud af nogle højtalere et sted i gården og en hveps summer lidt utålmodigt omkring mig. Jeg må til sidst rejse mig op da den sætter sig på min ryg. Jeg laver dog ikke en hvepsedans, for sådan er jeg ikke af natur. Hun spørger nu ud igennem vinduet, ”har du set det grønne låg til drikkedunken?” for hun er ved at smøre madpakker til sine børn, og jeg har tømt opvaskemaskinen. Jeg smider hvad jeg har i hænderne, og går ind og finder det til hende. … Hvor kom jeg fra. Jo, det er sidst i maj, solen brager ned, og jeg har på ryggen af en anarkisme, som efterhånden føles medfødt, givet mig selv en masse problemer i tilværelsen. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og således har min egenrådighed og glæde over tilværelsen peget mig selv i retningen af mit mere uproduktive og milde væsen, der som en flod strømmer igennem mig, og som jeg kan fornemme som noget, alle andre også oplever. Det er jeg stensikker på, selvom det burde jeg jo – strengt taget ikke være. Men det har jeg det ok med. Det føles nemlig sært nok ret kollektivt at falde tilbage i mig selv, i denne flod, for det føles så .. så… fælles? Det er ikke det eneste der er sært ved denne flod, den kan flyde ude af at have specifik retning i sigte (for sådan er vand jo). Den bevæger sig godt nok, men den forekommer mig af og til så glat og smidig, at man godt kunne tro, at man bare kiggede på et let bølgende spejl.

 

Folk opfører sig ofte som om, de slet ikke har opdaget åen, eller den rasende flod i deres psykiske arkitekturs midte. Men mig kan de ikke snyde, selvom jeg lader dem. Jeg kan nemlig også være helt fra den selv. Jeg kender det jo godt. Jeg kan også glemme den.

 

Floden kan strømme stærkt, og alligevel er det som om, at den bliver ved med at være den samme (sådan er floder jo). Den forekommer mig at være en slags essens, eller livskraft, eller menneskelighed om man vil. Jeg må tilstå den lidt skøre tanke, at jeg jo altid har betragtet oplevelser som en form for væske, som noget der løber igennem os, som noget der aldrig er helt fast, som noget der hele tiden ændrer form. Man ”klukker” jo også af grin, og et kuldegys ”løber jo også igennem én”?

 

Denne ”flod” er muligvis mit billed-ord for det CG Jung beskrev som det fælles underbevidste, det som Alan Watts beskrev som ”helheden”, som nogen betragter som Gud, eller det jeg som en slags allestedsnærværende mild intentionalitet. Det er, må jeg tilstå, nok ret flippet, men ”flippet” er jo bare et ord. Jeg er i øvrigt ikke nær så klog som nævnte herrer, og jeg vil ikke forsøge at legitimere min oplevelse med fine koncepter, begreber og citater og ”hjerneforskning”, for jeg skal ikke bevise noget for nogen. Floden der løber under neden går alligevel ikke så meget op i evidens. Den er ikke konceptuel.

 

Floden der strømmer er som regel langsom og så naturlig og så evig, at vi tager den for givet. Vi værdsætter den måske kun lidt tilfældigt. Sjældent svømmer vi i den, og de der giver sig hen til den, ser vi som lidt pinlige, for skal de dog ikke udrette noget? Og sårbarheden og tvivlen forbundet med hengivelsen til os selv og ti verden, finder vi som regel lidt akavet.

 

Den kræver sin mand, hvis man ikke skal fremstå lidt kikset i hengivelsen og den sødme som floden (os selv) kæler for flodbrederne (vores omgivelser) med.

 

I denne flod ser vi ikke bare vores dybeste menneskelighed, vi kan også risikere at støde på andre, der for en stund har taget en dukkert. Dér kan vi mødes,  den fælles flod.

 

En hver mand, der giver sig hen til floden svømmer straks med talrige kvinder, for de sukker efter manden der giver sig hen (jeg har også være single en gang). Det er på en måde meget sydlandsk. Du ved hvad jeg mener? Se. Jeg behøver ikke at forklare det. Jeg tror at det måske at floden er det som Jung beskrev som Anima, en urkraft vi har forbundet med det feminine, en evig baggrund, og en substans som vi er gjort af, og som er uegennyttig. Den kræver ikke vores respekt, vi må godt ignorere den, men det tjener os ikke.

 

Nu når jeg har været flodbund for hin kollektive urstrøm i mit indre i snart 45 min, må jeg i gang med at være effektiv, for huslejen skal jo betales, og regnskabet i hus med hiv og sving, og lover mig selv at tage en svømmetur senere i dag igen.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.