Den lille prins som eksistentialismens smukke punktum

Vi starter med Nietzsche og Kierkegaard, og bevæger os igennem nogle af hovedpunkterne i deres “eksistentialisme” for at lede op til den lille prins. Hvor den lille prins ses som “stemmen” i vores indre, der vejleder os til at prise vores “autenticitet”, den abstrakte og transcendente kærlighed til og selv og tilværelsen vi finder i selvets dyb. 

 

Nietzsche

Nietzsches skriverier er ikke for sarte sjæle. Til hans forsvar skal man have med, at han var vidne til præster, der prædikede godhed medens de i virkeligheden fandt bønderne frastødende og kvinderne irriterende. Han så præster prædike næstekærlighed medens de forgreb sig på børn og velsignede sindssyge krige.  Han så dovenskab, fejhed og karakterforladthed omdøbt til godhed. Han syntes mere interesseret i ærlighed og hvad “godhed” egentlig kunne siges at være, end noget andet, det samme kan måske siges om Søren Kierkegaard.

 

Og Kierkegaard

Søren Kierkegaard rettede samme slags anklager mod en karakterforladt og ukristelig gejstlighed. Han var mod “småborgerligheden”, mod hyklerne.

Kierkegaard skrev at når alle var kristne, var der ingen der var det, medens Nietzsche skrev, at den eneste kristne der havde eksisteret var Jesus. Som jeg forstår det, kritiserede Nietzsche altså ikke kristendommen så meget, som han kritiserede de korrupte, perverse og feje ”verdensfordoblere” (kristendommens insisteren på et bedre rige hinsides).

 

Imod en bedre godhed

Hvor præsterne så ophøjethed når de delte almisser ud, så Nietzsche bedrag, for han mente, at man bedst hjalp de fattige ved at ”lade dem plukke æblerne selv”, og at man ”bedst hjælper en ven, ved at give ham en hård seng at sove på”. Han betragtede “ægte godhed”, som noget, der havde rødder i dyb ærlighed, nødvendig stræbsomhed og en klar erkendelse af livets drama med uundgåelig ensomhed, ængstelighed, sygdom og død som en del af pakken. En forunderlig “overgang og undergang” som han beskrev det, og som vi skulle øve os på at kunne mestre og forgå med.

 

Selvovervindelsen 

Ifølge Nietzsche ville den eneste “frelse” komme sig af erkendelsen af ens egen andel i vores medfødte dovenskab, elendigheder og latente ondskab. “Indre djævle”, som man ikke skulle feje under tæppet, benægte, sågar hade (han mente at der var alt for megen skam i forvejen, til at han ville bidrage til mere af det), men tage ejerskab af, og lade brænde op, for, som en anden fugl Fønix at dukke op fra asken igen og igen. Måske som manden der erkender sig sin “indre kriger”, og bliver dygtig til at bokse, ikke for at slås, men for ikke at slås. En ”fugl Føniks”, fordi du ikke rigtigt kan vide hvem du kan udvikle dig til, når du slipper, gennemlever eller overvinder den eller hin udyd, rigide leveregel eller vane, herunder især dovenskab. Om den eksistentielle “selvovervindelse” læs mere HER.

 

Ærlighed og kærlighed

På den måde kan man måske sige, at Kierkegaard og Nietzsche efterlyste en hudløs ærlighed, der i Nietzsches ateistiske version indebar en smertelig erkendelse af tabet af paradis, opvejet, eller afbalanceret af dyb kærlighed til det som han kaldte vores abstrakte indre barns hellige ja-sigen; vores krops medfødte lys, det håb og den blide abstrakte stemme der ikke kender tid, og derfor hvisker transcendente værdier der kan lyse igennem selv de hårdeste hjerter og give den søde illusion om et for evigt genopstående øjeblik. En abstrakt og dybt individuel ærlighed der tager afsæt i en slags diffus kærlighed, der minder så meget om folks opfattelse af Gud, at overlappet bliver mistænkeligt stort. Hvor man ifølge Biblen altid skal sige sandheden, og som Kierkegaard siger “turde at tro”, bliver autenticiteten i Nietzsches perspektiv bl.a. den, hvor man erkender kroppen som bæreren af ens egne diffuse sandheder. Nietzsche erstatter altså “Gud” med selvet, men pointen synes at være den samme, at erkende sin sandhed så meget som man overhovedet kan.

 

Samfundsovervindelsen

Denne “hellige ja-sigen”, denne blide og næsten uhørlige stemme tynges imidlertid af systemernes og traditionernes åh så rationelle maskinerier, metoder, falske selvretfærdige visdom, tyranni, arrogance, bureaukrati, retningslinjer og fortællinger.

 

Det forældreløse barn

De effektive og småborgerlige samfund skubber således den blide stemme ud af sin midte, og resultatet, er at det er den enkelte der skal opdage denne stemme – i sig selv. Det var Kierkegaard og Nietzsche enige om.

 

At ende som et barn (ikke som voksen) 

I sine historier om menneskets individuelle udvikling, beskrev Nietzsche sjælens transformation som noget der gik gennem velvillig underkastelse til institutionernes du-skal logik, for man bliver jo nødt til at samle viden, og kunne sameksistere, til det gryende individs slavekvaler og eksistentielle jeg-vil oprør, for at ende som et sårbart barn efterladt i vildnisset. Du og jeg bærer ifølge Nietzsche dette sårbare, abstrakte barn i os, som den ultimative sandhed i vores selvaktualisering, eller “livsudvikling” om man vil.

 

Den lille prins er dig..

Overlappet mellem Nietzsches “Således Talte Zarathustra”, hvor Nietzsche efterlader det lille barn i vildnisset, og Exupéry’s Den lille prins, om piloten der finder dette abstrakte forældreløse barn, forekommer mig så stort, at det umuligt kan være en tilfældighed. Exupéry afsluttede den historie, som Nietzsche kun kunne begynde, og ikke afslutte selv.

 

Den vigtiste myte

Måske Nietzsche således kommer til at genetablere Jesus myten til det moderne menneske (han kendte Biblen forfra og bagfra). Enten det, eller også måtte han erkende, at der ikke findes en bedre vejledende myte til livet end at helliggøre det abstrakte barns uskyld som hviler i os alle, i fornemmelsen, og som fortæller om den abstrakte ærlighed, samt kærlighed til venskab og det gode, så selv fuldvoksne mænd må knibe en tåre.

 

Efterskrift

Måske Nietzsches egen største smerte altså var, at han aldrig blev mand nok til den sidste transformation af sjælen, den hvor man som voksen opdager og tager sig af sit indre barn. Dét er arven , om noget, fra et af de største genier vi har haft i vores midte. På den måde gav han os ikke en løsning, men en lysning, noget vi hver især må være ansvarlige for, for det kan ikke være nogen andens opgave.

 

Efterskrift II

Jeg kunne meget passende have iklædt ovenstående i talrige citater fra Tao te Ching og frem, men jeg orker ikke at tage mig selv så alvorligt, og i lighed med Nietzsche? (han citerede ikke folk) tænker jeg, at vi for en stund godt må vende citaterne ryggen i erkendelsen af, at vi alle bærer hele menneskehedens potentiale i os, hvorfor vi ikke skal tro, at viden kommer fra enkelte andre, men fra dybet af mødet med os selv, hvor andres ord er at betragte som spejlet til os selv, og vores fælles menneskelighed.

 

Advertisements

2 thoughts on “Den lille prins som eksistentialismens smukke punktum

Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: