Da en jungianer smadrede Prince Charles’ karriere og andre finurlige cases

Alle der arbejder med mennesker bør vide, at en hvilken som helst metode der tages for bogstaveligt kan skabe flere problemer end den løser. Ligesom med parolen i politiarbejdet skal man måske følge metoden/reglerne, men man skal også tænke sig om. Man kan ikke nøjes med den ene halvdel af ligningen. Jeg har selv klokket i det af og til, hvorfor dette essay ikke skal ses som en opsang til andre, men som et kuriosum for alle i denne branche.

Den bløde sjæl

Som det beskrives i de ældste religiøse myter, er vi som skabt af ler. Der sættes nemt aftryk i os, og jo mere man stabler et videnssystem på sig, det være sig en religion, en metode, en holdning, eller en politisk overbevisning, des tungere bliver det, og des større aftryk skaber den på vores bløde sjæle.

Herunder strør jeg et par eksempler på ovenstående, både fra mine egne fejl og erfaringer, og fra det jeg har læst, hørt og lagt ører til fra kollegaer. Hvis folk føler sig ramt passer det mig fint, for folk bliver godt nok tossede af at blive kritiseret,  men de bliver endnu mere tossede af ikke at blive kritiseret.

 

Prince Charles og Jungianerne

Der var fx den gang hvor Prince Charles gik i terapi hos en Jungianer, der fik ham til at tale med sine planter, for de var en del af hans “selv”, tro at han var et mytisk væsen, og foranledigede at han sendte talrige sære breve til statsoverhoveder fra hele verden mv., hvilket jo gjorde ham komplet uegnet til at overtage tronen (læs mere her).

Så alt i medens den jungianske analyse giver mening ift en række fænomener og problemer, kan den når den overdrives, eller tages for alvorligt, om man vil, gøre dens “modtagere” ufordøjelige for deres omgivelser.

Jeg har fuld sympati for den ulykkelige situation. Når jeg fx læser Nietzsches mest intense poetiske passager, og skriver essays, er jeg selv så tilbøjelig til at skrive så vildt, at jeg forskrækkes over det, når jeg genlæser det måske et halvt år senere.

 

Tankeliv forbudt?

I den metakognitive terapi arbejder man bl.a. med den åbenbart revolutionerende indsigt, at vi kan blive forskruede af at tænke (det skrev Michel de Montaigne også om i femtenhundredetallet) og det kan være en god antagelse at tage afsæt i når man behandler for OCD, angst, depression og andre tilstande. Det skal dog tilføjes, at medens vores eget sind måske ikke nødvendigvis er vores bedste ven, er det samtidigt nødvendigvis vores bedste ven. Og mens vores personlige historie i vores indre og i samtaler, kan være en slags livskvalitetsslugende og psykopatologisk hobby, er vores personlige historie også fundament ned i vores egne minder, de, der slår rødder ned i vores aners aner, og dermed selve jorden. Tankelivet er smukt, dejligt og nyttigt, og ja det kan også skabe og vedligeholde angst, stress og depression. Er der egentlig noget nyt ved det?

 

Jeg har fået en coachinguddannelse

Hvordan ved du om en leder er begyndt til coach?

Ved at han pludseligt opfører sig mærkeligt.

Og nej, der er ikke en joke. Hvis man går meget mekanisk til værks i coachingsamtaler, uden at tage højde for menneskets iboende kompleksitet kan man komme til at sætte de mere naive klienter i gang med alskens adfærd, der måske lyder godt i coachingsamtalen men er problematisk i personens liv. Som med historien om ham den lidt antisociale karakter, der sagde til sin gamle veninde, at han altså ikke kunne hjælpe hende med at flytte den dag som lovet (hun havde virkelig brug for hans hjælp) for han havde med coachen fundet frem til, at han måtte prioritere sig selv noget mere.

 

Individuelt ansvar 

I den systemiske familieterapi opdagede man hvordan enkelte familiemedlemmer blev skraldebøtte for al dysfunktion i gruppen, man opdagede også hvordan konflikter blev affødt af forskellige opfattelsers forskellige ”punktueringer” af hvad der ledte til hvad. Man opdagede også, at lige så snart, at der således var udpeget skyld, fralagde andre sig ansvaret for at forandre ting selv. Derfor arbejdede man strategisk med at opløse disse automatlogikker, især “skyldsspørgsmålet”, og erstattede dem med en mere forløsende nysgerrighed og anerkendende kærlig tilgang til hinanden og situationerne. Fint. Godt. Så … spoler vi tiden frem til i dag, hvor vi kan konstatere, at der fra smukke Snekkersten er udløst en parapsykologisk styrke af konsulenter på landet, som uden blusel hævder at det personlige ansvar er en … diskurs? Der er i dag anerkendt forskning der tager afsæt i at man ikke kan være skyldig i at mobbe, fordi det er “systemisk”.

 

Samfundskritik 

Hvorfor inddrage samfundskritik i min gennemgang af psykologiske metoder? Fordi det er blevet en slags psykologisk metode på universitetet og den gængse samfundsdebat. 

Medens den så etablerede “kritikken af individualiseringsdiskursen”  gør livet nemmere på læreanstalterne og i den generelle debat, idet man nemmere kan give karakterer og “likes”, korrumperes forholdet til virkeligheden.

Det kan være, at der forefindes fordækte kulturer hvor man tørrer ansvar for organisatoriske problemer af på enkeltpersoner, som bare “skal til “coach, for retteligt burde ledelsen hellere tage ansvar for de strukturer der bidrager til individernes funktions(u)dygtighed? Men alt er jo ikke sagt og gjort med det, og desuden:

Når al eksistentiel lidelse tolkes som noget, der skabes af undertrykkende strukturer, skaber man en utopistisk kollektiv vildfarelse, der skaber flere problemer, end den løser (overvej fx det tyvende århundredes utopismer).

I øvrigt er det sådan, at individet er og bliver den afgørende forandringsagent ikke bare i sit eget liv, men i alle samfund, hvorfor en samfundsanalyse der omtaler individer som et slags epifænomen af den gældende magt, nødvendigvis skaber kaos. Den enkelte unge ballademager er fx ikke bare et uskyldigt offer for omstændighederne, hvorfor man må belyse makrostrukturer, men også et individ der skal opfordres til at se sig selv i spejlet.

 

Indre barn arbejde

Så har klienten siddet hver eneste session i 10 sessioner med det indre barn fra hin horrible psykologiske traume alene på køkkengulvet. Ham der opdagede at moren var på vej i byen for at feste (og gik i byen), og som 5 årig derfor skulle være alene i huset om natten.

Og medens sådanne traumer med fordel kan vækkes og mestres med nyfunden vis voksenomsorg, kan selv den strategi vel overdrives. For godt nok, skal vi passe på det lille barn, men hvis man dyrker det, kan man vel komme til at overidentificere sig med smerten igen, i stedet for at identificere sig med den voksen, som skal rumme det?

 

Lacaniansk psykoanalyse

Jeg skal tilstå, at jeg ikke ved så meget om det, men jeg tillader mig at tvivle på logikken i at se en sådan terapeut hver uge i 3 år, når klienten simpelthen bare ikke var assertiv nok. Og så siger jeg ikke mere om den sag.

 

Kognitiv omstrukturering

Ja. Det er naturligvis godt at kunne føre en realitetstestende samtale, men hvor mange klienter med tilstande der svarer til generaliseret angst, er ikke blevet mere forstyrrede af at skulle lave kognitiv omstrukturering med deres automatiske negative tanker, for det er jo ikke strømmen af automatiske negative tanker der er problemet, men den enkeltes dyrkelse af dem?

 

Mindfulnessteknikkerne

Meget godt kan siges om mindfulness, bl.a. det, at man kan downloade en app på nettet der hedder HeadSpace der stort set kan erstatte behandleren. Mindfulness er så godt og fornuftigt, at man skal være særdeles kynisk, eller som minimum rundforvirret samfundskritikker, for at kritisere det.

Dog er der tre fejl som en mindfulnessteknikker kan komme til at rode sig ud i: 1) Man kan komme til, at tro, at lykken er, at fokusere al sin opmærksomhed på nuet, hvilket ret beset er forkert, for vi er som regel lykkeligst når vi ser frem til noget. De gode fremtider lyser nuet op, og gør det mere vibrerende (det skrev Montaigne også om). 2) Man kan ikke og skal heller ikke fremelske en neutral holdning til noget som helst, for livet er en art velvilje, og det skal afspejle sig i holdning, hvorfor meditation såfremt den skal tjene livet, skal foregå med det klassiske lille smil. 3) Man skal vogte sig for mindfulness utopisme, for livet er ikke som en dug, der skal vaskes og stryges og lægges lige, men en krøllet affære. Med det mener jeg, mere konkret, at det som regel er vores genvordigheder, kampe, komplekser og bæven der udgør stilladset til det meningsfulde liv. Lad blot munkene om at betragte det pulserende liv som et problem, det kan lige så vel ses som frikadellen og sovsen.

 

Mindfulnessforelskede

9 ud af 10 mindfulnessøvelser der er at finde på Youtube er blevet indtalt med en docerende tone (før jeg indtalte “tanke timeout” for SONY, skamlyttede jeg Youtube for inspiration). Det undrede mig, og gav pludseligt mere mening for mig, da jeg stødte på Jungs skriverier om mindfulness, hvor han tørt advarer mod storhedsvanviddet forbundet med selvet, for godt nok er selvet “herren”, men dets fartøj er trods alt personaen, og en overidentificering med selvet leder som regel til storhedsvanvid.

Beware og unearned wisdom – Jung

“Den rette måde at være bevidst nærværende på”, er desuden et mysterium, som man ikke bør udtrykke sig skråsikkert om med mindre man er Gud. Hvorfor skulle pølsemandens duft til de ristede løg være mindre pur en Dalai Lamas fornemmelse for Himalaya?

Således har den uefterlignelige Alan Watts givet os tre sætninger at tænke over. Skal man meditere hver dag?

“Nej, for når man har nået den anden bred, kan man godt træde op på den”

“Nej, for når man er kommet igennem svingdøren kan man gå ind på museet.”

“Nej, for når har fået beskeden, kan man godt lægge på igen.”

 

Efterskrift og Prince Charles

.. Jeg udelader en hel række åbenlyse cases, fx NLP skredet hvorved klienten kan ende med at bliver til noget der bare skal manipuleres, og psykiatriens stålsatte tilgang til diagnoser og symptomer, af den simple årsag, at det ikke gør mig i bedre humør. Udklippet fra artiklen i The NewYorkerom Prince Charles er der stadigvæk.  Se hele artiklen her.

.. jeg overvejede at skrive en slags.. “og derfor..” konklusion, med gode råd, men jeg tror at det ville blive for langt, snørklet og muligvis endda bedrevidende. Jeg tror i det hele taget ikke at jeg sidder inde med det forkromede svar på noget, og det måske den bedste konklusion, når alt kommer til alt.  

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.